Artikler, hvor linket “Læreprocesser” findes.

Indlæg

/4 Kommentarer/i , /af ,

En god proces

Det går fremad

Mine artikler til POV,  der gerne skal ende som en biografi, skrider godt fremad. Og det er en forrygende følelse at producere noget på skrift, som i hvert fald et menneske indtil videre kan lide. Dette menneske er journalisten, som jeg har hyret som facilitator til projektet i erkendelse af, at jeg godt kan skrive men på ingen  måde er professionel skribent. Jeg har lyst til ved slutningen at stå med et ‘værk’, der er på et højt niveau rent fortællemæssigt.

Skypemøde

Vi skulle have mødtes i går, men det kunne vi naturligvis ikke på grund af C-ordet, så vi holdt et to timer langt møde via Skype i stedet. Det havde jeg ikke prøvet før, men jeg må sige, at det fungerede forbilledligt. Det er bragende godt, at man kan se hinanden samtidig med, at man taler. Det bliver tydeligt, hvor meget kropssproget betyder. En telefonsamtale ville slet ikke give det samme.

Vi holdt møde om 2. revision af de første seks artikler. Jeg er nået til og med afslutningen på studiet. Journalisten havde på forhånd sendt sine kommentarer til mig ved hjælp af Words kommentarfunktion, som jeg heller ikke kendte til på forhånd.

Hun er bare så positiv og skriver og siger ligeud, at hun godt kan lide, hvad hun læser. Det er meget motiverende for mig som skribent. Rollerne mellem os er skarpt opdelte: det er mig, der skriver og hende, der faciliterer. Men selvfølgelig er der undtagelser. Hvis noget driller, tager jeg glad og gerne imod forslag til en sætning eller to, der kan forbedres.

Læreproces

Det er ikke alene et ‘bogprojekt’, det er også en læreproces, hvor jeg kan tage en masse om sprog med mig videre i livet. Fx skriver jeg ind imellem lidt for meget kancellisprog, sætninger og afsnit er af og til for lange, jeg sætter for mange kolonner, sætninger skal yderst sjældent starte med ‘og’, og jeg bør skrive forkortelserne helt ud. Jeg skal med andre ord gør mere for at tage læseren ved hånden.

Journalisten fortalte, at omkring halvdelen af danskerne er dårlige læsere, så der er rigtig mange, der skal tages ved hånden.

Don’t tell it – show it

En af mine store svagheder er, at jeg kommer til at efterrationalisere. Det vil sige, at noget som den lille Hanne oplevede beskrives med den voksne Hannes ord og meninger. Det bevirker, at det bliver til ‘Tell it – don’t show it’.

Et eksempel er, at min mors mand nummer to måske ikke var så begejstret for børn, fordi et barn kunne hindre dem i at rejse til Rom, London og hvor de ellers gerne ville hen. Derfor skriver jeg: ‘Jeg var nok en klods om benet…’ Det er en efterrationalisering, hvor jeg ikke bliver i barneuniverset. Der skal i stedet stå noget om, hvordan jeg som barn vidste, at de gerne ville ud at rejse, og hvordan jeg mærkede, at det ikke kunne lade sig gøre, hvis jeg var der. Så bliver det ‘show it – don’t tell it’. Jeg synes, det er i den svære afdeling.

Ingen deadline

Det er lidt underligt ikke at have en deadline men bare at kunne skrive, når jeg har tid og lyst. Jeg bilder mig ind, at det er godt for processen at kunne lade den være lystbetonet.

I dag skinner solen fra en stort set skyfri himmel, men jeg har alligevel mest lyst til at begrave mig i artikel nr. 2.

/2 Kommentarer/i /af

CSS kodesprog

CSS kodesprog

Mit nye legetøj er CSS

CSS står for Cascading Style Sheets og er måden, man “styler” sin hjemmeside på. Jeg er fuldstændig novice, men har sat mig for at lære det helt fra bunden – og det er slet ikke så stort endda. Til det formål ligger der på W3Schools en herlig CSS Tutorial bestående af forklarende tekst til de forskellige elementer og hvert kapitel slutter med fire til fem små opgaver. Det er meget tilfredsstillende, når det lykkes at løse opgaverne uden at skulle kigge tilbage i manualen. Det sker flere og flere gange. Der er i alt 138 øøvelser spændende fra det helt simple til noget der er ret avanceret. Jeg er stadig i gang med det simple.

CSS er ikke et programmeringssprog med kan nok nærmere kaldes et kodesprog. Jeg har altid ønsket mig at kunne programmere, og er også begyndt at lære det en del gange, men det er som om min hjerne ikke rigtig er indstillet på programmering. CSS er nok det tætteste, jeg kommer på.

Jeg kan helt sikkert ikke huske alle koderne, men nu ved jeg, hvor de står og kan bruge dem som et bibliotek at vende tilbage til. Tak til dig Michael for at have introduceret mig til W3Schools.

Læreprocesser

Jeg kan godt lide udfordringer og læreprocesser. Begge dele gør, at jeg føler mig i live og rimeligt arbejdsduelig, selvom jeg ikke kan arbejde som før.  “Som før” er nu heller ikke noget at stræbe efter. Dengang gik jeg på arbejde og lavede ikke ret meget andet. Nu har jeg tid til fritidsinteresser og tid til indimellem bare at lave ingenting.

God weekend.

 

 

/6 Kommentarer/i /af

Arrays

Arrays

Jeg har sat mig for, at nu skal jeg lære om arrays

Pyh ha; jeg synes, det er langhåret, at indlejre forskellige formler i hinanden, så de fx kommer til at se sådan fx ud: MAKS(HVIS(B:B=E7;HVIS(C:C<200000;C:C))) Jeg prøver at lære det ved at bruge funktionerne på mine egne ark, så det bliver virkelige situationer i stedte for kun Kaspers øvelsesfiler (Proximo). Ikke fordi der er noget galt med dem , men jeg har masser af ark, der kan forbedres.

Det, der driller, er især hvor semikolon og parenteser skal så, og om de overhovedet skal sættes. Men jeg finder vel ud af det, på et tidspunkt.

Et VBA-kursus hos Proximo

Det skal dog ikke underkendes, at det er sjovt at lære. Så sjovt at jeg stort set har tegnet mig for et VBA-kursus i efteråret. Der er et et enkelt lille VBA-kursus i den pakke ,jeg har nu, men det er slet ikke nok. Det er min fornemmelse, at man kan komme langt med VBA. Jeg er selvfølgelig klar over, at man lærer ved at øve, men det skal jeg nok tage mig sammen til. Især når det bliver virkeligt.

Indtil videre er jeg i hvert fald godt tilfreds. Og jeg morer mig. Det skal være sjovt at lære, især når man betaler for det!

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Livsambilancer

Livsambilancer

Det ser godt ud

Livsambilancer

Jeg går og er så glad og tilfreds, idet jeg måske har fundet “vejen”. Forventningerne til livet, ambitionerne og ambivalensen på den ene side, og kompetencer og muligheder på den anden side, har måske fundet balancen – det tog sin tid at få det hele justeret ind, og det var hårdt arbejde, men jeg tror, det er lykkedes. Ingen kan spå om fremtiden, og derfor gør jeg det (jeg er nemlig ingen ingen): Det ser godt ud.

11 år med forkert diagnose

Tit tænker jeg, at jeg faktisk har det bedre nu, end før jeg blev syg. Man kan selvfølgelig spørge, hvornår det så var? Den endelige og rigtige diagnose kom i sommeren 2014, men jeg tillader mig (sammen med psykologen) at mene, at jeg i realiteten har været konstaterbart syg siden 2003, hvor jeg havde den første depression, og fik diagnosen “Tilbagevendende depressioner”. Hvis 2003 ikke kan gouteres, så i hver fald siden 3. januar 2006, hvor jeg søgte at gøre det forbi. Ikke-konstaberbart har jeg været syg siden min ungdom ifølge både speciallæge Pia Glyngdal og Psykiatrifondens psykolog.

I perioden frem til 2014 havde jeg tonsvis af u-erkendte manier, men ingen så dem, for jeg henvendte mig ikke til systemet, da jeg var ikke klar over, at det var sygeligt at arbejde 50 – 70 timer pr. uge. Jeg tænkte, at det var et udslag af nødvendighed for arbejdspladserne og mine egne ambitioner. På den måde kan jeg ikke klandre nogen for at have haft den forkerte diagnose i ca. 11 år.

Sommeren 2014 var jeg indlagt to gange en uge med mani. Jeg sov ikke, jeg spiste ikke, jeg mærkede ikke, men jeg brugte en masse penge. Jeg har præsteret at købe computere og anden hardware for 30.000 kr. på én dag. Det er alt sammen sikre tegn på mani. Jeg sov ikke, selv ikke når sener, muskler, hjerne og resten af kroppen var så overbelastet, at det gjorde afsindigt ondt alle steder. Jeg var så træt, at jeg ikke kunne sove. Det gjorde virkelig ondt. Jeg mener at, de under begge indlæggelser stoppede sovepiller i mig, som var det bolsjer, i hvert fald tre, tilsat massage og kugledyne (den tungeste på 12 kilo). Intet hjalp.

Overlægen (Melita) på afdeling 808 tog dernæst hånd om mig – og det var et vendepunkt. Hun lavede et længere interview (vist mere end en en time) og kom dagen efter tilbage med diagnosen: “Bipolar affektiv sindslidelse”. Den er ikke for børn, men hele mig var klar over, at det var rigtigt. I krop og i hjerte klingede det. Jeg vidste bare, at hun havde ret. Derudover er hun kanondygtig.

Sælgeren af IT-udstyret indvilgede i at tage det tilbage, da afdelingen kontaktede ham og fortalte, at det var et udslag af psykisk sygdom, og at jeg slet ikke havde råd til den slags.

Kognitivt efterslæb – politikere ville nok kalde det “historisk” 🙂

Jeg har enorme udfordringer (og her er det ikke synonymt med “problemer” idet jeg kæmper med det) med: koncentration, overblik, opmærksomhed og hukommelse:

  • Det er belastende ikke kunne se en TV-avis eller høre en prædiken, men det er jo ikke liv og død om at gøre, så det lever jeg med. På det seneste har jeg dog konstateret, at en rigtig interessant udsendelse på op til 45 min. kan gå igennem systemet. Jeg er enormt træt bagefter og dagen derpå – men det er en tilsvarende succes. Og jeg samler på små, sikre, synlige succeser.
  • Et stort savn og tab er knyttet til ikke længere at kunne læse bøger. Tidligere var jeg altid i gang med >= en bog. Det kan jeg ikke længere. Jeg er blevet godkendt til “Nota”, men jeg klarer ikke meget mere end ca. fire minutter ad gangen * fire af en lydbog. Tankerne fiser af, og det hænger ikke sammen.
  • Det er svært at erkende, at jeg fx ikke længere kan cykle den vej ind til byen, som jeg cyklede to gange dagligt i min. syv år. De kompenserende strategier hjalp/hjælper ikke. Jeg føler mig som en idiot, når jeg skal bruge kort og kompas for at komme fra stationen og til arbejdspladsen. Jeg håber, jeg vil blive i stand til at huske vejene, så jeg kan slippe hjælpemidlerne, eller i hvert fald bare kompasset.
  • Hukommelsen er helt og aldeles spoleret. Der er så meget, der er væk, som i fuldstændig væk, og det kan være svært, og jeg kan komme til at føle mig virkelig dum. Der er jobs, rejser, forløb, indlæggelser, som jeg kun kender til, fordi de er beskrevet et eller andet sted evt. på min egen blog. Når det er beskrevet, er det vel også sandt. På et tidspunkt kontaktede jeg faktisk Hvidovre Kommune for at spørge, om det virkelig var sandt, at jeg havde deltaget i et eller andet forløb hos “Rebound”, der er en eller anden form for “anden aktør”. Jo – kommunen mente nu nok, at de havde styr på deres oplysninger. Tjah… så var det vel endnu en ting, der var glemt. Det er underligt at se billeder fra Asien, primært Thailand og Vietnam, hvor jeg jo kan se, jeg har været, men absolut intet husker.

Held?

Lige nu sidder jeg så med et fast (fleks-)job på bare otte timer pr. uge. Opgaverne som “webmaster og skribent” er mine drømmeopgaver. Jeg elsker dem! Jeg kan bruge det, jeg kan, og det jeg ikke kan, bliver jeg nødt til at lære for at kunne udfylde jobbet. Det er bare fedt. Jeg holder af læreprocesserne. Jeg ville gerne arbejde 15 timer bl.a. for at bekæmpe ensomheden automatisk og komme mere hjemmefra. Det er ikke muligt lige nu, men det kan være det kommer. Der viser sig nok et eller andet.

Var jeg bare heldig? Der var bestemt nogle ting, hvor pilen pegede i min retning!

  • Overlæge Janne Baatz i Distriktspsykiatrien pegede på Psykiatrifonden som “anden aktør”. Hvidovre Kommune gik med på det trods den noget højere pris. Desværre er Janne Baatz gået på pension, for jeg ville så gerne sige hende tak. Hun var fantastisk. Hun havde altid tiden; hun kiggede aldrig på vækkeuret, som alle de øvrige medarbejdere i Distriktspsykiatrien. Hun var virkelig et dejligt menneske.
  • Jeg fik en fremragende psykolog og en ditto erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden, som begge troede på, at jeg stadig kunne noget, også når jeg ikke selv troede på, at jeg ikke havde den mindste lille kompetence tilbage.
  • Psykiatrifonden fandt en 13 uger lang virksomhedspraktik i Folkekirkens Nødhjælp.
  • Folkekirkens Nødhjælp behøvede implementering af et HR-system.
  • Chefen for HR – Sune Lyng – så muligheder frem for begrænsninger mht. mig som medarbejder. Han sagde faktisk til Psykiatrifonden “Hun er sgu god”.

Endnu en “heldig” ting er, at Juristernes og Økonomernes Pensionskasse anså mig som havende mistet minimum 2/3 af erhvervsevnen. Det betyder, at jeg har et tilskud til den månedlige husholdning. Det er det, der gør det sjovt!

2½ år i helvede

Min glæde over den nuværende tilstand/situation skal ses i lyset af de 2½ år i helvede. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg kom igennem det – eller rettere det gør jeg delvist: for det første havde jeg Psykiatrifonden med en fantastisk psykolog og erhvervsrådgiver i ryggen og for det andet havde jeg min ligeså fantastiske bisidder fra SIND.

Det var frygteligt. De idelige tanker om/bekymringer for: økonomi, skulle jeg flytte?, ville jeg blive hjemløs? ville jeg havne på kontanthjælp? eksistensgrundlaget?, den enorme sociale deroute, fremtiden, totalt kaos, intet kendt, konstante suicidale tanker ofte i form af “Er det nu, jeg skal gøre det?”, hvilket ofte varede i uger ad gangen. Der var hele uger, hvor jeg boede i min seng, fordi jeg ikke turde stige ud af den.

Jeg tror, det kan være svært for andre at forstå, hvordan man overlever disse odds, så jeg prøver bare at beskrive, hvordan det kan være.

Kommet let til det?

Næh jeg synes ikke, jeg er kommet let til noget af det, der p.t. ser ud til at kunne blive et ganske udmærket liv. Region Hovedstaden har bevilget mange sessioner hos min psykolog. Vi har gravet dybt, inderligt og vedholdende, og jeg er hende stor tak skyldig. Det er ikke kommet af sig selv. Jeg har arbejdet for det, men hun har holdt hånden under mig, når det har været svært – og det har det ofte! Jeg har kæmpet hele mit liv – i hvert fald siden november 1972, hvor min far døde, og min mor efterfølgende giftede sig med en psykopat.

Vi har raget 98 pct. af knasterne af vejen. 2 pct. tilbage er ikke meget. Jeg havde aldrig troet, vi skulle nå så bette en residual. Det gør mig glad og gør, at jeg endelig kan se fremad. Jeg har knoklet for det. Ingen appelsiner er uden videre faldet ned i min turban.

Jeg er ikke vant til at komme let til noget, og det er ikke fordi, jeg ønsker at pive; det er bare en konstatering. Jeg er bare ikke vant til, at noget fremstår som let.

Konklusion

Det går godt! Jeg har fundet et job uden bagkant, hvor der bare lige mangler virksomhedens underskrift på kontrakten plus tre måneders prøvetid. Det er drømmeopgaver.

Min rædselsfulde angst for fremtid og system er ovre. Jeg kan slet ikke beskrive den tilhørende lettelse og følelse af livsgnist i den forbindelse.

Jeg har det formentlig bedre, end jeg havde det, før jeg blev syg. Det er da fantastisk – men der var også et helvede at gå igennem at nå hertil.

Og så er det jo altså forår og 15 grader. Livsambilancerne kunne ikke være meget bedre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.