Indlæg

,

Intet nyt fra vestfronten

Intet nyt fra vestfronten

Kriges meningsløshed

Intet nyt fra vestfronten

I aftes satte jeg mig og så “Intet nyt fra vestfronten” på Netflix. Filmen er baseret på Erich Maria Remarques bog af samme navn om fronten mellem Frankrig og Tyskland under 1. verdenskrig.

Det var 2:28 timer om:

  • kriges meningsløshed,
  • drenges død i skyttegravene,
  • drenges frygt for døden,
  • mødres og ægtefællers bekymring, og
  • generalers lette liv i luksuriøse kupéer.

Jeg har bogen, men den må ikke læses i, for så falder den formentlig helt fra hinanden. Den er et klenodie hos mig. Min farfar har været ca. 38 år, da han med fyldepennen i hånden i 1929 skrev sit navn udenpå og indeni. Bogen er ikke køn længere, og klisterbåndet er en blasfemisk nødvendighed. Jeg ved ikke, hvem der har sat det på. Blækklatten er den originale.

Hvis du ikke allerede har set filmen, bør du overveje at se den.

Intet nyt fra vestfronten

Kort før filmens slutning indgås en våbenhvile, der skal træde i kraft den 11. i 11. kl. 11:00. Det gør indtryk, at en af drengene bombes til døde kl. 10:45. Meningsløst!

Krigen i Ukraine – Intet nyt fra østfronten …

Er man bare en smule reflekteret, kan man ikke se filmen uden at tænke på drengene i skyttegravene i både Ukraine og Rusland. De udkæmper også en meningsløs krig initieret af en sindssyg diktator, der ønsker sig en tilbagevenden til Storrusland. De frygter helt sikkert døden lige så meget som drengene i 1. verdenskrig. Der er intet nyt fra østfronten.

Jeg har det utrolig dobbelt med vestens støtte til Ukraine:

  • Ukrainerne slås også på vores vegne, så selvfølgelig skal vi støtte alt det, vi kan.
  • Når vi nu alligevel har nogle F16-jagerfly fra 1970’erne, som vi ikke skal bruge mere, kan vi da lige så godt lade dem gå “i arv”. (Ironisk ment!)
  • Oprustning har aldrig medført fred. Det er ikke sket i hele verdenshistorien. Hvorfor skulle det så ske nu?
  • Vi er på vej til en ny kold krig, for ingen af parterne giver op.
  • Både vesten og Putin har atomvåben. Hvornår kommer de i brug? Danmark er helt sikkert nu på Putins “grimme liste”.

I krigens første dage var jeg bange

Den 24de februar 2022 er en dato, jeg aldrig glemmer. Det var dagen, Putin iværksatte sin “specialoperation”, som han regnede med kunne være klaret i løbet af et par uger. Men det ukrainske folk ville det anderledes.

De første dage var jeg bange, men en del af krigens vanvid er, at man vænner sig til den. De første dage og uger så man de mere end samlet set seks millioner mennesker, der er flygtet både som internt fordrevne og til udlandet heriblandt Danmark. Et billede sidder på min nethinde: En kvinde vandrer over grænsen til Polen. I venstre hånd har hun et barn på ca. fire år. I højre hånd har hun katten i dens transportkasse.

Det, jeg ikke troede skulle ske i min levetid, skete alligevel. Der er krig i Europa. Jeg var i Berlin i 1989, da muren faldt. En veninde og jeg tog ganske enkelt det første SAS-fly, hvor vi kunne få en plads. Det var fantastiske dage. Dengang regnede vi med, at vi nu var færdige med at slå hinanden ihjel på slagmarkerne. Putin vil det anderledes.

Putins ven i Nordkorea

Disse dage fortæller TV Avisen om Putins venskab med en anden diktator: Kim Jon-un fra Nordkorea. Kim har noget Putin kan bruge nemlig forskelligt forældet militært isenkram til brug på slagmarkerne. Putin har omvendt også noget, Kim kan bruge (jeg kan ikke lige huske hvad), så de indgår en modbydelig byttehandel.

Og hvem er taberne? Det er drengene i skyttegravene. Både Putin og Kim sidder trygt ved veldækkede langborde og i sikrede togvogne.

Krigens love

Jeg ser ofte “Krigens Døgn”, fordi jeg godt kan lide deres strategiske analyser. Folkene fra Forsvarsakademiet er dygtige til at udlægge vanviddet.

En dag, hvor jeg ikke skal andet, vil jeg sætte mig ned og undersøge, hvad “krigens love” egl. er for nogle. Umiddelbart forestiller jeg mig. at det er noget med folkeretten og diverse FN-konventioner.

Jeg vil læse om det for at forsøge at forstå det absurde i, at der er vedtaget bestemmelser om, hvordan krig skal føres: regler om hvordan vi slår hinanden ihjel. Min psykolog siger ofte, at jeg har “en fantastisk hjerne”, men dette har den endnu aldrig begrebet.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Vi skal hjælpe Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine

Jeg har lige siddet og set TV Avisen 18:30, hvor det fremgik, at G7-landene sender mere hjælp til Ukraine, der indføres endnu flere sanktioner mod Rusland mv., og det glæder jeg mig over.

I går forlød det, at USA har åbnet for, at F16-jagere må sendes til Ukraine. De kan være klar til kamp i løbet af 3 – 6 måneder, da de ukrainske soldater først skal lære at betjene dem. Det er svaret på præsident Volodymyr Zelenskyjs bønner i umindelige tider.

Selvfølgelig skal vi fra Vestens side hjælpe Ukraine alt det, vi overhovedet kan, og kineserne og inderne må se at finde ud af, hvor de står.

Jeg har respekt for et folk, der – meter for meter – kæmper for deres land, og som på mange måder kæmper vores kamp, så vi selv slipper for at få blod på hænderne, leve med lutalarmerne og at bo i ruinerne.

Jeg har respekt for en præsident, der konsekvent optræder i sin armygrønne T-shirt; også når han møder verdens ledere med slips og i jakkesæt.

Jeg ser gerne Putin hængt langsomt i en strik med fødderne syv alen over jorden. Han minder mig med sit despoti alt for meget om både Stalin og Hitler. To herrer der ikke gjorde noget godt for menneskeheden.

Nu håber jeg, det er tilstrækkeligt tydeligt: Jeg er ikke Putinist! Får du en anden opfattelse, så læs venligst ovenstående igen – og gerne langsomt.

Dilemmaet

Krigen i Ukraine har nu varet i 1 år; 2 måneder; 3 uger; 6 dage eller 451 dage. Millioner af mennesker er flygtet til tryghed og bort fra bombardementerne, enten til os i Danmark, mange til Tyskland, men langt de fleste til Polen.

Billederne, af vandrende kvinder med et barn i venstre hånd og transportkassen med katten i højre hånd, har gjort stort indtryk på mig. Der har været oprettet evakueringskorridorer, der mindede lidt om “De hvide busser”, men flere af forsøgene var mislykkede. Der har været spagfærdige forsøg på fredsmægling med tyrkiske Erdogan og franske Macron i spidsen. Ingen af parterne ønsker at give sig bare en tøddel. Jeg forstå godt, at Zelenskyj siger “Gu’ vil jeg da ej. Det er mit land og mit folk”.

Det minder mig bare alt for meget om den kolde krig. Øst og Vest oprustede hver for sig, men det førte ikke til fred. Det minder mig om min ungdom. Det minder mig om “Dobbeltbeslutningen“, hvor man ville opstille 572 atombårne missiler i Vesteuropa, primært i Vesttyskland, (tjah, sådan hed det dengang), som svar på Sovjetunionens opstilling af SS-20-raketter i Østeuropa. Det minder mig om min frygt for atomkrigen, truslen der konstant rumlede i horisonten. Begge parter stod på deres. Oprustningen førte ikke til fred. Det minder mig om mit eget spagfærdige engagement i fredsbevægelsen og om “Next Stop Sovjet”.

Vi åndede lettede op, da Sovjetunionen faldt i 1991. Fra 1991 til 22. februar 2022 har jeg, måske en anelse naivt, troet på, at nu var vi færdige med at slå hinanden ihjel i Europa. Vi behøvede ikke længere et regelsæt, der kaldes “krigens love”. Been there, done that. Nu kunne vi løfte ansigtet og se fremad til et Europa i fred og frihed. Vi kunne rejse rundt bare med det rødbedefarvede danske pas. Verden lå åben for vores fødder.

Også nu rumler truslen for et atomart modtræk fra Putins side, når vi støtter alt det, vi kan fra vestlig side. Hvor skal det ende, når ingen vil give sig? Putin ønsker naturligvis ikke at tabe ansigt og opgive sin “specialoperation” i Ukraine. Og Zelenskyjs soldater kæmper for deres land. Hvor mange unge drenge og mænd skal miste livet i dette fuldkommen absurde teater? (I parentes bemærket så jeg i aftes filmen “Under sandet”. Den endte godt, men jeg måtte flere gang holde hånden over skærmen, når en dreng fik sprængt armene af).

Jeg bliver kun opmuntret, når jeg hører på Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet. En aften sagde han om alle de unge, tvangsudskrevne russiske soldater: “Tjah, de ved, hvad vej geværet skal vende”. Så havde han sagt, hvad han mente om dem.

Man vænner sig til det …

I krigens første dage var jeg meget bange og næsten grædende over at se ødelæggelserne i Ukraine og de, der vandrede med katten i transportkassen i højre hånd. Nu har jeg vænnet mig lidt til det. Det er også et dilemma.

Jeg kan ikke gøre hverken fra eller til bortset fra at tale lidt med den ukrainske kvinde, jeg mødte i S-toget en dag og byde hende velkommen i vores land. Det er måske nok lidt latterligt, men jeg kunne ikke lade være.

Nogle siger, at så skal jeg bare undlade at se TV Avisen; men jeg ved godt, at to plus to er fire, og at folk dør i Ukraine, selvom jeg slukker for mit TV.

Dilemma: Oprustning og krigen i Ukraine


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Der har jeg rejst!

Der har jeg rejst!

Hvornår var det nu, det var?

Jeg ved, jeg har været der med min vidt berejste rygsæk, men jeg ved ikke hvornår.

Soldaterne på billedet er karakteristiske og det samme er den sortklædte jøde med mobiltelefonen. Som jeg husker det, mødte jeg udelukkende venlige mennesker både blandt israelere og palæstinensere. Jeg var i alle dele af landet. Der var fremragende museer, der belyste jødernes lidelser under anden verdenskrig, hvis man ikke skulle have fået nok af det allerede. Jeg har fået nok, og kan næsten ikke tåle mere. På den anden side må vi aldrig glemme; og så må det private følelsesregister stå for tur endnu engang.

Landskabet var smukt, vejret var godt og maden var god. Bygningerne fremstod hele fremfor som bunker af murbrokker. Mere kan man ikke ønske sig af en rejse.

Det var dengang, hvornår det så end var.

Hellig krig?

Og nu er de så ved at slå hinanden ihjel igen, faktisk er der adskillige dræbte på begge sider. Det er forfærdeligt. Det kræver større indsigt end min at vurdere, hvem der har “ret”, for konflikten går tilbage til 1948 ved oprettelsen af staten Israel, så de jøder, der trods alt havde overlevet anden verdenskrig, havde et sted at være. Man skal passe på med at tage parti for nogen af parterne. Der er for meget på spil. Lige nu (natten til lørdag/lørdag formiddag) opfordrer FN til øjeblikkelig våbenhvile, og det vurderes, at den er tættere på, end den var, jf. dr.dk.

Det er næppe den enkelte palæstinenser, der ikke kan leve side om side med den enkelte jøde. Selv i de jødiske bosættelser er op til 20 pct. af indbyggerne palæstinensere. Problemet er vist Hamas.

Fakta om Hamas

Følgende er kopieret fra denne side på dr.dk:

Jeg er ikke meget for militante grupperinger, der griber til natlige raketter og selvmordsbombere, for det eskalerer konflikter i stedet for at nedtone dem, men det sidste, der er nævnt ovenfor om en to-statsløsning, er måske ikke så tosset? Måske kunne det sætte det endelige punktum for konflikten? Smertensbarnet er formentlig Jerusalem, som jøderne ikke vil afgive så meget som en centimeter af. Byen er deres “Mekka”, og de opgiver den aldrig.

For en (næsten) verdslig dansker er det svært at acceptere og forstå, at religioner fylder så meget, at de er værd at slå ihjel for. Men det er et faktum – ikke alene i Israel men verden over. Man skal være født i går for ikke at have indset det.

,

Krimhalvøen

Denne blog skal slet ikke handle om politik, men resten af verden går trods alt ikke min næse forbi.

Jeg er meget bekymret for situationen på Krimhalvøen, hvor russerne nu er gået ind med militær, og Ukraine har bedt deres forsvar være i højeste alarmberedskab. Situationen eskalerer time for time.

Det vil være en katastrofe, hvis konflikten i Ukraine – der må siges at være et indre anliggende – kan gøre, at halvøen ender med at udløse en krig. Den retorik, der bruges, minder alt for meget om den retorik, der bruges under en krig.

Nato mødes her kl. 13:00, men hvad kan de reelt gøre, når Rusland har vetoret? De kan komme med en fordømmende udtalelse men heller ikke mere.

Den Europæiske Unions udenrigsministre mødes i morgen kl. 13:00 til et hasteindkaldt møde, men hvad kan de gøre?

Mens jeg skriver dette, kan situationen have udviklet sig yderligere. Putin skyr tilsyneladende ingen midler.

Lad os håbe, de kan komme ud af konflikten på fredelig vis.