97 og “still going strong”

140 minutter hos fars ungdomskæreste

Her kommer en utrolig historie, og selvom den lyder utrolig, er den altså trolig. Læs den ikke som en offer-historie, men lad alligevel gerne følelserne gribe dig. Forhåbentlig beskriver jeg besøget med en tydelig kærlighed til to mennesker med overskud og fine værdier. Det er i hvert fald intentionen.

Det var fantastisk at møde Hanne igen efter ca. 40 år. Samtalen gled helt naturligt med kun ganske få ophold. Jeg spurgte, om jeg måtte optage vores samtale, fordi jeg ikke husker så godt, og det var helt i orden. Hun lod sig på ingen måde ikke afficere af det. Det er derfor, jeg ved, at besøget varede lidt over 140 minutter. I dag vil jeg – i overensstemmelse med Emma Gads regler for selskabslivet – ringe og sige “Tak for sidst”. Det, synes jeg, er det mindste, man kan gøre.

Hun har et utrolig positivt livssyn. Det har både hun og hendes mand Vagn altid haft. Glæden ved livet og tilværelsen selvom der selvfølgelig er kommet besværligheder med helbredet til med årene. Det er stort. Vi blev enige om det skønne i at være pensionister og det vigtige i at have gode minder. Hun sagde blandt andet “Hver aften tænker jeg på, at jeg har det smadder-godt”. Jeg bliver glad over at høre det.

De gamle billeder

Jeg havde medbragt to old-gamle albummer, og vi så nogle billeder af min far og hans forældre, som hun huskede vældig godt, og som jeg aldrig har mødt, men hendes syn er ikke så godt, så jeg opgav at vise de små brune billeder, for hun kunne alligevel ikke se dem. Men pyt med det; det vigtige var samtalen. Jeg fik spurgt til forskellige navne, som jeg bare husker at have hørt og dem kunne hun uden videre fortælle om.

Hun fortalte en masse om min familie på “Brede Klædefabrik”. Jeg har interesseret mig for fabrikken i 20 år og har nogenlunde styr på historien, selvom jeg har glemt det, men jeg var ikke klar over, at min far og hans forældre rangerede så højt – lige under direktør Daverkosen.

Jeg har tit talt med psykologen om, at det er vigtigt at have noget, man kan være stolt af. Og nu er jeg (endnu mere) stolt af den familie og mit efternavn. Tænk at oldefar indvandrer som hattemagermester fra Frankfurt an der Oder i marts 1890 og at både hans barnebarn (min far 1922 – 1972) og en af hans sønner (min farfar 1891 – 1952) gør så god en karriere på fabrikken ganske få år efter. Det er utrolig flot.

Indirekte fik jeg i går mange af de “bløde” informationer om min far. Ting, jeg umuligt kunne finde ud af selv og ting, jeg naturligvis ikke husker. Det var fx at “han var en fantastisk ven” og “han blev ikke blev irriteret over at være blevet droppet til fordel for Vagn”. Hanne og Vagn vedbliver at have et godt forhold til familien Stegemüller, selv efter Hanne har valgt min far fra. Fx passede min farmor af og til deres to børn og min onkel Sigvard Kaae (min fars søsters mand) førte Hanne op, da hun blev gift i maj 1948.

“Velkommen til hver en tid”

Eftersom de sociale profiler på “min mor” og psykopaten på den ene side og Hanne og Vagn på den anden side er så uendeligt forskellige, at jeg slet ikke kan forestille mig, at de kunne have noget sammen, og jeg virkelig ikke kunne finde ud af, hvordan jeg fik forbindelse med Hanne og Vagn otte år efter min fars død, spurgte jeg til det.

Det eneste, jeg huskede, var, at de var på Bornholm en enkelt dag. Hun kunne fortælle, at anledningen var, at min fars søster Tante Kis holdt en rund fødselsdag derovre (det har været, da hun blev 60 i maj 1979), og den ville de over og være med til som en overraskelse for Kirsten, for de var ikke inviterede. Hjernen på den gamle dame fejler så sandelig ikke noget.

På den ene dag så og sansede de mere, end man skulle tro var muligt. De sagde til mig “Du er velkommen til hver en tid”. På den måde opstod forbindelsen altså. De var klar over, at noget var helt galt, ellers havde de ikke sagt sådan. Og så dukkede jeg bare op i Kongens Lyngby lidt over et år senere. Det er en virkelig underlig historie. Var det ikke min egen, ville jeg nærmest tro, den var usand. Men den er altså god nok.

De havde talt om, at jeg ligesom stod udenfor familien og at jeg på en eller anden måde virkede isoleret. De kunne se, at min halvbror derimod var inddraget.

De havde også talt meget om, at familiens lille sære side-firma, der producerede håndlavede sprællemænd, hed “Trewa”, en sammentrækning af “Tre * Wagnholt“, der var deres familienavn. Og altså hørte jeg ikke med. Det, havde de syntes, var helt forkert.

Hun sagde ligeud “Man må da hjælpe et barn” (udtryk for deres ordentlige værdier) og “Kunne dine omgivelser ikke se det?”. Men der var jo ingen omgivelser, og min onkel Sigvard og tante Kis boede i Århus, så det var umuligt, når jeg boede på Bornholm.

Sammen med psykologen har jeg også undret mig meget over, at der ikke var nogen overhovedet – men det var der altså ikke. Og når man flytter konstant og kun bor 1,4 år hvert sted i gennemsnit, er det umuligt at opbygge relationer, man kan læne sig opad. Hun havde luftet overfor min onkel, hvorfor de ikke tog sig af mig. Han havde svaret, at det gjorde de også, men det kan jeg altså ikke huske. Og Hanne kunne ikke huske, hvornår det ca. var.

Hun fortalte, at min fars søster havde fortalt dem om, at jeg gik på kirkegården og sad foran min fars gravsted i stedet for at gå i skole. Det husker jeg jo selv tydeligt, men det var lidt underligt, at hun kendte til det.

Efter den ene dag på Bornholm havde de indset, at jeg havde brug for støtte, og den støtte ville de gerne yde. De fandt det naturligt. Så meget af det, de fandt naturligt, var nyt for mig. Jeg fortalte hende, at jeg tydeligt huskede, at hun kom og “puttede mig”, uanset hvor jeg sov, når jeg var hos dem. Også det var nyt for mig, men det var omfattet af det, de fandt naturligt.

Jeg er meget rørt og jeg vil gerne se hende igen!