Tag Archive for: Jørgen Stegemüller

/i , /af ,

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Kun gode minder

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Vi havde en aftale til kl. 14:00, og jeg var præcis. Hun havde beredt mig en fin lille overraskelse ved også at invitere sin ældste søn og dennes hustru. Det var selvfølgelig også en (mindre) menneskealder siden, jeg havde set dem, men samtalen forløb uhindret og føltes fuldkommen naturlig. I årenes løb har jeg tit tænkt på både dem og deres børn, der jo var små, da jeg senest så dem, og de har tænkt på mig. Sær tanke.

Vi har alle fået en (lidt) anden hårfarve, men hjertevarmen og empatien er den samme. Gensynsglæden var både stor og reel. Virkelig, virkelig specielt. Jeg kan slet ikke beskrive, hvad kontakten med den gamle dame betyder. Jeg plejer ellers at have ord nok, men her savner jeg ord.

Psykologen var bedre til at sætte ord på, da jeg senest så hende. Hun sagde: “Det er jo næsten som at få en slags familie i en høj alder”, og det er sandt. Jeg er 58 år, og noget, der kunne ligne en familie, sniger sig ind på mig. Det er så mærkeligt.

Den gamle dame er kendetegnet ved et umådeligt positivt livssyn. Jeg har aldrig mødt et lignende menneske. Eksempelvis siger hun “Jeg har kun gode minder”. Så har man et godt liv. Hvor er det dejligt at være vidne til.

Koblingen til “Forsvundne arvinger”

I aftes sad jeg og så et par episoder af min nye favoritserie: “Forsvundne arvinger”. I sæson tre hedder episode et “På flugt fra familien”, som var interessant af flere årsager. Blandt disse er viden om, hvordan man kan arbejde med oplysninger fra “Centralkartoteket”, der var modstandsbevægelsens lister over landssvigere, Schalburgfolk mv., men også tilrettelægger Mette Frisks rejse til Canada, hvor hun præsenterer en kvinde for et hidtil ukendt familiemedlem. Kvinden er vist en kusine. Jeg er ikke så god til slægtsbetegnelser, da jeg kun har haft behov for dem på papir og som data. Det bevægende var kusinens reaktion på pludselig at kende familiens historie og det pludselig at have en familie. Mette Frisk måtte holde om hende for rullende kamera.

En anden bevægende episode var “Den afviste søn” (sæson seks, episode fem), der drejer sig om en dreng, der anbringes på et frygteligt børnehjem på Frederiksberg ca. et år efter fødslen i 1930. Der følger fire børnehjem efter det. Stakkels barn. Han anses for at være på grænsen mellem åndssvag og “normal”, idet han kan indlære. Da han er 22 år, begynder han at lede efter sine biologiske forældre ved at skrive til en forstander “Floris” fra et af børnehjemmene. “Floris” er et venligt menneske, så hun gør, hvad der står i hendes magt, og hun finder faktisk hans mor, men moderen vil ikke have noget med ham at gøre, da hendes aktuelle familie ikke kender til hans eksistens.

Selvfølgelig er der uendeligt langt til min egen historie, der blandt andet foregår mere end 30 år senere og fordi, jeg indledningsvist kom til en god familie; alligevel var der noget, der rykkede i følelserne: Jeg kender sorgen over ikke at have haft en familie (repræsenteret ved den canadiske kusine). Anbringelsen, det at anses for mindre begavet og det at lede efter den biologiske slægt (repræsenteret ved “Den afviste søn”).

Jeg har aldrig tidligere været klar over, hvor trist jeg egl. var over ikke at have haft en familie efter mit ottende år – og det er måske også godt nok? Som ung har man ikke interesse for familiebånd eller noget, der kunne ligne. Det kommer først senere – og jeg er altså nu nået til “senere”.

De mere opløftende afsnit

Jeg går ikke i sandaler

På børnehjemmet “Dear Home” gav de børnene for små sko på, og når det sker på den tid, hvor knoglerne vel er bløde, betyder det, at tæerne tilpasser sig den plads, der ikke er. Derfor får man “overliggertæer”, og de retter sig ikke rigtig ud uanset hvor mange år, man venter. Nogle er selvfølgelig kommet på plads men ikke alle. Derfor går jeg ikke i sandaler.

Troen på ufoerne mv.

Stedet, jeg boede som barn efter min fars død, var kendetegnet ved mange mærkelige ting. En af dem var, at de troede på ufoer og bestemt mente at have set ikke bare et men flere… Jamen jøsses kors; hvor dum har man lov at være?

Og mere fra den overnaturlige boldgade: Da vi boede i det gamle skrammel fra 1850 på Sydfyn, havde min “mor” været oppe i et natligt ærinde, kigget ud af køkkenvinduet og ganske bestemt set en af stedets tidligere kvindelige beboere sidde i en gyngestol i ly af træet i haven.

Jeg har ikke selv så meget til overs for hverken uidentificerede flyvende objekter eller genfærd, men fortællingerne skræmte mig fra vid og sans, da jeg var 12 år. Der tror man jo på hvad som helst.

/1 Kommentar/i /af

Af white trash er du kommet

Af white trash er du kommet

Til white trash skal du ikke blive

Af white trash er du kommet

Det er selvfølgelig en omskrivning af det velkendte begravelsesritual:

Af jord er du kommet.

Til jord skal du blive.

Af jorden skal du igen opstå.

For ikke at forfalde til selvmedlidenhed og flyde videre med den negative strøm pga. det, der lige nu er vanskeligt, mente psykologen, at jeg i stedet skulle huske på, at jeg på alle fronter har givet dem baghjul. Jeg udnævner fuldt berettiget min “mor” og psykopaten til “white trash”, og det har jeg fjernet mig fra – og det er jeg ærlig talt en lille smule stolt af.

Jeg har holdt fast i andre solide og klassiske værdier, hvor “ordentlighed” er nøgleordet, og jeg ved, hvor det kommer fra, hvilket jeg næppe behøver fortælle endnu en gang. Det paradoksale er, at jo mere jeg holdt fast i Jørgen Stegemüllers værdier, og det gjorde jeg helt bevidst, jo mindre brød hun sig om mig, og jo større blev afstanden. Egentlig er det logisk.

Jeg flytter ikke konstant for ikke at komme i myndighedernes søgelys. Det er ikke mig, der bor i den yderste udkant i noget faldefærdigt skrammel bygget i 1850, hvor et rum i ladelængen er fyldt op med tomme 1½-liters “vin”-flasker af mærket “Père Médard”. Hos mig er det ikke sidst på måneden omkring den 15., og varerne skal ikke skrives (men det kan man næppe lykkes med nutildags). Jeg har ingen børn, men havde jeg børn, ville jeg ikke sende dem på indkøb af flovhed over, at varerne igen skulle skrives, selvom det kun var den 12. eller deromkring. Mine børn skulle ikke vaske og ordne bil ind- og udvendigt eller pudse vinduerne udvendigt hver uge (begge dele fuldstændig vanvittigt). Det er “Askepot” om igen.

Mine børn ville opleve at blive inddraget i samtalerne omkring middagsbordet. De ville lære om almendannelse og om kunsten at argumentere ordentligt. De ville ikke blive sendt til højre for den yderste politiske højrefløj, hvor parolerne blandt andet var: “indfør dødsstraf, indfør atomkraft, luk Christiania og gør Glistrup til statsminister”.

Mine børn ville ikke sidde alene vinterdage foran en gravsten på heden, under hvilken den eneste ven i verden nu lå. Mine børn skulle ikke tage ansvar for en fraflytning otte måneder efter indflytning, fordi de “ikke kunne med” ham, der stod bag kontaktannonce # 1. Kendte jeg til overgreb fra psykopaten, der stod bag kontaktannonce # 2, ville jeg straks skride ind og ikke lade stå til i seks år.

De seks forbandede år

Normalt siger man “de fem forbandede år”, nyder ordspillet med de to * “f” og glæder sig over, at besættelsen nu er en del af historien. Jeg har ikke oplevet besættelsen, men jeg oplevede seks forbandende år. Når jeg tænker tilbage, ved jeg ikke, hvordan jeg kom gennem de år. Det eneste, jeg ved, er, at der skal en forbandet stærk psyke til at klare det, men det var også lige før, jeg ikke klarede det:

Da jeg var 14 år, havde jeg eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby. Familien tog sig af mig men greb ikke ind. De var blandt de mange, der leverede et frirum men ikke agerede. Dengang havde man vist ikke opfundet indberetningerne til de sociale myndigheder. Min egen “familie” var ikke begejstrede for eftermiddagsjobbet, idet jeg så forsømte de hjemlige opgaver, og de måske også fornemmede, at der blev spyttet sandheder ud på Torvet 2 i Aakirkeby. Særligt en eftermiddag står tydeligt: cyklen var brugt og blå. Den transporterede mig mellem Aakirkeby og Vestermarie (ca. fem km.). Jeg kiggede i grøften til højre og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd”. Præcis med de ord. Den tanke forblev hos mig indtil for ca. 1½ år siden. Nu regner jeg med naturlig årsager.

Overgrebene begyndte på et eller andet tidspunkt i 1974, og helt sikkert før vielsen den 26. april 1975, der af en eller anden årsag, jeg ikke kender, fandt sted i Rønne. På det tidspunkt havde han konstant nulret min venstre hånd indvendigt med lange bløde sensuelle/seksuelle strøg fra sin langfinger, når vi fulgtes tværs over en stor plads i Vollsmose for at komme til P-pladsen. Jeg havde mødt ham tillidsfuldt og holdt i hånd, fordi jeg så gerne ville have en far igen. Jeg var 11 år. På samme tidspunkt havde han også tilbudt mig penge for at gå i karbad med ham.

Hvem var kriminel?

Jeg var på en eller anden måde klar over, at det var helt forkert og inddrog min “mor”. Hvor den bevidsthed kom fra, ved jeg ikke. Det resulterede i, at det var mig, der blev forhørt ved køkkenbordet i et par dage med stor opstandelse. Som om det var mig og ikke ham, der var den kriminelle. Hun fulgte aldrig nogensinde op på det. Spurgte aldrig om det “var gået over?”, om alt “var i orden?” eller lignende. Da hun og jeg – på mit initiativ – fik kontakt efter 22 års “pause”, spurgte jeg, om hun havde vidst, hvad det foregik? Det bekræftede hun. Hun greb ikke ind, fordi hun “ikke kunne overskue det”. I min verden kan man ikke falde dybere. På et tidspunkt i 1976 forstod de ikke, at jeg ikke ville kalde ham for “far”.

De blev skilt ca. år 2003, hvorefter hun flyttede fra Bornholm til Nykøbing Sjælland, og jeg forsøgte at få det til i det mindste at fungere, men det lykkedes ikke, så jeg trak mig “baglæns tilbage”. På et tidspunkt efter hendes 70-årsdag i 2005, flyttede han, efter lige knapt 30 år på Bornholm, også til Nykøbing Sjælland. Fra hans børn af første ægteskab ved jeg, at de reetablerede en eller anden form for forbindelse.

Folk kan selvfølgelig have de relationer, de vil, uden at jeg skal blande mig i det – jeg er bare glad for at have været tilstrækkelig klarsynet til ikke at involvere mig med nogen af dem. Den tid, hvor jeg konstant skulle bøje nakken for at overleve, var endegyldigt forbi. Det var ikke mig, der var den kriminelle.

“Det har været grelt”, siger psykologen, der jo lever af at høre “historier”. Det er grunden til, at jeg udelukkende har udtalt hans navn to gange siden 1981. Ser jeg det på skrift i en eller anden sammenhæng, skynder jeg mig at scanne videre.

Jeg så ham til min “mors” sære, kolde begravelse i julen 2006. Det var første gang i 25 år. Paradoksalt nok kom vi til at stå lige overfor hinanden på hver sin side af kisten. Selvfølgelig var jeg klar over, at han ville møde op – ordentligheden tilsagde bare mig også at møde op. Der var noget gravkaffe eller lignende bagefter, men jeg tog toget hjem.

Jeg fjernede mig endnu en gang fra “White trash”, for jeg havde ikke mere at gøre der.

Af white trash er du kommet

/2 Kommentarer/i , /af ,

Familierne var vævet ind i hinanden

Familierne var vævet ind i hinanden

En del af familien

Familierne var vævet ind i hinanden

Jeg glæder mig utrolig meget til at se psykologen på onsdag den 8. juni, men sådan er det selvfølgelig altid. Dagsordenen har fokus på begrebet “familie”, fordi jeg har talt med en af min fars ungdomskærestes sønner, som jeg kender udmærket (altså for ca. 40 år siden), der blandt andet sagde:

  1. “Jamen du var da en del af familien, så det var helt naturligt” og
  2. “Familierne var vævet ind i hinanden”.

Begge ting er nye for mig, for da jeg kom hos Hanne og hendes mand Vagn i starten af 80’erne, opfattede jeg slet ikke de ting og spurgte heller ikke til dem. Det burde jeg muligvis have gjort; på den anden side set var jeg kun 16 år og havde fokus på helt andre ting, så det er måske meget naturligt? Det er først nu, jeg forstår det.

Det sjove (eller hvad man nu skal kalde det) er, at alt det, de i den familie finder naturligt, var fuldkommen ukendt for mig, og er det fortsat. Jeg er altså lidt bagud på point.

Nu vil jeg gøre mest muligt

Udfordringen er nu at genoptage forbindelsen på den bedst mulige måde og jeg vil gøre mest muligt. Det er bare gået op for mig, at jeg ikke ved, hvordan “man gør”. Jeg har nul erfaring med det, for der, hvor jeg voksede op, mener jeg ikke, man havde fokus på det, jeg vil kalde “klassiske værdier”. Altså en eller anden form for ordentlighed.

Ret skal være ret: det kan selvfølgelig også være, jeg bare har glemt det, da det:

  1. er en menneskealder siden, og
  2. min hukommelse ikke er ret god.

Et lille dumt eksempel er: jeg ringede til Hanne og sagde “God pinse”, fordi jeg tror, man gør sådan, men jeg ved det ikke. For andre lyder det muligvis tåbeligt, men for mig er det en udfordring – og jeg skal nok løse den.

Det minder mig om, at jeg skal videre med bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler”. Måske er der nogle “tricks” i den. Problemet er lidt, at den er amerikansk, og i USA er der sikkert andre “regler”.

Spændende at møde et menneske, der har kendt min far

Hanne og min far havde mødtes ved, at de begge var til et foredrag under krigen. Der sad nogle unge mænd bag Hanne og hendes veninde, og de sad og smed noget i hovedet på dem, for de ville have kontakt. På et eller andet tidspunkt vendte de unge kvinder sig selvfølgelig om. Og sådan begyndte det.

Hun husker selvfølgelig en masse andre ting om ham, end jeg gør. Og det er spændende. I min erindring var han snobbet. Det fejede hun af bordet; hun synes, “han var meget normal”. Sandheden er formentlig et sted midt i mellem.

Hun forstod ikke, hvor han dog havde mødt “min mor” – og jeg forstår det heller ikke. Men af adoptionssagen fremgår det retfærdigvis, at de er meget lykkelige sammen og det da især, da jeg kommer til i 1966.

Modificerede skrøner om tante Kis og onkel Sigvard

Min fars søster hed Kirsten men blev kaldt “Kis” og min onkel hed Sigvard. De var skønne mennesker; de var begge ret specielle – og derfor elskede jeg dem. Det var Hanne og jeg helt enige om, og vi kunne begge se dem for os i samtalens løb.

Der er skrøner om dem begge:

  • Om Kirsten: Hun kunne ikke amme sine to børn, for så ville de få aske i øjnene. Kirsten havde nemlig altid cerutten hængende i den ene mundvig og øjet lukket for ikke at få røgen i øjet. Hanne kunne modificere skrønen, og jeg tror mere på hende end på skrønen. Hun fortalte, at både Sigvards søster – Bodil, der fødte først – og Kirsten var bange for at få ødelagt deres barm. Og det var derfor, de ikke ammede børnene. Det lyder også mere sandsynligt.
  • Om Sigvard: Jeg mener ganske bestemt at have fået fortalt, at han skulle have skraldeposen med ud, da han skulle på arbejde på Århus Kommunehospital. Og da han var noget distræt, stillede han mappen ved skraldestativet og fortsatte med skraldeposen i Århus Sporveje. Jeg har nu i stedet fået fortalt noget langt mere sandsynligt, nemlig at det var i Gentofte, han stillede mappen og fortsatte med skraldeposen. Der forlyder dog ikke noget om, hvornår han opdagede fejltagelsen. Men distræt var han altså.

 

/7 Kommentarer/i /af

140 minutter hos fars ungdomskæreste

140 minutter hos fars ungdomskæreste

97 og “still going strong”

140 minutter hos fars ungdomskæreste

Her kommer en utrolig historie, og selvom den lyder utrolig, er den altså trolig. Læs den ikke som en offer-historie, men lad alligevel gerne følelserne gribe dig. Forhåbentlig beskriver jeg besøget med en tydelig kærlighed til to mennesker med overskud og fine værdier. Det er i hvert fald intentionen.

Det var fantastisk at møde Hanne igen efter ca. 40 år. Samtalen gled helt naturligt med kun ganske få ophold. Jeg spurgte, om jeg måtte optage vores samtale, fordi jeg ikke husker så godt, og det var helt i orden. Hun lod sig på ingen måde ikke afficere af det. Det er derfor, jeg ved, at besøget varede lidt over 140 minutter. I dag vil jeg – i overensstemmelse med Emma Gads regler for selskabslivet – ringe og sige “Tak for sidst”. Det, synes jeg, er det mindste, man kan gøre.

Hun har et utrolig positivt livssyn. Det har både hun og hendes mand Vagn altid haft. Glæden ved livet og tilværelsen selvom der selvfølgelig er kommet besværligheder med helbredet til med årene. Det er stort. Vi blev enige om det skønne i at være pensionister og det vigtige i at have gode minder. Hun sagde blandt andet “Hver aften tænker jeg på, at jeg har det smadder-godt”. Jeg bliver glad over at høre det.

De gamle billeder

Jeg havde medbragt to old-gamle albummer, og vi så nogle billeder af min far og hans forældre, som hun huskede vældig godt, og som jeg aldrig har mødt, men hendes syn er ikke så godt, så jeg opgav at vise de små brune billeder, for hun kunne alligevel ikke se dem. Men pyt med det; det vigtige var samtalen. Jeg fik spurgt til forskellige navne, som jeg bare husker at have hørt og dem kunne hun uden videre fortælle om.

Hun fortalte en masse om min familie på “Brede Klædefabrik”. Jeg har interesseret mig for fabrikken i 20 år og har nogenlunde styr på historien, selvom jeg har glemt det, men jeg var ikke klar over, at min far og hans forældre rangerede så højt – lige under direktør Daverkosen.

Jeg har tit talt med psykologen om, at det er vigtigt at have noget, man kan være stolt af. Og nu er jeg (endnu mere) stolt af den familie og mit efternavn. Tænk at oldefar indvandrer som hattemagermester fra Frankfurt an der Oder i marts 1890 og at både hans barnebarn (min far 1922 – 1972) og en af hans sønner (min farfar 1891 – 1952) gør så god en karriere på fabrikken ganske få år efter. Det er utrolig flot.

Indirekte fik jeg i går mange af de “bløde” informationer om min far. Ting, jeg umuligt kunne finde ud af selv og ting, jeg naturligvis ikke husker. Det var fx at “han var en fantastisk ven” og “han blev ikke blev irriteret over at være blevet droppet til fordel for Vagn”. Hanne og Vagn vedbliver at have et godt forhold til familien Stegemüller, selv efter Hanne har valgt min far fra. Fx passede min farmor af og til deres to børn og min onkel Sigvard Kaae (min fars søsters mand) førte Hanne op, da hun blev gift i maj 1948.

“Velkommen til hver en tid”

Eftersom de sociale profiler på “min mor” og psykopaten på den ene side og Hanne og Vagn på den anden side er så uendeligt forskellige, at jeg slet ikke kan forestille mig, at de kunne have noget sammen, og jeg virkelig ikke kunne finde ud af, hvordan jeg fik forbindelse med Hanne og Vagn otte år efter min fars død, spurgte jeg til det.

Det eneste, jeg huskede, var, at de var på Bornholm en enkelt dag. Hun kunne fortælle, at anledningen var, at min fars søster Tante Kis holdt en rund fødselsdag derovre (det har været, da hun blev 60 i maj 1979), og den ville de over og være med til som en overraskelse for Kirsten, for de var ikke inviterede. Hjernen på den gamle dame fejler så sandelig ikke noget.

På den ene dag så og sansede de mere, end man skulle tro var muligt. De sagde til mig “Du er velkommen til hver en tid”. På den måde opstod forbindelsen altså. De var klar over, at noget var helt galt, ellers havde de ikke sagt sådan. Og så dukkede jeg bare op i Kongens Lyngby lidt over et år senere. Det er en virkelig underlig historie. Var det ikke min egen, ville jeg nærmest tro, den var usand. Men den er altså god nok.

De havde talt om, at jeg ligesom stod udenfor familien og at jeg på en eller anden måde virkede isoleret. De kunne se, at min halvbror derimod var inddraget.

De havde også talt meget om, at familiens lille sære side-firma, der producerede håndlavede sprællemænd, hed “Trewa”, en sammentrækning af “Tre * Wagnholt“, der var deres familienavn. Og altså hørte jeg ikke med. Det, havde de syntes, var helt forkert.

Hun sagde ligeud “Man må da hjælpe et barn” (udtryk for deres ordentlige værdier) og “Kunne dine omgivelser ikke se det?”. Men der var jo ingen omgivelser, og min onkel Sigvard og tante Kis boede i Århus, så det var umuligt, når jeg boede på Bornholm.

Sammen med psykologen har jeg også undret mig meget over, at der ikke var nogen overhovedet – men det var der altså ikke. Og når man flytter konstant og kun bor 1,4 år hvert sted i gennemsnit, er det umuligt at opbygge relationer, man kan læne sig opad. Hun havde luftet overfor min onkel, hvorfor de ikke tog sig af mig. Han havde svaret, at det gjorde de også, men det kan jeg altså ikke huske. Og Hanne kunne ikke huske, hvornår det ca. var.

Hun fortalte, at min fars søster havde fortalt dem om, at jeg gik på kirkegården og sad foran min fars gravsted i stedet for at gå i skole. Det husker jeg jo selv tydeligt, men det var lidt underligt, at hun kendte til det.

Efter den ene dag på Bornholm havde de indset, at jeg havde brug for støtte, og den støtte ville de gerne yde. De fandt det naturligt. Så meget af det, de fandt naturligt, var nyt for mig. Jeg fortalte hende, at jeg tydeligt huskede, at hun kom og “puttede mig”, uanset hvor jeg sov, når jeg var hos dem. Også det var nyt for mig, men det var omfattet af det, de fandt naturligt.

Jeg er meget rørt og jeg vil gerne se hende igen!