Indlæg

, , , ,

Restitution mv.

At bo i Hvidovre

Da jeg flyttede herud i 2007, tænkte jeg, at det var lidt af et skod-sted på Vestegnen, at Hvidovre var en vej, men at lejligheden var større og bedre.

Med årene er jeg kommet til at holde af byen. Men jeg bor nu også et af de bedste steder lige på Torvet med udsigt til kirken og Rytterskolen. Jeg tænkte dengang, at der ville være en masse kriminalitet. Jeg blev klogere… Her er umådelig fredeligt.

På Torvet ligger Torvecafeen, som serverer en glimrende brunch. Brunch er et rigtig godt koncept, hvor jeg kan overskue at mødes at par timer og derefter skilles.

Fridage

Jeg har fri tirsdag og torsdag. Meningen er, at jeg skal restituere mig, og det gør jeg så ved blandt andet at sove (meget) længe og kun beskæftige mig med det, jeg synes er sjovt/lærerigt/udviklende/udfordrende osv. Det er ikke det rene pjat at skulle restituere, for jeg har brug for det. Og jeg sætter stor pris på, at det hele nu er blevet tilrettelagt sådan.

Mandag, onsdag og fredag tager jeg lige en time under kugledynen, når jeg kommer hjem. Det er også en slags restitution. Herefter er jeg “på” igen.

FKN er fleksible, så det er jeg også, og er der behov for det, bytter vi lidt rundt på dagene, selvom det ikke er det allerbedste for mig.

Den store skærm

Åh hvor jeg glæder mig til den nye skærm kommer. Jeg bruger en del tid på at arbejde med billeder. Programmerne har hver deres force, så det bliver dejligt at kunne have flere åbne ad gangen og stadig kunne se, hvad der foregår. Skærmen er målt diagonalt 81,3 cm. Så kan jeg vel se noget 🙂

Det har taget lidt vel lang tid at få den, men Labtech havde lovet mig, at jeg kunne få den til gammel pris, så de måtte til Sverige for at få den hjem. Fin service og en besparelse på 1.200 kr. men jeg er også en loyal kunde.

Arbejde og leg

Kl. 13:00 har jeg en aftale med vores kirke- og kulturmedarbejder. Vi skal se lidt på film og billeder, lægge undertekster på en video hun har optaget mv. For hende er det arbejde, for mig er det leg, og hvis jeg kan hjælpe, vil jeg naturligvis gerne det. Jeg tror, den rette løsning er det gratis Windows Movie Maker, der kan alt hvad almindelige mennesker har brug for.

Jeg har øvet mig lidt mere med at få stillbilleder til at ligne en film vha. panorering og zoom. Det, der kan være lidt bøvlet, er at vælge passende musik og at få musikken til at passe. I nedenstående lille eksempel passer sangen “Kære Linedanser” godt (synes jeg da selv), men jeg kunne godt tænke mig at skippe introen, og så først starte sangen, når teksten kommer på. Der findes vel en løsning, og jeg skal nok finde den 🙂

,

Palmesøndag med påskespil

Længe siden

Jeg elsker min kirke – Hvidovre Kirke, for vi har verdens dygtigste medarbejdere, og jeg har lidt netværk der. Det er min oplevelse, at jeg kan være mig selv der – med styrker og svagheder.

Det er alt for længe siden, jeg har været i kirke. Jeg har ikke haft kræfterne til at stå tidligt op om søndagen. I dag skulle det imidlertid være, for det var dagen, hvor konfirmanderne fra Holmegårdsskolen sammen med juniorkoret skulle opføre årets påskespil.

Det var godt – og det var bedre end i mange år. Det var lettere at høre replikkerne, og det var som om, de var mere dedikerede. Dygtige unge mennesker! Hvis jeg havde et barn blandt dem, ville jeg ganske enkelt være stolt!

Leg med Windows Movie Maker

Jeg har lavet et par små film, og dem kan du se herunder. Præsten (Inge-Hanne D. Broström) er såmænd så glad, når jeg vil tage billeder, og så får jeg i tilgift hæderspladsen oppe ved siden af kordegnen.

Det er ikke lette billeder at tage, for der bliver så let for mange med modlys fra kirkevinduet, og for mange, hvor man ser skuespillerne med ryggen til, og det er jo ikke meningen.

Jeg har leget lidt med Windows Movie Maker, og det er der kommet nedenstående tre små “film” ud af. Film er i citationstegn, for det er slet ikke film, men stillbilleder hvor programmet kan zoome og panorere, så det ligner en film.

Involverede

Der skal mange mennesker til, for at et sådant skuespil kan løbe af stablen med succes. Præsten kan ikke klare det alene. Først og fremmest vores trofaste frivillige Anni, dramaturgen, en organist, kirketjenere, kordegne osv.

Alt for ofte, når folk taler kirke, tror de, at det hele kan klares af præsten. Sådan er det imidlertid ikke. Hvis vi vil have en levende kirke, skal vi være opmærksomme på dette fine sammenspil, hvor alle brikker er nødvendige. Ingen nævnt, ingen glemt.

På tirsdag skal Anette, vores kirke- og kulturmedarbejder (det er det, som før i tiden hed “sognemedhjælper”), og jeg lege videre med billeder og film. Hun har en film liggende, som gerne skulle på hjemmesiden med tekster på. Anette har gennem de seneste år arbejdet meget med hjemmesiden, og jeg synes efterhånden, den er blevet rigtig flot. At drive og udvikle en hjemmeside er ikke noget, man gør overnight, det kræver år, hvis det skal være kvalitet – og det skal det.

Jeg tror, jeg kan hjælpe, og det vil jeg gerne. Jeg glæder mig, for det er sjovt at lege med nogen der har de samme interesser.

God palmesøndag.

Post Scriptum 1:

Det er muligt at lege videre: “Hil dig frelser og forsoner” DSS 192, er en af mine absolutte favoritter. Endelig forstår jeg Grundtvig (1837).  Herunder kommer atter et lille udsnit, denne gang med “Hil dig frelser og forsoner” som underlægningsmusik – og jeg tænker på, om man egentlig kan tillade sig det…

Post Scriptum 2:

Mere leg med billederne: Jeg fandt nogle billeder fra konfirmationerne sidste år i maj. Det kom der også en lille film ud af:

,

Transportabel kirke

Transportabel Kirke på Psykiatrisk Center Hvidovre

Billedkvaliteten er elendig – jeg ved det godt…

Gudstjenester på Psykiatrisk Center Hvidovre

Jeg deltog ikke i gudstjenesterne på psyk. i går, fordi jeg er indlagt (gudskelov da), men fordi jeg som aktiv kirkegænger gerne ville se, hvad det egentlig er, Hvidovre sogn tilbyder de sognebørn, der er indlagt på Psykiatrisk Center.

I de perioder, hvor jeg selv har været indlagt, har kræfterne ikke rakt til at gå til gudstjeneste.

Helt helt anderledes

Det var anderledes – helt anderledes. “Min præst” Mette er ansat 75 pct. på psyk. og 25 pct. i selve Hvidovre sogn. Det var hende, jeg oplevede her. I dette særprægede set up.

Hun holder en gudstjeneste på lukket afdeling og en på en retspsykiatrisk afdeling pr. måned. Lige p.t. er der lidt “forhandlinger” mellem Hvidovre sogn og hospitalet om hvorvidt, der kan bevilges sangere til en ekstra gudstjeneste på lukket afdeling pr. måned. Den årlige meromkostning er ca. 5.000 kr. De 5.000 kr. taler vi meget om… Skiffertage til 0,7 millioner glider glat igennem. Jeg kan ikke lade være med at gøre mig nogle proportionalitetsbetragtninger. Skal psykisk syge mennesker ikke også have ret til  “kirkelig betjening”? Det fremgår af grundloven, at vi er et kristent land, og så har alle kristne vel også ret til at følge deres ledestjerne?

Kirkesangernes opgave er helt anderledes her end i sognet: De har selv blomster med til det mobile og interimistiske alter, de rigger til – altså de flytter rundt på borde og stole, så der skabes en midtergang, de følger om nødvendigt patienter tilbage på afdelingen, hvis sidstnævnte får det dårligt under gudstjenesten, de rydder op osv.

Mellem de to gudstjenester transporterer de selv alt det nødvendige materiale fra den ene afdeling til den anden. Rulleborde findes i allehånde størrelser… Der kæmpes ind imellem lidt om, hvor der kan findes et sted, hvor “præstens rullebord” kan stå. På rullebordet ligger også salmebøger med og uden noder. Der ligger et stort stykke arbejde i at illudere en “rigtig” kirke.

Kirken er pludselig mobil. Alteret er pludselig reduceret til en slags pult. Vores organist Rasmus spille på enten et elektronisk mobilt klaver eller et normalt klaver, her er intet orgel. Stolene stilles op, så det minder om en midtergang. Præsten har selv medbragt den økologiske solbærsaft, som gør det ud for altervinen. Alting er tilvejebragt med de forhåndenværende midler og båret af de medvirkendes (præst, organist og sangere) dybe ønske om at holde en naturtro og ægte gudstjeneste for mennesker, der har det rigtig skidt, og som ikke kan komme til gudstjeneste i Hvidovre Kirke – fx fordi de er indlagt på en lukket afdeling.

Selve gudstjenesten

Mette barberer sin prædiken over søndagens evangelium ned til noget, der stadig har dybde, sammenhæng og mening men er langt kortere. Mennesker med psykisk sygdom – og deraf følgende kognitive problemstillinger – kan ofte ikke fastholde en normal prædiken, men det betyder ikke, at de ikke kan forstå en prædiken. Sygdom eller ej: De har stadig glæde af en prædiken og fortolkning af evangeliet med det glædelige budskab, der ligger i det. Jeg sad såmænd selv og tænkte, at det egentlig var en mere passende bedre længde. Jeg kan heller ikke fastholde og bearbejde en almindelig prædiken. Den giver i sin fulde længde ikke mening for mig. Når præsten begynder på afsnit to, har jeg glemt afsnit et.

Befriende

Søndagens evangelium var lignelsen om sædemanden, der strøede korn og fik 30, 60 og 100 fold igen. (Markus: 4,1-20.) Jeg er vild med den tekst.

En patient afbrød flere gange Mette, ved fx. at sige: “Hvad betyder æt?”, hvad betyder “fold?”, hvad betyder sidste linje i salme 401: “det i vor æt nedarves?” Mette fandt gang på gang tilbage til sin tekst. Det var jeg egentlig lidt imponeret af.

Hvem kender ikke til at sidde at sidde på den almindelige kirkebænk og have lyst til at spørge præsten om den slags? Grundtvig er en af vores store salmedigtere, men jeg har svært ved at forstå ham. Jeg har også lyst til at spørge, men det går vist ikke an på den almindelige kirkebænk – men det ville vel egentlig være både ret og rimeligt?

En anden befriende ting var, at Mette havde valgt fine salmer – lige efter min smag: Nogle man kan lære undervejs og nogle, der bare er glade rytmer med dybde i teksterne: Jeg kan fx rigtig godt lide nr. 68: “Se hvilket menneske” af Hans Anker Jørgensen, 1987

En oplevelse rigere

Hvis jeg nu stadig havde været medlem af menighedsrådet, ville jeg have kæmpet for øget opmærksomhed på psyk. Det er trods alt næsten en fuldtidsstilling, der er allokeret til hospitalet, men det fylder næsten intet på fx. menighedsrådsmøderne. Hvad kan det mon skyldes? Berøringsangst? Ligegyldighed? Uvidenhed?- fortsæt selv listen…

,

Danske Sømands- og Udlandskirker

I dag har vi taget afsked med Pia Sundbøll, der gennem en del år har været hospitalspræst på Hvidovre Hospital (95 pct. af sin tid) og sognepræst i Hvidovre de resterende fem pct.

Jeg har altid syntes, at det var lidt pjattet med de fem pct. Herregud hun skal jo bare gå til menighedsrådsmøderne, så har hun mere end opfyldt sin kvote.

Hun har fået nyt job. Hun skal være udlandsprovst og bliver dermed den øverste leder for Danske Sømands- og Udlandskirker, DSUK, som varetager den kirkelige betjening af danskere i udlandet. Hun er 61, så det er utrolig flot at gå ud at få en lederstilling. Og så at være provst for præster, der bor rundt om i hele verden. Der er en meget fin artikel fra Kristelig Dagblad her, men jeg tror desværre, man skal have abonnement for at kunne se det hele.

Jeg kommer til at savne hende, for hun taler, så man kan forstå det. Og en af de ting hun gør, som jeg er meget begejstret for er, at hun indleder gudstjenesten med lidt “regibemærkninger”. Det kan fx være: Dagens tekst handler om…, man skal særligt være opmærksom på… Salmer og tekst hører sammen på følgende måde… Det tager ingen tid, men det er en stor hjælp til at forstå gudstjenesten.

Biskoppen (Lise Lotte Rebel) bryder sig ikke om regibemærkningerne, men det er både Pia og jeg nu ret ligeglade med.

En dag vil jeg huske at spørge “min præst”, hvor meget valgfrihed de egentlig har, og hvad det rette ord for dette er? Fx er det sådan, at de ikke bruger den samme liturgi, kun nogle bruger messehagel, nogle siger “Lad os be’ sammen”, men det hedder da, “Lad os alle bede”, nogle bruger nyt Fadervor andre det gamle. Jeg kunne sådan set godt tænke mig, at det blev gjort ensartet, så jeg som kirkegænger var helt tryg ved, hvad jeg gik ind i, jeg er klar over, at dette er et djøf-synspunkt, og de har altså en eller form for frihed til at gøre, som de finder bedst.