Indlæg

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Musik er minder

Erindringer

Musik er minder

Musik er ikke bare lyd – det er hukommelse.

En personlig rejse tilbage til Nørrebro, tiden på kollegiet og de sange, der stadig kan åbne døre til mennesker, steder og følelser, længe før ordene selv kan.

Uden at have forstået algoritmen er jeg havnet i en Facebookgruppe ved navn “Nørrebro i gamle dage”, som publicerer mange skønne, gamle billeder. Jeg prøver at lade være at føle mig ramt, når de skriver om 1980/81, for det var der, jeg selv boede på Nørrebro. Er jeg pludselig gammel nok til at være en del af “gamle dage”?

Jeg kan huske rydningen af Allotria, nedrivningen af de gamle ejendomme i “Den sorte firkant”, buslinje 7, der kørte ned ad Nørrebrogade osv.

Jeg flyttede dertil den 1. august 1980, hvor jeg havde lejet et værelse ud til en baggård i Dagmarsgade nr. 5, 4. th. Lokummet var på bagtrappen og PKV (pissekoldt om vinteren), og vi delte det med naboen. Jeg var den eneste, der gjorde rent der. Badeværelse var en ukendt luksus. Hele lejligheden var PKV, for petroleumsovnen og den lille el-radiator kunne ikke klare de tre værelser.

Det var fantastisk, da jeg i juni 1981 kunne flytte til Amagerkollegiet. 13m2, tekøkken og bad og toilet. Jeg kom ind i nutiden og begyndte at studere; det var slut med at gøre rent i De Gamles By. En dag vil jeg opliste mine studenterjobs …

En playliste hos Youtube

Det er meget sjældent, jeg hører musik, for det forstyrrer mine sanser, når jeg vil læse 2-300 år gamle kirkebøger.

Når jeg en sjælden gang kigger på min playliste hos Youtube, slår det mig, at min musiksmag blev grundlagt i årene på kollegiet og ikke har udviklet sig siden. Klikker jeg på et af numrene, kan jeg teksterne udenad; jeg skal bare lige have et par stikord.

Musikken minder mig om mennesker, jeg har kendt og elsket – og som har betydet noget for mig. Jeg har ikke altid forstået de indbyggede signaler.

En kvinde lærte mig fx “Du kom med alt det, der var dig …” Jeg lyttede til teksten og troede, hun mente det, men det gjorde hun ikke. Sådan noget er PI (pisseindviklet), når der ikke er regler, og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan andre mennesker finder ud af det.

Det var årene med Bjørn Afzelius både på anlægget og på Femøren om lørdagen kl. 14:00. Jeg kunne lige nå det, hvis fru Larsen og fru Jensen i Irma på Kongelundsvej gav mig lov at gå lidt tidligere. I urtiden lukkede man jo kl. 14:00 om lørdagen (og kl. 20:00 om fredagen).

Jeg havde verdens bedste veninde i 34 år. Jeg tænker altid på hende, hvis jeg hører Carol Kings “You’ve Got a Friend”. “When you are down and troubled and you need some loving care …”

Danse hele natten

Musikken minder mig om de år, hvor mangt en fredag og lørdag nat gik med at danse med de skønne kvinder i Kvindehuset i Gothersgade og i Danner.

“Ingen klassekamp uden kvindekamp og ingen kvindekamp uden klassekamp” (eller også er det omvendt) var sloganet.

Anne Linnets “Smuk og dejlig” var en af dem, vi alle kunne udenad – og det kan jeg stadig. De var altså smukke og dejlige alle som en!

Et lille lys i mørket

Trille fulgte mig i alle årene. Jeg havde alle LP’erne, og jeg kunne teksterne udenad.

Det er kun få år siden en jævnaldrende sygeplejerske på psykiatrisk afdeling på Brøndbyøstervej erindrede mig om albummet “Et lille lys i mørket”, da jeg en sommerdag sad på min stue med nedrullede gardiner og ikke længere orkede livet.

Hun sang for mig: “Og sådan er der altid et lille lys i mørket, det står og blafrer der, men hvis du vil kunne se det, så må du ikke være mørkeræd”. Det tænker jeg tit på.

Jeg var temmelig mørkeræd i de år. Det er historie nu. Psykologen og psykiatrien lærte mig i fællesskab at se lyset. Både før, nu og for fremtiden.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Dan Turèll holdt af hverdagene. Jeg holder af nætterne

Dan Turèll, Kim Larsen og Grundtvig

Topbilledet er fra Wikipedia og forestiller Vindbyholt Kro, hvor Grundtvig engang overnattede på vejen til faderen i Udby Præstegård. Koblingen til Grundtvig findes til sidst.

En personlig refleksion over nætternes ro, hverdagens stemmer og det anderledes styresystem. Med afsæt i Dan Turèll, Kim Larsen og Grundtvig handler artiklen om søvn, stilhed, bipolaritet, autisme og retten til at leve sit liv på sin egen døgnrytme.

Dan Turèll holdt af hverdagene. Jeg holder af nætterne

I “Vangede billeder” fra 1975 skrev Dan Turèll, at han holdt af hverdagene. I 2025 skrev jeg, at jeg holder af nætterne. Det er egl. ikke noget, jeg tør fortælle til nogen, for så tror de bare, jeg er på vej til at blive manisk igen. Det synes jeg nu nok, jeg kan mærke, at jeg ikke er. Jeg kender udmærket min hjernes op- og nedture.

Der er bare det, at når man bor i en lejlighed, følger man helt automatisk med i naboernes liv, om man vil det eller ej, men de sover pænt om natten, og der vil jeg derfor gerne være oppe og nyde freden og roen. Psykologen siger, at det er normalt for en autist, og det beroliger mig. Om natten er her så dejligt stille. “Om lidt blir her stille, om lidt er det forbi” sang Kim Larsen og Bellami i 1995.

Hvis jeg vågner kl. 04, og føler mig frisk, står jeg op og læser 2-300 år gamle kirkebøger. Jeg elsker det. Det er mit liv.

Psykologen og jeg har talt om “stopklodser”, altså hvad er “farligt”, fordi det er anderledes end normalt, ikke for normale mennesker men for mig? Jeg er kommet frem til:

  • Manglende appetit
  • Manglende motion
  • Manglende søvn
  • Nattestilheden – og så var det jeg næsten ikke turde sige, at jeg holdt af nætterne pga. stilheden

Jeg tør ikke sige sandheden i Distriktspsykiatrien

Når Distriktspsykiatrien spørger til min søvn, fordi det er sådan en god og nem målbar parameter, svarer jeg altid med gennemsnittet, der er normalt, og som jeg henter fra appen “Autosleep”. Gennemsnittet dækker over betydelige variationer og fortæller ikke om tidspunkterne. Jo ældre man bliver, jo mindre er søvnbehovet. I min alder er det vel omkring 6-7 timer, og det opnår jeg fint, endda mere, og det kommer ingen ved, hvornår jeg sover.

Jeg holder af en eftermiddagslur på en time ved 16-tiden, og derfor er jeg ikke træt kl. 22. Det er en af de fordele, man har ved at være pensioneret. Man kan sove, når man vil. Kroppen skal nok selv efterspørge sin hvile, men den stiller ikke uret.

Grundtvig var (også) bipolar

Jeg er (godt nok “lidt” langt ude) beslægtet med Grundtvig, idet han er “5 * fætter 7 * forskudt” til mig. Billedet herunder stammer fra lidt af diagrammet, som du finder i sin helhed her. Det kræver desværre, at du logger ind. Har du ikke en konto, opretter du bare en.

Hvornår tror du for øvrigt Grundtvig skrev sine mere end 400 salmer? Svaret er: Om natten. Der kunne han koncentrere sig, for der havde han ro.

“Også” er i parentes, for jeg føler mig ikke længere syg. Jeg tror, psykiatrien har gjort mig rask. Og det er jeg meget taknemmelig for efter et mere end tiårigt forløb.

Bipolar affektiv sindslidelse er en sygdom; den kan man i heldige tilfælde blive kureret for. Autisme er ingen sygdom. Det er bare et anderledes styresystem. Der behøver man ikke blive “rask”.

Jeg er i øvrigt meget begejstret for mit anderledes styresystem, da det udnytter de fleste af mine kompetencer.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Enten går det over eller også bliver det værre

Lægemangel i både somatik og psykiatri

Enten går det over eller også bliver det værre

Vi bliver ganske enkelt nødt til at uddanne flere læger, selvom det er problematisk i en tid, hvor vi alle skal være tømrerlærlinge.

Jeg frygter den store fusion, hvorved vi skal blive region Østdanmark og dermed dække ca. halvdelen af landet, for jeg har eksempelvis lige ventet tre uger på at komme til egen læge, så det er godt, jeg ikke fejler noget somatisk. I fremtiden kan ventetiden kun blive endnu længere.

Mit motto er “Enten går det over, eller også bliver det værre”, og det gør det jo tit.

Hun skulle kigge på mit venstre knæ og mit blodtryk, som jeg synes er lidt vel højt (jeg har selv blodtryksapparat og måler hver torsdag morgen), som led i en “årskontrol”, hvor de inviterer en til at komme en gang om året i den måned, man har fødselsdag. Tak for invitationen.

Nu har jeg fået et “hjemmeblodtryksskema”, så jeg i tre dage skal måle tre gange morgen og aften. Ja ja, så gør jeg da det, selvom jeg ikke forstår, at mine medbragte værdier over fire uger ikke var gode nok.

Nu skal lægerne deporteres til Lolland.

  • Det kan man jo godt forstå, for lægerne skal selvfølgelig være der, hvor folk er mest syge.
  • Lægerne vil bare ikke køres derned i busser, hvilket man også godt kan forstå.
  • De vil heller ikke flytte, hvilket man også godt kan forstå, hvis de har familie, venner og resten af netværket i hovedstadsområdet, fordi de har læst her, og børn, der går i skole her.
  • Man har forsøgt at lokke dem med højere løn, men det blev ved forsøget. De lod sig ikke lokke af ussel mammon.

Vi må deles om de læger, der er – der er er bare ikke nok. Det er det egentlige problem.

Og vi må hellere straks gå i gang med at åbne universiteterne for dem, for skal de være gode, tager det 6 – 7 år at uddanne sig til læge. Og vi vil da have kvalitetslæger – ikke sandt?

“Egen læge” er en saga blot

Jeg husker den tid, hvor læge Bendix kom hjem til os med sin sorte lægetaske, når jeg som barn endnu engang havde hævede mandler og polypper, inden jeg fik fjernet mandlerne.

Jeg havde min tidligere søde læge i Vanløse i mere end 20 år, men hun solgte sin klinik og gik på pension, og det er hende vel undt.

Nu er der en eller anden form for sammenrend af fem forskellige læger, hvor man ikke har den samme fra gang til gang. Og hun var ikke nær så sød som hende på billedet.

Sammenrendet, synes jeg, er utrygt og absolut ingen besparelse for sundhedsvæsenet, fordi læge og patient så ikke kender hinanden. Ergo må vi begynde forfra hver gang, med mindre de forrige notater er fyldestgørende, og nr. 2, 3, 4 og 5 faktisk også har læst dem. Det kunne måske afhjælpes af en dobbelttid, men “det bruger vi ikke”. Jeg synes, det er enormt stressende at skulle forklare mig til et fremmed menneske på 10 minutter. Og jeg render altså ikke somatikken på dørene. Jeg har taget min andel af dårligdomme.

Sekretæren hos “egen læge” mente, jeg først skulle komme ned og få taget blodprøver og EKG, men det lykkedes mig at overtale hende til at bruge begge dele fra den 22. oktober, der må være friske nok. Dem kan klinikken ikke selv se, så jeg printede dem ud fra Min Sundhedsplatform (SP) og tog dem med i lommen. Så har jeg også sparet sundhedssektoren for en udgift.

Psykiatrien skal lægges ind under somatikken

Det må man ganske vist ikke sige, altså det med “lægge ind under”; det er ikke comme il faut. Vi skal sige, at de to områder “skal lægges sammen”.

Det er ikke gået op for mig, hvad formålet er. Sammenlægninger og implementering af nye administrative rutiner plejer at være omkostningstunge – tænk bare på diverse IT-systemer, der sikkert skal snakke sammen, hvis formålet på lidt længere sigt er at opnå en besparelse. Og jeg gætter på, at det er det egentlige formål, hvad skulle det ellers være? Hvilke fordele skulle jeg som patient i Hovedstadsområdet kunne høste af det?

I psykiatrien er vi vant til lægemanglen. Den har vi levet med i de 10 – 11 år, jeg er kommet der. Psykiatrien er et lavstatusområde for læger, så de kan ikke skaffe læger, og stillingerne kan være vakante i månedsvis.

Når man er psykiatribruger, vil man altså gerne se en psykiater bare en gang imellem. Vi sætter jo heller ikke kirurgerne til at se cancerpatienterne. Men det kan selvfølgelig være det kommer.

Gudskelov har jeg haft min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, lige siden jeg blev syg i 2014. Hun er guld værd, og det, at vi kender hinanden, er sølv værd. Hun kan huske, hvad vi talte om sidst, når og hvis jeg selv har glemt det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

ECT: de pakkede mig ind, som var jeg en baby

Elektrokonvulsiv terapi (ECT)

ECT: de pakkede mig ind, som var jeg en baby

Jeg skulle have været til ECT den 7. juli, men jeg vurderede, at jeg – på grund af ankelbruddet – ikke kunne gå fra hovedindgangen ned til ECT-afdelingen.

Eftersom anklen har det ret godt nu, var jeg til ECT i går.

Jeg er så glad, for der var næsten ingen angst.

Jeg havde hørt psykologens genfortælling flere gange og mærket mig det vigtigste:

  • Passer de på mig? Ja 100 pct. LL tjekker værdier tre eller fire gange, inden de “kører”.
  • Der er kun én, der er i fokus, og det er dig.
  • De ved 100 pct., hvordan du har det.

Jeg “glemte” helt at spørge J, om hun ville sige, når de tænder for strømmen, for hvis jeg hører det, er det galt, og jeg “glemte” at være angst, fordi lægen ikke kom og lyttede på hjerte og lunger, sådan som de plejer. Til gengæld kom B og “målte værdier”. Blodtrykket var over 200 … Når jeg selv måler, ligger det omkring 109 og 130. 200 er da helt Anders And. Naturligvis har jeg data om mit blodtryk.

J – eller en anden – må have tryllet lidt, for jeg var først på, og det betyder enormt meget for mig, at jeg ikke skal sidde nede i “mit hjørne” og høre lyden fra ECT-apparatet, hvis de behandler tre eller fire patienter før mig. Lyden går ind i begge min hjernes spor, og angsten vokser ind i himlen.

Det er så simpelt, men det er selvfølgelig svært at forklare til mennesker, der ikke har prøvet det. Men jeg er meget sensitiv overfor lyde og overfor lugte.

Kommer der meget dårlige patienter mellem fredag (hvor de bestiller kørslen til mig) og mandag (hvor jeg skal derud), må de selvfølgelig behandle dem først. Man skulle være født under en sten, hvis man ikke kunne indse det!

Hvis jeg skal vente, har J foreslået, at jeg venter i deres køkken, hvor jeg ikke kan høre det. Det er jo helt fantastisk, som de lægger sig i selen for mig. De behandler ikke kun patienter; de behandler mennesker. Egentlig troede jeg ikke, det kunne ske i et så stort system, som psykiatrien (også) er. Det får mig til at tænke på min onkel Sigvard Kaae:

Sigvard Kaae (1913 – 2001)

Sigvard var gift med min fars søster. Han afløste professor Krebs, og var professor, overlæge dr. med. og chef for Radiumstationen i Aarhus.

En avis skrev nederst i omtalen ved hans 60-årsdag: 

Som han engang sagde til et hold nyudklækkede læger: Husk at dem I nu går ud for at behandle ikke er patienter, men mennesker.

Pakket ind i et lagen

De havde set i journalen, og jeg viste den blå-grønne del af min venstre overarms underside frem.

LL ringede over til ortopædkirurgerne på Hvidovre og spurgte, om de måtte gennemføre behandlingen? Kunne det generaliserede krampeanfald bevirke, at bruddet på knoglestykket på overarmsknoglen (tuberculum majus afrivning) forskubbede sig, så det gik fra udislokeret til dislokeret (fra ingen fejlstilling til fejlstilling)?

De fik grønt lys men åbenbart også besked om at pakke skulderen ind, hvis jeg ikke havde slyngen med, så der ikke kunne ske noget. Jeg havde ikke slyngen med.

Ergo pakkede de hele venstre overarm og skulder ind i et lagen, førte det ind under min ryg, så lagnet var låst, (tror jeg). LL sagde “Det er ligesom, man gør med en baby”.

Jeg kan så godt lide hende, for hun er den, der er bedst til at stikke. Hun rammer plet i blodåren hver eneste gang. Og det er også hende, der holder mig i hånden under behandlingen, men det oplever jeg jo ikke. Psykologen refererede, at at hun er “meget påpasselig”.

Jeg plejer selv at holde iltmasken, men eftersom begge arme i går var optaget (den ene med lagenet og den anden af venflonet), måtte de holde den for mig. De startede med at holde den 10 – 15 cm. fra mig, men jeg kunne mærke, at det var helt i orden, at de holdt den tæt på.

Jeg var tryg og nåede næsten ikke at se billederne i loftet.

Er det slut på årevis med angst?

Jeg kan ikke huske, hvornår angsten tog fat, men det er flere år siden. Det er fx flere år siden, at min kontaktperson i Distriktspsykiatrien foreslog, at jeg kunne prøve at overnatte i Glostrup. Det gjorde jeg vist kun to gange, for selvfølgelig kunne jeg ikke sove, når de kom hver anden time for at se, om jeg sov. Men de har naturligvis deres procedurer, fordi de indimellem har meget syge mennesker.

Og derudover var der en medarbejder i “Akutten”, der sagde “God strøm”, da jeg forlod afdelingen. Det var vel ikke det klogeste, man kan sige til et menneske, der er ved at dø af skræk?

Der er så mange, der har forsøgt at gøre noget for at hjælpe mig af med angsten. Jeg tør næsten ikke tro, at den nu er under kontrol.

  • Weekenden før behandlingen var ikke fyldt med dårlige tanker.
  • En anden parameter er søvnen. Natten til mandag sov jeg otte timer kun afbrudt af, at det var så pokkers varmt. Det var helt, som det skulle være.
  • Da jeg låste min yderdør, kom den meget ubehagelige tanke “Det er sidste gang, jeg låser min dør” ikke.
  • Iltmasken kunne komme helt tæt på, selvom jeg ikke selv holdt den. Jeg har selv holdt den i årevis.
  • Der var ingen tårer, som er en fysisk reaktion på et for stort pres (sagde psykologen).

Har psykologen virkelig tryllet?

Det er selvfølgelig svært at vide, og jeg kan kun holde fast i ovenstående fem punkter. Jeg har været i stand til at holde fast i hendes genfortælling, som jeg har hørt flere gange. Det er jeg utrolig glad for.

Hun var også glad for at have overværet det, da hun har andre klienter, der får ECT og også nogle, der har valgt det fra.

I forhold til dengang med medicinen og den deraf følgende Parkinsonisme, er der kun et at sige: “Dette er 100 gange bedre!”

Og det svarer fuldkommen til, hvad Poul Videbech og Mona Honoré skriver i Ugeskrift for Læger den 23. september 2003:

Tre fjerdedele ville vælge ECT igen, hvis de skulle komme i samme situation.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]