Indlæg

/5 Kommentarer/i , /af ,

Når vi nu er ved børnedødelighed

Oldefars døde spædbørn

Når vi nu er ved børnedødelighed

Jeg har så ofte tænkt på, at datidens mennesker, vel må have elsket deres børn lige så højt, som nutidens mennesker. Hvor skulle de ikke det? Det må have været frygteligt at bære så mange børn til graven.

I min database har jeg adskillige mænd, der bærer fx både kone, der døde i barselsseng, og et barn (enten dødfødt eller levende født) til graven den samme dag.

Selv i min tyske familie, før oldefar kommer til Danmark i 1890, begraves to af hans søstre samme dag den 25. juni 1866 på Allgemeiner Kirchhof i Frankfurt an der Oder. Den ene er seks år, den anden er ni år. Dødsårsagen er ved dem begge angivet til “Brechruhr”, som jeg har oversat til kolera. Kolera fik/får man typisk af snavset vand.

Oldefars tiende barn, Alf Stegemüller, døde, kun 10 eller 11 uger gammel, den 25. Sep. 1914 i Skodsborg, Søllerød Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt. Hvorfor nu det?

Kilde: Københavns Amt, Sokkelund, Søllerød, 1911-1923, KM, Døde – opslag: 30 af 252 opslag.

Jeg læste en utrolig spændende artikel i Ugeskrift for læger fra september 2024 af Signild Vallgårda, Professor emerita i folkesundhedsvidenskab, om børnedødelighed.

Titlen på artiklen er: “Da børnedødeligheden blev sjælden“. Hvis man kan lide tal i tabeller, er den ikke til at komme udenom. Artiklen kan være med til at fortælle om, hvorfor to af oldefars børn døde som ganske små.

Dødsattest for Alf Stegemüller

Artiklen inspirerede mig til at finde dødsattesten for efternøleren Alf, der først bliver født, efter familien er flyttet med hattefabrikken til Skodsborg. Alle de andre børn er født på Brede. Hvad kunne sådan en lille dreng dø af, når det nu ellers gik rigtig godt for familien? Oldefar var blandt de tyske mestre på Brede Klædefabrik. Familien var vist “pretty well of”.

Alf (1914 – 1914) var det andet døde barn. Det første var lille Rigmor Margrethe (1900 – 1900), der døde på Brede. De boede fx ikke i en bolig, hvor mange børn nemt smittede hinanden med luftvejssygdomme, fordi de delte seng. Eller egentlig ved jeg jo ikke, hvordan de boede … Det må jeg undersøge i al den litteratur, jeg har samlet om Brede Klædefabrik.

Efter at have fundet dødsattesten viste det sig, at Alf døde af “mavetarmkatarr” – Gastroenteritis. Dødstegnene er “Rigor og Hypostase”. Han dør altså ikke af en luftvejssygdom.

Kilde: ao.salldata. Dødsattester: Fredb.-Holb.-Kbh.-Rosk., Københavns Amts Nordre lægedistrikt, Dødsattester for samtlige landsogne-1914-1915 – opslag: 693 af 1277.

Kilden er her.

Dødsattest for Rigmor Margrethe Stegemüller

Egentlig synes jeg, det er temmelig svært at finde rundt i dødsattesterne for Københavns Amt, idet de til tider synes smidt ind med en skovl. Og fordi det halve Sjælland er placeret i samme pakker.

Alfs dødsattest gav mig alligevel blod på tanden. Og ved et tilfælde dumpede jeg lige ned på Brede i Kgs. Lyngby, så jeg fandt faktisk også lille Rigmor Margrethe Stegemüller (1900 – 1900), der døde seks uger gammel den 7. september 1900, jfr. Københavns Amt, Sokkelund, Kongens Lyngby, 1898-1902, KM, Døde – opslag: 95 af 118 opslag.

Hun var oldefars 5. barn. Og også hun døde af mavekatar, og altså ingen luftvejssygdom. Gad vide om “mavekatar” var sådan en fællesbetegnelse, når lægen ikke gad skrive andet?

Kilde: ao.sallldata: Dødsattester: Fredb.-Holb.-Kbh.-Rosk., Københavns Amts Nordre lægedistrikt, Dødsattester-1897-1900 – opslag: 1216 af 1253 opslag.

Kilden er her.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

At skrive slægtshistorie

Sådan skriver jeg slægtshistorier

At skrive slægtshistorie

Topbilledet viser Dansk Hattefabrik på adressen i Skodsborg

Jeg har købt en enormt velskrevet og inspirerende bog: “At skrive slægtshistorie” af Kathrine Tobiasen. Det er en af de få bøger, jeg straks har læst fra ende til anden. Hun har en skrivestil, der passer lige til mig. Jeg er fx (på side 31) faldet over det at trække data ud af felterne i et slægtsprogram for på den måde at skrive slægtshistorien:

“Andre slægtsforskere vil tage imod med glæde, de kan nemt orientere sig i teksten og pille oplysningerne ud for at lægge dem over i deres eget system. Det er også nemt at gå tilbage til den originale kilde og tjekke. Men andre læsere?” og her kommer så det bedste:

For dem vil oplevelsen være på linje med at få en telefonbog eller en lovtekst i hænderne.

Kathrine Tobiasen har jo fuldkommen ret. Så vi må nøje overveje modtagerne.

Hvem skriver jeg for?

Jeg har ingen familie, så jeg skriver for læserne af min hjemmeside (og fordi jeg elsker at skrive), og jeg forsøger i mine små historier at pille “telefonnumrene” ud. Det er jo kun os selv, der kan falde i svime over, at vaccinationsdatoen ved vielsen er den samme, som er angivet ved konfirmationen – eller lignende data, der viser os selv, at vi har fat i den rette person, og at vi har gjort vores arbejde ordentligt.

Med tiden er det blevet til en del små historier, og jeg ville ønske, jeg havde lavet et “tag” (andet ord for “mærke”), så det var nemt at få dem listet. Hvis jeg gider, og hvis det leverer tilstrækkelig værditilvækst, laver jeg en dag et sådant mærke.

Tilføjelse den 30. august 2025: Nu fik jeg lavet tagget “Små slægtshistorier”. Det er ikke så spændende endnu, der er kun to sider svarende til fem små historier, for det tager tid at bladre baglæns og opmærke historierne. Med tiden vil det blive bedre.

Når læserne er på nettet

Når man skriver slægtshistorien på nettet, skal man tænke over, hvordan det allestedsnærværende Google oplever verden. Selve titlen er selvfølgelig vigtig (her er det “At skrive slægtshistorie”), men endnu vigtigere den næste titel (her er det “Sådan skriver jeg slægtshistorier”). Titlen med de største bogstaver er den Google indekserer og viser brugerne, så det skal på en eller anden måde hænge sammen, hvis man vil have læsere. Det handler om SEO, der er den korte betegnelse for søgemaskineoptimering.

Søgemaskineoptimering er en videnskab, og jeg er på ingen måde mester i det, men jeg kan se, at min side bliver brugt, så et eller andet må jeg jo gøre rigtigt. I den seneste historie, som er den om hattetyven, har jeg med vilje både tyvens navn “Rudolph Wilhelm Stegemüller” og “Dansk Hattefabrik” i titlerne, for jeg forestiller mig, at det er noget, folk vil søge efter. Måske ikke nu men så i en ikke alt for fjern fremtid. Og lidt fornuftige links glæder også altid Google.

Søger man med (ikke på) Google efter “Dansk Hattefabrik” kommer jeg faktisk op to gange på side 1.

Kilde: Hejmdal 20. oktober 1920

Billedet herover viser både Dansk Hattefabrik og I.C. Modeweg & Søn, som er det, vi normalt kender under navnet Brede Klædefabrik. Direktør Daverkosen på Brede Klædefabrik startede hatteafdelingen på Brede i 1890, fordi han fik den geniale idé at lave filthatte af stumperne fra klædefabrikationen. Det er grunden til, at telefonnummeret og adressen i København K er den samme for de to virksomheder.

Slægtshistorien må foldes mere ud

Historien om hattetyven “Da farfars bror stjal 1.600 hatte fra Dansk Hattefabrik” er slet ikke færdigfortalt, så jeg har bestilt helt vildt på Rigsarkivet fra straffesager på Nordre Birk. Jeg har ingen erfaring med straffesager, så jeg håber bare, jeg har fat i det rigtige. Hvis det er forkert, må jeg jo spørge personalet, hvad jeg i stedet skulle have bestilt.

Når der ikke er længere, end jeg kan tage S-toget, er det jo ingen katastrofe, hvis det er forkert. Det var værre, hvis jeg boede i Thy.

Det er mange år siden, jeg har været på Rigsarkivet, så jeg glæder mig til den 8. september.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , , /af , ,

Er du dansker eller indvandrer, hvis din oldefar var tysker?

Er du dansker eller indvandrer, hvis din oldefar var tysker?

Dansk eller ej?

Er du dansker eller indvandrer, hvis din oldefar var tysker?

Politiken bragte en fuldkommen forvrøvlet historie om indvandring. Den første grund til at historien er noget pokkers sludder er, at man ikke kan lave en ædruelig fremskrivning om, hvad der vil være sket om syv årtier. Selvfølgelig kan man prøve at lave en så lang fremskrivning, men basalt set ved vi ikke, hvordan verden og Danmark vil se ud til den tid.

Jeg tæller med som indvandrer – og ikke som dansker – idet oldefar var tysker. Efter Lindahl-Jacobsens definition vil jeg aldrig vil kunne blive dansker, uanset der ellers kun er danske grene tilbage til 1700-tallet.

Fremskrivningen har sat gang i en heftig debat. 

Den store befolkningsforandring: I 2096 kan flertallet i Danmark være indvandrere eller efterkommere

Danskerne får historisk få børn, mens indvandringen er større end i mange år. Ny fremskrivning viser, at borgere med dansk oprindelse vil være i mindretal om syv årtier, hvis udviklingen fortsætter.

TjekDet har talt med forskeren bag undersøgelsen og forelagt ham kritikken. Du kan læse den her.

Jeg hørte dagens “Tiden” i DR Lyd, hvor man lavede et interview med professor på RUC Garbi Schmidt. Interviewet starter 9:06 inde i udsendelsen. Hun har beskæftiget sig med emnet indvandring de seneste 25 år – primært indvandring til Danmark.

Udsendelsen prøver at besvare et lidt svært spørgsmål “Hvornår er man egentlig dansker?”

Garbi Schmidt fortalte bl.a., at emnet indvandring er tilbagevendende; det samme gælder figuren en “indvandrer”.

Definitionen på en “indvandrer”

Hvornår er man i det hele taget indvandrer?

Er man indvandrer, når man kommer fra et andet land eller fra en anden region (altså fx hvis man kommer fra Jylland til København)?

Når man ser på både verdenshistorien generelt og danmarkshistorien specifikt, fremgår det, at vi har altid har flyttet os. Vi flytter os fx, når vi:

  • er sultne,
  • bliver forelskede,
  • får børn,
  • er nysgerrige, eller
  • bliver bange.

Sådan har det altid været.

I ca. år 1900 flytter hundredetusinde russiske jøder sig fra øst mod vest. Nogle tusinder ender i Danmark. Der dannes den slaviske koloni eller “ghettoen” i København i starten af det  20. århundrede.

Der var også mange andre indvandrere fx svenskere fylder meget på det tidspunkt, og hele sukkerindustrien på Lolland, som ikke havde kunnet klaret sig uden “roepolakkerne”. Tager man fx til Maribo i dag, finder man den romersk-katolske kirke, der har sin baggrund i indvandringen.

Indvandringen har sat sig spor både i familiehistorien og i den måde, nogle af vores byer ser ud på. Der er fx synagoger i Randers, Fredericia og Nakskov. Det afslører, at der har været en indvandring og at de, der kom, gerne har villet udføre en for dem kendt religiøs praksis det sted, de bosatte sig.

Danskheden er en kerne suppleret med en vis mængde af indvandring. Og sådan har det altid været!

Indvandringen har sat sig spor i min familiehistorie

Min farfars far (dvs. en af mine fire oldefædre) Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862 – 1937) kom her til til Brede Klædefabrik som hattemagermester i marts 1890. Han var fra Frankfurt an der Oder.

Direktøren for klædefabrikken (Edmund Daverkosen) havde været i Guben for at købe maskiner, således at der kunne fremstilles hatte af restaffaldet fra klædefabrikationen – og nu manglede han simpelthen folk, der kunne betjene maskinerne. Dvs. at han importerede arbejdskraften.

Altså maskinerne kom og min oldefar indrejste til Kongens Lyngby to dage efter, hvor han er at finde på Lyngby politis liste over fremmede.

Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER forelskede sig i forvalteren på Brede Klædefabrik Jens NIELSENs (1837 – 1905) datter. De fik sammen ti børn, hvoraf otte blev voksne. Min oldefar fik dansk indfødsret efter 29 år i Danmark.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad der fik ham til at forlade sin mor, der var blevet enke 19 år tidligere, i Frankfurt an der Oder, men jeg tror, det skyldes, at beskæftigelsesmulighederne var bedre i Danmark end i Tyskland i 1890 – og så havde Daverkosen jo altså behov for netop hans specifikke kompetencer.

Dvs. at jeg jo i følge Politiken er “efterkommer” og omfattet af problematiseringen: “Danmark oversvømmes af indvandrere”, men jeg føler mig altså vældig dansk. I fire generationer har vi været optaget af hatte- og klædefabrikationen, og vi har aldrig ligget Danmark til last. Selv tilhører jeg den første generation med en akademisk uddannelse, og jeg er samtidig den første generation, der – med en tidlig pensionering – ligger landet til last. Undskyld Danmark!

Engang i 1960’erne og 1970’erne kaldte vi indvandrerne for gæstearbejdere, for gæster tager afsted igen. Vi regnede altså med, at indvandringen “gik over” men det gjorde den ikke. Og var det blevet en sandhed, var der mange erhverv, vi ikke havde kunnet beklæde i dag.

Vand på højrefløjens mølle

Indvandringen er altså ikke ny, og at det er vand på den yderligtgående højrefløjs mølle er heller ikke nyt.

Når de ser figuren “indvandrer”, tænker de straks på en muslim. Det kan fx ses på en overskrift som denne:

“Danskerne skal ikke udskiftes af muslimer! Under Mette Frederiksen er den muslimske indvandring steget med svimlende 124%”.

Er du dansker eller indvandrer, hvis din oldefar var tysker?

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

1. møde med Marie Østergaard Knudsen

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

I går var jeg til det første møde med forfatten til den bog, jeg læser for tiden “Skriv om din slægt – Sådan fortæller du om andre og bliver læst”. Hendes navn er Marie Østergaard Knudsen, og jeg gik simpelthen så glad derfra.

(Grundet kognitive vanskeligheder er jeg er længe om at komme gennem en bog, da jeg ikke kan bevare koncentrationen meget mere end 20 minutter ad gangen, med mindre jeg selv frembringer noget eller ser “Forsvundne arvinger”).

Man kan sige, jeg “fik ros af læreren”. Hun kunne nemlig godt lide min idé om at ville skrive om min oldefar, der kommer til Brede Klædefabrik en skyet dag i marts 1890. Hun mente, at jeg allerede er langt i at indkredse, hvad jeg gerne vil, og at jeg har en historie.

Hun fik mig til at at glæde mig til skriveglæden i stedet for at tænke, at nu har jeg sat mig for endnu en arbejdsopgave, jeg vil involvere mig i. Det skal ikke blive en arbejdsopgave, det skal blive dejlige dage, hvor jeg forsvinder i ord og fantasi.

Det, hun kan, er at strukturere og at skære til.

Det, vi talte om, har jeg jo sådan set allerede læst, sat streger ved og taget noter til, men det er noget helt andet at sidde overfor et behageligt menneske og tale om mine idéer og så få hendes værktøjer koblet på. Jeg optog samtalen og har allerede hørt den tre gange, for den er enormt inspirerende. Nu tror jeg, jeg endelig har fanget, hvad hjemmeopgaven til næste gang er.

Jeg skal skrive fire forskellige såkaldte “scener”, hvor de involverede parter har dialog med hinanden, og hvor oldefar også har sin egen indre dialog. Hvad tænker han mon? Hvordan har det været at fortælle sin (ikke så) gamle mor, at han har tænkt sig at forlade hende og søge lykken nordpå?

Fra fakta til følelser

Jeg har gået og tænkt, at jeg sikkert ikke kan skrive noget som helst, fordi jeg drukner i fakta, og fordi jeg ikke er særlig god til “det med følelser”. Og fantasi bygger på følelser. Når man har Aspergers syndrom, sanser man ikke så meget; så er man mere til data i tabeller og detaljer. At føle er at sanse.

Jeg synes ikke, jeg har nogen fantasi. Det skød hun en hvid pind igennem baseret på det, vi talte om, og de 200 ord, jeg havde sendt på forhånd. Jeg havde overset, at der også her er tale om en læreproces. Jeg rakte jo heller ikke bare hænderne ud og så landede der en cand.jur, en sagsbehandler, en budgetbisse, en webmaster eller en slægtsforsker. Det har alt sammen krævet øvelse. Jeg kravlede såmænd kun lige over dumpegrænsen med 6 og 7 på 1. årsprøve. Jeg var en af dem, der virkelig skulle lære at studere.

Hun spurgte ret tidligt, om jeg vil skrive fakta eller fiktion? Jeg svarede “begge dele”. Og det kan man godt; så bliver det en “fortælling baseret på virkelige hændelser”.

Jeg vil føle mig på sikker grund og tryg, hvis jeg tager afsæt i de data, jeg har. Og det jeg ikke ved noget om, må jeg prøve at digte. Jeg ved virkelig ikke, hvad de fik til aften, da han besluttede sig for at fortælle sin mor, at han havde overvejet at søge lykken her nordpå. Og ja, jeg vil blive udfordret, men det drejer sig om at finde skrive- og fortælleglæden og at sætte mig selv fri til det.

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglædenDer er selvfølgelig allerede skrevet meget om Brede Klædefabrik, men der hvor jeg tror, jeg kan bidrage med noget, er at skrive en historie, der fortæller om virkelige menneskers liv på fabrikken. Man kan hente bogen “Brede Klædefabrik” – udgivet af Erhvervsarkivets Forskningsfond i 2004 – på Danskernes Historie Online – Danske Slægtsforskeres Bidlliotek.

Ikke mindst Jeppe Tønsberg, mangeårig leder og arkivar på Byhistorisk Samling i Lyngby Tårbæk Kommune, har skrevet de værker om Brede Klædefabrik, man skal kende, hvis man vil vide noget om fabrikken.

Jeg traf ham tilbage i 2005. Egentlig havde jeg besluttet mig for at ringe til ham og spørge, om vi kunne lave en form for samarbejde. Desværre er han afgået ved døden – kun 71 år gammel – i juni 2021. Men flere af hans bøger lever i min reol.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.