Indlæg

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Strategi i psykiatri

Strategi i psykiatri

Inspiration

Strategi i psykiatri: Min bekendt Søren på Bornholm, som jeg har lavet hjemmeside for, havde i dag et interessant interview med en kvinde, der har har været diagnosticeret bipolar siden 1998. Efterfølgende udspandt der sig, på hans Facebookprofil, en debat om, hvorfor tingene går så legende let for fx kræftpatienter?

Udredningsgarantien

Fra 1. september 2015 blev udredningsgarantien udvidet til også at dække psykiatrien… Vi takker mange gange. Men det er sådan, at udredningsgaranti ikke lig med behandlingsgaranti. Som psykiatrisk patient kan man nemt blive sendt hjem med invitation til at komme igen om fire måneder. Og i mellemtiden skal man gå nogle lange ture, for de er så gode for så meget.

Behandlingsgarantien

Et andet eksempel: en påske for et par år siden havde jeg det virkelig skidt og tænkte kun dårlige tanker. Jeg både ville dem og var bange for dem. Sikke et dilemma. Det var skærtorsdag. Jeg ringede først til Livslinjen, så til Psykiatrifondens telefonrådgivning og så til præsten. De syntes alle, jeg skulle lade mig indlægge. Jeg ringede til sidst til Akutmodtagelsen i Glostrup, for det er dyrt i taxa, hvis man bare bliver sendt hjem. Deres svar var, at jeg måtte gå til egen læge tirsdag efter påske, vente på næste aftale i Distriktspsykiatrien og i øvrigt huske på, at de var en akutmodtagelse.

Altså: når man har været indlagt tilpas mange gange, er man ikke længere akut, men derimod “svingdørspatient”. Jeg skulle hilse at sige, at man kan tage livet af  sig vældig mange gange fra skærtorsdag til 1. påskedag om aftenen.

Var jeg nu kommet med en kræftdiagnose, var jeg ikke bare blevet udredt inden 30 dage, jeg var også blevet behandlet.

Strategi i psykiatri

Min stemme fylder selvfølgelig ingenting i dette kæmpestore – sikkert strategiske – puslespil, hvor der er ikke er plads til, eller interesse i, en enkelt patients smålige og letkøbte input. Men: jeg har gentagne gange spurgt Psykiatrifonden, hvad det er, Kræftens Bekæmpelse kan, som vi mangler at kunne i psykiatrien? Kunne jeg hjælpe – helt gratis? Jeg er vant til at tænke politisk.

Kræftens Bekæmpelse er en enorm, dygtig, lobbyistisk, topstyret organisation (jeg kender en, der har arbejdet der) med masser af penge. Fx samlede de i – vistnok  2016 – 34 millioner kr.  ind ved den årlige landsindsamling. Bare for at få et størrelsesforhold så samlede Folkekirkens Nødhjælp samme år 11,4 millioner kr. ind ved deres sogneindsamling (kilde: årsrapporten 2016 på hjemmesiden).

Kræftens Bekæmpelse kan noget, vi ikke kan i psykiatrien. Og hvad er så det?  Hvordan kan vi blive klogere på det? Hvorfor kan de sparke døre ind på et strategisk og politisk niveau, når vi ikke kan?

Jeg har 25 gange forslået Psykiatrifonden en eller anden form for strategisk alliance med bl.a. SIND. Hver gang synes de, at det lyder vældig interessant og lige om lidt, er de klar til at gå i pressen osv. Der er bare lige det, at de ikke rider den dag, de sadler, og så er der lige en, der skal komme fra barsel, og så er der er anden der…. snik snak og visse vasse.  De falder tilbage på PsykiatriAlliancen, der er så ukendt, at end ikke min kontaktperson i Distriktspsykiatrien nogenSINDe havde hørt om den. Og se bare på deres hjemmeside hvor snapt det går. Senest aktivitet var i 2016. (Og det gælder også, når man besøger siden i 2021.)

Hvor længe skal det vare ved? Hvor længe skal vi acceptere, at psykiatrien er udsultet, så man kan blive sendt hjem igen efter et selvmordsforsøg med forslag om at finde en ny psykiater, et nyt job og så en tredje ting, jeg ikke kan huske? Det kan da ikke være sandt – eller kan det? Er psykiske sygdomme virkelig fortsat så underprioriterede overfor de somatiske?

Jeg bliver så vred!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/4 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Lægeligt set

Kasper Thybo Reff Lægeligt set

Kemisk orienteret

Lægeligt set: Psykiatrien i Danmark er meget “kemisk” orienteret, men det gælder ikke alene Danmark men også i de lande, vi sammenligner os med. Vi taler præparater og doser i en uendelighed, og havde jeg ikke fået min dosis af psykoterapi først via Psykiatrifonden og dernæst hos Psykiatrifondens psykolog, der gik selvstændig, ville min situation helt sikkert være en anden.

Nu kommer jeg “ren og fri” for gamle traumer, og ved, at det alene er den bipolare lidelse, der taler mig op og ned, og at det kun er medicinen som hjælp på det tilbageblevne – altså sygdommen. Af den grund har jeg intet mod kemien

Jeg har haft verdens bedste psykolog; vi har været rundt om det hele; jeg føler ikke, der er flere lig i lasten, og jeg skal ikke gennem flere mystiske forløb! Der er kun bipolariteten tilbage.

Peter Gøtzsche: nej tak!

Jeg kommer aldrig nogensinde på Peter Gøtzsches hold. Dertil har medicinen og psykiatrien gjort mig for meget godt. Jeg har lige været stabil i 1½ år; det er måske ikke så længe set over en bipolar kam, men for mig er det et kvantespring efter en periode med ni indlæggelser med 188 sengedage på 2½ år. Jeg røg ind og ud. På et tidspunkt følte jeg, at jeg næsten var mere inde end ude, men det er selvfølgelig ikke korrekt. Jeg følte også, at de passede på mig, når jeg ikke selv magtede det, og at de ville mig det godt. Jeg har aldrig nogensinde været ked af at komme i psykiatrien, når vi fraser et intermezzo i 2006, hvor jeg blev sendt hjem efter et selvmordsforsøg. De har gudskelov ændret praksis siden da, for det var da helt utilstedeligt.

Som bipolar er målet en eller anden form for “leverpostej”, nemlig som man har det, når man befinder sig mellem de to poler, som ordet bipolar er afledt af. Et pænere ord for “leverpostej” er “stemningsneutral”.

Jeg havde ikke klaret det uden psykologen, og jeg havde ikke klaret det uden medicinen. Ingen af dem kan stå alene! Der har været en del egenbetaling (ca. 50.000 kr.) til psykologen, og det vil være umuligt for mange psykiatribrugere. Og her viser uligheden i sundheden sig. I det store perspektiv ville det ikke være et problem at finde midler til psykiatribrugeres psykologbehandling; og det er dyrere at lade være! Det er noget billigere at betale psykiatribrugernes psykologbehandlinger end at lade dem indlægge gang, på gang, på gang. En indlæggelse koster kassen. Jeg skal gerne bistå med en cost benefit analyse!

“Kemisk opfølgning” med Kaper og Christina fra Akutteamet på PCGL

Jeg har i dag været til en form for opfølgning sammen med overlæge Kasper og farmaceut Christina. Jeg så glad for at kunne komme at sige, et jeg nu ikke har haft anfald af Restless Legs i sammenlagt 12 sammenhængende  nætter. Jeg tror simpelthen ikke, det er sket siden sommeren 2014. Jeg er nærmest lykkelig, også selvom de muligvis synes, det er lidt mærkeligt, at jeg udtrykker mig i så svulmende termer; men jeg er sluppet for de vilde smerter, som ingen andre har givet et bud på bekæmpelsen af. For satte de Sifrolen op, ville jeg have risiko for at havne i en mani – og det kan ikke udelukkes, at den just overståede mani har med Sifrolen at gøre, da Sifrol kan “skubbe” til manierne, eftersom den er en “dopaminagonist“.

Jeg troede ikke, der var noget at gøre, og at jeg bare skulle leve med det. Kasper og Christina har egl. bare fjernet Sifrol/Oprymea og erstattet det med ganske lille bitte dosis Lyrica. Jeg er på den ringste dosis overhovedet – tabletterne fås simpelthen ikke mindre (målt i antal mg.).

Vi fik os en lidt “kemisk snak”, men det var jo også formålet med mødet. Christina startede dog med at spørge, hvordan jeg har det. Jamen jeg har det faktisk glimrende – det går lidt vel stærkt, men slet ikke som for 1½ uge siden. Jeg får ikke længere fem idéer i minuttet, som jeg ikke kan overskue, jeg fører ikke lange to do-lister, og jeg lægger ikke alt det uoverskuelige ind i kalenderen, hvis det trods alt kan knyttes til en dato. Da jeg kom hjem efter indlæggelsen, slettede jeg mindst 50 sære emner fra kalenderen. Helt generelt er det jo også sådan, at mange problemer løser sig selv, hvis man bare lader dem ligge længe nok.

Planen er nu, at vi lige så stille (50 mg. om ugen) trapper mig ud af Seroquel, der måske er den store synder, måske ikke til alle bivirkningerne men i hvert fald nok til mundtørheden. Jeg kan fornemme, at en tandlægeregning på 103.615 kr. gør et vist indtryk – og det er vel at mærke fratrukket rabatten på 47.85 kr, så den samlede pris var på 151.000 kr.. Det er formentlig også Seroquel, der står for den rigtig dårlige fordøjelse. Nu skruer vi lidt op med et nyt præparat, og ser,  om det vil hjælpe. “Trial and error.” 🙂

De tager imod min bekymring om måske at sige helt farvel til Seroquel uden at stille noget i stedet. Skal jeg igennem 2½ års helvede igen? Det magter jeg ikke, ikke engang bare at tænke på det. Deres forslag er at prøve stille og roligt med Valproat. Jeg er rede til hvad som helst, hvis det bare sker forsigtigt.

Kongeligt

Jeg kender simpelt hen ikke andre, der får mulighed for at holde møder med både en farmaceut og en overlæge en time ad gangen, som også har lyst til at høre de tanker, jeg selv har gjort mig i forbindelse med fx prøvesvar. Jeg kan jo også gå ind på sundhed.dk og se kurver op og kurver ned. Nuvel jeg ikke (helt 🙂 ) læge, men det er jo med små pile, der viser om værdien er for opad- eller nedadgående, og hvor den befinder sig i relation til normalområdet.

Jeg føler, at jeg får en kongelig behandling. Det er simpelthen fantastisk.

Af hjertet tak Christina og Kasper.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Dagbog fra psykiatrisk

Dagbog fra psykiatriskStegemüller

Et indblik

Dagbog fra psykiatrisk: Jeg keder mig, så jeg skriver. Det er frivilligt at læse med! Og det er endnu mere frivilligt at kommentere.

Det er vist de færreste af mine læsere, der har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, så jeg prøver at berette lidt om, hvordan det kan se ud.

Psykiatrisk Center Glostrup (PCGL)

I modsætning til Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH) er her ro. Jeg har ellers altid syntes godt om at komme der, men nu tænker jeg, det er en form for fabrik, der drives/løftes af de fantastiske, hjertevarme medarbejdere.

Her har man sin egen stue, hvor man trække sig tilbage og være i fred og ro. Det er dejligt. Medarbejderne har ikke den samme varme, men skal jeg vælge mellem to onder eller goder, ved jeg godt, hvad jeg foretrækker, for det er belastende i en sårbar situation at skulle dele stue med to eller tre, der måske har det helt ad helvede til. Det får man det ikke ret meget bedre af. Jeg har prøvet at ligge på stue med en ung kvinde, der var fuldstændig overbevist om, at hendes hoved var ved at falde af. Det er ikke let at høre på i tre uger.

På Hvidovre har de altid overbelægning, der er altid et let kaos. Det er svært at finde ro blandt alle de mange mennesker. Når henses til bevillingerne til psykiatrien i dagens Danmark er det sådan, at er man indlagt, er man syg! Og er man syg, har man ikke behov for kaos.

Nogle går rundt

Der er kommet en udenlandsk mand, der har så meget uro, at han går rundt og rundt i den lille have. Først på stierne, så henover græsset, så tilbage til stierne, og når de hører op, tager han igen og igen turen henover den lille græsplæne. Det er til at blive bims af at se på. Og det må være frygteligt at have det sådan. Det har jeg vist aldrig prøvet.

Sød ung pige

Her er en sød ung pige, som jeg har talt en del med. Hun har en spiseforstyrrelse og er her, fordi hun har tabt sig yderligere. Hun har et kokainmisbrug og en skizofrenidiagnose. Hun har fået plads på Sankt Hans senere på året. Hun er fuldstændig almindelig at tale med og som skrevet vældig sød.

Afrusning

Jeg har ofte mødt mennesker her, der var til afrusning. De forsvinder lige så hurtigt, som de kommer, og jeg tænker på, hvor de bliver af? Hjem til vodkaflaskerne? Samtidig synes jeg, det er lidt sært, man kan blive indlagt på en psykiatrisk afdeling, fordi man har drukket for meget. Det er et nøglehul at komme igennem, skal man så det, når man selvforskyldt er blevet meget beruset? Det, jeg mener, er: burde der ikke være et andet og mere relevant tilbud til de mennesker, for selvfølgelig skal de have hjælp. Det der med: “smut ned i AA” holder jo ikke en meter.

Venteværelset

Jeg hader normalt Glostrups venteværelse. Det er slet ikke usædvanligt at sidde der tre til fire timer. Det eneste, der foregår, er, at man gennem glasruden kan se, at medarbejderne sidder roligt bag deres skærme.

Denne gang kan jeg simpelthen ikke huske ventetiden, bortset fra en ung mand, der kom og gik rundt og rundt – og så rundt igen. Måske ventede jeg bare ikke ret længe? Jeg kan se på telefonen, at jeg ringede til 808 kl. 20:39, og jeg ved, jeg tog afsted med det samme. Kl. 02:30 kom der en læge. Det var nu lidt længe at vente, men hun havde jo nok sit at se til. Jeg havde fået et værelse. Lidt mystisk for det plejer da at være omvendt. Det er lidt underligt ikke at kunne huske detaljerne, da jeg normalt er ret god til detaljer 🙂 det er bare min Aspergers Syndrom 🙂

Sundhed.dk og Sundhedsplatformen (SP)

Jeg følger med på sundhed.dk, fordi jeg gerne vil vide, hvad de skriver. Jøsses hvor står der meget sludder, men de siger, de ikke kan rette i det. Der står fx, at jeg som bivirkning har “somnolens” som er en sygelig trang til at sove, det har jeg da ved Gud aldrig haft/sagt. Der står, at jeg er bange for smerterne ved at dø. Det er jeg for det første ikke, og for det andet har vi slet ikke talt om den slags. Det er jo ikke det, denne indlæggelse handler om. Der står, at jeg ikke har tidligere suicidalforsøg. Det er også forkert. Der står, at jeg var psykotisk, da jeg ankom. Vrøvl. Jeg ved ganske udmærket, hvornår jeg er psykotisk – det glemmer selv jeg ikke så let. Det er noget af det, man får ud af “stor sygdomsindsigt”.

Jeg synes altså, at det, der står, skal være rigtigt, for den næste, næste, næste læge vil jo læse det og tro, det er rigtigt. Hvordan skulle hun vide andet? Men det er som om, de ikke synes, det er så vigtigt, og så giver de Sundhedsplatformen skylden. Det kan de da ikke blive ved med.

De spurgte i dag, om jeg ikke ville være konsulent på SP 🙂 jeg takkede pænt nej, men det kunne sikkert være fede opgaver – i mit gamle liv!

Når man ikke har et bælte

I psykiatrien handler ordet “bælte” jo typisk om fiksering. I mit tilfælde handler det bare om, at de lange bukser, jeg har med, kan tages af uden at lyne/knappe op. Jeg har ikke lyst at møde op i Securitas med hængerøv. Her har de ikke et bælte i “glemmekassen”, og hvad gør man så, når man ikke vil komme i shorts (det andet par jeg har med)? Jeg tager ledningen fra min oplader. Så kommer der strøm til mig, men pyt det har jeg jo prøvet så tit 🙂

Du må have en god aften. Jeg håber ikke, du har kedet dig for meget.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

De går til stålet

De går til stålet

Grundighed

De går til stålet

I formiddag kom der en farmaceut (super kompetente Christina Skovsende Eriksen) og talte med mig næsten en time. Hun ville gerne høre om medicinen og især om bivirkningerne, som jeg efterhånden har en del af. Hun tog RLS (Restless Legs Syndrome) meget seriøst, ligesom hun tog mundtørheden seriøst, især da jeg fortalte om en tandlægeregning på mere end 100.000 kr.

Herefter en god samtale med en læge, der taler om at ændre på medicinen. Jeg sagde til ham, at det er jeg bange for, idet det tog 2½ år at finde den rette balance, og idet jeg har været stabil i halvandet år på de nuværende præparater og doser. Det forstod han heldigvis godt.

RLS (Restless Legs Syndrome)

Det må jo konstateres, at det, der hidtil er gjort, ikke har hjulpet. Faktisk er det bare blevet værre med de forbandede ben, som jeg tror kan sammenlignes med en fødsel: en allesteds nærværende smerte. Jeg har opdaget, at det kan hjælpe at spise noget, så af og til laver jeg varm mad midt om natten. Et anfald varer typisk to til tre timer, og det er et helvede.

Når det ikke har virket, må vi jo gøre noget andet. God plan!

Godt tilfreds

Jeg er sørme glad for, at de tager disse ting så seriøst. Det har jeg ikke tidligere været ude for. Jeg trækker alle mine tidligere negative udtalelser om Psykiatrisk Center Glostrup tilbage!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.