Indlæg

,

Interview til Hendes Verden om ECT

Interview til hendes verden om ect

Svært at forklare

Interview til Hendes Verden om ECT

Jeg har i dag haft besøg af en freelancer og en fotograf. Formålet var et interview. De var vældig søde.

Jeg må indrømme, at jeg i formiddags gik til frisøren for at få sat lokkerne. Jeg har meget hår, og det, jeg har, er tykt. Så jeg har svært ved at “sætte” det ordentligt; det bliver så let en rodebunke ovenpå hovedet. Jeg vil ikke optræde med en rodebunke ovenpå hovedet i et dameblad om et par uger.

Temaet var ECT

Temaet var ECT – eller som hun hele tiden kaldte det: “Elektrochok”, for ellers ved læserne jo ikke, hvad det handler om. Interviewet med mig vil blive bragt sammen med interview med et menneske, der slet ikke er så positiv, som jeg er.

ECT har – sammen med psykologen – reddet mit liv. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Uden dem havde jeg ikke kunnet skrive disse linjer.

Journalisten ville så gerne have mig til at huske, hvad jeg tænkte inden den første behandling. Jeg kan ikke huske det; og det er fire år siden. Det nærmeste, jeg kunne komme på, var, at jeg glædede mig. Jeg tror, det er sandheden. ECT er en indgribende behandling, så man giver den ikke uden videre. Jeg glædede mig til en reduceret smerte.

Det var svært for mig at forklare journalisten, at angsten for livet kan være større end angsten for døden. Hun virkede som om, jeg faldt ned fra månen – men det gjorde jeg jo ikke. Jeg var bare hundesyg. Det var svært at forklare, at jeg af og til bare ikke havde seks til otte uger til at vente på effekten af nye præparater. Hvis man bare er sund, rask, glad og gennemsnitlig, er det selvfølgelig svært at forstå. Hun spurgte mig, hvad det betød ikke at have seks uger. I min verden burde det ikke forklares, men selvfølgelig er det hendes verden, der er sund og min verden, der er sær, svær og usund.

For prins Knud

Vi tog det hele fra begyndelsen:

  • Forberedelsen til ECT aftenen før, hvor en læge stiller spørgsmål, måler værdier (hjerte, puls, temperatur og iltoptag) og samlet set vurderer, om man er i stand til at modtage behandlingen. Han/hun sikrer sig, at man ikke tager Benzodiazepiner (anxiolytika) til natten, idet de kan ødelægge krampeanfaldene. Hjernen skal krampe, når man sætter strøm til hovedbunden. Nogle mennesker tror, man sætter strøm til hjernen. Det gør man ikke! Det er ammestuesnak.
  • Næste morgen, hvor plejepersonalet atter måler værdier, sikrer sig, at man har tisset og kun drukket verdens mindste tår vand svarende til en femkrone i bunden af et engangs-krus. Tandbørstningen må vente.
  • Turen op til ECT-rummet, hvor der paradoksalt nok hænger et lille skilt i loftet, hvor der står “Behandling”, hvilket får sprogspasseren her til at spørge, hvad der så foregår på resten af hospitalet? (Psykiatrisk Center Hvidovre er enormt).
  • Vi venter udenfor. Jeg bliver altid fulgt af en medarbejder. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg kan altså efter 50 gange godt finde derop selv.
  • Jeg hilser på anæstesien, plejepersonalet og de to psykiatere med den enorme analoge ECT-journal. Vi kender efterhånden hinanden ret godt. Jeg er på knus med plejepersonalet – især Sigga, som er så sød – men det er de allesammen. Hun er egentlig gået på pension, men vil alligevel gerne hjælpe til.
  • Jeg lægger mig på briksen efter at have taget sko og briller af. De skal kunne se, om tæerne bevæger sig.
  • Ovre på venstre side lægger de et venflon/drop. Hvis de kan, lægger de det i håndryggen, og ellers går de til albuebøjningen, da jeg snart har så meget arvæv på håndryggen, at de dårligt kan stikke.
  • I højre side gør de klar med elektroderne og testen af ECT-apparatet. De siger “ECT-apparatet er testet” og “Vi giver bilateral ECT”.
  • Anæstesien tager over. De siger “Træk vejret dybt ned i lungerne”. Jeg adlyder 2½ gang, og måske hører jeg dem sige “Sov godt”. Så er jeg flyvende! Jeg elsker det kvarte sekund, hvor jeg flyver.

Godt forsøgt

Nu har jeg prøvet at forklare en journalist, hvad bipolar affektiv sindslidelse og ECT går ud på, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg brænder igennem. Har jeg bidraget med noget? Er hun blevet klogere på bipolar? Jeg ved det ikke. Jeg har gjort mit bedste, men jeg tvivler.

Lydfilen

Der kom dette interview ud af det.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Ernæringsvejledning

Ernæringsvejledning

Lene Andreassen: “Kost mod kræft”

Ernæringsvejledning

Jeg fik skrevet til Lene Andreassen fra “Kost mod kræft” i aftes, og har prøvet at gå meget systematisk til værks, så hun (måske) nogenlunde nemt kan gå ombord i problemerne, og så jeg får mest muligt for pengene.

Nu har jeg jo gudskelov ikke cancer, så der er ingen sikkerhed for, at det, hun vil foreslå, vil virke for mig. Men så må hun kunne finde en i sit netværk, der kan det, jeg har behov for.

Kære Lene Andreassen

Tak for din opringning forleden dag. Jeg er meget spændt på, om du kan hjælpe mig.

Herunder finder du de oplysninger, vi talte om – og lidt mere til, så du kan få det bedste overblik.

Det er meget vigtigt for mig, at du ikke foreslår at ændre medicinen, da det har kostet ni indlæggelser på to år med 188 sengedage at nå dertil, hvor jeg er nu, og hvor jeg har det rigtig godt.

Diagnose

Bipolar affektiv sindslidelse type 1. Diagnosticeret sommeren 2014. Jeg synes, jeg kæmper med bivirkninger; og når jeg tager medicin mod diverse bivirkninger, får jeg bare nogle andre bivirkninger. Jeg kan ikke rigtig holde det ud længere.

1. De bivirkninger jeg gerne vil have hjælp til

  • Kognition i form af: Hukommelse, opmærksomhed og overblik. Jeg er helt klar over, at det nok er meget svært at gøre noget ved, og jeg er da også helt opmærksom på, at det, der er glemt, nok er glemt for evigt. Det kan jeg fint leve med, men det ville være dejligt, hvis der ikke opstod nye glemte emner.  Jeg tager statiner mod forhøjet kolesterol, men det er i virkeligheden slet ikke godt for hukommelsen: https://www.dr.dk/nyheder/indland/nye-advarsler-mod-kolesterolmedicin Jeg kan desværre ikke finde en mere aktuel kilde, men i efteråret 2017, evt. foråret 2018, var der en længere udredning ved et hold forskere, hvor konklusionen var den samme. Kognitive problemer er også i sig selv en del af den bipolare lidelse. Jeg har fået 51 ECT-behandlinger, men al erfaring siger, at indflydelsen på hukommelsen er aftaget/helt forsvundet efter tre måneder. Seneste ECT-behandling fandt sted i november 2016.
  • Jeg har fået lavet tre MR-scanninger af hjernen, der ikke viste andet end to fredelige tumorer. Der holdes øje med dem årligt. Jeg har været på Hukommelsesklinikken og gennem en neuropsykologisk undersøgelse. Begge viste, at der er et eller andet galt, men ingen kan rigtig anvise behandlingsmuligheder.
  • Problemerne viser sig ved:
    • Jeg kan kun dårligt se en TV-avis eller høre en prædiken. Tankerne farer afsted til den anden side af jordkloden
    • Jeg kan ikke længere læse, hvilket er et stort tab. Jeg har forsøgt med lydbøger, men det går ikke.
    • Jeg kan ikke finde vej. Ex: Jeg ville cykle den vej, jeg har kørt til og fra arbejde i syv år. Jeg måtte give op; jeg vidste ganske enkelt ikke, hvor jeg skulle henad.
    • Der er hele år, jobs, rejser mv., der er udraderede.
    • Kan fx ikke bruge SMS, Messenger og private beskeder på Facebook, da jeg ikke kan overskue alle de små tekststykker, eller måske rettere: jeg kan ikke holde sammen på dem, så de giver mening.
  • Restless legs: Det gør så sindssyg ondt, at jeg har lyst at skrige. Det er ikke tilstede hver nat/aften. Det er også en bivirkning til et præparat, men jeg er ikke lige klar over hvilket. Mange kalder det uro i benene eller kramper. Sådan er det ikke for mig. Det er vilde smerter.
  • Mundtørhed: Jeg har fået lavet mine tænder for 103.000 kr., og jeg er ultraomhyggelig med mundhygiejnen, men jeg har nu altid været omhyggelig. Jeg har tandlægens ord for, at det ikke var min egen skyld. Jeg er testet for Sjögrens sygdom. Prøven var negativ. Både tandlæge og øre- næse- halslæge bekræfter, at jeg har meget lidt spyt. Der er dage, hvor jeg kun dårligt kan tale eller synke maden. Egen læge er rådspurgt, men der findes p.t ikke noget, der kan afhjælpe det. Hun har lavet en markering, så hun kan kontakte mig, hvis der pludselig viser sig et nyt præparat, jeg kan prøve. Men jeg har mistet troen på det.
  • Herudover bruger jeg:
    • kunstigt spyt
    • Duraphat-tandpasta på recept
    • sukkerfrie sugetabletter fra apoteket
    • interdentalbørster og tandtråd både morgen og aften.
    • spiser og drikker ikke før der er gået min. 20 minutter efter endt tandbørstning.
  • Jeg har Lysantin som p.n. mod restless legs. Hvis jeg tager nogle af dem en aften/nat, er mundtørheden særdeles udbredt næste dag. Så er det, jeg dårligt kan tale.
  • Forhøjet kolesterol: En meget alm. (> 10 pct.) bivirkning til Seroquel. Det er lykkedes at bringe triglycerider et godt stykke ned under grænseværdien. Jeg forstå simpelthen ikke, hvorfor kolesterolet ikke er fulgt med ned, når de begge er markører for for meget fedt i blodet. Kan du mon forklare det?
  • Jeg er blevet “småfed”, hvilket er en meget alm. (> 10 pct.) bivirkning til Seroquel. Det er formentlig det viskerale fedt, da jeg er blevet “æbleformet”, hvilket jeg er ret ked af. Jeg er fuldt ud klar over, at fedtet sidder omkring organerne, når man er “æbleformet”.

2. Dagligt medicinindtag

Klokken 07:00:

  1. Reg Activ: Et naturprodukt mod kolesterol, men jeg køber ikke flere, da de ikke har effekt på mig.
  2. Atorvastatin, 20 mg. mod forhøjet kolesterol.
  3. Multivitamin, 1 tbl.
  4. Seroquel, 100 mg.
  5. Unikalk Mega, 400 mg.

Klokken 20:00

  1. Reg Activ
  2. Pramipexol/Oprymea mod restless legs. 3 * 0,088 mg.
  3. Litium/Litarex 12 mmol.

Klokken 22:00

  1. Seroquel, 500 mg.
  2. Lamotrigin, 150 mg.

P.n.:

  • Lysantin p.n. mod restless legs. Når jeg tager dem, skal jeg op på 5 tbl a 50 mg., for at de har effekt. Mærkeligt nok har jeg observeret, at det hjælper at spise et eller andet.

3. Vægttab

Jeg startede på et vægttab i uge ti (9. marts 2018), men jeg taber mig ikke, hvilket jeg ikke fatter. Jeg vedhæfter et regneark, så du kan se alle mulige værdier. Bemærk at der er flere faner, som du finder i bunden af arket. Det består således af Rapporter, Data, Aktivitet og evt. Muskel-pct. Vægttab – detaljer

4. Kost

Jeg køber “Slank 24/7” hos Aarstiderne. Kassen rummer maksimalt 1.500 kcal. pr. dag. Der er 90 – 110 gr. kød/fisk. Resten er grøntsager. Jeg spiser aldrig slik eller chips al den stund, at jeg ikke kan lide det. Jeg drikker ikke sodavand.  Jeg har fravalgt Hyldeblomstdrik fra Grønnegården, da det gik op for mig, at der var lige så mange kcal. i den som i en cola. Jeg spiser ikke mellemmåltiderne fra kasserne, da jeg ikke føler sult.

Eksempler på måltider:

  1. Morgen: https://www.aarstiderne.com/maaltidskasser/slank-morgen/1person-5dage
  2. Frokost: https://www.aarstiderne.com/maaltidskasser/slank-24-7-5-dage/1person-5dage
  3. Aften: https://www.aarstiderne.com/maaltidskasser/slankekassen/1person-5dage

5. Seneste laboratoriesvar

Jeg ville gerne sende dig et print af laboratoriesvarene, men jeg kan ikke få det til at virke. Derfor får du i stedet tre billeder. Jeg håber, du kan få det til at hænge sammen.

Venlig hilsen

Hanne B. Stegemüller

 

, ,

Livsambilancer

Livsambilancer

Det ser godt ud

Livsambilancer

Jeg går og er så glad og tilfreds, idet jeg måske har fundet “vejen”. Forventningerne til livet, ambitionerne og ambivalensen på den ene side, og kompetencer og muligheder på den anden side, har måske fundet balancen – det tog sin tid at få det hele justeret ind, og det var hårdt arbejde, men jeg tror, det er lykkedes. Ingen kan spå om fremtiden, og derfor gør jeg det (jeg er nemlig ingen ingen): Det ser godt ud.

11 år med forkert diagnose

Tit tænker jeg, at jeg faktisk har det bedre nu, end før jeg blev syg. Man kan selvfølgelig spørge, hvornår det så var? Den endelige og rigtige diagnose kom i sommeren 2014, men jeg tillader mig (sammen med psykologen) at mene, at jeg i realiteten har været konstaterbart syg siden 2003, hvor jeg havde den første depression, og fik diagnosen “Tilbagevendende depressioner”. Hvis 2003 ikke kan gouteres, så i hver fald siden 3. januar 2006, hvor jeg søgte at gøre det forbi. Ikke-konstaberbart har jeg været syg siden min ungdom ifølge både speciallæge Pia Glyngdal og Psykiatrifondens psykolog.

I perioden frem til 2014 havde jeg tonsvis af u-erkendte manier, men ingen så dem, for jeg henvendte mig ikke til systemet, da jeg var ikke klar over, at det var sygeligt at arbejde 50 – 70 timer pr. uge. Jeg tænkte, at det var et udslag af nødvendighed for arbejdspladserne og mine egne ambitioner. På den måde kan jeg ikke klandre nogen for at have haft den forkerte diagnose i ca. 11 år.

Sommeren 2014 var jeg indlagt to gange en uge med mani. Jeg sov ikke, jeg spiste ikke, jeg mærkede ikke, men jeg brugte en masse penge. Jeg har præsteret at købe computere og anden hardware for 30.000 kr. på én dag. Det er alt sammen sikre tegn på mani. Jeg sov ikke, selv ikke når sener, muskler, hjerne og resten af kroppen var så overbelastet, at det gjorde afsindigt ondt alle steder. Jeg var så træt, at jeg ikke kunne sove. Det gjorde virkelig ondt. Jeg mener at, de under begge indlæggelser stoppede sovepiller i mig, som var det bolsjer, i hvert fald tre, tilsat massage og kugledyne (den tungeste på 12 kilo). Intet hjalp.

Overlægen (Melita) på afdeling 808 tog dernæst hånd om mig – og det var et vendepunkt. Hun lavede et længere interview (vist mere end en en time) og kom dagen efter tilbage med diagnosen: “Bipolar affektiv sindslidelse”. Den er ikke for børn, men hele mig var klar over, at det var rigtigt. I krop og i hjerte klingede det. Jeg vidste bare, at hun havde ret. Derudover er hun kanondygtig.

Sælgeren af IT-udstyret indvilgede i at tage det tilbage, da afdelingen kontaktede ham og fortalte, at det var et udslag af psykisk sygdom, og at jeg slet ikke havde råd til den slags.

Kognitivt efterslæb – politikere ville nok kalde det “historisk” 🙂

Jeg har enorme udfordringer (og her er det ikke synonymt med “problemer” idet jeg kæmper med det) med: koncentration, overblik, opmærksomhed og hukommelse:

  • Det er belastende ikke kunne se en TV-avis eller høre en prædiken, men det er jo ikke liv og død om at gøre, så det lever jeg med. På det seneste har jeg dog konstateret, at en rigtig interessant udsendelse på op til 45 min. kan gå igennem systemet. Jeg er enormt træt bagefter og dagen derpå – men det er en tilsvarende succes. Og jeg samler på små, sikre, synlige succeser.
  • Et stort savn og tab er knyttet til ikke længere at kunne læse bøger. Tidligere var jeg altid i gang med >= en bog. Det kan jeg ikke længere. Jeg er blevet godkendt til “Nota”, men jeg klarer ikke meget mere end ca. fire minutter ad gangen * fire af en lydbog. Tankerne fiser af, og det hænger ikke sammen.
  • Det er svært at erkende, at jeg fx ikke længere kan cykle den vej ind til byen, som jeg cyklede to gange dagligt i min. syv år. De kompenserende strategier hjalp/hjælper ikke. Jeg føler mig som en idiot, når jeg skal bruge kort og kompas for at komme fra stationen og til arbejdspladsen. Jeg håber, jeg vil blive i stand til at huske vejene, så jeg kan slippe hjælpemidlerne, eller i hvert fald bare kompasset.
  • Hukommelsen er helt og aldeles spoleret. Der er så meget, der er væk, som i fuldstændig væk, og det kan være svært, og jeg kan komme til at føle mig virkelig dum. Der er jobs, rejser, forløb, indlæggelser, som jeg kun kender til, fordi de er beskrevet et eller andet sted evt. på min egen blog. Når det er beskrevet, er det vel også sandt. På et tidspunkt kontaktede jeg faktisk Hvidovre Kommune for at spørge, om det virkelig var sandt, at jeg havde deltaget i et eller andet forløb hos “Rebound”, der er en eller anden form for “anden aktør”. Jo – kommunen mente nu nok, at de havde styr på deres oplysninger. Tjah… så var det vel endnu en ting, der var glemt. Det er underligt at se billeder fra Asien, primært Thailand og Vietnam, hvor jeg jo kan se, jeg har været, men absolut intet husker.

Held?

Lige nu sidder jeg så med et fast (fleks-)job på bare otte timer pr. uge. Opgaverne som “webmaster og skribent” er mine drømmeopgaver. Jeg elsker dem! Jeg kan bruge det, jeg kan, og det jeg ikke kan, bliver jeg nødt til at lære for at kunne udfylde jobbet. Det er bare fedt. Jeg holder af læreprocesserne. Jeg ville gerne arbejde 15 timer bl.a. for at bekæmpe ensomheden automatisk og komme mere hjemmefra. Det er ikke muligt lige nu, men det kan være det kommer. Der viser sig nok et eller andet.

Var jeg bare heldig? Der var bestemt nogle ting, hvor pilen pegede i min retning!

  • Overlæge Janne Baatz i Distriktspsykiatrien pegede på Psykiatrifonden som “anden aktør”. Hvidovre Kommune gik med på det trods den noget højere pris. Desværre er Janne Baatz gået på pension, for jeg ville så gerne sige hende tak. Hun var fantastisk. Hun havde altid tiden; hun kiggede aldrig på vækkeuret, som alle de øvrige medarbejdere i Distriktspsykiatrien. Hun var virkelig et dejligt menneske.
  • Jeg fik en fremragende psykolog og en ditto erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden, som begge troede på, at jeg stadig kunne noget, også når jeg ikke selv troede på, at jeg ikke havde den mindste lille kompetence tilbage.
  • Psykiatrifonden fandt en 13 uger lang virksomhedspraktik i Folkekirkens Nødhjælp.
  • Folkekirkens Nødhjælp behøvede implementering af et HR-system.
  • Chefen for HR – Sune Lyng – så muligheder frem for begrænsninger mht. mig som medarbejder. Han sagde faktisk til Psykiatrifonden “Hun er sgu god”.

Endnu en “heldig” ting er, at Juristernes og Økonomernes Pensionskasse anså mig som havende mistet minimum 2/3 af erhvervsevnen. Det betyder, at jeg har et tilskud til den månedlige husholdning. Det er det, der gør det sjovt!

2½ år i helvede

Min glæde over den nuværende tilstand/situation skal ses i lyset af de 2½ år i helvede. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg kom igennem det – eller rettere det gør jeg delvist: for det første havde jeg Psykiatrifonden med en fantastisk psykolog og erhvervsrådgiver i ryggen og for det andet havde jeg min ligeså fantastiske bisidder fra SIND.

Det var frygteligt. De idelige tanker om/bekymringer for: økonomi, skulle jeg flytte?, ville jeg blive hjemløs? ville jeg havne på kontanthjælp? eksistensgrundlaget?, den enorme sociale deroute, fremtiden, totalt kaos, intet kendt, konstante suicidale tanker ofte i form af “Er det nu, jeg skal gøre det?”, hvilket ofte varede i uger ad gangen. Der var hele uger, hvor jeg boede i min seng, fordi jeg ikke turde stige ud af den.

Jeg tror, det kan være svært for andre at forstå, hvordan man overlever disse odds, så jeg prøver bare at beskrive, hvordan det kan være.

Kommet let til det?

Næh jeg synes ikke, jeg er kommet let til noget af det, der p.t. ser ud til at kunne blive et ganske udmærket liv. Region Hovedstaden har bevilget mange sessioner hos min psykolog. Vi har gravet dybt, inderligt og vedholdende, og jeg er hende stor tak skyldig. Det er ikke kommet af sig selv. Jeg har arbejdet for det, men hun har holdt hånden under mig, når det har været svært – og det har det ofte! Jeg har kæmpet hele mit liv – i hvert fald siden november 1972, hvor min far døde, og min mor efterfølgende giftede sig med en psykopat.

Vi har raget 98 pct. af knasterne af vejen. 2 pct. tilbage er ikke meget. Jeg havde aldrig troet, vi skulle nå så bette en residual. Det gør mig glad og gør, at jeg endelig kan se fremad. Jeg har knoklet for det. Ingen appelsiner er uden videre faldet ned i min turban.

Jeg er ikke vant til at komme let til noget, og det er ikke fordi, jeg ønsker at pive; det er bare en konstatering. Jeg er bare ikke vant til, at noget fremstår som let.

Konklusion

Det går godt! Jeg har fundet et job uden bagkant, hvor der bare lige mangler virksomhedens underskrift på kontrakten plus tre måneders prøvetid. Det er drømmeopgaver.

Min rædselsfulde angst for fremtid og system er ovre. Jeg kan slet ikke beskrive den tilhørende lettelse og følelse af livsgnist i den forbindelse.

Jeg har det formentlig bedre, end jeg havde det, før jeg blev syg. Det er da fantastisk – men der var også et helvede at gå igennem at nå hertil.

Og så er det jo altså forår og 15 grader. Livsambilancerne kunne ikke være meget bedre.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

En opringning

En opringning

Telefonen ringede 16:54

En opringning

Det var en kvinde på 65 år, der har fulgt min blog i mange år men aldrig har kommenteret. Hun var særdeles velorienteret om mit liv og min færden. Det er helt fint. Ellers skulle jeg holde mig til dagbogen (barndommens med den lille lås i højre side). Jeg skriver jo blandt andet for at blive læst, og det er mit indtryk, at jeg har en del læsere, der bare aldrig giver sig tilkende fx via en kommentar.

Hun havde længe haft glæde af at læse posterne om bipolar affektiv sindslidelse, da hun selv er bipolar.

Mennesker mødes

Vi talte hyggeligt sammen i 30 minutter, og hun nævnte, at hun måske vil ringe igen. Det er hun selvfølgelig velkommen til. Jeg skal nok tage telefonen…

Det er et pudsigt lille eksempel på, at man, hvis man vil, kan have en del tilfælles med mennesker, man ikke kender. Måske især hvis de fejler det samme. Verden er gudskelov andet end sygdom og diagnoser, men vi blev fx rørende enige om, at mange mennesker med en psykisk sygdom i den grad mangler “startknappen” ~ har svært ved at lette røven, for nu at udtrykke det på jævnt – eller bare forfladiget – dansk.

Inspiration

Opringningen giver blod på tanden til at skrive mere om bipolar affektiv sindslidelse. Det er mit håb, at jeg kan give sygdommen et mere menneskeligt ansigt end det, man finder med Google.

Jeg har masser af stof både i alle de gamle blogposter, men også fra den bog jeg forsøgte mig med, og som jeg har opgivet. Måske begynder jeg bare forfra for at få en bedre struktur på stoffet. Blogposter har et midlertidigt skær, mens indholdet i fanebladene måske kan opleves som mere varigt.

Et faneblad skal helliges ECT-behandling, da det er mit indtryk, at der stadig er meget mystik og angst knyttet til det. Jeg har meget erfaring at dele ud af på det felt. Jeg har trods alt prøvet det 51 gange. Måske slår jeg en eller anden rekord?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.