Indlæg

/3 Kommentarer/i , /af ,

Aspergers syndrom i praksis

Aspergers syndrom i praksis

Hvem ønsker at blive en ny Synnnøve Søe?

Aspergers syndrom i praksis

Hvis jeg nu skulle skrive en bog, ville det alt for nemt blive en “offer-fortælling” altså: først skete denne forfærdelige ting, herefter skete denne frygtelige ting efterfulgt af traume 3 til 97 (mindst). Der findes tonsvis af “offer-fortællinger”, som måske dybest set udelukkende er interessante for forfatteren og vedkommendes personlige proces. Det er meget tænkeligt, at den ikke tilfører læseren noget nyt, og hvorfor så overhovedet købe og læse den?

Derfor skal jeg finde en anden vinkel. Jeg har fået følgende meget brugbare input: “Skriv om Aspergers syndrom i praksis”.

Inklusionstanken, hvor alle (især børn) skal passe ind for at (over-)leve, gør, at det kan være utrolig vanskeligt at komme gennem livet med en generel udviklingsforstyrrelse, som Aspergers syndrom er. Nutildags diagnosticeres det typisk i barndommen, men rigtig mange ved ikke, hvad det betyder i praksis. Forældre er usikre, lærere er uvidende, “systemet” kan kun stille diagnosen osv. Men hvordan opleves det af indehaveren?

Inklusionen fandtes også, da jeg var barn i forhistorisk tid, der var bare ikke så fint et ord på det, at jeg skulle passe ind og at jeg blev presset til adskillige ting, jeg afskyede.

Målet med denne post

Målet med denne post er at give eksempler på, hvordan det kan være at leve med den diagnose. Det er mine oplevelser, men jeg vil tro, en del af dem er universelle – men der er retfærdigvis et ordsprog, der siger “har du mødt en autist, har du mødt én autist”. (Aspergers syndrom befinder sig på autismespektret.)

Eksempel 1: Det afskyelige fritidshjem

Efter min far døde, og efter min mor og jeg flyttede fra den første “kontaktannonce-mand” i velhaverkvarteret Fruens Bøge i Odense (han var revisor med eget stort firma) til Vollsmose, skulle hun på fuldtidsarbejde i en forretning i Odense Centrum. Et eller andet sted skulle jeg jo være, når skolen var forbi, så jeg var på fritidshjemmet “Pyramiden”. Jeg hadede det, fordi der var så mange børn, og der ikke var et sted at sidde; fx at sidde i fred med lektier eller bare en bog. Støjniveauet var enormt. Børn larmer. Og allerede dengang var jeg støjfølsom.

Jeg fandt en udvej og hun hed Olga. Olga var en gul-brun shetlandspony, som ikke var alt for høj, men det er de vist generelt ikke. Jeg kunne ikke ride og havde heller ikke lyst at lære det. Jeg var på en ingen måde en rigtig hestepige men nærmest lidt bange for heste. Men jeg kunne være i fred hos hende, og der var ikke konkurrence om at muge ud. Så det gjorde jeg. Så gik der tid med det. Jeg havde erfaring med at muge ud, for da vi boede de otte måneder i Fruens Bøge var mit favorit-opholdssted Fyns Væddeløbsbane, der lå en spytklat væk; lige om hjørnet fra Prins Haralds Allé nr. 184. Der tilbragte jeg mange timer med udmugning. Modydelsen var en runde eller to på banen med en af kørerne i en sulky. Det var skønt.

Eksempel 2: På skolebiblioteket var der ro

Jeg “skulkede” ofte fra fritidshjemmet og gik i stedet til hånde hos Fru Kristensen på skolebiblioteket. Hun var så sød og støjede ikke. Jeg kunne alfabetet og satte bøger på plads og gjorde forinden et eller andet med stempelkortene, der skulle stikkes ned bagi bøgerne. Hun hjalp mig med at finde bøger, jeg selv kunne læse og generelt læste jeg altid. Jeg husker fx serien “Silasbøgerne”, vist af Cecil Bødker, det var noget med heste. Min mor mente, jeg skulle læse “Tudemarie”, så det gjorde jeg, men jeg brød mig ikke om det triste indhold, som jeg (heldigvis) ikke husker.

Før jeg blev syg med den bipolare lidelse og før de kognitive problemer med koncentration, overblik og hukommelse dukkede op, læste jeg altid mindst een bog. Jeg kan godt savne det lidt, men trives generelt godt med den koncentration jeg kan håndtere nu, nemlig den hvor jeg selv er aktiv med noget sjovt og udfordrende. Så kan jeg koncentrere mig 16 timer ad gangen.

Eksempel 3: Lad nu være at rode maden sammen

En af de ting psykiateren, der stillede Aspergers-diagnosen, spurgte meget til, var det med madens placering på tallerkenen. Jeg havde naturligvis ikke tænkt på det i over 50 år, men pludselig stod det klart for mig: jeg foretrak også som ret lille at øse min mad op selv. Det skyldes, at de voksne rodede det sammen og fx hældte sovs ud over det hele. Jeg hadede det.

Den dag i dag bryder jeg mig ikke om at rode de forskellige ting sammen. De skal ligge hver for sig; helst med lidt afstand mellem hver ting, og sovsen skal ikke ovenpå. Jeg foretrækker at kunne smage hver ting for sig i stedet for at det bliver sådan noget “mos”, der gør, at alting smager ens. Alle retter bliver ens, og det er vel ikke meningen med kogekunsten?

Eksempel 4: Roning på Vlatava gennem Prag

Lige da jeg var blevet kandidat (6. januar i år var det 32 år siden) og var i min første ansættelse i Arbejdsskadestyrelsen, meldte jeg mig ind i en roklub på Østerbro, hvor vi roede 2’er og 4’er med stymand (som var en “styrkvinde”, da det var en dameroklub). Jeg blev en ret habil roer, og da der blev arrangeret en tur til Prag med roning på Vlatava (tysk: Moldau), meldte jeg mig til. Det skulle jeg aldrig have gjort, for i en hel uge havde jeg ikke rum til at være alene og være i fred “og ro”. På det tidspunkt havde jeg bare ikke indset mine egne “skævheder” og særheder, og ville selvfølgelig med, når alle de andre skulle med. Jeg prøvede af al magt på at være som de andre, altså en form for normal.

I bagklogskabens lys var det en virkelig dårlig idé at ro 2’er og 4’er med styrmand/-kvinde, for man er låst i mange timer: man er låst til sædet, fødderne er fysisk faktisk spændt fast og man kan ikke slippe væk, med mindre man hopper i havet, og det er typisk for koldt her i landet og de resterende en eller tre roere vil komme skævt afsted, da der så vil være ubalance i årernes placering.

Skulle jeg ro noget igen, skulle det da være kajak, for jeg kan godt lide at færdes på havet. For mange år siden var jeg faktisk på kajakkursus på Gerlev Idrætshøjskole. Det var til gengæld fedt.

Eksempel 5: Kanotur på Gudenåen

Der er et eller andet underligt mantra om, at det er godt for børn at komme på lejrskole, og man kan ikke få lov at blive væk – eller det kunne man i hvert fald ikke i forhistorisk tid. Det kan være, det er anderledes nu. Det håber jeg. Altså var jeg på den obligatoriske kanotur på Gudenåen i syvende eller ottende klasse. Igen: man er tvunget ind i et fællesskab, man skal synes, det er sjovt og man kan ikke slippe væk. Der er ingen fred og ro. Rædsomt.

Herudover har jeg aldrig nogensinde brudt mig om snobrød og andet, der kan brændes af og forkulles over åben ild. Det skal man også kunne lide. Men jeg kunne ikke lide det. Jeg ville – trods alt – hellere være hjemme.

Eksempel 6: Det er virkelig anstrengende at være social

Nu lever jeg et liv, hvor jeg er meget alene, og det passer mig storartet. Jeg er alene men ikke ensom. Endelig forstår jeg, at det med at det er anstrengende at være social ikke bare er noget, jeg har opfundet til lejligheden. Er jeg engang imellem social i mere end et par timer, giver det sig helt konkret udslag i, at jeg derefter sover 15 – 16 timer. Det er helt vildt. Selvfølgelig hænger det sammen med, at jeg ikke er “i træning” og det vel er en form for færdighed, der skal holdes ved lige som alt muligt andet. Men alligevel… jeg kender virkelig ikke andre, der har det sådan.

Eksempel 7: Uvelkomne og uvedkommende indtryk

  • Folk elsker at være morsomme og sætte vittigheder ind på fx Facebook. Jeg kigger på dem, men forstår ikke hvorfor det er/skulle være morsomt; og jeg gør mig altså virkelig umage. Jeg kan ikke. Generelt har jeg det svært ved det, de fleste kalder “humor”, da det er en del af Autismen, at man tager alting meget bogstaveligt. Hvis du alligevel vil være sjov, så skriv noget sjovt i klartekst, så kan jeg deltage.
  • På samme måde svømmer fx Facebook over med GIF’er, der hopper og danser. Jeg har brugt lang tid på at finde en udvidelse til min browser (Firefox), der, i kobling med en indstilling i Facebook, får skidtet til at stå stille. Jeg kan ikke uddrage indholdet af teksten, hvis der er hoppende og dansende “ting”. Hvis du vil være rar ved mig så undlad det venligst i mine opslag. (Opdatering 18. januar 2022: Sæt dem bare ind, jeg har fundet en løsning, hvor jeg alligevel ikke ser det.)
  • Et andet forstyrrende element er alle de (forbandede) figurer/emojis/emoticons, man presses til at forstå og fortolke. Jeg bruger mange mentale ressourcer på at undlade at se dem, men det er svært. En dag er der forhåbentligt et klogt menneske, der koder en udvidelse til Firefox, som sorterer dem fra. Jeg betaler gerne en masse for den (altså udvidelsen).
  • Baggrundsmusik: Mange vil gerne have musik til arbejdet eller synes, de skal skrue op for hyggen vha. musik, når de har gæster. Jeg er klar over, at det er normalen, og at jeg ikke kan spørge, om vi kan lade det være, men jeg har utrolig svært ved at koncentrere mig om samtalen, som vel er den vigtigste årsag til at ses (?), når jeg skal bruge 50 pct. af mine ressourcer på at filtrere det, der for mig er støjen, fra.

Eksempel 8: Selvfølgelig skulle jeg være jurist, slægtsforsker og datanørd

I lyset af eksempel syv er jeg sikker på, du forstår, hvorfor jeg skulle være jurist, slægtsforsker og datanørd. I alle tre eksempler er der tale om stringens, retlinethed og en form for stram styring uden al mulig fortolkning. Ingen redundans men derimod bare stringens. Der er selvfølgelig lovfortolkning, indvender du muligvis, men det er jo ikke fortolkning ud fra mine følelser, men ud fra Folketingets bevæggrunde med en lov, en bekendtgørelse eller noget andet.

I dag har jeg haft en lang samtale med en herre, der har slægtsforsket siden 1980. Nu vil han gerne lave en side med TNG. Det var ligefrem vedkvægende at tale med ham, for han forstod, hvad jeg sagde, og vi var enige om, at slægtsforskning uden kilder er en form for historiefortælling.

Hans uddannelsesmæssige baggrund er ingeniør. Jeg har også hjulpet en anden ingeniør, der uden videre forstod, hvad der skal til for at skabe en hjemmeside. Så nu går jeg ind i det nye samarbejde med spænding og en fornemmelse af, at det nok skal gå godt. Og også en bevidsthed om, at han forstår, at det ikke er min opgave at skabe orden i kaos. Jeg skal hjælpe med teknikken og fortælle om mine egne erfaringer. Resten må han selv klare.

Dette var otte eksempler på, hvordan det kan være at leve med Aspergers syndrom

Jeg har tidligere skrevet en længere artikel om Aspergers syndrom, udredningen mv. Den finder du her. Jeg er så glad for diagnosen. Endelig kan jeg agere som den, jeg altid har været.

Hvis du har kommentarer, bliver jeg glad. Jeg svarer altid på kommentarer. Jeg foretrækker at få dem her på hjemmesiden, da de så ikke forsvinder i Facebook, men kan være til glæde og gavn for andre – også om lang tid.

Denne post har fået en opfølgning med psykologens forklaringer på, hvad der ligger bag flere af de otte eksempler. Opfølgningen finder du her.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , , /af , ,

Jeg kan se en pixel

Jeg kan se en pixel

En udpræget sans for detaljer

Billederne til hjemmesidens forside skal være 665 * 531 pixels; hverken mere eller mindre. De 531 definerer jeg med billedbehandlingsprogrammet “GIMP” (skønt gratis program). For samtidig at ramme præcist de 665 uden at forvrænge noget, bruger jeg et andet program “Icecream Screen Recorder”, der kan lave et meget fint udsnit af det aktuelle billede.

For ikke at havne med en eller anden streg for oven eller for neden, som virkelig generer mig, da jeg kan se en pixel (eller er det mon rettere en dot i en DPI?), som ellers ikke er ret stor, har jeg fundet den lette løsning bare at sætte Screen Recorderen til kun at klippe 665 * 530 pixels ud. Voila. Der er ingen overflødige streger blandt de fire billeder, der udgør forsiden.

Screen Recorderen placerer sig som hovedregel meget præcist, men det sker, at jeg er nødt til selv at trække den en pixel ned eller skubbe den en pixel op for at undgå et stykke med bart for neden eller for oven. Det kræver et godt øjemål og rolige hænder. Det var aldrig gået med Parkinsonismen.

Det er naturligt for en med Aspergers syndrom

Jeg kender ingen med Aspergers syndrom, der ikke er detaljeorienterede. Selv hører jeg vist til i den værste kategori, men jeg generer ikke nogen med det. Det var værre, hvis jeg havde en partner, som jeg hele tiden korrigerede. Stakkels hende.

Resten er blandede bolsjer

1) Ren installation/clean install

Min højt besungne nye PC ville pludselig ikke indlæse Windows. Og så er der jo ikke meget ved en PC, når man altså ikke er til Linux – det har jeg prøvet. Det var ingen succes. Altså måtte jeg ud i en ren installation/clean install. Den del ordnede GladTeknik. Problemet var, at der ikke er lavet en ren installation/clean install siden Windows 7, så nu kunne den ikke mere.

Du milde et arbejde der var til mig selv efterfølgende. Jeg tror, jeg brugte samlet set et døgn, inden alle programmer og tilpasninger var på plads igen, for nu slet ikke at tale om den tid, der gik med at fjerne alt det overflødige pjat, der følger med en standard Windowsinstallation. Jeg skal nok selv bestemme min browser, mit e-mail-program, mit billedbehandlingsprogram, jeg gemmer ikke i OneDrive, jeg handler ikke i Microsofts store, jeg skal ikke have Netflix osv. Det skal Microsoft ikke blande sig i.

Det er min maskine og ikke Microsofts.

2) Kampen med Microsoft

Jeg har nu kæmpet en måned med Microsoft support for at få en dialog om, at de skal godtgøre mig den udgift, jeg havde, da de slettede brugeren, og maskinen nærmest ikke var min længere og i hvert fald var ubrugelig. De lukker bare sagen, og så sker der ikke mere. Jeg har rykket for svar 10 gange (bogstaveligt talt), men har intet hørt. Den gode Zofia har simpelthen bare ikke sendt et svar.

I torsdags ringede jeg til dem for at få et svar. Der blev oprettet en ny sag af en ny medarbejder, der meget beklagede, at jeg ikke havde hørt noget. Jeg har bedt om at tale med en overordnet, der har kompetence til at indgå i en dialog. Han lovede, at jeg ville få et svar. Efter et par timer kom der en mail fra Zofia, som oplyste, at den første sag var lukket. Jeg måtte svare hende, at det var jeg klar over, og at det jo var det, der var problemet. Jeg bad endnu engang om at tale med en overordnet med større beføjelser.

Efter et stykke tid kom der endnu en mail med et link til en eller anden formular. Jeg udfyldte ikke formularen, men svarede, at jeg ville tale med et menneske.

I dag kom der en mail om, at også sag nr. to er lukket. Det svarede jeg følgende på:

Kære Microsoft support

Af hvilken grund har I nu også lukket denne sag?

Jeg har dags dato modtaget denne meddelelse:
Serviceanmodning nr.: 1029335537
itel på serviceanmodning: IVR Ticket
Dato for lukning: 10/1/2021 11:52:36 AM UTC

Sagen skal IKKE lukkes. Jeg ønsker dialog med en overordnet medarbejder, der kan løse det problem, der opstod i Case #:1027761639 den 3. september 2021, og hvor jeg har rykket for svar 10 gange den seneste måned.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

Det er nok en svær kamp, men jeg giver ikke op. De spørger, hvad status er nu? Status er fremragende – men det skyldes jo i hvert fald ikke Microsoft support! At der nu måtte laves en ren installation/clean install har intet at gøre med, at de slettede brugeren for en måned siden.

3) Søgemaskineoptimering (SEO)

Jeg overvejer, om SEO-projektet er det rene vanvid? På den anden side set kan jeg se af diverse værktøjer, at arbejdet faktisk bærer frugt; og jeg har det jo hyggeligt og forsømmer intet. Der er bare så lang vej til målet, også selv om jeg virkelig har skåret projektet ind til benet, at det kan føles fuldkommen uoverskueligt.

Jeg har lavet nogle Excelark, som hjælper med at bevare overblikket over de mere end 1.600 poster og over 110 sider samt at holde fokus. For at lave dem måtte jeg lave nogle SQL-udtræk direkte fra databasen, for WordPress er ikke født med gode udtræksmuligheder. Det forudsatte en del forespørgsler med Google, for det er ikke noget, jeg har på rygmarven; det lykkedes at få trukket det ud af databasen, jeg skulle bruge. Jubi – endnu engang er jeg begejstret for at lære noget (nyt).

Status lige nu er, at jeg har optimeret 70 ud af i alt 136 poster med mærkaten “Bipolar affektiv sindslidelse” plus et ukendt antal af nogle andre sider. Jeg begyndte den 26. september (i år).

4) Min “bund” er forsvundet

Da jeg ikke har tid at rode med hjemmesiden andet end at optimere enkeltsider, begriber jeg ikke, hvor  min “bund” på hjemmesiden er blevet af. Bunden er det hvide felt under “Kontakt mig”, hvor jeg til venstre linker til firmaer, man kan stole på og til højre har en rullemenu med kategorier under overskriften “Jeg skriver om” og allernederst det felt, der kaldes “footeren”, som blandt andet rummer et link til cookie- og privatlivspolitikken, og sådan en skal man jo have, og så en lille kort menu,  ikoner til mail, Facebook og lidt andet

Alle elementerne findes i temaet, som de skal, men de vises ikke. Meget mærkeligt. Jeg har vel fumlet med et eller andet, for de kan vel ikke bare forsvinde af sig selv? Der er trods alt ting, jeg ikke er begejstret for at lære 🙂

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/1 Kommentar/i , , , /af , , ,

Aspergers syndrom: glæde over at kampen er slut

Aspergers syndrom: glæde over at kampen er slut

At holde af min egen “uniqueness”

Jeg har været hos psykologen og er blevet klogere

Uniqueness betyder “the fact or quality of being different from everything else or everyone else”. Når man hele livet har kæmpet for at få lov at være den, man er med fejl og mangler, særheder, skævheder, at være anderledes osv., er det en kolossal befrielse at stå med en diagnose som fx “Aspergers syndrom”, for den satte mig pludselig fri. Pludselig kan jeg agere, som den jeg altid har været.

Jeg oplever mig selv som havende kæmpet på alle fronter fra fødslen og frem til primo marts i år, hvor vi (psykologen og jeg) var til virtuelt møde med rehabiliteringsteamet i Hvidovre Kommune. Der er næppe noget at sige til, at jeg begyndte at græde, da de returnerede med indstillingen: pension. Kampen var slut. Det var da også det, de sagde: “er der nogen, der har kæmpet, er det dig”.

Mange synes så meget om mig, og har så travlt med at sætte etiketter på: så er min verden for lille (en tidligere ven), så er jeg rigid (en psykiater på 808), så er jeg arrogant (sågar psykologen selv), der er så meget i vejen. Jeg er bare nået dertil, at kan jeg ikke blive respekteret, som den jeg er, er der fx ikke basis for hverken venskab eller dybere samtaler. Jeg har nogle få gode venner, der tager mig, som jeg er og ikke forsøger at lave om på mig – og det er jeg dem evigt taknemmelig for. Psykologen forsøger heller ikke at lave om på mig. Tak for det.

At jeg er allergisk overfor alle disse “forsøg på forandring” (eller er det “forbedring”?) betyder bare ikke, at jeg lukker af for dialog, for det gør jeg bestemt ikke. Jeg er altid åben for dialog, og jeg er altid åben for læring, læreprocesser og det, der udvider/udvikler, hvis jeg altså bare stadig må være mig nedenunder det hele. Psykologens oplevelse er da heller ikke, at jeg holder mig tilbage fra dialog; den skal bare være respektfuld.

Har man en gang oplevet at blive meget, meget syg af ikke at måtte være sig selv gennem et halvt århundrede, kæmper man efterfølgende for retten til at være sig selv, når brikkerne til puslespillet er faldet på plads. Nu hviler jeg i at være skæv og anderledes. Og det er ganske pragtfuldt.

En psykiater og “apparatfejlsmodellen”

Apparatfejlsmodel, den opfattelse, at sygdom kan sammenlignes med en fejl i et apparat eller en maskine. Udtrykket benyttes især af kritikerne af den naturvidenskabeligt orienterede lægevidenskab.

Min psykiater i distriktspsykiatrien har fået fin ny titel som klinikchef på Amager fra 1. december, og det er nok meget godt, for vi står vældig langt fra hinanden.

Jeg fortalte ham om mit ønske om at undersøge, hvad der foregik gennem seks måneder på Rigshospitalet i et eller andet ukendt tidsrum mellem 1963 og 1966. Han begyndte at fortælle mig om, at læger skrev anderledes dengang, at journalerne, hvis de findes, måske slet ikke rummer noget, at det kun var 20 år efter anden verdenskrigs afslutning, at det skrevne skal sættes ind i en tidsmæssig kontekst og en række andre ting, jeg godt selv kan tænke mig frem til. Jeg er altså ikke blevet dum af at blive syg.

Han er udpræget bærer af apparatfejlsmodellen og forstår intet af, hvad jeg vil med de journaler. Og jeg kunne ikke forklare det. Efter tre forsøg eller deromkring gav jeg op. Mange psykiatere, og jeg har truffet mange, arbejder som om vi er et apparat, der skal repareres for en fejl > når fejlen er fundet, er der måske noget medicin > når medicinen virker, virker apparatet igen > maskinen kører, som den skal > patienten er klar til udskrivning > livet går videre (indtil næste forsøg i hjemmet).

Sådan fungerer jeg bare ikke. Jeg søger information og glæder mig enormt, når det lykkes; jeg er vant til at lede i arkiverne og fiske de underligste ting frem. Jeg vil finde flest mulige brikker til det puslespil, andre kalder livet. Andre mennesker kan, hvis de er hurtige nok og tænker lidt efter, mens tid er, spørge deres forældre om, hvad der hændte i de vigtige år fra 0 – 3 år. Jeg har et hul, der kun kan lappes vha. journaler eller andet fra offentlige myndigheder.

Hvad gjorde, at Rigshospitalet anså mig for “rask” nok til, at de leverede mig tilbage til børnehjemmet og der kunne sættes en adoptionssag i gang? Jeg var sikkert bare begyndt at respondere, men hvordan lykkedes det for dem? Hvad gjorde de anderledes end børnehjemmet? Var det bare nogle “damer”, der kom nogle gange om ugen og var nærværende for børnene? Jeg vil bare gerne vide det. Længere er historien ikke.

Hvad gør psykologen bedre?

Som det første har hun aldrig prøvet at lave om på mig! Og for det andet sidder hun ikke med et afkrydsningsskema, hvor fem krydser i venstre kolonne udløser en Aspergerdiagnose eller en anden etiket. Hun lader mig udstikke rammerne for seancen via min egen selektion, og så lytter hun, og spørger til tider lidt i øst og vest for at blive klogere. Selvfølgelig har hun også en referenceramme, men den er ikke baseret på apparatfejlsmodellen, så jeg skal ikke repareres for fejl og mangler; men kan vi blive klogere sammen, er det bare godt! Hvorfor bliver “apparatet” ved at mangle olie? Er der en anden utæthed, der skal lappes?

Vi kender hinanden siden marts 2015, så hun tør udfordre mig – og det er rigtig fint. Vi har slået mange søm i mange gamle brædder sammen. Hun har bragt mig langt videre end alle de psykologer, coaches, psykoterapeuter og jeg ved ikke hvad/hvem, jeg har opsøgt (og betalt) i tidens løb for at få det bedre. Et fællestræk ved dem har været, at jeg skulle tilpasse mig deres model og metode. Anette tilpasser sig min model og metode. Større bliver anbefalingen ikke.

Definitionsretten og/eller de sociale kompetencer

Psykologen mener, at jeg bør gøre noget for at vedligeholde mine sociale kompetencer, så jeg ikke helt glemmer, hvordan man åbner munden og ikke bare taler med mig selv. Jeg taler godt nok ikke med mig selv, men hun har jo nok ret, da hun har siddet i stolen i mange år og er meget erfaren. Hun mener, jeg bør indgå i en eller anden form for social relation ca. hver anden uge. Hvordan jeg lige får arrangeret det, ved jeg ikke, for for ca. en uge siden lavede jeg en “bobl” på Boblberg, som flere anbefaler varmt.

Jeg skrev følgende, som er præcis, som jeg er, men har overraskende nok 🙂 ikke fået nogen henvendelser. Det er sikkert både for rigidt, arrogant og med for lille en verden, men sådan er jeg så. Ingen har (længere) definitionsretten over mig.

Jeg er da i hvert fald ærlig:

Mensa, bipolar og Aspergers syndrom

Hej.

Med Aspergers syndrom er særinteresser naturlige. Mine særinteresser er at lave hjemmesider og slægtsforskning og jeg er relativt skarp til begge dele. Du finder let min hjemmeside vha. Google. Herudover interesserer jeg mig for sprog (skriftligt og talt) og ser stort set aldrig TV bortset fra TV Avisen 18:30. Det har jeg ikke tid til…

Jeg søger et spændende menneske at tale med, da jeg ikke har mange relationer i den virkelige verden. Vi starter med at ringe sammen en gang imellem. Det skal ikke gå for stærkt.

Jeg er lige blevet pensionist som følge af den bipolare lidelse, Aspergers og Parkinsonisme (sidstnævnte er heldigvis gået over) og elsker hvert sekund af mit nye liv. Jeg er uddannet cand.jur og har arbejdet 23 år i staten med resultat- og økonomistyring samt ledelse af IT-projekter.

Mange gode hilsner
Hanne B. Stegemüller

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Slægtsroderi og luksusliv

Slægtsroderi og luksuslivHanne B. Stegemüller

Oh hvilket luksusliv

Slægtsroderi og luksusliv

Tænk at have tankens (sådan nogenlunde da) fulde kraft, og at kunne bruge den til det, man helst vil. Det kan vel kun siges at være en form for luksus?

Billedet i toppen er omkring 98-99 år gammelt og forestiller fra venstre: Min farmor Karen født Sørensen, min tante/faster Kirsten, min far Jørgen og så kan man lige se min farfar Rudolph Reinholdt Felix til højre for min far. Hvem der holder hestens hoved, ved jeg ikke. Det er ikke en fra familien, for de havde kun de to børn.

En personlig side om Aspergers syndrom

I et par år har jeg haft idéen om at ville udvide psykiatridelen af hjemmesiden med en personlige beretning om Aspergers syndrom. Jeg kender en meget dygtig sygeplejerske fra psykiatrien, som selv har Infantil Autisme (så vidt jeg husker), der også er en såkaldt “Gennemgribende udviklingsforstyrrelse” på samme måde som Aspergers syndrom er det, og som for længe siden har sagt, at hun gerne ville agere “second opinion” på den del.

Jeg har også idéer til et par andre fagfolk, jeg har truffet gennem årene, der sikkert gerne vil komme med rettelser og input. Det, man finder på mine sider, skal være så korrekt som muligt.

Nu har jeg faktisk fået skruet et vældigt Worddokument sammen, som jeg har sendt til min “første-læser”. Umiddelbart kunne hun godt lide det, hun så. Det er jo ikke nogen videnskab, men mere en form for videndeling og et forsøg på at skabe noget, andre kan måle sig op ad, hvis de også går i 10 år tænker over, om der “kunne være noget om snakken.”. Så længe gik jeg faktisk og tænkte over det og undersøgte sagerne for og i mod, og der gik 16 år, fra jeg første gang havde fået tanken og skrev en uopfordret ansøgning til stifteren af “Specialisterne”, til jeg havde diagnosen i hånden. Fra 2003 til 2019. Psykiatrien spurgte adskillige gange, hvad jeg ville med det. Jeg kunne ikke rigtig få forklaret, at en gennemgribende udviklingsforstyrrelse ikke bare er noget, man går og finder på, og at jeg gerne ville veksle tvivl til vished.

Oversættelser af visse slægtssider

Slægtsroderi og luksuslivI meget lang tid har det generet mig, at man kan få vist mine TNG-sider med de rå data på tre sprog (dansk, engelsk og tysk), men selve fortællingerne om de liv, der gemmer sig bag de rå data, findes kun på dansk. Det er ikke så professionelt, når jeg nu altid har gået mest op i historierne og ser datoerne som nødvendige forudsætninger for, at historierne bliver placeret korrekt på en tidslinje. Så nu er jeg gået i gang med at oversætte de historier, der gemmer sig her.

Billedet til højre, der er fra dengang børn skulle være små voksne, forestiller min farfar i midten, broderen Valther Robert til venstre og søsteren Lydia Frida Martha til højre.

Det tager sin tid og indbefatter en frygtelig masse kopiér og sæt ind. Det bliver heller ikke de mest fremragende/fejlfrie oversættelser, da jeg må støtte mig til Google Translate, der fx har svært ved ord som “alimentationsbidrag”, “fødehjemstedsret” og den slags, men det er bedre end ingenting, og så er det rigtig hyggeligt. Og det kunne være fantastisk at få kontakt til nogle nulevende Stegemüller evt. Stegmüller i enten Tyskland eller Letland, hvor de første (af mig) kendte Stegemüller blev født midt i 1700-tallet. At komme bare et skridt bagud ville også være stort.

For så vidt angår Letland har jeg faktisk fået en direkte mailadresse på lederen af statsarkivet der fra formanden/-kvinden for dansk-lettisk venskabsforening, som er min tidligere tysklærer på studenterkurset (alle kneb gælder). Arkivarerne i de tre baltiske lande har et samarbejde, så hvis jeg er heldig, kan der komme noget ud af det. Jeg skrev til arkivlederen den 14. juli uden at have fået svar, men folk på arbejdsmarkedet har jo selvfølgelig holdt ferie.

Og så går jeg og glæder mig

På et eller andet tidspunkt mellem 10 og 25 arbejdsdage målt fra den 28. juli kommer min nye PC – GladTeknik A/S skal lige have delene hjem fra leverandørerne først. Den bliver det vildeste af det vilde, fx med ekstra støjsvagt kabinet, to TB plads, vandkøling og formentlig driftssikker i omkring ti år. Der er masser af udvidelsesmuligheder og det er ikke en maskine, man smider ud, når den begynder at vise svaghedstegn. Ergo: Både godt for miljøet og mig.

De skal klone (er lig kopiere) de gamle diske og det går godt i 99 pct. af tilfældene. Jeg gør min del til en succesfuld kloning fx ved at rydde mest muligt op, sikre licensnøgler og backups osv. Al slægtsforskning og gamle billeder er for længst røget til Google Drev.

Det kunne være dejligt, hvis de bare kommer og sætter stikket i og så kører det. Men det er nok næsten for meget at håbe på, selvom de har lovet at sætte deres dygtigste tekniker på sagen.

Psykologens sommerferie er slut

Og jeg har fået en tid til den 17. august. Det ser jeg også frem til. Jeg må have en at vende mine tanker med og hun er den mest “valide”, hvis man da kan bruge det ord i den sammenhæng.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.