Indlæg

/6 Kommentarer/i /af

Er lyset for de lærde blot

Er lyset for de lærde blot

Bare den jeg er

Er lyset for de lærde blot

Jeg kom til at tænke på Grundtvigs skønne “Er lyset for de lærde blot“. Han skrev den i 1839, men den har stadig værdi her knapt 200 år senere. Sangen står i Højskolesangbogen og på YouTube findes en herlig rytmisk version med Sankt Annæ Gymnasiekor. Det er desværre ikke muligt at linke til YouTube, så du må selv søge med Google.

For Grundtvig handlede “oplysning” om at blive klogere på livet. Livsoplysning og dannelse er ikke kun forbeholdt den lærde, men retter sig også mod bonden. Bonden er i denne forbindelse og for mig min morfar Carl Frederik Kristensen 1899 – 1982.

Måske er det svært at afkode denne artikel og at se sammenhængen, men for mig står den ret klart: Jeg bliver klogere på livet ved at komme hos psykologen. Jeg kommer med kaos og går ud med en orden, hvor tankerne atter vender den rigtige vej. Det er godt! Psykologen siger sin mening ligeud. Det kan jeg godt lide, idet jeg ikke er god til en “poleret overflade”, for der bliver så meget at fortolke.

Jeg er forskellig fra de fleste, men det er okay bare at være den, jeg er. Nogle synes, jeg er besværlig, irriterende, anderledes, for meget, forkert og for dum – men det må de om. Jeg har et godt liv. Jeg har rejst mig fra at være psykiatrisk patient til faktisk at leve et godt liv med styr på mig selv, økonomi, bolig og fremtid uden hverken ECT eller ret meget medicin. Jeg tager stadig 150 mg. Quetiapin, men det er primært for at styre søvnen. Jeg har klare billeder af egne styrker og svagheder; jeg ved, hvad jeg kan og ikke kan. Jeg vælger til og fra, står ved mine valg og kender konsekvenserne af dem. Dummere er jeg altså ikke.

Jeg er ærlig “ind til benet”. På den måde kan jeg komme til at overskride andres grænser. Det vil aldrig være intentionelt, og det beklager jeg på forhånd!

“Bolle, bøf, bolle”

Når man skal skrive en vanskelig besked, kan man med fordel bruge modellen med “Bolle, bøf, bolle” og det er en god model, fordi man kan få sagt svære ting på en ordentlig måde, fordi de bliver “pakket ind”.

Problemet kan være, at ens egne følelser bliver væk, og det kan komme til at se ud som om, afsenderen er en form for robot. Det kan også komme til at se ud som om, det er den anden, der er hele problemet.

Hold da op tænker jeg, så bliver “det relationelle” da enormt besværligt og det ved jeg slet ikke, om jeg orker at være en del af.

Jeg kan ikke gætte, hvad andre føler, og jeg orker heller ikke at forsøge – hvordan skulle jeg dog kunne det? Og er der ikke også noget om, at man skal “blive hos sig selv” og undgå at gætte på, hvad andre føler/oplever/mærker?

Det betyder ikke, at jeg ikke forsøger at være et ordentligt og empatisk menneske. For det gør jeg faktisk, og jeg arbejder på at blive bedre til det. En del af at komme hos psykologen er læreprocessen. Men det skønne idiom “It takes two to tango” fortæller alt. Jeg er ikke alene om at lave kaos i relationerne.

Hvis livet består af relationer?

For mange/de fleste mennesker består livet af relationer. Se bare på det der sker, når folk får børnebørn. Jeg kender en, der beskriver tiden med sit nu syv måneder gamle barnebarn som en “tidslomme”, hvor dagligdagens stress og problemer, inflationen, situationen i Iran og krigen i Ukraine simpelthen forsvinder for en stund, fordi samværet med barnet er det vigtigste i verden. Det er da smukt!

Det er helt almindeligt, at autister har det bedst i deres eget selskab, fordi samvær er super svært og man er på overarbejde rent mentalt. Selv har jeg det sådan, at jeg fint kan deltage i et samvær nogle timer, hvis grænserne er klare, for så kender jeg reglerne og ved, hvordan jeg skal være og gøre.

Når reglerne derimod er uklare, er overarbejdet endnu større. Der er en ligefrem årsag til, at jeg på det to-årige studenterkursus elskede latin, tysk og matematik, til at jeg elskede at studere og til at jeg blev jurist: Jeg elsker regler, for de er så uendeligt befriende. De efterlader typisk nul fortolkningsproblemer og nul tydningsproblemer.

I triste stunder tænker jeg, at jeg stort set kun kender mennesker, der får penge for at tale med mig. Der er en indbygget ensomhed i det.

I normale stunder er det helt fint at være alene. Jeg har fx kontakt til en 10 år yngre tidligere medpatient, der er så glad for muligvis endelig at have fundet en kæreste. Jeg lytter tålmodigt til fortællingen om den potentielt spirende forelskelse og tænker samtidig “Godt det ikke er mig!”.

“Folk” synes, jeg er kategorisk/firkantet/stejl/kompromisløs/sort-hvid og hvad de nu ellers har sagt gennem årene. Det må de om. Jeg synes, jeg er okay med tilføjelsen, at jeg arbejder på at forbedre mig. Mere kan man vel egentlig ikke forlange af et menneske?

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Undgå at skrive forretningsmæssigt

Undgå at skrive forretningsmæssigt

Start med en følelse

Undgå at skrive forretningsmæssigt

Når jeg skriver e-mails, ved jeg som oftest, hvad jeg vil skrive, før jeg går i gang. Jeg sidder ikke og “broderer” undervejs. Af en eller anden dum årsag – som ikke en gang jeg kender – prøver jeg at spare på ordene: Jeg skriver, og herefter fjerner jeg de ord, der er overflødige. Jeg forestiller mig, at modtageren ikke gider læse alle de ord, der ikke er absolut nødvendige for at forstå budskabet.

Som bekendt bruger jeg ikke “figurer”/emojis, da jeg ikke ved, hvad de betyder. For mig ville det svare til at skrive noget på kinesisk eller med kyrilliske bogstaver. Jeg er klar over, at jeg er den eneste i denne verden, der ikke forstår dem, men sådan må det så være. Jeg er vant til at stå alene.

Jeg læser som oftest også korrektur og prøver at fange de værste “sprogforbistringer” (Bix’ ord – og tak for det).

Slutresultatet bliver temmelig “forretningsmæssigt”, siger psykologen, som derfor har lært mig nogle højst brugbare tricks. Jeg har lagt dem ved skærmen, så jeg husker dem.

Nummer 1 er “Start med en følelse”. Det er en god idé og det virker ret godt. Jeg tror, det bevirker, at modtageren er klar over, at jeg er et menneske, der er ham/hende venligt stemt og at det gør modtageren interesseret i budskabet.

Psykologen siger også, at det er håbløst gammeldags at starte med “Kære” og at slutte med “Kærlig hilsen”. Jeg synes, det er en noget modstridende melding, for det er da netop en implicit følelse sådan lidt a la: “Jeg kan hammergodt lide dig og det bliver jeg ved med at kunne”, som det jo ville være lidt sært at starte med. Nåh, men da hun tit har ret, så øver jeg mig nu i at skrive “Hej”, selvom jeg synes, det ser helt galt ud.

Jeg bakser med “det relationelle”

Lige p.t. er regel nummer 1 bare ikke tilstrækkelig. Jeg startede med en følelse og fik ditto retur, og det er selvfølgelig fint. Responsen var tydeligvis uhyre velovervejet og havde taget meget tid med masser af på den ene side og på den anden side. Jeg er bare i tvivl om konklusionen bortset fra, at den vist mest hælder til, at jeg på nogle områder er en stor idiot. Og det er sikkert sandt, for sådan er det vel for os alle en gang imellem?

“Folk” – og det indbefatter bl.a. min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrien – fortæller mig, at “relationer er bare bøvlede”. Det har “folk” nok ret i, men så tror jeg faktisk, jeg stiger af “det relationelle” og passer mine arkivalier i mit skønne nye hjemmekontor. Når jeg er sammen med mig selv, hvilket jeg er ret god til og har det rart med, gør/er/siger jeg ikke noget forkert.

Jeg er uendeligt træt af at gætte på, hvordan jeg skal være, for jeg kan ikke gætte det, og når jeg bare er mig selv sammen med andre, er jeg forkert. Selv hæfter jeg det op på autismen, som jeg synes bliver mere og mere fremtrædende (bliver jeg bare mere og mere mig selv?), men min kontaktperson siger “psykodynamisk”, som jeg ikke helt ved, hvad er for en størrelse.

Inden jeg stiger af det relationelle, har jeg dog fået skubbet en ekstra tid ind hos psykologen. Det er nok en god idé.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Hvem har ansvaret for særhederne?

Hvem har ansvaret for særhederne?

Solsikkesnoren er kommet for at blive

Hvem har ansvaret for særhederne?

Jeg har anskaffet mig en “solsikkesnor”. Når konceptet bliver mere kendt, vil flere vide, at os med snoren har et usynligt handicap. Jeg har læst, at mange autister bruger snoren allerede nu.

Om den kan siges at “virke”, ved jeg ikke helt, men jeg var på Københavns Hovedbanegård, som jeg ikke bryder om på grund af de mange mennesker, der løber rundt mellem hinanden og på grund af støjen. Jeg havde snoren om halsen og synes muligvis, at det var lidt lettere at være der, end det plejer.

Mangler man et ben eller en arm, sidder man i kørestol el.lign., er handicappet synligt og folk tager (forhåbentlig) af den grund hensyn. Det er anderledes med de usynlige handicaps. Der må et eller andet til, som gør, at folk alligevel kan se det. Her tror jeg, solsikkesnoren kan være med til at ændre noget i fremtiden. Jeg glæder mig allerede.

Støjfølsomheden

Jeg besøgte nogle venner, der er utrolig kærlige og gæstfrie, men jeg kunne faktisk ikke holde ud at være der, for de havde musik overalt: i badet, i baggrunden, i bilen og sikkert også andre steder end noget med “b” som startbogstav. Jeg led bogstaveligt talt i to dage, fordi jeg ikke bare var ærlig at spørge: “Årh, det går ind i min hjerne, kan vi slukke?” Jeg troede, de havde behov for baggrundstapetet, og da jeg var gæst i deres hjem og nød deres gæstfrihed, indordnede jeg mig selvfølgelig, men det betød også at jeg led.

Det er sikkert svært for andre at forstå den overdrevne støjfølsomhed. Men støj går ind i min hjerne og fylder 75 pct. af den, og de resterende 25 pct. kan ikke bruges til noget som helst. Min veninde spillede noget dejlig Mozart, som jeg udmærket kender, men selv da jeg var for mig selv, og der var blevet stille, hørte jeg fortsat Mozart i 4½ time inde i hovedet. Jeg forsøgte diverse afledning, fx at se lidt TV, men det hjalp ikke.

Da jeg var kommet hjem og havde drøftet det igennem med psykologen, tog jeg det op med mine venner. Og de sagde: “Jamen hvorfor sagde du det ikke bare, så vi kunne have slukket?”

Få dage efter stødte jeg på dette billede, der passer perfekt til situationen:

Hvem har ansvaret for særhederne?

De kunne ikke gætte sig til min følsomhed overfor støj. Ansvaret var mit.

Bolden er for længst lagt død, men jeg skrev mig dette bag øret.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

For og imod inklusion

For og imod inklusion

TV Avisens indslag om inklusion

For og imod inklusion

For og imod inklusion

TV Avisen havde et interessant indslag om inklusion her i tiåret for “inklusionsloven”. Der var billeder fra “Filsted” skole, men de må have ment “Felsted”, for der er ikke noget, der hedder “Filsted”.

Der havde man vældig succes med en ordning, hvor der var både en lærer og en form for pædagogisk konsulent tilstede i timerne. Børnene var af gode grunde begejstrerede, fordi de selvfølgelig kunne få dobbelt så meget hjælp, opmærksomhed og voksenkontakt.

Det blev oplyst, at det koster en halv million at have et barn i en specialklasse; men de sagde ikke noget om, hvorvidt det var årligt, om det var i hele barnets skoletid eller lignende.

Enhedslisten var imod inklusionsloven

Regeringen og KL indgik i 2012 aftalen om at inkludere flere børn med særlige behov i folkeskolens almindelige undervisning, jf. “Aftaler om den kommunale og regionale økonomi for 2013”. Aftalen havde som mål, at 96 pct. af eleverne i folkeskolen skulle modtage almindelig undervisning efter 2015. Tallet skulle stige fra 94,4 pct., jf. “Omstilling til øget inklusion” fra Undervisningsministeriet. Samlet betød det, at 10.000 specialundervisningselever skulle inkluderes i den almindelige folkeskole.

Enhedslisten stemte imod inklusionsloven (lov nr. 379 af 28. april 2012) – ikke fordi de var imod inklusion, men fordi de mente, at inklusionen kun ville lykkes, hvis der var de nødvendige økonomiske rammer for det. Partiet blev stemt ned, da det fremsatte beslutningsforslag om, at finansloven for 2015 skulle rumme midler, der bevirkede, at inklusionen kunne blive en succes, og der fx kunne etableres tolærerordninger.

Retrospektivt…

Det skulle altså tage 10 år, før bare nogle kommuner indser, at noget må gøres og tager skeen i den anden hånd.

Da jeg var barn, blev jeg ganske automatisk “inkluderet”, og det var ikke særlig sjovt.

  1. For det første blev jeg mobbet meget gennem alle årene i folkeskolen (fra 1970 til 1980), fordi jeg var så anderledes på stort set alle punkter:
    • fordi jeg på nogle klassetrin blev udnævnt til hjælpelærer,
    • fordi jeg kunne både læse og regne, før jeg kom i skole,
    • fordi jeg lærte hurtigere end de øvrige,
    • fordi jeg aldrig fik kammerater, eftersom vi flyttede konstant,og jeg nåede at gå i fem forskellige folkeskoler,
    • fordi jeg hadede fritidshjemmet og kun havde en ven der: hesten ved navn “Olga”, og
    • fordi jeg aldrig havde det “rigtige” tøj.
  2. Adskillige frikvarterer blev brugt på skoletoilettet (og sådan nogle er pr. definition ulækre, ildelugtende og fyldt med gennemblødte papirhåndklæder), og
  3. Det var ugleset, at jeg stort set ikke lavede lektier. Det havde jeg ikke grund til, for jeg gentog bare, hvad læreren havde sagt den foregående time. Andet forventedes ikke. Selvstændig tænkning blev der først behov for i de ældste klasser. Stilene, blækregningen og den slags blev jeg selvfølgelig nødt til at ordne.

Havde man dengang haft specialklasser for børn med særlige behov “til den gode side”, var jeg vel landet der, og det havde været langt bedre. Noget, der helt sikkert kunne være afhjulpet, var de sociale vanskeligheder. Måske var der nogen, der kunne have taget hånd om alt det, jeg ikke kunne. Det faglige var uproblematisk, og det var i vidt omfang problemet: det gjorde mig anderledes, og jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg kunne “blive som de andre”.

Drømmen om privatskole

Jeg husker tydeligt, at jeg drømte om at gå på privatskole, da jeg havde en forestilling om, at det sådan et sted ville være et mindre problem, at det faglige var uproblematisk. Men det var der selvfølgelig ikke penge til; med voksen-briller vil jeg mene, at der ikke blev prioriteret sådan. Om det er en fejlslutning, er jeg ikke klar over. Måske er jeg urimelig? Der er ikke nogen at spørge – og det er sådan set godt nok.

Jeg korresponderer med en anden med Aspergers syndrom, som også slægtsforsker. Vi er jævnaldrende. Hans oplevelse af folkeskolen er en helt anden: han var “ham den sære”, men han havde mange kammerater og let ved det sociale. Så man behøver ikke have haft en svær tid i folkeskolen, men mit klare indtryk er, at det var/er en prøvelse for mange på Autismespektret.

Mine drømme indfriedes på det toårige Statens Kursus til Studentereksamen; jeg var fx vild med både tysk og latin, fordi der var så herligt meget orden i sagerne. Det var logisk og derfor nemt. Engelsk var derimod ikke min kop te. Det var for løst i fugerne. Herpå fulgte selvfølgelig Købehavns Universitet på et studie, hvor der også var orden i sagerne. Glemt var årene fra 1970 – 1980 – Gudskelov.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.