De farlige polariseringer
Hvem tør lytte?
De farlige polariseringer
Jeg synes, der bliver flere og flere af dem, og derfor bliver der i stigende grad behov for rummelighed overfor det uforståelige og “de andre”.
Slår man ordet “polarisering” op i Den Danske Ordbog, får man følgende at vide
proces eller udvikling hvor noget, fx holdninger, udtryk eller sociale grupper, splittes op i skarpe modsætninger
Polarisering nr. 1: Israel ctr. Hamas
Jeg havde en bekendt, der vedblev at sige, at krigen i Gaza ville være slut, så snart Hamas frigav gidslerne, selvom jeg kunne bevise, at Netanyahu allerede for meget længe siden har sagt, at han vil have hele Gaza, koste hvad det ville.
Vedkommende ville overhovedet ikke høre om de døde børn i Gaza men vedblev at sige, at Israel har ret til at forsvare sig. Jeg vil aldrig komme til at forstå, hvordan små børn kan udgøre en trussel for staten Israel. Jeg vil aldrig bifalde, at man opererer børn uden bedøvelse.
Det endte med, at jeg afbrød relationen. Jeg blokerede vha. en firewall vedkommendes adgang til mit website, jeg sørgede for at mails fra vedkommende aldrig vil nå frem til min indbakke, og jeg blokerede vedkommende på telefonen. Jeg kunne ikke udholde hans holdninger.
Debatten Israel ctr. Hamas udgør i høj grad en polarisering. Forstår man palæstinensernes lidelser i Gaza, er man en venstreorienteret Hamas-tilhænger – evt. kommunist eller det, der er værre. Siger man, at Hamas’ angreb i Israel den 7. oktober var en brutal svinestreg, er man Zionist.
Polarisering nr. 2: Ulvediskussionen
Ulve-diskussionen er blevet en debat mellem jyder og sjællændere (københavnere især).
På Østerbro sidder københavnerne på café og spiser speltboller og drikker chaite, mens barnevognen trygt kan stå udenfor. I Jylland kan man ikke gå tur med hunden, uden den er i snor. For der lurer en ulv på hvert af de imaginære gadehjørner.
Jyderne skriver på Facebook til københavnerne, at lovgivningen er, som den er, fordi de ikke ved noget om naturen og de invasive arter. Selvom der gives en økonomisk kompensation for de hegn, der skal sættes op rundt om fårene, er det et indgreb i den personlige frihed – måske ligefrem overtrædelse af nogle grundlovssikrede rettigheder.
Polarisering nr. 3: Neurodivergente versus neurotypiske
Som neurodivergent har man hele livet fået at vide, at man var anderledes, mærkelig eller i sidste instans dum, og at det var de neurotypiske, der var de “rigtige”. Min egen skolegang var et mareridt, blandt andet fordi jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, eftersom jeg er fra en nomadefamilie. Det er slet ikke godt for et barn med Aspergers syndrom, men da jeg var barn i 1960’erne/1970’erne, havde man jo ikke “opfundet” diagnoserne; man havde dårligt nok opfundet barndommen. Man måtte bare tage sig sammen.
Selv kom jeg fx aldrig over i højdespring, for selvom jeg stod sidst i rækken og således kunne se, hvordan alle de andre før mig gjorde, kunne jeg simpelthen ikke regne ud, hvordan jeg skulle hoppe op i luften og deroppe parallelforskyde min krop ind over stangen for at lande på madrassen. Utallige er de gange, jeg landede på asfalten foran madrassen. Det gjorde pokkers ondt. Jeg ramte heller aldrig bolden i rundbold.
Til gengæld læste jeg helt frivilligt fysikbøger, fra jeg gik i femte klasse, og jeg elskede at sætte bøger på plads på skolebiblioteket hos frk. Christensen. For der var ro og forudsigelighed – og duften af bøger var andeledes dejlig end stanken af madpakker i klasseværelset efter spisefrikvarteret.
Os på autismespektret har ofte kæmpet for at være i verden. Gudskelov er der langsomt – men sikkert – ved at opstå en opblødning i denne polarisering. Virksomheder vågner op og diagnoser er ikke længere fremmedord. De fleste ved lidt om, hvad autismespektret er for en størrelse, og de har måske hørt om “popcornhjerner”, når de skal prøve at forstå mennesker med ADHD/ADD.
I går hørte jeg en fantastisk episode af GladPodcast, hvor Bo Rygaard fortæller om den gryende forståelse i “Fremtidens teams kræver forskellige hjerner”, men også at det ikke er nok at være ih så forstående, man skal også gide at være med, når det bliver lidt besværligt, at en enormt dygtig medarbejder ikke kan møde kl. 8 og ikke trives i en kantine.
Polarisering nr. 4: Traktordemonstrationerne
Traktordemonstrationerne når landmænd – ligesom Trump – mener, at det der med klimaforandringer og CO2-reduktioner er noget venstreorienteret pjat. Det er nok noget, de dovne DJØF’ere har skabt i de regneark, der er en del af alt det overflødige bureaukrati, vi har her i landet. Sandheden er, at landmændene slet ikke har råd til at betale en klimaafgift. [Her håber jeg, du forstår ironien.]
Lyt for pokker
Nu blev denne artikel lidt lang, fordi jeg faldt ned i erindringerne i “Polarisering nr. 3”, og det var jo egl. ikke meningen.
Min pointe er bare, at vi mangler redskaber til at lytte og forstå “de andre”. Sådanne redskaber udvikler Özlem Cekic i Brobyggerne – Center for dialogkaffe. Et af Özlems centrale statements er, at vi skal turde dialogen med dem, vi er mest uenige med. Jeg synes, hun har fat i noget centralt, for det er enormt svært. Som polarisering nr. 1 viser, er jeg ikke selv for god.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]
