Indlæg

/12 Kommentarer/i , /af ,

Om autistisk dræning og sjov slægtsforskning

Om autistisk dræning og sjov slægtsforskning

Når fem er mange for en autist

Om autistisk dræning og sjov slægtsforskning

Topbilledet er fra dagens gåtur og hænger ikke sammen med dagens emner. Det var bare så dejligt at gå min daglige tur om Rebæk Sø, hvor folk smilede. Folk smiler, når solen skinner. De glæder sig nok til foråret.

Om autistisk dræning og sjov slægtsforskning

I lang tid (flere år) har jeg haft det sådan, at fem mennesker er mange for mig. Jeg ville i virkeligheden rigtig gerne på højskole, for jeg elsker højskolelivet; fx elsker jeg at synge fra Højskolesangbogen. Problemet er, at jeg drænes for energi, når jeg er sammen med flere end ca. fem mennesker.

Her kommer et eksempel:

I Hvidovre findes en spændende forening for slægtsforskere ved navn “Sokkelund Slægtsforskere”. Tirsdag i sidste uge gik jeg derned for at høre et foredrag om “Straffeakter og politiprotokoller” ved Michael Dupont, som er en virkelig god foredragsholder. Det varede et par timer, og det var rigtig godt! Jeg sad bare og lyttede til Michaels guldkorn. Jeg skulle ikke gøre noget, jeg skulle bare være tilstede. Jeg talte en smule med min sidemand, men det var også det hele.

Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke “falde ned”. Jeg sov ikke før kl 03, og dagen efter orkede jeg ikke andet end at ligge under min kugledyne. Jeg orkede end ikke at tænde mit højtelskede slægtsforskningsprogram Legacy. Det sker meget sjældent. Jeg følte mig udbrændt, hvilket selvfølgelig ikke er det store problem, når jeg ikke er på arbejdsmarkedet. Men det siger mig, at det er en god idé ikke at investere 5.000 kr. i en uge på højskole. Jeg ville skulle lade op mindst en uge efter.

Når jeg ser psykologen igen, vil jeg spørge, om hun har idéer til, hvordan jeg kan undgå denne dræning. Jeg har intet imod at være sammen med mig selv, men det ville da også være rart bare en gang imellem at være sammen med andre fx i et fagligt fællesskab. Jeg tror ikke, det er så sundt helt at slippe koblingen til verden.

Erindringer

Om autistisk dræning og sjov slægtsforskningDa jeg – i forhistorisk tid – var barn, havde man ikke “opfundet” Aspergers syndrom eller andre diagnoser på autismespektret. Man var bare nødt til at gøre det, der forventedes af et barn. Oplevelsen i slægtsforskningsforeningen den tirsdag aften, fik mig til til at mindes et par situationer fra min barndom:

  1. Af en eller anden grund var det populært, at børn skulle på kanotur på Gudenåen. Det har formentlig været i 7. eller 8. klasse, og det varede en uge. Jeg husker det som rædsomt, for der var ingen steder med fred og ro at søge tilflugt til.
  2. En periode, mens vi boede i Vollsmose, gik jeg på fritidshjemmet ved navn “Pyramiden”, (der blev revet ned i 2004 – tænk at det har holdt så længe). Jeg husker mest støjen på byggelegepladsen og min tilflugt til shetlandsponyen “Olga”, der heldigvis var tavs. Hvis jeg fik lov at holde fri fra at gå derhen efter skoletid, skulle jeg være sammen med Psykopaten. Det var valget mellem pest eller kolera.

Slægtsforskning er rigtig sjovt, når det er svært

I Nykøbing Sjælland var der midt i 1700-tallet to mænd, der hed Jørgen Andersen. En af dem er min ane – men hvem af dem? Den ene er glarmester og den anden er skomager, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvilken af dem, der er min 5 * tipoldefar, og jeg har ikke lyst at køre ud ad et galt spor, for det er pokkers svært at rette op på det.

Om lidt tager jeg et stykke A3-papir, og prøver at danne et overblik over det, jeg ved, og hvad der kan være rigtigt og forkert. Udgangspunktet vil være en “fadderanalyse”, som jeg elsker at lave:

  • Hvad hedder de to Jørgen Andersens børn og børnebørn?
  • Og hvem står fadder til diverse børn?
  • Passer tingene overhovedet sammen?

Begyndelsen på det hele er min 4 * tipoldemor Ingeborg JØRGENSDATTER (1758 – 1817), der var gift med Christian Friderich WAPPENSCHNUR, der døde 1814 i Nykøbing. De to føler jeg mig ret sikker på.

Ingeborgs dåb: Holbæk Amt, Ods, Nykøbing Sjælland, 1741-1777, EM, Fødte, Viede, Døde – opslag: 42 af 148 opslag:

“1758. Mandagen den 22 Maÿ blev Jørgen Andersen Glarmester og Hustrue Elisabeth Sørensdatter, liden Datter ført til Daaben, døbt 26. ejusdem af Hr. Thorebÿe og kaldet Ingeborg. Madamme Anne Kirstina Birch, Sr. Dideric Svarers Hustru bage hende til Daaben; Madamme Anna Splet(?). Sr. Johan Holms Hustrue holt henne. Fadderne vare Maria Jens Daatter, tien Jens Matsen, Kierstine Jespers D. Karen Christens Daatter tj. Sr. Bruun, Willatz Hansen, Daglejer Johan Berthelsen Skomager Svend mødte(?) og(?).

NB: Disße foranførte Madammer frembage icke dette Barn. ___ Bodil Jens D.t. hr. Sørens bage hende, Birthe Jensdatter t. hr ___ Holm holt(?) Grunn(?)”

Det passer bare ikke ret godt med folketællingen i 1787 i følge hvilken, hun skulle være født sådan ca. 1751, og det er en ret stor misvisning – men de tidlige folketællinger er generelt ikke videre troværdige så måske …

1. Christian Wabensnor, 41, gift, Logerende, Skomager
2. Ingeborg Jørgensdatter, 36, gift, hans kone
3. Marie Christiansdatter, 11, ugift, deres datter
4. Frederik Christiansen, 8, ugift, deres søn
5. Jacob Christiansen, 7, ugift, deres søn
6. Ellen Christiansdatter, 3, ugift, deres datter
7. Morten Christiansen, 1, ugift, deres søn

Der venter mig et par sjove timer – eller måske dage. Det er det med logikken, der tiltaler mig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i /af

Inklusion på bekostning af børnene – er det rimeligt?

Inklusion på bekostning af børnene - er det rimeligt?

Vi har ikke råd til børn med særlige behov

Inklusion på bekostning af børnene – er det rimeligt?

TV Avisen 18:30 havde i aftes den 30. januar og også aftenen før et indslag med en lille pige ved navn Ellen, der kan være i børnehave ca. 15 – 20 minutter, når mor vel at mærke er med. Nu skal hun starte i skole i en helt normal klasse, og det glæder hun sig forståeligt nok ikke til. Pigen har en autismespektrumforstyrrelse, idet hun er diagnosticeret med infantil autisme.

Fra skolestart i år skal alle børn i Randers Kommune som udgangspunkt starte i folkeskolen. Og Randers er ikke den eneste kommune. Kommunernes Landsforening (KL) har i denne uge meldt ud, at flere børn skal inkluderes i den almene folkeskole.

Når man læser, hvad de skriver, ser det selvfølgelig både godt og rigtigt ud. Følgende er kopieret fra KLs hjemmeside den 31. januar:

“Samarbejde på tværs af alle i og omkring dagtilbud, skole og fritid

Alle kommuner er i gang med at udvikle de almene læringsmiljøer, styrke kvaliteten af dagtilbud og skoler og skabe bedre deltagelsesmuligheder for flere børn og unge i almene fællesskaber. Nogle har taget de første skridt, andre er godt på vej. På Børn og Unge Topmødet 2025 skal vi sammen inspirere og gøre hinanden klogere ved at vise de mange gode eksempler og visioner for fællesskaber for børn og unge, både i dagtilbud, skole og fritid.

Vi ved, at alle børn og unge har glæde og gavn af at spejle sig i mangfoldighed – både socialt og udviklingsmæssigt. Vi kan og skal derfor skabe bedre deltagelsesmuligheder i de almene læringsmiljøer, ikke mindst for børn og unge med særlige behov. Samtidig skal vi have specialtilbud af høj kvalitet for en mindre gruppe børn.”

Men hvordan hænger det sammen med alle de små klip og historier fra virkeligheden, som Danmarks Radio har bragt de seneste par dage? Jeg forstår det ikke.

“Succesfuldt inklusionsprojekt er for dyrt at udbrede”

Overskriften er kopieret fra en artikel på dr.dk om SISU-klasserne på Vamdrup Skole i Kolding Kommune. Det handler altså om penge! Men de penge, man investerer nu, er måske givet godt ud på lidt længere sigt?

Gad nok vide hvad det koster at tabe et barn på gulvet, så det aldrig færdiggør folkeskolen og måske en uddannelse? Autister er ikke dumme, men får de aldrig lært de basale færdigheder som at læse, skrive og regne kan man tro, de er dumme, og så får de aldrig et arbejde, hvorved de aldrig kommer til at bidrage til samfundet. Fremtidsudsigten kan bestå af en førtidspension. Det er temmelig dyrt.

I artiklen om SISU-klasserne bliver det fortalt, at Bo nu pludselig kan gå i skole, hvilket han ikke kunne tidligere. Det fremgår af artiklen:

“SISU-klasserne på Vamdrup Skole er særligt indrettede til at rumme 16 elever, hvoraf en fjerdedel har autisme. I alle timer er der tilknyttet to voksne, som har pædagogiske kompetencer til at håndtere børn med diagnoser.

Den særlige elevfordeling er noget af det, som er væsentligt, hvis flere børn skal inkluderes i de almene tilbud, lyder det fra inklusionsforsker Janne Hedegaard Hansen fra Københavns Professionshøjskole.”

“Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis det skulle fortsætte, så skulle der prioriteres mange flere midler”. Citat: Karen Albrechtsen, Skolechef Kolding Kommune. Og de midler vil man åbenbart ikke prioritere.

Noget er helt banalt

“På bordene i klassen er der høretelefoner, der sammen med lærerens mikrofon danner en direkte linje mellem lærer og elev. Og gør det muligt at lukke støj fra andre elever ude. For Bo betyder hjælpemidlerne, at han kan holde ud at være der.”

Det er vel ikke nogen stor videnskab at vide, at os med en autismespektrumforstyrrelse (selv har jeg Aspergers syndrom) meget ofte har svært ved at klare forskellige sanseindtryk? Støj kommer højt på listen over det ubærlige hos mange.

Husker du vor skoletid? Husker den så nøje …

Da jeg i forhistorisk tid gik både i almindelig folkeskole og på almindeligt fritidshjem, vidste man intet om fx autisme. Men jeg vidste, at støjen var forfærdelig. I klassen var der jo ikke noget at gøre, jeg måtte leve med det, men på fritidshjemmet flygtede jeg ud i stilheden til “Olga”, der var en shetlandspony. Jeg foregav at muge ud. Om jeg var særlig god til det, ved jeg ikke. Og Olga kunne jo (heldigvis) ikke tale.

Tænk hvis nogen havde foræret mig et sæt hovedtelefoner?

Jeg skulle blive en temmelig gammel dame, før en dygtig ergoterapeut i Distriktspsykiatrien i februar 2024 lavede en sanseprofil til mig, og lærte mig at bruge de ret dyre BOSE-hovedtelefoner, jeg på forhånd havde investeret i. Jeg havde været skuffet over dem, fordi jeg troede, at de bare skulle lukke al lyd ude, når jeg satte Noise Cancellation til det højeste niveau. Det viste sig, at idéen i virkeligheden er, at jeg skal lukke min egen “støj” ind, for derved at lukke anden støj ude. Nu kan jeg gå i butikker og bruge offentlige transportmidler, der typisk har tåbelig baggrundsstøj, fordi jeg hører en podcast, som jeg selv har valgt.

Med min frisør har jeg aftalt, at jeg bare altid får den sidste tid, for så kan han slukke for musikken. Det er også ret banalt.

Jeg har også problemer med lugte, og de er lidt sværere at gøre noget ved. Bare det at gå forbi et pizzeria er ubehageligt. Jeg har ikke fundet andre løsninger end at gå over på den anden side ad gaden. Men her hvor jeg bor, er der utrolig mange forskellige former for fastfood-restauranter på begge sider, så det er ikke let at slippe væk. Så må jeg i stedet holde vejret.

Jeg skal til Aarhus på et tidspunkt i løbet af foråret. Da det er ret dyrt med tog, var der en, der foreslog mig at tage bussen. Men bare tanken om folk, der åbner lugtende madpakker, får mig til at blive hos DSB.

I skolen hadede jeg at komme ind i lokalet efter spisefrikvarteret, fordi der stank af madpakker!

I min skoletid vidste man intet om autismespektrumforstyrrelser, og os med problemer, måtte bare leve med dem. I dag ved man en masse, men man siger, at det er for dyrt at agere på den viden. Børn skal med fandens vold og magt inkluderes, indtil de brænder ud. Er det rimeligt?

Inklusion på bekostning af børnene - er det rimeligt?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Om at gå på listesko

Om at gå på listesko

Har jeg PTSD?

Om at gå på listesko

Nogle siger til mig, at jeg er meget direkte. Psykologen siger, at jeg har en helt speciel måde at være i livet på. Begge dele er sikkert sandt.

Det at være direkte hænger helt sikkert sammen med Aspergers syndrom. Selv synes jeg, at det gør livet nemmere at sige tingene, som de er, og jeg synes selv, jeg gør det på en respektfuld måde. Jeg er faktisk et både pænt og ordentligt menneske, jeg orker bare ikke at skulle passe på, hvad jeg siger og gør – endsige at indrette mig efter andres idéer.

Jeg har lige været i en situation, hvor en anden person ville bestemme over mine processer, der blandt andet går ud på at gøre en ting færdig ad gangen og dernæst at skippe den af, så den er væk fra mit bord. Det vil jeg ikke finde mig i. Jeg blander mig jo ikke i andres processer og deres måde at arbejde på.

Har jeg PTSD?

Psykologen har ofte sagt, at jeg havde “PTSD-lignende symptomer”, så da jeg så hende primo januar, spurgte jeg ligeud, om hun troede, jeg havde PTSD, men at hun bare ikke måtte sige det, da hun ikke har tillægsuddannelsen i psykiatri? Derfor fik vi en længere samtale om det.

Indledningsvist sagde hun “Det er et meget svært spørgsmål at svare på. Havde du ikke haft din autismespektrumforstyrrelse, ville jeg ubetinget svare ja”. Men da jeg, på grund af min Aspergers, ikke er et føle-menneske har alle de nedslag, der har været, ikke taget bolig i mig. Man kan på mange måder sige, at min autismespektrumforstyrrelse har været en beskyttelsesfaktor. Jeg har haft (og har) en enorm modstandskraft mod alskens mærkværdigheder, så jeg nærmest har udviklet en resistens mod dem.

Mit liv har kun i korte perioder været så “normalt”, som det er nu. Det har for det meste været præget af kaos, men jeg har håndteret kaos ved hjælp af en enorm modstandskraft. Jeg er en ekstrem overlever og har fundet en helt speciel måde at være i livet på. Ting jeg oplever, går ikke rent ind hos mig, men ville gøre det hos andre, fordi jeg ikke er et føle-menneske. Min drivkraft er evnen til at undersøge, sætte i system og derved bevare kontrollen. 

Havde jeg haft PTSD, ville det have været det, der kaldes en “kompleks PTSD” på grund af de mange og forskelligartede nedslag. En almindelig PTSD går ud på, at et menneske har været udsat for en enkelt forfærdelig oplevelse, som bliver ved at forfølge det. Man ved ikke, hvorfor nogle udvikler PTSD, mens andre ikke gør. Det er eksempelvis ikke alle soldater, der vender hjem med PTSD, uagtet de har oplevet grusomme ting under en udsendelse. Det er noget ved det enkelte menneske, der bevirker, at de udvikler PTSD, men som nævnt ved man ikke fra forskningen, hvad dette “noget” er.

For at stille diagnosen PTSD (enten almindelig eller kompleks) skal man også se en varig personlighedsændring, og det har jeg gudskelov ikke.

Den sidste beskyttelsesfaktor er en stolthed over den, jeg er. Jeg synes faktisk, jeg er okay, som jeg er. Selvfølgelig med alle mulige fejl og mangler men sådan er det jo at være menneske.

Jeg er glad for ikke også at have PTSD, men det var vigtigt for mig at få snakken med hende. Jeg går ikke rundt med drømmen om flere diagnoser. Jeg synes, jeg har tilstrækkeligt, selvom det er sådan, at passer jeg mine ECT-behandlinger, passer den bipolare lidelse sig selv. Det er jeg vældig godt tilfreds med.

Det, der driller, er autismen

Samtidig med at autismen er – og har været – en enorm beskyttelsesfaktor, er der noget ved den, der driller.

Hun sagde det så pænt “det, der driller dig, er autismespektrumforstyrrelsen. Du er god til at fordybe dig, men man kan sige, at du ikke er så god til at lave relationer”. Jeg rettede hende og sagde: “Nej jeg kan sgu ikke finde ud af det”, for det er jo sandheden. Jeg trives godt alene, men selv jeg har jo behov for nogen/noget en gang imellem.

Skal jeg være i verden – hvilket jeg både gerne vil og skal – skal der være et fagligt fællesskab mellem mig og andre, og der skal være en form for respektfuld ligefremhed. At gå på listesko orker jeg i hvert fald ikke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Fordele og ulemper ved en autismespektrumforstyrrelse

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Det “sociale” driller mig mere og mere, og det havde jeg en længere samtale med psykologen om i den forgangne uge. Hun har heldigvis stor erfaring fra sine mange klienter med en autismespektrumforstyrrelse.

Så længe jeg passer ECT-behandlingerne, passer den bipolare lidelse sig selv, hvilket jeg er mere end lykkelig for. Jeg hader behandlingerne, da den hermed forbundne dødsangst er stigende, men det må vi (psykologen og jeg) jo finde ud af.

Til gengæld fylder autismen mere og mere, uden jeg kender årsagen, men det gør egentlig ikke noget. Jeg har det jo sådan, at der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af. Jeg elsker diagnosen, for den har ført til, at jeg endelig kunne blive den, jeg altid har været.

Jeg har længe vidst, at jeg ikke har noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget behov for dem. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke af og til har behov for at dele tanker og følelser; også jeg har behov for et vindue mod verden. Det har alle mennesker vel – men i varierende grad. De skal måske lukke vinduet op, men jeg kan nøjes med at kigge ud af det. Andre har måske behov for at gå ud at spise og småsnakke om hverdagshændelser siden sidst. Jeg foretrækker fællesskaber – virtuelle eller IRL – om en fælles (sær-)interesse.

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskabEt eksempel på et sådant fagligt fællesskab er arbejdet med sagskomplekset om Bodil Sørensdatter, der i dølgsmål i 1854 føder sit og svogerens døde barn.

Da jeg ikke selv er dygtig nok til hverken at finde de originale kilder i en retssag eller at tyde dem, har jeg aktiveret mit virtuelle netværk, og det har ført til sagens opklaring og en lang række artikler på hjemmesiden. Nederst på denne side findes en liste med de foreløbige links.

Det har kombineret mine særinteresser (slægtsforskning og historie) med det faglige fællesskab. Slægtsforskning er meget mere end datoer.

Hvis jeg skal have en eller flere venner

Hvis jeg atter skal indgå i en venskabelig relation, er det en helt afgørende forudsætning, at den bygger på gensidig respekt. Mit liv har budt på tilstrækkeligt mange ydmygelser, så dem behøver jeg ikke gentage. Jeg vil ikke længere “gøres forkert”, og jeg vil ikke længere skulle forsvare mig selv, mine holdninger og mine gerninger. I overført betydning og relaterende til billedet i toppen: man skal trække hinanden op ad bjerget – ikke skubbe ned ad det. Jeg synes sådan set, at jeg er okay, som jeg er, trods iboende fejl og mangler. Prisen i et venskab kan blive for høj.

Jeg er god til at være alene – jeg kan rigtig godt lide det, men det er ikke rart at føle sig ensom, og især jul, nytår og dagene derimellem er en svær tid. Der er lidt “Den lille pige med svovlstikkerne” over det. Man ved, at flertallet er sammen med deres nærmeste, og selv er man alene. Jeg føler mig marginaliseret, hvilket selvfølgelig ikke er rart. Nu er det overstået for denne gang, og jeg ånder lettet op ved tanken om, at der er 10½ måned til hele cirkusset begynder forfra.

Sikke meget slægtsforskning og historiefortælling, der kan nås inden da.

Jeg vil gerne være social i et fagligt fællesskab

Links tilhørende historien om Bodil Sørensdatter

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.