Indlæg

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Specialisterne II

Specialisterne II

Tilbagemelding

Specialisterne II

I dag har jeg haft en god og åben drøftelse i telefonen med Sebastian fra Specialisterne, hvor jeg var til møde i tirsdags, fordi de søger at opbygge et mentorkorps, som deres konsulenter kan trække på. Det har jeg tidligere skrevet om her.

Specialisternes tilbagemelding er, at korpset ikke er modent nok endnu til at indbefatte en mentor, der ikke selv er helt stabil, men at min profil ellers havde passet perfekt.

Mine overvejelser

Selv var jeg kommet til den konklusion, at jeg ville svare bekræftende, men at jeg også var i tvivl på grund af det med stabiliteten eller rettere manglen på samme.

Altså er vi helt enige, men jeg ærgrer mig lidt, for det lød helt rigtigt, og jeg vil gerne kaste nogle kræfter efter noget fornuftigt og gerne noget, der involverer andre mennesker.

På den anden side set dur det ikke, at det er skrøbelige mennesker, der bliver afhængige af mig i et eller andet omfang, for jeg ved aldrig, hvornår jeg er væk i op til flere uger pga. en indlæggelse. Belært af erfaringerne fra 2014 og frem til nu tager jeg nærmest en dag ad gangen, og det har jeg det okay med.

Der dukker helt sikkert noget andet op, det kan være spændende at dykke ned i. Der er et stort ‘marked’ for frivillighed, og der er masser, man kan tage sig til. Det drejer sig bare om at finde det rette match. Det sker så tit, at folk siger ‘Genbrug’ som det første, hvis man nævner frivilligt arbejde. Der er bare en ting, der er sikkert, og det er, at jeg ikke skal stå i en genbrugsbutik!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Specialisterne

Specialisterne II

Et spændende møde

Jeg har været til et utrolig spændende og veltilrettelagt møde i den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne, der findes på denne hjemmeside og som beskæftiger mennesker med autisme og lignende diagnoser.

Anledningen var, at de søger mentorer til nogle af deres konsulenter, som altså i givet fald vil blive til mentees. Konsulenterne er alle at finde på autismespektret. Jeg faldt over et opslag på Facebook en dag og tænkte, at det muligvis kunne være noget for mig. Derfor skrev jeg til dem. Nogle dage efter blev jeg ringet op af Sebastian, der står for projektet, og vi fik en god og åben snak.

Jeg vil kunne gøre noget godt for et andet menneske, men jeg vil også selv få noget ud af det, og ‘arbejdsbyrden’ er overskuelig.

På grund af coronasituationen var vi kun to mødedeltagere og ikke et stort hold. Det oplevede jeg som rigtig godt, fordi der så var mere tid til dialog og refleksion. Det var spændende, at den anden ‘ansøger’ også har Aspergers syndrom.

Jeg har fulgt med på sidelinjen

Specialisterne blev oprettet i 2003 af Thorkild Sonne, da det gik op for ham, at hans søn på tre år havde infantil autisme. Da jeg dengang læste om det, sendte jeg en uopfordret ansøgning, men fik aldrig noget svar. Jeg var dengang ansat i Udenrigsministeriet og 42 år, men kunne se mig selv hos Specialisterne, der kun ville beskæftige mennesker med en diagnose på autismespektret. Det var mange år (faktisk 16 år) før, jeg selv fik konstateret Aspergers syndrom – men jeg vidste, hvor det snerpede henad allerede på det tidspunkt.

Når jeg læste om Specialisterne, genkendte jeg det med at være sær, introvert, nørdet, detaljeorienteret og kompromisløs.

I de 16 år, der er gået, har jeg fulgt lidt med på sidelinjen og læst om, hvordan virksomheden har udviklet sig. Det har været en spændende rejse, der har gjort, at de nu er repræsenteret i mange lande verden over med deres konsulentvirksomhed, der især tilbyder ydelser på IT-området. Det kan fx være test af IT-systemer, som vi autister er dygtige til, fordi vi evner at koncentrere os om detaljer i meget lang tid ad gangen og netop ikke går på kompromis.

Forventningsafstemning

Det var et åbent og ærligt møde, hvor vi alle tre smed (corona)-maskerne og fortalte om os selv.

De forventer/håber, at mentorerne kan afse 2-8 timer om måneden i minimum 12 måneder. Initiativet er nyt og udsprunget af coronakrisen, hvor mange af konsulenterne er blevet mere og mere ensomme og har lukket sig inde i sig selv. Det er ikke sundt.

Mentor og mentee skal gå en tur og tale om de udfordringer, mentee aktuelt oplever. Mentoren er ikke professionel eller coach eller lignende og skal på ingen måde forestille at være det. Opstår der noget, mentor ikke kan klare selv, vil man altid kunne trække på Sebastian som en backup. Fx skal mentor naturligvis ikke håndtere emner som selvskade, selvmord eller lignende tanker hos mentee. Mentor skal heller ikke gøre rent og vaske tøj eller lignende.

De forventer derimod, at man er empatisk, støttende, lyttende og motiverende i et samtaleforløb. Det synes jeg umiddelbart godt, jeg kan leve op til, men på samme måde som de skal tænke over, om det vil fungere, skal jeg selvfølgelig selv tænke over det i et par dage. De lægger op til, at man mærker godt efter, inden man siger enten ja eller nej.

Siger man ja, vil der blive afholdt et første møde mellem mentee, mentor og Sebastian, hvor parterne ser hinanden lidt an. Sebastian havde en del slides med, som han nu har sendt, og som jeg skal have nærstuderet, inden jeg træffer en beslutning, for jeg vil jo i bekræftende fald forpligte mig overfor et andet menneske, og den slags render man ikke lige fra.

Jeg har for mit vedkommende været ærlig om, at man næppe kan kalde mig for ‘stabil’ på grund af den affektive bipolare sindslidelse. Lige p.t. har jeg stort overskud, men jeg kan aldrig vide, hvornår jeg atter ligger i en seng på psyk. Sådan er det at være bipolar. Det har de selvfølgelig krav på at vide, netop fordi der opstår en forpligtelse overfor mentee.

Det er gennemtænkt

Der er ingen tvivl om, at de har tænkt meget over forløbet og rekrutteringen af mentorerne. Det er meningen, at mentorkorpset på sigt skal bestå af ca. 10-12 mentorer, fordi 90 pct. af konsulenterne har tilkendegivet, at de gerne vil have en mentor. Mentorerne vil – efter corona – skulle mødes og sparre hver anden eller tredje måned.

Jeg skal have kigget på de tilsendte slides, og jeg skal have tænkt mig om, men jeg er umiddelbart positiv. Nu er det spændende, om de også er positive. Sebastian vil ringe på torsdag, så vi kan udveksle de tanker, vi hver især har gjort os i lyset af mødet.

Vi blev præsenteret for en case, der vist nok var hentet fra det virkelige liv. Den handlede om Peter på 25 år, der boede alene, arbejdede 30 timer om ugen hos Specialisterne, men derudover sjældent kom ud af sin lejlighed i den mørke tid og forfaldt til Netflix. For et par måneder siden havde han fået konstateret diabetes. Den nye diagnose plagede ham meget. Hvad gør mentoren her? Jeg synes bestemt ikke, det var let at svare på, og det sagde jeg ærligt. Umiddelbart ville jeg nok gå på Diabetesforeningens hjemmeside og forsøge at lære lidt om diabetes, så jeg havde noget input i en støttende samtale. Måske er det et rigtig dumt svar fra min side, for Peter ville som autist selvfølgelig selv have søgt information om sin nye diagnose!

Det er spændende, hvordan det vil udvikle sig.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Det bedste til mig og mine venner

Det bedste til mig og mine venner

Gasolin 1977:

Det bedste til mig og mine venner

…De siger hva’ ska’ du ha’ min dreng
Jeg si’r det bedste
Til mig og mine venner, ja ja ja.
Billy var på speed i Herstedvester
Ca. sytten dage på pip pip…

Nummeret hedder ‘Det bedste til mig og mine venner’ og er fra 1977.

Jeg tænker på det, fordi jeg begynder at savne mine venner. Min bedste ven fylder 75 år i dag. Det eneste jeg kunne gøre var at sende en buket. Det føles lidt tomt. Jeg ville så gerne have været forbi bare et par timer og give et knus og sådan.

Normalt er jeg ikke særligt selskabelig, og trives fint alene, for sådan er det at have Aspergers syndrom, men nu har jeg været alene længe nok. Jeg er ved at få lidt pip pip af mit eget selskab. Jeg savner gode frokoster, gode middage, spil og grin ansigt til ansigt og møderne med journalisten og præsten.

Jeg arbejder normalt hjemmefra, så det er ikke fordi, jeg savner mine kolleger. Dem er jeg vant til kun at tale i telefon med.

Facetime og Skype er fint i en nødsituation, som dette er, men det er bare ikke det samme at tale sammen på den måde.

Træt af det

I det hele taget er jeg træt af Corona. Det betyder ikke, at jeg ikke tager det alvorligt, for det gør jeg helt bestemt, men i erkendelse af, at jeg alligevel ikke kan gøre noget ved det, har jeg for længst besluttet kun at se TV avisen 18:30 og så undlade al resten. Jeg er alligevel magtesløs. Nu overlader jeg trygt ansvaret til alt vores dygtige sundhedspersonale, der knokler i denne tid.

Jeg holder mig hjemme for ikke at tære på deres knappe ressourcer.

Frygt

Frygt er at være bange for noget konkret. Den aften, hvor det var annonceret, at statsministeren skulle holde pressemøde kl. 19 og dronningen ville tale kl. 20, blev jeg grebet af frygt. Hele dagen gik jeg og tænkte: ‘hvad skal der nu ske?’ selv efter de to udsendelser havde været vist.

Frygten ville ikke forlade mig. Til sidst begyndte jeg at frygte for at dø af Corona, hvilke var helt pip pip, da jeg ikke er i en risikogruppe. Jeg gik rundt og rundt om mig selv – til sidst ringede jeg til Psykiatrifondens telefonrådgivning, og kom til at tale med en vældig flink mand oppe i årene. Det var ham, der rådede mig til at skrue ned for nyhedsstrømmen.

Dagen efter begyndte det at gå bedre.

Nu er det forår, og jeg har lavet en aftale med en veninde om at gå en tur i morgen. Det er nok en god strategi.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i /af

At leve med Aspergers syndrom

At leve med Aspergers syndrom

Bare lidt forskelligt

At leve med Aspergers syndrom.

Det bekommer mig ikke så vel, at det nu bliver så tidligt mørkt; men jeg prøver at afværge følelsen af mørket ved at tænde stearinlys, drikke god kaffe og høre gammel musik. Og i øvrigt tænke på, at der nu er mindre end en måned til lyset vender tilbage. Det kan da heller ikke være sandt, at der skal være dage, hvor det nærmest er mørkt kl. 15.

Den gamle musik

Måske husker du Anne Grete og Peter Thorup fra 1980’erne til midt i 1990’erne? Nogle siger, hun havde en ‘skærebrænderstemme’; jeg kan nu godt lide stemmen, og jeg synes, teksterne har et godt jazzet indhold. En af mine Facebookvenner har købt et stykke vinyl med hende, og det fik mig til at se efter, om hun ikke skulle være på Spotify – og sørme jo det er hun. Jeg er meget glad for mit Premiumabonnement der og hører meget musik. Og med det nye headset, betalt af firmaet, kan der komme godt med volumen på. Så mærkes mørket mindre.

Julearrangement i firmaet

Jeg skulle hente noget ude i Interflora i torsdags og dumpede lige ned i et julearrangement kl. 17. Jeg kom kl. 14 og blev inviteret til at deltage. Jeg sagde ‘ja tak’ for ikke at virke sær og for at vise min interesse for kollegerne. Men mine kernekompetencer er det jo ikke. Jeg bliver sitrende og nervøs ved den slags, men det kommer jo ikke dem ved. Jeg mærker min Asperger kraftigt i sådanne situationer.

De tre timer brugte jeg sammen med en uhyre sød og hjælpsom kollega, hvor jeg kunne få stillet de sidste spørgsmål, lytte med på hendes samtaler og se det system, de bruger til at se på flowet pr. buket, hvis kunderne ringer ind for at spørge til fx status for ordren. Det system har jeg ikke adgang til, det kunne jeg ellers godt tænke mig, men det er nok ikke meningen med mit job.

Kl. 17 gik det løs med gløgg, æbleskiver og fremstilling af juledekorationer. Jeg ejer ingen kreativ åre, og pludselig var jeg alene med 35 fremmede mennesker. 1:1 med koncentration om det faglige går fint, men 1:35 går ikke. For ikke at virke mærkelig lavede jeg en juledekoration, der blev lokalets grimmeste, men der var vist ingen, der opdagede det. Allehånde materialer var ellers til stede; vi sælger vel blomster og deslige?

Kl. 18:15 udnyttede jeg et ubemærket øjeblik til at liste hjemad; men damned, mens jeg stod og ventede på taxaen, kom en kollega ned for at ryge, og så fik vi en rar lille sludder. Igen 1:1 går fint.

Sådan er mit liv med Aspergers syndrom.

Jeg har ikke noget til gode hos Vorherre

Jeg har en ven, der er rigtig god til at finde gode lydbøger og anbefale dem til mig. Så nu er jeg i gang med Merete Stagetorns erindringer: ‘Jeg har ikke noget til gode hos Vorherre’, som bare er 4 timer og 5 minutter lang. Jeg startede i aftes, men da jeg havde hørt 15 pct., gik Nota godt og grundigt ned, så grundigt at de først er kommet op her i eftermiddag. Så har jeg noget at lave. Jeg ser frem til at tale med min ven om bogen på fredag.

Du må have en god søndag.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.