Indlæg

/i , /af ,

Jeg hader Messenger, SMS mv.

Jeg hader Messenger, SMS mv.

Moderne kommunikation med en gammel autist

Jeg hader Messenger, SMS mv.

Det er svært at få folk til at forstå, at jeg ikke bruger Messenger, SMS mv.

Og jeg kan godt forstå dem, eftersom det kan være praktisk, da man ikke behøver at kende en e-mailadresse på forhånd. Det er imidlertid uhyre let at finde mig med Google og derpå er det også meget let at finde min e-mailadresse. Herudover har jeg en hel kontaktside til formålet. Så det kan ikke være så svært. Og nej, det er ikke langsomt at kommunikere med mig via e-mail, for jeg henter e-mails fra serveren hvert andet minut.

Jeg kan slet ikke følge med, og jeg får stresssymptomer af det tempo, andre mennesker kan putte ind i Messenger, SMS mv. De sender ofte adskillige beskeder afsted, mens jeg kun er i gang med at svare på besked # 1. Så ved jeg ikke, om jeg skal følge trop eller samle op. Jeg vælger typisk det sidste, da jeg synes, det er uoverskueligt med 25 små beskeder af 1½ linje, hvor jeg ikke ved, hvad der hører sammen, i stedet for en lang besked.

Jeg forsøger således på at “opdrage” lidt på dem, der skriver til mig ad de veje – men det virker ikke særlig godt. Det erkender jeg blankt.

Folk gør sig ikke umage med en besked på Messenger, SMS mv.

Hvis jeg ikke kender folk, forekommer det mig umådelig uhøfligt bare at skrive indholdet uden i det mindste at starte med “Hej” eller lignende og slutte med “Venlig hilsen” eller lignende.

Typisk vil folk gerne have et eller andet fra mig, som kræver min tid: et svar, support eller lignende. Så er det mindste, man kan gøre, vel at skrive dels en starthilsen, dels en sluthilsen? I dag kommunikerede jeg med en kvinde, der i hvert fald var i bedsteforældrealderen (mindst jævnaldrende med mig selv). Hun skrev glad og gerne derudad uden hverken “Hej” eller “Venlig hilsen”. Det provokerer mig altså. Jeg forsøgte mig med at gøre præcis det modsatte i minimum fem omgange. Det hjalp ikke. Jeg ved ikke, om jeg gider hjælpe hende.

Det forekommer mig også at være udtryk for manglende umage at skrive en besked i 25 dele. Hvis man vil mig noget, og det er altid fint, jeg hjælper altid gerne, hvis der er noget, jeg har forstand på, men så forventer jeg sådan set, at man på forhånd har gjort sig klart, hvad man vil og samler det i en mail.

Det sker, jeg åbner Messenger på min iPad/iPhone; det er ikke ret tit, så der kan jeg opleve, at der ligger en syv dage gammel besked via Messenger, som ikke vises, hvis jeg anvender Messenger på min PC. Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke, og jeg gider heller ikke undersøge det. Forleden spurgte en eller anden, hvordan jeg var i familie med XYZ. Det kunne han selv have fundet ud af ved at trykke på knappen “Slægtskab”, der vises ved alle personer på min TNG-side. Jeg gider ikke besvare grundløse og/eller dumme henvendelser.

For fremtiden reagerer jeg ganske enkelt ikke

Af alle disse årsager har jeg besluttet, at jeg for fremtiden ikke reagerer på hverken Messenger, SMS eller lignende tjenester. “Du er ikke alene” jfr. Sebastian, hvis du ikke får svar. Nu må jeg desværre bare tage hårdere metoder i brug, da min generelle opfordring om at sende en e-mail eller ringe, ikke synes at have haft effekt. Endnu engang: vil du mig noget, så send en e-mail eller ring, så hjælper jeg altid gerne med det, jeg evt. måtte vide noget om.

Jeg kan simpelthen ikke processere alle de “små ting” inde i min hjerne. Jeg føler mig i alarmberedskab, og det vil jeg ikke.

Andre autister forstår mig uden videre

Det var så rart, da jeg i dag kommunikerede med en eller flere, der også har Aspergers syndrom. Så snart jeg havde skrevet det om stresssymptomerne, forstod de uden videre, hvad jeg mente; og så var der ikke mere palaver om, hvorvidt det var i orden at overgå til e-mails. Det var virkelig dejligt ikke at skulle starte med Adam og Eva endnu en gang.

Jeg skal hjælpe dem med noget med sprog, som jeg jo synes er så sjovt. Jeg glæder mig allerede.

 

/2 Kommentarer/i , /af ,

Særligt sensitiv eller bare autist?

Særligt sensitiv eller bare autist?

Gud og hvermand var “Særligt sensitiv”

Særligt sensitiv eller bare autist?

For et par år siden var Gud og hvermand “særligt sensitiv”, men det er “lissom” gået i sig selv igen. I hvert fald synes jeg ikke længere, jeg ser så mange opslag på Facebook om det.

Selv er jeg bare en “højtfungerende autist”, som opfanger enhver lyd og lugt. Og selvfølgelig konsistenser.

Lydene

Jeg har efter mange år taget mig sammen til at bede både taxachauffører og frisøren om at slukke for deres baggrundsstøj. Det er mig, der er kunden, og derfor synes jeg, jeg kan bede om det – selvfølgelig på en pæn måde. Jeg har syntes, at det var svært at bede om det, men tidligere var taxaturen eller turen i frisørstolen lidt af et mareridt. Jeg sad bare og talte minutterne til det gik over/var forbi.

Hos min iranske frisør tager det ca. 15 minutter at få lokkerne rettet til; men 15 minutter hver sjette uge med (tåbelig) reklamefinansieret radio kan være svære at udholde, når lydene fylder hele hjernen. Efter 15 minutter skulle jeg hjem og lade op resten af dagen. Jeg spurgte, om han ville slukke? Det ville han gerne, for for ham var det bare en art lydtapet, han alligevel ikke lyttede til. Det var der bare.

Det er langsomt, men sikkert, gået op for mig, at det er sådan andre “normale” mennesker har det med lydtapeterne. De er der bare, og de hører det først, når det ikke er der. Så tænker jeg jo: “Jamen hvorfor skal det så overhovedet være der?”

Jeg køber ind i en Coop, hvor de ved “default-kassen” (altså den der altid er åben) har en lille skærm med reklamer for alverdens unyttige produkter. Produkterne promoveres af en sælger-mandestemme, der på ingen måde appellerer til mig. Jeg vil aldrig i livet købe noget af det. Det er hårdt at stå i kø der, men det må jeg jo gøre, når der ikke er andre åbne kasser. Jeg har tjekket, om jeg kan rive et eller andet stik ud for at få det til at holde op. Det er ind til videre ikke lykkedes mig.

Jeg har venner i Thy, der har lyd overalt. Når vi ses igen, har jeg lovet at minde dem om, at det ikke går med mig. De vil gerne slukke, de er dejlige mennesker, der gerne vil tage hensyn. Faktisk var de kede af, at jeg ikke bare “åbnede kæften”, idet de ikke kan gætte mine behov. Og det er jo rigtigt. Jeg har ikke oplevet et eneste sted, der ikke gerne vil tage det hensyn. Det drejer sig altså om at få modet til at sige “Det går slet ikke med mig”.

Lugtene

Ved min Coop er der en eller fast food-ting, der sælger forskellige former for indisk mad. Når de har gang i pander og gryder, fylder lugten hele området, hvor man skal betale og pakke sine varer. Andre “normale” mennesker generes nok ikke af det, de lægger sikkert ikke en gang mærke til det, men jeg kan først trække vejret normalt, når jeg er ude i fri luft igen.

Jeg har prøvet at spørge personalet i Coop, om stanken ikke generer dem? De ryster bare lidt opgivende på hovedet. De føler nok ikke, de kan gøre noget ved det.

“Konsistenserne” alias “De finder vej til min madlavning”.

Af min udredning for autisme lærte jeg blandt andet, at det er helt almindeligt, at maden ikke skal pladres sammen på tallerkenen, for så opfatter jeg det som en art mos. Jeg synes, ingredienserne skal ligge hver for sig på tallerkenen og ikke rodes sammen. Jeg foretrækker, at kunne smage tingene hver for sig. Det har gode råvarer krav på.

Hertil kommer, at jeg foretrækker at vide, hvordan ingredienserne var i deres rå form, og at konsistensen i et eller andet omfang skal bevares. Jeg foretrække at smage på det hele, før det varmebehandles.

Et par eksempler:

  • Hvis opskiften siger, at champignonerne skal hakkes fint, hakker jeg dem groft, så jeg stadig kan genkende dem.
  • Hvis opskriften siger, at løgene skal hakkes fint, hakker jeg dem groft.
  • Tomaterne skal ikke finthakkes; de skal grovhakkes, når jeg vil kunne genkende dem.
  • Jeg smager på alt (undtagen kylling pga. risikoen for Salmonella), inden det varmebehandles, for så ved jeg, hvordan det var i sin oprindelige form. Og det gør mig godt.

Jeg er klar over, at I “normale” ikke tænker sådan. Jeg kan imidlertid slet ikke lade være.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Nytårsaften er for mig et støjhelvede

Vær velkommen 2023

Nytårsaften er for mig et støjhelvede

Jeg bor på en affyringsrampe aka Hvidovre Torv og jeg elsker at bo her årets 364 dage, men den sidste er et mareridt af støj. Jeg siger selvfølgelig til mig selv, at det er da kun en dag om året, og det skal jeg kunne bære. Og det kan jeg også – men behageligt er det ikke.

Jeg har aldrig nogensinde brudt mig om nytårsaften. Den skal “gå over”, så verden kan blive normal igen. Nu ved jeg hvorfor: Støjen er synderen.

Herudover er jeg ræd for fyrværkeriet og har aldrig selv sat ild til noget. Faktisk er jeg ikke nået længere end til stjernekasterne. Jeg har ikke noget i mod at se på fyrværkeriet, for det er da flot, men jeg foretrækker at være inde og kigge ud på det.

Der sker et eller andet i min hjerne, når der er støj: Støjen fylder 50 eller måske 75 pct. og de procenter, der måtte være tilbage, kan ikke bruges til noget som helst. Jeg forsøger at lave et eller andet, men det virker ikke … Jeg kunne lige så godt sætte mig til at glo ud i luften, men så bliver tiden, fra ca. 15 (hvor mareridtet begynder) til ca. 02, meget lang, så det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg kan til gengæld godt lide den form for stilhed, der hviler over 1. januar, hvor det er som om, verden er død eller i hvert tilfælde ubefolket.

Støjen udløser en vanvittig træthed, som jeg ikke er herre over. Natten til i dag sov jeg således mere end 12 timer. Det er helt, som når jeg har forsøgt at være “normal” altså været sammen med flere mennesker på en gang. Så skal hjernen også restituere i mange, mange timer. Det er unaturligt for mange, men jeg kender selvfølgelig rumlen og kan bare indrette mig, fordi jeg ved, hvad der kommer. Jeg skal fx ikke lave en aftale til 1. januar kl. 10:00 – men der ville alligevel næppe være nogen at lave den med.

Støjfølsomheden er et helt normal fænomen for mange med autisme. Om det er almindeligt at blive så vanvittigt træt, er jeg ikke klar over.

Dronningens nytårstale

Jeg har altid set dronningens nytårstale, for jeg synes, hun er en klog kvinde, der på elegant vis udpeger problemer, der enten bør løses eller allerede er løste. Klassikeren er vel fra 1984 med de “dumsmarte bemærkninger”? Alle, der var bare lidt voksne dengang, kan citere de ord og måske endda huske i hvilken sammenhæng, de faldt.

Der er en eller anden sportsgren, der går ud på at gætte, hvad hun vil sige. Efter talen skal vi så høre om, hvad hun har sagt. Det bliver tygget for os, hvis vi nu ikke kan fordøje det på anden vis. Det er lidt trættende, men det står selvfølgelig enhver frit for ikke at tænde for det.

Jeg så lidt af gennemtygningen på DR1, hvor de gik meget op i trakasserierne i den kongelige familie, som dronningen talte åbent om. Det kunne jeg nu også have gættet, hun ville nævne, for hvad ville der være sket, hvis hun ikke gjorde det? Og det er noget mange mennesker er gået meget op i. Personligt er jeg inderligt ligeglad med, hvem der har hvilke titler. Når det hele bliver for indviklet for dem, sender de alligevel Mary på banen for at redde kastanjerne ud af ilden og gyde olie på vandene. Og det er hun god til.

Var det overraskende, at hun talte om den russiske invasion af Ukraine? Nej det var da ej. Og igen: hvad var der sket, hvis hun ikke gjorde det? Jeg synes, hun sagde det på en fin måde, som også rummede referencer til hendes eget liv som krigs- og efterkrigsbarn, eftersom hun er født i april 1940. Hun sagde blandt andet:

Mange ukrainere er kommet til Danmark efter krigsudbruddet, og danskerne har taget godt imod dem. Mange har åbnet deres hjem, arbejdsplads, fodboldklub – og deres hjerter. Når vi hjælper hinanden, tænder vi lys i mørket. Det er det mindste vi kan gøre.

“… tænder vi lys i mørket …” er en fin reference til det mange af os stadig gør den 4. maj om aftenen: Vi tænder lys og mindes (måske bare fortællingen om) “de fem forbandede år” og tænker måske “Aldrig mere krig”. Det har jeg tænkt siden 1989, men det hjalp ikke. Krigen kom alligevel til Europa. Jeg havde simpelthen ikke troet, det kunne ske i min levetid. Jeg troede, vi var færdige med at slå hinanden ihjel; men det var naivt af mig.

Statsministerens nytårstale?

Nej, jeg tror ikke, jeg orker at høre på hende omtale af SMV-regeringens potentielle fortræffeligheder. SMV står normalt for små og mellemstore virksomheder, og det er sikkert derfor, den skal kaldes SVM-regeringen, men det andet havde ikke været så dumt.

Og jeg orker ikke at høre hende sige “Danskerne” i hver anden eller hver tredje sætning. Majestæten nøjedes med at sige det to gange. (Jeg har søgt talen igennem).

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Glædelig jul til læsere og brugere

Glædelig jul til mine læsere og brugere

Jul med Aspergers syndrom

Glædelig jul til læsere og brugere

Først og fremmest ønskes du en glædelig jul med dem, du (forhåbentlig) holder mest af at være sammen med. Forhåbentlig har forventningerne ikke været så store, at de kun kunne skuffes. Forhåbentlig kunne du lide gaverne og forhåbentlig fik du mandlen også i år. Tak for alle dine kommentarer og besøg på hjemmesiden i år. De betyder meget for mig.

Jeg er selvvalgt alene men ikke ensom. Der er stor forskel på de to begreber. Alle dage skal ikke være ens og flyde sammen i en grå masse – selv om jeg ligesom Dan Turell holder af hverdagen – så jeg har selvfølgelig også fortæret det meste af en and og temmelig meget risalamande. Der er også til i morgen. Jeg sluttede aftenen med midnatsmessen fra Peterskirken, som det sig hør og bør, og glædede mig over at høre Pave Frans lange ud efter Putin fra sin kørestol. Det er ikke tit, han er så politisk.

Jeg havde en dejlig invitation til at være sammen med ditto mennesker men valgte at takke nej, fordi samværet med mange mennesker er utrolig anstrengende for den autistiske hjerne. Den overloades og er i en form for konstant alarmberedskab. Det er sikkert vanskeligt for jer “normale” at forstå, men for mig og mange andre autister er det et livsvilkår.

Julen er traditioner og måske også minder. Man skal være sammen med familien, hvis man har en. Det holder de fleste af. Julen kan også være svær: børnene skal efter en skilsmisse være hos den tidligere ægtefælle, mor blev igen for fuld, anden var tør, der er måske sygdom og død i familien eller noget andet, der bevirker, at “juledrømmen” kan gå itu. Efter den store opbygning, der har varet to måneder, kan det være svært at leve op til “juledrømmen”. Nogle får ondt i maven fra slutningen af oktober ved tanken om, hvordan de får det hele arrangeret til alles bedste i år.

Mit liv er anderledes. Jeg er mere en huleboer, der skal tage mig sammen til at gå ud i verden, eftersom jeg helst vil være hjemme ved min PC og mine forskellige særinteresser. Ikke mange vil hygge sig juleaften med at sætte en server op.

Psykologen har flere med Aspergers syndrom i sin praksis. Hun fortalte, at det at gå ud i verden, for mange autister er noget, der helst skal overstås, inden man kan komme hjem i hulen igen. Selvfølgelig må man gøre det af og til, hvis man ikke vil ende med at være alt for sær, og jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget brug for dem. Skriftlig kommunikation og telefonsamtaler er min foretrukne måde at holde de sociale forbindelseskanaler vedlige på.

Apropos telefonsamtaler

Jeg har kontaktet Ældresagen (i ét ord) med henblik på at blive “Telefonven”. Det går ud på, at jeg med jævne mellemrum skal ringe et menneske op. Jeg har fortalt foretagendet lidt om mine interesser og præferencer og er spændt på, om de kan finde et match inden for tre måneder. Den flinke kvinde, jeg talte med, lød tvivlende. Kan det ikke lade sig gøre, er det ærgerligt, men det er bedre at være ærlig med det samme end at kede mig efter fire samtaler, så give op og dermed måske skuffe et andet menneske. Det ville ikke være ordentligt, og en vis form for ordentlighed er en vigtig værdi for mig.

Jeg er glad for diagnosen

Med diagnosen følger nemlig en blåstempling af det at være meget anderledes og noget sær (set fra manges synspunkt). Endelig kan jeg blive den, jeg altid har været.

De fleste autister er utrolig styrede af deres hjerne. “Normale” mennesker mærker måske som eksempel en forelskelse som et gryende begær, som de handler på og som Francesco Alberoni skrev allerede i 2002 i “Forelskelse og kærlighed” er det en momentan form for sindssyge. Og det er da også charmerende.

Nu er det temmelig mange år siden, jeg har været forelsket, men så vidt jeg husker 🙂 (Nej jeg ved det – det var et spagfærdigt forsøg på humor) startede det hele med en utrolig fascination af hendes intellekt og viden. Resten dukkede først op senere. Først hjerne, derpå sansning. Det er virkeligheden for mange autister, og det har ikke meget med sindssyge at gøre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.