Indlæg

/i , /af ,

Glædelig jul til læsere og brugere

Glædelig jul til mine læsere og brugere

Jul med Aspergers syndrom

Glædelig jul til læsere og brugere

Først og fremmest ønskes du en glædelig jul med dem, du (forhåbentlig) holder mest af at være sammen med. Forhåbentlig har forventningerne ikke været så store, at de kun kunne skuffes. Forhåbentlig kunne du lide gaverne og forhåbentlig fik du mandlen også i år. Tak for alle dine kommentarer og besøg på hjemmesiden i år. De betyder meget for mig.

Jeg er selvvalgt alene men ikke ensom. Der er stor forskel på de to begreber. Alle dage skal ikke være ens og flyde sammen i en grå masse – selv om jeg ligesom Dan Turell holder af hverdagen – så jeg har selvfølgelig også fortæret det meste af en and og temmelig meget risalamande. Der er også til i morgen. Jeg sluttede aftenen med midnatsmessen fra Peterskirken, som det sig hør og bør, og glædede mig over at høre Pave Frans lange ud efter Putin fra sin kørestol. Det er ikke tit, han er så politisk.

Jeg havde en dejlig invitation til at være sammen med ditto mennesker men valgte at takke nej, fordi samværet med mange mennesker er utrolig anstrengende for den autistiske hjerne. Den overloades og er i en form for konstant alarmberedskab. Det er sikkert vanskeligt for jer “normale” at forstå, men for mig og mange andre autister er det et livsvilkår.

Julen er traditioner og måske også minder. Man skal være sammen med familien, hvis man har en. Det holder de fleste af. Julen kan også være svær: børnene skal efter en skilsmisse være hos den tidligere ægtefælle, mor blev igen for fuld, anden var tør, der er måske sygdom og død i familien eller noget andet, der bevirker, at “juledrømmen” kan gå itu. Efter den store opbygning, der har varet to måneder, kan det være svært at leve op til “juledrømmen”. Nogle får ondt i maven fra slutningen af oktober ved tanken om, hvordan de får det hele arrangeret til alles bedste i år.

Mit liv er anderledes. Jeg er mere en huleboer, der skal tage mig sammen til at gå ud i verden, eftersom jeg helst vil være hjemme ved min PC og mine forskellige særinteresser. Ikke mange vil hygge sig juleaften med at sætte en server op.

Psykologen har flere med Aspergers syndrom i sin praksis. Hun fortalte, at det at gå ud i verden, for mange autister er noget, der helst skal overstås, inden man kan komme hjem i hulen igen. Selvfølgelig må man gøre det af og til, hvis man ikke vil ende med at være alt for sær, og jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget brug for dem. Skriftlig kommunikation og telefonsamtaler er min foretrukne måde at holde de sociale forbindelseskanaler vedlige på.

Apropos telefonsamtaler

Jeg har kontaktet Ældresagen (i ét ord) med henblik på at blive “Telefonven”. Det går ud på, at jeg med jævne mellemrum skal ringe et menneske op. Jeg har fortalt foretagendet lidt om mine interesser og præferencer og er spændt på, om de kan finde et match inden for tre måneder. Den flinke kvinde, jeg talte med, lød tvivlende. Kan det ikke lade sig gøre, er det ærgerligt, men det er bedre at være ærlig med det samme end at kede mig efter fire samtaler, så give op og dermed måske skuffe et andet menneske. Det ville ikke være ordentligt, og en vis form for ordentlighed er en vigtig værdi for mig.

Jeg er glad for diagnosen

Med diagnosen følger nemlig en blåstempling af det at være meget anderledes og noget sær (set fra manges synspunkt). Endelig kan jeg blive den, jeg altid har været.

De fleste autister er utrolig styrede af deres hjerne. “Normale” mennesker mærker måske som eksempel en forelskelse som et gryende begær, som de handler på og som Francesco Alberoni skrev allerede i 2002 i “Forelskelse og kærlighed” er det en momentan form for sindssyge. Og det er da også charmerende.

Nu er det temmelig mange år siden, jeg har været forelsket, men så vidt jeg husker 🙂 (Nej jeg ved det – det var et spagfærdigt forsøg på humor) startede det hele med en utrolig fascination af hendes intellekt og viden. Resten dukkede først op senere. Først hjerne, derpå sansning. Det er virkeligheden for mange autister, og det har ikke meget med sindssyge at gøre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , , , /af , , ,

Af og til er webmaster glad

Af og til er webmaster glad

Spørgeskemaet lukker snart

Af og til er webmaster glad

Tonny valgte at give sig til kende, da han udfyldte spørgeskemaet, der gennem snart lang tid har huseret i bunden af artiklerne. Skemaet lukker den 31. december (i år), så du kan også lige nå det, og jeg er glad for ethvert svar. Og selvfølgelig er jeg glad for, at de fleste respondenter er tilfredse, men det kan også være, at de utilfredse bare ikke svarer!

Tonny skrev blandt andet

Hej Stegemüller

Tak for at jeg må møde dig gennem dine erindringer. Jeg ville gerne fortælle dig hele min historie, for at du ville kunne forstå hvilken værdi dine artikler har for mig. Det er meget bekræftende at kunne få lov at se verden lidt med andres øjne og få lov at føle, man ikke er den eneste, som kan opleve verden mærkelig og svær at finde sin plads i. Jeg er langt fra færdig med at sondere dine artikler, ikke mindst dem om livets skole som autist; jeg glæder mig til at læse videre. Tak for dig og din flotte hjemmeside; ville bare lige skynde mig at lægge en venlig hilsen, mens dit spørgeskema endnu er åbent.

PS: Det er skide svært at lave hjemmeside, og ikke mindst at finde på noget at lave den om så der også er noget godt indhold for de besøgende. Din side er super flot, og dit indhold er super relevant. Det er virkeligt et flot arbejde, du laver.

Venlig hilsen Tonny

Sådan en kommentar kan jeg selvfølgelig kun blive ganske enormt glad over en kold fjerde søndag i advent. Du skal have mange tak Tonny.

Han rammer plet med “… opleve verden mærkelig og svær at finde sin plads i”. Det er præcis sådan, det er. Han har også Aspergers syndrom, og vi er fælles om det med “mærkelig” og “svær at finde plads i”.

Mange af os autister oplever den indbyggede ensomhed ved at foretrække vores eget selskab, fordi det er enormt anstrengende at være i et større fællesskab. Som et banalt og håndgribeligt eksempel sov jeg sidste år 15½ time efter fint og dejligt samvær med gode venner juleaften. Så det er ikke bare noget, jeg bilder jer ind eller finder på. Det er fysisk faktisk – og jeg var temmelig forvirret, da jeg vågnede til TV Avisen 18:30 første juledag.

Så må man vælge, og man må være rede til at tage konsekvenserne af sit valg. Det kan betyde, at der er glansbilleder, der blegner, hvilket man skal vænne sig til. Jeg har lige set gudstjenesten fra Odder Kirke (lidt for dreven østjysk sprogtone til min smag), men den i øvrigt gode prædiken drejede sig om “juledrømmen”, der bor inde i den snebold, vi alle gerne vil forme i julen, når “Der er ingenting i verden så stille som sne” (Helge Rode, 1886) er afsunget og har lavet aftryk på den virkelige verden, der så er blevet kridhvid og frostklar.

Sandheden er, at det faktisk er uhyre sjældent, vi har hvid jul. DMI fortæller, at vi kun har haft hvid jul ni gange siden 1900, hvilket svarer til ca. hvert 13. år. Men drømmen om den hvide jul deler vi, og jeg lagde mærke til, at folk smilede mere på de frostklare solskinsdage i den forløbne uge.

Hvorfor bliver autismen “værre”?

Som absolut hovedregel er jeg glad for diagnosen “Aspergers syndrom”, fordi jeg endelig kan blive den, jeg altid har været. Der gik 56 år, før det lykkedes i 2019, men jeg vidste det allerede fra 2003; psykiatrien strittede af en eller anden underlig årsag imod en udredning. Selv manglede jeg bare en, der ville skrive under.

Til sidst tog egen læge sagen i egen “receptblok” og skrev en henvisning til udredning. Jeg ville have psykiater Pia Bohn Christiansen, fordi hun har speciale i både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skulle være hende, fordi det er svært at mærke forskel på en sygelig mani (hører til bipolar) og naturlige særinteresser (hører til autisme). Hun var god, og hun fortalte på et tidspunkt, da vi var næsten igennem forløbet, at hun “vidste det fra dag et”.

Af og til kan jeg bare tænke, at det er som om, den fylder mere og mere, som om det bliver “værre”, som om den spænder mere og mere ben for mig især i relation til “det relationelle”. Værre er i citationstegn, fordi det ikke er noget slemt eller dårligt. Det har jeg selvfølgelig vendt med psykologen. Hendes tanke er, at det altid har været sådan. Tidligere har jeg bare ikke tilladt mig at mærke det og ikke været opmærksom, fordi jeg har haft travlt med fx karrieren. Det giver god mening.

Postscriptum

Om fire timer skal jeg tale kirkeret med “min præst”. Det glæder jeg mig til. Vi skal undersøge, om regeringen virkelig kan afskaffe (formentlig) Store Bededag.

Du ønskes i mellemtiden en glædelig og fredelig fjerde søndag i advent – eller måske den 18. for som en skrev den 9. december: “I dag har jeg åbnet den niende advendsgave”. Det er godt klaret, når der kun er fire søndage i advent.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Er lyset for de lærde blot

Er lyset for de lærde blot

Bare den jeg er

Er lyset for de lærde blot

Jeg kom til at tænke på Grundtvigs skønne “Er lyset for de lærde blot“. Han skrev den i 1839, men den har stadig værdi her knapt 200 år senere. Sangen står i Højskolesangbogen og på YouTube findes en herlig rytmisk version med Sankt Annæ Gymnasiekor. Det er desværre ikke muligt at linke til YouTube, så du må selv søge med Google.

For Grundtvig handlede “oplysning” om at blive klogere på livet. Livsoplysning og dannelse er ikke kun forbeholdt den lærde, men retter sig også mod bonden. Bonden er i denne forbindelse og for mig min morfar Carl Frederik Kristensen 1899 – 1982.

Måske er det svært at afkode denne artikel og at se sammenhængen, men for mig står den ret klart: Jeg bliver klogere på livet ved at komme hos psykologen. Jeg kommer med kaos og går ud med en orden, hvor tankerne atter vender den rigtige vej. Det er godt! Psykologen siger sin mening ligeud. Det kan jeg godt lide, idet jeg ikke er god til en “poleret overflade”, for der bliver så meget at fortolke.

Jeg er forskellig fra de fleste, men det er okay bare at være den, jeg er. Nogle synes, jeg er besværlig, irriterende, anderledes, for meget, forkert og for dum – men det må de om. Jeg har et godt liv. Jeg har rejst mig fra at være psykiatrisk patient til faktisk at leve et godt liv med styr på mig selv, økonomi, bolig og fremtid uden hverken ECT eller ret meget medicin. Jeg tager stadig 150 mg. Quetiapin, men det er primært for at styre søvnen. Jeg har klare billeder af egne styrker og svagheder; jeg ved, hvad jeg kan og ikke kan. Jeg vælger til og fra, står ved mine valg og kender konsekvenserne af dem. Dummere er jeg altså ikke.

Jeg er ærlig “ind til benet”. På den måde kan jeg komme til at overskride andres grænser. Det vil aldrig være intentionelt, og det beklager jeg på forhånd!

“Bolle, bøf, bolle”

Når man skal skrive en vanskelig besked, kan man med fordel bruge modellen med “Bolle, bøf, bolle” og det er en god model, fordi man kan få sagt svære ting på en ordentlig måde, fordi de bliver “pakket ind”.

Problemet kan være, at ens egne følelser bliver væk, og det kan komme til at se ud som om, afsenderen er en form for robot. Det kan også komme til at se ud som om, det er den anden, der er hele problemet.

Hold da op tænker jeg, så bliver “det relationelle” da enormt besværligt og det ved jeg slet ikke, om jeg orker at være en del af.

Jeg kan ikke gætte, hvad andre føler, og jeg orker heller ikke at forsøge – hvordan skulle jeg dog kunne det? Og er der ikke også noget om, at man skal “blive hos sig selv” og undgå at gætte på, hvad andre føler/oplever/mærker?

Det betyder ikke, at jeg ikke forsøger at være et ordentligt og empatisk menneske. For det gør jeg faktisk, og jeg arbejder på at blive bedre til det. En del af at komme hos psykologen er læreprocessen. Men det skønne idiom “It takes two to tango” fortæller alt. Jeg er ikke alene om at lave kaos i relationerne.

Hvis livet består af relationer?

For mange/de fleste mennesker består livet af relationer. Se bare på det der sker, når folk får børnebørn. Jeg kender en, der beskriver tiden med sit nu syv måneder gamle barnebarn som en “tidslomme”, hvor dagligdagens stress og problemer, inflationen, situationen i Iran og krigen i Ukraine simpelthen forsvinder for en stund, fordi samværet med barnet er det vigtigste i verden. Det er da smukt!

Det er helt almindeligt, at autister har det bedst i deres eget selskab, fordi samvær er super svært og man er på overarbejde rent mentalt. Selv har jeg det sådan, at jeg fint kan deltage i et samvær nogle timer, hvis grænserne er klare, for så kender jeg reglerne og ved, hvordan jeg skal være og gøre.

Når reglerne derimod er uklare, er overarbejdet endnu større. Der er en ligefrem årsag til, at jeg på det to-årige studenterkursus elskede latin, tysk og matematik, til at jeg elskede at studere og til at jeg blev jurist: Jeg elsker regler, for de er så uendeligt befriende. De efterlader typisk nul fortolkningsproblemer og nul tydningsproblemer.

I triste stunder tænker jeg, at jeg stort set kun kender mennesker, der får penge for at tale med mig. Der er en indbygget ensomhed i det.

I normale stunder er det helt fint at være alene. Jeg har fx kontakt til en 10 år yngre tidligere medpatient, der er så glad for muligvis endelig at have fundet en kæreste. Jeg lytter tålmodigt til fortællingen om den potentielt spirende forelskelse og tænker samtidig “Godt det ikke er mig!”.

“Folk” synes, jeg er kategorisk/firkantet/stejl/kompromisløs/sort-hvid og hvad de nu ellers har sagt gennem årene. Det må de om. Jeg synes, jeg er okay med tilføjelsen, at jeg arbejder på at forbedre mig. Mere kan man vel egentlig ikke forlange af et menneske?

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Undgå at skrive forretningsmæssigt

Undgå at skrive forretningsmæssigt

Start med en følelse

Undgå at skrive forretningsmæssigt

Når jeg skriver e-mails, ved jeg som oftest, hvad jeg vil skrive, før jeg går i gang. Jeg sidder ikke og “broderer” undervejs. Af en eller anden dum årsag – som ikke en gang jeg kender – prøver jeg at spare på ordene: Jeg skriver, og herefter fjerner jeg de ord, der er overflødige. Jeg forestiller mig, at modtageren ikke gider læse alle de ord, der ikke er absolut nødvendige for at forstå budskabet.

Som bekendt bruger jeg ikke “figurer”/emojis, da jeg ikke ved, hvad de betyder. For mig ville det svare til at skrive noget på kinesisk eller med kyrilliske bogstaver. Jeg er klar over, at jeg er den eneste i denne verden, der ikke forstår dem, men sådan må det så være. Jeg er vant til at stå alene.

Jeg læser som oftest også korrektur og prøver at fange de værste “sprogforbistringer” (Bix’ ord – og tak for det).

Slutresultatet bliver temmelig “forretningsmæssigt”, siger psykologen, som derfor har lært mig nogle højst brugbare tricks. Jeg har lagt dem ved skærmen, så jeg husker dem.

Nummer 1 er “Start med en følelse”. Det er en god idé og det virker ret godt. Jeg tror, det bevirker, at modtageren er klar over, at jeg er et menneske, der er ham/hende venligt stemt og at det gør modtageren interesseret i budskabet.

Psykologen siger også, at det er håbløst gammeldags at starte med “Kære” og at slutte med “Kærlig hilsen”. Jeg synes, det er en noget modstridende melding, for det er da netop en implicit følelse sådan lidt a la: “Jeg kan hammergodt lide dig og det bliver jeg ved med at kunne”, som det jo ville være lidt sært at starte med. Nåh, men da hun tit har ret, så øver jeg mig nu i at skrive “Hej”, selvom jeg synes, det ser helt galt ud.

Jeg bakser med “det relationelle”

Lige p.t. er regel nummer 1 bare ikke tilstrækkelig. Jeg startede med en følelse og fik ditto retur, og det er selvfølgelig fint. Responsen var tydeligvis uhyre velovervejet og havde taget meget tid med masser af på den ene side og på den anden side. Jeg er bare i tvivl om konklusionen bortset fra, at den vist mest hælder til, at jeg på nogle områder er en stor idiot. Og det er sikkert sandt, for sådan er det vel for os alle en gang imellem?

“Folk” – og det indbefatter bl.a. min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrien – fortæller mig, at “relationer er bare bøvlede”. Det har “folk” nok ret i, men så tror jeg faktisk, jeg stiger af “det relationelle” og passer mine arkivalier i mit skønne nye hjemmekontor. Når jeg er sammen med mig selv, hvilket jeg er ret god til og har det rart med, gør/er/siger jeg ikke noget forkert.

Jeg er uendeligt træt af at gætte på, hvordan jeg skal være, for jeg kan ikke gætte det, og når jeg bare er mig selv sammen med andre, er jeg forkert. Selv hæfter jeg det op på autismen, som jeg synes bliver mere og mere fremtrædende (bliver jeg bare mere og mere mig selv?), men min kontaktperson siger “psykodynamisk”, som jeg ikke helt ved, hvad er for en størrelse.

Inden jeg stiger af det relationelle, har jeg dog fået skubbet en ekstra tid ind hos psykologen. Det er nok en god idé.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.