Indlæg

/6 Kommentarer/i /af

Er lyset for de lærde blot

Er lyset for de lærde blot

Bare den jeg er

Er lyset for de lærde blot

Jeg kom til at tænke på Grundtvigs skønne “Er lyset for de lærde blot“. Han skrev den i 1839, men den har stadig værdi her knapt 200 år senere. Sangen står i Højskolesangbogen og på YouTube findes en herlig rytmisk version med Sankt Annæ Gymnasiekor. Det er desværre ikke muligt at linke til YouTube, så du må selv søge med Google.

For Grundtvig handlede “oplysning” om at blive klogere på livet. Livsoplysning og dannelse er ikke kun forbeholdt den lærde, men retter sig også mod bonden. Bonden er i denne forbindelse og for mig min morfar Carl Frederik Kristensen 1899 – 1982.

Måske er det svært at afkode denne artikel og at se sammenhængen, men for mig står den ret klart: Jeg bliver klogere på livet ved at komme hos psykologen. Jeg kommer med kaos og går ud med en orden, hvor tankerne atter vender den rigtige vej. Det er godt! Psykologen siger sin mening ligeud. Det kan jeg godt lide, idet jeg ikke er god til en “poleret overflade”, for der bliver så meget at fortolke.

Jeg er forskellig fra de fleste, men det er okay bare at være den, jeg er. Nogle synes, jeg er besværlig, irriterende, anderledes, for meget, forkert og for dum – men det må de om. Jeg har et godt liv. Jeg har rejst mig fra at være psykiatrisk patient til faktisk at leve et godt liv med styr på mig selv, økonomi, bolig og fremtid uden hverken ECT eller ret meget medicin. Jeg tager stadig 150 mg. Quetiapin, men det er primært for at styre søvnen. Jeg har klare billeder af egne styrker og svagheder; jeg ved, hvad jeg kan og ikke kan. Jeg vælger til og fra, står ved mine valg og kender konsekvenserne af dem. Dummere er jeg altså ikke.

Jeg er ærlig “ind til benet”. På den måde kan jeg komme til at overskride andres grænser. Det vil aldrig være intentionelt, og det beklager jeg på forhånd!

“Bolle, bøf, bolle”

Når man skal skrive en vanskelig besked, kan man med fordel bruge modellen med “Bolle, bøf, bolle” og det er en god model, fordi man kan få sagt svære ting på en ordentlig måde, fordi de bliver “pakket ind”.

Problemet kan være, at ens egne følelser bliver væk, og det kan komme til at se ud som om, afsenderen er en form for robot. Det kan også komme til at se ud som om, det er den anden, der er hele problemet.

Hold da op tænker jeg, så bliver “det relationelle” da enormt besværligt og det ved jeg slet ikke, om jeg orker at være en del af.

Jeg kan ikke gætte, hvad andre føler, og jeg orker heller ikke at forsøge – hvordan skulle jeg dog kunne det? Og er der ikke også noget om, at man skal “blive hos sig selv” og undgå at gætte på, hvad andre føler/oplever/mærker?

Det betyder ikke, at jeg ikke forsøger at være et ordentligt og empatisk menneske. For det gør jeg faktisk, og jeg arbejder på at blive bedre til det. En del af at komme hos psykologen er læreprocessen. Men det skønne idiom “It takes two to tango” fortæller alt. Jeg er ikke alene om at lave kaos i relationerne.

Hvis livet består af relationer?

For mange/de fleste mennesker består livet af relationer. Se bare på det der sker, når folk får børnebørn. Jeg kender en, der beskriver tiden med sit nu syv måneder gamle barnebarn som en “tidslomme”, hvor dagligdagens stress og problemer, inflationen, situationen i Iran og krigen i Ukraine simpelthen forsvinder for en stund, fordi samværet med barnet er det vigtigste i verden. Det er da smukt!

Det er helt almindeligt, at autister har det bedst i deres eget selskab, fordi samvær er super svært og man er på overarbejde rent mentalt. Selv har jeg det sådan, at jeg fint kan deltage i et samvær nogle timer, hvis grænserne er klare, for så kender jeg reglerne og ved, hvordan jeg skal være og gøre.

Når reglerne derimod er uklare, er overarbejdet endnu større. Der er en ligefrem årsag til, at jeg på det to-årige studenterkursus elskede latin, tysk og matematik, til at jeg elskede at studere og til at jeg blev jurist: Jeg elsker regler, for de er så uendeligt befriende. De efterlader typisk nul fortolkningsproblemer og nul tydningsproblemer.

I triste stunder tænker jeg, at jeg stort set kun kender mennesker, der får penge for at tale med mig. Der er en indbygget ensomhed i det.

I normale stunder er det helt fint at være alene. Jeg har fx kontakt til en 10 år yngre tidligere medpatient, der er så glad for muligvis endelig at have fundet en kæreste. Jeg lytter tålmodigt til fortællingen om den potentielt spirende forelskelse og tænker samtidig “Godt det ikke er mig!”.

“Folk” synes, jeg er kategorisk/firkantet/stejl/kompromisløs/sort-hvid og hvad de nu ellers har sagt gennem årene. Det må de om. Jeg synes, jeg er okay med tilføjelsen, at jeg arbejder på at forbedre mig. Mere kan man vel egentlig ikke forlange af et menneske?

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Undgå at skrive forretningsmæssigt

Undgå at skrive forretningsmæssigt

Start med en følelse

Undgå at skrive forretningsmæssigt

Når jeg skriver e-mails, ved jeg som oftest, hvad jeg vil skrive, før jeg går i gang. Jeg sidder ikke og “broderer” undervejs. Af en eller anden dum årsag – som ikke en gang jeg kender – prøver jeg at spare på ordene: Jeg skriver, og herefter fjerner jeg de ord, der er overflødige. Jeg forestiller mig, at modtageren ikke gider læse alle de ord, der ikke er absolut nødvendige for at forstå budskabet.

Som bekendt bruger jeg ikke “figurer”/emojis, da jeg ikke ved, hvad de betyder. For mig ville det svare til at skrive noget på kinesisk eller med kyrilliske bogstaver. Jeg er klar over, at jeg er den eneste i denne verden, der ikke forstår dem, men sådan må det så være. Jeg er vant til at stå alene.

Jeg læser som oftest også korrektur og prøver at fange de værste “sprogforbistringer” (Bix’ ord – og tak for det).

Slutresultatet bliver temmelig “forretningsmæssigt”, siger psykologen, som derfor har lært mig nogle højst brugbare tricks. Jeg har lagt dem ved skærmen, så jeg husker dem.

Nummer 1 er “Start med en følelse”. Det er en god idé og det virker ret godt. Jeg tror, det bevirker, at modtageren er klar over, at jeg er et menneske, der er ham/hende venligt stemt og at det gør modtageren interesseret i budskabet.

Psykologen siger også, at det er håbløst gammeldags at starte med “Kære” og at slutte med “Kærlig hilsen”. Jeg synes, det er en noget modstridende melding, for det er da netop en implicit følelse sådan lidt a la: “Jeg kan hammergodt lide dig og det bliver jeg ved med at kunne”, som det jo ville være lidt sært at starte med. Nåh, men da hun tit har ret, så øver jeg mig nu i at skrive “Hej”, selvom jeg synes, det ser helt galt ud.

Jeg bakser med “det relationelle”

Lige p.t. er regel nummer 1 bare ikke tilstrækkelig. Jeg startede med en følelse og fik ditto retur, og det er selvfølgelig fint. Responsen var tydeligvis uhyre velovervejet og havde taget meget tid med masser af på den ene side og på den anden side. Jeg er bare i tvivl om konklusionen bortset fra, at den vist mest hælder til, at jeg på nogle områder er en stor idiot. Og det er sikkert sandt, for sådan er det vel for os alle en gang imellem?

“Folk” – og det indbefatter bl.a. min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrien – fortæller mig, at “relationer er bare bøvlede”. Det har “folk” nok ret i, men så tror jeg faktisk, jeg stiger af “det relationelle” og passer mine arkivalier i mit skønne nye hjemmekontor. Når jeg er sammen med mig selv, hvilket jeg er ret god til og har det rart med, gør/er/siger jeg ikke noget forkert.

Jeg er uendeligt træt af at gætte på, hvordan jeg skal være, for jeg kan ikke gætte det, og når jeg bare er mig selv sammen med andre, er jeg forkert. Selv hæfter jeg det op på autismen, som jeg synes bliver mere og mere fremtrædende (bliver jeg bare mere og mere mig selv?), men min kontaktperson siger “psykodynamisk”, som jeg ikke helt ved, hvad er for en størrelse.

Inden jeg stiger af det relationelle, har jeg dog fået skubbet en ekstra tid ind hos psykologen. Det er nok en god idé.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Hvem har ansvaret for særhederne?

Hvem har ansvaret for særhederne?

Solsikkesnoren er kommet for at blive

Hvem har ansvaret for særhederne?

Jeg har anskaffet mig en “solsikkesnor”. Når konceptet bliver mere kendt, vil flere vide, at os med snoren har et usynligt handicap. Jeg har læst, at mange autister bruger snoren allerede nu.

Om den kan siges at “virke”, ved jeg ikke helt, men jeg var på Københavns Hovedbanegård, som jeg ikke bryder om på grund af de mange mennesker, der løber rundt mellem hinanden og på grund af støjen. Jeg havde snoren om halsen og synes muligvis, at det var lidt lettere at være der, end det plejer.

Mangler man et ben eller en arm, sidder man i kørestol el.lign., er handicappet synligt og folk tager (forhåbentlig) af den grund hensyn. Det er anderledes med de usynlige handicaps. Der må et eller andet til, som gør, at folk alligevel kan se det. Her tror jeg, solsikkesnoren kan være med til at ændre noget i fremtiden. Jeg glæder mig allerede.

Støjfølsomheden

Jeg besøgte nogle venner, der er utrolig kærlige og gæstfrie, men jeg kunne faktisk ikke holde ud at være der, for de havde musik overalt: i badet, i baggrunden, i bilen og sikkert også andre steder end noget med “b” som startbogstav. Jeg led bogstaveligt talt i to dage, fordi jeg ikke bare var ærlig at spørge: “Årh, det går ind i min hjerne, kan vi slukke?” Jeg troede, de havde behov for baggrundstapetet, og da jeg var gæst i deres hjem og nød deres gæstfrihed, indordnede jeg mig selvfølgelig, men det betød også at jeg led.

Det er sikkert svært for andre at forstå den overdrevne støjfølsomhed. Men støj går ind i min hjerne og fylder 75 pct. af den, og de resterende 25 pct. kan ikke bruges til noget som helst. Min veninde spillede noget dejlig Mozart, som jeg udmærket kender, men selv da jeg var for mig selv, og der var blevet stille, hørte jeg fortsat Mozart i 4½ time inde i hovedet. Jeg forsøgte diverse afledning, fx at se lidt TV, men det hjalp ikke.

Da jeg var kommet hjem og havde drøftet det igennem med psykologen, tog jeg det op med mine venner. Og de sagde: “Jamen hvorfor sagde du det ikke bare, så vi kunne have slukket?”

Få dage efter stødte jeg på dette billede, der passer perfekt til situationen:

Hvem har ansvaret for særhederne?

De kunne ikke gætte sig til min følsomhed overfor støj. Ansvaret var mit.

Bolden er for længst lagt død, men jeg skrev mig dette bag øret.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Fra psykolog til sparringspartner

Fra psykolog til sparringspartner

Jeg kan vist selv

Fra psykolog til sparringspartner

Jeg var hos psykologen i går. Det var – som altid – godt. Vi fik vendt mange ting fx:

  • det med min glæde over min nye halvsøster og hvordan jeg bedst håndterer det,
  • min forvirring over det med min fars ungdomskærestes børn/oldebørn,
  • hvordan jeg passer på min pensionisttilværelse samtidig med, at jeg er glad over måske at kunne bruges til noget hos specialsport.dk, og så kort
  • skal jeg holde en “pause”? Jeg kommer jo ikke med noget “tungt”. Jeg har det godt!

En del af det kom til at handle om, hvor skønt det må være for jer uden autisme at sanse i stedet for at lede efter regler.

Os med autisme leder ofte efter regler om det ene og det andet (og det tredie), og vi ved ikke, hvad/hvordan man gør, når der ikke er nogen regler. Er man på autismespektret, er regler vidunderlige, for så ved man, hvordan man skal håndtere de fleste situationer.

Der er mange dele af autismespektret, der ikke passer på mig, men denne del gør helt bestemt. Jeg har svært ved “det relationelle”, som det så smukt hedder. Det er derfor, det ville have været så dejligt med en servicekat. En kat stiller ikke så mange spørgsmål.

Mht. min fars ungdomskæreste

Jeg kommer og banker på og gerne vil have “noget”, uagtet det er lidt uklart hvad, bortset fra at det er noget med familie, noget med tilhørsforhold og ikke at være frit i luften svævende. Her må jeg have lidt videre rammer for andre mennesker – også selvom jeg synes, det er underligt, familien ikke svarer på SMS’er mv. I min verden er det sådan, at har man fået en SMS, svarer man på den inden for “rimelig tid” (hvad det så end er, men det er et herligt juridisk begreb).

Svarer man ikke, er det – stadig i min verden – fordi man ikke vil mig af en eller anden årsag. Jeg regner så med, at det er mig, der har gjort et eller andet forkert eller er noget galt med. Jeg regner med, at der er noget galt, og dette “noget galt” kan jeg ikke regne ud, hvad er. Det er en del af min egen “ordentlighed” at svare indenfor “rimelig tid”. Jeg fatter ikke de ca. 120 ting, der kan gøre, at folk ikke får det gjort. De kan holde ferie osv. … Sådan er min verden bare ikke. Jeg forstår det simpelthen ikke. Psykologen er sød at kalde det “ordentlighed”, men man kunne også kalde det for “firkantethed”.

Jeg er efter i dag klar over, at det nok er mig, der tager fejl. Jeg har intet imod at blive gjort klogere! Det er derfor, jeg kommer.

Mht. specialsport.dk

Psykologen så vældig bekymret ud, da jeg berettede om projektet, så jeg måtte selvfølgelig spørge hvorfor, når jeg nu havde sagt det med at passe på min pensionisttilværelse, som jeg er så umådeligt begejstret for.

Hendes relevante bekymring er, at det kan være starten på en glidebane, fordi jeg til enhver tid vil gøre alt for at leve op til de forventninger, der stilles til mig. Får jeg en eller anden form for kompensation for to timer, arbejder jeg 20, og det dur ikke. Jeg bliver for nemt opslugt af uløste problemer; uanset jeg går ud ad døren, arbejder jeg stadig med problemerne. Jeg bliver for taknemmelig over at kunne bruges til noget, og jeg bliver enormt let opslugt af interessante opgaver. Det bliver let en anelse manisk, og det går bare ikke. Er der noget, der ikke harmonerer, er det bipolar affektiv sindslidelse plus Aspergers syndrom plus stress.

Jeg for længst sagt og skrevet til virksomheden, at jeg er bange for at sige “ja” til en masse, som jeg derefter må indse, jeg ikke kan gabe over og så efterfølgende måtte svigte. Psykologens vinkel er en anden: Som hun kender mig siden 2015, ved hun, at jeg aldrig i livet vil svigte andre/en opgave; jeg vil derimod nemt svigte mig selv – og det har hun ret i. Jeg mærker ikke, hvornår tingene tilter – eller det gør jeg måske nok, men først når det er på den anden side af galt. Der skal jeg bare ikke ud (igen).

Her kan firkantetheden faktisk komme mig til gode. Jeg bliver nødt til at opstille mine krav til, hvordan dette bliver rigtigt for mig – ikke for dem. Og det skal stå knivskarpt for begge parter. Ændrer forholdene sig, må der genforhandles. Den klare aftale skal være skriftlig, så den er klar for begge parter.

Mht. pausen

I et par måneder har jeg tænkt på at holde “pause”, eftersom jeg har det godt og ikke kommer med emner, der kræver en hardcore “psykolog-psykolog”. Jeg er på ingen måde klar til at sige “farvel” (endnu en gang), men “på gensyn” vil måske være fint nok?

Jeg har mere brug for en sparringspartner, for en der der kender mig godt, som stiller op for mig og som jeg kan trække på, når der er behov for det. Nogle af hendes klienter samler lidt til bunke i et par måneder og laver så en aftale. Det kunne jeg også forestille mig at gøre, fordi jeg så får det bedste af alle verdner: det store kendskab og en enorm tryghed kombineret med fleksibiliteten.

Jeg sidder og græder – men det er okay

Hvert år den 2. august tænker jeg på min (eneste) barndomsven: Bjarne Olesen. Det var hans fødselsdag. Han kunne være blevet 59 år i dag. Jeg har husket hans fødselsdag hele mit liv. Datoen er af en eller anden grund prentet ind i min hjerne.

For syv år siden valgte han at slutte livet. Jeg genlæste, hvad jeg skrev på dagen for hans bisættelse fra Præstø Kirke. Det var en meget speciel dag. Og det er specielt at sidde syv år efter og læse om den store ensomhed, jeg forestillede mig, han følte, og som jeg genkendte.

Uha.