Mens vi venter
Mens vi venter på jobcenteret får godkendt min virksomhedspraktik…
Statens It har udfyldt den relevante blanket og sendt den af sted. Nu er meldingen fra Koncern HR, at der kan gå op til 14 dage inden godkendelsen er på plads. Når jeg selv taler med jobcenteret, siger de, at de kan gøre det fra dag til anden. Hvad skal man tro? Jeg er jo bare interesseret i at komme i gang så hurtigt som muligt, men vi når det næppe til den 18. marts, der ellers var den aftalte dato.
I mellemtiden er jeg blevet klogere på, hvad jeg præcist skal lave:
- Driftdokumentation for et it-projekt, der er under implementering,
- Påbegynde udarbejdelse af en drejebog til brug for nye kunder, der skal have samme it-system,og
- Lave projektopfølgning for aktiviteter i projektplanen.
Det er lige noget for mig, da jeg er en rigtig god “afslutter”. Jeg er ikke særlig visionær elle særlig kreativ, men hvis andre har udstukket rammer og retningslinier, er jeg rigtig god til at sørge for, at vi når målene. Mine skibe bliver altid sejlet i havn.
Jeg vil kunne udnytte min mangeårige erfaring som projektleder, for jeg ved en masse om at lave projektopfølgning. I det hele taget vil jeg kunne udnytte de fleste af mine kompetencer i praktikken, og derfor er jeg så ivrig efter at komme i gang.


Gad vide om du kan begynde og klare det på den måde uden papirer? D. 18 er i morgen, ikke sandt? Håber du finder ud af noget i en fart!
@ Donald
Jeg tror ikke, man må begynde førend papirarbejdet er klaret. Det er der sikkert stramme regler for. Jo den 16. er i morgen, og det når vi ikke. Jeg har ikke helt tålmodighed til dette her.