Jeg begynder langsomt at få livet tilbage
AT-Malerservice leverer varen!
Indholdsfortegnelse
Jeg begynder langsomt at få livet tilbage
AT-Malerservice får min bedste testimonial, når vi er helt færdige! Det er slut med en madras på gulvet. I dag er jeg flyttet ind i kontor/soveværelse, og det fejres med en Cava. Inden de gik, hængte de de nystrøgne gardiner op sammen med hylderne over skrivebordet og spurgte »Har du lige en støvsuger?« Deres motto er noget med, at de efterlader det, som de fandt det bortset fra farveforskellen.
Printerne virker – endda selv om den ene er en trådløs HP, som kan være et nightmare. Jeg mangler at få liv i min NAS. Den har haft det hårdt med strøm til og fra, men det skal jeg nok finde ud af. Det er bare hyggearbejde
Jeg har været så flov over kuløren her, men malerne er søde og siger »Ork vi har set det, der er meget værre« og viser billeder. Og ja, det fås altså værre. I dag har jeg været røgfri en uge. Det går godt. Når/hvis jeg får rygetrang, vil jeg gøre flere af hylderne og skufferne i klædeskabet rene! Det tager garanteret trangen. Der er også stikkontakter, der må have en tur. Det kommer alt sammen.
Indledningsvist havde jeg fravalgt badeværelset, fordi jeg var i tvivl, om der var penge nok på vedligeholdelseskontoen og vist også fordi, jeg mente, det var ligegyldigt. Nu kan jeg se, at det da ikke går an, at den ene side af døren er hvid, og den anden er brun. Jeg har ringet til administrator. Der er penge nok. Badeværelset må også have en tur.
Det har været en hård proces
Jeg ved ikke lige, om der er et eller andet galt med mig, men jeg hader forandringer. Jeg hader, når tingene ikke er, som de plejer, så projekt malerarbejde, der jo snart har strakt sig over lang tid, har været hårdt. Og måske derfor er jeg tæt på lykkelig i dag. Jeg sidder ved min elskede PC ved mit ditto skrivebord. Jeg er tæt på lykkelig.
Og apropos skrivebord og PC: Jeg tror, jeg flytter kontoret ind i den ene stue, som jeg jo alligevel aldrig bruger, for så får jeg et soveværelse, jeg kun skal sove i. Det har jeg aldrig prøvet før. Det må være fedt. Og da især, når jeg ikke ryger mere. I dag har jeg sparet lungerne for 147 cigaretter og VISA-kortet for 508 kr. Så er der nok råd til at flytte lidt rundt på tingene inden så længe.
Jeg fandt lige ud af, at jeg også i oktober 2020 prøvede at blive røgfri. Jeg husker intet fra dengang og forventer, at det går langt bedre denne gang! I 2020 skurede og skrubbede jeg ikke.
Antal kommentarer pr. post
Det er ikke så længe siden, Søren gjorde opmærksom på, at det var p****irriterende, at man ikke længere kunne se antal kommentarer pr. post ude på hjemmesidens forside. Jeg var fuldkommen enig med Søren, så nu er de tilbage, hvor de hører hjemme.
Galleri
Du får et lille galleri, som jeg håber, du kan se på tablet/telefon – og i hvert fald virker det på PC. På mine Appleprodukter får jeg den lakoniske besked: »Galleri could not load«. Jeg ved virkelig ikke hvorfor.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Stort tillykke. Jeg synes, du skal følge din idé med at have et kontor. Det er da skønt at have et sted, hvor man kan rode lidt med papirerne, og bare gå i seng – i et røgfrit værelse! Knus fra Fyn.
@ Kære Birgit
Ja, jeg skal nok lige samle penge sammen til det, men jeg tror, det kan blive rigtig godt at flytte kontoret ind i stuen … Men det er et lidt større projekt, end man lige tror, bl.a. fordi der skal etableres mange nye stikkontakter. Men det går nok.
Alt lykkes i en gasovn og en røgfri bolig.
Knus retur (vidste du, at jeg har gået i Hårby Skole og boet i Nellemose?)
Schönes Wochenende
Hej Hanne. Næh, det vidste jeg ikke. Skulle du få lyst til at besøge din barndomsby, så bor jeg i Glamsbjerg. Og jeg har et kontor, hvor gæster kan overnatte 🙂 Knus, Birgit
@ Kære Birgit
Det må vi drøfte en dag ved lejlighed. Mange tusind tak invitationen. Jeg nævner det, fordi jeg er klar over, at du bor i Glamsbjerg.
Jeg har boet mange steder – Nellemose var bare et af dem. Mormor boede i pensionistboligerne Landø 41.