Et måltid fra kassen
Mad fra Aarstiderne
Et måltid fra kassen
Kan man lave “mad fra bunden”, når råvarerne kommer i en kasse? Ja, hvis man spørger mig. Budgetkassen fra Aarstiderne har hverken taget glæden fra mit køkken eller gjort mig doven – tværtimod har den udvidet min råvarehorisont og gjort min hverdag enklere, sundere og billigere.
Titlen på dagens artikel har jeg tyvstjålet hos Genstart, for jeg synes, den er virkelig god. Den havde jeg aldrig selv fundet på.
Engang havde jeg “Mad må gerne kosten kassen”, men den passer ikke længere, for jeg er gået over til “Budgetkassen” fra Aarstiderne.
Genstart i DR Lyd den 10 februar 2026:
En femtedel af os får måltidskasser leveret til døren. Men kasserne tager den sidste glæde ud af madlavningen og giver dødsstødet til det varme hjemmelavede måltid, hvor alt er skabt fra bunden. Det mener madanmelder Niels Lillelund, og i dagens Genstart spørger vi ham, om det nu også er så farligt?
Selv handler jeg hos Aarstiderne, for jeg får friskere og økologiske varer leveret natten til søndag til samme pris. Firmaet har eksisteret siden 1999, og de var de første, der fandt på at sammensætte måltidskasser.
Jeg køber for tiden den måltidskasse, der hedder “Budgetkassen”. Og jeg er slet ikke enig med Niels Lillelund i, at jeg får dårligere mad eller mister evnen til at lave mad.
Jeg ville aldrig selv finde på at lave “Cremet perlebyg med tomater, rosmarin og stegt grønkål”, som jeg fik i aftes. Jeg kendte ikke perlebyg, før jeg blev kunde hos Aarstiderne. De har det ofte på menuen, og jeg elsker det. Prøv selv.
Af udsendelsen fremgår blandt andet, at 39 pct. af de 18 – 25-årige bruger under 15 minutter bag gryderne en typisk aften. Det er selvfølgelig for lidt. Man kan ikke lave rigtig mad på mindre end 15 minutter.
Jeg kan godt lide at stå i køkkenet, men det skal være i et rimeligt omfang. Det meste af det, jeg laver, kan laves på 30 – 45 minutter, og ofte kan jeg vaske nogle gryder, pander og skærebrædder imens, så jeg ikke skal stå der så længe bagefter, eller mens jeg laver næste morgens kaffe.
“Mad fra bunden”
Det er blevet moderne at sige “mad fra bunden”. Og jeg synes altså, jeg laver mad fra bunden, når jeg fx står med to stokke grønkål, forskellige rodfrugter (fx pastinakker og de nøddeagtige jordskokker) eller et helt spidskål. Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at købe ultraforarbejdede madvarer, for jeg synes, de er både ulækre og dyre. Herudover skal jeg passe på blodtrykket, som typisk stiger, hvis man ikke har styr på saltindtaget.
En liste over ultraforarbejdet mad omfatter typisk færdigretter, sodavand, slik, chips, fastfood, kødpålæg (som bacon, pølser), industrielle kager/kiks, søde morgenmadsprodukter, energibarer, mange yoghurter med smag og kunstige ingredienser, samt industribagt brød og saucer, som kendetegnes ved lange ingredienslister med mange tilsætningsstoffer, smagsforstærkere og kunstigt fremstillede ingredienser.
Niels Lillelund taler om selv at lave en lammerullepølse. Det kommer jeg aldrig til, for jeg bryder mig ikke om alt det kød og spiser i det hele taget ikke pålæg. Men der er også en farbar vej mellem lammerullepølsen og så det ultraforarbejdede mad. Jeg synes, jeg befinder mig ca. på midten af den vej.
Jeg er jo også et menneske, så ca. en gang om året ringer jeg efter en pizza og ca. en gang om året, bliver jeg dybt skuffet og får dårlig samvittighed. Pizzaen er dyr, den svømmer i fedt og den er halvkold. Så går der et år, før jeg atter fristes af tanken.
Autister har typisk et atypisk spisemønster
Min psykolog sagde ofte, at jeg har et atypisk spisemønster, men at det på den anden side er typisk for de autister, hun kender.
For mig betyder det konkret:
- Jeg spiser kun, når jeg er sulten
- Jeg spiser kun en gang om dagen, men der spiser jeg til gengæld for to
- Jeg smager på samtlige råvarer, før de varmebehandles på den ene eller anden måde. Jeg vil simpelthen gerne vide, hvordan de oprindeligt smagte. Nåh ja både porrer og løg er selvfølgelig lidt stærke, og oksefarsen er lidt blød og smager ikke af noget, men sådan er det så.
- De forskellige varer skal ligge adskilt på tallerkenen, hvis det kan lade sig gøre. Grøntsager for sig, kød for sig osv.
- Når perlebyggen er kogt sammen med lidt fløde og tomater kan de selvfølgelig ikke skilles ad. Det er jo ikke det, jeg mener.
Når jeg købe måltidskasser, får jeg sund og varieret kost af råvarer, jeg sjældent selv ville finde på. Man kan sige, at jeg netop er i målgruppen for folk, der køber måltidskasser: Børnefamilier og enlige. Når man ikke har en stor husholdning, skal mængden af råvarer selvfølgelig tilpasses, når man samtidig ikke er tilhænger af madspild.
Økonomi
Nogle lider af de fordomme, at måltidskasser er dyre, og at varerne fra Aarstiderne er blandt de dyreste. Det passer ikke. Min mælk og smør fra Aarstiderne koster fx nøjagtig det samme som i Coop, og det bliver endda leveret til døren – og jeg slipper for muzakken.
Der er selvfølgelig noget, der hedder økonomi, så jeg har tegnet et Aarstiderne Plus-medlemskab. Det koster 749 kr. om året. For det beløb får jeg 10 pct. på alle mine køb, og jeg sparer leveringsgebyret og pakkegebyret på hver levering. I 2025 sparede jeg 5.000 kr., og det er så netto 4.200 kr., der jo da også er en slags penge.
Jeg vil gå over til at købe mest muligt hos Aarstiderne, og ergo vil jeg i fremtiden også få flere rabatter. Alle de andre ting er fx mejerivarerne, rosinerne, grødblandingerne, marmeladerne, rengøringsmidlerne, rødbedesaften osv.
Når jeg køber Budgetkassen, er der selvfølgelig lidt for lidt af det gode efter min smag, men de skal jo naturligvis lave en forretning. Det betyder, at jeg selv tilkøber fx lidt mere smør, fløde, ost til at rive, creme fraiche mv.
Herudover kan jeg godt lide at have peanutbutter, olivenolie og hvidvinseddike m.v. i skabet.
Coop kan ikke disponere
Herudover køber jeg efterhånden mindst muligt hos Coop, for jeg er træt af at få lange arme for at få friske varer. Mælken i fronten er fx ofte seks dage ældre end den, der står bagerst og det betyder noget, når man kun handler en gang om ugen, og der skal bruge to liter mælk.
Coop kan simpelthen ikke finde ud af at disponere, og det gider jeg ikke betale for. De kalder det “Tag den forreste, så vi sammen bekæmper madspild”. Jeg kalder det dårlig disponering.
At disponere betyder, at man ved, hvor meget, der skal købes hjem, for at man hverken har for meget eller for lidt af en given vare til netop de kunder, man har på de givne dage.
Da jeg i 80’erne gik på “Irma-skolen” i Rødovre var der disponering på skemaet. Vi skulle selvfølgelig have mere frisk mælk om fredagen, hvor vi havde længe åbent, og hvor folk købte ind til weekenden. Mandag og tirsdag skulle der være mindre mælk i køledisken, men den skulle stadig være frisk.
De indkøbsmønstre er selvfølgelig anderledes nu, hvor åbningstiderne er anderledes, men “datomærker for friskhed” gælder vel stadig, selvom de har dræbt Irma?
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Stegemüller 
Coop i min by kan godt disponere – til gengæld kan jeg ikke længere få de varer, jeg plejede at købe der – hvis lige vi undtager mejeriafdelingen (Thises laktosefri er skabt til mig!). Så mine indkøb af frugt, grønt, kolonial og kød ender i større og større grad i Netto, Rema og Spar. Det er trist, det er bøvlet, det tager længere tid og er dyrere. Men vi er åbenbart bombet tilbage til den tid, hvor der kun var hakket økologisk kød i køledisken.
Vi har prøvet måltidskasser, men pga. mine allergier og intolerancer (laktose, bælgfrugter, nødder, gulerødder, løg og æbler for bare at nævne nogen) er der alt for meget, jeg ikke kan bruge i kassen. Det er ellers en stjernegod idé, og den dag de laver en “allergikasse” er jeg med igen – jeg har spurgt, de “har ikke umiddelbart planer om sådan én”.
@ Charlotte
Jeg forstår ikke det med, at der kun var hakket økologisk kød i køledisken (måske er jeg bare “sen i optrækket”?)
Er de tre butikker, du nævner dyrere? Netto er da billig?
Jeg har kun en gang i mit liv været i en Netto: Der lå en lige på den anden side ad gaden, så en dag fik jeg den idé, at jeg måske skulle være lidt mere økonomisk, så jeg gik derover. Det var første, sidste og eneste gang, jeg satte min ben i en Netto. Der var beskidt og rodet, og deres varer var gamle. Jeg er godt klar over, at den slags afhænger af bestyreren, og at der også eksisterer pæne Netto-butikker. Nu er den lukket, og det er forståeligt.
I “min” Coop skal man virkelig kigge efter datoer. Den opgave har de væltet fra personalet til forbrugerne. Det gider jeg simpelthen ikke betale for.
Jøsses en masse allergier du har. Det lyder lidt besværligt (til man lige har lært det). Jeg kan sagtens forstå, at du har spurgt udbyderne, om de ikke kunne tænke sig at lave en allergi-kasse. Gælder det også Aarstiderne? Man skulle tro, at lige netop Aarstiderne kunne lave en forretning ud af en sådan – og der er jo flere og flere mennesker, der udvikler allergier, (gad vide hvorfor …) så man skulle tro, at kundegrundlaget er til stede. På den anden side set: der skal være et stort kundegrundlag, før det er nok til en kasse.
Jeg bliver mere og mere begejstret for dem. I dag har jeg fx lige fundet ud af, at de har toiletpapir til samme pris som Coop skal have for Änglamarks. Så er der endnu flere varer, jeg bare skal åbne døren for søndag morgen. Dog er Coops toiletpapir ikke tæt på datoen. Det skal de trods alt have.
Aarstiderne har også lige lavet en “forrådskasse”, hvor man kan vælge alt det, der bare skal være hjemme på hylderne. Jeg har fx lige købt: mandler, pesto, havregryn, jordbærmarmelade og kogte kikærter (jeg kan lide at lave hummus).
På Irmaskolen lærte vi ikke kun at disponere (for det var jo også bare grundbegreberne, vi lærte der. Vores egne kunders behov lærte vi først i vores egen butik. Dem i Ordrup køber noget andet end dem i Hvidovre.) før vi blev sluppet løs i butikken. Det var et to ugers kursus, med en lille afgangsprøve. Vi havde også “varekundskab”. Det er der ingen, der kan nu til dags. Og det skyldes, at man i dag har nogen, der udelukkende sidder i kassen, nogen der udelukkende har med grøntsagerne at gøre osv. Det vil sige, at dem i kassen ikke kan andet end at scanne. De aner ikke en brik om, hvad de sælger. Og kan man egl. finde nogen at spørge, hvis man er i tvivl om noget? Næh, det kan man ikke. Og finder man endelig nogen, så kan de ikke svare.
Jeg var faktisk i Irma i en del år, og jeg var glad for det. Mit sabbatår foregik som leder af frugt- og grøntafdelingen på Søborg Hovedgade. Det var enormt lærerigt. For det første skulle man kende sine egne varer, og for det andet skulle man samarbejde med sine kolleger i de andre afdelinger. Hvis Werner i slagterafdelingen havde røde bøffer på tilbud, skulle jeg jo have masser af bagekartofler og hvidløg til hvidløgssmørret (sådan spiste man i 80’erne) og jeg skulle være sikker på, at Lene fra Mejeri havde smør nok.
Herudover så var princippet, at vi altid var der for kundernes skyld. I dag er det vist omvendt.
Nåh, nu fik du lige lidt Irma-insider-viden.