, ,

Diverse

Det var en lørdag aften

Mit 4G netværk kunne pludselig ikke vise Facebook, og jeg kunne ikke komme på stedets netværk (igen, igen). Jeg slettede Facebook-appen, men det skulle jeg aldrig have gjort, da den selvfølgelig ikke kan downloades uden Wi-Fi. Det endte med, at jeg tog hjem 20:30 lørdag aften, og fik noget hjælp her til at løse problemet. Det virker herhjemme, og nu er jeg spændt på, om det også virker derude.

Tidligere hjem

Jeg synes, jeg har det rigtig godt efterhånden. Jeg hverken ser eller hører ting, der ikke der og børnene på Udrejsecenter Sjælsmark er ikke længere i den centrale del af min hjerne, så faktisk vil jeg tale med dem om en tidligere udskrivningsdato end den 13. november. Pladsen kan fint bruges af en anden. Jeg trænger også til freden herhjemme. Det er hårdt, at der hele tiden er nogen, der taler, taler, taler og næsten forfølger mig.

Der er næppe mange, der beder om tidligere udskrivelse, men jeg prøver. Jeg har tidligere skrevet om overlægen. der mener, at “hendes” patienter skal have det godt, når de udskrives. Det udsagn har jeg drøftet lidt – og forsigtigt – med flere medarbejdere, der samstemmende fortæller, at lægen også får tæsk oppefra for sin holdning. Man synes, hun holder for længe på patienterne, når den gennemsnitlige liggetid ikke bør være mere end 17 dage. På 808 er den vist nok 30 dage. Det er altså godt gået. Hvis jeg nu kan få lov at tage hjem tidligere, forbedrer jeg hendes statistik lidt, men jeg har allerede belastet systemet med mere end de “tilladte” 17 dage.

Intet svar fra regionen

Nu har jeg på venligste vis rykket RegionHs direktionssekretariat for et svar på min to uger gamle henvendelse om den omvendte verden mellem Distriktspsykiatrien og akutmodtagelsen i Glostrup. Hvis jeg stadig havde været en del af embedsværket ville jeg aldrig have ladet en sådan henvendelse ligge i 14 dage. Det var den 21. oktober, jeg sendte mailen, så nu må der gerne sket et eller andet. Jeg synes ikke, de kan sidde den overhørig. Det ville da i hvert fald være god stil at svare, at man har modtaget henvendelsen og vil se på sagen. Jeg har intet hørt. Den var ikke gået i hverken Udenrigsministeriet eller andre steder.

Og apropos akutmodtagelsen, så er udsagn som “Hvordan slap du uden om den” slet ikke ualmindelige. Der må ske noget, og nogen må gribe til handling, men det er heldigvis ikke min gebet. Patienttilfredshedsundersøgelsesskemaet med de 230 rubrikker er i hvert fald revet i tusind stykker.

Ugeskema

Jeg har hygget mig gevaldigt herhjemme med at lave udkast til ugeskema. Du kan hente det her, hvis du af en eller grund skulle have lyst. Det er muligvis komplet uigennemskueligt for andre end mig selv 🙂

Jeg tror, kunsten er, ikke at fylde for meget i, men jeg skal have det til at fungere denne gang. Dette ind og ud kan ikke blive ved, men jeg er jo ikke selv herre over det.

Excelfilen indeholder en makro, men den er ikke farlig. Så hent bare filen selvom PCen lover bål og brand.

God søndag!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *