/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Samtaler med hospitalspræsten

Samtaler med hospitalspræsten

Ærlig snak med hospitalspræsten

I Hvidovre sogn har vi to hospitalspræster: den ene Pia Sundbøll har 5 pct. i sognet og 95 pct. på Hvidovre Hospital, den anden, Mette Ladefoged, har 25 pct. i sognet og 75 pct. her på Psykiatrisk Center Hvidovre.

Jeg har haft mange samtaler med hospitalspræsten, Mette, mens jeg har været her, for hun er simpelthen god at tale med. Jeg kendte hende jo lidt i forvejen fra sognet, men det er selvfølgelig væsentligt udbygget nu. Vi kan gå lige til benet i dele af samtalen, men har også haft lidt “udenomssnak” ind i mellem. Hun er en del af systemet, og så alligevel ikke. Jeg kan fortælle hende med rene ord for pengene, hvordan jeg tænker, og jeg er ikke mere syg, end at jeg ved, at mine tanker er sygelige!

“drejebogen”/”filmen”

Vi har brugt meget tid på at tale om “drejebogen”/”filmen”, som er ved at gøre mig sindssyg. Den viser alle detaljer, intet er overladt til fantasien. Det er de rigtige salmer, de rigtige gæster, den rigtige præst mv. Den er i farver. Jeg har læst mig til, at hallucinationer ikke er usædvanlige ved meget svære depressioner.

Mette har nogle tanker om, at livet er livet værd i sig selv, og det skal hun jo nok sige som præst. Personligt opfatter jeg det som en cirkelslutning, men jeg lytter gerne til alle input, da mit eget reservoir er tomt. Er der nogen, der kan stoppe noget ind i det, vil jeg kun være taknemmelig, hvis de kan gøre det på overbevisende vis.

Ny medicin: Risperdal

Jeg har været til samtale med Ditte i dag. Hendes svar på filmen er at prøve noget mere potent antipsykotisk ved navn Risperdal til erstatning for Seroquel. Fint med mig, hvis jeg altså ikke får den almindelige bivirkning, der består af søvnløshed.

Hun konkluderede, at jeg ikke længere er klinisk deprimeret – hurra for det – vi mangler bare tankerne… Jeg nægter at tage hjem med tankerne og filmen kørende. Al erfaring viser, at den farligste fase er, når man begynder at få det bedre, for der får man også sin handlekraft tilbage.

Svært at få en psykolog

Endnu engang har jeg efterlyst en psykolog, og jeg begriber ikke, at man på en psykiatrisk afdeling ikke kan fremskaffe en sådan. Min tanke er, at måske kunne fire eller fem samtaler med en psykolog udgøre et gennembrud i forhold til drejebogen. Er det hele bare opbevaring og pilleudskrivning? Psykiatrien i Danmark er meget kemisk orienteret.

Til sidst foreslog jeg et netværksmøde, og det havde hun også tænkt på, så det var jo fint nok. Jeg havde på forhånd et billede af, hvem jeg mente, det var relevant at invitere, og det gik hun ind på. Hvis man vil, kan man få temmelig meget indflydelse på egen behandling.

Vores samtale varede 33 minutter, og det kan jeg ikke klage over.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Lydfil med Ditte Munch Vollesen og Kaj Bjerring Andersen

Lydfil med Ditte Munch Vollesen og Kaj Bjerring Andersen

De tager sig tiden

Lydfil med Ditte Munch Vollesen og Kaj Bjerring Andersen

Jeg skrev forleden “De tager sig tide”, men jeg glemte at fortælle, hvad jeg egentlig mente med det. Men altså: det møde, hvor psykolog Ditte Munch Vollesen og neuropsykolog Kaj Bjerring Andersen deltog, varede 39:37 minutter – og mere kan man vist som patient ikke bede om. Nu lægger jeg lydfilen herunder, så kan I jo lytte, hvis I af en eller anden grund skulle have lyst. Det er i sagens natur ret personligt, men hvad Søren, mit liv ligger jo alligevel ude i Cyberspace. (Jeg har ikke prøvet at distribuere lydfiler før, så jeg trykker bare på “send” og håber, det virker.)

Opdatering: Jeg har lyttet til Ellen og fjernet lydfilen.

Hjemme

Bortset fra det sidder jeg lige nu hjemme i min skønne lejlighed. Jeg er allernådigst bevilget udgang, vist nok som led i en eller anden form for udslusning, der skal gå forud for en udskrivelse. Det er rart at være hjemme ved mine egne ting, den rigtige computer osv.

Det overordnede formål med at tage hjem var at ordne mails. Jeg får rigtig mange mails, og vil ikke kunne overskue at komme hjem til en måneds ulæste/ubearbejdede mails. Så nu tager jeg dem lidt i bidder.

Jeg føler mig ikke tryg ved en udskrivelse, for vi har ikke løst det problem, jeg kom med.

Tværtimod er “drejebogen”/”filmen” kommet til og så kan jeg i øvrigt heller ikke høre noget. Jeg spurgte Ditte ret klart om, hvad planen er, men jeg synes ikke rigtig, hun svarede på mit spørgsmål, men måske noget med at opretholde de ugentlige møder med Distriktspsykiatrien ctr. gå over til kun at komme der hver anden uge.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/14 Kommentarer/i , /af ,

Stuegang med Kaj Bjerring Andersen

Stuegang med Kaj Bjerring Andersen

De tager sig tiden. Det er godt.

Stuegang med Kaj Bjerring Andersen

I dag har jeg optaget det hele med applikationen “Memoer”. Havde jeg dog bare tænkt over den funktion noget før!

Jeg har været til stuegang med Kaj Bjerring Andersen, som er neuropsykologen, der har lavet undersøgelsen af min hukommelse. Han udleverede en rapport og gennemgik de overordnede resultater en gang til. Hans konklusion er, at jeg er begavet over middel, og at tests vedrørende sproglige færdigheder forløber fint. Der er usikkerhed i ikke-sproglige opgaver, som kræver abstrakt-logiske ræsonnementer. Arbejdshukommelsen er i orden. Der ses nedsatte indlærings- og hukommelsesmæssige evner for både sprogligt og ikke-sprogligt materiale.

Den samlede konklusion lyder: “pt. er således generelt set kognitivt velfungerende, men der ses nedsat hukommelse, usikkerhed i ikke-sproglige problemløsningsopgaver og måske et lidt sænket forarbejdningstempo. Der ses således tegn på organisk betinget cerebral dysfunktion. Det er ikke sandsynligt, at ECT-behandlingen har betydning, da undersøgelsen er foretaget tre måneder efter, at pt. sidst var i ECT-behandling.”

Han havde nogle lidt overordnede overvejelser om, at jeg skal finde en arbejdsgiver, hvor der er styr på processerne og med dokumentation, så resultaterne ikke kommer til at afhænge af den enkelte medarbejders hukommelse. Som støtte for hans tests vil følge MR-scanningen af min hjerne. Han sagde, at det var helt sædvanligt at se hukommelsesproblemer ved bipolar affektiv sindslidelse.

Herefter forlod Kaj lokalet, og vi gik over til almindelig stuegang. For at styre mit indre kaos, havde jeg lavet en slags dagsorden med 10 punkter, jeg gerne ville have styr på.

Almindelig stuegang med Ditte

Et af punkterne var “Hvad er planen?”. Vi har udtømt effekterne af ECT, og det har ikke løst det grundlæggende problem. Hvad gør vi så? Hvad gør vi med “filmen”, som jeg er gået over til at kalde “drejebogen”? Det havde Ditte ikke rigtig noget godt svar på, andet end at jeg skal bruge de beskyttende faktorer, der kan hentes hos Gitte i Distriktspsykiatrien.

Jeg kan formentlig være her en uge endnu men hvad så? Selvfølgelig kan jeg ikke være her til evig tid, men jeg savner en løsning på det grundlæggende problem. Lige nu er det sådan, at mit hjem er det farligste sted at være.

Jeg forklarede hende, at hvis jeg ser på mit liv i helikopterperspektiv, har jeg kæmpet siden 1972, hvor min far døde, og nu er jeg ærlig talt i tvivl om, hvorvidt jeg orker at kæmpe mere. Det sagde hun selvfølgelig, at jeg skulle – hvad skulle hun ellers sige?

Vi talte lidt om fleksjob ctr. pension. Så vidt jeg husker, var hun enig med mig i, at pension ikke er løsningen. Jeg er topmotiveret for at komme i gang med Udviklingsforløbet hos Psykiatrifonden, og det skulle gerne føre til et fleksjob, hvis ellers jeg kan finde en arbejdsgiver, der tør binde an med mig efter alle de indlæggelser.

Et andet spørgsmål var “Hvad kan jeg vente mig af fremtiden set i lyset af fem indlæggelser inden for de seneste ni måneder?”. Hun ventilerede muligheden for flere indlæggelser, og anså det vist nærmest for sandsynligt. Det er rart med et klart svar, men jeg synes samtidig, det er bekymrende.

Der har været endnu en læge og kigge på mine ører. Alt ser normalt ud, men jeg kan altså intet høre. I går havde jeg fx besøg af præsten, og hun måtte tre gange gøre mig opmærksom på, at telefonen – der lå lige ved siden af mig – ringede. Jeg kunne ikke høre den. Nu har jeg så fundet en anden ringetone og skruet op på maksimal styrke; måske hjælper det? De er gået i gang med at finde en ørelæge, men alle har ventetid, og jeg kan altså ikke vente! Jeg tør ikke bevæge mig i trafikken med den hørenedsættelse.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/17 Kommentarer/i , /af ,

Ikke for at pive

Ikke for at pive

Lille orlov: ikke for at pive

Den søde stuegangsgående psykolog Ditte har bevilget mig udgang i dag til kl. 18:00. Jeg har haft lidt bøvl med at få hende forklaret, at jeg er så pæn og kedelig, at jeg ikke går hjem og tager livet af mig, når vi har en aftale om, at jeg skal komme tilbage kl. 18:00.

  • Jeg kan ikke huske, så vi er nødt til at invitere Kaj Bjerring Andersen til en stuegang, så han kan gentage det, han skriver, vi har talt om, nemlig hvordan jeg omgår hukommelsesproblemerne i dagligdagen.
  • Jeg kan ikke høre, da jeg har fået en eller anden virus, der gør mig stort set døv på begge ører. Mod det har jeg fået noget næsespray, som skulle virke efter ca. 14 dage… Det er lang tid at være døv.
  • Jeg er midt i en svær depression.

Jeg er så evindeligt træt af at være syg hele tiden! Det må altså snart høre op. Jeg har haft depressioner siden 2003 – det er let at huske, da det var det år, jeg blev 40 og alle havde så travlt med at fortælle mig, at det var en 40-års-krise. Det var det ikke. Jeg kan ikke huske, hvornår manierne kom til, og diagnosen dermed blev ændret fra “Tilbagevendende depressioner” til “Bipolar affektiv sindslidelse”

Psykose: Filmen/drejebogen

Denne gang er der stødt noget psykotisk til: For mit indre blik ser jeg på de nederste 25 pct. af skærmbilledet min egen død og begravelse. Det kører som en film, en art “Breaking News” i et uendeligt loop. Filmen spiller, uanset hvad jeg foretager mig, og jeg ved ikke, hvordan jeg stopper den.

I starten var lydkulissen til filmen bare en summen, men det har ændret sig til, at der til den kirkelige handling spilles de korrekte salmer, nemlig salme 14: “Tænk at livet koster livet” og salme 787: “Du som har tændt millioner af stjerner”. Med korrekte mener jeg, at det er dem, der er beskrevet i mit testamente og i “Min sidste vilje”. Jeg er temmelig skræmt over denne film, og man skal ikke være psykiater for at udlede, at det, at jeg er skræmt, trods alt vidner om en vis livsvilje. Den prøver jeg så at holde mig til.

Jeg har spurgt Ditte, om der ikke findes et eller andet medikament, der kan gøre bugt med filmen. Hun peger på Seroquel, som jeg i forvejen får temmelig meget af  (700 mg.), men det synes jeg ikke virker.

For at blive klogere på det med hukommelsen har Kaj Bjerring Andersen anbefalet en MR-scanning af min hjerne, og den er nu bestilt, og vi har udfyldt et supplerende spørgeskema om, hvorvidt jeg har pacemaker, andre metalgenstande eller klaustrofobi mv. Jeg håber, jeg kan få scanningen og svaret, mens jeg er indlagt. Alternativt kan det sendes til Janne Baatz i Distriktspsykiatrien, hun er også sød og god til at forklare sådanne resultater.

Ingen taler om udskrivelse

Ingen taler endnu om udskrivelse, og det er måske også bedst sådan, men jeg er begyndt at savne mit hjem og mine daglige gøremål. Jeg har været her siden den 17. marts, og det, synes jeg, er længe. Jeg er heldigvis rykket ind på en enestue, og det er jeg rigtig glad for. Jeg bruger en del tid på at se film – lige nu er jeg i gang med “Tavse vidner”, der har herligt mange afsnit. Nattesøvnen er god.

Jeg har fået ni ECT-behandlinger, og de har haft den effekt, at synsforstyrrelserne er væk, at nattesøvnen er reetableret, og at appetitten er genoprettet, og det er jo alt sammen godt. De “dårlige tanker” florerer dog stadig. Jeg spurgte Ditte her til morgen, hvad vi kan gøre ved dem, men jeg kan desværre ikke huske, hvad hun svarede. Jeg skal altså blive bedre til at skrive ned!

Medarbejderne er meget søde og lyttende, og de tager sig tid til at lytte, når der er behov for det. Der er blevet koblet en eller anden elev på mig, og hende kunne jeg nu godt undvære. Hun har en eller anden indladende facon, som jeg ikke kan klare. Jo mere indladende/fiskende hun er, jo mere lukker jeg af.

Medpatienterne er som hovedregel søde, og vi har mange gode samtaler.

Jeg sender mit password til bloggen til mig selv, og håber at jeg dermed kan blive i stand til at svare på jeres eventuelle kommentarer, men mit webhotel har problemer med deres servere, så måske kan jeg ikke sende mailen, og dermed kan jeg måske ikke svare.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.