/7 Kommentarer/i , , /af , ,

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

De første møder

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

Jeg har været til de første to møder i Psykiatrifonden, og det gik rigtig godt. Jeg var spændt og nervøs på den gode måde, men de er såmænd så søde, at det hurtigt gik over. Jeg har hele tiden været positiv overfor forløbet, og det er jeg bestemt stadig.

Der er tale om et udviklingsforløb, der består af seks ugers psykoedukation og 13 ugers virksomhedspraktik. I løbet af de første seks uger er der tillige møder med erhvervsrådgiver og erhvervspsykolog. Det er rart at være et sted, hvor man har lov at være psykisk sårbar samtidig med, at der fokuseres på en eller anden form for tilbagevenden til et eller andet arbejdsmarked. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg gerne vil arbejde; jeg kan bare ikke på det ordinære arbejdsmarked længere.

11:00 – 11:40 Erhvervsrådgiver Jane Hansen

Vi kom rundt om rigtig mange gode ting; ting som gør mig tryg ved at komme der og ved at have hende som rådgiver. Hun er en erfaren kone og ved, hvad hun taler om, og det er godt.

Undervisningen i de seks uger foregår med oplæg på en ½ time, derefter kort pause, så nyt oplæg på en ½ time osv. Hun kunne ikke lige fortælle, hvor mange deltagere der ville være; det var lidt ærgerligt, for det ville jeg gerne have vidst.

Fokus i undervisningen vil være på stress, angst og depression, men der vil også være lidt om bipolar affektiv sindslidelse og psykoser. Når man læser om psykoedukation er det altid med fokus på stress, angst og depression, og det er der så ikke noget at gøre ved – bipolar affektiv sindslidelse er alligevel også så sjældent. Jeg vil gerne vide noget mere om manierne – og i sær forvarslerne – men det kan jeg spørge erhvervspsykologen om.

Hun mente, at jeg holdes på benene af et stort drive, og at det er godt. Lidt af kunsten for hende kan så blive at sikre, at tempoet ikke bliver for højt, så jeg så at sige snubler i min egen iver. Tingene skal konsolideres, så vi sikrer, det ikke går galt.

Jeg medbragte en liste, jeg har skrevet på i et stykke tid, og som har overskriften “Foreløbige bud på relevante skånehensyn” (den er vist som et appendiks til denne post). Hun syntes, den så rigtig godt ud, og det ledte os til en snak om, hvad det egentlig er med en praktik og med skånehensyn.

Hun havde en god positiv tilgang: “Det der skal til, for at vi kan få mest muligt ud af Hanne”, det er jo meget mere positivt end at stille sig op og sige, at man har følgende 13 begrænsninger. I et fleksjob – og det er den retning, det peger – er der taget udgangspunkt i en række skånehensyn, og inden for de rammer kan man så præstere godt (eller mindre godt).

I en praktik er der opstillet alle mulige hensyn, og man kan så spørge, om det overhovedet ligner arbejdsmarkedet. Det gør det måske ikke, men det ligner et fleksjob.

Hun syntes, det så ud som om, jeg med listen har nogle realistiske tanker om min deltagelse på arbejdsmarkedet, og det er jo altid rart at høre.

12:00 – 12:50 Erhvervspsykolog Annette Friis

Hende Annette var der bare så meget gang i. Jeg har lige siddet og hørt lydfilen, hvor vi griner og snakker på skift. Det skal nok blive godt.

Forinden havde jeg gjort mig nogle tanker om, hvad jeg skulle med en erhvervspsykolog, men formålet er at kende min sygdom så tilstrækkelig godt ud i alle hjørner, at vi kan finde det rette praktiksted og finde ud af at “passe på mig”. Og så tænker jeg selvfølgelig videre frem til, at jeg vil kunne bruge denne viden, når jeg på egen hånd skal finde en arbejdsgiver til sin tid – om ca. 20 uger – gys og gru, men den tid den sorg.

Vi rundede blandt andet hukommelsen, og det den gør ved mig: Det er hamrende ubehageligt ikke at kunne stole på egen hukommelse mere. Jeg bliver bange for at blive opfattet som ubegavet, fordi jeg ikke kan huske mange ting. Jeg kommer konstant for tidligt eller for sent til møder, og selv om jeg er sikker på, at jeg har skrevet rigtigt i kalenderen, bliver jeg usikker på, om det er mig, der igen, igen tager fejl.

Vi talte lidt om logbøgerne (som jeg ikke er kommet i gang med), bloggen, og hun sagde, at jeg skulle være så glad for mine læsere, der flere gange har sendt mig afsted til psykiatrisk afdeling med mani. Rosen er hermed givet videre.

Hun foreslog, at jeg måske altid, altså hele livet, har haft bipolar affektiv sindslidelse, altså også før 2003, hvor den første depression viste sig. Tja måske og i hvert fald har jeg haft selvmordstanker, siden jeg var 14, så meget er da sikkert, og jeg er nok lidt melankolsk af natur, så hendes tanke er ikke helt hen i vejret.

Hvad er det gode ved en depression?

Hun var også noget provokerende: Hvad er det gode ved en depression? Da jeg havde sagt til hende, at selvom jeg syntes, det var ret provokerende, gik jeg alligevel med på “legen”: Tankerne kredser meget om døden i de depressive faser, og bag dødslysten ligger den ultimative lettelse. Hvis jeg da bare kunne få lov at dø, kunne jeg endelig få fred. Depressionen kan også være et skjold mod omverdenen, en måde at fortælle at nu kan jeg bare ikke mere. Det er en måde at kunne slippe tøjlerne for en tid. Jeg har aldrig selv set det på den måde, men jeg kan godt se, der er noget om snakken.

Vi fik også vendt “drejebogen”, der trives i bedste velgående. Hendes forslag var at prøve at få den til at fylde 100 pct. og ikke bare de 25, og så spørge den “Hvad er det, du vil mig”? Måske er det noget pladder, men jeg har tænkt mig at prøve.

Lidt om manier

Manierne fik også en lille tur. Jeg har egentlig haft bildt mig selv ind, at jeg ikke kendte forvarslerne, men først opdagede dem, når søvnen glipper, og der er det for sent. Alligevel kom vi frem til følgende i fællesskab:

  • Spiser ikke
  • Speeded indeni
  • Søvn
  • Talepres

Appendiks: Foreløbige bud på relevante skånehensyn

Læs mere

/i /af

Patientfeedback

Patientfeedback

Sådan lidt Lean …

Patientfeedback

Psykiatrisk Center Hvidovre holder en gang årligt et “Patientfeedbackmøde“, som led i deres Leanproces og løbende bestræbelser på at gøre det bedre. Og de havde så blandt andet inviteret mig.

Spidserne var tilstede og der var repræsentanter fra direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri, overlægen var der, afdelingssygeplejersken var der og så var min favoritkontaktperson Mona der. Desværre sagde hun ikke noget.

Ordet var patienternes både som det frie ord men også under overskrifterne:

  • ankomst
  • det skriftlige materiale og
  • udskrivelse

Personalet på 808 er fantastisk

Der var masser af ros til personalet på afsnit 808, der altid er tilgængeligt og altid har tid til en snak, også selvom de løber stærkt i hverdagen. Jeg snakkede lidt med Mona, der næsten var overvældet over al den ros – men hun fortjener den.

Først var ordet patienternes, mens personalebordet bare skulle lytte. Herefter skulle personalet sige, hvad de ville tage med sig hjem og arbejde videre med. Så var ordet atter patienternes. Alle patientudsagn blev opsummeret på post its og hængt op. Til sidst fik man tre klistermærker, som man skulle tildele de udsagn, man fandt vigtigst.

Der var store og små ting mellem hinanden: alt fra at der manglede gardiner på toiletterne, at tørrestativerne skulle tilbage til vaskeriet til at udskrivelsesprocessen var vigtig og skulle foregå som en fælles proces mellem medarbejdere og patienter til at man skulle kunne få indflydelse på, hvem der skulle være ens kontaktperson i erkendelse af, at der altså også er noget, der hedder personlig kemi.

Udskrivelsesprocessen og de fysiske rammer på 808

Der var rigtig mange, der havde fat i udskrivelsesprocessen, og den er også enormt vigtig. Jeg følte mig selv helt klar, da jeg skulle hjem denne gang og det på en helt anden måde end de første fire gange. Hvad der præcist var anderledes denne gang, ved jeg ikke, men måske var det bedre forberedt fx ved at jeg havde været hjemme i flere omgange og også havde været hjemme og sove? Nogle nævnte ubehagelige oplevelser med at få at vide, at “du skal hjem i morgen”, og det holder altså ikke. Det kan gøres bedre.

Rigtig mange nævnte de fysiske rammer med 4-sengsstuerne som det store problem. Anne fra direktionen vidste ikke, at det var sådan forholdene var! Der udspandt sig lidt snak om, at hvis man nu ombyggede og gjorde 4-sengsstuerne til 2-sengsstuer, ville det jo så gøre, at der kun var halvt så mange, der kunne få hjælp. Og hvad gør man så? Jeg tænker, at det trods alt er bedre at være på en 4-sengsstue end at tage livet af sig.

Det skriftlige materiale fik også en del ord med på vejen. Der var flere, der sagde, at de ved ankomsten var i en sådan forfatning, at de ikke kunne kapere det. Jeg havde det nemt, for jeg har aldrig nogensinde fået en velkomstmappe! Til gengæld synes jeg, at mange af de pjecer, der er hængt op i holdere på væggene, er rigtig gode at få forstand af. Jeg har fx læst den om ECT og om bipolar affektiv sindslidelse mange gange.

Flere havde fat i, at hvis der undervejs blev opdaget (nye) somatiske lidelser, blev der også gjort noget for at få dem udredt; det kan jeg jo også kun skrive under på. Der var noget snak om behandlingsplaner, og det var vekslende, om folk havde været involveret i udarbejdelsen af dem eller ej. I min e-journal står gentagne gange, at jeg har været involveret, men det er altså ikke rigtigt.

De prioriterede udsagn

Da alle udsagn var samlet sammen og skrevet på post its og prioriteret var det disse, der vandt – mener jeg bestemt:

  • Indflydelse på hvem der skal være kontaktperson
  • Udskrivelsesprocessen skal være en fælles opgave for patient og personale.

Det gode ved dette er, at ingen af disse to forbedringsforslag koster noget. Det er sådan set uden videre til at gå i gang med dem. Det kan være, det kræver omlægning af arbejdsgange mv., men man skal ikke omkring de bevilgende myndigheder! Herudover lovede de, at de ville tage alle post its med videre i processen.

Jeg havde et synspunkt om brugen af forskellige IT-systemer, men jeg kom ikke frem med det. Jeg benyttede i stedet lejligheden til at give centerchef Birgitte Welcher et print af den mail, jeg sendte hende den 30. april, og som jeg aldrig har fået svar på. Hun beklagede meget, at hun ikke havde svaret, men forklarede, at hun p.t. havde kontor både i Glostrup og i Hvidovre. Pyt så med det, alle kan overse en mail, og hun får sikkert mange. Mailen kommer herunder:

“Kære Birgitte Welcher
Jeg er p.t. indlagt på 808 med en svær depression med psykotiske elementer, og lad mig indledningsvist slå fast, at jeg er meget glad for at være her, og synes, at det personale, jeg møder, er meget professionelt og ansvarligt. Jeg synes eksempelvis, at ordningen med de faste kontaktpersoner er særdeles velfungerende.

Modsat mange andre med depression har jeg det bedst om morgenen og værst om aftenen. Det er derfor oftest om aftenen, jeg har brug for en snak med en medarbejder. Jeg oplever i høj grad at blive taget alvorligt, og at medarbejderne tager sig tiden, og det er dejligt.

Der, hvor jeg synes, jeg ser et strukturelt problem, er, at medarbejderne omhyggeligt indfører essensen af samtalerne i KISO, men overlæge/stuegangsgående psykolog anvender ikke dette system, de bruger i stedet Opusnotater. Kort sagt betyder det, at disse – for mig – vigtige samtaler aldrig kommer længere end til plejepersonalet, og at jeg som patient selv skal huske på, hvad vi talte om og skrive mine egne noter om samtalerne for at tage dem med til overlæge/stuegangsgående psykolog. Da jeg har fået et stort antal ECT-behandlinger, er det en udfordring for mig at huske at få det hele skrevet ned.

Vil I eventuelt overveje at gentænke denne ordning?

Sendt fra min iPad

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Jeg kæmper med et dogme

Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Et dogme er bl.a. i følge Den Danske Ordbog: “udbredt opfattelse eller indstilling der anses for autoritativ og er hævet over enhver tvivl“.

Det, jeg kæmper med, er, at mange mennesker tror, jeg er blevet dum, fordi jeg er blevet syg. Sådan synes jeg ikke selv, det forholder sig. Et eksempel er, at til netværksmødet på afdelingen sagde hende fra kommunen et eller andet om, at (et eller andet) kunne man jo høre, når man talte med mig. Det fik mig til at sige det med, at jeg ikke er blevet dum…

Jeg gider ikke have den label klistret på mig, og jeg vil have lov at performe godt og gøre mit bedste i fx Psykiatrifonden uden at blive erklæret for “for rask”, men det er en balancegang.

Da jeg udfyldte de 13/15 sider i Word til kommunens rehabiliteringsteam, sad jeg også flere gange og tænkte, om jeg skulle lægge bånd på mig selv netop for ikke at blive anset for “for rask”? Jeg valgte nu ikke at gøre det og har i stedet været så ærlig om min situation, som jeg overhovedet kan. Jeg håber så ikke, det kommer mig til skade på dommens dag. I øvrigt havde Bodil den gode replik, at de jo bare kan se på de lægelige akter, der i et eller andet omfang taler for sig selv.

Jeg spurgte i dag Gitte i Distriktspsykiatrien, om dette dogme var noget, hun havde hørt om før eller bare bemærket. Hun kendte det særdeles godt og vidste, at flere af hendes patienter kæmpede med det. Så er jeg altså ikke alene.

Og så skal jeg i øvrigt i gang med at “trille piller.” Jeg har købt en doseringsæske, så jeg kan måle tabletter af en gang om ugen i stedet for at stå to gange hver aften og fedte med alle æskerne i medicinskabet.

Må du have en dejlig tirsdag.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/12 Kommentarer/i , /af ,

En bog om hukommelsen

En bog om hukommelsen

Titlen på en bog

En bog om hukommelsen.

Bogens forfattere er Thomas Thaulov Raab og Peter Lund Madsen (aka Hjerne Madsen), den er fra 2013, og den handler om menneskets syv forskellige former for hukommelse. Der er masser af henvisninger til tidligere videnskabelige værker fra hukommelsesforskningen.

Bogen er udgivet på FADLs forlag, er i lækker indbinding, har et flot og overskueligt layout, trykt på lækkert papir og har flotte illustrationer. Jeg har købt mit eksemplar hos Saxo for 350,00 kr. – lidt dyrt, men den er gennemført lækker på alle 381 sider.

Det er snart flere år siden, jeg sidst har læst en bog, for jeg har ikke kunnet koncentrere mig om det – eller også har de bare ikke fænget nok. Denne her fænger imidlertid, og selv om den først kom i går morges, er jeg allerede 150 sider inde i den.

Den er højest læseværdig og er skrevet i et ligefremt og godt sprog. Ind i mellem mangler der dog lidt korrekturlæsning; jeg er flere steder faldet over “ligge”, der skulle være “lægge” og vice versa. Det burde ikke forekomme.

Det hedder ikke “korttidshukommelse”

Noget af de første de to forfattere slår fast er, at det ikke er rigtigt at arbejde med et begreb som “korttidshukommelse” (der blev opfundet i 1968). Det bør i stedet benævnes “arbejdshukommelse”, som et udtryk for det, man aktuelt er i gang med. Det svarer helt til, hvad Dr. Kaj Bjerring Andersen forklarede.

Det vi husker

Herefter gå de over til at forklare, hvad vi husker:

  1. Det som kan relateres til den viden, vi i forvejen besidder
  2. Det usædvanlige, overraskende og opsigtsvækkende eller på anden måde bemærkelsesværdige
  3. Det, som vækker vores interesse, eller som relaterer til noget, der i forvejen interesserer os.

Man behøver ikke være hjerneforsker for at udtænke ovenstående, men alligevel er det godt at få det bragt på plads allerede i starten af bogen. Jeg kan fx huske de mærkeligste detaljer om software eller om mine aner, for begge dele interesserer mig meget. Derimod kan jeg ikke huske, at jeg skulle have deltaget i 14 dages coachingforløb i 03/2014.

Der beskrives noget, der hedder “billedhukommelse”, som er et udtryk for, at hvis vi hjernen kan danne billeder/visualisere, husker vi en given ting bedre.

Ufattelige mængder af information i hjernen = 500 TB

Hjernen rummer ufattelige mængder af information, og der hentes ofte inspiration i computerverdenen, når disse mængder skal beskrives. Som eksempel ville en sikkerhedskopi af hjernen fylde ca. 500 TB eller 500.000 GB. Informationerne lagres i hjernebarken og aktiveres af “samarbejdet” mellem neuronerne, som vi har ca. 86 mia. af. Det er slet ikke til at forstå de talstørrelser.

En spændende bemærkning er at finde på side 75 om “De sammensmeltede minder: Hver enkelt erindring er ikke blot et kludetæppe sammensat af forskellige erindringsstumper fra en enkelt begivenhed, men samtidig, nærmest som et mentalt “sort hul”, i stand til at opsuge detaljer, som vi først oplever senere, og inkludere dem i en tidligere oplevelse, blot de stemmer overens med denne.”

Med hensyn til det at tidsfæste argumenterer de to forfattere for, at vi ikke har en indre kalender, hvor minderne er plottet ind, men at vi derimod har en indre tidslinje, som vi hæfter erindringen op på, fordi vi derved kan knytte begivenheder samme.

Og side 81: Det er lidt noget sludder at sige, at man husker “forkert”, fordi det bygger på en forventning om, at der findes en kopi af vores verden i vores hjerner. “Man kan argumentere for, at hukommelsens effektivitet i stedet bør måles på, hvor velegnet den er til at gøre vores erfaringer brugbare i fremtidige situationer. Genskabelsen af fortidige oplevelser ville i så fald blot være at betragte som vejen hertil.”

Vidnebeviset

Forfatterne bruger også et par sider på at problematisere vidneudsagn, der jo af og til er det eneste bevis, der findes i kriminalsager. Deres påstand er, at vidnebeviset tillægges alt for stor vægt, når man fra forskningen ved, at hjernen “supplerer” det man faktisk så eller hørte med det man føler, der mangler. Allerede professor doktor jur. Eva Smith var inde på dette i sin doktordisputats, der netop hed “Vidnebeviset” – som jeg faktisk har læst engang for længe siden.

Så langt som jeg indtil videre er kommet er konklusionen, at “hukommelsens vigtigste rolle er at gøre os rede til fremtiden” (side 106). Det er jo ikke lige sådan, vi plejer at betragte hukommelsen. For menigmand handler hukommelsen om fortiden ikke og fremtiden.

Jeg håber, bogen også vil rumme et par kapitler om, hvad der kan forårsage problemer med hukommelsen, og om hvordan man kan træne hukommelsen op igen. Melita sagde “træning, træning og atter træning”, men hun talte ikke om hvordan. Jeg har genoptaget Lumosity og håber, det er den rigtige vej at gå.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.