,

ECT hed tidligere elektrochok

ECT hed tidligere elektrochok

Bedøvelse og behandling

ECT hed tidligere elektrochok

“Bedøvelse og behandling” er navnet på den lille folder, der ligger på afdelingen, og den er god at få forstand af. Den er meget udførligt formuleret, så man virkelig får viden om, hvad ECT (elektrochok) er for noget. Jeg har lige siddet og hørt min og Melitas udskrivningssamtale fra i fredags. Hun siger det helt tydeligt: “ECT er den bedste behandling ved depressioner”.

Jeg har mødt mange mennesker, der siger, at det havde de aldrig turdet gå med til. Mange har hørt om, at det kan knibe med hukommelsen bagefter. Det er rigtigt, at man måske slet ikke kan huske noget som helst fra indlæggelsen, men de umiddelbare problemer er helt væk efter tre måneder, ref. Kaj Bjerring Andersen. Jeg husker fx intet fra november 2014, og faktisk heller ikke noget fra den første måned  i denne her omgang, men pyt med det, det tager jeg med “i købet”, det er prisen, jeg må betale.

De siger, at jeg har været meget “chok-dement”. I november var jeg fx så meget fra hægterne og forvirret, at jeg gav Visakort og pinkode til en medpatient, så hun kunne købe cigaretter for mig. Hun var ikke ærlig, og personalet måtte hjælpe med at få spærret kortet mv.

ECT står for Electroconvulsive Therapy

ECT står for Electroconvulsive Therapy, og er effektiv ved fx både svære depressioner, svære psykoser og svære manier. Behandlingen foregår ved, at der påføres en svag elektrisk strøm til hovedbunden. Dette udløser en sammentrækning (krampe) i hjernen. Man er i fuld narkose og oplever derfor ingen smerte eller ubehag under behandlingen.

ECT har endvidere den fordel, at det virker allerede efter et par gange. Dette skal ses i sammenhæng med, at der fx let kan gå otte uger før et evt. antidepressiva har effekt. Nogle gange har man bare ikke otte uger at gi’ af. Herudover er der specielt for bipolar affektiv sindslidelse det faktum, at man ikke kan tåle antidepressiva, for så risikerer man nye manier, så der er en hårfin balancegang at holde.

Der er ikke rigtig nogen, der ved, hvorfor ECT virker; man ved bare, at det virker.

ECT står aldrig alene, men er et stærkt supplement til den medicinske behandling og samtaleterapi (hvis de ellers kan skaffe en psykolog).

Hvem udfører behandlingen

For selve behandlingen står en særligt uddannet psykiater. Narkoseholdet står for bedøvelsen, og særligt uddannet plejepersonale står for resten. Det foregår mandag, onsdag og fredag morgen fra kl. 8:00, og narkoseholdet kommer ovre fra Hvidovre Hospital.

Det foregår i et meget lille rum, hvor der er stuvende fuldt, når alle de mennesker skal være derinde. Man møder op på fastende hjerte, ja ikke engang en cigaret må man tage der om morgenen. De stiller af sikkerhedsmæssige årsager en masse rutinespørgsmål fx om løse tænder, pacemaker, faste osv. De spørger også om diabetes og hjerteproblemer.Så lægger man sig på lejet, hvor de måler temperatur, puls og blodtryk, og hvor de lægger venflonen i venstre håndryg; det er den, bedøvelsen sprøjtes ind i. Herefter trækker man vejret i en iltmaske et par gange, og så er man væk. Behandlingen varer under to minutter. Man får noget muskelafslappende medicin, så selve kroppen næsten ikke kramper – det er altså ikke som i “Gøgereden”.

Efter behandlingen bliver man kørt ind i et lille lokale ved siden af, og der ligger man så og vågner op i ca. et kvarter. Det er aldrig lykkedes mig at se det lokale, og det er heller aldrig lykkedes mig at finde ud af, hvordan jeg kommer tilbage til afdelingen, og jeg har trods alt taget turen 19 gange.

Der kan være følgende bivirkninger, der dog alle forsvinder på meget kort tid (i løbet af formiddagen)

  • Forvirring – det har jeg vist haft en del
  • Hovedpine – det har jeg aldrig haft
  • Muskelømhed – det har jeg heller aldrig haft.

I november var ECT et mirakelmiddel for mig; det har det så ikke helt været nu her i marts/april, da de “dårlige tanker” fortsat er tilstede. ECT har dog repareret på appetit, søvn og synsforstyrrelser, og det har sørme også stor værdi, for man bliver endnu mere syg af ikke at sove. I de depressive perioder vågner jeg konstant omkring 4 – 4:30, så det er en af de ting, jeg har noteret ned som faresignaler i applikationen “minplan”.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

, ,

Klar til at blive udskrevet

Klar til at blive udskrevet

Jeg føler mig klar til at blive udskrevet

En søvnløs nat

Jeg kan simpelthen ikke sove. Måske er det spændingen over at skulle udskrives i morgen, at skulle til samtale nr. to med psykologen og at skulle hjem for good? Men pyt jeg kan jo da bare tage en middagslur i morgen!

Jeg føler mig fuldstændig klar til at blive udskrevet, tage hjem og få gang i mit rigtige liv igen. Ingen af de andre gange, jeg har været her, har jeg følt mig så i den grad klar til at blive udskrevet. Jeg talte lige med Mona om det, og hun kunne fortælle, at det i november var mig selv, der pressede på for at komme hjem. Det kan jeg slet ikke genkalde mig, men hun har jo nok ret. I øvrigt husker jeg jo heller ikke noget som helst fra november?

Positivt syn på fremtiden

Jeg ser lyst på den kommende tid, og jeg ser frem til forløbet i Psykiatrifonden. Jeg tror, det bliver spændende, og jeg håber, der kommer noget godt ud af det. Lige i skrivende stund føler jeg mig ikke klar til virksomhedspraktikken, men mon ikke det kommer inden de kommende syv uger er gået? Gad nok vide hvor mange timer jeg kan arbejde pr. uge?

Endnu engang har jeg studeret deres hjemmeside, og faldt over noget, de kalder “det mentale motionsrum”, hvor de har ni undersider om kognitive vanskeligheder som fx kan være hukommelsesproblemer. De fokuserer meget på det med at bruge en kalender mere aktivt. Det kan fx være ved at skrive selv små banale ting ned for at få struktur på dagens opgaver. Ideen er at belaste hjernen mindst muligt. Det lyder interessant og svarer i øvrigt til hvad Kaj Bjerring Andersen siger, så det er sikkert rigtigt. Det skal prøves!

Psykiatrifonden lægger på deres hjemmeside mest vægt på stress, angst og depression i relation til psykoedukationen i afklarings- og udviklingsforløbet. Det ville være dejligt, hvis de også havde noget om manierne.

Mona og jeg har lagt planer for næste uge: opringninger herfra om aftenen fredag, lørdag og søndag, herud til opfølgende samtaler med blandt andet hende tre dage og Gitte i Distriktspsykiatrien en dag. Jeg synes, det er et kongeligt tilbud at kunne komme herud og få en snak, om hvordan det går lige efter udskrivelsen.

Jeg føler tryghed ved denne “mandsopdækning”, og jeg tror og håber, det vil gå godt. Jeg har i hvert fald mod på at prøve, og jeg bliver aldrig mere klar end jeg er nu.

Ready steady go.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Scanning og hjemve

Scanning og hjemve

Det er dagen for MR-scanningen

Scanning og hjemve

Det var kl. 11:15, men der stod i indkaldelsen, at man skulle være der i god tid, så jeg var der en time før.

Efter tip fra en medpatient på Psykiatrisk Center Hvidovre bad jeg om noget beroligende, ikke fordi jeg har klaustrofobi, men fordi jeg var lidt bange for, om jeg kunne ligge så musestille i så lang tid, som det kræves.

Man lægger sig

Man lægger sig på lejet, får noget til at lægge under haserne, så man ligger godt, og så bliver nakke og hoved “klodset op” med små puder fra skuldrene og op til ørerne, så hovedet bliver fuldstændig fikseret. Det var lige i starten lidt ubehageligt, men man vænner sig hurtigt til det. Dernæst får man et par ørepropper, fordi scanneren larmer meget. I hånden får man en lille gummibold, der rummer en kontakt. Hvis man af en eller anden grund vil akut ud af scanneren, trykker man på bolden, der fungerer som en alarm.

Så bliver man kørt ind i scanneren, og optagelserne begynder. De optager i sekvenser af alt fra tre minutter til fem minutter. Der er en lille kort pause mellem hver sekvens; der kan man så lige klø sig på næsen el. lign.

Da vi er halvvejs

Da vi var halvvejs (tror jeg), havde de kigget lidt på nogle af billederne, og kom derefter med noget kontrastvæske, som gør, at de bedre kan se anatomien i hjernen. De prøvede at stikke i begge albueled flere gange, men kunne ikke komme til at stikke, for jeg ligner snart en nålepude fyldt med arvæv, bl.a. fordi jeg engang var bloddonor og har givet mere end 100 gange – det har jeg desværre måttet stoppe pga. al medicinen. Til sidst overgav de sig og lagde en venflon på venstre håndryg, som de sprøjtede kontrasten ind i og skyllede efter med saltvand. Det føltes en lille smule ubehageligt men ikke meget. Herefter optog de så de sidste sekvenser.

Alt i alt varede det ca. 45 minutter, og det var fuldstændig smertefrit. Det gik meget bedre med at ligge musestille, end jeg havde ventet. Da de først havde kørt mig ud igen, og jeg rejste mig, var jeg ved at dratte om, fordi jeg var så svimmel. Det er sædvanligt at blive svimmel, for man bruger mange kræfter på at ligge musestille – forklarede de. De kom med en æblejuice, og fem minutter efter var det væk.

Jeg spurgte til, hvordan det kunne være, at scanneren sagde en ny lyd, hver gang vi begyndte på en ny sekvens. De forklarede meget tålmodigt om, hvordan scanneren virker: Den består af en kæmpe stor magnet og en masse små magneter. Det man optager er faktisk relationen mellem magneterne, og midteraksens forhold til de små magneter. Jeg forstod det ikke helt, men det lød spændende – og de havde slet ikke noget i mod at blive spurgt, da jeg havde forklaret, at jeg skulle bruge det til et blogindlæg.

Det, man kan se på en scanning af hjernen, er grå og hvide områder, anatomien, mængden af beskyttende væske omkring hjernen (svarende til den beskyttende æggehvide omkring æggeblommen), mængden af fedt omkring hjernen; der var sikkert mere, men resten kan jeg ikke lige huske.

Hele formålet med MR-scanningen er at se om der er skader der gør, at min hukommelse ikke er noget at råbe hurra for.


Jeg har haft en lille mailkorrespondance med Neuropsykologen Kaj Bjerring Andersen om, hvad hans konklusion egentlig betyder:

Kære Hanne

Du har et spørgsmål til mig vedr. “organisk cerebral dysfunktion”. Hvis der står det, skulle der have stået “organisk betinget cerebral dysfunktion”, hvormed jeg mener, at der er nogle forstyrrelser (hukommelsen), som synes at have et organisk grundlag (dvs. som kan være en følge af en skade på hjernen) til forskel for en forstyrrelse, der ikke har et organisk grundlag (og som kan være funktionel eller f.eks. en forbigående stressreaktion). Håber du kan bruge svaret.

Med venlig hilsen
Kaj

Jeg har læst det nogle gange efterhånden, og det giver langsomt mere og mere mening for mig. Nu er jeg bare spændt på resultaterne af scanningen, der formentlig foreligger i løbet af 14 dage. Det bliver en lang ventetid.


Hjemve

Jeg har nu været indlagt siden den 17. marts altså lige knap to måneder, og det har været dejligt at mærke, at jeg dag for dag fik det bedre. Nu føler jeg mig fuldstændig klar til at komme hjem – også selvom jeg har haft det godt, og det var det eneste rigtige sted at være; det var det mindst farlige sted at være. Jeg længes efter mit hjem og mine daglige gøremål.

Det grundlæggende problem jeg kom med, har vi ikke løst helt, da ECT ikke i denne omgang havde samme mirakuløse effekt som i november 2014. Det der er løst er forstyrrelser af søvn, appetit og syn. De “dårlige tanker” er der stadig, men dem har jeg jo sådan set haft, siden jeg var 14, så måske er de bare et grundvilkår for mig. Jeg føler mig ikke længere klinisk deprimeret.

Med mig hjem får jeg et nyt problem i form af “filmen” eller “drejebogen”, der er en psykose/hallucinationer. Det består i, at jeg ser og hører min egen død og begravelse inde i hovedet på de nederste 25 pct. af det indre skærmbillede. Det er meget ubehageligt, og det er der konstant; det er det første, jeg ser og hører om morgenen, og det sidste jeg ser og hører, inden jeg sover. Jeg er ved at blive sindssyg af det, og nu har det vel varet 1½ måned. Noget meget positivt er, at PCH har udvirket, at “sagen” tages op på en konference i DPC (Distrikts Psykiatrisk Center) med henblik på at finde en psykolog til mig. Formentlig kan jeg komme til en gang i juli. Der er godt nok længe til, men det er væsentligt bedre end det, jeg har hørt, nemlig at der skulle være seks måneders ventetid. Jeg har ikke seks måneder. Tænk hvis en håndfuld samtaler med en psykolog kan stoppe den (undskyld sproget men jeg mener det: forbandede) drejebog!

Søde mennesker

Jeg har truffet nogle pokkers søde mennesker derude, og der er et par stykker, som jeg meget håber, jeg kan holde kontakten til. Fx I. der også er lidt nørdet, og som gerne vil have en hjemmeside. Hun skriver rigtig godt, så jeg har opmuntret hende til at arbejde videre med det. At skrive kan ses som en art selvterapi. Jeg vil rigtig gerne hjælpe hende med at få en hjemmeside op at stå. Herregud det er jo blevet så meget nemmere, end dengang jeg selv startede i 2003; da måtte man sætte sig ned og lære sig HTML; nu er den viden forældet/overflødig og markedet er overtaget af CMS’er som fx Joomla (Til I. her er 16 tutorials til at komme i gang på eller wordpress.org og det er selvfølgelig positivt, for det betyder, at mange flere kan få deres budskaber ud over rampen, og det er jo det, det handler om.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Beskyttende faktorer

Beskyttende faktorer

Det skal holde mig i live: de beskyttende faktorer

  • Drive til at være social
  • Sociale kompetencer
  • Behagelig personlighed
  • Struktureret
  • Systematisk
  • Interesser:
    • slægtsforskning,
    • kriminalhistorie,
    • foto og gamle billeder og
    • software
  • Menighedsråd og kirken
  • Godt begavet

Indenfor psykiatrien og psykologien taler man en del om det, der kaldes “beskyttende faktorer”, som kort sagt er det, der skal holde en i live, når der opstår en krise.

Jeg har lige været til stuegang med Ditte Munk Wollesen (psykologen på Psykiatrisk Center Hvidovre), og vi rundede af med at tale om de beskyttende faktorer.

Mit udgangspunkt er, at jeg ikke synes, jeg har nogen, men det synes hun, og hun lavede lige ud af hovedet ovenstående liste. Det er selvfølgelig vældig pænt af hende. Problemet er, at jeg ikke synes, jeg rigtig kan tage ejerskab til den. Det vækker ikke rigtig genklang hos mig.

På hendes opfordring har jeg dog nu skrevet det ned både her på bloggen og i mine noter på iPadden, så jeg altid har dem med mig. Måske de så på en eller anden måde kan gøre gavn?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.