, , ,

Scanning og hjemve

Det er dagen for MR-scanningen af hjernen

Det var kl. 11:15, men der stod i indkaldelsen, at man skulle være der i god tid, så jeg var der en time før.

Efter tip fra en medpatient på PCH bad jeg om noget beroligende, ikke fordi jeg har klaustrofobi, men fordi jeg var lidt bange for, om jeg kunne ligge så musestille i så lang tid, som det kræves.

Man lægger sig på lejet, får noget til at lægge under haserne, så man ligger godt, og så bliver nakke og hoved “klodset op” med små puder fra skuldrene og op til ørerne, så hovedet bliver fuldstændig fikseret. Det var lige i starten lidt ubehageligt, men man vænner sig hurtigt til det. Dernæst får man et par ørepropper, fordi scanneren larmer meget. I hånden får man en lille gummibold, der rummer en kontakt. Hvis man af en eller anden grund vil akut ud af scanneren, trykker man på bolden, der fungerer som en alarm.

Så bliver man kørt ind i scanneren, og optagelserne begynder. De optager i sekvenser af alt fra tre minutter til fem minutter. Der er en lille kort pause mellem hver sekvens; der kan man så lige klø sig på næsen el. lign.

Da vi var halvvejs (tror jeg), havde de kigget lidt på nogle af billederne, og kom derefter med noget kontrastvæske, som gør, at de bedre kan se anatomien i hjernen. De prøvede at stikke i begge albueled flere gange, men kunne ikke komme til at stikke, for jeg ligner snart en nålepude fyldt med arvæv, bl.a. fordi jeg engang var bloddonor og har givet mere end 100 gange – det har jeg desværre måttet stoppe pga. al medicinen. Til sidst overgav de sig og lagde en venflon på venstre håndryg, som de sprøjtede kontrasten ind i og skyllede efter med saltvand. Det føltes en lille smule ubehageligt men ikke meget. Herefter optog de så de sidste sekvenser.

Alt i alt varede det ca. 45 minutter, og det var fuldstændig smertefrit. Det gik meget bedre med at ligge musestille, end jeg havde ventet. Da de først havde kørt mig ud igen, og jeg rejste mig, var jeg ved at dratte om, fordi jeg var så svimmel. Det er sædvanligt at blive svimmel, for man bruger mange kræfter på at ligge musestille – forklarede de. De kom med en æblejuice, og fem minutter efter var det væk.

Jeg spurgte til, hvordan det kunne være, at scanneren sagde en ny lyd, hver gang vi begyndte på en ny sekvens. De forklarede meget tålmodigt om, hvordan scanneren virker: Den består af en kæmpe stor magnet og en masse små magneter. Det man optager er faktisk relationen mellem magneterne, og midteraksens forhold til de små magneter. Jeg forstod det ikke helt, men det lød spændende – og de havde slet ikke noget i mod at blive spurgt, da jeg havde forklaret, at jeg skulle bruge det til et blogindlæg.

Det, man kan se på en scanning af hjernen, er grå og hvide områder, anatomien, mængden af beskyttende væske omkring hjernen (svarende til den beskyttende æggehvide omkring æggeblommen), mængden af fedt omkring hjernen; der var sikkert mere, men resten kan jeg ikke lige huske 🙂 Hele formålet med MR-scanningen er at se om der er skader der gør, at min hukommelse ikke er noget at råbe hurra for.


Jeg har haft en lille mailkorrespondance med Neuropsykologen Kaj Bjerring Andersen om, hvad hans konklusion egentlig betyder:

Kære Hanne

Du har et spørgsmål til mig vedr. “organisk cerebral dysfunktion”. Hvis der står det, skulle der have stået “organisk betinget cerebral dysfunktion”, hvormed jeg mener, at der er nogle forstyrrelser (hukommelsen), som synes at have et organisk grundlag (dvs. som kan være en følge af en skade på hjernen) til forskel for en forstyrrelse, der ikke har et organisk grundlag (og som kan være funktionel eller f.eks. en forbigående stressreaktion). Håber du kan bruge svaret.

Med venlig hilsen
Kaj

Jeg har læst det nogle gange efterhånden, og det giver langsomt mere og mere mening for mig. Nu er jeg bare spændt på resultaterne af scanningen, der formentlig foreligger i løbet af 14 dage. Det bliver en lang ventetid.


 

Hjemve

Jeg har nu været indlagt siden den 17. marts altså lige knap to måneder, og det har været dejligt at mærke, at jeg dag for dag fik det bedre. Nu føler jeg mig fuldstændig klar til at komme hjem – også selvom jeg har haft det godt, og det var det eneste rigtige sted at være; det var det mindst farlige sted at være. Jeg længes efter mit hjem og mine daglige gøremål.

Det grundlæggende problem jeg kom med, har vi ikke løst helt, da ECT ikke i denne omgang havde samme mirakuløse effekt som i november 2014. Det der er løst er forstyrrelser af søvn, appetit og syn. De “dårlige tanker” er der stadig, men dem har jeg jo sådan set haft, siden jeg var 14, så måske er de bare et grundvilkår for mig. Jeg føler mig ikke længere klinisk deprimeret.

Med mig hjem får jeg et nyt problem i form af “filmen” eller “drejebogen”, der er en psykose/hallucinationer. Det består i, at jeg ser og hører min egen død og begravelse inde i hovedet på de nederste 25 pct. af det indre skærmbillede. Det er meget ubehageligt, og det er der konstant; det er det første, jeg ser og hører om morgenen, og det sidste jeg ser og hører, inden jeg sover. Jeg er ved at blive sindssyg af det, og nu har det vel varet 1½ måned. Noget meget positivt er, at PCH har udvirket, at “sagen” tages op på en konference i DPC (Distrikts Psykiatrisk Center) med henblik på at finde en psykolog til mig. Formentlig kan jeg komme til en gang i juli. Der er godt nok længe til, men det er væsentligt bedre end det, jeg har hørt, nemlig at der skulle være seks måneders ventetid. Jeg har ikke seks måneder. Tænk hvis en håndfuld samtaler med en psykolog kan stoppe den (undskyld sproget men jeg mener det: forbandede) drejebog!

Søde mennesker

Jeg har truffet nogle pokkers søde mennesker derude, og der er et par stykker, som jeg meget håber, jeg kan holde kontakten til. Fx I. der også er lidt nørdet, og som gerne vil have en blog/en hjemmeside. Hun skriver rigtig godt, så jeg har opmuntret hende til at arbejde videre med det. At skrive kan ses som en art selvterapi. Jeg vil rigtig gerne hjælpe hende med at få en hjemmeside og/eller en blog op at stå. Herregud det er jo blevet så meget nemmere, end dengang jeg selv startede i 2003; da måtte man sætte sig ned og lære sig HTML; nu er den viden forældet/overflødig og markedet er overtaget af CMS’er som fx Joomla (Til I. her er 16 tutorials til at komme i gang på 🙂  eller wordpress.org og det er selvfølgelig positivt, for det betyder, at mange flere kan få deres budskaber ud over rampen, og det er jo det, det handler om.

8 replies
  1. Ulla
    Ulla says:

    Kære Hanne.

    Det virker godt nok ret belastende med den drejebog. Godt der trods alt sker noget, så det bliver taget op i DPC, så de kan få fundet en god psykolog til dig.

    Venlig hilsen Ulla…

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Ulla

      Det er belastende med drejebogen! Nu har det varet så længe, og der er tilsyneladende intet, der kan stoppe den. Jeg er ret skuffet over, at “Risperdal” ikke har kunnet få bugt med den. Pdas. tror jeg, at den/løsningen skal have to ben at gå på, altså både medicin og terapi. Jeg vil altid undre mig over, at et psykiatrisk hospital ikke har en psykolog – det kunne jo måske have afkortet min indlæggelse med flere uger… Nu venter jeg så på DPC, og måske er det også en bedre løsning.

      Svar
      • Ulla
        Ulla says:

        Kære Hanne.

        Ja, det virker yderst besynderligt, at man på en psykiatrisk afdeling ikke har eller er i stand til at henvise direkte til en psykolog. For det betyder jo, at man, som du skriver her, åbenbart ikke er i stand til at etablere og igangsætte kombinerede behandlingsforløb, der består af en kombination af medicin og terapi internt på en psykiatrisk afdeling. Det virker da mildt sagt ret ”kikset”. Det er da sådan noget, der et eller andet sted burde være en selvfølge. Synes jeg. Jeg har nogen gange ret svært ved at blive klog på den manglende evne til at tænke i kombinerede helheder, der synes at præge ret mange (herunder åbenbart også det psykiatriske) behandlingsområder.

        Interessant at se, hvad de har at byde på hos DPC.

        Venlig hilsen Ulla…

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Ulla

          Ja kikset – det er ikke ordet…. Inden man tager herfra, får man tilbud om at deltager i en tilfredshedsundersøgelse, og i den har jeg påpeget følgende:
          1) Fire elever på en gang er bare for neget
          2) Stuegangsproblemet – man ved aldrig på forhånd, hvornår man er på
          3) Manglende psykologbistand
          4) De forskellige systemer, der ikke taler sammen. KISO og Opusnotater taler ikke sammen.
          5) Wi-Fi signalet er alt for svagt og langsomt

          Ovenstående bliver forhåbentlig optaget i den positive ånd, det er skrevet, for jeg har været enormt glad for at være her, og det skal ikke misforståes, men jeg synes, de kunne arbejde med de fem punkter.

          Jeg er også meget spændt på at se, hvad de kan byde på i dpc.

          Svar
          • Ulla
            Ulla says:

            Kære Hanne.

            Jeg synes, det er en meget reel og konstruktiv feedback / tilbagemelding, du har givet dem. Den burde de kunne tage ud fra en positiv vinkel.
            Den med systemer, der ikke taler sammen, er, så vidt jeg ved, et ret ubredt problem indenfor store dele af Region Hovedstaden. Man har ikke tænkt sig godt nok om, og så langt, da man indkøbte systemerne, at de jo meget gerne skulle kunne tale sammen. Og det giver jo anledning til en hel del ekstra ”koks” og koordineringsproblemer.

            Venlig hilsen Ulla…

          • Stegemüller
            Stegemüller says:

            @ Kære Ulla

            Det er i hvert tilfælde positivt ment, og jeg har endda underskrevet med mit fulde navn, for jeg vil gerne stå ved mine svar/kommentarer.

            Det med systemerne har jeg skrevet følgende om i en mail til den øverste herude. Jeg har ikke fået svar, men har jeg ikke hørt noget inden for en måned, vil jeg tillade mig at bringe sagen i venlig erindring:

            Den torsdag den 30. april 2015 skrev Stegemüller :
            Kære Birgitte Welcher

            Jeg er p.t. indlagt på 808 med en svær depression med psykotiske “elementer”, og lad mig indledningsvist slå fast, at jeg er meget glad for at være her, og synes, at det personale, jeg møder, er meget professionelt og ansvarligt. Jeg synes eksempelvis, at ordningen med de faste kontaktpersoner er særdeles velfungerende.

            Modsat mange andre med depression har jeg det bedst om morgenen og værst om aftenen. Det er derfor oftest om aftenen, jeg har brug for en lille/længere snak med en medarbejder. Jeg oplever i høj grad at blive taget alvorligt, og at medarbejderne tager sig tiden, og det er dejligt.

            Der, hvor jeg synes, jeg ser et strukturelt problem, er, at medarbejderne omhyggeligt indfører essensen af samtalerne i KISO, men overlæge/stuegangsgående psykolog anvender ikke dette system, de bruger i stedet Opusnotater. Kort sagt betyder det, at disse – for mig – vigtige samtaler aldrig kommer længere end til plejepersonalet, og at jeg som patient selv skal huske på, hvad vi talte om og skrive mine egne noter om samtalerne, for at tage dem med til overlæge/stuegangsgående psykolog. Da jeg har fået et stort antal ECT-behandlinger, er det en udfordring for mig at huske at få det hele skrevet ned.

            Vil I eventuelt overveje at gentænke denne ordning?

            Sendt fra min iPad

            Venlig hilsen
            Hanne B. Stegemüller

  2. Kisser
    Kisser says:

    Jeg er imponeret over hvad de scannere kan vise. Det bliver spændende, hvad din scanning vil vise.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kisser

      Du kan også tro, at jeg er spændt! Det bliver 14 lange dage at vente på resultatet, som jeg kan hente i DPC hos Janne Baatz, der bare er så sød, og vil forstå at forklare det på en god måde.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *