Patientfeedback

Patientfeedback

Sådan lidt Lean …

Patientfeedback

Psykiatrisk Center Hvidovre holder en gang årligt et “Patientfeedbackmøde“, som led i deres Leanproces og løbende bestræbelser på at gøre det bedre. Og de havde så blandt andet inviteret mig.

Spidserne var tilstede og der var repræsentanter fra direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri, overlægen var der, afdelingssygeplejersken var der og så var min favoritkontaktperson Mona der. Desværre sagde hun ikke noget.

Ordet var patienternes både som det frie ord men også under overskrifterne:

  • ankomst
  • det skriftlige materiale og
  • udskrivelse

Personalet på 808 er fantastisk

Der var masser af ros til personalet på afsnit 808, der altid er tilgængeligt og altid har tid til en snak, også selvom de løber stærkt i hverdagen. Jeg snakkede lidt med Mona, der næsten var overvældet over al den ros – men hun fortjener den.

Først var ordet patienternes, mens personalebordet bare skulle lytte. Herefter skulle personalet sige, hvad de ville tage med sig hjem og arbejde videre med. Så var ordet atter patienternes. Alle patientudsagn blev opsummeret på post its og hængt op. Til sidst fik man tre klistermærker, som man skulle tildele de udsagn, man fandt vigtigst.

Der var store og små ting mellem hinanden: alt fra at der manglede gardiner på toiletterne, at tørrestativerne skulle tilbage til vaskeriet til at udskrivelsesprocessen var vigtig og skulle foregå som en fælles proces mellem medarbejdere og patienter til at man skulle kunne få indflydelse på, hvem der skulle være ens kontaktperson i erkendelse af, at der altså også er noget, der hedder personlig kemi.

Udskrivelsesprocessen og de fysiske rammer på 808

Der var rigtig mange, der havde fat i udskrivelsesprocessen, og den er også enormt vigtig. Jeg følte mig selv helt klar, da jeg skulle hjem denne gang og det på en helt anden måde end de første fire gange. Hvad der præcist var anderledes denne gang, ved jeg ikke, men måske var det bedre forberedt fx ved at jeg havde været hjemme i flere omgange og også havde været hjemme og sove? Nogle nævnte ubehagelige oplevelser med at få at vide, at “du skal hjem i morgen”, og det holder altså ikke. Det kan gøres bedre.

Rigtig mange nævnte de fysiske rammer med 4-sengsstuerne som det store problem. Anne fra direktionen vidste ikke, at det var sådan forholdene var! Der udspandt sig lidt snak om, at hvis man nu ombyggede og gjorde 4-sengsstuerne til 2-sengsstuer, ville det jo så gøre, at der kun var halvt så mange, der kunne få hjælp. Og hvad gør man så? Jeg tænker, at det trods alt er bedre at være på en 4-sengsstue end at tage livet af sig.

Det skriftlige materiale fik også en del ord med på vejen. Der var flere, der sagde, at de ved ankomsten var i en sådan forfatning, at de ikke kunne kapere det. Jeg havde det nemt, for jeg har aldrig nogensinde fået en velkomstmappe! Til gengæld synes jeg, at mange af de pjecer, der er hængt op i holdere på væggene, er rigtig gode at få forstand af. Jeg har fx læst den om ECT og om bipolar affektiv sindslidelse mange gange.

Flere havde fat i, at hvis der undervejs blev opdaget (nye) somatiske lidelser, blev der også gjort noget for at få dem udredt; det kan jeg jo også kun skrive under på. Der var noget snak om behandlingsplaner, og det var vekslende, om folk havde været involveret i udarbejdelsen af dem eller ej. I min e-journal står gentagne gange, at jeg har været involveret, men det er altså ikke rigtigt.

De prioriterede udsagn

Da alle udsagn var samlet sammen og skrevet på post its og prioriteret var det disse, der vandt – mener jeg bestemt:

  • Indflydelse på hvem der skal være kontaktperson
  • Udskrivelsesprocessen skal være en fælles opgave for patient og personale.

Det gode ved dette er, at ingen af disse to forbedringsforslag koster noget. Det er sådan set uden videre til at gå i gang med dem. Det kan være, det kræver omlægning af arbejdsgange mv., men man skal ikke omkring de bevilgende myndigheder! Herudover lovede de, at de ville tage alle post its med videre i processen.

Jeg havde et synspunkt om brugen af forskellige IT-systemer, men jeg kom ikke frem med det. Jeg benyttede i stedet lejligheden til at give centerchef Birgitte Welcher et print af den mail, jeg sendte hende den 30. april, og som jeg aldrig har fået svar på. Hun beklagede meget, at hun ikke havde svaret, men forklarede, at hun p.t. havde kontor både i Glostrup og i Hvidovre. Pyt så med det, alle kan overse en mail, og hun får sikkert mange. Mailen kommer herunder:

Kære Birgitte Welcher
Jeg er p.t. indlagt på 808 med en svær depression med psykotiske elementer, og lad mig indledningsvist slå fast, at jeg er meget glad for at være her, og synes, at det personale, jeg møder, er meget professionelt og ansvarligt. Jeg synes eksempelvis, at ordningen med de faste kontaktpersoner er særdeles velfungerende.

Modsat mange andre med depression har jeg det bedst om morgenen og værst om aftenen. Det er derfor oftest om aftenen, jeg har brug for en snak med en medarbejder. Jeg oplever i høj grad at blive taget alvorligt, og at medarbejderne tager sig tiden, og det er dejligt.

Der, hvor jeg synes, jeg ser et strukturelt problem, er, at medarbejderne omhyggeligt indfører essensen af samtalerne i KISO, men overlæge/stuegangsgående psykolog anvender ikke dette system, de bruger i stedet Opusnotater. Kort sagt betyder det, at disse – for mig – vigtige samtaler aldrig kommer længere end til plejepersonalet, og at jeg som patient selv skal huske på, hvad vi talte om og skrive mine egne noter om samtalerne for at tage dem med til overlæge/stuegangsgående psykolog. Da jeg har fået et stort antal ECT-behandlinger, er det en udfordring for mig at huske at få det hele skrevet ned.

Vil I eventuelt overveje at gentænke denne ordning?

Sendt fra min iPad

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Jeg kæmper med et dogme

Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Et dogme er bl.a. i følge Den Danske Ordbog: “udbredt opfattelse eller indstilling der anses for autoritativ og er hævet over enhver tvivl“.

Det, jeg kæmper med, er, at mange mennesker tror, jeg er blevet dum, fordi jeg er blevet syg. Sådan synes jeg ikke selv, det forholder sig. Et eksempel er, at til netværksmødet på afdelingen sagde hende fra kommunen et eller andet om, at (et eller andet) kunne man jo høre, når man talte med mig. Det fik mig til at sige det med, at jeg ikke er blevet dum…

Jeg gider ikke have den label klistret på mig, og jeg vil have lov at performe godt og gøre mit bedste i fx Psykiatrifonden uden at blive erklæret for “for rask”, men det er en balancegang.

Da jeg udfyldte de 13/15 sider i Word til kommunens rehabiliteringsteam, sad jeg også flere gange og tænkte, om jeg skulle lægge bånd på mig selv netop for ikke at blive anset for “for rask”? Jeg valgte nu ikke at gøre det og har i stedet været så ærlig om min situation, som jeg overhovedet kan. Jeg håber så ikke, det kommer mig til skade på dommens dag. I øvrigt havde Bodil den gode replik, at de jo bare kan se på de lægelige akter, der i et eller andet omfang taler for sig selv.

Jeg spurgte i dag Gitte i Distriktspsykiatrien, om dette dogme var noget, hun havde hørt om før eller bare bemærket. Hun kendte det særdeles godt og vidste, at flere af hendes patienter kæmpede med det. Så er jeg altså ikke alene.

Og så skal jeg i øvrigt i gang med at “trille piller.” Jeg har købt en doseringsæske, så jeg kan måle tabletter af en gang om ugen i stedet for at stå to gange hver aften og fedte med alle æskerne i medicinskabet.

Må du have en dejlig tirsdag.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

En bog om hukommelsen

En bog om hukommelsen

Titlen på en bog

En bog om hukommelsen.

Bogens forfattere er Thomas Thaulov Raab og Peter Lund Madsen (aka Hjerne Madsen), den er fra 2013, og den handler om menneskets syv forskellige former for hukommelse. Der er masser af henvisninger til tidligere videnskabelige værker fra hukommelsesforskningen.

Bogen er udgivet på FADLs forlag, er i lækker indbinding, har et flot og overskueligt layout, trykt på lækkert papir og har flotte illustrationer. Jeg har købt mit eksemplar hos Saxo for 350,00 kr. – lidt dyrt, men den er gennemført lækker på alle 381 sider.

Det er snart flere år siden, jeg sidst har læst en bog, for jeg har ikke kunnet koncentrere mig om det – eller også har de bare ikke fænget nok. Denne her fænger imidlertid, og selv om den først kom i går morges, er jeg allerede 150 sider inde i den.

Den er højest læseværdig og er skrevet i et ligefremt og godt sprog. Ind i mellem mangler der dog lidt korrekturlæsning; jeg er flere steder faldet over “ligge”, der skulle være “lægge” og vice versa. Det burde ikke forekomme.

Det hedder ikke “korttidshukommelse”

Noget af de første de to forfattere slår fast er, at det ikke er rigtigt at arbejde med et begreb som “korttidshukommelse” (der blev opfundet i 1968). Det bør i stedet benævnes “arbejdshukommelse”, som et udtryk for det, man aktuelt er i gang med. Det svarer helt til, hvad Dr. Kaj Bjerring Andersen forklarede.

Det vi husker

Herefter gå de over til at forklare, hvad vi husker:

  1. Det som kan relateres til den viden, vi i forvejen besidder
  2. Det usædvanlige, overraskende og opsigtsvækkende eller på anden måde bemærkelsesværdige
  3. Det, som vækker vores interesse, eller som relaterer til noget, der i forvejen interesserer os.

Man behøver ikke være hjerneforsker for at udtænke ovenstående, men alligevel er det godt at få det bragt på plads allerede i starten af bogen. Jeg kan fx huske de mærkeligste detaljer om software eller om mine aner, for begge dele interesserer mig meget. Derimod kan jeg ikke huske, at jeg skulle have deltaget i 14 dages coachingforløb i 03/2014.

Der beskrives noget, der hedder “billedhukommelse”, som er et udtryk for, at hvis vi hjernen kan danne billeder/visualisere, husker vi en given ting bedre.

Ufattelige mængder af information i hjernen = 500 TB

Hjernen rummer ufattelige mængder af information, og der hentes ofte inspiration i computerverdenen, når disse mængder skal beskrives. Som eksempel ville en sikkerhedskopi af hjernen fylde ca. 500 TB eller 500.000 GB. Informationerne lagres i hjernebarken og aktiveres af “samarbejdet” mellem neuronerne, som vi har ca. 86 mia. af. Det er slet ikke til at forstå de talstørrelser.

En spændende bemærkning er at finde på side 75 om “De sammensmeltede minder: Hver enkelt erindring er ikke blot et kludetæppe sammensat af forskellige erindringsstumper fra en enkelt begivenhed, men samtidig, nærmest som et mentalt “sort hul”, i stand til at opsuge detaljer, som vi først oplever senere, og inkludere dem i en tidligere oplevelse, blot de stemmer overens med denne.”

Med hensyn til det at tidsfæste argumenterer de to forfattere for, at vi ikke har en indre kalender, hvor minderne er plottet ind, men at vi derimod har en indre tidslinje, som vi hæfter erindringen op på, fordi vi derved kan knytte begivenheder samme.

Og side 81: Det er lidt noget sludder at sige, at man husker “forkert”, fordi det bygger på en forventning om, at der findes en kopi af vores verden i vores hjerner. “Man kan argumentere for, at hukommelsens effektivitet i stedet bør måles på, hvor velegnet den er til at gøre vores erfaringer brugbare i fremtidige situationer. Genskabelsen af fortidige oplevelser ville i så fald blot være at betragte som vejen hertil.”

Vidnebeviset

Forfatterne bruger også et par sider på at problematisere vidneudsagn, der jo af og til er det eneste bevis, der findes i kriminalsager. Deres påstand er, at vidnebeviset tillægges alt for stor vægt, når man fra forskningen ved, at hjernen “supplerer” det man faktisk så eller hørte med det man føler, der mangler. Allerede professor doktor jur. Eva Smith var inde på dette i sin doktordisputats, der netop hed “Vidnebeviset” – som jeg faktisk har læst engang for længe siden.

Så langt som jeg indtil videre er kommet er konklusionen, at “hukommelsens vigtigste rolle er at gøre os rede til fremtiden” (side 106). Det er jo ikke lige sådan, vi plejer at betragte hukommelsen. For menigmand handler hukommelsen om fortiden ikke og fremtiden.

Jeg håber, bogen også vil rumme et par kapitler om, hvad der kan forårsage problemer med hukommelsen, og om hvordan man kan træne hukommelsen op igen. Melita sagde “træning, træning og atter træning”, men hun talte ikke om hvordan. Jeg har genoptaget Lumosity og håber, det er den rigtige vej at gå.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Medicinen er lig flerstofbehandling

Medicinen er lig flerstofbehandling

Store mængder medicin

Medicinen er lig flerstofbehandling

Jeg er i det, der kaldes “flerstofbehandling”, og det består af

  • Risperdal 6 mg. = maksdosis. Mod psykose.
  • Lamotrigin/Lamictal 150 mg. Mod stemningssvingninger. Egl. et epilepsipræparat.
  • Phenergan 125 mg. Sovemiddel. Egl. et antihistamin.
  • Lithium/Litarex 18 mml = 3 tbl. Mod mani.
  • Lysantin 1 tbl. Mod restless legs, og det ser rent faktisk ud til at virke. De kalder det bivirkningsmedicin.

I sorte stunder kan jeg tænke, hvilken nytte alt dette egentlig gør, når jeg alligevel den ene gang efter den anden kan havne i en depression eller i en mani. Men jeg har ikke lyst til på nogen måde at udfordre det, så jeg er tro mod både præparater, doser og tidspunkter for indtagelse. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg er dygtigere til at vurdere det farmakologiske aspekt end “de” er. En gang inden seneste indlæggelse havde jeg medicinstop for så vidt angår Litarex i en uge. Jeg må sige, at Gitte i Distriktspsykiatrien løftede pegefingeren så grundigt, at jeg ikke gør det igen. Jeg orkede bare ikke at gå de 700 meter ned på apoteket.

For at huske det hele og i det hele taget have styr på det, har jeg downloaded apotekets “Medicinhusker”, der er en rigtig fiks lille applikation til både Appleprodukter og Androidprodukter. Man taster sine præparater og doser ind. Herudover kan man sætte tid på, hvornår det skal tages, og så bipper telefonen/tabletten, når det er på tide. I applikationen ligger også en kalender, så når jeg fx tager Risperdal her søndag aften den 17. maj kl. 20:00, kan jeg sætte flueben udfor præparatet på denne dag i kalenderen som tegn på, at alt nu er i orden. Det giver et fantastisk overblik.

En lille anke mod Psykiatrisk Center Hvidovre

De er ikke så gode til at inddrage teknologien i behandlingen, fx  applikationerne “Medicinhusker” og “Minplan”, som Henny henledte min opmærksomhed på.

minplan er et krisestyringsværktøj, hvor man fx i gode perioder kan forberede sig på kriser. Det kan ske ved at indtaste faresignaler, mestringsstrategier, ressourcepersoner, hvem ringer man til osv. Det var helt tydeligt, at de ikke kendte nogen af de disse applikationer, og der findes garanteret mange flere, der er rigtig gode, og som de burde kende til. De skal da inddrages i behandlingen af moderne mennesker.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.