/21 Kommentarer/i , /af ,

Uvished om fremtiden

Uvished om fremtiden

Jeg kan ikke udholde al denne uvished om fremtiden

Denne post er brok, så er du advaret, og kan springe til mere muntre sider på internettet 🙂

Jeg savner vished om, hvordan det hele skal gå og skal forme sig. I den forbindelse tænker jeg især på arbejdslivet.

Virksomhedspraktikken (de 13 uger i forbindelse med Psykiatrifonden) kommer ikke i gang før i august måned, da alle virksomheder – både private og offentlige – selvfølgelig holder lukket i juli. Det betyder, at praktikken ikke vil være afsluttet før omkring årsskiftet. Efter praktikken er afsluttet, skal Psykiatrifonden lave noget papirarbejde, som de skal sende til Hvidovre Kommune, der har bevilget forløbet. Jeg har sikret mig, at jeg bliver hørt, inden de sender det afsted.

Når kommunen har modtaget det og al mulig anden dokumentation, skal de forberede sagen til rehabiliteringsteamet, der så skal holde et møde, som jeg og Bodil selv kommer til at deltage i. Der kan jo sikkert gå en måned med at forberede det. Det er et forum med 12 – 15 mennesker, og jeg ser ikke frem til det. Jeg har dog en eller anden fornemmelse af, at det vil gå min vej og ende med et fleksjob. Jeg har ikke noget at have den fornemmelse i, andet end at “alle mulige” siger, at det ligner et fleksjob.

Lav en liste over kompetencer til på mandag

Herefter skal jeg finde en arbejdsgiver, og det tror jeg, kan blive svært. Jeg kunne ikke finde et ordinært job, hvorfor skulle jeg så kunne finde et sådant job? Som jeg har forstået det, er der vist nok noget hjælp at hente i kommunen til den proces.

I forbindelse med det at finde en arbejdsgiver har jeg fået en lille hjemmeopgave til på mandag: “Lav en liste over kompetencer og en liste over personlige egenskaber”.

Det burde være peace of cake, men det er det ikke. Det går OK med de personlige egenskaber: Jeg er fx flittig, vedholdende, kvalitetsbevidst mv.

Jeg har ikke nogen kompetencer mere

Når jeg kommer til kompetencedelen, går jeg i stå og synes pludselig ikke, jeg kan noget mere; eller også er det jeg kan ikke en option længere. Jeg har fx været en dygtig projektleder, men den rolle kan jeg ikke længere udfylde. Det er lige meget hvilken kompetence, jeg kigger på, så er den fortidig og et spejl på alt det, jeg ikke længere kan. Det er ret forstemmende. Jeg sidder tilbage med følelsen af ikke at kunne noget som helst mere.

Jeg kan være bekymret for, om mine sygedagpenge slipper op, inden hele denne sagsgang er overstået – og hvad gør jeg så? Måske kan de forlænges?

Jeg ser frem til virksomhedspraktikken, der vil give svar på, hvad jeg stadig kan og i hvor mange timer pr. uge. Det bliver et skridt på vejen mod vished.

Det er en nedadgående spiral

Uvisheden er svær at håndtere, og nu har den varet ca. to år, idet jeg var ledig ca. et år, før jeg blev sygemeldt. På mange måder kan man sige, at det var “heldigt”, jeg blev syg, for det reddede mig fra at blive smidt ud af dagpengesystemet.

Jeg har været syg siden november 2003, hvor jeg havde den første depression, og siden er det så gået slag i slag. I en del år havde jeg diagnosen “tilbagevendende depressioner”, og da manierne kom til (jeg ved ikke hvornår) blev diagnosen ændret til bipolar. Så egentlig kan man sige, at jeg har været syg i 12 år, hvor det bare er gået støt og roligt ned ad bakke.

Jeg vil gøre meget for at ændre denne nedadgående spiral, og som jeg ser det, er første skridt at finde et job, jeg kan bestride godt og grundigt. Selvfølgelig vil det ikke blive på samme niveau som før, og det har jeg egentlig forliget mig med. Nu skal jeg bare have noget vished!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/8 Kommentarer/i , /af ,

LÆ265 og Restless legs

LÆ265 og Restless legs

Min læge er fin: vi talte LÆ265 og Restless legs

LÆ265 er en lægeattest

LÆ265 er en lægeattest til det kommunale rehabiliteringsteam, som er det organ, der indstiller til kommunen, om den skal bevilge fleksjob, pension eller ressourceforløb. Vejen frem for mig er et fleksjob, og det ser jeg frem til. Jeg vil ikke have pension. Alle behandlere kigger lidt måbende på mig, når jeg siger det, for de er jo sikkert vant til, at alle vil have pension.

Der skal en mængde dokumentation til: helbredsoplysninger, status for relationen til arbejdsmarkedet og mit liv i det hele taget (det 15 sider lange Wordskema) mv. Jeg har været hos min læge i dag for sammen med hende at udfylde attesten. Jeg undrer mig lidt over, hvad hun nu kan udtale sig med vægt om, når hun kun har det hele på anden hånd via epikriser. Hun er jo ikke psykiater. Efter min opfattelse vil det være meget mere relevant med en speciallægeerklæring, og det vil Bodil og jeg fremføre overfor kommunen, når vi ellers får hul igennem til sagsbehandleren.

Jeg havde sammen med Bodil forberedt mig lidt: Attesten handler blandt andet om de relevante helbredsforhold, særlige hensyn, lægens kommentarer til patientens opfattelse af eget helbred mv. Med hensyn til det sidstnævnte talte vi om, at hun måske kunne skrive, at jeg har god sygdomsindsigt og har et realistisk billede af situationen.

Jeg forbereder mig altid til den slags møder, for så får jeg indflydelse på resultatet og har noget at byde ind med, inden det sidste punktum er sat. Vi tog udgangspunkt i det, jeg selv havde noteret, og hun var bare glad for, at jeg var velforberedt. For at være på den sikre side havde jeg også printet epikriserne ud til hende – det kunne jo være, hun ikke havde modtaget dem.

Restless legss

Jeg er ved at blive vanvittig af det. 80 pct. af nætterne er jeg oppe og vandre hvileløst rundt i timevis, for det er det eneste, der rigtig kan tage den intense smerte. Nogle gange sætter jeg mig ved computeren for at beskæftige tankerne med noget andet, men ikke engang det kan hjælpe. Natteroderiet er ikke godt for manierne, der kan udløses af kuk i søvnen, og det er heller ikke godt, den dag jeg skal til at gå på arbejde igen. Jeg skal jo kunne hænge sammen – og helst mere end bare det.

Jeg har snart prøvet alle præparater, men det er, som om de ikke hjælper ordentligt. Nu hvor jeg var hos lægen, fik jeg en recept på noget stærkere: Akineton, der er et stærkere parkinsonmiddel. Jeg håber sådan, det kan hjælpe, for jeg ved snart ikke mine levende råd.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Psykoedukation og hukommelse

Psykoedukation og hukommelse

Gode dage, en dårlig nat og en guide

Psykoedukation og hukommelse

Psykiatrifonden

Underviserne til psykoedukation i Psykiatrifonden er af lidt vekslende kvalitet. De er selvfølgelig alle sammen dygtige, men to af de tre, vi har haft indtil nu, har holdt sig meget til noget Powerpoint-værk, og det er lidt dræbende.

I denne uge har vi Sisse, og hun er bare god. Hun kører helt fri af alle de der slides og tackler det på sin helt egen måde, og hun er god til at inddrage os ved hjælp af øvelser. Hun arbejder ud fra en metakognitiv metode, som ind imellem er lidt provokerende, men som sætter mange tanker i gang. I dag havde vi fx en øvelse, der illustrerede, hvordan man med sin bevidsthed let kan flytte fokus, også selv om det kan være svært at hive sig selv op fra egne tanker og grublerier. Et andet eksempel: “Du må ikke tænke på en grøn giraf”, og det eneste man ser for sig er selvfølgelig en grøn giraf.

Hende er jeg meget begejstret for, men vi skal desværre kun have hende i denne uge. I øvrigt skal det siges, at alle de medarbejdere, jeg har truffet derinde, virker meget dedikerede og dygtige. Jeg er begejstret for både min erhvervsrådgiver og min psykolog.

Lige nu er vi kun tre (kvinder) på holdet, det skulle efter sigende skyldes den tilstundende sommerferie. Tre er for lidt til at skabe dynamik. XX, som er den sidste ankomne, er også bipolar, så vi får nogle vældig gode snakke. Det er så rart med en, der bare forstår, hvad jeg siger.

Hukommelse

Jeg skrev for et par uger siden til Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet for at spørge, om de mon kunne hjælpe mig videre med en udredning og en eller anden form for træning. Jeg kan ikke arbejde med problemet, før jeg kender årsagen til bunds.

Jeg havde egentlig ikke forventet, at de svarede, men jeg fik en meget venlig mail en sen aften fra en neuropsykolog, der foreslog mig at rette henvendelse til Center for Specialundervisning for Voksne (CSV). Og dem har jeg så prøvet at få fat i, for at høre, hvad de kan tilbyde. Det er en gratis foranstaltning, og de har forstand på kognitive problemer. Hvad de i Distriktspsykiatrien siger til dette selvstændige initiativ, ved jeg ikke, men der må bare ske et eller andet.

Restless legs

Mine restless legs driller mere og mere, og jeg står op midt om natten, fordi det simpelthen gør for ondt at blive liggende. Forleden nat ville jeg så lave en kop kaffe, men jeg kunne ikke huske, hvordan man skulle gøre. Herudover lagde jeg de forkerte ting ind i køleskabet, altså ikke madvarer men fx brødkniven. Det var meget skræmmende. Jeg tænkte meget på, om det var en begyndende demens. Bipolare har meget stor sandsynlighed for at udvikle demens. De skræmmende tegn har dog ikke vist sig igen.

Revo Uninstaller Pro

  • Programmet, der fås både i en gratis udgave og en købeudgave, kan afinstallere alle dine forskellige programmer.
  • Afinstalleringen er meget dybdegående (du kan selv vælge dybden), og får alle programrester med inkl. værdierne i registreringsdatabasen (se særskilt guide om denne på letsupport.dk). Der oprettes automatisk et nyt gendannelsespunkt, inden der faktisk afinstalleres.
  • Programmet kan også afinstallere de typer af software, der ellers kræver, at man downloader et program for at afinstallere. Dette gælder fx Norton og Symantec.
  • Programmet indeholder herudover en række andre værktøjer, der er praktiske at have ved hånden. Dem går jeg ikke så meget i dybden med, men det drejer sig fx om særskilt at kunne fjerne elementer fra registreringsdatabasen.
  • Guiden er her: Revo Uninstaller Pro 3.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/7 Kommentarer/i , , /af , ,

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

De første møder

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

Jeg har været til de første to møder i Psykiatrifonden, og det gik rigtig godt. Jeg var spændt og nervøs på den gode måde, men de er såmænd så søde, at det hurtigt gik over. Jeg har hele tiden været positiv overfor forløbet, og det er jeg bestemt stadig.

Der er tale om et udviklingsforløb, der består af seks ugers psykoedukation og 13 ugers virksomhedspraktik. I løbet af de første seks uger er der tillige møder med erhvervsrådgiver og erhvervspsykolog. Det er rart at være et sted, hvor man har lov at være psykisk sårbar samtidig med, at der fokuseres på en eller anden form for tilbagevenden til et eller andet arbejdsmarked. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg gerne vil arbejde; jeg kan bare ikke på det ordinære arbejdsmarked længere.

11:00 – 11:40 Erhvervsrådgiver Jane Hansen

Vi kom rundt om rigtig mange gode ting; ting som gør mig tryg ved at komme der og ved at have hende som rådgiver. Hun er en erfaren kone og ved, hvad hun taler om, og det er godt.

Undervisningen i de seks uger foregår med oplæg på en ½ time, derefter kort pause, så nyt oplæg på en ½ time osv. Hun kunne ikke lige fortælle, hvor mange deltagere der ville være; det var lidt ærgerligt, for det ville jeg gerne have vidst.

Fokus i undervisningen vil være på stress, angst og depression, men der vil også være lidt om bipolar affektiv sindslidelse og psykoser. Når man læser om psykoedukation er det altid med fokus på stress, angst og depression, og det er der så ikke noget at gøre ved – bipolar affektiv sindslidelse er alligevel også så sjældent. Jeg vil gerne vide noget mere om manierne – og i sær forvarslerne – men det kan jeg spørge erhvervspsykologen om.

Hun mente, at jeg holdes på benene af et stort drive, og at det er godt. Lidt af kunsten for hende kan så blive at sikre, at tempoet ikke bliver for højt, så jeg så at sige snubler i min egen iver. Tingene skal konsolideres, så vi sikrer, det ikke går galt.

Jeg medbragte en liste, jeg har skrevet på i et stykke tid, og som har overskriften “Foreløbige bud på relevante skånehensyn” (den er vist som et appendiks til denne post). Hun syntes, den så rigtig godt ud, og det ledte os til en snak om, hvad det egentlig er med en praktik og med skånehensyn.

Hun havde en god positiv tilgang: “Det der skal til, for at vi kan få mest muligt ud af Hanne”, det er jo meget mere positivt end at stille sig op og sige, at man har følgende 13 begrænsninger. I et fleksjob – og det er den retning, det peger – er der taget udgangspunkt i en række skånehensyn, og inden for de rammer kan man så præstere godt (eller mindre godt).

I en praktik er der opstillet alle mulige hensyn, og man kan så spørge, om det overhovedet ligner arbejdsmarkedet. Det gør det måske ikke, men det ligner et fleksjob.

Hun syntes, det så ud som om, jeg med listen har nogle realistiske tanker om min deltagelse på arbejdsmarkedet, og det er jo altid rart at høre.

12:00 – 12:50 Erhvervspsykolog Annette Friis

Hende Annette var der bare så meget gang i. Jeg har lige siddet og hørt lydfilen, hvor vi griner og snakker på skift. Det skal nok blive godt.

Forinden havde jeg gjort mig nogle tanker om, hvad jeg skulle med en erhvervspsykolog, men formålet er at kende min sygdom så tilstrækkelig godt ud i alle hjørner, at vi kan finde det rette praktiksted og finde ud af at “passe på mig”. Og så tænker jeg selvfølgelig videre frem til, at jeg vil kunne bruge denne viden, når jeg på egen hånd skal finde en arbejdsgiver til sin tid – om ca. 20 uger – gys og gru, men den tid den sorg.

Vi rundede blandt andet hukommelsen, og det den gør ved mig: Det er hamrende ubehageligt ikke at kunne stole på egen hukommelse mere. Jeg bliver bange for at blive opfattet som ubegavet, fordi jeg ikke kan huske mange ting. Jeg kommer konstant for tidligt eller for sent til møder, og selv om jeg er sikker på, at jeg har skrevet rigtigt i kalenderen, bliver jeg usikker på, om det er mig, der igen, igen tager fejl.

Vi talte lidt om logbøgerne (som jeg ikke er kommet i gang med), bloggen, og hun sagde, at jeg skulle være så glad for mine læsere, der flere gange har sendt mig afsted til psykiatrisk afdeling med mani. Rosen er hermed givet videre.

Hun foreslog, at jeg måske altid, altså hele livet, har haft bipolar affektiv sindslidelse, altså også før 2003, hvor den første depression viste sig. Tja måske og i hvert fald har jeg haft selvmordstanker, siden jeg var 14, så meget er da sikkert, og jeg er nok lidt melankolsk af natur, så hendes tanke er ikke helt hen i vejret.

Hvad er det gode ved en depression?

Hun var også noget provokerende: Hvad er det gode ved en depression? Da jeg havde sagt til hende, at selvom jeg syntes, det var ret provokerende, gik jeg alligevel med på “legen”: Tankerne kredser meget om døden i de depressive faser, og bag dødslysten ligger den ultimative lettelse. Hvis jeg da bare kunne få lov at dø, kunne jeg endelig få fred. Depressionen kan også være et skjold mod omverdenen, en måde at fortælle at nu kan jeg bare ikke mere. Det er en måde at kunne slippe tøjlerne for en tid. Jeg har aldrig selv set det på den måde, men jeg kan godt se, der er noget om snakken.

Vi fik også vendt “drejebogen”, der trives i bedste velgående. Hendes forslag var at prøve at få den til at fylde 100 pct. og ikke bare de 25, og så spørge den “Hvad er det, du vil mig”? Måske er det noget pladder, men jeg har tænkt mig at prøve.

Lidt om manier

Manierne fik også en lille tur. Jeg har egentlig haft bildt mig selv ind, at jeg ikke kendte forvarslerne, men først opdagede dem, når søvnen glipper, og der er det for sent. Alligevel kom vi frem til følgende i fællesskab:

  • Spiser ikke
  • Speeded indeni
  • Søvn
  • Talepres

Appendiks: Foreløbige bud på relevante skånehensyn

Læs mere