,

Møde i kommunen

Møde i kommunen

Et fint møde i kommunen

Bodil og jeg har været til møde med den kommunale sagsbehandler i Hvidovre Kommune, og det gik godt. Scopet var det 15 sider lange skema i Word, der hedder “Rehabiliteringsplanens forberedende del”, og som kommer rundt om hele mit liv inkl. min karriere. Skemaet skal til sin tid forelægges for rehabiliteringsteamet, som skal indstille til kommunen.

Teamet har tre muligheder:

  1. Fleksjob,
  2. Ressourceforløb eller
  3. Pension.

Ressourceforløb vil være en økonomisk katastrofe

Sagsbehandleren nævnte, der kunne være en risiko for, at de vil indstille til ressourceforløb. Det vil være en katastrofe, for forsørgelsesgrundlaget er der svarende til kontanthjælp, og det kan jeg ikke leve af. Så ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Lige nu kan jeg ikke gøre andet end at håbe på, at de 13 ugers virksomhedspraktik vil gå godt, og at Psykiatrifonden derfor vil beskrive mig i relation til et fleksjob.

Det er meget belastende med al denne uvished, og det er belastende, at der vil gå så lang tid, inden uvished bliver til vished. Virksomhedspraktikken er nok ikke færdig før slutningen af oktober; så skal Psykiatrifonden skrive en rapport til kommunen med deres oplæg. Herefter skal kommunen samle alt materialet sammen og skippe det afsted til rehabiliteringsteamet, der har ventetid, så vi kan godt nå frem til årsskiftet, før der foreligger en endelig afgørelse.

Sagsbehandleren er både flink og dygtig, men desværre kun vikar

Sagsbehandleren er flink nok, og vi fik da også 1½ time i dag og kom rundt om mange ting. Hun er ikke alene flink, vi fik også indtrykket af, at hun er dygtig nok på sit felt. Derfor er det også trist, at hun kun er vikar og stopper midt i september. Vi er lige ved at lære hende at kende, og så stopper hun.

Hendes efterfølger bliver min 4. sagsbehandler, og det er simpelthen ikke godt nok. Jeg frygter at skulle starte forfra med den næste sagsbehandler. Heldigvis har jeg Bodil. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende. Et møde som det i dag har vi forberedt meget grundigt, og inden vi møder op, har vi konfereret alle væsentlige punkter på mail og i telefonen. Bodil husker alt det, jeg glemmer. Vi havde fx drøftet en hel masse emner, da hun var at besøge mig på Psykiatrisk Center Hvidovre, men det huskede jeg intet af, og så er det jo guld at få en mail om alle de punkter, vi havde drøftet.

Jeg har tænkt lidt på, om vedligeholdelses-ECT vil medføre, at jeg vil gå rundt med konstant ECT-hjerne? Det håber jeg virkelig ikke, men det er valget mellem pest eller kolera, og jeg har valgt at løbe risikoen.

Har jeg overhovedet kompetencer i behold?

I morgen skal jeg til møde med Anette Friis, der er min psykolog i Psykiatrifonden. Vi skal tale kompetencer og personlige egenskaber. Det bliver lidt spændende, for det var det skema, der var med til at sende mig til tælling i denne omgang. Afsnittet med de personlige egenskaber gik det fint med at udfylde, men det med kompetencerne gik virkelig dårligt.

Jeg sad foran det blanke papir, og følte pludselig ikke, at jeg kunne noget som helst længere. Af den årsag var jeg konstant grådlabil i to hele uger. Alt det, jeg kunne beskrive, var i datid, hvilket ikke lover godt for fremtiden. Anette må hjælpe mig med at komme videre med det.

Bjarne tog sit eget liv

En anden ting, der var med til at sende mig til tælling, var en nær ven og barndomskammerats selvmord. Det var en kende for “inspirerende”, og satte for mange dårlige tanker i gang hos mig. Jeg har det som om, jeg hver dag tager stilling til livet; det tror jeg ikke er sundt, men jeg ved ikke, hvordan jeg kan gøre det anderledes.

Det ville være godt, hvis alle tankerne ikke kørte så meget rundt i mit hoved, men jeg må erkende, at jeg er en tænke-type, og at det er mit sind at analysere alting ned i den mindste lillebitte detalje. Noget af det vil formentlig aftage den dag, jeg kommer i arbejde igen. Så kan jeg bruge kræfterne på at løse arbejdsopgaver og ikke på at analysere alting. Et job kan således være min redning.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

, ,

Hjemme igen 2

Hjemme igen 2

Jeg er hjemme igen 2

Goddag til mit dejlige hjem – det er rart at være hjemme igen, selv om det selvfølgelig føles lidt tomt, når jeg har vænnet mig til at have mennesker omkring mig 24 timer i døgnet. Af og til tænker jeg på, om jeg skal bo på en anden måde fx i en art bofællesskab, men jeg er bange for, at jeg svinger for meget til det. De andre kan ikke være tjent med mine svingninger, så jeg må nok blive, hvor jeg er!

Bodil og jeg skal til møde med den kommunale sagsbehandler på onsdag, og det skal vi lige have tjek på.

På torsdag skal jeg til møde med min psykolog Anette Friis i Psykiatrifonden.

Jeg har også lovet at skrive en artikel om “The Next Generation of Genealogy Sitebuilding (TNG)” til et slægtsforskerblad, så der er sådan set nok at tage fat på – jeg skal bare have vendt hjernen rigtigt, så jeg kan komme rigtigt fra start. Efter hver indlæggelse er det som om, jeg skal starte forfra.

Vi har fået lavet konkrete aftaler om vedligeholdelses-ECT, der skal være hver 4. uge første gang den 7. august. Jeg skal møde op dagen før kl. 16:00 og så faste fra midnat. Det tænker jeg faktisk, jeg godt kunne administrere selv, men sådan spiller klaveret åbenbart ikke.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Pendling

Pendling

Bi-polar: To poler

Jeg har det som om, jeg er på en evig pendling mellem de to poler: Mani og depression. Selv de neutrale faser mellem de to poler opleves som en pendling mellem dem. Det er et mareridt konstant at skulle være opmærksom på, hvornår det er almindelig tristesse, hvornår det er depression, hvornår det er almindelig foretagsomhed og energi, og hvornår det er en mani.

Jeg slægtsforsker og har gjort det siden 2003. Der er virkelig meget af min slægtsforskning, der er blevet til i de sene nattetimer – har det så alt sammen været maniske faser eller har det bare været ægte interesse for denne fantasiske hobby?

Det startede i 2003 – for 12 år siden

2003 var året, hvor jeg havde den første depression. I november måned gik jeg en aften hjem nede fra Vanløse station, og pludselig slog tanken ned i mig “er dette en depression?”. Jeg gik til lægen dagen efter, og hun var ikke i tvivl.

Det var en depression, og siden har jeg haft 100 af dem. De centrerer sig alle om det samme: den manglende lyst til livet. Jeg “bliver sort inde i hovedet” som er mit eget udtryk for den proces, der går i gang, når jeg ikke ønsker at leve mere. Alt ses i sorte nuancer, alt er negativt, alle mennesker er imbecile osv.

Et selvmordsforsøg

Jeg har et selvmordsforsøg bag mig i 2006 – helt præcis den 3. januar – efter en jul alene, hvor jeg var så slidt indvendigt, at jeg ikke kunne holde ud at høre musen klikke. Jeg tog en overdosis af piller, men det virkede ikke. Vores familierådgiver i Udenrigsministeriet, hvor jeg var ansat på det tidspunkt, tog med mig på Psykiatrisk Skadestue i Hvidovre næste dag, men vi blev sendt hjem igen med tre beskeder:

  1. Find en ny psykiater
  2. Find et andet arbejde og
  3. Det kan jeg ikke huske.

Hver gang jeg er taget derud efter det, har jeg været bange for at blive sendt hjem igen, så jeg henvender mig kun, hvis jeg mener, de vil invitere mig indenfor. Jeg tror nu nok, de har ændret praksis siden, for jeg er aldrig blevet sendt hjem igen siden, heller ikke selvom udtrykket var mindre markant.

Jeg kan ikke huske, hvornår manierne kom til, men det var formentlig 2008 eller 2009. I hvert fald begyndte jeg på et tidspunkt at tage Zyprexa, som er et middel mod manier. På det tidspunkt blev diagnosen ændret fra “Tilbagevendende depressioner” til “Bipolar lidelse”.

Sådan er de depressive faser

I de depressive faser har jeg det forfærdeligt, og har kun lyst til at dø. Jeg går hele tiden og spørger mig selv “Er det nu?, Er det nu?”, og skal jeg gøre det i køkkenet eller i badeværelset? Jeg har siden 2006 udtænkt mere og mere effektive metoder til at tage livet af mig selv. Hvis der kommer en næste gang, skal det nok lykkes.

Min tanke er, at jeg har været syg i 12 år, og nu orker jeg det ikke mere. Jeg kan ikke blive ved at finde kræfterne til at kæmpe. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke handler i stedet for bare at snakke. Mit svar er, at jeg er en kryster og en kujon.

Bag dette ligger selvfølgelig det lillebitte håb, jeg klynger mig til, nemlig at det kan blive bedre, at der et eller andet sted er en mulighed for, at der ligger noget omkring hjørnet, som kan gøre mit liv bedre. Som alle andre vil jeg også gerne have et bedre liv!

Apropos at kæmpe og ikke at orke det mere, så har jeg kæmpet siden 1972, hvor min elskede far døde, og nu orker jeg det ikke mere. Jeg ved ikke længere, hvor jeg skal finde kræfterne.

I de maniske faser

I de maniske faser har jeg det i og for sig godt og er fuld af energi og foretagsomhed.

Jeg håber på et fleksjob

Jeg tror, det vil være et skridt i den rigtige retning at få tilkendt et fleksjob. Jeg kan ikke længere arbejde på normale vilkår, men jeg føler, at jeg vil kunne slå til i et fleksjob, og det vil jeg virkelig gerne. Det vil blive en stor omstilling at skulle “nøjes med” et fleksjob, for mit arbejde har altid betydet meget for mig.

Bodil og jeg skal til møde i Hvidovre Kommune på onsdag den 15. Vi skal gennemgå 15 siders Worddokument = “Rehabiliteringsplanens forberedende del”, der handler om alle mulige sider af mit liv. Skemaet skal forelægges rehabiliteringsteamet på et eller andet tidspunkt i løbet af efteråret. Det bliver et ret vigtigt møde, men jeg føler, at vi er godt forberedt.

Du er blevet din sygdom

En veninde af mig siger, jeg er “blevet min sygdom”. Hun har muligvis ret, jeg kan bare ikke ændre på det. Jeg ville gerne ændre på det, men ved ikke, hvordan jeg skal gøre det.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Jubilæum

Jubilæum

Det er en slags jubilæum

I dag har jeg fået ECT-behandling nummer 25 (10 i november, 9 i marts/april/maj og 6 i denne her omgang). På mig er det en meget virksom behandling. Der er selvfølgelig problemerne med hukommelsen, men de burde jo være helt ovre efter tre måneder, og i hvert tilfælde er de problemer mindre, end når jeg primært har lysten til at tage livet af mig og ser alting sort i sort.

Nu har jeg fået på skrift, at vedligeholdelses-ECT er godkendt, hvor jeg skal komme ambulant hver fjerde uge og få behandlingen. Det er super godt, og det ser jeg frem til. Jeg vil jo gerne bevare mit eget liv derhjemme og så bare komme her ambulant.

Jeg skal have spurgt, om jeg inden disse behandlinger skal tage mindre Lamictal og Lithium af hensyn til krampeanfaldene, sådan som jeg har gjort, mens jeg har været her.

Jeg synes, man får en fantastisk god behandling i det psykiatriske system, selvom det er frygtelig udsultet. Der mangler penge! Området prioriteres ikke politisk, og det er ganske enkelt for ringe, når der er så mange mennesker, der har en psykiatrisk diagnose.

Når jeg ser denne og forrige post på min iPad, vises indledningsvist et kæmpe whitespace og så kommer teksten først langt nede ad skærmbilledet. Ser I det på samme måde?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.