Lukket afdeling i fem dage

Lukket afdeling i fem dage

Indespærret pga. pladsmangel

Jeg har været på en lukket afdeling i fem dage, fordi der ikke var plads på min “sædvanlige” afdeling 808. I Glostrup, der står for visitationen*, lovede de mig ellers højt og helligt, at den ville være lukket for andre, men åben for mig, og at jeg ville komme til 808 så snart, de havde en plads. I Hvidovre sagde de – forståeligt nok – at de ikke kunne lave særregler for enkeltpersoner, så jeg har altså været låst inde i fem dage, og det er ikke særlig rart – der blev aldrig plads på 808. Det er altså derfor, bloggen har været tavs. De dårlige tanker tog for meget over og fyldte det hele.

Magtesløs

Der bliver passet godt på, at ingen kommer hverken ud eller ind.

De tager alt fra en: 1) oplader, 2) lighter osv. Jeg fik allernådigst lov at beholde mine snørebånd…

Ad 1) Oplader til telefon og iPad kommer ind i et lille rum, hvor der på væggen er ophængt to lange rækker af stikdåser, hvor man så kan sætte sin oplader i og aflevere sit apparat til opladning og få det igen efter nogle timer. Så kan man ikke hænge sig i ledningen.

Ad 2) Der hænger en slags lighter på muren ude i gården: Et eller anden apparat, hvor man stikker cigaretten ind i et lille bitte hul og trykker på en knap, der bevirker, at der kommer en glød langt inde. Så kan man ikke sætte ild til noget.

På en lukket afdeling er der en frygtelig larm, folk der råber, skriger, græder og smækker med dørene. En sniffer rygeheroin ret åbenlyst og tilbyder det også til os andre. Svaret er naturligvis “nej tak”.

Jeg har mest holdt mig for mig selv, da jeg ikke kan udholde larmen og at skulle forholde mig til alle de mennesker, og det er blevet bemærket. De syntes, jeg skulle komme mere ud i “miljøet”.

En venter på at blive tvangsmedicineret

En rigtig sød ung pige på 23, som jeg kender fra tidligere indlæggelser, og som jeg var rigtig glad for var der, for så var der da et fornuftigt menneske at snakke med, vil ikke tage sine medicin, fordi stemmerne siger til hende, at det skal hun ikke. Hun ved i virkeligheden godt, at medicinen vil hjælpe hende, men stemmerne vinder over rationalet. Nu venter hun på at blive tvangsmedicineret, som går ud på at blive holdt fast og så indgives medicinen intravenøst. Inden “de” kan gøre det, har hun ret til at tale med en patientrådgiver. Gad vide hvad sådan en kan stille op mod “systemet”, som han jo selv er en del af? Samme unge pige har prøvet at nå op til et hul i hegnet for at stikke af ad den vej.

De fysiske rammer er bedre

Nu skal det ikke alt sammen være negativt. Fx er de fysiske forhold lang bedre på 802 end 808: Alt er nyistandsat, der er eneværelser (mod 3-4 sengs stuer), alle har eget bad og toilet og alle har tv på værelset. Det er nutidige forhold. Der er også flere medarbejdere, der har bedre tid til at snakke, og det er jo dejligt. Der er meget dialog med patienterne, og der er tid til at svare, hvis man har spørgsmål. Man har en fast kontaktperson, som er den, man skal henvende sig. Hvis man er lidt heldig med hvem det er, fungerer det utrolig godt. Maden er god og der er flere varme retter at vælge imellem.

Om mig selv

Jeg er glad for, at jeg henvendte mig i fredags, og jeg har fået det meget bedre på bare fem dage. Nu synes jeg endda, jeg er i stand til at gå til et møde med biskoppen ovre i kirken i aften. Jeg kan jo altid nøjes med at lytte. Jeg fik en dosis ECT i går, og det har hjulpet markant. Jeg fik i går en af eleverne til at tælle antallet af forudgående ECT-behandlinger – hun kom frem til 43 – jeg tænker på, hvor mange man kan tåle… Det er et mirakelmiddel for mig.

Jeg fik en lang snak med min – gode – kontaktperson i går. Der var mange ord på det med at fylde noget positivt ind i hverdagene. Det kan være bare små ting. Det er jeg nok ikke god nok til, og det må jeg arbejde med, så “de dårlige tanker” ikke tager over. Hun nævnte bl.a. et sted i Hvidovre hvor man kan komme og have aktiviteter med andre psykisk sårbare. Jeg ved ikke, om det er noget for mig, men jeg har da i hvert fald ringet ned og fået tid til et møde; så må vi se.

En ting, der i hvert fald ikke er holdbart, er denne evindelige ind og ud af psykiatriske afdelinger. Enhver arbejdsgiver vil jo tænke, at jeg er for ustabil selv i et fleksjob. Jeg tror, det var Bodil, der tænkte den tanke højt.

* Den centrale visitation, hvor man skal henvende sig i Glostrup og overnatte der én nat, hvorefter man kan komme til Hvidovre, er sikkert resultat af en eller anden spareøvelse alias det nye buzzword “budgetforbedring”. Jeg har svært ved at se besparelsespotentialet i det; det må da koste kassen at redde en seng op for en nat, rekvirere ekstra rengøring, taxa osv. Som patient lærer man jo aldrig medarbejderne at kende.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

At finde vej

At finde vej

At finde vej når man ikke kan huske

At finde vej.

Det var så i dag, jeg ville prøve at finde “den gamle vej” ind til byen. Nu skulle det være, jeg måtte face angsten og se, om det hele var noget, jeg bildte mig ind, eller om det var reelt, at jeg ikke kunne finde den gamle vej til byen. Måske ville det “gå over” når jeg først så sceneriet igen? Måske ville det hele dukke op af erindringen?

De første ca. 1½ kilometer gik fint, men det vidste jeg godt, for dem kan jeg visualisere.

Resten gik mildest talt elendigt. Jeg havde fint fornemmelsen af, hvor jeg skulle til højre og venstre, men der hvor jeg endte, føltes som om jeg aldrig nogensinde havde været der før; intet var genkendeligt. Jo måske den røde kirke på hjørnet ved Lykkebovej. En rigtig “førstegangsoplevelse” – og meget ubehageligt. Jeg nåede til Toftegårds Plads i Valby, og så vendte jeg om og kørte hjem. Formålet var jo ikke at køre til byen men at finde den gamle vej.

Der er selvfølgelig det lille “men”, at jeg ikke kunne genkende noget som helst, netop fordi jeg tog den forkerte vej, og at det var derfor alt føltes som nyt og ukendt. Jeg ved bare ikke, hvilken jeg i stedet skulle have taget; jeg syntes ikke, der var nogen veje, der så rigtige ud.

Der er bare det, at jeg har boet i København i 35 år, heraf 8 år i Hvidovre, og jeg plejer at cykle rundt, så jeg vil sige, at jeg er ret godt kendt i min by – eller plejer/plejede i hvert fald at være det.

Hvor jeg dog hader dette hukommelsesproblem.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Center for Specialundervisning for Voksne CSV

Center for Specialundervisning for Voksne CSV

Center for Specialundervisning for Voksne CSV

Jeg havde glædet mig til i dag kl. 12:15, for der havde jeg fået en tid på 45 minutter hos speciallærer Peter hos Center for Specialundervisning for voksne (CSV). Det er Psykiatrifonden, der har sat mig i forbindelse dem, for de gange jeg selv har prøvet, er de ikke vendt tilbage hverken på telefonen eller mailen.

Center for Specialundervisning for Voksne CSV tager sig blandt andet af kognitive problemer, som hukommelse hører ind under. Peter hører til i hjerneskadeafdelingen. De havde inden mit fremmøde diskuteret, om jeg skulle høre til i hjerneskadeafdelingen eller i afdelingen for psykiske lidelser, men jeg havnede altså i hjerneskadeafdelingen, selv om jeg da gudskelov ikke har en hjerneskade. Det er jo fastslået ved en MR-scanning.

Interview og konklusion

Peter var vældig sød og lavede en form for interview, hvor vi kom godt rundt om problemerne. Jeg havde taget mine to lister med eksemplerne (se evt. efterskriften) med og jeg havde også den neuropsykologiske undersøgelse med til ham. Dem vil han nu læse igennem.

Hans konklusion var, at de vil tilbyde mig 10 * 1 times eneundervisning med en speciallærer. Formålet vil være kompenserende strategier. Neuropsykologen talte også om kompenserende strategier, men dem er jeg åbenbart ikke særlig god til at finde på selv. Det lyder som et vældig fint tilbud, som jeg meget gerne tager imod. Føler jeg, at det ikke giver noget, kan jeg blot afbryde forløbet. Der er lidt tale om et forsøg fra begge parters side.

Det der er glemt, er nok glemt for evigt. Vi kan gøre noget med at lægge mærke til, om det er under særlige omstændigheder, ting går i gemmebogen, og så arbejde med en hel palet af kompenserende strategier. Det synes jeg lyder rigtig godt.

Afgørende for om det kan realiseres er, om Hvidovre Kommune vil betale, når jeg nu ikke bor i Københavns Kommune – pengene skal jo selvfølgelig komme et sted fra. Der vil kunne gå tre måneder, før vi kan komme i gang; for det første er der den kommunale sagsbehandlingstid og dernæst er der ventetid i CSV. Der er selvfølgelig ikke noget at gøre ved det, men jeg synes, tre måneder er længe at vente.

Jeg spurgte ham specifikt til, om det ville gribe forstyrrende ind, hvis jeg fik en henvisning til Hukommelsesklinikken, da jeg gerne vil have dette her udredt ordentligt, og det kan CSV naturligvis ikke påtage sig. Det ville ikke gribe forstyrrende ind, så jeg kan roligt gå videre ad det spor også.

Endelig endelig er der ved at komme hul på dette indgribende problem. Det er jeg glad for.


Efterskrift om de aktuelle hukommelsesproblemer

(to sektioner: den nyeste og opdaterede liste og den gamle (som jeg havde glemt eksistensen af):

  • Kan ikke finde vej fordi jeg ikke kan visualisere vejen, jeg skal tage. Det skræmmer mig!
    • Eksempelvis finde vej til Psykiatrifonden: det tog mig en hel eftermiddag at komme i tanke om, hvordan jeg skulle gå fra Nørrebro Station til Hejrevej. Men jeg har været her mindst 20 gange før…
    • Eksempelvis finde hjemmefra ind til byen på cykel. Har kørt den vej gennem syv år. Nu kan jeg kun huske de første 1½ km.
  • Hele tidsspand mangler i hukommelsen – en slags absencer:
    • I marts 2014 var jeg i virksomhedspraktik hos Statens IT i fire uger. Jeg ved det kun, fordi jeg efter råd fra en af mine læsere kan søge det frem på min hjemmeside. Jeg kan ikke huske, hvor skrivebordet stod, hvem der sad overfor, hvad opgaven var osv.
    • I februar 2014 deltog jeg i et coaching-forløb hos Rebound på to uger. Jeg kan huske firmanavnet ellers intet. Jeg ved det kun, fordi jeg efter råd fra en af mine læsere kan søge det frem på min hjemmeside.
  • Resultater i Lumosity: Det fremgår klart, at den parameter jeg scorer lavest på er ”Memory”
  • Resultater i den neuropsykologiske test fra Kaj Bjerring Andersen af 26-03-2015.
  • Software: når jeg scanner ned over listen over software på computeren, aner jeg ikke, hvad halvdelen af programmerne er til.
  • Genvejstaster: Normalt kunne jeg huske genvejstaster i alle mulige forskellige programmer. Det kan jeg ikke længere.
  • Når vennerne taler om fortiden på kollegiet, ved jeg ofte overhovedet ikke, hvad de taler om.
  • Èn nat var jeg oppe pga. ”Restless legs” og ville lave kaffe. Jeg kunne ikke huske, hvordan man gjorde. Jeg har altså lavet en million kopper kaffe i mit liv. Samme nat lagde jeg alle de forkerte ting – så som brødkniven – ind i køleskabet. Men det var som sagt kun en nat.
  • Jeg kan ikke huske, hvordan jeg får importeret billederne fra mine kameraer til computeren.
  • Kan ikke huske, at en af mine venner besøgte mig på Psykiatrisk Center Hvidovre medbringende thai-mad og et karton cigaretter. Han var der endda i lang tid.
  • Kan ikke huske, at jeg tidligere har besøgt et medlem af menigheden hjemme hos hende. Det er 3-4 år siden. Der var intet genkendeligt, da jeg kom der igen.
  • Sidder i DPC og venter. En kvinde/pige kommer hen til mig og præsenterer sig som Sofie. Jeg genkender hende slet ikke. Hun fortæller, at vi har talt meget sammen under en indlæggelse i sommer.
  • Til møde i kirken: De andre taler om et møde vi har haft med en Erling Andersen. Jeg kan huske hans navn, men ikke mødet de taler om.
21. september 2015

  1. Jeg havde før i tiden en fin hukommelse. Huskede let fx telefonnumre, salmenumre og nummerplader.
  2. Resultater i Lumosity (se side 2): Spillet er anbefalet af en Torben herude og opsat af Psykiatrisk Center Hvidovre, så det rammer de rigtige parametre. Jeg scorer fx 354 i Memory som det markant laveste og 902 som det højeste i Problem Solving. Tallene er ikke påvirket af ECT, da jeg ikke har spillet det efter ECT/november 2014.
  3. Mødet på kommunen i september 2014: fuldstændig blank. Kan visualisere hvor vi sad, men jeg aner ikke, hvad vi talte om.
  4. Brochuren fra YouSee: jeg skulle ringe om noget vigtigt, men har ikke den fjerneste anelse om, hvorfor jeg skulle ringe. Ringede til dem den ene dag, og fik at vide, at jeg næste dag kunne få fat i den rette afdeling. Lod brochuren ligge fremme for at huske at ringe, men jeg ved ikke, hvad jeg skal spørge om, selv om det var vigtigt.
  5. Mødet med Preben, anede ikke, hvem han var. Meget ubehageligt
  6. Skal skrive alting ned for ikke at glemme det, har derfor altid min iPad på mig.
  7. Skal lægge alle ting de samme steder hver dag, ellers ved jeg ikke, hvor de er blevet af. Købte fx en ekstra oplader til min telefon, men jeg kan ikke finde den nogen steder.
  8. Efter gudstjenesten med en af præsterne. Senere sendte hun mig en mail og refererede til vores gode snak. Jeg kunne overhoved ikke huske, at vi havde talt sammen
  9. Kirsten fra kirken skriver i mail “tak for i går.” Jeg aner ikke, hvad hun taler om.
  10. Kan ikke huske hvilke programmer, jeg skal bruge til rutineopgaver på Pc’en. Før i tiden lå det bare på rygraden. Bruger 10 minutter på at komme tanke om det. Prøvede en dag at løbe listen over alle programmer igennem, men de siger mig intet. Jeg ved virkelig ikke, hvad de skal bruges til.
  11. Kan ikke huske, at jeg har fået diverse mails vedr. kirken. Normalt har jeg 100 pct. styr på min mailboks
  12. I slutningen af februar i år mødtes jeg med en projektgruppe. De andre talte om, at gruppen i sommer var på besøg i Horsens Statsfængsel. De viste billeder fra turen den 23 juli 2014, men jeg genkalder mig intet.
  13. Meget svært at følge (et plot i) en TV-serie – fx ”Broen/Bron” – for jeg kan ikke huske, hvad der skete i gårsdagens afsnit. Skuespillere dukker op på skærmen, og jeg tænker ”Hvad laver de her?”
5. marts 2015

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse

Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse

En bog af Peter Gøtzsche

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er temmelig hårdt medicineret for at holde mig mellem de to poler i den “bipolare affektive sindslidelse”. Kunsten er at holde mig mellem de to poler, på den ene side depressionerne og på den anden side manierne.

Overlæge dr. med. Peter Gøtzsche er netop udkommet med en bog, “Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse”, hvor han argumenterer for, at 98 pct. af den antidepressive medicin, der udskrives, kunne undværes.

Anne Lindhardt ærgrer sig

Psykiater og formand for Psykiatrifonden Anne Lindhardt ærgrer sig over den retorik, professor Peter Gøtzsche, Københavns Universitet, bruger i debatten om sin nye bog. Hun mener, retorik og form står i vejen for hans ellers fornuftige budskaber om, at vi har brug for mere forskning, viden og debat om brugen af medicin i psykiatrien.

Jeg er jo bare en bruger af kemien

Tilbage sidder man som bruger og ved ikke, hvad der er op og ned. For mit eget vedkommende ved jeg dog, at mine antidepressiva er seponerede, fordi de ville kunne medvirke til manier. Resten er der skruet op for med henblik på at holde mig mellem de to poler.

Indtil videre føles det rigtigt, og jeg tror og håber, jeg er på vej til et godt liv med medicinen. Skulle jeg leve uden medicinen, som foreslået af Peter Gøtzsche (PG), ville det blive det liv, hvor jeg har taget stilling til alt i forbindelse med min død og begravelse (udførelsesmåde, salmer, “Min sidste vilje”, afskedsbrev, begravelsesgæster osv.).

Jeg synes, Peter Gøtzsche kommer for let til sine konklusioner. Han ved intet om, hvordan det er at have levet med en sygdom igennem 12 år og bare ønske sig et liv med færrest mulig bivirkninger og noget, der måske kan ligne det normale arbejdsmarked i et fleksjob.

Det skal siges, at jeg stort set ikke har bivirkninger af medicinen bortset fra “restless legs” som jeg får Akineton for. Jeg har taget på i vægt på grund af medicinen, men det er ikke værre, end at jeg har kunnet købe to par nye jeans hos Zizzi.