/16 Kommentarer/i , /af ,

Hvidovre Kommune yder omsorg

Hvidovre Kommune yder omsorg

Katastrofe

Hvidovre Kommune yder omsorg

(Overskriften er i høj grad ironisk ment. Denne post er rodet, men det var mødet også, og jeg har endnu ikke haft overskud til at sætte mig ned at høre lydfilen.)

Min bisidder og jeg har været til møde med Hvidovre Kommune i dag, og konklusionen er en katastrofe: De vil indhente en speciallægeerklæring og afhængig af konklusionen heri, vil de overføre mig til det, der hedder “jobafklaringsforløb”, hvor ydelsen er på niveau med kontanthjælp, og det kan jeg ikke leve af. Samtidig vil de sætte forløbet hos Psykiatrifonden i bero. Årsagen er, at de er bange for, at jeg ikke kan klare en virksomhedspraktik eller et fleksjob, når de ser tilbage på et forløb med mange indlæggelser. Flinke folk…

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Vi spurgte til forskellen på en virksomhedspraktik og et jobafklaringsforløb. Svaret var, at det var ordet. Det, jeg så ikke forstår, er, hvordan de kan være bekymrede for, om jeg kan klare en virksomhedspraktik men samtidig henviser mig til at jobafklaringsforløb.

Vi havde selv ønsket en speciallægeerklæring for at få en samlet og dækkende beskrivelse af forløbet fra 2003, hvor jeg havde den første depression, og frem til nu – altså en periode på 12 år, der ikke er dækket af diverse statusattester fra egen læge og Psykiatrisk Center Hvidovre. Statusattesterne giver netop en status altså et øjebliksbillede set med en psykiaters briller. Speciallægeerklæringen vil også omhandle min egen vurdering samt speciallægens subjektive vurdering.

Kampklar hos speciallæge Pia Glyngdal

Sagsbehandleren havde drøftet spørgsmålet om en speciallægeerklæring med kommunens lægekonsulent. Min opgave må så være at virke frisk og maksimalt kampdygtig den dag, jeg skal til speciallægen. Jeg skal have hende til at skrive, at det er hendes vurdering, at jeg kan klare både en virksomhedspraktik og et fleksjob. Hvis jeg kan det, kan forløbet hos Psykiatrifonden genoptages og sygedagpengene fortsætte. Jeg er så ked af at miste det samarbejde med Psykiatrifonden, som er det mest givende af alt det, jeg render til for øjeblikket. Psykologen kan få mig til at se helt anderledes på verden, og det har jeg brug for.

Jeg spurgte til, hvorfor forløbet med Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) så ikke også skulle stilles i bero? Svaret var, at det skulle forbedre min hverdag. Flinke folk…, men jeg forstår det ikke. Jeg synes, erhvervspsykologen i høj grad forbedrer min hverdag.

Jeg er så glad for, at jeg har Bodil. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre uden hendes kolde overblik over alt dette her.

Lige nu er jeg i en chokfase, fordi mødet udviklede sig så markant anderledes, end vi havde forventet. Jeg ved som sagt ikke, hvad jeg skal gøre.

 

Tilføjelse: Jeg er ikke i målgruppen for ressourceforløb, da jeg kun har ét problem, nemlig at jeg er blevet syg. For rehabiliteringsteamet er der derfor kun to muligheder:

  • Indstille til førtidspension
  • Indstille til fleksjob.

Førstnævnte er jeg på ingen måde interesseret i.

/11 Kommentarer/i , , /af , ,

Lydfiler og livslyst

Lydfiler og livslyst

Lydfiler og livslyst: måske har jeg en lille livslyst?

Jeg optager alle møderne med “systemet” med appen “Memoer” på min iPad og jeg går typisk hjem og hører dem lige bagefter for bedre at kunne huske, hvad mødet drejede sig om. Jeg er så glad for de lydfiler, og det er da en af de kompenserende strategier, jeg selv har fundet på.

Lige nu sidder jeg og hører optagelsen med min psykolog i Psykiatrifonden, hvor jeg har været i dag. Hun er bare så dygtig og så kompetent, og jeg kan så godt lide hende som menneske. Efterhånden kender vi jo hinanden ganske godt, da jeg er kommet der siden april måned. Det betyder, at hun kan udfordre mig på en god og sød – men også effektiv – måde.

Sygdommen og jeg er ikke identiske

I dag talte vi meget om min sygdom contra mig. De to ting er ikke identiske. Det er sygdommen, der indimellem tager over og fratager mig lysten til livet, mens det er mig selv, der søger hjælp ved fx at ringe til 808 og til Livslinjen. Det er mig, der tager til psykiatrisk afdeling og det er mig, der læser mit “actioncard”, og ser advarselstegnene med det samme.

Af og til slår jeg mig selv oveni hovedet over, at jeg bare snakker og ikke handler, men det dækker trods alt over en eller anden form for livslyst.

Hun fik mig til at anerkende lysten til livet, og hun fik mig til at se forskellen på mig og sygdommen. Jeg må erkende, at dette er livsvarigt (det synes jeg ellers, jeg har erkendt 500 gange) og jeg må erkende, at jeg er let at vælte og meget sårbar. Inden jeg trådte ind på hendes kontor i dag, tænkte jeg, at jeg havde 2 pct. livslyst; hun fik mig til at se, at det er en meget større andel, ellers havde jeg nemlig været død for længst.

Mit håb

Jeg har et håb om, at når virksomhedspraktikken er overstået (nu skal vi lige finde et nyt praktiksted), når Psykiatrifonden har skrevet noget papir og når rehabiliteringsteamet har holdt sit møde, så vil der være nogle ting, der falder på plads.

Til den tid vil brikkerne med min fremtid falde på plads. Lige nu er alting usikkert, uklart og uden perspektiv. Jeg kan ikke se frem, og jeg synes ikke, jeg har indflydelse på min egen fremtid.

Den gamle Hanne havde styr på det hele og fuld kontrol over tilværelsen, men det er en saga blot. Jeg håber, noget af det kommer tilbage.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/25 Kommentarer/i /af

Lukket afdeling i fem dage

Lukket afdeling i fem dage

Indespærret pga. pladsmangel

Jeg har været på en lukket afdeling i fem dage, fordi der ikke var plads på min “sædvanlige” afdeling 808. I Glostrup, der står for visitationen*, lovede de mig ellers højt og helligt, at den ville være lukket for andre, men åben for mig, og at jeg ville komme til 808 så snart, de havde en plads. I Hvidovre sagde de – forståeligt nok – at de ikke kunne lave særregler for enkeltpersoner, så jeg har altså været låst inde i fem dage, og det er ikke særlig rart – der blev aldrig plads på 808. Det er altså derfor, bloggen har været tavs. De dårlige tanker tog for meget over og fyldte det hele.

Magtesløs

Der bliver passet godt på, at ingen kommer hverken ud eller ind.

De tager alt fra en: 1) oplader, 2) lighter osv. Jeg fik allernådigst lov at beholde mine snørebånd…

Ad 1) Oplader til telefon og iPad kommer ind i et lille rum, hvor der på væggen er ophængt to lange rækker af stikdåser, hvor man så kan sætte sin oplader i og aflevere sit apparat til opladning og få det igen efter nogle timer. Så kan man ikke hænge sig i ledningen.

Ad 2) Der hænger en slags lighter på muren ude i gården: Et eller anden apparat, hvor man stikker cigaretten ind i et lille bitte hul og trykker på en knap, der bevirker, at der kommer en glød langt inde. Så kan man ikke sætte ild til noget.

På en lukket afdeling er der en frygtelig larm, folk der råber, skriger, græder og smækker med dørene. En sniffer rygeheroin ret åbenlyst og tilbyder det også til os andre. Svaret er naturligvis “nej tak”.

Jeg har mest holdt mig for mig selv, da jeg ikke kan udholde larmen og at skulle forholde mig til alle de mennesker, og det er blevet bemærket. De syntes, jeg skulle komme mere ud i “miljøet”.

En venter på at blive tvangsmedicineret

En rigtig sød ung pige på 23, som jeg kender fra tidligere indlæggelser, og som jeg var rigtig glad for var der, for så var der da et fornuftigt menneske at snakke med, vil ikke tage sine medicin, fordi stemmerne siger til hende, at det skal hun ikke. Hun ved i virkeligheden godt, at medicinen vil hjælpe hende, men stemmerne vinder over rationalet. Nu venter hun på at blive tvangsmedicineret, som går ud på at blive holdt fast og så indgives medicinen intravenøst. Inden “de” kan gøre det, har hun ret til at tale med en patientrådgiver. Gad vide hvad sådan en kan stille op mod “systemet”, som han jo selv er en del af? Samme unge pige har prøvet at nå op til et hul i hegnet for at stikke af ad den vej.

De fysiske rammer er bedre

Nu skal det ikke alt sammen være negativt. Fx er de fysiske forhold lang bedre på 802 end 808: Alt er nyistandsat, der er eneværelser (mod 3-4 sengs stuer), alle har eget bad og toilet og alle har tv på værelset. Det er nutidige forhold. Der er også flere medarbejdere, der har bedre tid til at snakke, og det er jo dejligt. Der er meget dialog med patienterne, og der er tid til at svare, hvis man har spørgsmål. Man har en fast kontaktperson, som er den, man skal henvende sig. Hvis man er lidt heldig med hvem det er, fungerer det utrolig godt. Maden er god og der er flere varme retter at vælge imellem.

Om mig selv

Jeg er glad for, at jeg henvendte mig i fredags, og jeg har fået det meget bedre på bare fem dage. Nu synes jeg endda, jeg er i stand til at gå til et møde med biskoppen ovre i kirken i aften. Jeg kan jo altid nøjes med at lytte. Jeg fik en dosis ECT i går, og det har hjulpet markant. Jeg fik i går en af eleverne til at tælle antallet af forudgående ECT-behandlinger – hun kom frem til 43 – jeg tænker på, hvor mange man kan tåle… Det er et mirakelmiddel for mig.

Jeg fik en lang snak med min – gode – kontaktperson i går. Der var mange ord på det med at fylde noget positivt ind i hverdagene. Det kan være bare små ting. Det er jeg nok ikke god nok til, og det må jeg arbejde med, så “de dårlige tanker” ikke tager over. Hun nævnte bl.a. et sted i Hvidovre hvor man kan komme og have aktiviteter med andre psykisk sårbare. Jeg ved ikke, om det er noget for mig, men jeg har da i hvert fald ringet ned og fået tid til et møde; så må vi se.

En ting, der i hvert fald ikke er holdbart, er denne evindelige ind og ud af psykiatriske afdelinger. Enhver arbejdsgiver vil jo tænke, at jeg er for ustabil selv i et fleksjob. Jeg tror, det var Bodil, der tænkte den tanke højt.

* Den centrale visitation, hvor man skal henvende sig i Glostrup og overnatte der én nat, hvorefter man kan komme til Hvidovre, er sikkert resultat af en eller anden spareøvelse alias det nye buzzword “budgetforbedring”. Jeg har svært ved at se besparelsespotentialet i det; det må da koste kassen at redde en seng op for en nat, rekvirere ekstra rengøring, taxa osv. Som patient lærer man jo aldrig medarbejderne at kende.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/16 Kommentarer/i , /af ,

At finde vej

At finde vej

At finde vej når man ikke kan huske

At finde vej.

Det var så i dag, jeg ville prøve at finde “den gamle vej” ind til byen. Nu skulle det være, jeg måtte face angsten og se, om det hele var noget, jeg bildte mig ind, eller om det var reelt, at jeg ikke kunne finde den gamle vej til byen. Måske ville det “gå over” når jeg først så sceneriet igen? Måske ville det hele dukke op af erindringen?

De første ca. 1½ kilometer gik fint, men det vidste jeg godt, for dem kan jeg visualisere.

Resten gik mildest talt elendigt. Jeg havde fint fornemmelsen af, hvor jeg skulle til højre og venstre, men der hvor jeg endte, føltes som om jeg aldrig nogensinde havde været der før; intet var genkendeligt. Jo måske den røde kirke på hjørnet ved Lykkebovej. En rigtig “førstegangsoplevelse” – og meget ubehageligt. Jeg nåede til Toftegårds Plads i Valby, og så vendte jeg om og kørte hjem. Formålet var jo ikke at køre til byen men at finde den gamle vej.

Der er selvfølgelig det lille “men”, at jeg ikke kunne genkende noget som helst, netop fordi jeg tog den forkerte vej, og at det var derfor alt føltes som nyt og ukendt. Jeg ved bare ikke, hvilken jeg i stedet skulle have taget; jeg syntes ikke, der var nogen veje, der så rigtige ud.

Der er bare det, at jeg har boet i København i 35 år, heraf 8 år i Hvidovre, og jeg plejer at cykle rundt, så jeg vil sige, at jeg er ret godt kendt i min by – eller plejer/plejede i hvert fald at være det.

Hvor jeg dog hader dette hukommelsesproblem.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.