Lukket afdeling i fem dage
Indespærret pga. pladsmangel
Jeg har været på en lukket afdeling i fem dage, fordi der ikke var plads på min “sædvanlige” afdeling 808. I Glostrup, der står for visitationen*, lovede de mig ellers højt og helligt, at den ville være lukket for andre, men åben for mig, og at jeg ville komme til 808 så snart, de havde en plads. I Hvidovre sagde de – forståeligt nok – at de ikke kunne lave særregler for enkeltpersoner, så jeg har altså været låst inde i fem dage, og det er ikke særlig rart – der blev aldrig plads på 808. Det er altså derfor, bloggen har været tavs. De dårlige tanker tog for meget over og fyldte det hele.
Magtesløs
Der bliver passet godt på, at ingen kommer hverken ud eller ind.
De tager alt fra en: 1) oplader, 2) lighter osv. Jeg fik allernådigst lov at beholde mine snørebånd…
Ad 1) Oplader til telefon og iPad kommer ind i et lille rum, hvor der på væggen er ophængt to lange rækker af stikdåser, hvor man så kan sætte sin oplader i og aflevere sit apparat til opladning og få det igen efter nogle timer. Så kan man ikke hænge sig i ledningen.
Ad 2) Der hænger en slags lighter på muren ude i gården: Et eller anden apparat, hvor man stikker cigaretten ind i et lille bitte hul og trykker på en knap, der bevirker, at der kommer en glød langt inde. Så kan man ikke sætte ild til noget.
På en lukket afdeling er der en frygtelig larm, folk der råber, skriger, græder og smækker med dørene. En sniffer rygeheroin ret åbenlyst og tilbyder det også til os andre. Svaret er naturligvis “nej tak”.
Jeg har mest holdt mig for mig selv, da jeg ikke kan udholde larmen og at skulle forholde mig til alle de mennesker, og det er blevet bemærket. De syntes, jeg skulle komme mere ud i “miljøet”.
En venter på at blive tvangsmedicineret
En rigtig sød ung pige på 23, som jeg kender fra tidligere indlæggelser, og som jeg var rigtig glad for var der, for så var der da et fornuftigt menneske at snakke med, vil ikke tage sine medicin, fordi stemmerne siger til hende, at det skal hun ikke. Hun ved i virkeligheden godt, at medicinen vil hjælpe hende, men stemmerne vinder over rationalet. Nu venter hun på at blive tvangsmedicineret, som går ud på at blive holdt fast og så indgives medicinen intravenøst. Inden “de” kan gøre det, har hun ret til at tale med en patientrådgiver. Gad vide hvad sådan en kan stille op mod “systemet”, som han jo selv er en del af? Samme unge pige har prøvet at nå op til et hul i hegnet for at stikke af ad den vej.
De fysiske rammer er bedre
Nu skal det ikke alt sammen være negativt. Fx er de fysiske forhold lang bedre på 802 end 808: Alt er nyistandsat, der er eneværelser (mod 3-4 sengs stuer), alle har eget bad og toilet og alle har tv på værelset. Det er nutidige forhold. Der er også flere medarbejdere, der har bedre tid til at snakke, og det er jo dejligt. Der er meget dialog med patienterne, og der er tid til at svare, hvis man har spørgsmål. Man har en fast kontaktperson, som er den, man skal henvende sig. Hvis man er lidt heldig med hvem det er, fungerer det utrolig godt. Maden er god og der er flere varme retter at vælge imellem.
Om mig selv
Jeg er glad for, at jeg henvendte mig i fredags, og jeg har fået det meget bedre på bare fem dage. Nu synes jeg endda, jeg er i stand til at gå til et møde med biskoppen ovre i kirken i aften. Jeg kan jo altid nøjes med at lytte. Jeg fik en dosis ECT i går, og det har hjulpet markant. Jeg fik i går en af eleverne til at tælle antallet af forudgående ECT-behandlinger – hun kom frem til 43 – jeg tænker på, hvor mange man kan tåle… Det er et mirakelmiddel for mig.
Jeg fik en lang snak med min – gode – kontaktperson i går. Der var mange ord på det med at fylde noget positivt ind i hverdagene. Det kan være bare små ting. Det er jeg nok ikke god nok til, og det må jeg arbejde med, så “de dårlige tanker” ikke tager over. Hun nævnte bl.a. et sted i Hvidovre hvor man kan komme og have aktiviteter med andre psykisk sårbare. Jeg ved ikke, om det er noget for mig, men jeg har da i hvert fald ringet ned og fået tid til et møde; så må vi se.
En ting, der i hvert fald ikke er holdbart, er denne evindelige ind og ud af psykiatriske afdelinger. Enhver arbejdsgiver vil jo tænke, at jeg er for ustabil selv i et fleksjob. Jeg tror, det var Bodil, der tænkte den tanke højt.
* Den centrale visitation, hvor man skal henvende sig i Glostrup og overnatte der én nat, hvorefter man kan komme til Hvidovre, er sikkert resultat af en eller anden spareøvelse alias det nye buzzword “budgetforbedring”. Jeg har svært ved at se besparelsespotentialet i det; det må da koste kassen at redde en seng op for en nat, rekvirere ekstra rengøring, taxa osv. Som patient lærer man jo aldrig medarbejderne at kende.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
