Dejligt

Dejligt

Det er dejligt, der også sker noget positivt

Man skal også skrive, når der er positive og gode nyheder. Og det er der i dag:

1) Hvidovre Kommune har skriftligt meddelt, at jeg gerne må fortsætte forløbet hos Psykiatrifonden, og at jeg i den forbindelse gerne må finde en virksomhedspraktik.

Det betyder, at vi læser speciallægeerklæringen ens, og det er bare så godt. Det er dejligt, at vi ikke skal til at diskutere, hvordan Pia Glyngdals erklæring skal forstås/fortolkes.

Af erklæringen fremgår nærmest, at det vil være en del af min helbredelse – så helbredt som jeg nu kan blive – at komme på arbejdsmarkedet igen. Det ser jeg meget frem til. I første omgang føler jeg mig overbevist om, at Psykiatrifonden vil finde et godt sted til en virksomhedspraktik. Jeg har allerede aftalt møde med erhvervsrådgiveren, så vi kan få sat lidt skub i sagen.

2) Jeg bevarer jeg mine sygedagpenge, så længe forløbet kører hos Psykiatrifonden. Det er en kolossal lettelse. Så klarer jeg den i hvert fald frem til april. Huslejen kan betales og der er brød på bordet. Hvad der derefter skal ske vides ikke. Jeg satser på et mirakel.

3) Ved SINDs mellemkomst har jeg fundet en ny bisidder. Han hedder Flemming og lyder flink i telefonen. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg får ham sat ind i sagen, der jo efterhånden er lidt langstrakt.

Jeg er startet med at sende ham speciallægeerklæringen og det autoriserede skema, der hedder “Rehabiliteringsplanens forberedende del”, som til sin tid vil danne grundlag for mødet med rehabiliteringsteamet, der gerne skulle indstille til kommunen, at de skal bevilge mig et fleksjob. Det er en noget omstændelig procedure, men sådan er det.

Med de to dokumenter kender han hele mit liv og min historie, og jeg er meget spændt på at få nogle tilbagemeldinger fra ham, når han har læst dem.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Hukommelsesklinikken

Hukommelsesklinikken

Til udredning på Hukommelsesklinikken

Til sygeplejerske og bioanalytiker

Jeg har brugt eftermiddagen på Hukommelsesklinikken, der er en del af Rigshospitalet. Hold da op hvor er de effektive. Jeg kom i god tid og kom ind til en sygeplejerske med det samme. Hendes opgave var at lave en screening, og til det havde hun 30 minutter. Vi kom vidt omkring på den halve time. Jeg havde printet mine to filer med eksempler ud og taget dem med i tasken. Hun var enig med mig i, at det var et mærkeligt billede, der tegnede sig. Hun tog også EKG, der så fint ud, men det kunne jeg såmænd godt have sagt dem, for det er taget mindst 100 gange før. Det undrer mig lidt, at de ikke bare kigger i journalen.

Så ind og få taget blodprøver hos en bioanalytiker. Hun kunne bare det der med at stikke. Jeg har været bloddonor og er også siden blevet stukket så meget, at der er meget arvæv i højre arm, og i venstre løber det slet ikke. Men hun stak en gang, og det løb med det samme. Jeg spurgte, hvad blod og hukommelse havde med hinanden at gøre, og hun forklarede, at de fx kigger efter stresshormoner og sukkersyge.

Hos reservelægen

Så en lille smule ventetid og ind til en reservelæge, der var under uddannelse til psykiater. Hun havde på forhånd sat sig ind i svarene fra screeningen, den neuropsykologiske undersøgelse fra Kaj Bjerring Andersen fra foråret og mine to filer. Hun stillede en masse spørgsmål, gennemførte en neurologisk undersøgelse og en test.

Den neurologiske undersøgelse viste intet abnormt, bortset fra at jeg ikke rigtig kan mærke snurren og koldt på tæerne, men det er jo fuldstændig ligegyldigt. Alt andet var i orden.

Overlægen kom med resultatet: det er rigtigt nok

Da hun var færdig, konfererede hun det med overlægen, der kom ind med resultatet:

Det er rigtigt, at der under stress og pres er problemer med overblik, indlæring og hukommelse.

Årsagen er den bipolare affektive sindslidelse og noget af medicinen formentlig litium. Der er allerede foretaget en hjernescanning og den viser intet abnormt bortset fra et bifund med to godartede cyster.

Hun forklarede, at de ikke kunne gøre mere for mig for deres speciale er demens og hjernesygdomme. De kunne tage angsten fra mig, og der har hun fat i noget: Et eller andet lille sted har jeg været bange for at være begyndende dement. Det er jeg ikke, og det er jeg lykkelig for.

Problemerne er altså reelle nok. Det er ikke noget, jeg finder på. Jeg havde håbet, de kunne gøre mere for mig, men det kan de så ikke. Der er ikke andet at gøre end at klø på hos Center for Specialundervisning for Voksne med de kompenserende strategier.

Jeg er meget imponeret over Hukommelsesklinikkens effektivitet. På tre timer var alle undersøgelser lavet og svaret var givet. Det kan ikke gøres bedre.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

At få det bedre

At få det bedre

Jeg arbejder for sagen

Den sag det er at få det bedre, og jeg synes, det går lige så stille fremad. Det er jeg glad for og taknemmelig over. Mit liv vil nok bestå af op- og nedture fra nu af. Jeg har et ønske om at kunne holde mig fra de idelige indlæggelser, men jeg ved ikke, om det er realistisk.

Stemningsregistreringsskema

Speciallægen anbefalede at føre et “stemningsregistreringsskema”, som er udviklet specielt til personer med bipolar affektiv sindslidelse. Det vil sige, at man dagligt sætter et lille kryds i en rubrik for, om man er i en mani, i en depression eller bare er i en almindelig neutral fase. Endvidere registrerer man mængden og kvaliteten af søvnen. Skulle en indlæggelse blive aktuel, vil skemaet være en god dokumentation at vise frem. Hvis du af en eller anden grund vil finde skemaet som app, skal du søge på “moodlog”. En app er lidt mere mig end den papirbårne udgave.

Center for Specialundervisning for Voksne  (CSV)

Hos CSV i går gennemgik vi den opfølgning, jeg havde lavet på vores seneste møde, og det var faktisk ret tilfredsstillende, for jeg havde fået fulgt op på det meste. Det eneste, jeg ikke havde fået gjort noget ved, var “Universal Mobilholder til Cykel”, for jeg kunne ikke gennemskue, hvilken der ville passe til min telefon, der er indhyldet i et avanceret cover udviklet til det amerikanske forsvar. I fællesskab fandt vi dog denne holder, som er kommet med posten i dag. Den passer! Den glæder jeg mig til at tage i brug, så jeg kan blive ordentligt mobil igen.

En anden ting jeg bare har forberedt mig på, men altså endnu ikke gjort noget ved, er, hvad jeg skal sige til de mennesker i kirken, som jeg skal have taget et billede af for at huske deres navne. Det er meget godt at have forberedt en lille “tale”, så jeg ikke kludrer i det og dermed virker utroværdig. Det skal være noget i retning af: “Jeg har problemer med min hukommelse, og er i behandling for det. Jeg har svært ved at huske navne, og det vil være en stor hjælp for mig, hvis jeg må have lov at tage et billede af dig”. Jeg håber ikke, at nogen vil finde det intimiderende.

Og så apropos hukommelse: Jeg har fået et afbud på Hukommelsesklinikken på fredag. Yes – så har jeg kun ventet en måned og ikke de otte uger, de ellers skrev om. Det er meget positivt.

Psykiatrifonden

I Psykiatrifonden i mandags brugte vi det meste af tiden på at følge op på mødet med speciallægen. Min fantastiske psykolog var helt godt tilfreds med resultatet/konklusionen, men var lidt bange for, om jeg nu havde overpræsteret, siden lægen mente, jeg kunne arbejde 25 timer om ugen. 25 timer er i parentes bemærket for meget til et fleksjob.

Herudover oplyste psykologen mig om, at jeg har mere livsvilje, end jeg selv ved. Ellers var jeg død. Det er rart at vide.

Mandsopdækket!

Herudover passer jeg mine aftaler i Distriktspsykiatrien med henholdsvis kontaktperson, læge og psykolog. Endvidere er der indtil videre aftalerne om forebyggende ECT på Psykiatrisk Center Hvidovre.

Til tider synes jeg, jeg har for travlt med at passe alle mine aftaler i “systemet”, og jeg skal altid have kalenderen frem for ikke at dobbeltbooke. Jeg håber dog på, at denne mandsopdækning kan gøre, at jeg hurtigt kan få det bedre. Jeg synes, “systemet” virker fantastisk godt, og jeg møder kun søde og dygtige mennesker. Måske skal man bare have det tilstrækkelig elendigt.

Tænk hvis jeg en dag kunne blive helt fri igen og bare var sådan et helt almindeligt menneske, der stod op og gik på arbejde hver dag. Det ville være fantastisk, og det er mit mål.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Altid velkommen og ikke pinligt

Altid velkommen og ikke pinligt

De ser mig gerne på Psykiatrisk Center Hvidovre

Altid velkommen og ikke pinligt

Det er rart at vide, at man altid er velkommen. Det er jeg, sagde lægen i morges, da jeg selv sad og syntes, at det er pinligt så mange gange, jeg har været der. Hun beskrev det som et tilbud, der altid er der. Et sted jeg altid kan vende mig hen…

Jeg har taget endnu en tur omkring Psykiatrisk Center Hvidovre; det bestod i, at jeg blev der efter ECT-behandlingen i fredags, har været der i weekenden og er kommet hjem her i formiddag. Jeg havde det for dårligt til at være hjemme. De “dårlige tanker” tog over og fyldte det hele, og sådan kan det ikke gå, det dør jeg af i bogstaveligste forstand.

Katalysatoren for depressionen var min kommende ringe økonomi, som Bodil og jeg nu ikke er helt enige om, hvornår indtræder. Jeg mener, det er om ca. 14 dage, mens hun mener, det er som planlagt i april. Vi må spørge den kommunale sagsbehandler ad. Jeg håber, Bodil får ret.

Kan de gøre mere for mig?

Det var psykologen i Psykiatrifonden og hospitalspræsten, der fik mig til at tage derud og blive der. Egentlig var min egen holdning, at de ikke kunne gøre mere for mig, så hvad skulle jeg der?

  • Min medicin er allerede optimeret og justeret
  • Jeg er allerede i et forløb med ECT.
  • Hvad skulle de ellers kunne stille op?

Men de har givet mig noget ro og et helle, som har fået alle de syge tanker til at lægge sig lidt i dvale igen. Lige nu har jeg det faktisk udmærket. Jeg var bange for, at tankerne ville vende tilbage, så snart jeg trådte over mit eget dørtrin, men sådan er det heldigvis ikke. Og så har jeg nu en læges ord for, at jeg altid er velkommen, og at jeg ikke skal gå hjemme og få det dårligt. Det er jeg glad for, for det andet er ubærligt. Selvfølgelig vil jeg helst klare mig selv hjemme – hvem vil ikke det? – men det er bare ikke altid, det kan lade sig gøre, og så skal man have et sted at vende sig hen.

Hos Pia Glyngdal er man i gode hænder

Det er på fredag, jeg skal ind til den psykiater, der skal skrive speciallægeerklæringen. Pia Glyngdal viser sig at være tidligere læge og klinikchef på Psykiatrisk Center Hvidovre, og alle siger, at hos hende er jeg i gode hænder. Det, håber jeg, er sandt. Jeg er nervøs for det, for det hun skriver vil få afgørende betydning for min fremtid. Hvis hun er enig med kommunen i, at jeg er for syg til sygedagpenge, er jeg på den. Dagsformen skal bare være god på fredag. Når jeg har det godt, har jeg det faktisk rigtig godt og omvendt, når jeg har det dårligt. Jeg må nok se i øjnene, at mit liv altid vil bestå i disse svingninger, selvom det er hårdt.

Overblik over økonomien

En af de ting, jeg hidtil har været for handlingslammet til, er at få kigget på mit budget. Det skal bringes up to date, så jeg præcis ved, hvor galt det kan komme til at stå til. Af hospitalets socialrådgiver fik jeg tre numre til “gældsrådgivninger”; jeg har ingen gæld, men det gælder også for folk med små indkomster, så når budgettet er færdigt, vil jeg tage kontakt til et af de steder. Der være nogle muligheder; jeg skal bare lige ud af handlingslammelsen.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.