/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Funktionsniveau

Funktionsniveau

Mit funktionsniveau er opadgående

Der sker så mange gode ting i øjeblikket, og dem vælger jeg at fokusere på.Mit funktionsniveau vender pt. den rigtige vej.

Jeg har haft 2½ års nedtur, så nu synes jeg da i hvert fald selv, jeg fortjener, det går den anden vej. Inspireret af et indslag ovre hos Lene, har jeg besluttet at skrive om alt det positive i håb om, at det kan opveje nogle af alle de triste poster. Gennemsnittet må kunne give et fornuftigt resultat.

Fri for sygdom?

“Rask” = fri for sygdom i ordets egentlige forstand bliver jeg aldrig, og det, synes jeg, har jeg affundet mig med. Jeg håber imidlertid, jeg kan bevare mit aktuelle funktionsniveau, og gerne forbedre det i den forstand, at jeg kan arbejde flere timer. Det giver mit selvværd “et boost” at være kommet i arbejde, også selvom det bare er 12 timer om ugen. Jeg er indstillet på at sætte antallet af timer op, men chefen i min praktik i Folkekirkens Nødhjælp, der er god, synes, vi skal vente en måned med at tale om det. Jeg synes bare, jeg når for lidt. Men altså kan jeg bevare det nuværende funktionsniveau, er jeg fuldt ud tilfreds.

Evalueringsmøde

Den 11. februar skal der være et evalueringsmøde mellem Psykiatrifonden, chefen og mig. Jeg er spændt på det, og også lidt nervøs for det det. Jeg er altid bange for ikke at gøre det godt nok, men det er nok en ubegrundet frygt, for de tilbagemeldinger, jeg hidtil har fået, er positive. Fx siger chefen, at han føler, at projektet nu “rykker” og at det havde de aldrig kunnet gøre selv. Jeg nedgør det lidt ved at tænke, at Herregud jeg har jo også kun den ene opgave, jeg er dedikeret til projektet, mens den tidligere projektleder har tonsvis af andre opgaver, så selvfølgelig “rykker” det.

Hukommelse

En ting der ikke fungerer godt er hukommelsen, og jeg bliver nødt til at vende tilbage til Center for Specialundervisning af voksne (CSV) og sige, at de kompenserende strategier ikke virker i praksis. Jeg skriver ned og skriver ned, jeg er bange for at spørge om det samme flere gange, og i menighedsrådet kan jeg ikke huske, hvad folk hedder trods det, at jeg har været sammen med dem 50 gange. Det er virkelig generende – ja nærmest pinligt.

Weekend

Men nu er det weekend og den vil jeg nyde, hvilket er meget lettere, når jeg kan sige til mig selv, at jeg har udrettet noget i ugens løb og skal afsted igen i næste uge.

God weekend til dig.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Positivt om ECT og virksomhedspraktik

Positivt om ECT og virksomhedspraktik

Det går den rigtige vej

Positivt om ECT og virksomhedspraktik

Jeg har været til ECT for femte gang i vedligeholdelsesforløbet. Der er bestilt i alt seks gange. Jeg havde besluttet mig for, at jeg allerede denne gang ville “varme op” til drøftelserne om at få bevilget flere behandlinger.

Det viste sig, at jeg slet ikke skulle kæmpe for sagen. De havde haft min sag oppe at vende på morgenkonferencen og havde besluttet at bevilge mig 10 ekstra behandlinger med tre ugers mellemrum. Det er jeg så glad for. Nu har vi endelig fundet noget, der virker, så lad os endelig køre videre ad det spor. Min psykolog siger også, at hun tydeligt kan mærke, at jeg “dykker”, når det er tid til at skulle ind igen. Så det er altså en nødvendig behandling.

Samlet set er jeg meget tilfreds med Psykiatrisk Center Hvidovre. Jeg synes, de gør deres job godt, og de slipper mig ikke, før de ved, at det går, som det skal. Jeg føler mig både set og hørt, og det er dejligt. Når de næste 11 gange er gennemført, mener jeg, at jeg har fået 60 ECT-behandlinger. Det er helt vildt.

Virksomhedspraktikken

Og så er jeg jo startet på arbejdet, som bare er en virksomhedspraktik, i Folkekirkens Nødhjælp. Jeg har været der to dage i alt syv timer, og jeg tror, det er gået rimeligt, men jeg føler mig meget usikker på, om jeg gør det godt nok.

Min erhvervsrådgiver fra Psykiatrifonden siger, at Folkekirkens Nødhjælp ikke rigtig kan stille nogen krav til mig, da jeg kun er praktikant. Jeg kæmper med den indre kritiker. Herudover er der alle de sædvanlige begynderproblemer: Hvad hedder printeren og hvor står den, hvordan finder jeg op i IT-afdelingen osv. Huset er meget svært at finde rundt i. Det er fyldt med små gange og krinkelkroge; jeg er allerede faret vild én gang på vej fra IT-afdelingen.

Kollegerne er søde. Jeg har endnu ikke overblik over, hvem der skal være mine samarbejdspartnere, så det er et af mine spørgsmål til chefen.

Overblik over projektet

Jeg har brugt tiden på at prøve at danne mig et overblik over projektet, som har ligget stille siden efteråret 2014. Jeg har lavet en lang liste med spørgsmål – stort og småt imellem hinanden – og den liste skal jeg så tale med chefen om på mandag.

De startede med at ville opbygge et system med mange integrationer til andre systemer, men det gik op for dem, at ambitionsniveauet var for højt, så de skrællede de fleste integrationer af. Jeg har endnu ikke overblik over, hvor mange der er tilbage.

Jeg har siddet og kigget lidt i systemet og prøvet at orientere mig om, hvad det kan og hvilke data, der ligger. Det er et HR-system, som rummer nogle ret basale oplysninger om afdelinger og medarbejderes stamdata. Ideen er blandt andet, at medarbejderne selv skal kunne opdatere stamdata: Når de fx har været på kursus, skal de selv kunne føre det ind i systemet, så der altid er et overblik over alle kompetencer i organisationen. Det er smart nok.

Jeg er meget træt, når jeg kommer hjem, men det er sikkert naturligt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i /af

Center for Specialundervisning for Voksne

Center for Specialundervisning for Voksne

Flot forløb betalt af kommunen

Det er tirsdag, så jeg har været ved Center for Specialundervisning for Voksne (CSV). Jeg har af Hvidovre Kommune fået bevilling til 10 enetimer hos en logopæd. Jo længere tid jeg kommer der, jo bedre synes jeg, det er. Opgaven er at lære kompenserende strategier i relation til den dårlige hukommelse.

Det er som om, de seneste 1½ år og en stor del af fortiden er glemt, og der bliver ved med at dukke nye episoder op, som jeg har glemt. Senest var det en medpatient, der kunne berette, at vi sammen var på Kronborg for at høre opera vist engang i august. Jeg kan måske huske, at vi sad på en græsplæne og spiste. Alt andet er væk. Det er meget ubehageligt. Den samme medpatient kunne berette, at vi spiste brunch sammen på min lokale café. Det er også helt væk. Hun har været her hos mig tidligere, det kan jeg heller ikke huske.

Lavpraktiske kompenserende strategier

De kompenserende strategier er ret så lavpraktiske. Fx har jeg lige nu fået opgaven med at udvikle et redskab, så jeg kan få styr på mine programmer på computeren. Læreren fra Center for Specialundervisning for Voksne og jeg har i fællesskab designet et skema, som jeg kan sætte de ca. 150 programmer ind i. Skemaet skal rumme tre kolonner:

  1. Programnavn
  2. Opgave = hvad skal programmet bruges til?
  3. Hvilken kategori skal programmet i? Kategori kan fx være billedbehandling. Så kan man sortere efter det.

Det er et hestearbejde, men det bliver godt. Jeg er kommet igennem de første 90 programmer, men jeg ved stadig ikke, hvad de alle skal bruges til. Der må googles for at finde frem til formålet. Det er en underlig fornemmelse at vide, at jeg har vidst, hvad de skal bruges til, men nu er det fuldstændig slettet fra hukommelsen. Når oversigten er færdig, skal den sorteres efter kategori (hurra for Excel), printes ud og ligge ved computeren. Hvis jeg så skal lave noget med billeder, er det let at slå op og se hvilke programmer, jeg har til rådighed. Det btyder, at opdelingen i kategorier er rigtig vigtig.

Lavpraktisk men brugbart

Lavpraktisk ja men brugbart. I det hele taget er alt, hvad vi laver lavpraktisk, men det er løsninger, der er til at huske (he, he), og som er lette at implementere i hverdagen. Huskeregler a’la “Helen med håret” vil fungere godt for mig, da jeg har let ved det sproglige. Hukommelsen for turen til Kronborg kunne have fået støtte ved nogle billeder af Kronborg, af min ledsager og af maden, vi spiste. Jeg render alligevel rundt med en smartphone, hvorfor ikke udnytte dens potentiale fuldt ud?

To hjernetræningsspil som nogle siger ikke hjælper

I dag har vi kigget på “spillet” “Professionel Hjernetræning”, som koster penge med mindre man får et login fra fx CSV, og som kan bruges til at øve de strategier, vi har talt om. Vi prøvede det af på lærerens computer. Hold da op det er svært, men jeg har stor lyst til at prøve det. For at lave interne huskeregler skal man være kreativ, og det er jeg overhovedet ikke. Jeg er spændt på, om jeg kan klare det alligevel.

Et andet “spil” er “Brain+”, som er et gratis program, som jeg lige har downloaded, og derfor kun har nået at spille et enkelt spil på. Det er ret svært! Man bliver fx præsenteret for en række personer, som man får en masse informationer om. Herefter skal man vise, at man kan huske disse informationer. Efterhånden som man arbejder sig frem i spillet, kommer der “afbrydelser”, hvor der kommer andre personer ind imellem, hvis informationer, man så også skal huske, hvorefter man så går tilbage til de oprindelige, og atter skal huske deres informationer.

Jeg føler mig lidt på bar bund her. Det er som om, jeg ikke kan nå at bruge de kompenserende strategier, jeg lige har lært.

Kritikerne af den type af hjernetræningsspil siger, at man bliver god til at spille spil og ikke andet. Den risiko tager jeg med i købet, for det er, trods frustrationen over ikke at kunne nå at bruge de kompenserende strategier, ret sjovt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/12 Kommentarer/i , /af ,

ECT hed engang elektrochok

ECT hed engang elektrochok

Hvordan foregår ECT?

ECT hed engang elektrochok

Flere har spurgt mig, hvordan ECT egentlig foregår, og hvad det er, så derfor kommer der her en forklaring baseret på lige knapt 50 behandlinger. Lad det være sagt straks: Der er ingen lighed mellem “Gøgereden” og virkeligheden. I filmen foregik behandlingen fx uden bedøvelse; nu om dage er det i fuld narkose. Efter min opfattelse er der tale om en effektiv og skånsom behandling, der virker med det samme. Jeg ville ikke være den foruden, for den gør mit liv tåleligt.

ECT er en forkortelse for det engelske Electoconvulsive Therapy – på dansk elektrokonvulsiv terapi. I gamle dage hed det elektrochok på dansk.

Der sættes strøm til hovedbunden, hvilket fremkalder en krampe i hjernen. For at et krampeanfald er godt, skal det vare ca. 60 sekunder. Mine har på det seneste varet omkring 80 sekunder, hvilket har fået dem til at regulere på et eller andet for at bringe dem ned.

ECT gives fx i følgende tilfælde

Man giver fx ECT, når medicinen ikke virker tilstrækkelig effektivt, når der ikke er tid til at vente de ca. otte uger på, at medicinen har fuld effekt, når der er stor fare for selvmord eller når ECT tidligere har vist sig at have god effekt. ECT kan også gives som forebyggende ambulant behandling mod nye udsving i det depressive eller bipolare spektrum.

Sådan foregår det

Det er en specialuddannet psykiater, der forestår selv behandlingen. Han/hun assisteres af narkosepersonale og af plejepersonale, der hjælper til under behandling og opvågning. Det er fx plejepersonalet, der gør en klar med blodtryksmanchet, den lille gummidims på en pegefinger og sætter elektroderne på.

Når behandlingen gives forebyggende, skal man møde op dagen før, fordi der skal foretages en lægeundersøgelse, hvor de måler alle mulige værdier (puls, temperatur, blodtryk), lytter på hjerte og lunger mv. Hvis man er indlagt, og behandlingerne gives i den faste rytme mandag, onsdag og fredag morgen, foregår lægeundersøgelserne løbende.

Lokalet, hvor behandlingen foregår, er ganske lille. Der er lige plads til lejet, psykiateren, de to fra anæstesien og en fra plejepersonalet. Til tider sniger de så også to studerende ind, hvilket jeg synes er temmelig ubehageligt, men de skal jo på en eller anden måde lære det. Jeg synes bare ikke, de behøver øve sig på mig.

Da behandlingen foregår i fuld bedøvelse, skal man faste i seks timer før, og det er en af de ting, de spørger specifikt til, inden de går i gang: “Hvornår har du sidst fået noget at spise og drikke?” Man må heller ikke indtage Benzodiazepiner, fx sovepiller, aftenen før.

Bedøvelsen gives i et drop, der lægges på den ene håndryg – et såkaldt Venflon. Når man sover, gives der endvidere et muskelafslappende middel gennem droppet. De sprøjter bedøvelsen ind, sætter iltmasken på – hvor jeg lige når tre dybe indåndinger – og siger god nat, og så oplever man ikke mere.

Inden bedøvelsen sættes der små klistermærker = EKG-elektroder på brystet. De overvåger hjertet. Til overvågning af aktiviteten i hjernen sættes der EEG-elektroder i tindingen.

For at passe på tænderne får man en bideskinne, som man kan vælge, om de skal sætte ind, eller om man selv vil gøre det. Jeg foretrækker at gøre det selv.

Opvågningen

Når behandlingen er overstået, slukkes for det bedøvende middel og man bliver kørt ind i den tilstødende opvågningsstue. Det tager ca. 15-20 minutter at vågne op. Jeg har aldrig set opvågningsstuen, men kommer til mig selv på vejen ned til afdelingen, hvor jeg bliver kørt i en kørestol. Jeg kan åbenbart ikke gå derned selv. Når man vågner op, har de på mirakuløs vis fået “monteret” sko og briller igen. I forbindelse med de først behandlinger var jeg lidt konfus bagefter, men sådan er det ikke mere. Jeg føler mig frisk efter ca. en time og er da klar til at tage hjem. Jeg føler ikke, at jeg har nogen bivirkninger. Hukommelsesproblemerne skyldes ikke ECT, men den grundlæggende lidelse, som består af bipolar affektiv sindslidelse. Behandlingerne har på den anden side set ikke gjort det bedre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.