Scanning og hjemve
Det er dagen for MR-scanningen
Scanning og hjemve
Det var kl. 11:15, men der stod i indkaldelsen, at man skulle være der i god tid, så jeg var der en time før.
Efter tip fra en medpatient på Psykiatrisk Center Hvidovre bad jeg om noget beroligende, ikke fordi jeg har klaustrofobi, men fordi jeg var lidt bange for, om jeg kunne ligge så musestille i så lang tid, som det kræves.
Man lægger sig
Man lægger sig på lejet, får noget til at lægge under haserne, så man ligger godt, og så bliver nakke og hoved “klodset op” med små puder fra skuldrene og op til ørerne, så hovedet bliver fuldstændig fikseret. Det var lige i starten lidt ubehageligt, men man vænner sig hurtigt til det. Dernæst får man et par ørepropper, fordi scanneren larmer meget. I hånden får man en lille gummibold, der rummer en kontakt. Hvis man af en eller anden grund vil akut ud af scanneren, trykker man på bolden, der fungerer som en alarm.
Så bliver man kørt ind i scanneren, og optagelserne begynder. De optager i sekvenser af alt fra tre minutter til fem minutter. Der er en lille kort pause mellem hver sekvens; der kan man så lige klø sig på næsen el. lign.
Da vi er halvvejs
Da vi var halvvejs (tror jeg), havde de kigget lidt på nogle af billederne, og kom derefter med noget kontrastvæske, som gør, at de bedre kan se anatomien i hjernen. De prøvede at stikke i begge albueled flere gange, men kunne ikke komme til at stikke, for jeg ligner snart en nålepude fyldt med arvæv, bl.a. fordi jeg engang var bloddonor og har givet mere end 100 gange – det har jeg desværre måttet stoppe pga. al medicinen. Til sidst overgav de sig og lagde en venflon på venstre håndryg, som de sprøjtede kontrasten ind i og skyllede efter med saltvand. Det føltes en lille smule ubehageligt men ikke meget. Herefter optog de så de sidste sekvenser.
Alt i alt varede det ca. 45 minutter, og det var fuldstændig smertefrit. Det gik meget bedre med at ligge musestille, end jeg havde ventet. Da de først havde kørt mig ud igen, og jeg rejste mig, var jeg ved at dratte om, fordi jeg var så svimmel. Det er sædvanligt at blive svimmel, for man bruger mange kræfter på at ligge musestille – forklarede de. De kom med en æblejuice, og fem minutter efter var det væk.
Jeg spurgte til, hvordan det kunne være, at scanneren sagde en ny lyd, hver gang vi begyndte på en ny sekvens. De forklarede meget tålmodigt om, hvordan scanneren virker: Den består af en kæmpe stor magnet og en masse små magneter. Det man optager er faktisk relationen mellem magneterne, og midteraksens forhold til de små magneter. Jeg forstod det ikke helt, men det lød spændende – og de havde slet ikke noget i mod at blive spurgt, da jeg havde forklaret, at jeg skulle bruge det til et blogindlæg.
Det, man kan se på en scanning af hjernen, er grå og hvide områder, anatomien, mængden af beskyttende væske omkring hjernen (svarende til den beskyttende æggehvide omkring æggeblommen), mængden af fedt omkring hjernen; der var sikkert mere, men resten kan jeg ikke lige huske.
Hele formålet med MR-scanningen er at se om der er skader der gør, at min hukommelse ikke er noget at råbe hurra for.
Jeg har haft en lille mailkorrespondance med Neuropsykologen Kaj Bjerring Andersen om, hvad hans konklusion egentlig betyder:
Kære Hanne
Du har et spørgsmål til mig vedr. “organisk cerebral dysfunktion”. Hvis der står det, skulle der have stået “organisk betinget cerebral dysfunktion”, hvormed jeg mener, at der er nogle forstyrrelser (hukommelsen), som synes at have et organisk grundlag (dvs. som kan være en følge af en skade på hjernen) til forskel for en forstyrrelse, der ikke har et organisk grundlag (og som kan være funktionel eller f.eks. en forbigående stressreaktion). Håber du kan bruge svaret.
Med venlig hilsen
Kaj
Jeg har læst det nogle gange efterhånden, og det giver langsomt mere og mere mening for mig. Nu er jeg bare spændt på resultaterne af scanningen, der formentlig foreligger i løbet af 14 dage. Det bliver en lang ventetid.
Hjemve
Jeg har nu været indlagt siden den 17. marts altså lige knap to måneder, og det har været dejligt at mærke, at jeg dag for dag fik det bedre. Nu føler jeg mig fuldstændig klar til at komme hjem – også selvom jeg har haft det godt, og det var det eneste rigtige sted at være; det var det mindst farlige sted at være. Jeg længes efter mit hjem og mine daglige gøremål.
Det grundlæggende problem jeg kom med, har vi ikke løst helt, da ECT ikke i denne omgang havde samme mirakuløse effekt som i november 2014. Det der er løst er forstyrrelser af søvn, appetit og syn. De “dårlige tanker” er der stadig, men dem har jeg jo sådan set haft, siden jeg var 14, så måske er de bare et grundvilkår for mig. Jeg føler mig ikke længere klinisk deprimeret.
Med mig hjem får jeg et nyt problem i form af “filmen” eller “drejebogen”, der er en psykose/hallucinationer. Det består i, at jeg ser og hører min egen død og begravelse inde i hovedet på de nederste 25 pct. af det indre skærmbillede. Det er meget ubehageligt, og det er der konstant; det er det første, jeg ser og hører om morgenen, og det sidste jeg ser og hører, inden jeg sover. Jeg er ved at blive sindssyg af det, og nu har det vel varet 1½ måned. Noget meget positivt er, at PCH har udvirket, at “sagen” tages op på en konference i DPC (Distrikts Psykiatrisk Center) med henblik på at finde en psykolog til mig. Formentlig kan jeg komme til en gang i juli. Der er godt nok længe til, men det er væsentligt bedre end det, jeg har hørt, nemlig at der skulle være seks måneders ventetid. Jeg har ikke seks måneder. Tænk hvis en håndfuld samtaler med en psykolog kan stoppe den (undskyld sproget men jeg mener det: forbandede) drejebog!
Søde mennesker
Jeg har truffet nogle pokkers søde mennesker derude, og der er et par stykker, som jeg meget håber, jeg kan holde kontakten til. Fx I. der også er lidt nørdet, og som gerne vil have en hjemmeside. Hun skriver rigtig godt, så jeg har opmuntret hende til at arbejde videre med det. At skrive kan ses som en art selvterapi. Jeg vil rigtig gerne hjælpe hende med at få en hjemmeside op at stå. Herregud det er jo blevet så meget nemmere, end dengang jeg selv startede i 2003; da måtte man sætte sig ned og lære sig HTML; nu er den viden forældet/overflødig og markedet er overtaget af CMS’er som fx Joomla (Til I. her er 16 tutorials til at komme i gang på eller wordpress.org og det er selvfølgelig positivt, for det betyder, at mange flere kan få deres budskaber ud over rampen, og det er jo det, det handler om.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
