Scanning og hjemve

Scanning og hjemve

Det er dagen for MR-scanningen

Scanning og hjemve

Det var kl. 11:15, men der stod i indkaldelsen, at man skulle være der i god tid, så jeg var der en time før.

Efter tip fra en medpatient på Psykiatrisk Center Hvidovre bad jeg om noget beroligende, ikke fordi jeg har klaustrofobi, men fordi jeg var lidt bange for, om jeg kunne ligge så musestille i så lang tid, som det kræves.

Man lægger sig

Man lægger sig på lejet, får noget til at lægge under haserne, så man ligger godt, og så bliver nakke og hoved “klodset op” med små puder fra skuldrene og op til ørerne, så hovedet bliver fuldstændig fikseret. Det var lige i starten lidt ubehageligt, men man vænner sig hurtigt til det. Dernæst får man et par ørepropper, fordi scanneren larmer meget. I hånden får man en lille gummibold, der rummer en kontakt. Hvis man af en eller anden grund vil akut ud af scanneren, trykker man på bolden, der fungerer som en alarm.

Så bliver man kørt ind i scanneren, og optagelserne begynder. De optager i sekvenser af alt fra tre minutter til fem minutter. Der er en lille kort pause mellem hver sekvens; der kan man så lige klø sig på næsen el. lign.

Da vi er halvvejs

Da vi var halvvejs (tror jeg), havde de kigget lidt på nogle af billederne, og kom derefter med noget kontrastvæske, som gør, at de bedre kan se anatomien i hjernen. De prøvede at stikke i begge albueled flere gange, men kunne ikke komme til at stikke, for jeg ligner snart en nålepude fyldt med arvæv, bl.a. fordi jeg engang var bloddonor og har givet mere end 100 gange – det har jeg desværre måttet stoppe pga. al medicinen. Til sidst overgav de sig og lagde en venflon på venstre håndryg, som de sprøjtede kontrasten ind i og skyllede efter med saltvand. Det føltes en lille smule ubehageligt men ikke meget. Herefter optog de så de sidste sekvenser.

Alt i alt varede det ca. 45 minutter, og det var fuldstændig smertefrit. Det gik meget bedre med at ligge musestille, end jeg havde ventet. Da de først havde kørt mig ud igen, og jeg rejste mig, var jeg ved at dratte om, fordi jeg var så svimmel. Det er sædvanligt at blive svimmel, for man bruger mange kræfter på at ligge musestille – forklarede de. De kom med en æblejuice, og fem minutter efter var det væk.

Jeg spurgte til, hvordan det kunne være, at scanneren sagde en ny lyd, hver gang vi begyndte på en ny sekvens. De forklarede meget tålmodigt om, hvordan scanneren virker: Den består af en kæmpe stor magnet og en masse små magneter. Det man optager er faktisk relationen mellem magneterne, og midteraksens forhold til de små magneter. Jeg forstod det ikke helt, men det lød spændende – og de havde slet ikke noget i mod at blive spurgt, da jeg havde forklaret, at jeg skulle bruge det til et blogindlæg.

Det, man kan se på en scanning af hjernen, er grå og hvide områder, anatomien, mængden af beskyttende væske omkring hjernen (svarende til den beskyttende æggehvide omkring æggeblommen), mængden af fedt omkring hjernen; der var sikkert mere, men resten kan jeg ikke lige huske.

Hele formålet med MR-scanningen er at se om der er skader der gør, at min hukommelse ikke er noget at råbe hurra for.


Jeg har haft en lille mailkorrespondance med Neuropsykologen Kaj Bjerring Andersen om, hvad hans konklusion egentlig betyder:

Kære Hanne

Du har et spørgsmål til mig vedr. “organisk cerebral dysfunktion”. Hvis der står det, skulle der have stået “organisk betinget cerebral dysfunktion”, hvormed jeg mener, at der er nogle forstyrrelser (hukommelsen), som synes at have et organisk grundlag (dvs. som kan være en følge af en skade på hjernen) til forskel for en forstyrrelse, der ikke har et organisk grundlag (og som kan være funktionel eller f.eks. en forbigående stressreaktion). Håber du kan bruge svaret.

Med venlig hilsen
Kaj

Jeg har læst det nogle gange efterhånden, og det giver langsomt mere og mere mening for mig. Nu er jeg bare spændt på resultaterne af scanningen, der formentlig foreligger i løbet af 14 dage. Det bliver en lang ventetid.


Hjemve

Jeg har nu været indlagt siden den 17. marts altså lige knap to måneder, og det har været dejligt at mærke, at jeg dag for dag fik det bedre. Nu føler jeg mig fuldstændig klar til at komme hjem – også selvom jeg har haft det godt, og det var det eneste rigtige sted at være; det var det mindst farlige sted at være. Jeg længes efter mit hjem og mine daglige gøremål.

Det grundlæggende problem jeg kom med, har vi ikke løst helt, da ECT ikke i denne omgang havde samme mirakuløse effekt som i november 2014. Det der er løst er forstyrrelser af søvn, appetit og syn. De “dårlige tanker” er der stadig, men dem har jeg jo sådan set haft, siden jeg var 14, så måske er de bare et grundvilkår for mig. Jeg føler mig ikke længere klinisk deprimeret.

Med mig hjem får jeg et nyt problem i form af “filmen” eller “drejebogen”, der er en psykose/hallucinationer. Det består i, at jeg ser og hører min egen død og begravelse inde i hovedet på de nederste 25 pct. af det indre skærmbillede. Det er meget ubehageligt, og det er der konstant; det er det første, jeg ser og hører om morgenen, og det sidste jeg ser og hører, inden jeg sover. Jeg er ved at blive sindssyg af det, og nu har det vel varet 1½ måned. Noget meget positivt er, at PCH har udvirket, at “sagen” tages op på en konference i DPC (Distrikts Psykiatrisk Center) med henblik på at finde en psykolog til mig. Formentlig kan jeg komme til en gang i juli. Der er godt nok længe til, men det er væsentligt bedre end det, jeg har hørt, nemlig at der skulle være seks måneders ventetid. Jeg har ikke seks måneder. Tænk hvis en håndfuld samtaler med en psykolog kan stoppe den (undskyld sproget men jeg mener det: forbandede) drejebog!

Søde mennesker

Jeg har truffet nogle pokkers søde mennesker derude, og der er et par stykker, som jeg meget håber, jeg kan holde kontakten til. Fx I. der også er lidt nørdet, og som gerne vil have en hjemmeside. Hun skriver rigtig godt, så jeg har opmuntret hende til at arbejde videre med det. At skrive kan ses som en art selvterapi. Jeg vil rigtig gerne hjælpe hende med at få en hjemmeside op at stå. Herregud det er jo blevet så meget nemmere, end dengang jeg selv startede i 2003; da måtte man sætte sig ned og lære sig HTML; nu er den viden forældet/overflødig og markedet er overtaget af CMS’er som fx Joomla (Til I. her er 16 tutorials til at komme i gang på eller wordpress.org og det er selvfølgelig positivt, for det betyder, at mange flere kan få deres budskaber ud over rampen, og det er jo det, det handler om.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Beskyttende faktorer

Beskyttende faktorer

Det skal holde mig i live: de beskyttende faktorer

  • Drive til at være social
  • Sociale kompetencer
  • Behagelig personlighed
  • Struktureret
  • Systematisk
  • Interesser:
    • slægtsforskning,
    • kriminalhistorie,
    • foto og gamle billeder og
    • software
  • Menighedsråd og kirken
  • Godt begavet

Indenfor psykiatrien og psykologien taler man en del om det, der kaldes “beskyttende faktorer”, som kort sagt er det, der skal holde en i live, når der opstår en krise.

Jeg har lige været til stuegang med Ditte Munk Wollesen (psykologen på Psykiatrisk Center Hvidovre), og vi rundede af med at tale om de beskyttende faktorer.

Mit udgangspunkt er, at jeg ikke synes, jeg har nogen, men det synes hun, og hun lavede lige ud af hovedet ovenstående liste. Det er selvfølgelig vældig pænt af hende. Problemet er, at jeg ikke synes, jeg rigtig kan tage ejerskab til den. Det vækker ikke rigtig genklang hos mig.

På hendes opfordring har jeg dog nu skrevet det ned både her på bloggen og i mine noter på iPadden, så jeg altid har dem med mig. Måske de så på en eller anden måde kan gøre gavn?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Rehabiliteringsplanens forberedende del

Rehabiliteringsplanens forberedende del

Rehabiliteringsplanens forberedende del

Jeg sidder hjemme og det er dejligt!

§ 3, stk. 4, 1. (Alm. sag): så vidt jeg har kunnet finde ud af, handler det om at beskrive hidtidige joberfaringer og koble dem med ønsker til fremtiden. Alt i alt et ædelt formål, men det er “lidt” overvældende at skulle udfylde et skema på 13 (!) sider i Word.

Den første udfordring var at få konverteret kommunens skema fra pdf-filen i eBoks til et skrivbart Worddokument, men det gik endda efter et par forsøg. Jeg er jo temmelig nørdet, men hvad gør andre mennesker? Jeg møder mange mennesker på psykiatrisk afdeling, der aldrig vil kunne klare den udfordring. (Det er så moderne at kalde “problemer” for “udfordringer”.) Ja okay man inviteres til et møde i kommunen for at udfylde det sammen, men jeg har det bedre med at sidde hjemme i mit lønkammer og udfylde det. Det er jo ret vigtigt for ens fremtid, og derfor kan det ikke bruges som led i et interview, hvor tingene foregår ret hurtigt.

Jeg er blevet færdig og har sendt det til min bisidder, så kan hun se, om det ser “rigtigt” ud. Selvfølgelig kan hun ikke vurdere om min fortid eller mine ønsker til fremtiden ser rigtige ud, for de kan jo ikke være hverken “rigtige” eller “forkerte”, men hun kan vurdere det strategisk set, og det har stor værdi.

Hvad skulle jeg gøre uden min bisidder? Jeg har en medpatient, som jeg 100 gange har anbefalet at finde en SIND Bisidder, men af en eller anden grund, får hun ikke gjort noget ved det. Det undrer mig.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Hjemme

Hjemme

Hjemme for en stund

Skønt at være her igen selv om her snart er lidt støvet, og køkkengulvet trænger til at blive vasket – det nås nok. Det skal ikke fortrænge følelsen af, at det er rigtig rart at være her! Det ligner lidt mit rigtige liv.

Aftalen er, at jeg i dag er hjemme fra 9:30 – 16:00, at vi evaluerer i morgen og derefter lægger planer for den kommende tid. Jeg synes, de gør meget for at gøre overgangen til det normale liv god og tryg.

Jeg døjer fortsat med “drejebogen” og kan ikke forstå det. Den nye medicin ved navn Risperdal burde jo kunne fixe den. Det er utrygt. Om aftenen føler jeg mig forpint, fordi der aldrig er bare fem minutters pause. Lige nu er lydsiden forværret, så jeg skal “overdøve” den, når jeg taler med nogen. Det eneste, jeg kan finde på, er at sætte hovedtelefonerne i ørerne og skrue op på maksimal lydstyrke, det overdøver lydsiden. Jeg kan bare kun holde den larm ud fem minutter ad gangen.

En to-do-liste

Jeg har lavet en liste med 10 punkter, over hvad jeg gerne vil have udrettet mens jeg er her, og jeg er simpelthen startet fra en ende af. Fx gennemgå mails, backups, .htaccess for at udelukke en bruger – det har ellers virket i cPanels “Deny Access Manager” – mærkeligt at det så pludselig holder op med at virke, ringe til Leif, kontakt til Meebox for at få mail-appen på iPad til at fungere igen osv. Alt sammen småting men alligevel rart at få ekspederet, da det bare skal fungere, uanset hvor jeg befinder mig.

En liste med programmer og deres formål

På opgavelisten er også: “Gennemgå rutineopgaver og kobl programmer til”. Problemet er, at jeg sidder ved PC’en og skal foretage mig et eller andet rutinemæssigt og banalt, men det tager mig 10 minutter at komme i tanke om, hvilket program, jeg skal bruge til det, fx “Høre musik – MediaMonkey”. Det svarer til, at du skal skrive noget tekst, og ikke kan huske at du plejer at bruge Word. Da jeg sidst var hjemme, prøvede jeg at liste alle programmer (jeg har mange, men de har jo alle et formål), jeg kunne vel genkende halvdelen. Det er meget ubehageligt at blive konfronteret med hukommelsesproblemet på denne måde. “Organisk cerebral dysfunktion”…

Årsager til hukommelsestabet

På netværksmødet forleden kørte Melita en del rundt i årsagen til det. Der kunne være tale om et par forskellige ting eller en kombination af de to:

  • ECT-behandlingerne (i alt 19)
  • Selve den bipolare lidelse

MR-scanningen den 13. maj vil kunne vise skrumpning af hjernen eller ej, men kan vel ikke vise årsagen. Svarer det ikke til et brækket ben? Et røntgenbillede kan vise, om/at det er brækket, men ikke om det var skiløb eller noget andet, der forårsagede det?

Den kommende tid

Der er kommet mail fra Hvidovre Kommune om, at hun har kontaktet Psykiatrifonden, der så vil kontakte mig med en dato for starten på “Udviklingsforløbet”, som jeg ser meget frem til. Leif nævnte, det sikkert bliver hårdt at komme i gang igen. Han har utvivlsomt ret, men det må jeg tage med. Jeg vil jo gerne.

Kommunen har bedt min egen læge om en hurtig erklæring til “Rehabiliteringsteamet”. Jeg kan ikke se nogen grund til, at det skal gå hurtigt, når rehabiliteringsteamet tidligst skal mødes 19 uger efter pinse, hvor jeg starter hos Psykiatrifonden. Der er jo oceaner af tid, og selvfølgelig er der tid til at vente på, at min læge har resultatet af scanningen og beskrivelsen af resultatet. Hvorfor dog forcere det sådan? Hvad er det, vi skal nå? Jeg fik ved opringning til kommunen overbevist hende om, at jeg havde ret. Og herefter er jeg så i gang med at få en senere tid hos lægen.

Jeg synes, der er meget at bøvle med. Psykiatrisk Center Hvidovre kunne måske ordne noget af det for mig, men nu har jeg altså selv taget affære.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.