,

Vil gerne arbejde men kan jeg

Vil gerne arbejde men kan jeg

I gang igen

Vil gerne arbejde men kan jeg

Jeg blev afskediget fra Moderniseringsstyrelsen med udgangen af juli 2013, fordi jeg havde haft 3 * 2 dages sygdom inden for prøveperioden. Jeg forstår dem godt, men jeg ved også, hvorfor jeg meldte mig syg: Jeg var så træt, så træt, at jeg ikke kunne komme ud af sengen, og det skyldtes helt sikkert den store dosis Seroquel, jeg indtager. Midlet gives blandt andet mod bipolar affektiv sindslidelse.

Siden den afskedigelse har jeg været indlagt fire gange på Psykiatrisk Center Hvidovre med to depressioner og to manier – alt sammen her i sommeren 2015 og efteråret 2014.

Status lige nu

Lige nu er status, at jeg er “sygemeldt fra sygemeldingen” i to måneder på grund af eftervirkningerne af ECT-behandlingerne (elektrochok). Jeg var ved at tale med Gitte (min super kontaktperson i Distriktspsykiatrien) om at forkorte den periode, fordi jeg ikke kunne se ideen i den, når jeg nu har det fint. Hun overbeviste mig dog om, at perioden er fastsat for min skyld, for at jeg ikke skal kaste mig ud i noget for tidligt, så det kan give bagslag. Det er bare min natur hurtigt at komme i gang igen.

Overlægen i Distriktspsykiatrien har talt med mit jobcenter om, at jeg evt. kan starte i et udviklingsforløb under Psykiatrifonden. Formålet er i henhold til Sygedagpengeloven § 27, stk. 1, nr. 2 at klarlægge min arbejdsevne. Det ser rigtig godt ud, og det er meget mere relevant end det Contra, der tidligere var tale om. Forløbet indeholder blandt andet en virksomhedspraktik, hvilket jeg tidligere slet ikke kunne se mig selv i og var decideret bange for. Nu tænker jeg, at det kunne være en spændende udfordring, for jeg vil gerne i gang igen.

Mit mål er et fleksjob

Mit mål er et fleksjob, for det kan give alt det bedste fra arbejdsmarkedet: Kolleger, udfordringer, ud ad døren nogle dage pr. uge, og ikke mindst overenskomstmæssig løn og samtidig kan det give mig mulighed for at passe min sygdom, fordi der fx kan fastsættes skånehensyn, som kan være fravær af stress. Stress er en medvirkende faktor til både manier og depressioner, og nu er et delmål at holde mig fri af psykiatrisk afdeling.

Fx kan jeg slet ikke se mig selv som projektleder længere, for jeg kan ikke håndtere alle de mange bolde i luften eller justere projektplaner under hensyn til ændrede omstændigheder. Jeg går bare ned med stress. Jeg er også i tvivl om, hvorvidt jeg kan klare en helpdeskfunktion, for der står opgaverne og opkaldene i kø. Det er egentlig ærgerligt, for det er en funktion, jeg har haft i syv år og været glad for og god til.

Vejen til fleksjob er lang

Faktum er, at jeg gerne vil arbejde, men at jeg ikke kan arbejde på normale vilkår, så jeg håber inderligt, kommunen vil bevilge mig et fleksjob, og at processen kan speedes op. Vejen til et fleksjob er lang, og jeg har opgivet at få fuldt overblik over hvilke trin, man skal igennem, så jeg vil spørge den kommunale sagsbehandler, når vi ses i januar 2015. Måske har jeg allerede spurgt til det men glemt det – den pokkers hukommelse er virkelig et problem. Jeg ved dog, at der er noget, der hedder “rehabiliteringsplanens forberedende del” og “ressourceforløb” og at forløbet hos Psykiatrifonden er en del af den forberedende del, under hvilken proces, der også skal udarbejdes lægeerklæringer fra egen læge, som jeg selv skal medvirke i.

Endelig skal alt materialet samles sammen til et møde i Rehabiliteringsteamet, som jeg også selv skal medvirke i. Der er altså en høj grad af borgerinddragelse, og det er positivt.

,

10 ECT-behandlinger

10 ECT-behandlinger

Jeg synes, det går bedre

10 ECT-behandlinger

Årsagen er den værste depression jeg endnu har har haft. Jeg havde den første depression i 2003 og på et et eller andet tidspunkt, udviklede depressionerne sig til bipolar affektiv sindslidelse – dvs. en evig skiften mellem manier og depressioner; denne gang var en hurtig indgriben nødvendig. Jeg synes, det går bedre nu.

Jeg bliver nødt til at se mig selv som psykisk syg.

Angsten for bare at blive sendt hjem er ubegrundet nu

Jeg har et selvmordsforsøg bag mig i 2006, den 3. januar, men dengang sendte Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH) stadig patienterne hjem igen trods forsøg; den praksis har de heldigvis ændret, men det betyder, at jeg altid er bange for at blive sendt hjem igen, når jeg henvender mig derude. I 2014 er det blevet til hele fire besøg på PCH, og jeg er meget glad for at komme på centeret; i dag holdt de fx en egentlig evaluerende samtale i forbindelse med udskrivelsen.

Oveni de 10 ECT-behandlinger har de tilbudt fire psykologsamtaler, hvor det er blevet klart, at der er en række ting, jeg er nødt til at at ændre i mit liv. Jeg er ekstremt indadvendt, og det bliver jeg nødt til at prøve at ændre på. Jeg har altid bare set det som indadvendt, men jeg bliver også nødt til at se det som ensom. Hvordan jeg får ændret på det, ved jeg ikke. Noget må der ske.

ECT har den ubehagelige bivirkning, at jeg mister korttidshukommelsen, og det er langt værre, end jeg havde troet. Jeg kan føre en samtale, og fem minutter inde i samtalen kan jeg spørge til noget i samtalen. Det skulle foretage sig efter otte uger. Jeg skal i samråd med Jobcenteret i gang med afprøvning af min arbejdsevne med henblik på at opnå et fleksjob, og det skal i hvert fald ikke i gang før otte uger efter sidste behandling. Min bisidder fra SIND kontakter Jobcenteret, så formalia kommer på plads.

PCH samarbejder med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej 33, som jeg har en aftale med allerede på torsdag, og som jeg har mailet med, så aftalen er på plads/bekræftet.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

, ,

Søvn med kugledyne

Søvn med kugledyne

Søvn med kugledyne er i top!

Det første tegn, på at en mani kan være undervejs, er, at der gå kuk i søvnen, og jeg er derfor meget opmærksom på det, der kaldes “søvnhygiejne”. Jeg har lavet et fuldstændig fast skema for, hvornår jeg står op og går i seng, og det overholder jeg alle ugens dage. Jeg skal ikke have en ny mani, så jeg gør hvad jeg kan, for jeg har været indlagt tilstrækkeligt i år.

På hospitalet gav de mig en kugledyne for at forbedre søvnen, og det var fantastisk. Det er som at sove i en kokon, og kan vist bedst sammenlignes med de gamle olmerdunsdyner, som man lagde sig under, og så kunne man ikke røre sig ud ad flækken. Har jeg mon nogle læsere, der kan huske dem?

Mange år med søvnproblemer

Helt tilbage til min kollegietid i 80’erne har jeg haft søvnproblemer, og gennem årene har jeg derfor spist mange indslumringspiller, men det er jo bare ikke en løsning, man skulle kunne sove på naturlig vis.

Jeg har faktisk sovet godt siden den seneste (eller sidste?) indlæggelse. Før i tiden lå jeg vågen mindst en time efter at være gået i seng, nu går der vel 15 minutter, men jeg er altså også på 700 mg Seroquel plus diverse.

Bevilling fra kommunen

Jeg spurgte min sagsbehandler i Hvidovre Kommune, om de ville give tilskud til en kugledyne, der normalt koster i omegnen af 4.500 kr. Uden yderligere dikkedarer kom der forleden en bevilling på 2.700 kr. – fornemt, og jeg har sagt pænt tak. Det lykkedes at finde en dyne til 2.705 kr., og den kom i går. Den var nedsat, da det var sidste års model. Jeg ville hellere have haft en “rigtig” kugledyne fra firmaet Protac, men de er for dyre.

Nu har jeg så brugt den en nat, og jeg er meget begejstret. Som sagt er det som at sove i en kokon: trygt, godt og varmt. Den består nærmest af en masse velcrolukkede lommer, i hvilke der findes en pose med fire rum, og i hvert rum er der en kugle.  Den samlede vægt er 7 kg. Den er lidt bøvlet at få “arrangeret”, men det kommer nok med øvelsen.

Jeg vil være nærmest lykkelig, hvis der for alvor kan komme styr på min søvn. Jeg har altid været misundelig på de mennesker, der bare lægger sig ned og sover og for hvem, søvn slet ikke er et tema. Måske det også kan blive min virkelighed?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Lumosity

Lumosity

Et hjernetrænings-spil

Jeg spiller flittigt Lumosity og har nu fået en fast rutine med at spille efter morgenkaffen, så jeg ikke glemmer det. Herudover har programmet en indbygget bipper, som jeg har sat til kl. 12:00, så der er ikke rigtig nogen undskyldning for at glemme at spille.

Spillet kan spilles på alle mobiltelefoner og tablets.

Der er faktisk progression, og jeg glæder mig, hver gang jeg har en “high score”; på en eller anden måde er det opmuntrende at spille – også mod sig selv. Jeg tror, jeg har spillet ca. 20 spil nu, og det vil sige, at resultaterne må være ved at være renset for tilfældigheder.

“Memory” ligger som forventet lavest, så det er den, jeg arbejder på at forbedre. Pludselig har “Speed” overhalet “Problem solving”, der i lang tid lå højest, og det begriber jeg ikke, for jeg er bare ikke hurtig og har aldrig været det. Måske er det bare et udtryk for, at jeg nu har spillet så meget, at jeg ved hvad næste træk er/hvad det går ud på, og dat det selvfølgelig derfor går hurtigere. Det vil så også sige, at jeg sikkert fortsat er langsom til alt andet end dette spil

Det kunne være spændende at få Jørgens professionelle vurdering af spillet.

Kritikkerne

Kritikkerne af disse “hjernetræningsspil” siger, at man bliver dygtig til spillet og så ikke ret meget andet. Jeg ved det ikke, men jeg har det sjovt med Lumosity.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.