,

Rigtig godt hos Psykiatrifonden

Rigtig godt hos Psykiatrifonden

Meget positivt

Rigtig godt hos Psykiatrifonden

Min fantastiske bisidder fra SIND og jeg har været til det første møde i Psykiatrifonden i dag. Det gik vældig godt, og Jane Hansen kom med virkelig mange informationer, som jeg vil kunne fortælle mere om, når jeg får bisidderens noter. Jeg var forhånd en smule skeptisk, fordi hun ikke lød særlig flink i telefonen, men hun var i virkelighedens verden vældig flink og tillidsvækkende.

Brev fra Jobcenteret

I går fik jeg tømt min “analoge postkasse” og der var et brev fra Jobcenteret. Det undrer mig, når nu al kommunikation mellem borgerne og det offentlige siden 1/11 – 2014 har skullet foregå digitalt.

Anyway: I brevet stod, at forløbet hos Psykiatrifonden skulle forberede til arbejdsmarkedet og være 25 timer pr. uge, og at man på en offentlig arbejdsplads har tavshedspligt. Jeg har faktisk ikke sovet hele natten, fordi jeg lå og så de værste spøgelser: 25 timer pr. uge klarer jeg aldrig, og Distriktspsykiatrien siger 5-6 timer til en start. Hvor kommer de 25 fra? Forberede til hvilket arbejdsmarked? Jeg kan ikke klare det almindelige arbejdsmarked igen, hvis jeg samtidig skal tøjle min bipolare lidelse, hvad der er meget vigtigt for mig. Hvilken offentlig virksomhed har de i tankerne? Er det hos Psykiatrifonden selv?

Jeg er træt af forkerte breve fra kommunen

Hun skød straks kommunens brev til hjørne. Jeg skal ikke tage mig af de 25, det bliver ikke kvalificering til det ordinære arbejdsmarked, men er vejen til et fleksjob (sagde hun af sig selv efter at have læst min “sygehistorie” – sært at have sådan en). Det med tavshedspligten er bare en standardblanket.

Jeg er så inderligt træt af at få forkerte breve fra kommunen, som man så “ikke skal tage sig af”; hvordan sondrer man som bruger mellem det, man skal tage sig af, og det man ikke skal tage sig af? Deres forkerte breve ødelægger min ro og skaber søvnløse nætter fyldt med bekymringer, der kunne være undgået, hvis de kun skrev det rigtige. Jeg synes, det er uprofessionelt, og det var ikke gået de steder, jeg har været ansat.

Forløbet i Psykiatrifonden

Forløbet kommer til at starte ca. 1. april, og starter med seks ugers psykoedukation, der primært er rettet mod depression og stress. Da jeg har haft “100 depressioner” og mange meget stressende jobs, tror jeg ikke, der er så meget at hente der, men jeg møder op og suger til mig, og jeg vil gerne i gang igen.

Hvis man bruger seks gange 2½ time tre gange om ugen på psykoedukation, så har man da fået det ind med skeer. Det ville bare være mere relevant for mig med psykoedukation i relation til manierne, da jeg der ikke ved, hvad jeg skal holde øje med/være på vagt overfor, inden det går rigtig galt. Jeg har været på rigtig mange hjemmesider men ikke fundet de vises sten. Da jeg skal i Distriktspsykiatrien ca. en dag om ugen, skal jeg kun møde op i Psykiatrifonden to dage om ugen. Det, synes jeg, lyder fint.

Forløbet varetages af erhvervsrådgivere og erhvervspsykologer i Psykiatrifondens beskæftigelsesafdeling, og jeg er meget spændt på, hvad jeg kan hente der, men det er garanteret godt, og jeg vil gerne i gang; Jane Hansen, vi talte med i dag, var i hvert fald professionel. Jeg glæder mig, og jeg synes fx, det var vældig fint, at der bliver taget hensyn til, at jeg meget gerne vil bevare mine aftaler i Distriktspsykiatrien.

Der er ca. 10 deltagere på et hold, og lokalet, undervisningen foregår i, er meget rummeligt. Det ser fint ud for mig, da jeg rigtig gider have fremmede mennesker så tæt på, og da jeg ikke er så god til at håndtere en hel masse mennesker på en gang.


Egentlig ville jeg gerne begynde om en uge, men de er overbookede, så derfor først omkring 1. april. Det er dog fint i relation til udredningen af min hukommelse, hvor jeg går og venter på en indkaldelse til en neuropsykolog på Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH). Jeg ser meget frem til det, men har også tænkt på hvad man egentlig kan stille op? Altså Kaj Bjerring Andersen stiller en eller anden diagnose – og hvad så? De kan jo ikke operere mig i hjernen (helst ikke da) og der fås næppe et eller andet præparat mod dårlig hukommelse.

Jeg har noteret følgende, jeg gerne vil drøfte med ham, og jeg håber, han på en eller anden måde kan hjælpe mig:

  • Resultater i Lumosity. Spillet er opsat af PCH, så det rammer rigtigt. Jeg scorer fx 354 i Memory som det laveste og 902 som det højeste i Problem Solving.
  • Mødet i kommunen: fuldstændig blank. Meget ubehageligt. Kan huske hvor vi sad, men aner ikke, hvad vi talte om.
  • Brochuren fra YouSee: jeg skulle ringe om noget vigtigt, men har ikke den fjerneste anelse om, hvad det var.
  • Mødet med Preben: anede ikke, hvem han var. Meget ubehageligt.
  • Skal skrive alting ned for ikke at glemme det, har derfor altid min iPad på mig.
  • Efter gudstjenesten talte jeg med en af præsterne. Senere sendte hun mig en mail og refererede til vores gode snak. Jeg kunne overhovedet ikke huske, vi havde talt sammen.
  • Kirsten fra kirken skriver i mail “tak for i går.”  Jeg aner ikke, hvad hun taler om.
  • Kan ikke huske hvilke programmer, jeg skal bruge til rutineopgaver. Før i tiden lå det bare på rygraden. Bruger 10 minutter om at komme tanke om det. Prøvede at løbe listen igennem i går, men de siger mig intet. Jeg ved virkelig ikke, hvad de skal bruges til.
  • Kan ikke huske, at jeg har fået diverse mails vedrørende kirken. Normalt har jeg 100 pct. styr på min mailboks.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Restless legs

Restless legs syndrome. Det gjorde ondt!

Det gør forbistret ondt

Allerførst noget der ligger mig på sinde: Jeg er så glad for alle jer, der tager jer tid til at skrive en kommentar. Jeg er glad for hver eneste en. De betyder meget for mig, og de giver liv på bloggen.

Restless legs

Og så til det egentlige emne: “Restless legs”. Det er noget meget pinefuldt, der kun er tilstede om natten, hvor jeg vågner af det efter at have sovet 1½ – 2 timer. Det er som vokseværk for voksne. Det er i begge ben, og det bliver værre og værre, efterhånden er det tilstede 4-5 gange pr. uge, hvor det ødelægger søvnen/natten. Det eneste, der hjælper, er at gå lidt rundt, men så snart man lægger sig igen, er smerterne tilbage.

Jeg er begyndt at tage Kinin, som min læge har anbefalet. Jeg startede på dem i fredags, men der er endnu ingen effekt, for man skal tage dem i længere tid, før det virker.

På apoteket henviste de til en artikel hos Radiodoktoren, som var god at blive klog af. Noget af konklusionen der er, at det kan skyldes Litium eller epilepsipræparater som fx Lamotrigin. Netdoktor har også en god artikel.

Nu tog jeg mig så sammen til at gå til en rigtig læge, og heldigvis har jeg en god en af slagsen. Hun kunne ikke umiddelbart i sine opslagsværker se, at Litium og Lamotrigin skulle være synderne eller interagere, selvom om det, at det er blevet meget værre, passer fint med, at jeg er begyndt at tage Litium i sommer. Vi blev enige om at se det an i 14 dage, hvor jeg skal føre et skema over, om det har været tilstede eller ikke pr. nat. Det skema skulle så gerne give et godt overblik.

Jeg håber virkelig, at Kinin eller noget andet kan hjælpe, for det er til at blive vanvittig af.


Jeg førte senere et regneark over alle bivirkningerne. Du kan læse med her.

,

Vil gerne arbejde men kan jeg

Vil gerne arbejde men kan jeg

I gang igen

Vil gerne arbejde men kan jeg

Jeg blev afskediget fra Moderniseringsstyrelsen med udgangen af juli 2013, fordi jeg havde haft 3 * 2 dages sygdom inden for prøveperioden. Jeg forstår dem godt, men jeg ved også, hvorfor jeg meldte mig syg: Jeg var så træt, så træt, at jeg ikke kunne komme ud af sengen, og det skyldtes helt sikkert den store dosis Seroquel, jeg indtager. Midlet gives blandt andet mod bipolar affektiv sindslidelse.

Siden den afskedigelse har jeg været indlagt fire gange på Psykiatrisk Center Hvidovre med to depressioner og to manier – alt sammen her i sommeren 2015 og efteråret 2014.

Status lige nu

Lige nu er status, at jeg er “sygemeldt fra sygemeldingen” i to måneder på grund af eftervirkningerne af ECT-behandlingerne (elektrochok). Jeg var ved at tale med Gitte (min super kontaktperson i Distriktspsykiatrien) om at forkorte den periode, fordi jeg ikke kunne se ideen i den, når jeg nu har det fint. Hun overbeviste mig dog om, at perioden er fastsat for min skyld, for at jeg ikke skal kaste mig ud i noget for tidligt, så det kan give bagslag. Det er bare min natur hurtigt at komme i gang igen.

Overlægen i Distriktspsykiatrien har talt med mit jobcenter om, at jeg evt. kan starte i et udviklingsforløb under Psykiatrifonden. Formålet er i henhold til Sygedagpengeloven § 27, stk. 1, nr. 2 at klarlægge min arbejdsevne. Det ser rigtig godt ud, og det er meget mere relevant end det Contra, der tidligere var tale om. Forløbet indeholder blandt andet en virksomhedspraktik, hvilket jeg tidligere slet ikke kunne se mig selv i og var decideret bange for. Nu tænker jeg, at det kunne være en spændende udfordring, for jeg vil gerne i gang igen.

Mit mål er et fleksjob

Mit mål er et fleksjob, for det kan give alt det bedste fra arbejdsmarkedet: Kolleger, udfordringer, ud ad døren nogle dage pr. uge, og ikke mindst overenskomstmæssig løn og samtidig kan det give mig mulighed for at passe min sygdom, fordi der fx kan fastsættes skånehensyn, som kan være fravær af stress. Stress er en medvirkende faktor til både manier og depressioner, og nu er et delmål at holde mig fri af psykiatrisk afdeling.

Fx kan jeg slet ikke se mig selv som projektleder længere, for jeg kan ikke håndtere alle de mange bolde i luften eller justere projektplaner under hensyn til ændrede omstændigheder. Jeg går bare ned med stress. Jeg er også i tvivl om, hvorvidt jeg kan klare en helpdeskfunktion, for der står opgaverne og opkaldene i kø. Det er egentlig ærgerligt, for det er en funktion, jeg har haft i syv år og været glad for og god til.

Vejen til fleksjob er lang

Faktum er, at jeg gerne vil arbejde, men at jeg ikke kan arbejde på normale vilkår, så jeg håber inderligt, kommunen vil bevilge mig et fleksjob, og at processen kan speedes op. Vejen til et fleksjob er lang, og jeg har opgivet at få fuldt overblik over hvilke trin, man skal igennem, så jeg vil spørge den kommunale sagsbehandler, når vi ses i januar 2015. Måske har jeg allerede spurgt til det men glemt det – den pokkers hukommelse er virkelig et problem. Jeg ved dog, at der er noget, der hedder “rehabiliteringsplanens forberedende del” og “ressourceforløb” og at forløbet hos Psykiatrifonden er en del af den forberedende del, under hvilken proces, der også skal udarbejdes lægeerklæringer fra egen læge, som jeg selv skal medvirke i.

Endelig skal alt materialet samles sammen til et møde i Rehabiliteringsteamet, som jeg også selv skal medvirke i. Der er altså en høj grad af borgerinddragelse, og det er positivt.

,

10 ECT-behandlinger

10 ECT-behandlinger

Jeg synes, det går bedre

10 ECT-behandlinger

Årsagen er den værste depression jeg endnu har har haft. Jeg havde den første depression i 2003 og på et et eller andet tidspunkt, udviklede depressionerne sig til bipolar affektiv sindslidelse – dvs. en evig skiften mellem manier og depressioner; denne gang var en hurtig indgriben nødvendig. Jeg synes, det går bedre nu.

Jeg bliver nødt til at se mig selv som psykisk syg.

Angsten for bare at blive sendt hjem er ubegrundet nu

Jeg har et selvmordsforsøg bag mig i 2006, den 3. januar, men dengang sendte Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH) stadig patienterne hjem igen trods forsøg; den praksis har de heldigvis ændret, men det betyder, at jeg altid er bange for at blive sendt hjem igen, når jeg henvender mig derude. I 2014 er det blevet til hele fire besøg på PCH, og jeg er meget glad for at komme på centeret; i dag holdt de fx en egentlig evaluerende samtale i forbindelse med udskrivelsen.

Oveni de 10 ECT-behandlinger har de tilbudt fire psykologsamtaler, hvor det er blevet klart, at der er en række ting, jeg er nødt til at at ændre i mit liv. Jeg er ekstremt indadvendt, og det bliver jeg nødt til at prøve at ændre på. Jeg har altid bare set det som indadvendt, men jeg bliver også nødt til at se det som ensom. Hvordan jeg får ændret på det, ved jeg ikke. Noget må der ske.

ECT har den ubehagelige bivirkning, at jeg mister korttidshukommelsen, og det er langt værre, end jeg havde troet. Jeg kan føre en samtale, og fem minutter inde i samtalen kan jeg spørge til noget i samtalen. Det skulle foretage sig efter otte uger. Jeg skal i samråd med Jobcenteret i gang med afprøvning af min arbejdsevne med henblik på at opnå et fleksjob, og det skal i hvert fald ikke i gang før otte uger efter sidste behandling. Min bisidder fra SIND kontakter Jobcenteret, så formalia kommer på plads.

PCH samarbejder med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej 33, som jeg har en aftale med allerede på torsdag, og som jeg har mailet med, så aftalen er på plads/bekræftet.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.