/3 Kommentarer/i , , /af , ,

Video om at komme i gang med TNG

Video om at komme i gang med TNG

Det tog oceaner af tid

Video om at komme i gang med TNG

Jeg bliver så harm, når jeg ser og læser, hvad folk betaler for fx MyHeritage for at præsentere deres slægtsdata, når det kan gøres for allerhøjst 20 pct. af prisen ved selv at oprette en hjemmeside. Der er så mange (især ældre) mennesker, der er vanvittig dygtige slægtsforskere, og som har oceaner af fine data samlet gennem måske 30-40 år, men som aldrig har arbejdet med en hjemmeside før.

De hopper ikke lige ud i at lave en hjemmeside, for de ved ikke, hvordan man gør. De har ikke den ringeste idé om, hvordan man får data fra egen computer og “ud på nettet”. Og hvor skulle de også vide det fra? De har måske læst om TNG (The Next Generation of Genealogy Sitebuilding), men tør ikke gå i gang.

Andre igen har købt TNG og sidder med en pakke filer undrende over, hvordan de kommer videre. De mennesker har jeg af og til kontakt med. Derfor har jeg nu lavet en video, der på 28 minutter stille og roligt gennemgår hele den grundlæggende installation.

Jeg prøver at tage magien ud af det. Hvis du selv er vant til at arbejde med hjemmesider, vil du kede dig grusomt over at se den. Den er beregnet for absolutte novicer. Det meste kan læses i en af filerne i den købte pakke, men både udviklerens og min erfaring er, at folk ikke læser filen, selvom den hedder readme.html (“Læs mig”). Og selvom de gør, er der meget, der ikke er selvindlysende.

Nu foregår det hele på dansk

Der er masser af hjælp til TNG rundt om på nettet, men den er som absolut hovedregel på engelsk, som nogle ældre viger tilbage fra – og det gælder selvfølgelig især alle de mere tekniske udtryk.

Jeg har sørget for, at den vigtige fil (readme.html) nu også findes på dansk – og derudover kan det hele nu ses på 28 minutter i videoen. Du finder videoen her, når du ruller ned i sektionen med overskriften “Sektion for administratorer – sektionen er under udarbejdelse”.

Ser det vel svært ud?

Det er min første videoguide og video i det hele taget

Der er helt bestemt stadig ting, der kunne blive bedre, men et sted skal man starte, og jeg er virkelig begyndt forfra mange gange. Nu må det være godt; jeg gider ikke mere og det bliver ikke bedre lige nu. Fx var der i de første versioner alt for meget tekst på hver af de ni slides. Så manglede der bogstaver eller kommaer. Så havde jeg maksimeret PowerPoint, så jeg ikke kunne skifte mellem programmerne. Så glemte jeg at fortælle, hvordan data importeres. Så var der for mange “øh” og så videre. Der var hele tiden noget galt. Nu synes jeg selv, det er acceptabelt.

Jeg kan mærke, at det bestemt ikke er min sidste video(-guide), for måske er videoer virkelig den rette vej frem for så vidt angår guides? De kan næppe erstatte det skrevne ord, men de kan formentlig supplere det. Og videoer vinder helt sikkert frem – folk er så vant til, at vil de vide noget om noget, går de til YouTube, hvor der vitterligt også er mange gode guides. Selv vil jeg gerne se en video og dernæst læse noget tekst. Sådan lærer jeg bedst og hurtigst.

Får jeg modet til det, vil der også komme blogposter via video en sjælden gang imellem. Der skal jeg bare lige over et par hurdler mere. Jeg er ikke vant til at vise mig frem på nettet.

Kærligheden til det skrevne ord vil dog aldrig forsvinde.

Videoer om at lave videoer

Som led i processen frem mod det første spæde, offentliggjorte forsøg har jeg set en del videoer om at lave videoer. Jeg har vel set 15 og fundet lidt brugbart i halvdelen af dem, så nu har jeg en liste med tips af gå frem efter. Det vanskelige ved at finde brugbare videoer er, at utrolig mange af dem, for nu ikke at sige de fleste, fokuserer på salg. Udgiveren vil lære mig at sælge et produkt. Mit lille foretagende er jo fuldkommen altruistisk, så 75 pct. af idéerne er uinteressante. Derfor > videre > næste. Der er heldigvis nok at tage af.

 

/i /af

Arv contra miljø – DNA i slægtsforskning

Arv contra miljø - DNA i slægtsforskning

Skal eller skal ikke?

Arv contra miljø – DNA i slægtsforskning

Der er en “bevægelse” i slægtsforskning disse år, og det er, at mange tager en DNA-test. Folk, der ikke ved noget om slægtsforskning, tror af og til, at de kan bruge testen til at at opbygge deres slægtstræ. Det er en fuldkommen fejlslutning. Som Jacob Green og Anders Mørup-Petersen fortæller i denne spændende artikel, kan en DNA-test i stedet bruges til at supplere den traditionelle slægtsforskning.

Jeg har styr på den biologiske slægt

Jeg er adopteret, har truffet begge mine biologiske forældre (begge er døde for længst) og har efterhånden ret godt styr på min biologiske slægt vha. traditionel slægtsforskning mange generationer tilbage. Min biologiske moster slægtsforsker også, og hun er meget dygtig. Jeg er enig med hende i langt det meste af det, hun præsenterer i sit træ.

Men efterhånden som jeg dykker ned også i den biologiske slægt melder tankerne om arv contra miljø sig naturligvis. På min biologiske mors side var de ret godt kørende: Masser af ingeniører, retspræsidenter, direktører og andet godtfolk. På min biologiske fars side ser det meget anderledes ud: fattige fiskere, indsiddere (det er en, der bor til leje) og husmænd på Lollands yderspidser er nøgleord. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan de overhovedet mødte hinanden.

Gad vide hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg var blevet hos min biologiske mor og hendes næste partner? Forbindelsen til min biologiske far var vist nok “et engangsknald”, og jeg skulle have været “en plet på lagenet”. Jeg har altid respekteret hende for, at hun ikke gav sig i kast med brun sæbe, strikkepinde eller lignende af datidens metoder, før aborten blev fri. Hun gifter sig med mine halvsøskendes far i maj 1968.

Hvad er målet?

Man skal gøre sig sit formål bevidst, inden man hiver visakortet frem, også selv om det er blevet meget billigere med årene.

Jeg er blevet nysgerrig mht. DNA test – og det skal være en “FTDNA” – da jeg ikke bruger MyHeritage eller andre amerikanske pengemaskiner. Jeg dyrker traditionel slægtsforskning.

  • Der står et sted (i 2018): “En autosomal DNA test (hedder FamilyFinder på FTDNA) kan spore slægtskab 360 grader ca. 4-6 generationer tilbage – dvs. at man kan spore personer, der har taget samme test og som man er i familie med 4-6 led tilbage.”
    • Vil jeg overhovedet få noget ud af det, når jeg allerede har afdækket de 4-6 generationer vha. traditionel slægtsforskning? Er det spild af penge?
    • Og det kræver, at de interesserer sig så meget for slægten, at de har taget en test. Det ville være en tilfældighed.
  • Jeg vil måske kunne få kontakt til levende efterkommere, men ved ikke helt, hvad jeg skulle med dem. Følelser, minder, had, kærlighed osv. hører jo til i adoptivslægten.
    • Hvis jeg nu traf fx en biologisk fætter, ville han måske låne mig nogle billeder, og jeg ville være glad for et billede af min biologiske far. Men hvad skulle vi derudover tale om? Jeg ville have lige så meget til fælles med ham som en kunde i køen hos Irma.
  • Kræver kontakt og givende input ikke, at “de andre” også har indsendt en datafil-fil til firmaet? Dvs. de skal også slægtsforske. Igen er vi ude i tilfældigheder.
  • Min traditionelle slægtsforskning har ikke vist noget om psykiske sygdomme, men jeg har selv to psykiatriske diagnoser, der begge er genetisk betingede. Det eneste, jeg ved, er, at min biologiske far engang forsøgte selvmord ved hjælp af rottegift. Derfor tænker jeg, at han måske havde en depression – og jeg er selv bipolar, så det kunne hænge sammen. Det ville være morderligt interessant.

En spændende Facebookgruppe

Jeg har meldt mig ind i Facebookgruppen “DNA i slægtsforskning” i et forsøg på at få input til ovenstående spørgsmål. Spørgsmålene var formuleret lidt anderledes der (mere med slægtsforskerbriller). Jeg bad om input, overvejelser for og imod samt erfaringer, og det var indledningsvist vanskeligt at få konkrete svar, men jo ældre tråden blev, desto bedre blev svarene. Der kom efterhånden erfarne folk på, som sendte nogle spændende svar, der lærte mig, at DNA-slægtsforskning er noget ganske andet end det, jeg bruger en stor del af mit liv på.

Noget af det, de påpeger, er, de interessante muligheder for at finde “fejl i kirkebøgerne”. Hvem siger egentlig, at en far er en far? En mor kunne jo have “glemt” at fortælle, at der også kunne være en anden eller flere andre kandidater?

Min ven i Esbjerg

Min ven i Esbjerg slægtsforsker også, så jeg ringede til ham for at høre hans mening. Hvis det var ham selv, ville han have bekymringer om, hvor data i sidste ende havner, da alle spytprøverne sendes til USA for analyse. Hvor meget videregives og til hvem? Hvilken kontrol har vi med vores genetik? Kan forsikringsselskaber fx pludselig sige, at “med din sygdomsprofil vil vi ikke forsikre dig”?

Det er helt relevante spørgsmål, men datasikkerhed mv. bekymrer ikke mig. Mit liv med op- og nedture ligger alligevel tilgængeligt på nettet, og jeg har ingen pårørende, jeg skal tage hensyn til.

Det ender nok IKKE med en test

Jeg spurgte et af firmaerne, om de ville kunne fortælle noget om “det psykiatriske ophav”. Det kan de ikke, og da de ikke kan fortælle om mere end fem til seks generationer bagud, vil jeg ikke få noget ud af det. Dem har jeg allerede selv afdækket med de gammelkendte og traditionelle metoder, som jeg stoler mere på.

Jeg har også haft skrevet lidt om DNA i slægtsforskningen i januar her, og der kom jeg til de samme konklusioner. Denne gang er det på et mere oplyst grundlag. Nu holder jeg mig til dem og glemmer resten.

/i /af

Rejsen er vigtigere end destinationen

Rejsen er vigtigere end destinationen

Man må ikke give op så let

Rejsen er vigtigere end destinationen

Ursula K. Le Guin:

Det er godt at have et mål for sin rejse, men i sidste ende er det selve rejsen, der betyder noget.

I går læste jeg et opgivende indlæg i et slægtsforskerforum fra en kvinde, der var helt ny i faget. Hun bad om, at et erfarent medlem af Facebookgruppen “Slægtsforskning” ville overtage opgaven for hende, da hun ikke kunne finde ud af noget som helst og havde indset, at det ikke var så let endda.

Heldigvis fik hun mange søde og opmuntrende svar fra folk, der tilbød at hjælpe hende i gang. Og et af svarene lød netop også, at slægtsforskning er et klokkeklart eksempel på, at rejsen er vigtigere end målet.

De købte slægtsbøger

I mange familier – selv i min – findes et eksemplar af de købte slægtsbøger, og der findes ikke meget kedeligere. Hvem synes dog, det er spændende at læse om Hans Peter Jensens dåb omkring 1800 i Isenvad Kirke – det er jo kun slægtsforskeren selv, der fx “kender” fadderne og ved, hvad de kan bruges til? For nu ikke at tale om vielsen 23 år senere og karrieren som husmand i Hammerum Herred de kommende 40 år? Det er dødkedeligt.

Det er sikkert sådan noget, der fik min ven til at udbryde “det lyder godt nok også kedeligt”, da jeg fortalte hende, at jeg står op om natten og læser kirkebøger, hvis jeg ikke kan sove. Hun kender naturligvis ikke til fryden ved at finde mormor i folketællingen 1930 midt i Odense, når antagelsen var, at hun befandt sig højgravid i Kalundborg. Eller til glæden ved at antagelser og logik brugt i den rigtige rækkefølge frembringer netop det forventede resultat.

Datoerne er en forudsætning for at fortælle en spændende historie om et menneske. Datoerne udgør så at sige rammeværket, og i det kan historierne fyldes ind. Man skal have sikkerhed for, at man ikke pludselig får placeret deltagelse i Englandskrigene i det helt forkerte århundrede osv.

Selvfølgelig har jeg også millioner af datoer brugt i lige knapt 14.000 henvisninger, der forhåbentlig passer sammen. Historierne kommer med tiden og øvelsen. Måske ikke i min levetid men så kan andre måske have glæde af dem. Jeg regner med, at mit testamente skal indeholde en passus om, at webhotellet skal betales 25 år efter min død.

Derfor er menneskenes fortællinger vigtige

En eller anden (vist nok formand Mao Zedong men jeg kan ikke finde det) sagde “It’s people who create world history- not vice versa!” som på dansk er blevet til “Det er folket, der skaber verdenshistorien- ikke omvendt!” Uanset ophavsmanden er jeg enig.

En fortælling jeg meget gerne vil ind på er: Min oldefar (den hyppigt omtalte hattemagermester) rejser fra Frankfurt an der Oder i marts 1890 som 28-årig fra en lillesøster, en lillebror og en mor. Faderen er død 19 år tidligere. Hvad får ham til at forlade familien, når han faktisk har et arbejde som hattemester i Frankfurt an der Oder? Det ville være lettere at forstå, hvis han var uden arbejde.

Da Brede Klædefabrik (som da bare hed Brede Fabrik) starter hattefabrikationen, tilkaldes mange tyske mestre. Er de særligt dygtige? Er de særligt arbejdsomme? Vores danske fordomme vil besvare disse spørgsmål med et rungende “ja” – men hvad får helt konkret direktør Cohn, og senere direktør Daverkosen, til at hidkalde tyskerne? Måske er lønnen bedre, når en fabrikation skal startes? Det kunne man sagtens forestille sig. Men det er alt sammen uanvendelige gætterier. I min verden tæller kun fakta.

Årene er gået

Da jeg tog de første spæde skridt til slægtsforskning i 2003, købte jeg mig til arkivundersøgelser hos et tysk firma, der viste sig at være godt. De kom med en række forslag til “næste skridt”, da jeg ikke havde råd til mere, og de ser rigtige ud. Dem vil jeg tage, når jeg er færdig med den igangværende “oprydning”. Nu er der kommet så meget materiale på nettet også for Tyskland, og jeg har fået så meget erfaring, at tegnebogen ikke behøver komme frem – i hvert fald ikke til en start.

Skulle det være muligt at finde frem til livet i Kaunas (nu Litauens største by) for skomagermester STEGMÜLLER, født 1767 i Kaunas, ville det også være rart for nu at underdrive. Der har været en del rejseri frem og tilbage mellem Tyskland og Litauen, for skomagermesterens far er faktisk fra Kulmbach i Bayern. Det er ikke lige den slags, der gør opgaven lettere – men “Rejsen er vigtigere end destinationen”. Jeg bliver nok ellevild, hvis noget lykkes for mig.

/1 Kommentar/i /af

Tillykke med de 111 Aar

Tillykke med de 111 Aar
Læs mere