Jørgen Stegemüller 100 år i dag

Jørgen blev kun 50 år

Jørgen Stegemüller 100 år i dag

Et liv der sluttede alt for tidlig den 21. november 1972 kl. 07:29 på Kolding Sygehus efter en operation den 17. november 1972, hvor der forsøgtes transplantation af hovedpulsåren efter fjernelse af en svulst/udposning på den. Operationen går galt, og han dør af en forgiftningstilstand, der kaldes ATIN eller “chocknyre”. Når nyrerne ikke kan rense blodet, bliver man forgiftet.

Der er selvfølgelig ikke mange, der bliver 100 år, og det gjorde han heller ikke, men jeg vil alligevel tillade mig at fejre ham lidt ved hjælp af nogle af de mange gode minder, som jeg for kort tid siden talte med hans nu 97-årige ungdomskæreste om, det er vigtige at have. Herunder finder du både billeder og tekst.

Det første billede er af min far, som jeg husker ham, og jeg tror, det er er taget på 50-årsdagen.

Kassen med “guld”

På øverste hylde har jeg fundet en kasse med dokumenter og billeder, som min “mor” har gemt til mig i mere end 30 år. Det var pænt af hende.

Hvem der har fået den lidt idiotiske idé at klippe i de ca. 85 – 100 år gamle billeder, ved jeg ikke, det er i hvert fald ikke mig, men her er de. Allermest holder jeg af ham i pludderbukserne ved barnevognen. De er taget i Brede pr. Lyngby, og jeg vil gætte på, han er 1½ – 2 år.

Det jeg husker

1) Vi boede i Brande på Martensens Allé 2a. Meget ofte skulle han “et smut” ned på fabrikken (Martensens Fabrik) efter middagen og jeg var med. Der er tale om en tekstilvirksomhed og på en sådan laver man farveprøver (og sikkert også andre prøver) som en art test, inden man farver et helt parti klæde forkert.

Prøverne blev hængt op i nogle enorme tørrerum, nærmest som på tøjsnore. Der lugtede helt specielt, lidt hengemt men ikke dårligt, måske kan det bedst karakteriseres som en meget “tør lugt”. Der var kun meget sparsom belysning i rummene. Vi legede gemme mellem det hængende klæde. Han fandt mig altid trods næsten-mørket. Far var der altid!

2) Vi besøgte “arbejderne” (sådan kaldte vi dem altså), der stod ved deres maskiner. Maskinerne var hævede over jorden, så for at komme op på “broen”, skulle man op ad interimistiske trætrappestiger. Arbejderne bød på citronvand. I adoptionssagen står blandt andet, at man på fabrikken har sagt, han er blevet som en helt anden, efter de har hentet mig og at “det bedste han ved er at fortælle om Lille Hanne”.

Jeg dvæler ved den passus, og tillader mig at mene, at det ikke er unaturligt. Jeg kan stort set kun lære ham et kende på skrift via officielle dokumenter. Det må have været mere end noget tilfældigt; det har været mere, for ellers stod det ikke i officielle dokumenter.

3) Jeg startede til blokfløjte. Det var dengang, Michala Petri var den store stjerne. Min far så en ny Michala Petri i mig. Det var langt fra virkelighedens verden, da jeg ingen musikalske eller andre kreative evner ejer.

4) Når han barberede sig om morgenen, sad jeg på toiletbrættet, og vi talte sammen. Jeg husker ikke om hvad, men jeg husker følelsen af at blive taget alvorligt. Vi førte ægte samtaler. Kunne jeg dog bare huske, hvad de handlede om.

5) Hver morgen folder jeg falsene på mit kaffefilter, og jeg ser ham for mig hver morgen gøre det samme med sine lange slanke fingre. Det er også en slags kontakt. Det er en rar tanke at have hver dag selv så længe efter.

Afgangsbeviset fra “Den Danske Væveskole”

Det er vigtigt at have noget, man er stolt af. Og jeg er stolt af min far. Herunder er hans afgangsbevis som 21-årig fra “Den Danske Væveskole”, der var en treårig uddannelse, som kvalificerede ham til en lang række gode og ansvarsfulde stillinger i tekstilindustrien. Skolen udtaler sin anerkendelse for hans præstationer.

Lakseglet er ved at gå i stykker – jeg skal have fundet en metode til at forhindre det.

16. maj 2022/i Historie, Slægt /af StegemüllerHistorie, Slægt

Alternativ anvendelse af en folketælling

Gennemgang af Rønne 1940

Alternativ anvendelse af en folketælling

Folketællinger eller mandtal kendes meget langt tilbage i tiden som i Bibelen: Lukas 2, 1-5: “Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.” Kilde: Wikipedia.

I Danmark er der afholdt folketællinger fra 1769 til og med 1970. CPR kom til i 1968, og så var der ikke længere brug for folketællingerne. Tællingerne er, i det omfang de er bevarede, gjort tilgængelige online til og med 1940. Millioner af data til og med 1916 er indtastet af tusindvis af frivillige som led i “Kildeindtastningsprojektet”.

Selvom folketællingerne er et vigtigt led i slægtsforskningen, bruger jeg dem ikke til mere end fingerpeg, da der:

for det første står en masse sludder i dem. Det var nemlig ikke altid de kvikkeste, man sendte ud for at notere, hvem der var gift med hvem, hvor de boede, hvor de var født (fødested er med fra 1845 og frem), hvilke børn de havde osv.
og for det andet er det pokkers nemt at få en masse mennesker til at opstå, men de skal også “slås ihjel” igen, hvis ens data skal virke gennemprøvede. Jo længere vi kommer op i tid, jo mere øges den geografiske mobilitet selvfølgelig. Selvom Danmark er et lille land, har vi alligevel rundt regnet 2.300 sogne, og det er ikke altid lige let at gætte, hvor folk rejser hen efter konfirmationen.

Min “mors” ægtefælle nummer to (1929-2011) bliver moderløs, da han er 1 år, 4 måneder og 24 dage gammel (for nu at være helt præcis). Han bor formentlig nogen tid på et “drengehjem”, men hvor ligger det? Og han oplever formentlig russernes bombardement af Bornholm den 7. maj 1945, der er en begivenhed, der sidder dybt i enhver bornholmer. Det hørte jeg meget om som barn.

Hvis det med bombardementet er sandt, er der en mulighed for, at han også bor på Bornholm den 5. november 1940, hvor folketællingen afholdes det år. Derfor er jeg gået i gang med at gennemse Rønne, der, selv om det ikke er en storby, alligevel rummer tusindvis af sider. Bladre, bladre…

Det går trods alt nogenlunde hurtigt, da de sædvanlige bornholmske efternavne som fx Funch, Ipsen, Kjøller, Koefoed, Kofoed, Kure, Marcher, Munch, Pihl, Sode, Sonne og Westh hurtigt kan scannes med øjnene og springes over – især hvis tællingskommissæren har overholdt reglen om at skrive efternavn komma fornavn. Jeg er nået til “L” for “Lindevej”.

Og hvad vil jeg så med det?

Jeg leder efter indikationer på det, der former et menneske. Et eller andet sted må det jo vokse op. Nogen må have taget sig af det. Hvem, hvad og hvor? Lå “drengehjemmet” på Bornholm? Kom det til noget familie? Fundet i en folketælling kan være fine indikationer, som kan føre til videre efterforskning, noget at tage fat i og måske også medføre nogle svar. Pludselig er en folketælling mere værdifuld end sædvanligt.

Den første vielse i april 1953 finder sted i Hjallerup, som dengang var en del af Dronninglund Sogn og Herred i Hjørring Amt. Begge ægtefæller har imidlertid bopæl på Frederiksberg (hhv. Bülowsvej og Forhåbningsholms Allé). Det er ikke usædvanligt, at man trods bopælen rejser “hjem” og bliver gift i kvindens fødesogn, hvor forældrene ofte stadig bor.

Begge brudeparrets fædre bliver angivet som vidner, men det kan tildels ikke passe, idet hans far er død af hjertelammelse tre år før i 1950 på Nørre Hospital i København. Gad vide hvad det kan tyde på? En adoption så der er “en ny far”?

En adresseforespørgsel giver både svar og rejser nye spørgsmål

Min “mor” fik i marts 1976 en søn med den nye ægtefælle. Sønnen er altså nu 46 år. Jeg kender ham ikke. Jeg så ham til min “mors” mærkværdige bisættelse i julen 2006, men det var også det. Mit gæt er, at vi har meget lidt til fælles.

Adresseforespørgsler er geniale. For 70 kr. kan man få oplyst adresse, datoen for tilflytning samt død/levende. Til formiddag har jeg ofret to gange 70 kr. for at få status for ham og hans far. Det var de 140 kr. værd.

Hans far er død i Nykøbing Sjælland i 2011. Sønnen bor formentlig nu i Radsted, der er på Lolland tæt ved Sakskøbing. Han er antageligt levende, idet adresseforespørgslen ikke angiver en dødsdato. Det er overraskende, for hverken jeg eller nogen af hans øvrige halvsøskende har kunnet finde frem til ham. Det er ellers ikke let at gemme sig i et gennemdigitaliseret samfund som det danske og når “Google rules the world”. Gad vide hvad der får et menneske til det? Og hvordan bærer man sig i det hele taget ad?

Det puslespil, jeg forsøger at lægge, er pludselig blevet meget mere nærværende.

14. maj 2022/1 Kommentar/i Slægt /af StegemüllerSlægt

At lægge det store puslespil

Validering af hukommelsen

At lægge det store puslespil

Af og til kan jeg overveje, om jeg virkelig husker rigtigt. Var min barndom (fra 1974 – 1980) virkelig, som jeg husker den? Var det så vanvittigt? Digter jeg ting? Er jeg et modbydeligt menneske, der af en eller anden årsag fortæller grimme historier? Hvad skulle årsagen i givet fald være? Anglen efter medlidenhed?

Jeg har taget mod til mig og kontaktet psykopatens to yngste ud af fire børn. Om dem husker jeg, at når de var på besøg hos deres far i Vollsmose hver anden weekend, var det nærmest op til mig at passe/underholde dem. Vi blev sendt ned at spille fodbold på græsplænerne mellem betonbygningerne.

Jeg har gået og overvejet mærkelige og tåbelige ting:

Hvor sov de, når de var på besøg i Vollsmose? De var der vel mere end en dag, og så skulle de jo sove et sted. (Drengen/manden mener, han sov i køkkenet og at pigen/kvinden sov på mit værelse.)
Er det virkelig sandt, at de aldrig besøgte os, efter vi var flyttet til Bornholm den 12. juli 1978? (Ja, det er sandt. De var aldrig på Bornholm. Altså er det rigtigt, at han afskar kontakten til sine to yngste børn. Jeg tager ikke fejl.)

Der er et specielt efternavn og jeg kendte geografien. 118.dk klarede resten. Herefter var de ikke længere væk end min iPhone. Det blev virkelig fine samtaler med dem begge. De virker begge som reflekterede og søde mennesker. De bekræfter det, jeg husker, og de kan høste godt af det, jeg husker. Vi kan hjælpe hinanden. Vi kan alle få noget ud af det.

Sønnen har opnået det, jeg selv sigter efter: at være ligeglad og ikke at hade. Datteren har nogle frustrationer og har oplevet problemstillinger i sit voksenliv, hun kan henføre til en “mystisk” bardom.

Skal vi mødes?

Datteren, der nu selvfølgelig er en granvoksen kvinde født i 1968, har foreslået, at vi mødes alle tre. Hun tager endda gerne turen fra Jylland til København. Det har jeg sagt “ja tak” til. Jeg har selv sagt, at vi også kan mødes på midten, som nok vil være ca. Odense, der jo er en fin by bare seks kvarter fra København med toget. Jeg har hverken bil eller kørekort. Mht. sidstnævnte har jeg altså ikke fået det frataget – jeg har aldrig erhvervet det.

Datteren stillede et godt spørgsmål: “Hvorfor ringer du?”, efter jeg havde forklaret, at hendes far havde været gift sådan ca. 28/29 år med min “mor”. Jeg kom lidt til kort, for jeg ved det ikke helt. Men det drejer sig i det mindste om at lægge det store puslespil og om at validere hukommelsen. Indtil videre har jeg ikke kunnet fortælle noget, hvorom de siger “det kan simpelthen ikke passe”. Og det tilsvarende gælder omvendt. Vi bekræfter hinanden.

Jeg vil meget gerne mødes, og forud for det, vil jeg have forberedt en række spørgsmål, som jeg skal have svar på. Jeg er altid velforberedt. Jeg skal have mest muligt ud af et møde. Indtil videre har jeg bedt dem drøfte det indbyrdes og herefter træffe en beslutning om hvad, hvordan og hvornår. Jeg springer på toget – uanset hvor og hvornår.

Validitet

Når jeg slægtsforsker, går jeg op i, at der skal være kilder på alt, hvad jeg fremsætter. Er det gætteri og baseret på “hören sagen”, fortæller jeg, at det er gætteri. Oplysningen får troværdigheden “1”. Hvad jeg finder i ordentlige kilder, får troværdigheden “4”. Så kan andre finde noget bedre. Slægtsforskning uden kilder er den rene mytologi, og det interesserer mig ikke.

Jeg har brugt et par dage på igen at forstå det, der kaldes “Dyssocial personlighedsstruktur”, som er det, vi ikke-læger/ikke-psykiatere kalder “psykopati” og koble det med de primære kilder. Psykiatrifonden har en fin forklaring på det her. Når jeg parrer hans børns oplysninger med mine egne oplevelser, er jeg ikke i tvivl. Min psykolog har ret igen! Han var psykopat i klinisk forstand; det er ikke noget, vi siger, for at være grimme i munden. Hans søn fortæller fx: “der var ikke plads til os. Han skulle tegne og skrive, og det var det vigtigste. Han havde altid fokus på sig selv”. Sådan har en psykopat det.

Lige nu tror jeg, jeg leder efter, hvad der kan gøre et menneske til det menneske, han var. Det kan man selvfølgelig ikke finde i en primærkilde, men man kan finde noget, der peger i den retning.

Indtil videre har jeg fundet ud af, at hans mor dør som 18-årig af barselsfeber i oktober 1930 efter fødslen af hans lillebror. Tænk at dø som 18-årg efter fødslen af barn nummer to! Det er – selv efter datidens målestok – helt forrykt. Datteren fortæller, at han vokser op på Bornholm og oplevede russernes bombardement af Nexø/øen. Jeg mener, det var i 1946. Det er noget, der sidder dybt i enhver bornholmer, og jeg husker de forargede fortællinger om denne uretfærdighed. De føler sig oversete, idet resten af Danmark var optagede af “befrielsesrusen” efter 4. maj 1945. Det forstår man godt.

Den sidste folketælling, der er tilgængelig online, er fra 1940. Jeg er gået i gang med at gennemse Rønne for at finde ud af

om han i det hele taget bor der i 1940 og
hvem han vokser op hos.

Folketællingen afholdes 5/11-1940. Han er da 11 år og 5 måneder (og 16 dage). Men selv Rønne er stor, så det er en tidskrævende opgave.

Der er også “noget med et drengehjem”, men hvor i landet det ligger, og hvornår han var der, ved jeg ikke. Så er Danmark med sine ca. 2.300 sogne pludselig stort. Hvor skal man ende og begynde? Hvis han virkelig var på et drengehjem, passer det godt ind i den dyssociale personlighedsstruktur, for der var ofte vold og misbrug af de rent faktisk stakkels børn. Jeg husker fortællingerne om de mange tæsk drengene på hjemmet fik. Det passer som fod i hose med hans søns oplysninger om, at de to største drenge (altså hans storebrødre) “fik med livremmen”. Fy for helvede!

Endnu en skuffelse over “min mor”

Jeg spurgte børnene, hvor psykopaten døde i ca. 2010/2011. De mener, han døde i Nykøbing Sjælland i Ods Herred, og at han og “min “mor” (der også bor i Nykøbing, hvor jeg rent faktisk holder en tale til hendes 70-årsdag den 7. maj 2005, hvilket ikke var verdens letteste opgave efter en “pause” på 22 år) har en eller anden relation, måske ikke lige frem “kærester” men i hvert fald er de på en eller anden måde sammen.

Tjah, hvis de ikke var det, hvad skulle han så i Nykøbing, når hans hjemsted var Bornholm siden juli 1978?
Hun har fundet sammen med ham – i et eller andet omfang – efter 7. maj 2005, for han var ikke med til den fejring, men han var med til den underlige “begravelse” i julen 2006. Der ser jeg ham for første gang i 25 år.
Hun er klar over alt, hvad der er foregået i min barndom og alligevel tager hun ham ind igen. Hun har virkelig en “dependent personlighed”. Kan ikke klare sig alene og er syltet ind i psykopatens virkelighed.
Jeg er virkelig glad for, at jeg stopper med at se hende. Hun har foretaget sit valg. Hun vælger mig fra og ham til. Tjah… det er hun da i sin gode ret til. Det kan jeg ikke tiltvinge mig nogen ret over. Men det var aldrig gået mellem os to.

7. maj 2022/i Psykologi, Slægt /af StegemüllerPsykologi, Slægt

Hun kunne være blevet 87 i dag

Vi leder efter nuancer

Hun kunne være blevet 87 i dag

Verden er sjældent kun sort og hvid. Der er typisk noget midt imellem, og det “noget” leder jeg efter for så vidt angår min “mor” sammen med psykologen.

Min “mor” kunne være blevet 87 i dag, når dåbsattesten ser ud som herunder. Jeg sender hende en venlig tanke på dagen.

Vi har fundet nogle nuancer

På et tidspunkt drillede jeg psykologen lidt med, at hun febrilsk ledte efter noget positivt at sige. Det mente hun ikke, men forklarede lidt om, hvorfor det er vigtigt ikke kun at se verden som sort eller hvid. Det hopper jeg bestemt på. Hvem har dog lyst at være unuanceret?

Inden næste session var der ganske af sig selv dukket et par ting op i min hjernekiste angående min “mor”:

Da vi boede i Svaneke, var det kun yderst sjældent, hun stod op om morgenen – men det skete måske en gang om måneden eller lignende. Hun havde en lang hjemmesyet, tværstribet morgenkåbe med brune og orange striber, og den duftede enormt godt. Sådan krydret; næsten som at dufte til en brunkage eller en krydderkage til jul. Af det kan man udlede, at jeg har været fysisk tæt på hende og har fået et knus/kram eller lignende. Det er positivt.
Jeg er glad for at have fundet de to store arkivkasser med blandt andet mange “genstande” fra min far. Det må være hende, der har gemt dem, og hun har alle de år gemt dem til mig. Det siger noget om, at hun måske har forstået mere, end jeg har været klar over, når hun har gemt dem fra 1972 til ca. 2004, og hun har gemt dem med ét formål: at give dem til mig. Det er positivt.
Da jeg var lille – indtil min far døde – var hun god til at læse højt for mig. Hun havde en virkelig god læse-højt-stemme. De gjorde begge en stor indsats med højtlæsning, og jeg vil tro, det var medvirkende til, at jeg kunne læse, før jeg kom i skole. Det er positivt.

Gad nok vide hvordan hendes liv var?

Jeg har tit gjort mig tanker om, hvad hun egentlig selv syntes om sit liv. Var hun glad for det? Var hun tilfreds? Fik hun set det, hun ville, fik hun hørt sin melodi? Jeg gætter mig til dels frem, for det var ikke noget, man kunne tale med hende om.

Ud af adoptionssagen læser jeg, at alt var fryd, gammen, lykke og idyl, mens min far levede. Mødrehjælpen i Holstebro gennemfører nogle meget grundige interviews, hvor (næsten) hver en sten bliver vendt. Det er lige før, der også står, hvor ofte de har sex. Mødrehjælpen kommer uanmeldt på besøg, hvor hun er ved at bage og jeg sidder i den høje stol hos hende i køkkenet. Jamen altså: idel lykke. Der er ingen tvivl om, at et par, der har været barnløst i mange år, er virkelig glade for endelig at have kunnet adoptere et barn.

Hun er kun 20 år, da hun bliver gift med min far, der var 13 år ældre. Det er en stor aldersforskel, når man kun er 20 år. Min mormor er imod ægteskabet, idet hun mener, min mor er for ung til ham og at han er alt for gammel. Det er min morfar, der nærmest presser ægteskabet igennem. Jeg må gå ud fra, at hun selv gerne ville giftes, men reelt ved jeg det ikke.

Hendes år med psykopaten: Hun gifter sig med ham den 26. april 1975. De bliver på et eller andet tidspunkt separeret (ca. 2003), og hun flytter fra Bornholm til Nykøbing Sjælland i ca. 2004. Psykologen siger, at er man gift med en psykopat, ved man godt, det er galt, men man bliver syltet så meget ind i det, at der skal noget helt ekstraordinært til, at man bryder ud. Jeg ved ikke, hvad der gør, at de bliver separerede og skilt efter ca. 28/29 års ægteskab.

Jeg kunne ikke få det til at fungere

Efter hun er flyttet til Nykøbing Sjælland, lægger jeg mig ganske meget i selen for at få det til at fungere mellem os. Det er ikke verdens letteste opgave, idet vi har haft en “pause” på 22 år. Men jeg kan ikke. Det skyldes blandt andet, at hun vedbliver at relatere til psykopaten og at inddrage ham i vores samtaler. Jeg beder hende om at lade være, men det har ingen effekt. Og jeg kan ikke holde ud at høre om ham.

En anden ting, der slår hovedet på sømmet, er, at hun låner nogle penge af mig, men “glemmer” at betale tilbage. Jeg skal selv ringe og spørge til status. Det ender med, jeg aldrig får dem. Sådan noget kan jeg ikke med. Det er en ærlig sag ikke at kunne betale tilbage, men så kan man da i det mindste ringe og sige det. Vores værdier var i det hele taget meget forskellige.

Jeg kunne have undt hende mange flere år i frihed end de to eller tre år, hun fik, inden hun døde i julen 2006. Det liv kunne have været bedre. Jeg tror ikke, hun fik set det hun ville eller hørt sin melodi.

Archive for category: Slægt

Her bor jeg