/1 Kommentar/i /af

At lægge det store puslespil

At lægge det store puslespil

Validering af hukommelsen

At lægge det store puslespil

Af og til kan jeg overveje, om jeg virkelig husker rigtigt. Var min barndom (fra 1974 – 1980) virkelig, som jeg husker den? Var det så vanvittigt? Digter jeg ting? Er jeg et modbydeligt menneske, der af en eller anden årsag fortæller grimme historier? Hvad skulle årsagen i givet fald være? Anglen efter medlidenhed?

Jeg har taget mod til mig og kontaktet psykopatens to yngste ud af fire børn. Om dem husker jeg, at når de var på besøg hos deres far i Vollsmose hver anden weekend, var det nærmest op til mig at passe/underholde dem. Vi blev sendt ned at spille fodbold på græsplænerne mellem betonbygningerne.

Jeg har gået og overvejet mærkelige og tåbelige ting:

  • Hvor sov de, når de var på besøg i Vollsmose? De var der vel mere end en dag, og så skulle de jo sove et sted. (Drengen/manden mener, han sov i køkkenet og at pigen/kvinden sov på mit værelse.)
  • Er det virkelig sandt, at de aldrig besøgte os, efter vi var flyttet til Bornholm den 12. juli 1978? (Ja, det er sandt. De var aldrig på Bornholm. Altså er det rigtigt, at han afskar kontakten til sine to yngste børn. Jeg tager ikke fejl.)

Der er et specielt efternavn og jeg kendte geografien. 118.dk klarede resten. Herefter var de ikke længere væk end min iPhone. Det blev virkelig fine samtaler med dem begge. De virker begge som reflekterede og søde mennesker. De bekræfter det, jeg husker, og de kan høste godt af det, jeg husker. Vi kan hjælpe hinanden. Vi kan alle få noget ud af det.

Sønnen har opnået det, jeg selv sigter efter: at være ligeglad og ikke at hade. Datteren har nogle frustrationer og har oplevet problemstillinger i sit voksenliv, hun kan henføre til en “mystisk” bardom.

Skal vi mødes?

Datteren, der nu selvfølgelig er en granvoksen kvinde født i 1968, har foreslået, at vi mødes alle tre. Hun tager endda gerne turen fra Jylland til København. Det har jeg sagt “ja tak” til. Jeg har selv sagt, at vi også kan mødes på midten, som nok vil være ca. Odense, der jo er en fin by bare seks kvarter fra København med toget. Jeg har hverken bil eller kørekort. Mht. sidstnævnte har jeg altså ikke fået det frataget – jeg har aldrig erhvervet det.

Datteren stillede et godt spørgsmål: “Hvorfor ringer du?”, efter jeg havde forklaret, at hendes far havde været gift sådan ca. 28/29 år med min “mor”. Jeg kom lidt til kort, for jeg ved det ikke helt. Men det drejer sig i det mindste om at lægge det store puslespil og om at validere hukommelsen. Indtil videre har jeg ikke kunnet fortælle noget, hvorom de siger “det kan simpelthen ikke passe”. Og det tilsvarende gælder omvendt. Vi bekræfter hinanden.

Jeg vil meget gerne mødes, og forud for det, vil jeg have forberedt en række spørgsmål, som jeg skal have svar på. Jeg er altid velforberedt. Jeg skal have mest muligt ud af et møde. Indtil videre har jeg bedt dem drøfte det indbyrdes og herefter træffe en beslutning om hvad, hvordan og hvornår. Jeg springer på toget – uanset hvor og hvornår.

Validitet

Når jeg slægtsforsker, går jeg op i, at der skal være kilder på alt, hvad jeg fremsætter. Er det gætteri og baseret på “hören sagen”, fortæller jeg, at det er gætteri. Oplysningen får troværdigheden “1”. Hvad jeg finder i ordentlige kilder, får troværdigheden “4”. Så kan andre finde noget bedre. Slægtsforskning uden kilder er den rene mytologi, og det interesserer mig ikke.

Jeg har brugt et par dage på igen at forstå det, der kaldes “Dyssocial personlighedsstruktur”, som er det, vi ikke-læger/ikke-psykiatere kalder “psykopati” og koble det med de primære kilder. Psykiatrifonden har en fin forklaring på det her. Når jeg parrer hans børns oplysninger med mine egne oplevelser, er jeg ikke i tvivl. Min psykolog har ret igen! Han var psykopat i klinisk forstand; det er ikke noget, vi siger, for at være grimme i munden. Hans søn fortæller fx: “der var ikke plads til os. Han skulle tegne og skrive, og det var det vigtigste. Han havde altid fokus på sig selv”. Sådan har en psykopat det.

Lige nu tror jeg, jeg leder efter, hvad der kan gøre et menneske til det menneske, han var. Det kan man selvfølgelig ikke finde i en primærkilde, men man kan finde noget, der peger i den retning.

Indtil videre har jeg fundet ud af, at hans mor dør som 18-årig af barselsfeber i oktober 1930 efter fødslen af hans lillebror. Tænk at dø som 18-årg efter fødslen af barn nummer to! Det er – selv efter datidens målestok – helt forrykt. Datteren fortæller, at han vokser op på Bornholm og oplevede russernes bombardement af Nexø/øen. Jeg mener, det var i 1946. Det er noget, der sidder dybt i enhver bornholmer, og jeg husker de forargede fortællinger om denne uretfærdighed. De føler sig oversete, idet resten af Danmark var optagede af “befrielsesrusen” efter 4. maj 1945. Det forstår man godt.

Den sidste folketælling, der er tilgængelig online, er fra 1940. Jeg er gået i gang med at gennemse Rønne for at finde ud af

  1. om han i det hele taget bor der i 1940 og
  2. hvem han vokser op hos.

Folketællingen afholdes 5/11-1940. Han er da 11 år og 5 måneder (og 16 dage). Men selv Rønne er stor, så det er en tidskrævende opgave.

Der er også “noget med et drengehjem”, men hvor i landet det ligger, og hvornår han var der, ved jeg ikke. Så er Danmark med sine ca. 2.300 sogne pludselig stort. Hvor skal man ende og begynde? Hvis han virkelig var på et drengehjem, passer det godt ind i den dyssociale personlighedsstruktur, for der var ofte vold og misbrug af de rent faktisk stakkels børn. Jeg husker fortællingerne om de mange tæsk drengene på hjemmet fik. Det passer som fod i hose med hans søns oplysninger om, at de to største drenge (altså hans storebrødre) “fik med livremmen”. Fy for helvede!

Endnu en skuffelse over “min mor”

Jeg spurgte børnene, hvor psykopaten døde i ca. 2010/2011. De mener, han døde i Nykøbing Sjælland i Ods Herred, og at han og “min “mor” (der også bor i Nykøbing, hvor jeg rent faktisk holder en tale til hendes 70-årsdag den 7. maj 2005, hvilket ikke var verdens letteste opgave efter en “pause” på 22 år) har en eller anden relation, måske ikke lige frem “kærester” men i hvert fald er de på en eller anden måde sammen.

  • Tjah, hvis de ikke var det, hvad skulle han så i Nykøbing, når hans hjemsted var Bornholm siden juli 1978?
  • Hun har fundet sammen med ham – i et eller andet omfang – efter 7. maj 2005, for han var ikke med til den fejring, men han var med til den underlige “begravelse” i julen 2006. Der ser jeg ham for første gang i 25 år.
  • Hun er klar over alt, hvad der er foregået i min barndom og alligevel tager hun ham ind igen. Hun har virkelig en “dependent personlighed”. Kan ikke klare sig alene og er syltet ind i psykopatens virkelighed.
  • Jeg er virkelig glad for, at jeg stopper med at se hende. Hun har foretaget sit valg. Hun vælger mig fra og ham til. Tjah… det er hun da i sin gode ret til. Det kan jeg ikke tiltvinge mig nogen ret over. Men det var aldrig gået mellem os to.
/i , /af ,

Hun kunne være blevet 87 i dag

Hun kunne være blevet 87 i dag

Vi leder efter nuancer

Hun kunne være blevet 87 i dag

Verden er sjældent kun sort og hvid. Der er typisk noget midt imellem, og det “noget” leder jeg efter for så vidt angår min “mor” sammen med psykologen.

Min “mor” kunne være blevet 87 i dag, når dåbsattesten ser ud som herunder. Jeg sender hende en venlig tanke på dagen.

Hun kunne være blevet 87 i dag

Vi har fundet nogle nuancer

På et tidspunkt drillede jeg psykologen lidt med, at hun febrilsk ledte efter noget positivt at sige. Det mente hun ikke, men forklarede lidt om, hvorfor det er vigtigt ikke kun at se verden som sort eller hvid. Det hopper jeg bestemt på. Hvem har dog lyst at være unuanceret?

Inden næste session var der ganske af sig selv dukket et par ting op i min hjernekiste angående min “mor”:

  • Da vi boede i Svaneke, var det kun yderst sjældent, hun stod op om morgenen – men det skete måske en gang om måneden eller lignende. Hun havde en lang hjemmesyet, tværstribet morgenkåbe med brune og orange striber, og den duftede enormt godt. Sådan krydret; næsten som at dufte til en brunkage eller en krydderkage til jul. Af det kan man udlede, at jeg har været fysisk tæt på hende og har fået et knus/kram eller lignende. Det er positivt.
  • Jeg er glad for at have fundet de to store arkivkasser med blandt andet mange “genstande” fra min far. Det må være hende, der har gemt dem, og hun har alle de år gemt dem til mig. Det siger noget om, at hun måske har forstået mere, end jeg har været klar over, når hun har gemt dem fra 1972 til ca. 2004, og hun har gemt dem med ét formål: at give dem til mig. Det er positivt.
  • Da jeg var lille – indtil min far døde – var hun god til at læse højt for mig. Hun havde en virkelig god læse-højt-stemme. De gjorde begge en stor indsats med højtlæsning, og jeg vil tro, det var medvirkende til, at jeg kunne læse, før jeg kom i skole. Det er positivt.

Gad nok vide hvordan hendes liv var?

Jeg har tit gjort mig tanker om, hvad hun egentlig selv syntes om sit liv. Var hun glad for det? Var hun tilfreds? Fik hun set det, hun ville, fik hun hørt sin melodi? Jeg gætter mig til dels frem, for det var ikke noget, man kunne tale med hende om.

Ud af adoptionssagen læser jeg, at alt var fryd, gammen, lykke og idyl, mens min far levede. Mødrehjælpen i Holstebro gennemfører nogle meget grundige interviews, hvor (næsten) hver en sten bliver vendt. Det er lige før, der også står, hvor ofte de har sex. Mødrehjælpen kommer uanmeldt på besøg, hvor hun er ved at bage og jeg sidder i den høje stol hos hende i køkkenet. Jamen altså: idel lykke. Der er ingen tvivl om, at et par, der har været barnløst i mange år, er virkelig glade for endelig at have kunnet adoptere et barn.

Hun er kun 20 år, da hun bliver gift med min far, der var 13 år ældre. Det er en stor aldersforskel, når man kun er 20 år. Min mormor er imod ægteskabet, idet hun mener, min mor er for ung til ham og at han er alt for gammel. Det er min morfar, der nærmest presser ægteskabet igennem. Jeg må gå ud fra, at hun selv gerne ville giftes, men reelt ved jeg det ikke.

Hendes år med psykopaten: Hun gifter sig med ham den 26. april 1975. De bliver på et eller andet tidspunkt separeret (ca. 2003), og hun flytter fra Bornholm til Nykøbing Sjælland i ca. 2004. Psykologen siger, at er man gift med en psykopat, ved man godt, det er galt, men man bliver syltet så meget ind i det, at der skal noget helt ekstraordinært til, at man bryder ud. Jeg ved ikke, hvad der gør, at de bliver separerede og skilt efter ca. 28/29 års ægteskab.

Jeg kunne ikke få det til at fungere

Efter hun er flyttet til Nykøbing Sjælland, lægger jeg mig ganske meget i selen for at få det til at fungere mellem os. Det er ikke verdens letteste opgave, idet vi har haft en “pause” på 22 år. Men jeg kan ikke. Det skyldes blandt andet, at hun vedbliver at relatere til psykopaten og at inddrage ham i vores samtaler. Jeg beder hende om at lade være, men det har ingen effekt. Og jeg kan ikke holde ud at høre om ham.

En anden ting, der slår hovedet på sømmet, er, at hun låner nogle penge af mig, men “glemmer” at betale tilbage. Jeg skal selv ringe og spørge til status. Det ender med, jeg aldrig får dem. Sådan noget kan jeg ikke med. Det er en ærlig sag ikke at kunne betale tilbage, men så kan man da i det mindste ringe og sige det. Vores værdier var i det hele taget meget forskellige.

Jeg kunne have undt hende mange flere år i frihed end de to eller tre år, hun fik, inden hun døde i julen 2006. Det liv kunne have været bedre. Jeg tror ikke, hun fik set det hun ville eller hørt sin melodi.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Da slægtsforskningen var papirbaseret

Da slægtsforskningen var papirbaseret

Jeg har fundet guldgruber

Da slægtsforskningen var papirbaseret

Jeg har nogle oplysninger om den biologiske familie, der mangler kilder. Det kan jeg ikke holde ud. Slægtsforskning uden kilder er mytologi. Jeg har formodet, at oplysningerne stammer fra adoptionssagen, men jeg vil gerne være sikker. Og måske kan jeg udlede mere af sagen, end jeg allerede har noteret. Der var engang, der ikke var grænser for, hvad jeg fandt det unødvendigt at notere.

I nogle år har jeg ikke turdet kravle op på en stige for at se, hvad de to store arkivkasser på øverste hylde rummede. Da jeg senest prøvede, havde Parkinsonismen stadig sit tag i mig, og jeg var ved at falde ned. Jeg vidste, at jeg ikke havde smidt adoptionssagen ud, blandt andet fordi det i sin tid kostede mig flere tusinde kroner at få den kopieret på det daværende Landsarkiv på Jagtvej (LAK). Nu til dags hedder det alt sammen Rigsarkivet. I dag tog jeg mod til mig, hentede stigen og kravlede op. Siden da har jeg været begravet i minder.

Kasserne indeholder starten på min slægtsforskning. Det var dengang, slægtsforskningen var papirbaseret, så i kasserne ligger adskillige solide kuverter fra Patent- og Varemærkestyrelsen med påskrift om, hvad der er indeni. Adoptionssagen er der også, og kuverten er stemplet på LAK 16. december 2002. Det var før, jeg begyndte at slægtsforske. Måske var det den, der satte gang i det hele?

De gamle albums

Det vigtigste er albums med 90 år gamle (og også ældre) billeder fra min fars side. Man kan ikke bladre i dem, men er nødt til forsigtigt at vende de stive pap-blade et ad gangen. Min farmor har omhyggeligt skrevet datoer og steder ved adskillige billeder. Det havde nu været bedre, hvis hun havde skrevet, hvem der var på billederne, men det skal jeg nok finde ud af. Jeg vil scanne de vigtigste billeder og medbringe dem elektronisk, når jeg forhåbentlig skal besøge min fars ungdomskæreste.

Det er mange år siden, jeg renskrev hans breve til hende. fra tiden efter han er flyttet til Brande i Vestjylland, og hun har giftet sig med den mand, Vagn Rasmussen, hun var gift med i 65 år. Brevene er fra starten af 50’erne, og han glæder sig til at komme en tur til København i sommerferien, fordi han er træt af, at de bare siger “a” og “do” derovre.

Min “mor” skal trods alt have kredit for, at hun har gemt disse ting til mig, og der er virkelig meget. Arkivkasserne er store. Tingene må komme fra hende; i hvert fald ved jeg ikke, hvor de ellers skulle komme fra. Kun én kuvert har påskriften “fået fra mor sommeren 2004”. Psykologen vil måske sige, at min mor derved har vist, at hun har forstået, at han betød meget for mig. Ellers havde hun vel ikke gemt alle de ting?

Fra hendes side er der ingenting.

Genstande fra min far og hans søster

Kasserne rummer også masser af det, man vel må kalde “genstande”, der stammer fra min far og hans søster, som var min tante Kirsten. Jeg er klar over, at hun er “faster”, men vi kaldte hende altså “tante”.

Jeg synes, det er skønt at have hans møgbeskidte frihedskæmperarmbind, ungdomsbillederne og manchetknapperne.

Der er masser af omhyggelige tegninger, karakterbøger (UG-dreng og nr. 6 ud af 27 i klassen), indtegningsbevis for optagelse i lægdsrullen, det første kørekort, personnummerbeviset, en servietring i sølv med dåbsdato og en regnestok fra Tyskland, hvor han uddannede sig. Og meget mere. Der er en brugsanvisning til regnestokken; jeg ville aldrig få et brugbart tal ud af den. Det er altså nemmere med Excel, men det havde han næppe været enig i.

Genstandene fra hans søster er ikke helt så spændende, men et fingerbøl og et temmelig grimt kobberaskebæger er alligevel sjove at have.

Nu skal adoptionssagen læses

Nu går jeg i gang med adoptionssagen, og jeg er spændt på, om jeg finder noget nyt. Adoptionsbevillingen er der også og de biologiske forældres navne står i den. Det er det simple svar på, hvordan jeg i sin tid fandt frem til dem, eftersom jeg fik adoptionsbevillingen med i bagagen, da jeg flyttede fra Bornholm.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Samtale med 97-årig der var fars ungdomskæreste

Samtale med 97-årig der var fars ungdomskæreste

Jeg ringede hende op

Samtale med 97-årig der var fars ungdomskæreste

Jeg var 16 år gammel, da jeg flyttede (eller måske flygtede?) fra Bornholm til København. Sikke et kulturchok at stige af Bornholmerbåden kl. 07:00 fredag den 1. august 1980 på Kongens Nytorv, når man kommer lige fra klippeøen. Så er København meget stor. Men jeg var fri og jeg var glad.

På en eller anden måde fandt jeg ud af at tage linje fem ud til Nørrebros Runddel og finde frem til det lejede værelse i Dagmarsgade nr. 5 på 4. sal ud mod baggården. Jeg havde lejet det af en datter af psykopatens halvbror, så hun var en art kusine.

Rengøringsjobbet i De gamles by begyndte om mandagen.

En 16-årig trænger også til omsorg

Det er mig lidt af en gåde, hvordan vi blev koblet sammen, men i hvert fald begyndte jeg at komme hos min fars ungdomskæreste fra før 14. maj 1948, det er nemlig dagen for hendes vielse med Vagn.

Hun og Vagn tog sig uendeligt godt af mig. Weekends med udsigt til en baggård på Nørrebro uden varme kan være lange, så der var jeg hos Hanne og Vagn. Min brugte blå cykel bragte mig til Kongens Lyngby. Vi gik lange ture i Dyrehaven, tog til Taarbæk, samtalede og spiste godt. Var deres søn ude med garderne, boede jeg på hans værelse på første sal. Var han hjemme, sov jeg på sofaen i stuen. Uanset hvor jeg sov, kom Hanne og “puttede mig”.

Hos dem fik jeg det første hoved til en elektrisk tandbørste (en fjollet ting at huske så klart). Den slags var jeg ikke vant til.

Jeg kom til et hjem, hvor man uddannede sig på universitetet, hvor der generelt var et højt uddannelsesniveau for alle familiemedlemmer, og hvor der var orden i sagerne. Det var jeg heller ikke vant til. Man kan kalde det for “det bedre borgerskab”, der som oftest er brugt som skældsord, men sådan mener jeg det på ingen måde. Jeg kan bare ikke lige finde på andet. Jeg vil gerne beskrive det, DDO kalder “den øverste, økonomisk velstillede og veluddannede del af samfundets middelklasse“.

Da jeg blev nysproglig student i juni 1983, holdt de studentermiddagen for mig, og så vidt jeg husker, var det også dem, der satte huen på. Al den omsorg jeg savnede, fik jeg til fulde hos dem.

I juni 1981 flyttede jeg til Amagerkollegiet og væk fra baggården. I starten så jeg stadig de to mennesker, men nu fik jeg pludselig venner, der var stort set jævnaldrende; selvfølgelig var de ældre, idet jeg var meget ung (kun 17). Jeg ankom med positive holdninger til atomkraft, Glistrup, dødsstraf og “andet godt” fra den yderste højrefløj. De forfærdelige holdninger, jeg havde med hjemmefra, fik mine nye venner heldigvis hurtigt pillet af mig. Jeg blev gjort klogere, og de gjorde mig voksen. Jeg boede på kollegiet til august 1990, hvor jeg blev færdig på universitetet og det var 9,2 fantastiske år.

Kontakten gled ud

Kontakten til Hanne og Vagn gled gled langsomt ud; det er naturligt, men det har jeg de senere år haft rigtig dårlig samvittighed over. De havde gjort så meget for mig, da jeg virkelig havde behov for det, men fik jeg nogensinde takket dem ordentligt? Nu er der gået ca. 40 år, så måske var det for sent?

Jeg fandt Hanne på krak.dk forleden. Navn og adresse var de samme som dengang, så jeg tog mod til mig og ringede den nu 97-årige kvinde op. Kunne hun huske mig? Jeg sagde mit fulde navn, og hun vidste straks, hvem jeg var. Hun var absolut helt frisk i hovedet og vi havde en dejlig lang samtale. Vagn er desværre gået bort som 88-årig i januar 2013. Hannes mor “Olde Petra” er selvfølgelig også gået bort, eftersom hun var født i 1897 – også hun blev 97 år.

Om studentermiddagen sagde hun ganske af sig selv: “der var jo ikke andre til at holde den”. Derfor fandt de det naturligt. Alt det forældre burde have gjort, gjorde de.

Jeg siger “Ama’r”, men Hanne siger “Amager” med trykket lagt på “ma”, og det har hun altid gjort. Hun huskede tydeligt, at de besøgte mig på Amagerkollegiet. Det husker jeg muligvis også.

Jeg spurgte, om det virkelig var sandt, at hun og min far var ungdomskærester. Det bekræftede hun og tilføjede “han var den første dreng, jeg kyssede”. Hun er som anført 97, og min far kunne være blevet 100 den 17. maj i år. I år er det 50-året for hans død. Det er virkelig mærkeligt at tænke på. Det er lidt som at blive overhalet indenom af  historien. Da anden verdenskrig sluttede, var Hanne 20 år og min far 23 år.

40 år efter fik jeg sagt tak

I samtalens løb fik jeg sagt mange tak flere gange. Hun syntes ikke, jeg skulle være så taknemmelig, for de havde bare fundet det naturligt, “når der ikke var andre”, men jeg stod på mit, for det var stort. Vi talte om det vigtige i at have gode minder.

Hun regner med at blive 100 år, så jeg har tre år til at besøge hende, og det vil jeg gerne, og jeg vil medbringe en flot boggave af en art. Foreløbig har jeg spurgt, om jeg må ringe igen, og det må jeg gerne. Det er jeg glad for.

Meningen er, at denne artikel skal emme af kærlighed til de to mennesker. Om det er lykkedes, må læserne vurdere.

PS: Topbilledet stammer fra skolen i Brede eller muligvis Kongens Lyngby. Drengen med cirklen omkring er min far. Bedømt ud fra hans udseende gætter jeg på, at billedet er fra ca. 1932.