/i /af

Rigtige kunder til forskningen

Rigtige kunder til forskningen

Ingen webshop – kun videndeling

Rigtige kunder til forskningen

Så vidt jeg ved, har jeg aldrig tidligere haft rigtige kunder til min slægtsforskning. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at mange henter masser af data hos mig, idet jeg både viser kilder, data og inskriptioner, men nu har jeg virkelige, levende, reelt beslægtede mennesker, der interesserer sig for det, jeg laver. Det, jeg har udnævnt til mit “livsprojekt” efter arbejdslivet sluttede for ca. 1½ år siden, får pludselig en anden dimension.

Selvfølgelig har de ikke den samme (næsten sygelige) interesse for projektet, som jeg har. Det kunne jeg heller aldrig finde på at forvente. Der findes et “saying”, der lyder

Slægtsforskning er ikke en hobby, det er en en lidelse

det er en vittighed, men den passer rigtig godt i mit tilfælde. Jeg elsker mine data, kravene til nøjagtighed, detaljer, kildekritik, det at det hele skal passe sammen for at være korrekt osv.

Er vi alle roepolakker?

Når der er slægt på Lolland, har folk det med at antage, at vi er er ud af roepolakkerne. Min tilgang er, at jeg enormt gerne vil tro på det, fordi der så er meget hjælp at hente, masser af transskriberede kilder, søde mennesker i dedikerede Facebookgrupper osv.

Men ofte svarer det til, at folk tror, at de er “tatere”, (en gammel betegnelse for romaer (sigøjnere) på dansk, norsk og svensk, dels (inspireret af den første betydning) som betegnelse for grupper af fattige omstrejfere, der ernærede sig ved dårligt betalt arbejde som natmand. Kilde Wiki), hvis de bliver lidt hurtigere solbrændte end andre, at de er børn af en eller anden konge (vist nok Christian den X) der var mere “foretagsom” end de fleste og så videre.

En anden overlevering kan være, at en pige blev gravid med “Gaardeieren”, hvilket var en en stor skam og at hun derefter måtte forlade gården. Er det sandt, var skammen rigtig – altså set med datidens øjne. Men det skal jo kunne bevises. Indtil videre har jeg ikke kunnet finde nogen med den skam i min biologiske fars slægt; men jeg kan have overset noget! Jeg har intet problem med at tage fejl og at blive gjort klogere.

Nu hvor jeg har “kunder” fra min biologiske slægt (jeg sælger intet og kommer aldrig til det; det har slet ikke min interesse), bliver det selvfølgelig ekstra betydningsfuldt at det, jeg præsenterer/påstår er korrekt. Jeg vil jo nødigt fanges i tåbelige fejltagelser – uagtet det næppe kan undgås.

Det er fantastisk pludselig at sidde med min biologiske fars håndskrevne optegnelser, han interesserede sig også for slægtsforskning, og prøve at få dem til at stemme med det, jeg har fundet frem siden 2009 ff. Det skal ikke forstås som “hvem har ret?” men langt mere som “Hvordan kan vi hjælpe hinanden?” og “Kan vi få det til at stemme?”

Jeg ville have reageret anderledes i dag

Såvidt jeg kan regne mig regne frem til, traf jeg min biologiske far ca. 1983, men det kan også have været et par år senere. Han ønskede at intervenere i nogle af mine beslutninger. Det kunne jeg ikke med, hvorfor jeg forlod restaurant Brønnum efter at have lagt kniv og gaffel. Min tanke var, at skulle han pludselig være så vældig ansvarlig, kom han ca. 20 år for sent. I dag ville jeg selvfølgelig have reageret helt anderledes, have spurgt til osv., men jeg var ca. 20 år og var bare ikke klogere. Jeg skriver ikke dette for at undskylde mig selv, men for at forklare noget, der muligvis ellers kan synes uforklarligt.

Jeg er ked af, at det kun det blev til det ene møde. Tristessen bliver muligvis større af at have mødt at hans yngste datter (som jo altså er min yngste halv-lillesøster).

På den anden side: hun fortæller, at vores far havde et stort ønske om at ville “fikse” hvad som helt. Og det kan jeg virkelig fint forbinde med hans handlinger overfor mig.

/10 Kommentarer/i , /af ,

Vild glæde over en halvsøster

Vild glæde over en halvsøster

Fra “Vild hvede” til nu

Vild glæde over en halvsøster

Engang i forhistorisk tid – der hvor jeg er fra – talte man om “Vild hvede“. Redaktøren gennem 25 år var gift med forfatterinden Tove Ditlevsen, som “min mor”, var betaget af. Jeg har også læst en del Tove Ditlevsen i mine unge år, men det blev alligevel for defaitistisk for mig.

Lige i dag bekender jeg mig i stedet til “Vild glæde” over at have mødt min halvsøster i aftes. Hun spurgte et par gange, hvad jeg følte, og hvordan jeg havde det. Svaret er, at jeg faktisk ikke helt ved det. Det er så surrealistisk, eftersom jeg har ledt efter hende og hendes søskende i mange år (mindst 10 år).

Er jeg bare en kriminel?

Når man får adgangstilladelse til sin adoptionssag, skriver man i adskillige eksemplarer under på, at man som bortadopteret ikke vil kontakte den biologiske familie og på den måde “misbruge” de oplysninger, sagen giver. Da jeg jo trods alt er jurist, har jeg selvfølgelig overholdt disse bestemmelser til punkt og prikke.

I april i år vandt nysgerrigheden alligevel over lovformeligheden, og jeg lavede et opslag i Facebookgruppen “Slægtsforskning – Søg efter nulevende efterkommere”. Jeg havde på det tidspunkt kendt adoptionssagen i ca. 20 år …

Jeg fik fantastisk hjælpe fra gruppedeltagere, der er vant til at søge efter nulevende. De er meget dygtige og kender til allehånde tips og tricks. Det har jeg ingen erfaring med, da jeg aldrig før har haft nulevende at søge efter.

Vi kom meget nærmere min biologiske far, end jeg havde troet var muligt. Jeg ville være så glad for bare et enkelt billede af ham og evt. hans forældre, da “Billeder gør datoerne til de mennesker, de var engang” (det er mit mantra gennem mange år), men ingen kendte nærmere til ham.

Jeg havde truffet min biologiske far for omkring 35 år siden, men det møde gik ikke ret godt. Og der var kun det ene.

Jeg fik ved min kriminelle handling en præcis dødsdato på ham samt:

Der er tre yderligere børn:
1) En søn født 1965 i Frederiks Sogn,
2) En datter født 1966 i Stege Sogn og
3) En datter født 1983 i Tølløse Sogn.

Men når de alle ligger efter 1960, er de jo ikke sådan lige til at få fat på, og ingen kendte navnene på de tre børn. Det ville være som at lede efter en nål i en høstak. Jeg havde ledt i minimum 10 år, og nu så det – trods min kriminalitet – ikke ud til, at gåden kunne løses. De sidste brikker i puslespillet kunne ganske enkelt ikke lægges.

Jeg filosoferede over, om jeg ville komme i fængsel, få en klækkelig bøde, blive forment adgang til Arkivalier Online (hvilket ville være helt forfærdeligt for mig), eller en anden voldsom sanktion, og besluttede, at det ville nok ikke ske. Jeg gjorde noget, man ikke måtte, men jeg var på en eller anden måde nødt til det.

Har du ikke været i en lignende situation, er det sikkert svært at forstå. Hvis man har ledt i mere end 10 år efter sine halvsøskende, vil man gøre næsten hvad som helst, for at de materialiserer sig på den ene eller den anden måde.

Jeg stod op til en besked fra Facebookgruppen

Det vilde kommer her – dog uden hvede: I går morges stod jeg op til en besked fra et medlem af den nævnte Facebookgruppe: “Jeg kan måske hjælpe dig med de sidste puslespilsbrikker. Jeg er …” Kvinden er min halvsøster. Vi har fælles far. Hun var 13 år, da han døde. Hun er 20 år yngre end mig, og hun ved alt det, jeg gerne vil vide.

Vi mødtes i aftes i 3½ time som opfølgning på knapt en times telefonsamtale. Det var helt fantastisk. I hele mit liv har jeg vist ikke oplevet noget lignende. Hun havde billeder med af vores far, og der er et par stykker, hvor jeg kan se lighedspunkter, selvom jeg ikke er ret god til den slags. Det er helt fantastisk. Der burde måske være bedre og mere præcise ord for den slags – jeg kender dem bare ikke. Jeg ville gerne komme tættere på, men ved ikke, hvordan jeg gør.

Jeg kan jo kun levere rå data, men jeg tror alligevel, hun var glad for, hvad jeg havde printet ud fra mit slægtsprogram. Nemlig de data, jeg pga. vilkårene i adgangstilladelsen ikke må gøre tilgængelige på min TNG-side.

Det er vildt. Hvordan gør man?

Psykologen har selvfølgelig sommerferie, og selvfølgelig skal jeg også bare kunne klare det selv. Jeg ville bare så gerne have et menneske at støtte mig op ad. En, der kender mig godt, en der kan dirigere mig i den rigtige retning. Og hvorfor nu det?

  1. Jeg er bange for at træde forkert,
  2. Jeg vil gerne holde fast i det, jeg nu har nået og
  3. Jeg mangler erfaring.

Hold da op … Min nye søster vil helt sikket vende tilbage på Messenger i dagens løb. Jeg kan bare ikke vente. Jeg er 58 og har ingen familie, og pludselig har jeg alligevel en familie Det hele er vildt.

/2 Kommentarer/i /af

Hvad er slægtsforskning?

Hvad er slægtsforskning?

Ikke kun søgning i databaser

Hvad er slægtsforskning?

Lige p.t. sidder jeg og laver lidt slægtsforskning for en veninde, der gerne vil vide lidt om sin slægt. Hun bor i Thy og er i sandhed “kommet hjem til anerne”. Fx er hun i familie med ca. 20 pct. af dem, der ligger på (den digitaliserede) Vang Kirkegård, Hundborg Herred, Thisted Amt. Når ens eget bliver for svært, er det rart at kunne bistå en anden.

Det er i øvrigt sjovt, at thistedbilleder.dk skriver “OBS! Billeder fra arkivets samling må ikke benyttes eller kopieres uden arkivets tilladelse! Mange af bidragyderne til arkivets store billedsamling – der blandt andet formidles her – bryder sig ikke om, at deres bidrag distribueres på sociale netværk som f.eks. Facebook uden deres vidende.” Hvorfor har de så overhovedet gjort samlingen tilgængelig på nettet? Selvfølgelig bliver billederne da brugt. Det må de da vide, og det er vel også i et eller andet omfang hele idéen? Af egen erfaring ved jeg, at slægtsforskere stjæler med arme og ben – og det gør jeg vel egentlig også selv? Men jeg er irriteret over, at billeder af min nærmeste familie (mis-)bruges igen og igen på fx MyHeritage. Nu er der derfor vandmærker på alle billeder. Men det er for sent.

Det er en lise at arbejde i de små sogne i Thisted og Aarhus amter i modsætning til de store københavnske sogne. Deroppe er der fx fire døde om året; i København er der måske 500. Det gør det jo lidt hurtigere at bladre sig frem til den rette person.

20 års tilbageblik

Man behøver ikke bladre nær så meget mere som for 20 år siden. Usædvanligt søde, dygtige og flittige mennesker har digitaliseret ufattelige mængder af arkivalier. Det største projekt er indtastningen af folketællingerne fra 1787 ff. Jeg har ikke selv deltaget i dette, for jeg er ikke dygtig nok til de gotiske bogstaver, så der ville komme for mange fejl i transskriptionerne. For kort tid siden kontaktede jeg Dansk Demografisk Database og tilbød at indtaste folketællingen 1930 for et af “mine” jyske sogne. De svarede på en sød måde, at reglerne om databeskyttelse (oftest kaldet GDPR) forhindrede indtastning af folketællinger senere end 1916. Det var jeg ikke klar over. De forsøgte at friste med noget ældre, men så ramte jeg ind i noget af det, jeg ikke er helt skarp nok til. Vil man være indtaster, skal man kunne gøre det rigtigt, ellers kan det være lige meget.

Der var en tid før ArkivalierOnline. Det er den vildeste luksus, at man nu kan sidde hjemme 24/7 og læse originale kilder. Jeg husker tydeligt, at for 20 år siden drejede det sig om at være godt forberedt, når lørdage, afspadseringsdage og ferier åbnede for arkivernes Mekka. Det var nærmest stressende, at tiden var så begrænset. Dengang var der undskyldninger for at skrive af fra utroværdige kilder, man fandt på det internet, der knapt var opfundet. Det er der ikke længere. Selv har jeg stadig intentionen om at gennemgå min database fra A til Z og få sat troværdige kilder på det gamle “skrammel”, jeg har. Der kommer en dag…

Det er svært at finde nyere dødsfald, og derfor er de digitaliserede gravsten en god kilde. Der var ikke digitaliseret en eneste gravsten for 20 år siden.

  • Jeg startede sammen med en ven Dansk KirkegårdsIndex (DKI), men det blev aldrig helt den succes, vi regnede med, formentlig fordi konceptet var for svært for mange/de fleste – det forudsatte nemlig, at man etablerede sin egen hjemmeside. Vi tilbød ellers vores bistand til den del, og det er ikke nogen videnskab. Men der ligger tusindvis af gravsten på siden. Selv har jeg fotograferet og indtastet mere end 18.000 gravsten.
  • Herudover opstod konkurrerende sider med et mere enkelt koncept (for de fleste). Ergo blev vi overhalet indenom. Sådan går det, når der ikke er en fælles overordnet styring og koordination.

Der er indtastet enorme mængder af kirkebøger i adskillige konkurrerende projekter. Til formiddag spurgte en bruger, hvorfor man ikke koordinerede projekterne og indtastede til én fælles database? Jo, det ville nok være en god idé, men det har vi diskuteret på mange niveauer i årevis, i hvert fald i al den tid jeg har været med. Enige blev vi aldrig. Som jeg husker det, men det kan være forkert, var akilleshælen kildetro/ikke-kildetro indtastning.

  • Kildetro ville medføre, at søgninger ofte var resultatløse, for hvordan skulle man kunne gætte, hvad degnen eller en anden øvrighedsperson skrev?
  • Ikke-kildetro ville derimod bevirke, at søgeresultaterne var forkerte. Kopierede folk bare resultaterne, ville deres data være forkerte.
  • Herudover: hvem skulle koordinere? Hvem skulle være “dommer” over data? Hvor skulle data placeres og driftes?
  • Der var adskillige andre temaer, som det aldrig lykkedes at finde gode fælles løsninger på.

Herefter gik flere i gang med egne projekter. Sat lidt/meget på spidsen: Det er også meget lettere, hvis man bare skal blive enig med sig selv om, hvad der er korrekt og bedst.

Ikke søgning i databaser

Der er ufatteligt meget, der er gjort søgbart på de 19 år, jeg har været med, og det er så skønt. Men slægtsforskning drejer sig ikke om at kende og søge i de rette databaser.

Databaserne er en enorm hjælp til at finde det rette originale arkivalie, men man skal altid selv prøve at læse “kravetæerne” (som en skrev en dag) for at se, om man er enig med indtasteren. Det medfører for det første højere kvalitet af egne data og for det andet bevirker det, at man (uendeligt) langsomt lærer at læse gotisk. Jeg har jo altså været bidt af en gal genealog i årevis, men må stadig ty til dygtigere folk på Danske Slægtsforskeres Facebookside. Hold da kæft hvor er de dygtige og hjælpsomme. Jeg er dybt imponeret.

Jeg skriver som hovedregel altid, hvad jeg selv læser, hvis jeg altså kan læse noget af det, og beder om korrektur på det. Der er nemlig altid en risiko for, at man læser det, man gerne vil have, der står. Sådan lærer jeg stadig, og der er kun en vej frem, og det er at øve sig og at blive ved at øve sig.

Jeg glæder mig altid, når jeg ser begyndere gå i kødet på originalerne (altså de originale kilder) og beder om hjælp til tydning. De pruster og stønner og synes opgaven er næsten umulig, og det er også næsten uoverkommeligt, men det er sådan, man gør, hvis man vil være en rigtig slægtsforsker. Og det er forudsætningen for med årene at kunne klare mere og mere selv.

Traditionsbundet?

Det er muligt, du synes ovenstående er endog meget traditionsbundet. Det er det også, men jeg står ved hvert et ord.

MyHeritage kan mange ting, problemet er, at 50 pct. af det, man finder der, er noget formørket sludder, fordi folk bevidstløst gentager og gentager fejlene. Ingen tjekker de originale kilder. Jeg ser det meget tydeligt, når jeg søger på nogle af de af mine egne slægtninge, som jeg har styr på. Et tænkt eksempel: Manden dør 4. maj 1945. Der står, han er gift med efterlevende Anna Jensdatter. Jeg noterer i Legacy, at hun er død efter 4. maj 1945 og sender data til TNG. Folk finder min TNG-side og skriver af en eller anden årsag selv, at hun er død 4. maj 1945 uden at undre sig over, at ægtefællerne døde samme dag. Det undrer jeg mig over.

Kilder og ræsonnementer

Herudover undrer jeg mig over, at ingen i MyHeritage, som i INGEN, angiver kilderne til deres fund. Det reducerer kvaliteten med faktor 500. Men selvfølgelig kan det være fine ledetråde – der er jo en grund til, at jeg har investeret i et fuldt abonnement for foreløbigt et år. På MyHeritage kan man, som noget meget værdifuldt, finde indtastede folketællinger fra både 1930 og 1940. Hvordan data er kommet derind, aner jeg ikke.

Det ville også være dejligt, hvis man noterede ikke-fund, dvs. alle de steder man har ledt, men ikke fundet noget. Så behøvede andre ikke lede efter det samme. Jeg gør fx sådan:

Tilsyneladende ikke viede:
Århus amt, Hads, Odder, 1844-1872, KM, Viede (konens fødesogn, jfr. FT 1845)
Århus amt, Hads, Randlev, 1839-1868, KM, Viede (ældste datters fødesogn, jfr. FT 1880)

Og endelig savner jeg, at man anførte det, man kunne kalde “ræsonnementer”. Med det mener jeg fx: “Søgt efter fødslen i Ørting Sogn, Hads Herred, Århus Amt, idet folketællingen 1845 angiver, at hun er født der.”

Sådan kunne vi hjælpe hinanden, stadig bruge de originale kilder og ikke forlade os på de gigantiske databaser, der alligevel aldrig bliver helt færdige.

/1 Kommentar/i /af

Slægtsforskning med DNA

Slægtsforskning med DNA

Jeg hoppede på vognen

Slægtsforskning med DNA

Endelig, efter at have ventet otte uger, er mit DNA-resultat fra MyHeritage kommet. Nu ved jeg, at jeg er 70,4 pct. skandinav. Det er nu ikke nogen overraskelse. Jeg kender den biologiske slægt nogenlunde godt bagud i tid fra den traditionelle slægtsforskning.

Jeg har kigget lidt på resultaterne og forsøgt at læse om alle de – for mig – nye begreber. Det mest overraskende er sådan set, at alle resultaterne er under 1,0 pct. på parametren “Fælles DNA” lige bortset fra en person ved navn Philip, der er min nulevende halvsøsters nulevende søn.

Et venligt menneske i gruppen “Slægtsforskning med DNA” oplyste, at så lavt et fælles DNA typisk peger på noget med fælles aner født tilbage fra starten af 1700-tallet, men dog også kan være med fælles aner født helt op i 1800-tallet.

Uinteressant

Indtil videre er det hele altså ganske uinteressant. Det spændende kunne være, om der på et tidspunkt dukker en nulevende fætter/kusine op, der måske kunne bidrage med et billede af min biologiske far og måske hans forældre. På min biologiske mors side har jeg masser af billeder, som hun var så sød at dele med mig. Det vil sige, at det “kun” er min fars side, der er et mysterium.

Jeg fortalte min fars ungdomskæreste på 97 år, at jeg havde indsendt en DNA-test. Hun spurgte helt fornuftigt: “Hvad vil du opnå?” Det eneste, jeg kunne svare, var det med lidt billeder af min biologiske far og måske hans forældre.

DNA er en metode, der kun er interessant, hvis “de andre” også har ladet sig teste. Eller er der jo ikke noget “at matche” op i mod. Heldigvis har jeg kun spildt ca. 350 kr. på projektet.

Rottegiften…

Jeg har i årevis ment, at min biologiske far havde et selvmordsforsøg via indtagelse af rottegift bag sig. Men eftersom jeg som så mange andre var en idiot i starten af min slægtsforskning (næsten 20 år siden) og ikke fik skrevet kilder på alt, en typisk begynderfejl, har jeg tænkt over, om det var noget, jeg havde “digtet”, om det fx var noget min biologiske mor havde fortalt eller hvor Søren, det stammede fra.

Jeg satte mig af andre årsager til at læse adoptionssagen med lup – og det med rottegiften var selvfølgelig ikke noget, der var faldet ned fra himlen. Det er faktisk noteret af et sygehus i juli 1962:

Diagnose: Depressio mentis: Sindsnedtrykthed. Suicidalforsøg
Oplysning gives fra hjemmet, at pt. har indtaget rottegift i suicidalt øjemed.

Oplysningen er interessant af flere årsager, og en af dem er selvfølgelig, at min psykiske sygdom, bipolar affektiv sindslidelse, er genetisk betinget, og jeg kan altså muligvis have en disposition, der kommer fra ham. Det stemmer fint med, at min biologiske mors søster ikke mente, der var nogen dispositioner på hendes side.