Ikke kun søgning i databaser

Hvad er slægtsforskning?

Lige p.t. sidder jeg og laver lidt slægtsforskning for en veninde, der gerne vil vide lidt om sin slægt. Hun bor i Thy og er i sandhed “kommet hjem til anerne”. Fx er hun i familie med ca. 20 pct. af dem, der ligger på (den digitaliserede) Vang Kirkegård, Hundborg Herred, Thisted Amt. Når ens eget bliver for svært, er det rart at kunne bistå en anden.

Det er i øvrigt sjovt, at thistedbilleder.dk skriver “OBS! Billeder fra arkivets samling må ikke benyttes eller kopieres uden arkivets tilladelse! Mange af bidragyderne til arkivets store billedsamling – der blandt andet formidles her – bryder sig ikke om, at deres bidrag distribueres på sociale netværk som f.eks. Facebook uden deres vidende.” Hvorfor har de så overhovedet gjort samlingen tilgængelig på nettet? Selvfølgelig bliver billederne da brugt. Det må de da vide, og det er vel også i et eller andet omfang hele idéen? Af egen erfaring ved jeg, at slægtsforskere stjæler med arme og ben – og det gør jeg vel egentlig også selv? Men jeg er irriteret over, at billeder af min nærmeste familie (mis-)bruges igen og igen på fx MyHeritage. Nu er der derfor vandmærker på alle billeder. Men det er for sent.

Det er en lise at arbejde i de små sogne i Thisted og Aarhus amter i modsætning til de store københavnske sogne. Deroppe er der fx fire døde om året; i København er der måske 500. Det gør det jo lidt hurtigere at bladre sig frem til den rette person.

20 års tilbageblik

Man behøver ikke bladre nær så meget mere som for 20 år siden. Usædvanligt søde, dygtige og flittige mennesker har digitaliseret ufattelige mængder af arkivalier. Det største projekt er indtastningen af folketællingerne fra 1787 ff. Jeg har ikke selv deltaget i dette, for jeg er ikke dygtig nok til de gotiske bogstaver, så der ville komme for mange fejl i transskriptionerne. For kort tid siden kontaktede jeg Dansk Demografisk Database og tilbød at indtaste folketællingen 1930 for et af “mine” jyske sogne. De svarede på en sød måde, at reglerne om databeskyttelse (oftest kaldet GDPR) forhindrede indtastning af folketællinger senere end 1916. Det var jeg ikke klar over. De forsøgte at friste med noget ældre, men så ramte jeg ind i noget af det, jeg ikke er helt skarp nok til. Vil man være indtaster, skal man kunne gøre det rigtigt, ellers kan det være lige meget.

Der var en tid før ArkivalierOnline. Det er den vildeste luksus, at man nu kan sidde hjemme 24/7 og læse originale kilder. Jeg husker tydeligt, at for 20 år siden drejede det sig om at være godt forberedt, når lørdage, afspadseringsdage og ferier åbnede for arkivernes Mekka. Det var nærmest stressende, at tiden var så begrænset. Dengang var der undskyldninger for at skrive af fra utroværdige kilder, man fandt på det internet, der knapt var opfundet. Det er der ikke længere. Selv har jeg stadig intentionen om at gennemgå min database fra A til Z og få sat troværdige kilder på det gamle “skrammel”, jeg har. Der kommer en dag…

Det er svært at finde nyere dødsfald, og derfor er de digitaliserede gravsten en god kilde. Der var ikke digitaliseret en eneste gravsten for 20 år siden.

• Jeg startede sammen med en ven Dansk KirkegårdsIndex (DKI), men det blev aldrig helt den succes, vi regnede med, formentlig fordi konceptet var for svært for mange/de fleste – det forudsatte nemlig, at man etablerede sin egen hjemmeside. Vi tilbød ellers vores bistand til den del, og det er ikke nogen videnskab. Men der ligger tusindvis af gravsten på siden. Selv har jeg fotograferet og indtastet mere end 18.000 gravsten.
• Herudover opstod konkurrerende sider med et mere enkelt koncept (for de fleste). Ergo blev vi overhalet indenom. Sådan går det, når der ikke er en fælles overordnet styring og koordination.

Der er indtastet enorme mængder af kirkebøger i adskillige konkurrerende projekter. Til formiddag spurgte en bruger, hvorfor man ikke koordinerede projekterne og indtastede til én fælles database? Jo, det ville nok være en god idé, men det har vi diskuteret på mange niveauer i årevis, i hvert fald i al den tid jeg har været med. Enige blev vi aldrig. Som jeg husker det, men det kan være forkert, var akilleshælen kildetro/ikke-kildetro indtastning.

• Kildetro ville medføre, at søgninger ofte var resultatløse, for hvordan skulle man kunne gætte, hvad degnen eller en anden øvrighedsperson skrev?
• Ikke-kildetro ville derimod bevirke, at søgeresultaterne var forkerte. Kopierede folk bare resultaterne, ville deres data være forkerte.
• Herudover: hvem skulle koordinere? Hvem skulle være “dommer” over data? Hvor skulle data placeres og driftes?
• Der var adskillige andre temaer, som det aldrig lykkedes at finde gode fælles løsninger på.

Herefter gik flere i gang med egne projekter. Sat lidt/meget på spidsen: Det er også meget lettere, hvis man bare skal blive enig med sig selv om, hvad der er korrekt og bedst.

Ikke søgning i databaser

Der er ufatteligt meget, der er gjort søgbart på de 19 år, jeg har været med, og det er så skønt. Men slægtsforskning drejer sig ikke om at kende og søge i de rette databaser.

Databaserne er en enorm hjælp til at finde det rette originale arkivalie, men man skal altid selv prøve at læse “kravetæerne” (som en skrev en dag) for at se, om man er enig med indtasteren. Det medfører for det første højere kvalitet af egne data og for det andet bevirker det, at man (uendeligt) langsomt lærer at læse gotisk. Jeg har jo altså været bidt af en gal genealog i årevis, men må stadig ty til dygtigere folk på Danske Slægtsforskeres Facebookside. Hold da kæft hvor er de dygtige og hjælpsomme. Jeg er dybt imponeret.

Jeg skriver som hovedregel altid, hvad jeg selv læser, hvis jeg altså kan læse noget af det, og beder om korrektur på det. Der er nemlig altid en risiko for, at man læser det, man gerne vil have, der står. Sådan lærer jeg stadig, og der er kun en vej frem, og det er at øve sig og at blive ved at øve sig.

Jeg glæder mig altid, når jeg ser begyndere gå i kødet på originalerne (altså de originale kilder) og beder om hjælp til tydning. De pruster og stønner og synes opgaven er næsten umulig, og det er også næsten uoverkommeligt, men det er sådan, man gør, hvis man vil være en rigtig slægtsforsker. Og det er forudsætningen for med årene at kunne klare mere og mere selv.

Traditionsbundet?

Det er muligt, du synes ovenstående er endog meget traditionsbundet. Det er det også, men jeg står ved hvert et ord.

MyHeritage kan mange ting, problemet er, at 50 pct. af det, man finder der, er noget formørket sludder, fordi folk bevidstløst gentager og gentager fejlene. Ingen tjekker de originale kilder. Jeg ser det meget tydeligt, når jeg søger på nogle af de af mine egne slægtninge, som jeg har styr på. Et tænkt eksempel: Manden dør 4. maj 1945. Der står, han er gift med efterlevende Anna Jensdatter. Jeg noterer i Legacy, at hun er død efter 4. maj 1945 og sender data til TNG. Folk finder min TNG-side og skriver af en eller anden årsag selv, at hun er død 4. maj 1945 uden at undre sig over, at ægtefællerne døde samme dag. Det undrer jeg mig over.

Kilder og ræsonnementer

Herudover undrer jeg mig over, at ingen i MyHeritage, som i INGEN, angiver kilderne til deres fund. Det reducerer kvaliteten med faktor 500. Men selvfølgelig kan det være fine ledetråde – der er jo en grund til, at jeg har investeret i et fuldt abonnement for foreløbigt et år. På MyHeritage kan man, som noget meget værdifuldt, finde indtastede folketællinger fra både 1930 og 1940. Hvordan data er kommet derind, aner jeg ikke.

Det ville også være dejligt, hvis man noterede ikke-fund, dvs. alle de steder man har ledt, men ikke fundet noget. Så behøvede andre ikke lede efter det samme. Jeg gør fx sådan:

Tilsyneladende ikke viede:
Århus amt, Hads, Odder, 1844-1872, KM, Viede (konens fødesogn, jfr. FT 1845)
Århus amt, Hads, Randlev, 1839-1868, KM, Viede (ældste datters fødesogn, jfr. FT 1880)

Og endelig savner jeg, at man anførte det, man kunne kalde “ræsonnementer”. Med det mener jeg fx: “Søgt efter fødslen i Ørting Sogn, Hads Herred, Århus Amt, idet folketællingen 1845 angiver, at hun er født der.”

Sådan kunne vi hjælpe hinanden, stadig bruge de originale kilder og ikke forlade os på de gigantiske databaser, der alligevel aldrig bliver helt færdige.