/i , /af ,

Fremragende Facebookgruppe

Fremragende Facebookgruppe

Slægtsforskere er hjælpsomme mennesker

Fremragende Facebookgruppe

Af og til kan Facebook bruges til noget virkelig fornuftigt.

Jeg og andre har snart brugt tre dage på at optrevle min nye halvsøsters og min fælles 3 x tipoldefar fødested og ægteskab, og når jeg nu pludselig har interesserede “kunder” til min elskede hobby og de kære data, skal og vil jeg være ekstra sikker på, at alt stemmer.

Det er vores 3 x tipoldefar Niels Rasmussen, der er fuldkommen umulig at få styr på. Det er et vidunderligt hovedbrud, men jeg er sørme kommet på (over-)arbejde.

Facebookgruppen hedder “Slægtsforskning”

Jeg er naturligvis medlem af foreningen “Danske Slægtsforskere“, som blandt andet driver Facebookgruppen “Slægtsforskning“, der i skrivende stund har 26.000 medlemmer. I den gruppe findes nogle virkelig skarpe hjerner. Jeg synes, man bør være medlem af foreningen, når man gerne vil have medlemmernes hjælp i gruppen. Det er sikkert “politik”, som nogle ikke bryder sig ret meget om, da det lugter lidt af solidaritet og fagforening. Men mange nye slægtsforskere ville gå i stå og aldrig komme i gang, hvis gruppen ikke fandtes.

I gruppen sidder nogle af de bedste: de er dygtige tydere af de mest umulige indførsler, de kan finde rundt i skifter og lægdsruller (hvor jeg stadig har deficitter), de kender et væld af søgemidler og de er så uendeligt hjælpsomme. Jeg foretrækker at kunne (lave) tingene selv, men når det vælter for meget rundt med fakta inde i hjernen, når jeg har set mig sur på det og bare mangler inspiration, er det altså skønt at have dygtige mennesker at spørge. Både til drilagtige indførsler men også til inspiration og “oprydning i hjernen”.

Især to af medlemmerne i Facebookgruppen har været hjælpsomme angående Niels Rasmussen (? – 1833) og hans kone Maren Hansdatter (1770 – 1842). De har fundet fine originale kilder frem, og de har korrigeret min opfattelse af reglerne for opkald. Jeg havde overset, at en afdød ægtefælle altid opkaldtes. Så når Maren Hansdatters første ægtefælle hed Mads, skulle førstefødte søn i næste ægteskab opkaldes, hvilket vil sige, at han skulle hedde Mads. Og det gør han! I realiteten skal man tænke det modsat: Hvis man har fundet første søn i det nye ægteskab, og han hedder Mads, kan man være 99 pct. sikker på, at den afdøde ægtefælle også hed Mads. Jeg kan vældig godt lide læreprocesser.

En fornem bog fyldt med fejl

Der findes en fornem bog, som man kan hente kvit og frit i “Slægtsforskernes Bibliotek”, der også drives af foreningen (endnu en grund til at blive medlem af foreningen). Både Niels, Maren og hendes første ægtefælle Mads Hansen er nævnt, og det er herligt. Så er der noget at tage fat i og kontrollere. Bogen er støttet af to fonde og Maribo Kommunes Kulturudvalg.

Jeg kontrollerer alt ved selvsyn og forsøger selv at stave mig gennem Østofte kirkebog, der ved Gud ikke er så ligetil midt i 1700-tallet, hvor præsten sparede grundig på papiret. Man skal altid tjekke alting selv, og man skal angive sine kilder, hvis man vil betragtes som en seriøs slægtsforsker, andre gerne må kigge i kortene. Og det vil jeg jo da gerne.

Alle laver fejl, det gælder også mig! Der er mange fejl i bogen “GREVSKABET KNUTHENBORGS GÅRDE OG HUSE. Brugere og ejere ca. 1750-2000. ØSTOFTE SOGN”, men den har været en fin retningsgiver og inspiration.

Eksempelvis angives vores tiptipoldemor Ane Katrine Nielsdatter (1804 – ?) at være død i 1823. Det passer simpelthen ikke, for så kunne hun jo for det første ikke være vores tiptipoldemor, og for det andet får hun børn i hele perioden 1827 – 1844. Jeg har dobbelttjekket mine egne data – for det kunne jo sagtens være mig, der tog fejl, men det er det altså ikke (denne gang).

Formålet med indeværende artikel er flertydigt

  • Opfordre til at tegne medlemskab af foreningen “Danske Slægtsforskere”
  • Sige tak til alle de hjælpsomme mennesker, der dagligt bruger mange timer i Facebookgruppen “Slægtsforskning”
  • Sige tak til de to kvinder, der i særlig grad har brugt tid på Niels Rasmussen, Maren Hansdatter og Mads Hansen
  • Sige tak for altid god inspiration fra gruppens medlemmer. Det er sjovest at løse problemerne selv, men det kan altså ske, at man får behov for input udefra.

 

/i , /af ,

Fascination af kat og data

Fascination af kat og data

British Shorthair og datafascination

Fascination af kat og data

Noget af det rare ved at have sin egen hjemmeside er, at man kan skrive om præcis det, man vil. Der er kun en selv til at sætte standarden til høj eller lav. Ingen andre bestemmer over emner, tags (etiketter), frekvens eller noget som helst andet. Det er en vældig frihed. Således kan jeg også skrive om både katten og datafascinationen i en og samme post. Der er ingen sammenhæng ud over fascinationen.

Hun hedder Jenny

Hvis vi nu bare et kort øjeblik antager, at min ansøgning om dispensation fra forbuddet mod dyrehold går igennem, kan og skal katten på billedet nydes, for det er hende, jeg kan købe til en særdeles favorabel pris hos en avler på Fyn. Kattens navn er Jenny. Er hun ikke smuk?

Hun er syv år (altså katten), er “brugt”, men har i alle sine syv år boet hos den samme familie. Familien skal nu skille sig af med hende, da de skal flytte i lejlighed. Avleren vurderer, at Jenny og jeg vil gå godt i spænd. Af uvisse årsager kender avleren til mine to diagnoser, som jeg selvfølgelig har fortalt åbent om. Det var det, der fik hende til at sige, at vi ville være et godt match.

Jeg er kommet i kontakt med denne avler ved at ringe til den øverste københavner på listen hos “Specialklubben for British og Burmeser“. Han havde ikke katte, der savnede hjem, men anbefalede den fynske avler som værende seriøs. Vedkommende flytter til Odense, og så er det jo bare omkring 75 minutter med lyntoget. På udvejen er transportkassen tom. På hjemvejen vejer den sikkert godt til.

Nåh, øjeblikket er ovre. Drømmen må ikke overstige virkeligheden.

Det med datafascinationen

P.t. triller jeg gennem Østofte kirkebog for at afkode søskende til en tipoldefar ved navn Hans Hansen (1844 – 1904). Forældrene bliver gift i 1823 og selvfølgelig får de børn før 19 år efter i 1844. De er bare ikke fundet endnu.

Hans Hansens søskende skal også hedde “Hansen”, og dem er der jo en del af. Foreløbig har jeg fundet tre brødre til ham (Niels i 1828, Jørgen i 1831 og Rasmus i 1839) ved simpelthen at bladre og læse frem til 1858, hvor moderen er 54 år og helt sikkert forbi den fødedygtige alder. Det synes der ikke at være andre, der har gjort, i hvert fald ikke nogen, der har lagt resultaterne på MyHeritage, og det kan man jo undre sig over.

Næste skridt er at finde søstrene. Og næste skridt er derefter at finde konfirmationerne for dem alle. Er de ikke konfirmerede, er de måske døde?

Da mange også dengang hed Hansen, består datafascinationen af, at alt skal stemme (det skal det selvfølgelig altid uanset navnet): faderens navn, faderens erhverv, moderens for- og efternavn samt geografien. Herudover skal det ikke være et “Slegfredbarn” (dvs. et barn født uden for ægteskab), når de nu for længst er gift. Heldigvis flyttede folk ikke så meget dengang, så det er bare at rulle gennem Østofte kirkebog. Der skal nok dukke op til flere søstre op.

Hans Hansens far, Hans Jørgensen, skifter erhverv på et tidspunkt mellem 1831 og 1839. Han går fra at være bødker til at være boelsmand. En boelsmand ejede et boelssted, som er en landejendom, der er større end et husmandssted og mindre end en gård, ca. 10-15 hektar med 1-2 tønder hartkorn. Hans Jørgensen er altså steget i graderne gennem livet.

Når jeg finder søstrene, vil årstallet for karriereskiftet sikkert blive indsnævret. Det er en af fordelene ved at registrere de skiftende erhverv livet igennem. Erhvervene er ikke bare data i et program; de fortæller om det levede liv.

Politikens håndbog i Slægtshistorie

Jeg købte denne bog af Hans H. Worsøe (han er forfatteren, ikke sælgeren) i december 2002. Han var landsarkivar i Aabenraa fra 1981 – 1996, så han ved, hvad han skriver om. Det er længe siden, bogen har været nede af hylden. Meget er forældet fx det om “EDB” og “Internet”, men der er sørme også meget, der er eviggyldigt, eftersom han jo skriver om 100 – 300 år gamle forhold. Jeg vil læse den igen og genopfriske dengang, hvor alt var nyt og fascinerende. Nu er det kun fascinerende.

I dag var jeg i tvivl, om jeg læste et gotisk bogstav rigtigt. Og selvfølgelig rummer bogen billeder af de gotiske bogstaver, og jeg fandt mit “T”

 

/2 Kommentarer/i /af

Skiftende erhverv gennem livet

Skiftende erhverv gennem livet

At registrere flere erhverv

Skiftende erhverv gennem livet

For godt og vel et halvt til et helt år siden har jeg indført en ny praksis i Legacy: Jeg registrerer adskillige erhverv, sådan som billedet i toppen viser. Det har en række fordele:

  • Det bliver tydeligt, om der er tale om social op- eller nedstigning livet igennem
  • Det er let at se, hvor et menneske udøvede hvilket erhverv og hvornår
  • Jeg slipper for at vælge, hvilket af flere erhverv, jeg synes er vigtigst, hvis der var flere forskellige. For hvem siger, mit valg er rigtigt?

Topbilledet er muligvis et rigtig dårligt eksempel, idet Hans Hansen for det meste er “Husmand”. Men som 27-årig er han graver, så bliver han husmand, så husejer (det står der altså), så husmand igen, så tjenestemand (som er noget helt andet end i dag), og så husmand. Og hvad man ikke lige kan se på billedet er, at han ender sine dage som “kirkebetjent”. Samlet set: Han har gjort karriere ved Fejø Kirke. Han er steget i graderne fra graver i 1871 til kirkebetjent i 1904 via mange år som husmand.

Et andet og måske bedre eksempel er Jørgen Pedersen Ahm, som kan ses i TNG, og som er daglejer, husmand * 2, husmand og kurvemager og ender som indsidder. Her er det altså tydeligt, at det går både op og ned for ham gennem livet.

Det kan sagtens være, det er forkerte oplysninger, men det var nu engang det, præsten eller degnen skrev, så de fås ikke bedre.

Hverken “husejer” eller “bilejer”, det sidste støder man jo af og til på, er noget, man kan leve af, så egentlig er det forkert, at kalde det for et “erhverv”. Alligevel siger det en del om et menneskes sociale profil, og når der ikke står andet, registrerer jeg derfor det. Hverken huse eller biler var dengang hver mands eje.

Bare jeg dog havde gjort sådan allerede for 20 år siden. Det gjorde jeg imidlertid ikke, og der er ikke rigtig noget at gøre ved det. Nu gennemfører jeg den nye praksis for nye personer og retter op på dem, jeg støder på i databasen, for jeg synes selv, det fungerer ret godt.

Hvad synes du?

Hvor kommer data fra, og hvor kommer de ikke fra?

Data kommer fra:

  • Kirkebøger vedrørende børnenes fødsler/dåb
  • Kirkebøger vedrørende vielser
  • Kirkebøger vedrørende dødsfald
  • Data kommer ikke fra konfirmationer, idet de oftest bare var præstens/degnens afskrift af oplysningerne ved barnets dåb. Det ville give nogle uinteressante og forkerte dubletter vedrørende ca. 14 år gamle forhold
  • Data kommer ikke fra folketællinger, da det kan være ret tilfældigt, hvad der står i dem. Jeg giver dem kun troværdigheden “1”. Kirkebogsindførsler får derimod troværdigheden “4”.

Særligt om de underrepræsenterede kvinder

Kvinderne fyldte ikke meget i fortiden. De var ofte “Forbemeldte Mands Hustru”, “Hans Nielssöns Moder” eller ved død: “Jordet Peder Danielsens Hustru”. De havde således ofte ikke engang et navn.

Når de ikke engang havde et navn, havde de selvfølgelig heller ikke et erhverv (udover at være “fødemaskiner”, det står der dog ikke).

Når vi kommer op i nyere tid, vel egl. 1900-tallet, er de ved vielsen ofte “Husassistent” og ved død “Husmoder”. Er de enlige, eller har de et erhverv, fremgår det, ofte fx “Fabriksarbejderske”, “Hjælper til ved Malkning” eller lignende. Det med “Husassistent” er vel i nyere tid bare et andet ord for at være “i Huset”. Sådan er min mor fx beskrevet ved vielsen med min far.

Dette blot for at sige, at eftersom kvinderne kun sjældent var udearbejdende, er der selvfølgelig også kun sjældent data at registrere. Og altså virker min selvopfundne (geniale 🙂 ) praksis ikke særlig godt vedrørende kvinder. De bliver kort sagt underrepræsenterede.

Kunne det gøres anderledes?

Kilder

Metoden gøres så slagfast som muligt ved hver evig eneste gang at medtage kilden. Det er såre enkelt, da jeg jo alligevel har fat i den, for at dokumentere en fødsel/dåb, en vielse eller et dødsfald.

/i /af

Hvert fund begejstrer mig stadig

Hvert fund begejstrer mig stadig

Mere slægtsroderi

Hvert fund begejstrer mig stadig

Har I det også fortsat sådan, at hvert fund begejstrer? Altså det lille (evt. blot indvendige) “Yes”, når data passer sammen, når der ikke er tvivl om, at I har fat i den rette, når en vanskelig tydning lykkes, når I finder informationer, andre ikke synes at have, eller I bare kan gøre det bedre?

Jeg elsker logikken, der fører frem til et fund:

  • Når deduktioner åbner for nye led længere bagud,
  • Når man finder hidtil ukendte børn af et ægtepar,
  • Når andre følgeslutninger fører frem til dødsfald, der kan være utrolig svære at finde, når vi nærmer os nyere tid, hvor den geografiske mobilitet øges, og folk kan flytte nærmest hvor som helst hen. Danmark rummer ca. 2.300 sogne, og “Danmark bliver større”, når man slægtsforsker, eller
  • Når man lige rammer det rigtige opslag i en kilde ved første tryk på “enter”.

I snart lang tid har jeg rodet i små landsogne i Thy og nu på Lolland. Hvor er det rart bare at skulle bladre et par sider frem eller tilbage, fordi der kun er fire døde og tre vielser pr. år i modsætning til København, hvor der er 500. Det tager altså noget længere tid og det er let at overse noget.

Selvfølgelig bruger jeg alle de søgemidler, der findes nu, men jeg tjekker alt. Og det er blevet mange, mange gange lettere end for 20 år siden. Der findes ufatteligt mange kilder på nettet. Frivillige har indtastet vist nok (jeg kan ikke lige finde tallet) 14 millioner poster fra folketællingerne til Dansk Demografisk Database. Der pågår fortsat masser af indtastning, selv om det irriterende GDPR har sat en stopper for meget. Så jeg bladrer stadig – og jeg elsker det. For det er det at bladre, der giver det lille gib, når det lykkes.

Frustrerende?

Jeg blev spurgt: “Kan det ikke være frustrerende at slægtsforske?” Næh, det synes jeg ikke. Selvfølgelig er der grene, man må opgive for så at vende tilbage måske årevis senere. Det kan være lidt ærgerligt, hvis man nu ejer genet, hvor mennesker helst skal “gøres færdige”; med det mener jeg, at personer, der er uendeligt lette at få til at opstå ud fra folketællingerne, helst også skal have både en vielses- og en dødsdato. Dem fra 1834 eller 1787 er jo altså døde. Ellers oplever jeg det som “sjusk”, hvilket jeg selv har meget af fra mine tidlige år, hvor jeg gerne ville have så stor en database som muligt, og hvor både tiden på arkivet og søgemidlerne var underlagt begrænsninger. Herregud – Internettet var dårligt opfundet, og det hed vist stadig “EDB”.

På et eller andet tidspunkt vil jeg ajourføre alt det “skrammel”, jeg har fra den tid; det er bare sjovere at finde nyt, og jeg ved heller ikke, hvor jeg skal ende og begynde.

Slægtsforskere er hjælpsomme mennesker

Engang stod vi i kø på Jagtvej eller i Rigsdagsgården i København lørdag kl. 8:45, og der opstod venskaber og udveksledes fund. Der blev udvekslet idéer og metoder: “Har du prøvet at …?”. Det var meget givende. Jeg kan godt savne de personlige fællesskaber, hvor man traf virkelige mennesker i levende live. Fællesskaberne findes stadig, de er bare blevet skriftlige og lettere tilgængelige.

Jeg har fx en ven i Odense, der er lige så (vanvittigt) optaget af slægtsforskning, som jeg er. Han fortæller, at vi har mødtes engang i en eller anden genealogisk sammenhæng, men det husker jeg ikke. Han har været i gang i 40 år … og glæder sig også stadig over hvert fund.

For kort tid siden havde jeg brug for opslag i svenske kirkebøger, som jeg ikke har erfaring med. Han har abonnement på de svenske kirkebøger og folketællinger – det er kun i Danmark, vi betaler den slags via skatten – og selvfølgelig lavede han nogle opslag for mig. Tusind tak!

Kan jeg selv hjælpe, gør jeg det også gerne. Jeg får primært spørgsmål til koblingen mellem slægtsprogrammet Legacy og TNG, som jeg har lavet en FAQ til. Det er fint, da jeg efterhånden har mange års erfaring med det og har indset logikken, da intet er baseret på mystik. Det er alt sammen enkelt, men selvfølgelig skal man lige finde melodien. Det kommer med tiden.

I det hele taget involverer slægtsforskning masser af læreprocesser – og dem er jeg ret vild med.