/2 Kommentarer/i /af

Skiftende erhverv gennem livet

Skiftende erhverv gennem livet

At registrere flere erhverv

Skiftende erhverv gennem livet

For godt og vel et halvt til et helt år siden har jeg indført en ny praksis i Legacy: Jeg registrerer adskillige erhverv, sådan som billedet i toppen viser. Det har en række fordele:

  • Det bliver tydeligt, om der er tale om social op- eller nedstigning livet igennem
  • Det er let at se, hvor et menneske udøvede hvilket erhverv og hvornår
  • Jeg slipper for at vælge, hvilket af flere erhverv, jeg synes er vigtigst, hvis der var flere forskellige. For hvem siger, mit valg er rigtigt?

Topbilledet er muligvis et rigtig dårligt eksempel, idet Hans Hansen for det meste er “Husmand”. Men som 27-årig er han graver, så bliver han husmand, så husejer (det står der altså), så husmand igen, så tjenestemand (som er noget helt andet end i dag), og så husmand. Og hvad man ikke lige kan se på billedet er, at han ender sine dage som “kirkebetjent”. Samlet set: Han har gjort karriere ved Fejø Kirke. Han er steget i graderne fra graver i 1871 til kirkebetjent i 1904 via mange år som husmand.

Et andet og måske bedre eksempel er Jørgen Pedersen Ahm, som kan ses i TNG, og som er daglejer, husmand * 2, husmand og kurvemager og ender som indsidder. Her er det altså tydeligt, at det går både op og ned for ham gennem livet.

Det kan sagtens være, det er forkerte oplysninger, men det var nu engang det, præsten eller degnen skrev, så de fås ikke bedre.

Hverken “husejer” eller “bilejer”, det sidste støder man jo af og til på, er noget, man kan leve af, så egentlig er det forkert, at kalde det for et “erhverv”. Alligevel siger det en del om et menneskes sociale profil, og når der ikke står andet, registrerer jeg derfor det. Hverken huse eller biler var dengang hver mands eje.

Bare jeg dog havde gjort sådan allerede for 20 år siden. Det gjorde jeg imidlertid ikke, og der er ikke rigtig noget at gøre ved det. Nu gennemfører jeg den nye praksis for nye personer og retter op på dem, jeg støder på i databasen, for jeg synes selv, det fungerer ret godt.

Hvad synes du?

Hvor kommer data fra, og hvor kommer de ikke fra?

Data kommer fra:

  • Kirkebøger vedrørende børnenes fødsler/dåb
  • Kirkebøger vedrørende vielser
  • Kirkebøger vedrørende dødsfald
  • Data kommer ikke fra konfirmationer, idet de oftest bare var præstens/degnens afskrift af oplysningerne ved barnets dåb. Det ville give nogle uinteressante og forkerte dubletter vedrørende ca. 14 år gamle forhold
  • Data kommer ikke fra folketællinger, da det kan være ret tilfældigt, hvad der står i dem. Jeg giver dem kun troværdigheden “1”. Kirkebogsindførsler får derimod troværdigheden “4”.

Særligt om de underrepræsenterede kvinder

Kvinderne fyldte ikke meget i fortiden. De var ofte “Forbemeldte Mands Hustru”, “Hans Nielssöns Moder” eller ved død: “Jordet Peder Danielsens Hustru”. De havde således ofte ikke engang et navn.

Når de ikke engang havde et navn, havde de selvfølgelig heller ikke et erhverv (udover at være “fødemaskiner”, det står der dog ikke).

Når vi kommer op i nyere tid, vel egl. 1900-tallet, er de ved vielsen ofte “Husassistent” og ved død “Husmoder”. Er de enlige, eller har de et erhverv, fremgår det, ofte fx “Fabriksarbejderske”, “Hjælper til ved Malkning” eller lignende. Det med “Husassistent” er vel i nyere tid bare et andet ord for at være “i Huset”. Sådan er min mor fx beskrevet ved vielsen med min far.

Dette blot for at sige, at eftersom kvinderne kun sjældent var udearbejdende, er der selvfølgelig også kun sjældent data at registrere. Og altså virker min selvopfundne (geniale 🙂 ) praksis ikke særlig godt vedrørende kvinder. De bliver kort sagt underrepræsenterede.

Kunne det gøres anderledes?

Kilder

Metoden gøres så slagfast som muligt ved hver evig eneste gang at medtage kilden. Det er såre enkelt, da jeg jo alligevel har fat i den, for at dokumentere en fødsel/dåb, en vielse eller et dødsfald.

/i /af

Hvert fund begejstrer mig stadig

Hvert fund begejstrer mig stadig

Mere slægtsroderi

Hvert fund begejstrer mig stadig

Har I det også fortsat sådan, at hvert fund begejstrer? Altså det lille (evt. blot indvendige) “Yes”, når data passer sammen, når der ikke er tvivl om, at I har fat i den rette, når en vanskelig tydning lykkes, når I finder informationer, andre ikke synes at have, eller I bare kan gøre det bedre?

Jeg elsker logikken, der fører frem til et fund:

  • Når deduktioner åbner for nye led længere bagud,
  • Når man finder hidtil ukendte børn af et ægtepar,
  • Når andre følgeslutninger fører frem til dødsfald, der kan være utrolig svære at finde, når vi nærmer os nyere tid, hvor den geografiske mobilitet øges, og folk kan flytte nærmest hvor som helst hen. Danmark rummer ca. 2.300 sogne, og “Danmark bliver større”, når man slægtsforsker, eller
  • Når man lige rammer det rigtige opslag i en kilde ved første tryk på “enter”.

I snart lang tid har jeg rodet i små landsogne i Thy og nu på Lolland. Hvor er det rart bare at skulle bladre et par sider frem eller tilbage, fordi der kun er fire døde og tre vielser pr. år i modsætning til København, hvor der er 500. Det tager altså noget længere tid og det er let at overse noget.

Selvfølgelig bruger jeg alle de søgemidler, der findes nu, men jeg tjekker alt. Og det er blevet mange, mange gange lettere end for 20 år siden. Der findes ufatteligt mange kilder på nettet. Frivillige har indtastet vist nok (jeg kan ikke lige finde tallet) 14 millioner poster fra folketællingerne til Dansk Demografisk Database. Der pågår fortsat masser af indtastning, selv om det irriterende GDPR har sat en stopper for meget. Så jeg bladrer stadig – og jeg elsker det. For det er det at bladre, der giver det lille gib, når det lykkes.

Frustrerende?

Jeg blev spurgt: “Kan det ikke være frustrerende at slægtsforske?” Næh, det synes jeg ikke. Selvfølgelig er der grene, man må opgive for så at vende tilbage måske årevis senere. Det kan være lidt ærgerligt, hvis man nu ejer genet, hvor mennesker helst skal “gøres færdige”; med det mener jeg, at personer, der er uendeligt lette at få til at opstå ud fra folketællingerne, helst også skal have både en vielses- og en dødsdato. Dem fra 1834 eller 1787 er jo altså døde. Ellers oplever jeg det som “sjusk”, hvilket jeg selv har meget af fra mine tidlige år, hvor jeg gerne ville have så stor en database som muligt, og hvor både tiden på arkivet og søgemidlerne var underlagt begrænsninger. Herregud – Internettet var dårligt opfundet, og det hed vist stadig “EDB”.

På et eller andet tidspunkt vil jeg ajourføre alt det “skrammel”, jeg har fra den tid; det er bare sjovere at finde nyt, og jeg ved heller ikke, hvor jeg skal ende og begynde.

Slægtsforskere er hjælpsomme mennesker

Engang stod vi i kø på Jagtvej eller i Rigsdagsgården i København lørdag kl. 8:45, og der opstod venskaber og udveksledes fund. Der blev udvekslet idéer og metoder: “Har du prøvet at …?”. Det var meget givende. Jeg kan godt savne de personlige fællesskaber, hvor man traf virkelige mennesker i levende live. Fællesskaberne findes stadig, de er bare blevet skriftlige og lettere tilgængelige.

Jeg har fx en ven i Odense, der er lige så (vanvittigt) optaget af slægtsforskning, som jeg er. Han fortæller, at vi har mødtes engang i en eller anden genealogisk sammenhæng, men det husker jeg ikke. Han har været i gang i 40 år … og glæder sig også stadig over hvert fund.

For kort tid siden havde jeg brug for opslag i svenske kirkebøger, som jeg ikke har erfaring med. Han har abonnement på de svenske kirkebøger og folketællinger – det er kun i Danmark, vi betaler den slags via skatten – og selvfølgelig lavede han nogle opslag for mig. Tusind tak!

Kan jeg selv hjælpe, gør jeg det også gerne. Jeg får primært spørgsmål til koblingen mellem slægtsprogrammet Legacy og TNG, som jeg har lavet en FAQ til. Det er fint, da jeg efterhånden har mange års erfaring med det og har indset logikken, da intet er baseret på mystik. Det er alt sammen enkelt, men selvfølgelig skal man lige finde melodien. Det kommer med tiden.

I det hele taget involverer slægtsforskning masser af læreprocesser – og dem er jeg ret vild med.

 

/i /af

Rigtige kunder til forskningen

Rigtige kunder til forskningen

Ingen webshop – kun videndeling

Rigtige kunder til forskningen

Så vidt jeg ved, har jeg aldrig tidligere haft rigtige kunder til min slægtsforskning. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at mange henter masser af data hos mig, idet jeg både viser kilder, data og inskriptioner, men nu har jeg virkelige, levende, reelt beslægtede mennesker, der interesserer sig for det, jeg laver. Det, jeg har udnævnt til mit “livsprojekt” efter arbejdslivet sluttede for ca. 1½ år siden, får pludselig en anden dimension.

Selvfølgelig har de ikke den samme (næsten sygelige) interesse for projektet, som jeg har. Det kunne jeg heller aldrig finde på at forvente. Der findes et “saying”, der lyder

Slægtsforskning er ikke en hobby, det er en en lidelse

det er en vittighed, men den passer rigtig godt i mit tilfælde. Jeg elsker mine data, kravene til nøjagtighed, detaljer, kildekritik, det at det hele skal passe sammen for at være korrekt osv.

Er vi alle roepolakker?

Når der er slægt på Lolland, har folk det med at antage, at vi er er ud af roepolakkerne. Min tilgang er, at jeg enormt gerne vil tro på det, fordi der så er meget hjælp at hente, masser af transskriberede kilder, søde mennesker i dedikerede Facebookgrupper osv.

Men ofte svarer det til, at folk tror, at de er “tatere”, (en gammel betegnelse for romaer (sigøjnere) på dansk, norsk og svensk, dels (inspireret af den første betydning) som betegnelse for grupper af fattige omstrejfere, der ernærede sig ved dårligt betalt arbejde som natmand. Kilde Wiki), hvis de bliver lidt hurtigere solbrændte end andre, at de er børn af en eller anden konge (vist nok Christian den X) der var mere “foretagsom” end de fleste og så videre.

En anden overlevering kan være, at en pige blev gravid med “Gaardeieren”, hvilket var en en stor skam og at hun derefter måtte forlade gården. Er det sandt, var skammen rigtig – altså set med datidens øjne. Men det skal jo kunne bevises. Indtil videre har jeg ikke kunnet finde nogen med den skam i min biologiske fars slægt; men jeg kan have overset noget! Jeg har intet problem med at tage fejl og at blive gjort klogere.

Nu hvor jeg har “kunder” fra min biologiske slægt (jeg sælger intet og kommer aldrig til det; det har slet ikke min interesse), bliver det selvfølgelig ekstra betydningsfuldt at det, jeg præsenterer/påstår er korrekt. Jeg vil jo nødigt fanges i tåbelige fejltagelser – uagtet det næppe kan undgås.

Det er fantastisk pludselig at sidde med min biologiske fars håndskrevne optegnelser, han interesserede sig også for slægtsforskning, og prøve at få dem til at stemme med det, jeg har fundet frem siden 2009 ff. Det skal ikke forstås som “hvem har ret?” men langt mere som “Hvordan kan vi hjælpe hinanden?” og “Kan vi få det til at stemme?”

Jeg ville have reageret anderledes i dag

Såvidt jeg kan regne mig regne frem til, traf jeg min biologiske far ca. 1983, men det kan også have været et par år senere. Han ønskede at intervenere i nogle af mine beslutninger. Det kunne jeg ikke med, hvorfor jeg forlod restaurant Brønnum efter at have lagt kniv og gaffel. Min tanke var, at skulle han pludselig være så vældig ansvarlig, kom han ca. 20 år for sent. I dag ville jeg selvfølgelig have reageret helt anderledes, have spurgt til osv., men jeg var ca. 20 år og var bare ikke klogere. Jeg skriver ikke dette for at undskylde mig selv, men for at forklare noget, der muligvis ellers kan synes uforklarligt.

Jeg er ked af, at det kun det blev til det ene møde. Tristessen bliver muligvis større af at have mødt at hans yngste datter (som jo altså er min yngste halv-lillesøster).

På den anden side: hun fortæller, at vores far havde et stort ønske om at ville “fikse” hvad som helt. Og det kan jeg virkelig fint forbinde med hans handlinger overfor mig.

/10 Kommentarer/i , /af ,

Vild glæde over en halvsøster

Vild glæde over en halvsøster

Fra “Vild hvede” til nu

Vild glæde over en halvsøster

Engang i forhistorisk tid – der hvor jeg er fra – talte man om “Vild hvede“. Redaktøren gennem 25 år var gift med forfatterinden Tove Ditlevsen, som “min mor”, var betaget af. Jeg har også læst en del Tove Ditlevsen i mine unge år, men det blev alligevel for defaitistisk for mig.

Lige i dag bekender jeg mig i stedet til “Vild glæde” over at have mødt min halvsøster i aftes. Hun spurgte et par gange, hvad jeg følte, og hvordan jeg havde det. Svaret er, at jeg faktisk ikke helt ved det. Det er så surrealistisk, eftersom jeg har ledt efter hende og hendes søskende i mange år (mindst 10 år).

Er jeg bare en kriminel?

Når man får adgangstilladelse til sin adoptionssag, skriver man i adskillige eksemplarer under på, at man som bortadopteret ikke vil kontakte den biologiske familie og på den måde “misbruge” de oplysninger, sagen giver. Da jeg jo trods alt er jurist, har jeg selvfølgelig overholdt disse bestemmelser til punkt og prikke.

I april i år vandt nysgerrigheden alligevel over lovformeligheden, og jeg lavede et opslag i Facebookgruppen “Slægtsforskning – Søg efter nulevende efterkommere”. Jeg havde på det tidspunkt kendt adoptionssagen i ca. 20 år …

Jeg fik fantastisk hjælpe fra gruppedeltagere, der er vant til at søge efter nulevende. De er meget dygtige og kender til allehånde tips og tricks. Det har jeg ingen erfaring med, da jeg aldrig før har haft nulevende at søge efter.

Vi kom meget nærmere min biologiske far, end jeg havde troet var muligt. Jeg ville være så glad for bare et enkelt billede af ham og evt. hans forældre, da “Billeder gør datoerne til de mennesker, de var engang” (det er mit mantra gennem mange år), men ingen kendte nærmere til ham.

Jeg havde truffet min biologiske far for omkring 35 år siden, men det møde gik ikke ret godt. Og der var kun det ene.

Jeg fik ved min kriminelle handling en præcis dødsdato på ham samt:

Der er tre yderligere børn:
1) En søn født 1965 i Frederiks Sogn,
2) En datter født 1966 i Stege Sogn og
3) En datter født 1983 i Tølløse Sogn.

Men når de alle ligger efter 1960, er de jo ikke sådan lige til at få fat på, og ingen kendte navnene på de tre børn. Det ville være som at lede efter en nål i en høstak. Jeg havde ledt i minimum 10 år, og nu så det – trods min kriminalitet – ikke ud til, at gåden kunne løses. De sidste brikker i puslespillet kunne ganske enkelt ikke lægges.

Jeg filosoferede over, om jeg ville komme i fængsel, få en klækkelig bøde, blive forment adgang til Arkivalier Online (hvilket ville være helt forfærdeligt for mig), eller en anden voldsom sanktion, og besluttede, at det ville nok ikke ske. Jeg gjorde noget, man ikke måtte, men jeg var på en eller anden måde nødt til det.

Har du ikke været i en lignende situation, er det sikkert svært at forstå. Hvis man har ledt i mere end 10 år efter sine halvsøskende, vil man gøre næsten hvad som helst, for at de materialiserer sig på den ene eller den anden måde.

Jeg stod op til en besked fra Facebookgruppen

Det vilde kommer her – dog uden hvede: I går morges stod jeg op til en besked fra et medlem af den nævnte Facebookgruppe: “Jeg kan måske hjælpe dig med de sidste puslespilsbrikker. Jeg er …” Kvinden er min halvsøster. Vi har fælles far. Hun var 13 år, da han døde. Hun er 20 år yngre end mig, og hun ved alt det, jeg gerne vil vide.

Vi mødtes i aftes i 3½ time som opfølgning på knapt en times telefonsamtale. Det var helt fantastisk. I hele mit liv har jeg vist ikke oplevet noget lignende. Hun havde billeder med af vores far, og der er et par stykker, hvor jeg kan se lighedspunkter, selvom jeg ikke er ret god til den slags. Det er helt fantastisk. Der burde måske være bedre og mere præcise ord for den slags – jeg kender dem bare ikke. Jeg ville gerne komme tættere på, men ved ikke, hvordan jeg gør.

Jeg kan jo kun levere rå data, men jeg tror alligevel, hun var glad for, hvad jeg havde printet ud fra mit slægtsprogram. Nemlig de data, jeg pga. vilkårene i adgangstilladelsen ikke må gøre tilgængelige på min TNG-side.

Det er vildt. Hvordan gør man?

Psykologen har selvfølgelig sommerferie, og selvfølgelig skal jeg også bare kunne klare det selv. Jeg ville bare så gerne have et menneske at støtte mig op ad. En, der kender mig godt, en der kan dirigere mig i den rigtige retning. Og hvorfor nu det?

  1. Jeg er bange for at træde forkert,
  2. Jeg vil gerne holde fast i det, jeg nu har nået og
  3. Jeg mangler erfaring.

Hold da op … Min nye søster vil helt sikket vende tilbage på Messenger i dagens løb. Jeg kan bare ikke vente. Jeg er 58 og har ingen familie, og pludselig har jeg alligevel en familie Det hele er vildt.