/i /af

Slægt & Data

Slægt & Data

Engang hed det “DIS-Danmark”

Slægt & Data

“DIS” betød “Databehandling i Slægtsforskning”, og det var en forening, der blev stiftet 21. maj 1987 af en arbejdsgruppe i “Samfundet for Dansk Genealogi og Personalhistorie”. Arbejdsgruppen skulle undersøge, om der var interesse for at danne en underafdeling, der beskæftigede sig med databehandling i slægtsforskningen. DIS-Danmark udgav det flotte blad “Slægt & Data”. Det er bemærkelsesværdigt, at redaktør Katrine Tobiasen stadig er ved roret bag bladet “Slægtsforskeren”.

Ak ja. Det var dengang, det hed EDB, jeg stadig var stud.jur. og der skulle bruges en 5¼” diskette for at starte en form for PC på Kriminalistisk Institut, hvor jeg var ansat som forskningsassistent. Det kan vi jo slet ikke forestille os i dag hvor vi sidder med en 1.000/100 forbindelse derhjemme. I mit første job i det hedengangne Arbejdsskadestyrelsen, var jeg i januar 1992 med til at sørge for, at alle medarbejdere fik en computer. Det krævede en særbevilling fra Finansministeriet.

I nogle år holdt jeg selv en ufrivillig pause fra slægtsforskningen grundet sygdom og det er lige gået op for mig, at en af pionererne Charlotte S. H. Jensen er afgået ved døden i 2019 kun 57 år gammel. Det må være, mens jeg pauserede, for det er nyt for mig. Ære være Charlottes minde. Hun gjorde noget fantastisk.

Jeg har altid været medlem. DIS-Danmark og senere Danske Slægtsforskere er en form for “fagforening” for mig, og det er ikke gratis at drive hjemmesiden, så selvfølgelig skal jeg være betalende medlem! Så har jeg det også bedre med at stille spørgsmål på foreningens Facebookside, hvor der blandt andet sidder sindssygt dygtige tydere, der træder til, hvor jeg må stå af.

Over årene er der sket en voldsom professionalisering, og det er godt. Hjemmesiden er blev super professionel. Enten er det tiden, der af sig selv har bevirket det, eller også skyldes det ihærdige ildsjæle, der har sagt til sig selv og hinanden at noget måtte ske.

Mine egne Slægt & Data

Jeg har genoptaget mit arbejde med at perfektionere og supplere data. Jeg kalder det for “Den store oprydning” og jeg startede i august i år. På et tidspunkt beregnede jeg, at det vil tage et par år, før jeg er igennem mine ikke en gang 5.000 personer.

Jeg tager simpelthen en person ad gangen og undersøger, om jeg kan tilføje og/eller rette nogle data. Det er mere data end slægt. Selvfølgelig ville det være sjovere at fortsætte med at finde nyt fremfor at rydde op. Men oprydningen bringer meget nyt med sig.

Det er fascinerende, hvor meget det er muligt at sidde hjemme og validere og supplere nu. Nu kan jeg gøre mange af mine personer “færdige”. Jens Andersen født 1783 er jo nok død, så selvfølgelig må jeg lede efter dødsfaldet. Det var nogenlunde nemt at få personer til at opstå via folketællingerne, der dog stadig var i deres vorden, på DDD.DDA. Nu opfatter jeg det som sjusket, at så gamle folk ikke også er fundet døde. Selvfølgelig er der nogle, jeg må opgive, men det er dog forholdsvis let at få mange slået ihjel = gjort “færdige”. Det lyder måske ikke så pænt, men jeg glæder mig over hvert enkelt dødsfald, for det betyder, at jeg har fået en person “gjort færdig”.

Og så vil jeg jo gerne fremstå som en seriøs slægtsforsker, så alle de “Husmænd”, jeg engang – grundet manglende erfaring – gjorde til “Gårdmænd”, må degraderes. For som Anton Blaabjerg skriver “Sådan er det jo. Vi må holde os til sandheden”.

Da jeg startede, for 20 år siden, var tiden på arkivet kostbar. Jeg var altid velforberedt og medbragte en prioriteret liste over det vigtigste at nå denne lørdag, denne afspadseringsdag eller denne feriedag. Det var noget stressende.

Det betyder, at Jens Andersens vielse ikke er med, det er ikke med, at konen gifter sig igen efter hans alt for tidlige død, det er ikke med, hvad der sker med næste ægtefælle osv. Det vil sige, at de nye personer kun medtages, hvis de skal “bruges til noget”. Jens Andersens ægtefælles næste vielse fortæller jo om hendes liv. Det er interessant at se på, hvor kort tid (ofte bare et par måneder) der gik mellem et dødsfald og så den næste vielse. Her er et meget godt eksempel på det med nye hustruer og deres nye ægtefæller.

Efter min død

Nu til dags kan slægt ikke adskilles fra data. Slægt er ganske enkelt lig data. Selv foretrækker jeg at publicere via min hjemmeside, fordi den er dynamisk. Det betyder bl.a., at jeg kan rette gamle fejl, uden at det uden videre bliver opdaget. Kopierer folk fra min side, er de velkomne, men er det deres eget ansvar, at det måske ser anderledes ud i næste uge.

Tre år efter jeg var begyndt at slægtsforske blev “min mor” 70 år og jeg forærede hende en slægtsbog på 300 sider, læderindbunden og med guldtryk. Det har været i 2005. Bladrer jeg i den nu, korser jeg mig – men der er også en del, der er okay. Alligevel er jeg stor tilhænger af online-medier. Jeg har nul slægtsforskning på papir. Papiret låser et øjebliksbillede, mens diverse online medier er dynamiske. Der kan man opdatere, så snart man bliver klogere.

Jeg har ingen arvinger, så min beslutning er, at min hjemmeside skal videreføres 50 år efter min død. Er der alligevel noget til overs, skyldes det, at jeg har regnet forkert.

Det er ikke, fordi jeg tror, jeg kan tilføre eftertiden noget sublimt, men at jeg alligevel har en formodning om, at mine dokumenterede fund vil kunne bringe andre en anelse videre.

Alle mine fund har vedhæftede kilder. Mange af dem er selvfølgelig henvisninger til tiden med mikrokort på arkivet og de mikrokort, jeg havde derhjemme ved mit eget mikrokortapparat. Jeg brugte tusindvis af kroner på kirkebøger på mikrokort. Nogle referencer ajourfører jeg. Andre må folk selv finde frem til efter gældende praksis.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i /af

Hun kaldte mig altid “Suleima”

Hun kaldte mig altid “Suleima”

Følsom familie

Hun kaldte mig altid “Suleima”

Forleden så jeg den tyrkiske premierminister Erdogan i TV Avisen, og pludselig dukkede et sært minde op: “Min mor” kaldte mig altid “Suleima”, og det lyder da lidt tyrkisk. Slår man navnet op på “Nordiske studier og sprogvidenskab” ved Københavns Universitet får man blandt andet at vide, at

Et slags skældsord?

Mange danskere bruger Suleima nedsættende for at karakterisere en kvinde (eller pige) som ‘næsvis’, ‘stolt’ – eller ligefrem ‘letlevende’ og ‘prostitueret’ – og det kan man jo godt undre sig over. For hvordan kan det være at et ellers pænt og nydeligt pigenavn har fået sådan en betydning?

Jeg var barn, så hun har vel hverken ment “letlevende” eller “prostitueret”. Tilbage står “Næsvis” eller “Stolt”. Jeg kan ikke genkalde mig, hvad der fik hende til det, men det bekræfter den afgrundsdybe afstand mellem os.

Min hukommelse er ikke ret god, men der er alligevel en del yderligere, jeg kunne tænke mig at glemme. “Suleima” er noget af det. Jeg synes ikke, det er så pænt at kalde sit barn sådan. Det ville min far aldrig have gjort.

Er det ligegyldigt med DNA?

Når man begynder at slægtsforske, er det god latin, at man begynder med de nærmeste og så arbejder man sig stille og roligt baglæns.

Alle har forfædre og det er bare spørgsmålet om at gå langt nok tilbage for at finde en god en.

Citat Howard K. Nixon

Jeg har bikset med det i lige knapt 20 år, men der var en pause på nogle år. Jeg har rodet med min adoptivslægt, for det er der, jeg hører til. Det er der, jeg har anekdoter, eller måske skrøner, og billeder og husker morfars fortællinger, dagene hos mormor mv. Jeg har ikke specielt mange personer i min database, og jeg har genoptaget “oprydningen” for at perfektionere dem, jeg har. Der er meget at finde nu og det er skønt. Det vil tage et par år, før jeg igennem hele databasen.

Det er selvfølgelig sjovere at finde nyt end at rydde op. På den anden side er det fascinerende at sidde hjemme ved PC’en og kunne rette alt det, jeg lavede forkert for 20 år siden. Der er godt nok mange “Gårdmænd”, der skal degraderes til “Husmænd”, da det kræver øvelse at skelne et gotisk “H” fra et ditto “G”.

Jeg har rodet lidt med DNA og har indikationer, men heller ikke mere, for at min formodede biologiske far måske alligevel ikke er min far. Dækkede min biologiske mor over nogen?

En formodet halvsøster opsøgte mig og det har været fantastisk. Nu har jeg måske tabt det hele på gulvet, og det er jeg ked af. Nogle siger, at DNA aldrig lyver. Om seks til otte uger er jeg måske klogere, for jeg har bestilt tests hele tre steder. En slægtsforsker, der efter 20 år ikke ved, hvem der er den biologiske far, kan vel dårligt kalde sig slægtsforsker?

Kunne jeg ikke bare lade som ingenting? Nej, det kan jeg ikke. Jeg har viet mit liv og mine sidste år til genealogien, så jeg skal bare vide det. Det, jeg laver, skal være udtryk for sandheden. Af paternitetssagen fremgår, at min biologiske mor i “avlingstiden” havde været ringforlovet med en, der ikke udlægges som far. Der laves ingen blodtypebestemmelse i 1963/64. Jeg har opsporet ham og temmelig forsigtigt spurgt, om han evt. kunne være min far? Hans umiddelbare svar var: “Nej, så langt nåede jeg slet ikke med Y”. Og så må jeg vel tro på det, indtil DNA evt. viser noget andet.

I fængsel kommer jeg næppe

Af vilkårene for adgangstilladelsen til adoptionssagen fremgår, at jeg ikke har lov at kontakte medlemmer af den biologiske slægt. Det har jeg alligevel gjort forleden aften. Jeg regner ikke med hverken bøder eller fængsel i den anledning.

Jeg har talt med min biologiske mors (som jeg i det mindste ved, hvem er) datter. Denne er født i 1969. Det var lidt underligt og jeg blev klar over, at jeg trods autismen alligevel kan sanse en del – det skal bare være vigtigt nok.

Den fortælling, jeg fik, bekræftede det jeg husker fra ca. 1981. Jeg tror ikke, jeg havde brudt mig ret meget om hende. Meget, meget underligt. Men jeg husker, at jeg gennem hele min barndom (også i de gode år) tænkte: “Når jeg bliver stor, vil jeg opsøge min rigtige mor”. Og det gjorde jeg så ca. 14 dage efter, jeg var blevet 18 år.

Jeg har tænkt meget over, hvordan det mon var at gå ind på det pågældende sygehus med stor mave og dagen efter at forlade stedet uden mave og uden barn. Set fra mit perspektiv må det være et livsvarigt traume. Derfor spurgte jeg, om der har været talt om det. Det har der ikke. Min biologiske mor talte ikke om svære emner, og dem har jeg formentlig været henregnet til, eftersom der aldrig har været talt om mig.

Tiden var en anden. Man talte ikke om kvinder, der “kom galt afsted” og da slet ikke om deres børn. Engang sagde psykologen “Barnet der var til overs”, og det har hun jo nok ret i. Det er vist godt, vi skal ses på mandag – der i øvrigt er 50-årsdagen for min fars død.

Jeg har (måske) seks halvsøskende, men det er følsom familie, så alligevel er jeg alene. Det er ikke helt nemt.

Hun kaldte mig altid “Suleima”

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Slægtsforskning med DNA 4

Slægtsforskning med DNA 4

I virkeligheden ikke om DNA

Slægtsforskning med DNA 4

Det er så mærkeligt … men i morgen kl. 20 kan jeg ringe til min biologiske mors første datter efter mig (en pige fra 1969). Og det har jo slet ikke noget med DNA at gøre, for så vidt jeg ved, har jeg hendes oplysninger fra min biologiske mor. Men jeg kan ikke huske det. Jeg ved bare ikke, hvor oplysningerne ellers skulle komme fra? De er jo da ikke faldet ned fra himlen. Det er ikke noget, jeg har drømt! Jeg husker dårligt, men logik kan jeg altså sagtens bruge!

Kontakt til en halvsøster?

Hvad vil jeg med kontakten?

Måske vil jeg gerne spørge til min biologiske mors traume ved at gå ind på Usserød Sygehus ultimo oktober 1963 med stor mave og et par dage senere – eller samme dag – at gå ud derfra uden hverken barn eller mave. Det må have været forfærdeligt. Jeg kan slet ikke forestille mig det. Jeg er født ca. fire uger for tidligt og med gulsot.

Jeg er taknemmelig for, at hun hverken brugte strikkepinde eller brun sæbe, som var almindeligt dengang før aborten den blev fri (det skete først i 1972).

Jeg vil gerne komme nærmere, hvem der evt. måtte være min biologiske far. Det er den søgen, der har startet det hele.

Min biologiske mor fortæller til Mødrehjælpens journal om en person, hun har været ringforlovet med indenfor “avlingstiden” som ligger mellem “midten af januar og noget før midten af marts 1963: Vedhæftning til “Skema angående børns udviklingsgrad ved fødslen”: Svend K. Svendsen, Kredslæge-Helsingør den 8. december 1963. J.nr.: 22 48 1963: “Barnet maa være avlet i tiden mellem noget før midten af januar 1963 og noget før midten af marts 1963.”

Hvis noget skal give mening burde der have stået: “… Barnet maa være avlet i tiden mellem noget efter midten af januar 1963 …”.

Nu er jeg spændt på at tale med pigen fra 1969 og se, hvad hun kan tilføje. Vi har mødtes engang i ca. 1981 og jeg kan huske lidt af hende, og hun kan huske lidt af mig. Men heller ikke mere.

Det er alt sammen vildt.

Når man ikke ved noget, ved man alligevel noget

Når man ikke ved noget, ved man måske alligevel noget? Jeg har lavet lidt af en lyn-slægtstavle for hende. Den viser stort set, at vi er beslægtede, hvis det er korrekt, at hendes far hedder Klaus XYZ. Det kan jeg ikke vide. Det med “lyn” betyder naturligvis ikke, at kilder og inskriptioner er udeladte. Jeg går op i at mine fund skal være dokumenterede, og det gælder også min biologiske slægt uanset om det er sandt eller falsk.

Jeg må jo have fået en masse oplysninger fra vores biologiske mor (herunder en masse billeder), men jeg kan ikke huske det. Derfor er jeg utrolig spændt på at tale med hende i morgen kl. 20:00.

Waugh … Jeg synes selv, jeg er sej, at jeg fik mod til at ringe hende op!

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Børnene fra sorggruppen

Børnene fra sorggruppen

Fremragende Danmarks Radio!

Børnene fra sorggruppen

Om få dage og timer er det 50 år siden, jeg mistede min far. Som en anden idiot sidder jeg og tuder over en sorg, der aldrig går over. Et sted læste jeg “Sorg er en kærlighed, der aldrig forsvinder”. Det lyder rigtigt.

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien anbefalede Jes Diges “Børnene fra sorggruppen”, der kan ses på Danmarks Radios hjemmeside. Jeg har nu set samtlige episoder, og jeg har grædt snot sammen med børnene.

Det er godt fjernsyn, der zoomer ind på børn, der har mistet en forælder. For 50 år siden havde man bare ikke opfundet sorggrupper; man havde ikke opfundet voksne, der blev ved at spørge; man havde ikke opfundet børn, der blev ved at svare. I det hele taget var der meget, der ikke var opfundet. Man skulle tro, det var mere end en menneskealder siden. Og det er det også næsten. Man havde næsten ikke opfundet børn.

De mødes hver 14. dag i Aalborg

De bliver ved at mødes hver 14. dag med Jes Dige i Slotsgade 7 i Aalborg. I løbet af de seneste 30 år er han mødtes med lidt mere end 3.000 børn i krise.

Jes Dige fortæller fx, at man kan rejse sig ved at være stolt over at være barn af en eller anden. Det passer godt! Jeg er stolt over at være min fars datter. Det lyder tåbeligt 50 år efter, men sådan er det. Det næres af min fars ungdomskærestes fortællinger. Jeg fortalte hende i sommer, at jeg var “stolt af at være en Stegemüller”. Hun svarede: “Det kan du også roligt være”.

Der er ikke noget “quickfix”, siger Jes Dige til Jonathan, der sørger på årsdagen for sin mors død. Næh, det må man sige, siger jeg 50 år efter … Måske er jeg bare en del langsommere. Det kan man ikke vide.

Når den voksne er klar

Et interessant aspekt i udsendelserne er børnenes reaktion på, at den voksne er klar til et nyt forhold/en ny kæreste. Den voksne er klar ca. syv til otte måneder efter, og børnene må følge trop. Men de er ikke klar.

I forhistorisk tid, før opfindelsen af både børn og Jes Dige, flyttede “min mor” og jeg ind hos revisoren i Odense seks måneder og tre dage efter min fars død. Jeg tror sådan set ikke, hun var klar, men lejekontrakten i Brande løb ikke længere, og vi skulle jo have tag over hovedet. Bare en avanceret form for prostitution? Selv var jeg ikke klar til noget som helst. Men hvad gør et barn?

Jeg kunne faktisk ret godt lide revisoren, hans to børn, der var flyttet hjemmefra for længst, og Sanderumskolen. “Min mor” mente ikke, jeg kunne med ham, hvorfor vi rykkede videre til Vollsmose efter 0,7 år.

Hvornår psykopaten dukker op, er jeg ikke helt klar over, men de er viede i april 1975 i Rønne Kirke. Resten er historie.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.