/4 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Tanker

Moderatorer

En håndfuld gode mennesker læser med i min måske-bog, og det er bare rigtig dejligt, at de gider. Et emne, der går igen i feed backen fra dem alle, er, at mange emner med fordel kan foldes mere ud, at der kan elaboreres mere over dem.

Det, der langsomt er ved at gå op for mig, er, at jeg ofte regner med, at læseren ved, hvad jeg tænker, og at jeg derfor ikke skriver det ned.  Men det gør læseren selvfølgelig ikke. Det er faktisk ikke så let at få skrevet mere oveni det, jeg allerede har skrevet. Når jeg har trykket på send, føles kapitlet færdigt; det er det bare ikke.

Jeg er meget i processen. Jeg kan gå og gøre noget helt andet fx lave mad, og pludselig kommer der en tanke om, at dette og hint skal også med. Jeg skriver det med det samme for ikke at miste disse uomtvisteligt geniale input, der tilsyneladende kommer ud af den blå luft. Det er et godt billede på, hvordan hjernen arbejder. Den gå ikke i stå bare fordi, jeg steger bøffer.

Jeg er kommet et stykke vej med ca. 11½ kapitel, eller hvad man nu skal kalde dem., og jeg øver mig i at “folde ud”. Der er dage, hvor jeg tænker, at dette er et vanvidsprojekt, og jeg burde droppe det. Der er andre dage,  hvor jeg tænker, at det nok skal gå. Forfattercoachen sagde noget fornuftigt, nemlig at jeg skal skrive, når jeg har lyst, og at det ikke er et arbejde. Det var faktisk ret godt set af ham. Så nu siger jeg til mig selv, at det er en leg.

Efterhånden har jeg skrevet alt det, der er “omkring” selve emnet, som er sessionerne hos psykologen. Der er knapt 60, og jeg har lavet resumeer af dem alle. Så empirien fejler ikke noget. Jeg går som katten om den varme grød, og kan sandt for dyden ikke se, hvordan jeg skal få aktiveret hele det materiale. Jeg regner med en åbenbaring på et tidspunkt.

En anden leg

Jeg elsker gamle billeder, og bogen har fået mig til at kigge lidt på nogle af dem. Og det kom der nedenstående lille slideshow ud af. Der er et par af, der er meget grynede i forhold til originalen. Jeg tror, det skyldes, at de blive blæst for meget op. Hver pixel bliver formentlig strakt til det yderste, men det er ikke lige sådan at gøre noget ved. I får det som det er.

Billederne er nogenlunde kronologiske. Selv synes jeg, at musikken passer ret godt. Det er “Aint no cure for love” med Jeniffer Warnes fra albummet “Famous blue raincoat”, der udkom i 1987.

/i , , , /af , , ,

Diverse

Emoticons og emojis

Humørikonerne hedder også “emoticons” og “emojis”. Man bruger dem, når man vil udtrykke sig… De kan fx se sådan ud: ?? 😀 ☂? . Der er mange flere her og her. Og egentlig er de jo meget søde i begrænsede mængder.

I nogle af de Facebookgrupper, jeg følger, er der mennesker, der bruger et humørikon i hver eneste sætning. Det gør teksten stort set umulig at læse.

“når man vil udtrykke sig…” ja tak, vil udtrykke sig, men man kan ikke kan udtrykke sig. Set fra mit perspektiv skyldes den udbredte brug af humørikoner, at man ikke kan finde ud af at bruge ord og begreber og forstå sprogets nuancer.

Jeg peger også på mig selv!

OK – når man peger fingre ad andre, er der som bekendt altid tre fingre, der peger mod en selv. Jeg bruger dem også engang imellem i fx en mail. Jeg bruger dem, når jeg vil bløde en sætning op, og når det ville kræve en hel masse ord at bløde den op. Så kan et humørikon gøre nytte. Men der skal altså kun være ét pr. mail eller pr. blogpost.

Og noget helt andet – Carly Simon

Jeg kom på en eller anden måde til at tænke på “As times goes by” med Carly Simon. Det er en del af den musik, jeg tog med mig fra Amagerkollegiet – min musiksmag gik i stå i 80’erne, men det gør ikke noget. Jeg kan såmænd stadig teksten udenad. Den er her, og albummet hedder “Coming Around Again”.

Fem folkeskoler

Utallige er de gange, jeg har sagt til Anette (psykologen), at jeg har gået på fem folkeskoler. I dag satte jeg mig ned og talte op: Var det nu virkelig sandt? Jeg vil jo på ingen måde snyde eller lyve – det er såmænd slemt nok endda. Men det er nu rigtig nok. Det er fem styks.

Faktum er: Jeg var altid nået til et andet sted i regne- eller læsebogen end de andre børn. Enten var jeg foran eller bagud, men jeg var under alle omstændigheder altid forkert. Jeg har altid skullet kæmpe for at måtte være i livet. På den anden side: Mit medfødte intellekt bragte mig på omgangshøjde. Jeg kunne læse og regne, før jeg kom i skole – selvfølgelig simple tekster og lette regnestykker, men alligevel… Det har på mange måder været min redning.

/4 Kommentarer/i , , , , , , /af , , , , , ,

Diverse

Denne post er virkelig “diverse”, den kommer ud i alskens afkroge og der er ingen sammenhæng mellem emnerne. Så er du advaret.

Tanker om arbejdsmarkedet

Sommerferien er snart ovre for de, der har den luksus. Det ser jeg frem til, da der så kan komme gang i processen med at finde et nyt fleksjob, hvilket er som at finde en nål i en høstak. Mit CV er blevet afkortet med omkring 75 pct. Jeg har brugt Hennys tips, og en god ven har været second opinion. Når jeg selv sidder og skriver, synes jeg jo, det er intet mindre end genialt, og så er det godt at have lidt netværk, der kan rive mig ud af den vildfarelse.

Der er indsat følgende lille tekstboks lige under stamdata, som udgøres af navn, adresse osv., og inden listen over tidligere stillinger:

Baggrundsinformation: Siden januar 2016 har jeg arbejdet i Folkekirkens Nødhjælp. Kontrakten løber til 31. december 2017. Jobbet er et fleksjob, som jeg er godkendt til af Hvidovre Kommune på baggrund af flere års psykisk sygdom (bipolar affektiv sindslidelse, tidligere kaldet maniodepressiv sygdom). Sygdommen manifesterede sig i 2013. Tilstanden er stationær, og medicinen endeligt justeret. Det bevirker, at jeg kan leve et helt almindeligt liv og passe mit arbejde.

Jeg kan arbejde 15 timer om ugen og kan i disse timer udnytte min erfaring og arbejde med opgaver som i indeværende CV. Jeg kan sende et mere fyldigt CV, hvis det har interesse. Dér er opgaver og roller i den enkelte ansættelse beskrevet i dybden.

Jeg vedlægger en udtalelse fra HR-chef i Folkekirkens Nødhjælp, Sune Lyng, som kan kontaktes for yderligere information.

Det er aftalt med Hvidovre Kommune, at min arbejdsgiver kan få 15 timers arbejde mod at betale for en time. Det er et godt tilbud.

Der er fire, der vil hjælpe, og det er godt, for jeg er ikke selv kreativ, og det er der brug for. Det drejer sig om min nuværende chef, Sune Lyng, psykologen og kommunen (de skal). Der er fem måneder til at få det til at lykkes.

Jeg har allerede sendt en form for ansøgning/præsentation til DRs webredaktør, som jeg for et årstid siden havde dialog med her på bloggen. Jeg har markedsført mig som sprogrøgter. De står imidlertid overfor en fyringsrunde, så chancerne er nok små ikke pga. pengene men på grund af signalværdien. Men så har jeg da gjort et eller andet. Faktisk foretrækker jeg at styre processen selv, men jeg tror ikke, jeg kan.

Komfur i løsdele

Nu hvor jeg er begyndt at lave mad igen, går der selvfølgelig noget galt. Et eller andet sort snask, som jeg ikke ved hvor kom fra, løb ned i “ringbrænderen”, altså der hvor ilden kommer ud på et gasblus. Brændertoppen, altså dækslet, så heller ikke for godt ud. Alle huller var stoppede, og alskens husgeråd blev forsøgt: natron, brun sæbe, bagepulver mv. Det hjalp ikke.

Det vidunderlige internet og ditto Google dirigerede mig til reservedele.nu. De har reservedele til stort hvad som helst, man bruger – især i køkkenet. De havde såmænd også både top (500,-)  og dæksel (500,- for et sæt med fire). Når jeg nu var i gang, bestilte jeg også et par nye riste (500,- pr. styk). Flere af tingene skulle de først bestille hos tredjepart.

Jeg gik og tyggede lidt på det, hvorefter jeg ringede til dem og sagde som det var, at jeg havde forkøbt mig. Han syntes, det var ærlig snak, men de havde allerede bestilt hos tredjepart, så de kunne ikke annullere ordren. På to minutter havde han uden yderligere parlamenteren slået halvdelen af prisen af. Det er rigtig fin service, men det siger så sandelig også noget om avancen.

Varerne er kommet i dag. Det er bare ikke de rigtige.

K2R er dog rigtig, så nu er jeg gået i gang med at fjerne det sirupsagtige snask, der ligger nede ved dysen. Sådan har madlavningen så mange glæder…

Der er dog en glæde mere: Når man laver mad og spiser kartofler, kan man dagen derpå spise en eller flere kartoffelmadder med det hele, som er mayonnaise, purløg, salt og peber. Jeg havde helt glemt, hvor godt det er. Og så er der ingen madspild her.

Hjemlige holdninger – bare ikke i mit hjem

Jeg har siddet og hørt et par af lydoptagelserne med psykologen, og faldt over følgende:

Der, hvor jeg kommer fra, og jeg husker det som at det primært var på Bornholm, var de politiske holdninger på den ekstreme højrefløj: Mogens Glistrup var en helt, vi måtte have noget atomkraft, Christiania burde lukkes, og det var på tide at indføre dødsstraf.

Jeg græmmes og forstår ikke, at mennesker, der selv lever på kanten, kan have den slags holdninger. Det er gudskelov fortid nu.

Jeg flyttede ud på Amagerkollegiet i 1981, og havde kopieret disse holdninger – det gør børn jo – og jeg må sige, at jeg stod ret alene med dem. Jeg tabte konstant i politiske diskussioner, som der var mange af, for jeg havde jo ikke noget at have mine absurde holdninger i, når jeg nu bare havde kopieret. Jeg kunne ikke argumentere for dem. Lige som alle de andre abonnerede jeg på “Informeren”, og det var en øjenåbner. Der gik ikke ret lang tid, før jeg var lige så “ræverød”, som alle de andre.

Og det har så hængt ved…

 

/2 Kommentarer/i , /af ,

Jørgen Stegemüller 1922 – 1972

Afskedsbrevene behøver ikke alene at være til de mennesker, der stod bag alle fortrædelighederne; de kan også være til dem/den, der repræsenterede alt det gode.

Jørgen Stegemüller

Afskedsbrev

Gamle Stegemüller

Første billede af Jørgen og Hanne.

Jeg står ved din kiste, jeg er ni år, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme overens med sorgen over din død. Du var den, der ville mig.

Det er den 26. november 1972 og scenen er Brande Kirke. Vi synger ”Nu falmer skoven trindt om land”. Kirken er fyldt. Jeg sidder til venstre i hovedskibet. Du får et flot gravsted med en stor sten. Passende for din værdighed. Mange år senere fik jeg det nedlagt, da det var misligholdt, fordi regningerne ikke var betalt. Dit gravsted skulle bare ikke være misligholdt. Det var imod både dine og mine værdier.

I tiden efter din død gik jeg ikke i skole men på kirkegården for at bevare kontakten med dig – og måske ”tale” lidt med dig. Jeg fornemmede allerede dengang, at du og jeg havde et unikt fællesskab, som ingen andre kunne forstå.

Mit ærinde med dette brev er at sige dig tak. Tak for alle timerne nede på fabrikken med gemmeleg i tørrekældrene, hvor klædet hang efter appreturen, tak for at du ønskede at tage et fremmed barn til dig og tak for alle de værdier, du plantede i mig. Du kunne ikke have gjort det bedre.

Du var infertil, men alligevel ønskede du dig et barn. Du var tæt på aldersgrænsen, og derfor skulle det være nu. Mor var ikke så begejstret endsige parat, men du var formentlig patriarken, og derfor blev det sådan.

I hentede mig efter 2½ år på ”Dear Home” i Hellerup, som jeg formoder var et sted, der var helt OK. Vi nåede at have hinanden i 6½ år; det er ikke længe, men det er længe nok til at udveksle værdier. De værdier, du plantede i mig, har jeg bibeholdt hele livet. Jeg holdt meget fast i dem i min barndom, og jo mere, jeg holdt fast i dem, jo mere hadede mor dem – eller måske rettere mig.

Billedet herover er det eneste bevarede fra min barndom, for det er det eneste, der udtrykker en virkelig relation. Det er selvfølgelig sigende, at det eneste billede er et af os to. Det er fra 1966, og må derfor være fra kort efter, I hentede mig.

Uden dig havde jeg ikke klaret livet, som det kom til at se ud. Du plantede styrke, stolthed og selvbevidsthed, og det var disse ting, der gjorde, at jeg klarede alle de senere fornedrelser. Du lærte mig, at jeg kunne overleve hvad som helst. Jeg kunne gå ud derfra og knejse med nakken. Du og jeg bøjede aldrig nakken, og vi gav heller aldrig op. Vi havde styrken til fælles.

Jørgen Stegemüller 1922 – 1972

Jørgen Stegemüller 1922 – 1972

Jeg har gemt en del af dine gamle bøger, dækkeservietterne, frihedskæmperarmbindet mv. Det er ting, der gør mig glad at have. Når jeg kigger på dem, føler jeg dit nærvær selv så mange år efter. Du har været et markant menneske, når du kunne give alt dette videre på så kort tid.

I de år, du levede, var livet godt og trygt. I fællesskab var I gode forældre, også selvom du var den toneangivende.

Jeg har ofte tænkt på, at det var svært at miste dig – men hvordan har det været for dig at vide, at du skulle dø fra mig? Jeg ved det ikke, svaret kommer aldrig, men jeg synes, det er en tanke værd.

Tusind tak for alt. Du gav mig så meget med på vejen. Uden dig havde jeg ikke klaret resten.

Kærlig hilsen

Hanne

29. juni 2017