Formidling af slægtshistorie og slægtsforskning

Jeg skulle finde noget på computeren i denne mappe … Documents\Genealogi\Metode\ og faldt over en lille undselig tekstfil på bare fem linjer. Jeg er ikke klar over, om det er noter, jeg har taget til et foredrag, eller om det er noget, jeg selv har fundet på. Hvis det er en anden, der er ophavsmand, undskylder jeg på forhånd og håber, vi kan finde en mindelig ordning.

Hvorfor formidle slægtens historie?

1. Den “Indre mission” (Hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra?)
2. Den “Ydre mission” (Lave et stykke solidt arbejde, som man kan præsentere for andre og dele med dem).
3. Man får selv ny viden.
4. Det er kreativt og sjovt.

Jeg prøver herunder at udfolde disse fire punkter med udgangspunkt i min egen slægtsforskning

Den “Indre mission” (Hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra?)

Det var den “Indre mission” (ikke at forveksle med “indremission”), der satte mig i gang, og mon ikke det er den, der sætter alle slægtsforskere i gang? Ønsket om at vide, hvad man kommer af? Har man et specielt efternavn, kan det være en motiverende faktor, men det kan også være historier/skrøner i familien, man ønsker at efterprøve.

Jeg ville bare vide, om det var sandt, at oldefar Stegemüller var hattemagermester og kom fra Baden Baden. Så simpelt kan det kan siges her 21 år efter – og jeg er stadig ikke færdig 🙂 , hvilket jeg heldigvis aldrig bliver, for der er altid et anepar mere at lede efter eller noget andet at perfektionere. Det var sandt, at han var hattemagermester, men i Baden Baden havde han nu aldrig været. Vi lærer de nye slægtsforskere, at de skal begynde med at spørge de gamle i familien, og det er også rigtigt, men vi burde supplere det med, at de også skal efterprøve, om det er sandt.

Da jeg er adopteret, har jeg naturligvis også undersøgt en hel del om min biologiske slægt, og det har været interessant nok, men den biologiske slægt bliver mest til de nøgne data, da den mangler historierne og skrønerne. Det er herfra, jeg har de to X-kromosomer, men det er i Stegemüller-slægten, jeg føler, jeg hører til. Alle adoptivbørn siger en eller flere gange til adoptivforældrene “Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”. Det er helt naturligt men gad nok vide, om det ikke gør ondt på adoptivforældrene, der trods alt har givet barnet et hjem og en fremtid?

De biologiske forældres data er beskyttet af 75 års-reglen, men deres forslægt kan legalt offentliggøres:

• Min biologiske farfar: Karl Erik Andreas Ahm JØRGENSEN (1913-1984)
• Min biologiske farmor: Edith Ellen RASMUSSEN (1916-1977)
• Min biologiske morfar: Walther Raimund Skau NIELSEN (1904-1953)
• Min biologiske mormor: Agnes Bente LICHT (1912-1980)

Den “Ydre mission” (Lave et stykke solidt arbejde, som man kan præsentere for andre og dele med dem)

Allerede i 2006, hvor jeg havde været i gang i ca. tre år, følte jeg, at jeg havde en “ydre mission”. Følgende er efter min bedste erindring: Jeg blev kontaktet af Randi Lorenz Marselis, som nu er lektor på RUC. Hun skrev i 2006 på sin p.hd. Jeg ved ikke, hvordan hun fandt frem til mig, men hun ville skrive et kapitel, der skulle hedde “Genealogy Remediated: Family Memories on the Web“. Bidragets oversatte titel er “Remediering af slægtsforskning: Familieerindringer i Web-mediet“. Vi mødtes en del gange i min lille lejlighed i Vanløse over det emne, og vi skruede også dette slideshow sammen. Når jeg ser på det igen med nutidige briller, er det jo fuldkommen håbløst, men alligevel kan jeg lide at se det igen, for det fortæller om, hvor mange muligheder, vi har fået på de ca. 17-18 år.

Slægtsforskning er i den grad blevet remedieret siden! Tænk bare at Arkivalier Online (AO) er kommet til. På min PC har jeg stadig gemt mange af de kilder, vi samlede sammen og delte med udvalgte før AO. Så det drejede sig altså om at være gode venner med “de rigtige”. Det var fx filer med gravsten, afskrevne nyere kirkebøger og ejendomshistorier. Nu er kilderne tilgængelige for alle slægtsforskere – og andre – og sådan skal det selvfølgelig også være.

Jeg skal mødes med Randi Marselis i næste uge, og hvis hun ikke selv har fulgt udviklingen, så har jeg da noget at fortælle hende. Af hendes CV på RUC fremgår, at hun har forsket i kolonihistorie, så nu er jeg spændt på, at hun er faldet over Danmarks største slavehandler Jens Adolph KIØGE (1746-1789), der er broder til Karen KIØGE (1750-1816), som er min 4*tipoldemor.

Selv har jeg aldrig interesseret mig for diverse konger og dronninger, ligesom jeg også finder fx Gorm den Gamle m.fl. temmelig uinteressant. Jeg interesserer mig kun for det/dem, der kan dokumenteres, og jeg interesserer mig for kilder og kildekritik. Allerede mens jeg gik på studenterkursus – da man skød med bue og pil fra 1981 til 1983 – var jeg fascineret af kildekritik. Vi havde en fremragende ung historielærer Jette Christensen, som lærte os alt om kildekritik, og hvad vi skulle være opmærksomme på, når vi læste historiske kilder. Selvfølgelig har jeg desværre glemt det, men det jeg har taget med mig til slægtsforskningen er, at der skal kilder på alt, hvilket jeg ikke var opmærksom på de første år, men som jeg nu forsøger at rydde op i. Det er nu blevet til min “ydre mission”.

Det er i øvrigt sjovt: Hvis folk på facebook udstøder en eller anden fordom, det kunne være “indvandrere er meget kriminelle”, og man så spørger “Hvad bygger du det på? Hvad er din kilde?”, så bliver de enten enormt sure og kalder en for venstreorienteret eller også svarer de slet ikke. Der ligger jo overhovedet ingen politisk stillingtagen i spørgsmålet. Det eneste er en mulig af- eller bekræftelse af en fordom.

Jeg har delt mit arbejde fra starten, og det har sat mig i kontakt med mange utrolig dygtige slægtsforskere. Det er kontakter, jeg har været og er enormt glad for. Nu hjælper jeg selv folk i gang med TNG, så de kan dele slægtsdata med kilder på deres egen hjemmeside en del billigere end med pengemaskinen MyHeritage, der vist ikke tilbyder visning af kilder. I hvert fald er jeg aldrig faldet over en MyHeritage-side med kildeangivelser.

“Skriv om din slægt”

Jeg elsker at skrive, og derfor købte jeg for nogle år siden bogen “Skriv om din slægt – Sådan skriver du om andre og bliver læst” af Marie Østergaard Knudsen, Forlaget “Eftermiddag. 2022”, fordi jeg kunne tænke mig at omdanne nogle af de mange data til fortællinger, men jeg kom aldrig ret langt med bogen, fordi det hurtigt gik op for mig, at man selvfølgelig skulle mestre “Show it – don’t tell it”, og det gør jeg jo ikke, og jeg kan næppe lære det, for dertil er min Asperger-hjerne for fascineret af fakta og data. Jeg er heller ikke der, hvor jeg overvejer, hvor jeg vil udkomme, fx på forlag eller som selvudgiver.

På den anden side: Nu hvor jeg sidder og kigger ned over indholdsfortegnelsen: Hvorfor ikke bare læse de kapitler, der ser interessante og spændende ud, og så skrive historierne på min måde til min egen hjemmeside? Det er så sådan, jeg vil udkomme. Det kunne egentlig være sjovt at prøve.

Måske var det sådan, jeg tænkte, da jeg købte bogen? Jeg har været i gang for flere år siden, og de historier finder du her og her, og de trænger uden tvivl til opdatering, da det er mange år siden, jeg skrev dem. Der ville være den mulighed, at jeg læste de kapitler i bogen, der ser mest relevante ud, og så opdaterede netop disse historier? Måske kunne jeg faktisk skrive en god historie fra og om Brede Klædefabrik, som jeg har samlet så meget litteratur om, fordi jeg har mange slægtninge – både aner og andre – derfra? Her har jeg prøvet at skrive om en livsomvæltende begivenhed for min oldefar: Jeg prøver at skrive, hvad han tænkte aftenen før han rejste nordpå til Danmark.

En anden interessant historie kunne måske være en 250-årig ubrudt linje af mennesker beskæftiget i tekstilindustrien på den ene eller den anden måde? Jeg har besluttet at opgive tyskerne for en stund, for det er for bøvlet at finde 4*tipoldefar Leinenweber (væver) Christoph Heinrich STEGMÜLLERs fødsel og dåb i Kulmbach, når jeg ikke har noget at gå efter. Men det jeg ved er, at han i 1746 i Kaunas – som er Litauens største by – gifter sig med en kvinde født i 1724, hvis far er Tuchgerber (garver). Så hvis han nu er født ca. 1724 eller lidt før, som det var kutymen, er der en ubrudt linje til min far Jørgen STEGEMÜLLER (1922-1972), der dør som direktør for en klædefabrik i 1972.

Man får selv ny viden

Hvor har jeg dog lært meget af at begynde at slægtsforske. Først og fremmest naturligvis historie. Jow, jow selvfølgelig var jeg klar over, at vi tabte Sønderjylland i 1864 og fik det igen i 1920, men der er så meget andet historie, der er interessant. Jeg kan så godt lide de små, almindelige menneskers historie, som man bliver nødt til at sætte sig ind i, når man træffer dem i slægten. Jeg synes fx, der er meget gammel jura, der er sjov at vide lidt om. Nu kan jeg ikke lige huske eller finde bestemmelsen men den om hvordan et barn kan få moderens nye mands efternavn eller den gamle arvelov, hvorefter adoptivbørn arvede den biologiske slægt. Tænk hvis jeg skulle arve min biologiske slægt? Det ville alle mine mange halvsøskende næppe være så begejstrede for.

Herudover var det slægtsforskningen, der satte mig i gang med at lave en hjemmeside, for pludselig havde jeg jo noget at fortælle, en historie at formidle. Jeg registrerede domænet i december 2004, og det har været aktivt siden og vil være det, til jeg en gang dør. Dengang var der ikke noget, der hed CMS’er, så det kunne tage en formiddag at lave en knap. Jeg rodede også lidt med noget programmering, men jeg blev aldrig nogensinde god til det. Jeg blev reddet af WordPress og andre CMS’er, så jeg nu kan holde fokus på formidlingen og ikke skal sidde og rode med koder. Lidt er der selvfølgelig, men der kan jeg lukrere på det, jeg lærte mig selv for 20 år siden. Større er det ikke.

Det er kreativt og sjovt

Jeg kender efterhånden mange slægtsforskere, og de siger alle som med en mund, at det er både kreativt og sjovt – ellers gjorde de det jo heller ikke. Noget, jeg synes er ekstra sjovt, er, når man finder anledning til at samarbejde. Det er simpelthen så givende. Engang sad jeg sammen med andre og læste et par skifter. For det første lærte jeg en masse nye ord (jeg anede da ikke, hvad et “hovedvandsæg” var), for det andet kom jeg rundt i afdødes rum og fik ejendelene oversat til latinske bogstaver, og for det tredje havde jeg det jo sjovt, og det havde de andre også! Jeg ved ikke, hvad der blev af den lille læsegruppe. Måske kunne jeg etablere en ny? Nu har jeg jo masser af plads til tre gæster.

Det, at man beskæftiger sig med en hobby, man anser for kreativ og sjov, gør jo også hjernen glad. Hobbyen gør, at der udløses dopamin, når der er noget, der lykkes. Endelig finder man ham eller hende, man har ledt efter i lang tid, og endelig går det op for en, hvad lægdsruller går ud på og hvordan man bruger dem. Det er tilstrækkeligt til at gøre hjernen begejstret. I aftes faldt jeg over et interview i serien “Mellem os – Amalie Rosenquist (24.10.2024)” på tv2 Bornholm, som jeg jo ellers holder mig langt fra. Det drejede sig om ‘Craft Psykologi’, og håndarbejde er langt fra noget for mig. Men både intervieweren og interviewpersonen var god. Hun fortæller fx om hjernens begejstring ved mikrosucceser, og dem har vi jo mange af som slægtsforskere. Se med og nyd!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.