Familien husker temmelig dårligt
Skriv om din slægt
Indholdsfortegnelse
Familien husker temmelig dårligt
Jeg sidder og efterprøver nogle detaljer om en kvinde, Aase Grethe STEGEMÜLLER/STENLUND (1922-2007), der voksede op hos oldefar og oldemor i en periode, fordi der var mere at gøre godt med hos dem end hjemme hos hendes mor. Hendes forældre var skilt.
Jeg lavede et interview med hende i sommeren 2003, hvor hun var ca. 81 år og en meget sød ældre dame. Det var desværre før, jeg optog alle samtaler, så jeg havde kun mine håndskrevne noter at føre ind i slægtsprogrammet, som vist dengang var Family Tree Maker. Og når man kun har noter, er der meget, der går tabt.
Hendes far var bror til min farfar, så de var født “Stegemüller” men Valther Robert og børnene ændrede i august 1935 navn til “Stenlund”. Årsagen kender jeg ikke. Måske har det ikke været så fedt at have et tysk efternavn på det tidspunkt? Men det er noget før, krigstrommerne begynder at ruske i Tyskland. Krystalnatten er i november 1938, men Hitler satte sig i kanslerstolen i januar 1933, så måske var Valther Robert STEGEMÜLLER/STENLUND (1895-1956) bare temmelig forudseende?
Jeg havde noteret, at hun ikke kunne huske, hvornår hun blev gift med Peter Anders OLSEN (1919-1998), men jeg kan så oplyse, at det var i Vedbæk Kirke nytårsaften 1948. Der er noget mystik om, hvornår han anerkender faderskabet til datteren Vinni, der er født i februar 1945, og faktisk ved jeg heller ikke, hvem der er far til hende, for det står ikke i nogen af de relevante kirkebøger, og Aase Grethe fortalte selv, at det ikke var Peter Anders.
Aase Grethe fortalte, at Peter Anders døde den 24. december 1993, og jeg kunne simpelthen ikke finde det nogen steder, da jeg ledte efter det i kirkebøgerne. I dag lavede jeg så en adresseforespørgsel. Det viste sig at være den 24. december 1998. Af og til har fem år også noget at sige. Jeg kan selvfølgelig have skrevet forkert …
Det bekræfter mig endnu en gang i, at familien husker temmelig dårligt, og at man altid skal tjekke det, den oplyser. For en uges tid siden fik jeg nogle oplysninger fra en helt anden familie, der havde fundet noget i min database. Jeg sendte dem lidt yderligere oplysninger, og de sendte lidt til mig. Alt det de sendte var forkert. Det meste kunne jeg afkræfte vha. adresseforespørgsler.
Engang brugte jeg penge på kirkebøger på mikrokort, så jeg kunne sidde ved det hjemlige mikrokortapparat. Det var dejligt at slæbe monstrummet frem på skrivebordet, og jeg kan stadig fornemme det med at lægge mikrokortet i slæden og lyden, når man kørte frem og tilbage, til man fandt den rigtige indførsel. Jeg har brugt mange penge på mikrokort. Nu er både mikrokort og mikrokortapparat smidt ud eller givet væk for ganske mange år siden. Nu bruger jeg i stedet penge på adresseforespørgsler, for det irriterer mig, at folk, der ganske enkelt må være døde, ikke har en dødsdato. Det virker sjusket. Og lige præcis dødsdatoer er noget af det, familien husker virkelig dårligt. Det undrer mig. Jeg kan da godt huske dødsdatoer for de centrale personer i min (ret begrænsede) familie.
Aase Grethe skulle have haft en anden mand …
Jeg har blandt andet noteret følgende fra mit interview med Aase Grethe
I dag (sommeren 2003) som pensionist ser Aase tilbage på sit liv med tilfredshed, men hun ville – set i bakspejlet – nok gerne været gået på pension før sit 71. år.
Da jeg spørger hende, om der alligevel var noget, hun kunne tænke sig, der skulle have været anderledes, svarer hun: “Ja – Jeg skulle jo nok have haft en anden mand. Han var lidt for glad for damer”.
Peter Anders har faktisk også været gift før. Det fremgår ved vielsen med Aase Grethe i 1948. Jeg skal nok finde ud af med hvem og måske også hvorfor, det første ægteskab blev opløst.
Der er flere mystiske ting
Jeg lavede også en adresseforespørgsel på datteren Vinni, der er født i februar 1945. Der får man at vide, at hun er udrejst under navnet Vinni DIENHART den 20. juli 1968. Hun har da været 23 år. Desværre vides det ikke, hvortil rejsen gik, og Google fortæller, at der er folk med efternavnet Dienhart mange steder i verden. Vinni er i dag 79 år.
Hvorfor nævner Aase Grethe ikke udrejsen ved interviewet i sommeren 2003? Selvom jeg kun havde mine håndskrevne noter, var dette da så livsomvæltende en begivenhed i både moders og datters liv, at jeg ikke kan forestille mig andet, end at den havde overlevet i mine noter.
Har Aase Grethe glemt det, eftersom det er 35 år siden? Arh, man kan da ikke glemme, at ens (vist nok) eneste barn immigrerer.
Møde med Marie Østergaard Knudsen
Jeg læser og læser i “Skriv om din slægt – Sådan fortæller du om andre og bliver læst”, der er skrevet af Marie Østergaard Knudsen. Jeg fandt frem til hendes hjemmeside og ringede hende simpelthen op, og fortalte hende om mit positive kaos, om mine 5.086 idéer, om alt det jeg vil, og om alt det, jeg ikke kan. Hun lød bare så sød, og som om jeg ikke er den første med den problemstilling, så nu har jeg simpelthen booket tid til en rådgivningssamtale hos hende. Vi skal mødes tirsdag den 26. november klokken 14:00. Jeg glæder mig helt vildt.
På billedet herunder: Aase Grethe STEGEMÜLLER/STENLUND, Moderen Anna Gertrud MÜLLER (1896-1982) og Eva Inge STEGEMÜLLER/STENLUND (1923-1996).
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Jeg medtager familiens forkerte oplysninger, hvis jeg finder det relevant. Det er en del af at skrive om dem og deres liv. Om de bevidst har løjet, ikke har kendt hele sandheden eller gjort historien lidt bedre, vil jeg aldrig finde ud af, men det er en del af deres verden og derfor interessant at skrive om.
Det var en familiefortælling, der fik mig i gang med at undersøge slægten. Jeg er opvokset med fortællingen om, min morfar udstillede heste på dyrskuer og altid fik enten første- eller ærespræmie. Han skulle have fået mere end 50 præmier. Det lød for godt til at være sandt, derfor gik jeg i gang med præmielister fra dyrskuekataloger og i aviser. Jeg fandt både første- og ærespræmier, men også andre præmier. Familiens (min mors) egen fortælling er lige så vigtig som de fakta jeg kan finde. Min mor er født i 1936 og morfar fik første præmie fire dage efter han blev gårdejer i 1921, så mor har fortalt historien, som hun huskede det.
I jagten på min morfars præmier ved dyrskuer fandt jeg i perioden 1916-21 min oldefar i præmielisterne ved dyrskuer. Skal jeg følge de skriftlige kilder, skal jeg notere dem som vundet af oldefar. Det gør jeg ikke. Jeg skriver oldefar er officielt vinder af præmierne, men det sandsynligvis er morfar, der som 13-årig har haft sin faders heste på dyrskue. Jeg har ledt og ledt efter præmier til oldefar før 1913 uden at finde noget, derfor er jeg overbevist om, det reelt er morfar.
På min fars side hed det sig, vi skulle være efterkommere af Svend Poulsen a.k.a. Svend Gønge. Det har jeg aldrig kunne finde bevis på og i takt med generation efter generation blev tilføjet slægtstræet blev historien mere og mere usandsynlig. Alligevel er det en god historie, som skal medtages i historien om slægten, fordi det var deres virkelighed.
Historien om Svend Gønge fik tidligere i år en uventet drejning i min slægtshistorie. Jeg fandt aner på min fars side i Giönge, som levede på den tid Svend Gønge huserede. Familiefortællingen om Svend Gønge tror jeg ikke på, men det er tæt på en røverhistorie alligevel indeholder lidt sandhed.
@ Mike
Mange tak for disse historier fra din slægt, som jeg selvfølgelig godt forstår, du medtager, netop fordi det jo var din mors virkelighed. Det ville jeg også selv gøre, måske med en kort note om, at jeg ikke kunne bekræfte det hele, men at det var det, mor huskede.
Du har haft en fantastisk tid med at lede i diverse præmielister.
Jeg medtager også selv den slags, men det er også noget andet end forkerte dødsdatoer eller skrøner om, hvor en oldefar skulle være født. Min indvandrende oldefar har eksempelvis aldrig været i Baden Baden, men nu hvor jeg sidder og dyrker detaljer og rydder op blandt nogen af hans efterkommere og disses ægtefæller kan jeg se, at det er en udbredt fortælling, men den har altså intet på sig. Eller måske skulle jeg sige: “Jeg har ikke kunnet finde ham nogen steder i Baden Baden”.
Jeg synes, forkerte oplysninger om fødsel og andet hører med. En historie, der har overlevet i mere end en generation, er værd at skrive om. Selvfølgelig skal man gøre opmærksom på, det enten er forkert eller ikke kan bekræftes.
Skriver vi ikke om det, vil efterkommere ikke have adgang til den viden om slægtens opfattelse af egen historie. Sandt eller ej så fortæller det, hvad de troede.
@ Mike
Mange tak for disse historier fra din slægt, som jeg selvfølgelig godt forstår, du medtager, netop fordi det jo var din mors virkelighed. Det ville jeg også selv gøre, måske med en kort note om, at jeg ikke kunne bekræfte det hele, men at det var det, mor huskede.
Du har haft en fantastisk tid med at lede i diverse præmielister.
Jeg medtager også selv den slags, men det er også noget andet end forkerte dødsdatoer eller skrøner om, hvor en oldefar skulle være født. Min indvandrende oldefar har eksempelvis aldrig været i Baden Baden, men nu hvor jeg sidder og dyrker detaljer og rydder op blandt nogen af hans efterkommere og disses ægtefæller kan jeg se, at det er en udbredt fortælling, men den har altså intet på sig. Eller måske skulle jeg sige: “Jeg har ikke kunnet finde ham nogen steder i Baden Baden”.
@ Mike
Tænk – jeg synes, du har fuldkommen ret. Det har jeg aldrig tænkt på før, men jeg vil begynde at omtale de forkerte oplysninger, der har overlevet i flere generationer. Det er da værd at omtale, at de troede, at oldefar var fra Baden Baden mv.
Tak fordi du har givet mig fornyet indsigt!
Hvor har du ret.
Jeg har også mange oplysninger nedskrevet fra familiens ældre medlemmer, jeg tror ikke at jeg overvejede at optage noget som helst på bånd eller lignende. Men hvor er der mange historier, som har måttet skrives om efter at jeg har tjekket i diverse registre m.v.
Min erfaring er at familien sjældent lyver, men tiden ændrer på erindringerne.
Og så er der jo de situationer, hvor et familiemedlem ikke har ønsket at fortæller den sande historie – enten fordi historien var grim eller fordi den var for smertelig.
Min nu afdøde svigermor mente at hun var efterkommer af en berømt maler. Det efterprøvede jeg. Og nej, det var hun ikke. Hendes far bar samme navn som en berømt maler og familieskabet var der. Hendes far var en slags nevø til den berømte maler. Da jeg forklarede hende sammenhængen, kommenterede hun det ikke. Men der gik lang tid, før hun ville snakke slægtsforskning med mig igen, og jeg tror aldrig, at hun tilgav mig helt.
@ Mia
Jeg er glad for, at du er enig!
Nej familiemedlemmerne lyver helt sikkert ikke bevidst, men du har ret i din fine formulering »tiden ændrer på erindringerne«. I mit tilfælde med den udrejste datter, synes jeg alligevel bare, at det er virkelig mærkeligt. Man glemmer da ikke, at ens datter er immigreret?
Jeg kan sagtens forestille mig, at din svigermor nok aldrig helt tilgav dig. Hvis man har haft et billede af et eller andet gennem måske mange, mange år, og der så kommer nogen og siger, at det simpelthen ikke kan passe, så er det nok svært, og det var sikkert sværere for dem, der gik forud for os. Vi kan nemt efterprøve, søge med Google osv., mens de har måttet tro på historierne/skrønerne.