,

Ligebehandling

Ligebehandling

Kan det virkelig være tilladt?

Min jura er forældet og bortfaldet ved manglende brug, så jeg spørger:  kan det virkelig være tilladt, at børn med anden etnisk herkomst end dansk, der bor i et af de 55 “ghettoområder”, kan tvangsopdrages af staten, inden de er fyldt et år, når etnisk danske børn ikke udsættes for denne tvang?

For mig ligner det en form for apartheid – under alle omstændigheder må det da være diskrimination? Kan det være sandt, at vi ikke har indført disse bestemmelser fra diverse konventioner i dansk ret? Det må vi da have gjort, for det første fordi vi (endnu ikke) er en bananstat og for det andet, fordi Inger Støjberg gang på gang på gang på sin charmerende måde udtaler “Jeg vil gå til kanten af konventionerne”.

Inger Støjbergs argumenter

I TV-avisen i aftes forklarede Inger Støjberg sig med, at de etnisk danske børn ikke havde behov for at få de danske værdier “ind under huden” (metaforen blev brugt mindst ti gange på de ca. to minutter), da de allerede er kendt med leverpostej, julemænd, grundlov, andelsbevægelsen, højskolebevægelsen osv. Det er den slags ting, staten nu vil lære de børn, der ikke er etnisk danske.

Den unge Mai Mercado (C) fortæller i starten af denne TVA, at det hele er kærligt ment overfor de stakkels små. Vi skal lære dem at blive danske, og vil forældrene ikke danse efter regeringens pibe, ryger børnecheken.

Grundsubstans

Hvis man barberer det hele ned til dets grundsubstans, så er det naturligvis helt korrekt, at hvis man vil bo i Danmark, skal man fx tale dansk, og man skal sørge for, at ens børn lærer dansk.

Bertel Haarder sagde på et tidspunkt, at man skal “ville Danmark”, og det har han helt ret i. Der, hvor jeg står af, er ved forskelsbehandlingen, der er baseret på en kombination af postnummer og gadefortegnelsen. Det forekommer mig at være fuldkommen arbitrært, og jeg bryder mig ikke om denne form forskelsbehandling, på samme måde som jeg ikke kan udholde tanken om, at lysebrune mennesker skal have straffen ganget med to. Det, jeg ikke kan holde ud, er de tvangsprægede elementer! Alt for mange mennesker udsættes efterhånden for den tvang, der føres ud i livet som en reduktion i offentlige ydelser. Det gælder kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen,  integrationsydelsen og nu dette med postnummeret.

Økonomiske håndtag bruges ofte som en form for adfærdsregulering. Problemet er, at alle disse mennesker ikke kan regulere deres adfærd, for så havde de nok gjort det! Kontanthjælpsmodtagerne ville sikkert gerne finde et arbejde, for at pengepungen ikke skal være tom den 16. i måneden, men der er ikke arbejde at få, når man næsten ikke kan noget. Der er også kontanthjælpmodtagere, der er uhyre kompetente, de har bare været så uheldige at være syge i mere end 22 uger. Og så videre. Det er tvangen, der er problemet.

Jeg bryder mig heller ikke om assimileringen. Uanset kulør skal man arbejde, hvis man kan, og det er fint at give visse personager et skub i bagdelen, hvis de undslår sig, fordi de har sukkersyge eller lignende, der jo altså ikke er livstruende, bare man passer sin insulin. Man skal opføre sig ordentligt, man skal overholde landets love osv. Dette gælder alle med et dansk postnummer!

Det kan bare ikke være sandt, at man skal gå i noget bestemt tøj, at man skal spise bestemte retter fra bestemte dyr, at man ikke selv kan beslutte, om man ønsker at faste og afholde sig fra visse handlinger i en bestemt periode.

Hvad søren sker der her til lands?

, ,

Gætte-Per

Gætte-Per

Privatlivsindstillinger

Jeg har de seneste par dage fået mindst 25 e-mails fra alle mulige websteder om, at de har opdateret deres privatlivsindstillinger, og det vil de nu gerne fortælle mig om. I virkeligheden er jeg temmelig ligeglad med det. Men det er jo i virkeligheden godt, at de fortæller mig, at de overholder gældende lovgivning. På den anden side forventer jeg da, at de gør det; det er vel ikke noget at skilte med?

GDPR

Hvis man nu siger “Gætte-Per” rigtig hurtigt, så lyder det næsten som GDPR, som er det korte navn for den nye europæiske persondataforordning, der for alvor trådte i kraft i går den 25. maj. Når det er en forordning, træder den uden videre i kraft i alle medlemsstaterne to år efter offentliggørelsen i EU-tidende. Der kræves ikke yderligere national lovgivning – den er “umiddelbart anvendelig” modsat et direktiv, der skal indskrives i staternes egen lovgivning efter behandling i staternes egne parlamenter.

Det positive

Der er flere positive ting i forordningen – fx:

  • “The right to be forgotten”. Fordi man fx en gang har tilmeldt sig et nyhedsbrev, bør man vel ikke være registreret der til evig tid?
  • Taler vi offentlige registre: Det er borgernes data! Myndighederne får faktisk bare lov at benytte dem i en kort periode. Hvis de har behov for dataene i længere tid, skal de indhente et nyt samtykke. Jeg kan ikke lade være at mene, at der er noget sundt i det. Hvis data bliver noget “stationært”, får man ikke taget stilling til, om man stadig har behov for dem. De hober sig bare op år efter år.

Det tåbelige

Jeg bliver nødt til at bruge dagen i morgen på at hitte ud af, hvad det betyder for de tre sider, jeg administrerer. Der er noget med nogle cookies. Det er ikke en videre fed måde at bruge en søndag på, men jeg tør ikke lade være, da bødestørrelserne er op til fire pct. af omsætningen.

Mine sider er absolut altruistiske, der er ikke så meget som halvtreds øre knyttet til dem andet end det, jeg selv betaler for at drive dem, men så er der sikkert en anden form for sanktion.

Så jeg bliver nødt til at få styr på det.

WordPress, som siderne ligger i, har lavet nogle forskellige vejledninger, og noget man kan copy/paste. Men det skal vel i det mindste oversættes til dansk?

Jeg er medlem af en fin Facebookgruppe om GDPR, der er nok noget at nappe der! Hurra for Facebook.

Montricepigernes kamp

Fremragende fjernsyn

I 2019 rykker fabrikken Oticon fra Thisted til Polen, og det efterlader mere end hundrede uden job.

På DRs hjemmeside ligger lige nu to DR1-dokumentarer med titlen “Montricepigernes kamp”. Tredje og sidste afsnit sendes på mandag den 14. maj kl. 20:45.

Hvem er de?

De er kvinder, de har en kort skolegang – højst niende klasse, de er ufaglærte, de har været på Oticon hele deres arbejdsliv, og så er de i øvrigt omkring 50 – 55 år.

De er hamrende dygtige til at lave høreapparater, men de kan ikke andet, siger de selv. De har ikke et CV, og de har aldrig skrevet en ansøgning.

Herudover bor de i Thy, hvor det ikke vrimler med arbejdspladser. Og en generel tendens – uanset landsdel – er, at der stort set ikke er flere ufaglærte jobs tilbage.

Hvor skal de gå hen?

Polakkerne

Timelønnen i Polen ligger på omkring en fjerdedel af den danske. Pigerne fra Polen kommer til Thisted for at blive lært op af dem, hvis job de skal overtage. Jeg har selv prøvet at oplære hende, der skulle overtage mine opgaver. Det var ikke sjovt!

Koncerndirektøren gør meget ud af at sige, at det er vigtigt at samle alle virksomhedens aktiviteter ét sted. Journalisten spørger, om han så ikke kunne have samlet dem i Thisted? Det er et skarpt spørgsmål, men vi kender alle svaret.

Han bliver også spurgt om størrelsen på den samlede besparelse. Han udtaler, at den kender han ikke tallet for. Det, tillader jeg mig at tro, er løgn og latin. Selvfølgelig er der regnet på det ned til sidste decimal. Man flytter ikke 120 arbejdspladser uden at kende “omkostningsreduktionen”, som jeg tillader mig at kalde profitten, som skal kanaliseres videre til aktionærerne. Det er kolde regnestykker!

Hvad kan de?

Kvinderne er kede af det, og de har svært ved at se fremtiden for sig. Nogle af dem er gift med en mand, der også er på Oticon, så pludselig bliver hele husstanden arbejdsløs. Hvad så med huset? Skal de flytte? Hvad vil fremtiden bringe?

Tillidskvinden “Ubber” er sin opgave voksen, så hun aftaler med den lokale ledelse, at kvinderne skal tilbydes mest mulig uddannelse, inden fyringerne træder i kraft. For at finde den rigtige uddannelse er man nødt til at screene dem for deres kundskaber i dansk og matematik. Det afslører, at flere enten er helt eller delvist ordblinde.

Hvor skal de gå hen?

To beslutter sig for, at de gerne vil have et truckcertifikat, der kan erhverves på en uge. Den ene er vældig nervøs, men hun består, og jeg sad og glædede mig med hende, da hun fik certifikatet. Det åbner trods alt nogle muligheder.

Flere prøver at komme ind på slagteriet Tican Fresh Meat, som også ligger i Thisted, men arbejdet er for tungt. Hvis man er vant til den fine elektronik i et høreapparat, smider man ikke pludselig om sig med halve grise i en slagtehal.

Nogle prøver en fiskefabrik i Hanstholm, men det giver heller ikke bonus.

Hvor skal de gå hen?

, ,

Kvalitetssikring og -udvikling

Kvalitetssikring og -udvikling

Kvalitet

Jeg kunne bare ikke lade være med at tage dette billede af forberedelserne til aftenens tomatsalsa. Jeg kan godt lide alle de farverige grøntsager. Desværre var grønkålen i dag ikke helt grøn længere. Alligevel var det kvalitet!

Inspiration fra Mia Folkmann

I begyndelsen af marts i år skrev Mia “Jeg vil så gerne være bedre…” og lige siden da, har jeg tænkt på at lade mig inspirere. Det sker endelig her:

Hvorfor skal jeg løse opgaven?

Virksomhederne vil gerne udvikle deres kvalitet, og det er naturligvis positivt, men jeg undrer mig over, at jeg som forbruger skal lave arbejdet for dem i form af fx følgende:

  1. “Vi gør opmærksom på, at samtalen kan blive optaget til træningsformål.”
  2. “Efter samtalen kan du blive ringet op og bedt om at vurdere den.”
  3. “Udfyld et kort spørgeskema og deltag i konkurrence om x, y og z.”
  4. “Klik på linket for at evaluere din købsoplevelse.”
  5. “Giv os fem stjerner på Trustpilot.”
  6. “Like os på Facebook.”
  7. Osv.

Når der nu er så uendeligt mange måder at evaluere ydelserne på, og det har fundet sted i årevis, kan det undre, at kvaliteten ikke allerede er i top. Jeg kan få den mistanke, at de ikke bruger resultaterne til noget som helst. De spilder måske bare min tid?

Telefonsluser

Et andet punkt, hvor det er mig som forbruger, der skal løse virksomhedernes opgaver, er telefonsluserne: “Tryk 1 hvis du vil x, tryk 2 hvis du vil y, tryk 3 hvis du vil z, osv.” Af og til er der  fem eller flere muligheder.

Jeg hader dem, for reelt er jeg nødt til at høre det til ende for at vide, hvilket tal jeg skal bruge, og når jeg har hørt alle mulighederne, har jeg glemt de første, og så må jeg jo ringe op igen. Jeg har i realiteten løst omstillingens opgaver. Det er ikke god kundservice.