/0 Kommentarer/i , /af ,

“Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”

Om adoptioner

En personlig fortælling om adoption, identitet og tilhørsforhold – fra barnets enkle spørgsmål til den voksnes mere nuancerede refleksioner over både biologiske og nye bånd.

“Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”

Det kan jeg huske, at jeg både sagde og tænkte, da jeg var barn, for jeg har altid vidst, at jeg var adopteret. Der var ingen hokus pokus. I min tidligste barndom holdt mine adoptivforældre to fødselsdage for mig:

  • En gang den dag, jeg faktisk er født
  • En anden gang den dag, de mente, de selv havde noget at fejre: dagen de hentede mig på børnehjemmet

Jeg har ofte tænkt på, om udsagnet “Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor” gjorde lidt ondt på min adoptivmor. Det kunne jo opfattes som en kritik, selvom det ikke var sådan ment. Det var derimod udtryk for et ønske om at vide, hvor jeg kom fra, og hvorfor jeg var blevet bortadopteret.

Jeg husker tydeligt en lidt fjollet episode, hvor jeg som tre- eller fireårig spurgte min far, hvad jeg havde kostet og blev meget skuffet, da han svarede “Vi fik dig gratis fra et børnehjem”. Min tanke var vist, at jo dyrere jeg havde været, jo mere var jeg værd som menneske. Men også at så kunne jeg bedre forstå deres glæde over “endelig at have fået et barn i hjemmet”. Det er et citat fra min adoptionssag, hvor det fremgår, at der var gået flere år fra de søgte om at adoptere, til Mødrehjælpen og diverse instanser endelig havde fundet et barn til dem.

Sagen er både tragisk og sjov på en gang. Fx kommer Mødrehjælpen på besøg i hjemmet, da mine forældre er blevet godkendt som adoptanter og har “bestilt” en pige på ca. to år. Mødrehjælpen siger “Måske skulle I tage to?” (Jeg har ikke tjekket den præcise ordlyd, men jeg er ikke i tvivl om sagens kerne). Min far bliver noget paf og siger, at det vil de gerne lige drøfte indbyrdes. Da Mødrehjælpen kommer igen, siger han, at de nøjes med ét barn.

De biologiske forældre

Så snart jeg blev 18, gik jeg i gang med at finde frem til min biologiske mor. Jeg havde adoptionsbevillingen, og det var ikke videre indviklet at kontakte Familieretsdirektoratet (tror jeg, det var). Medarbejderen var sød og hjælpsom, så der gik ikke lang tid, før jeg kunne kontakte min mor.

Jeg har altid været taknemmelig for, at hun hverken spiste brun sæbe eller brugte strikkepinde, som var de muligheder, kvinder havde, når de var blevet uønsket gravide dengang i urtiden. Jeg er også glad for at være født før, aborten blev fri, for jeg var et uheld mellem to meget unge forældre.

Min biologiske mor og jeg mødtes et par gange, men kontakten var ikke nem. Jeg var velkommen til at “glide ind i familien”, men det var ikke nok for mig. Jeg ville jo have en mor, for det havde jeg ikke haft, siden min fars alt for tidlige død i 1972. Man kan sige, at da han døde, mistede jeg begge mine forældre på en gang. Jeg var lige blevet ni år.

I dag ville jeg have stillet færre krav til min biologiske mor, men det blev, som det blev.

Også min biologiske far har jeg truffet et par gange. Det var heller ikke nemt.

Men det skal ikke overskygge, at jeg er meget glad for at have truffet begge mine biologiske forældre!

Adoptioner i vælten

Lige nu er der meget omtale af de to dokumentarudsendelser “Når staten bortadopterer”, som jeg har skrevet om i artiklen “Vi kan flyve til månens bagside, men vi kan ikke tvangsbortadoptere”. De to udsendelser kan ses på på DR1.

Den 23. april havde “Genstart” podcastepisoden “Fjernet fra forældrene”:

I den nye DR-dokumentarserie ‘Når staten bortadopterer’ ser man, at børnenes sager ofte trækker ud i flere år, og at de bliver rykket fra plejefamilie til plejefamilie, før de ender hos den endelige adoptivfamilie.

Det er uendeligt positivt, at der nu er fokus på adoptioner, også selvom det “kun” drejer sig om de frygtelige sager, hvor der er tvang involveret. Måske burde man også tale om de “almindelige” adoptioner, for barnet kan jo ikke mærke forskel. Det ved kun, at den primære omsorgsperson ikke er her mere.

Inge Marie Bryderup, sociolog og professor ved Aalborg Universitet, medvirker i Genstart og fortæller om tvangsbortadoptionernes bagside, og hun er god at lytte til. Hun karakteriserer nærmest den nuværende fremgangsmåde som børnemishandling i sagskomplekser, hvor staten skal ud at give undskyldninger om 20 eller 30 år.

Hun søger at finde en balance mellem på en gang børnenes og forældrenes behov ved blandt andet at fortælle om den engelske model, hvor man placerer de udsatte børn i en plejefamilie med henblik på, at det også er den familie, der skal adoptere. I den model er der også tale om, at der bevares en – ganske vist sporadisk – kontakt til de biologiske forældre. Parterne har fx kontakt en gang om måneden. Den slags kan lægge låg på behovet for senere at finde frem til den biologiske mor.

I dag lyder de officielle anbefalinger, at barnet og adoptanterne skal lære hinanden at kende gennem en periode på mellem tre og fem uger, så barnet kan vænne sig til forandringerne, der består i at sige farvel og at komme ind hos en ny familie. Men Ida fra udsendelserne får kun fire dage, hvilket selvfølgelig er helt umenneskeligt. Det kan man ikke byde et barn.

I min tid var der vist ingen “overdragelsesperiode”.

Har ‘clean cut’ kun ulemper?

Nu skal man selvfølgelig ikke gå i rette med en professor, der har forsket i området i mange år, men alligvel tænker jeg på, om ‘clean cut’ alligevel ikke er den bedste model?

  • Hvordan ville jeg selv have mødt den biologiske mor, når jeg 13 måneder gammel var kommet fra Nordsjælland til Vestjylland?
  • Kunne det ikke have bidraget til en vis forvirring?
  • Hvor hører jeg i det hele taget til?
  • Hvem er hun?
  • Hvad skal hun her?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Der er intet, jeg kunne ønske mig anderledes

Privilegeret

Et liv uden gæld, uden jag og uden store mangler – men med ro, struktur og taknemmelighed. At føle sig privilegeret kan også være resultatet af en lang og sej kamp.

Der er intet, jeg kunne ønske mig anderledes

  • Fortiden er på plads, nutiden god og fremtiden lys. Jeg er “repareret”
  • Jeg mangler ikke noget, selvom jeg hverken har ejerlejlighed eller bil,
    • men jeg har det, der betyder mest for mig: en håndbygget stationær computer og landets bedste skærm
  • Jeg skylder ikke 50 øre væk
  • Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst
  • Jeg kan bedst lide, når dagene er ens
  • Jeg elsker detaljer og data i tabeller
  • Jeg elsker læreprocesser og udfordringer
  • Jeg er taknemmelig for livet, som det er

Når man har det sådan, kan man kun være tilfreds. Så er man privilegeret, og man har noget, mange mangler.

Tilbageblik

Jeg kan nemt huske, da det var anderledes. Der var hårde år med sygdom og manglende afklarethed. Hvad med job? Hvad med bolig? Hvad med økonomi? Hvad med fremtid? Ville verden ikke være et meget bedre sted uden mig? Det er ikke nemt at forklare, hvordan det var.

Jeg har fået en femstjernet behandling af de fremmeste i psykiatrien. Måske fordi jeg er så stædig og blev ved at spørge, når der var noget, jeg ikke forstod? Det siger psykologen i hvert fald.

Manglede kemien mellem en medarbejder og mig, bad jeg om at få en anden, og jeg fik aldrig et nej.

Følte jeg, at noget var helt forkert, insisterede jeg på – og fik – dialog med klinikchefen. På den måde har jeg truffet de skarpeste, dygtigste og sødeste mennesker.

Autismen

Da jeg syntes, tidspunktet var inde til en udredning for Aspergers syndrom, ledte jeg med lys og lygte efter en psykiater, der havde forstand på både Bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skyldes, at kun en ekspert kan kende forskel på en mani – evt. bare en mani under opsejling – (sygeligt) og en særinteresse (naturligt). Begge medfører en timelang fordybelse og intensitet, som nogle finder mærkelig.

Jeg fandt frem til Pia Bohn Christiansen, og ventede mere end et år på at få en tid, men det var ventetiden værd, for hun var både grundig og dygtig. Vi fik et godt samarbejde i den tid, hvor udredningen stod på. Diagnosen var ingen overraskelse, jeg havde vidst det i 16 år, nu manglede jeg bare en, der ville skrive under. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

Jeg glemmer aldrig, da en psykiater på Psykiatrisk Center Glostrup lukkede låget på computeren og sagde “Du nævnte noget om Aspergers …”. Det væltede ud af mig med de 16 års studier og observationer. Endelig var der en, der havde set antydningerne og spurgte til dem. Han og farmaceuten fra Akutteamet havde gennemskuet og set bag om regnearkene 🙂

Skift er svære, når man har autisme, så jeg er taknemmelig for at have haft den samme kontaktperson i distriktspsykiatrien siden 2014. Vi skal snart sige farvel, for det er på tide, men jeg vil savne hende på samme måde, som jeg savner psykologen, som jeg også har sagt farvel til.

Mennesker, der har fulgt en i tykt og tyndt siden 2014, er ikke tilfældige forbipasserende. Man kommer til at holde af dem, men nu kan jeg stå på mine egne ben, og går det ikke, tror jeg, jeg er velkommen tilbage hos dem begge.

Der er lidt, der kunne være bedre

Trods overskriften er der alligevel noget, jeg af og til savner: familie og venner.

Nogle ikke-professionelle der vil være mine livsvidner. Men da jeg er en idiot til det sociale, ender det ofte på den forkerte side af godt.

  • Mht. familie kan man ikke lige finde frem til en, uagtet man har styr på i alt 475 aner (bogstavelig talt) fra den biologiske familie og adoptivfamilien.
    • Jeg har vist nok to kedelige kusiner, men vi siger ikke hinanden noget.
  • Jeg kan etablere venskaber, men jeg kan ikke bevare dem, for det ender ofte med simpelthen at være for besværligt. Så vil jeg alligevel hellere være mig selv.
  • Jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget brug for dem
  • Men jeg savner faglige fællesskaber, der ikke udelukkende er virtuelle.

Bortset fra det er alt godt!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i , /af ,

Vi kan flyve til månens bagside, men vi kan ikke tvangsbortadoptere

Når staten bortadopterer

Et personligt og nuanceret blik på tvangsadoption: mellem nødvendighed og tragedie, hvor barnets tarv, tilknytning og systemets begrænsninger kolliderer.

Vi kan flyve til månens bagside, men vi kan ikke tvangsbortadoptere

Jeg ved ikke helt, hvad vi skal på månens bagside, men jeg ved, vi må behandle sagerne om tvangsbortadoption bedre.

De to udsendelser med titlen “Når staten bortadopterer” gjorde stort indtryk på mig, og mit ærinde er ikke at skælde up på hverken den ene eller den anden part – for der altid en årsag.

Disse dybt tragiske sager bunder i ulykkelige omstændigheder i alle led af sagsbehandlingen.

En fjernelse – efterfulgt af en bortadoption – er noget af det mest forfærdelige, jeg kan forestille mig både for barnet, de biologiske forældre og de mennesker, der tager barnet til sig, til der er fundet en varig løsning. Og jeg har endda ikke selv børn.

Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er at være en plejefamilie, der tager barnet til sig vel vidende, at det er midlertidigt, og at en dag skal de sige farvel til det barn, de har – i en måske lang periode – passet og plejet, som var det deres eget. Hvordan indstiller man sig på at, “det er på lørdag, du skal videre lille ven”. Det må ikke være nemt. Det må være som at indstille sig på et snarligt dødsfald, hvor man langsomt siger farvel.

Jeg er selv adopteret (ikke tvang men ganske frivilligt, jeg er bare fra før, aborten blev fri). Jeg spurgte min psykolog, om hun troede, at adoptanterne dengang i urtiden kom på besøg hos mig på børnehjemmet, så vi kunne lære hinanden lidt at kende, efter jeg 13 måneder gammel skulle med til mit nye hjem i Vestjylland fra Nordsjælland. Det troede hun ikke – men hun vidste ikke noget konkret. Der er stor forskel på tro og viden. Det må man aldrig underkende.

Fra min adoptionssag ved jeg, at jeg i den første tid vågnede skrigende om natten. Mine forældre kiggede ind til mig, men de kunne ikke se, at der skulle være noget galt. De overvejede at gå til lægen, men så gik skrigeriet over af sig selv efter noget tid. Jeg tænker over, hvad skrigeriet vidnede om.

Jeg prøvede at spørge min biologiske mor, hvordan det var at gennemføre graviditeten vel vidende, at hun ville aflevere mig til Mødrehjælpen? Hvordan var det at gå ind på Usserød Sygehus med stor mave på og at gå ud derfra uden mave men også uden barn? Det kunne hun ikke svare på. Det eneste, hun fortalte, var, at hun fødte bag et blåt klæde, og at hun aldrig så mig. Der var altså ingen tilknytning.

GLS-pakkerne

Jeg har tit følt mig som en GLS-pakke, der blev afleveret og udleveret. Og det var endda kun et par gange.

Hvordan er det mon at være det barn, der bliver fjernet, kommer i pleje, kommer videre til adoptanterne, men bliver tilbageleveret til plejefamilien på en parkeringsplads efter syv måneder ca. tre år gammelt? Hvad går der gennem hovedet på sådan et lille menneske? Var jeg ikke god nok? Hvorfor kunne de ikke lide mig?

Vi hørte ikke om, hvorfor adoptionen mislykkedes. Her fejler programmerne også.

I udsendelserne medvirker en kvinde ved navn Jytte Mielcke. Hun er klinisk børnepsykolog og børnesagkyndig dommer. Hun fortalte flere gange om, hvor vigtige de første 24 måneder er af hensynet til tilknytningen til forældrene og barnets tillid til verden. Etableres tilknytningen ikke, kan barnet lide skade, og det kan forfølge barnet ind i voksenlivet.

Af de 24 måneder var jeg selv på et børnehjem de 13, og af de 13 måneder var jeg ca. seks måneder på Rigshospitalets børnepsykiatriske afdeling, fordi børnehjemmet troede, jeg var retarderet.

Det er jeg altså ikke. Men børnehjemmet handlede selvfølgelig helt korrekt. Var der noget galt, skulle det undersøges. I adoptionssagen er det formuleret lidt pudsigt: det vil være “blodig synd” for adoptanterne, hvis det viser sig, at der er noget galt med mig – m.a.o. GLS-pakken levede muligvis ikke op til datidens kvalitetsstandarder.

Nåh, det var jo også i urtiden … Men selvfølgelig har jeg overvejet, om nogle af de problemer, jeg har stået med, har haft forbindelse til den manglende tilknytning.

Lidt insiderviden

Jeg har en smule insiderviden:

  • Jeg kender et menneske, der er børnesagsbehandler i en kommune. Når der laves en underretning, rykker de ud med det samme. Vedkommende står der med den lille lift, der er pakket, så barnet straks kan komme med sagsbehandlerne. Det er ikke for sjov, når kommunerne rykker ud. Det handler om et menneskes liv. Ikke bare nu – men i al fremtid.
  • Jeg kender en pædagog, der er ansat på en af de institutioner, hvor de tvangsfjernede børn anbringes med det samme. Meningen er, at de skal være der nogle uger eller måneder, men af og til kan der gå flere år, før der er fundet en varig løsning for barnet. Jeg har prøvet at spørge, hvordan det påvirker et barn at være i en uafklaret situation i så lang tid. Han kan ikke gå i detaljer, men selvfølgelig påvirker det børnene.

Problemet er i vidt omfang, ar der mangler adoptanter, og det undrer mig, at udsendelserne ikke berører det aspekt. Det er da en særdeles vigtig oplysning at inddrage.

Der altid en grund

Når systemet rykker ud, er det ikke for sjov. Der er altid en grund! Man gør det ikke for at skade det lille menneske –  tværtimod. Men det gør vi af og til.

Når der laves underretninger, kan det skyldes vold, incest, alkohol osv. Der skal det lille barn selvfølgelig ikke være.

Udsendelserne viste et kort klip fra et hjem i kaos. Der sad jeg og tænkte “Her skal et barn ikke vokse op”.

Man så en yngre kvinde, der allerede havde fået tvangsfjernet to børn, og nu var der så sagsbehandling mht. det tredie barn, og det gik bedre – i hvert fald den første måned.

Det blev sagt, at hun var flyttet til en anden kommune. Man insinuerede nærmest, at den uensartede sagsbehandling, og  altså de forskellige afgørelser, skyldtes kommunernes forskellige praksis. Hvad man ikke berørte var, at der var gået otte år siden den seneste tvangsfjernelse. Hun kunne jo have udviklet sig og været blevet bedre i stand til at varetage forældreansvaret?

Efter en måned gik det dog galt, og også det tredje barn blev fjernet.

Jeg kan ikke lade være at tænke på, at har man allerede har fået fjernet to børn, kunne det jo være, man ikke skulle sætte nummer tre i verden?

Forældrene kan jo være så syge, at de ikke er i stand til at overveje situationen på ansvarlig vis men mest tænker på deres egne behov, og det kan måske føre til: “Bliver det også fjernet, så prøver vi da bare igen”. Her i landet bruger vi gudskelov ikke tvangssterilisation.

Der er for mange ting, vi som seere ikke fik tilstrækkelig information om.

Det er fint, at udsendelserne vækker debat, men der mangler adskillige vigtige brikker i puslespillet …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Udfordring til energiregnskabet ved at deltage i en generalforsamling

Aspergers syndrom i praksis

At deltage i en generalforsamling er ikke bare en kalenderaftale, men en nøje afvejning af energi og overstimulation. Når man lever med Aspergers syndrom, kræver selv gode oplevelser nøje planlægning – men til gengæld følger der en særlig styrke med: evnen til at se detaljer, skabe orden og struktur samt at fordybe sig, hvor andre giver op.

Udfordring til energiregnskabet ved at deltage i en generalforsamling

Jeg elsker at være sammen med andre slægtsforskere, lige til de begynder at fortælle detaljerne om deres tip3-oldefar på deres mors fars side, og måske retter de sig selv til at “næh, det var nok på fars mors side”.

Så keder jeg mig. Folks aner er i virkeligheden kun af interesse for dem selv, med mindre vi er beslægtede. Men fortæller de mig om deres metoder, er jeg lutter øren.

Jeg har meldt mig til Danske Slægtsforskeres generalforsamling lørdag den 25. april i Slagelse (hvor jeg måske skal høre om anerne 🙂 ), fordi en generalforsamling både ser tilbage (årets gang, regnskab mv.) men også ser frem (valg af medlemmer til bestyrelse og valg af ny formand mv.). Foreningens ve og vel ligger mig meget på sinde.

Når mere end fem er mange

Normalt holder jeg mig fra den slags, da mere end fem mennesker på en gang er mange for mig. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg senest har været sammen med mere end fem mennesker. Støjen, de mange synsindtryk, måske lugt fra mad osv., farer direkte ind i min hjerne, og energiregnskabet går nemt i minus. Sådan er det at have en autismespektrumforstyrrelse, konkret Aspergers syndrom.

Det har været en afvejning at træffe beslutning om at deltage:

  • På den ene side vil jeg utrolig gerne.
  • På den anden side er det en udfordring.

Jeg har efterhånden et robust netværk af slægtsforskere. De bor alle i Jylland, så vi må nøjes med at tale i telefon, men nu vil jeg altså gerne møde dem, og det glæder jeg mig meget til.

Energiregnskabet må holde for, og jeg har ryddet kalenderen i ugen, der følger efter, så jeg kan bringe energiregnskabet tilbage i balance. Jeg så nogle videoer for fagpersoner, hvor Christina Sommer fortalte om at være opmærksom på energiregnskabet. De er virkelig gode; derfor linker jeg til dem her.

Bag om autisme:
  • Om sendiagnosticering (jeg var selv 55 …)
  • Om maskering. Hvordan kan autisme komme til udtryk? Og hvilke strategier og hjælpemidler kan hjælpe mennesker med autisme?
  • Om relationer. Hvad misforstår andre ofte ved diagnosen? Hvordan støtter man som pårørende ens kære med autisme? Hvorfor bliver man overstimuleret som autist?

Danske Slægtsforskeres podcast har sat mig i forbindelse med mange interessante og dygtige mennesker. Flere af dem tilhører panelet af testlyttere, som jeg har et tæt samarbejde med.

Ingen episoder udgives uden at have været forbi dem. Det er også en slags datakvalitet. Jeg vil selvfølgelig især gerne møde mine testlyttere!

Klik på billedet fører dig til podcasten.

Min diagnose er min “superkraft”

Min diagnose er min superkraft og den passer utrolig godt til slægtsforskning, for her er enhver detalje vigtig. Og jeg ser de fleste detaljer. De springer mig simpelthen i øjnene. Flere bruger mig til korrekturlæsning, og det holder jeg meget af. Bagsiden af medaljen er, at jeg næsten ikke kan færdes på de a-sociale medier, for der er så mange fejl i det skrevne.

Som led i “Projekt oprydning“, gennemgår jeg blandt andet de mange transskriptioner, som meget dygtige slægtsforskere sendte mig for 20 år siden, hvor jeg ikke selv kunne tyde de kirkebogsførende præsters indførsler.

Indtil videre har jeg ændret detaljer i minimum 293 af dem. Det kan være fra punktummer til kommaer men også den anden vej. Det kan også være noget, der er mere substantielt. Så skriver jeg, at den oprindelige tydning er foretaget af X, og at den har jeg nu ændret lidt på. Jeg prøver altid at kreditere de, der har hjalp mig på vej for mange år siden. Det forekommer mig at være en form for ordentlighed.

I den fantastisk serie “De skjulte talenter”, der kan ses på DR1, fortæller Christina Sommer faktisk om, at “ordentlighed” er meget afgørende for mange autister. Jeg har lige genset serien, og jeg elsker den. Fx da Louise Wille bliver spurgt om, hvad der er sket siden sidst, og hun svarer “Jeg har fx fået nye sko”; så kan man kun holde af hende.

Hun er på ingen måde et menneske, man skal grine af, selvom denne sentens selvfølgelig er sjov, for hun kan fx huske 36 tilfældige tal et år efter, selvom hun kun så på dem i få sekunder. Hun bliver fastansat på Novo Nordisk, fordi de aldrig har haft så god en medarbejder. Fx havde de samlet en bunke opgaver, de regnede med, at hun skulle bruge de to års prøveperiode på at løse. Hun behøvede kun tre måneder.

Jeg glæder mig til de nye afsnit, der udkommer enten i slutningen af 2026 eller i begyndelsen af 2027.

Bare der dog var flere regler

Også i mit arbejdsliv har jeg haft meget glæde af min superkraft, fordi jeg elsker regler og data i tabeller.

Det er nok ikke et tilfælde, at jeg blev jurist, for der er noget tryghedsskabende over regler. Når der er regler for et eller andet, behøver jeg ikke bruge energi på emnet. Jeg skal jo bare følge de udstukne retningslinjer. Så enkelt er det, og det belaster ikke energiregnskabet.

Jeg ville elske, hvis der fx også var regler for opstillingen af e-mails. Jeg kan bruge lang tid på at overveje, hvordan jeg skal begynde og afslutte en e-mail, for der er jo ingen regler – og hvordan gør jeg så? Indtil videre er jeg nået til bare at kopiere afsenderens titulering og afslutning, så er det i hvert fald ikke forkert. Man kan kalde det en form for maskering, men det fungerer.

Jeg har kun få sociale relationer, for eftersom der ikke regler for samvær, tærer det på energiregnskabet, og som mange andre autister synes jeg, at det sociale simpelthen bliver for besværligt. Nu skal jeg jo så være sammen med en hel masse slægtsforskere, og eftersom det er min store særinteresse, går det nok bedre. Jeg er meget spændt på det.

Mit arbejdsliv brugte jeg primært på resultat- og økonomistyring samt projektledelse i centraladministrationen. I sidstnævnte har jeg også været fokuseret på detaljer om fx fremdrift, men i virkeligheden holdt jeg mest af at sidde alene på mit kontor og rode med data i tabeller. Projekter rummer jo adskillige projektdeltagere, man som leder skal forholde sig til, og det kan være temmelig besværligt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.