/4 Kommentarer/i /af

Musens leg med katten

Musens leg med katten

Hjernekassen på P1: Forbryderhjerner 2

Musens leg med katten

Dagens topbillede har intet med artiklen at gøre, men jeg har fået nyt legetøj: “Photo Collage Maker” findes nu i en version, der virker med Windows 11. Programmet kan virkelig mange ting, og collagen er en øvelse. Billederne er vist i kronologisk orden. Du gætter sikkert nemt, hvem de forestiller.

Introduktion

“Musens leg med katten” er en metafor, der beskriver, hvordan jeg overlevede den magtesløshed og fornedrelse, jeg oplevede som barn under psykopatens tyranni.

Denne artikel udforsker et barndomstraume, hvor manipulation og magtmisbrug dominerede mit liv, og hvordan jeg lærte at navigere i en verden, hvor jeg var byttet.

I min første artikel Noget om psykopater fra den 9. juni, skrev jeg, at jeg ikke kunne huske, hvorfor psykologen mente, at hvis det var endt med drab mellem psykopaten og mig, var det mig, der havde dræbt ham og ikke omvendt. Nu har jeg spurgt igen og fået det genopfrisket:

Han ville ikke slå mig ihjel, for det ville være dumt af ham, for så mistede han jo sit “legetøj”. Katten slår heller ikke bare musen ihjel, den leger i stedet med den. Så ville det være endt med drab, var det mig, der dræbte ham.

De værste 14 dage i de 6 år fra 1974 til 1980

Den værste og mest fornedrende episode på de seks år finder sted, da “min mor” er på hospitalet for at få deres fællesbarn ved kejsersnit. Dengang (marts 1976) tog sådan noget 14 dage. I de 14 dage havde han mere frit spillerum end normalt, så man kan sige, at selv om hun ikke aktivt beskyttede mig, var hendes tilstedeværelse alligevel en form for beskyttelse.

I de 14 dage var jeg voldsomt presset.

I de 14 dage brugte han det meste af sin tid på at sidde eller måske ligge (det ved jeg ikke) i deres soveværelse og se pornofilm på smalfilmsapparatet. Døren stod åben, så jeg kunne nemt høre lyden fra smalfilmsapparatet. Sådan et siger sådan lidt klik-klik-klik eller måske nærmere tik-tik-tik. Det er klamt med klamt på, at en voksen mand, der er alene med en 12-årig, bruger tiden på den måde for åben dør.

Måske så han noget i filmene, hvor han tænkte “Det vil jeg også prøve”? Det kan vi ikke vide.

Dissociation

Jeg husker alting vældig klart, bortset fra optakten til selve episoden og tiden bagefter (hvordan fik han mig bundet, og hvordan kom jeg fri?). Jeg kan heller ikke huske, om hans forehavende lykkedes. Jeg husker også, at han var utilfreds med, at jeg havde puttet sild i biksemaden, men jeg var kun 12 år, så jeg var ikke klar over, at der ikke skal sild i biksemad.

Det, at der er noget, jeg slet ikke husker, er vel nærmest et udtryk for dissociation, altså en form for kraftig fortrængning. Dissociation er almindeligt ved overgreb på børn.

Ordet dissociation betyder dis-association og henviser til at frakoble eller adskille noget, der er forbundet. Altså det modsatte af association, som betyder at sammenkoble eller forbinde noget.

Oprindeligt blev dissociation forstået som et psykologisk forsvar mod overvældende hændelser. Som en kraftig fortrængning, hvor erindringen om traumatiske hændelser blev afspaltet fra bevidstheden og ‘glemt’.

I dag bruges ordet om ændringer i bevidsthedstilstanden, som kan opstå, når visse psykiske processer, som normalt er forbundet, frakobles (dis-associeres). Dissociation kan påvirke vores oplevelse af identitet, sansning, følelser, tanker, hukommelse og kontrol over bevægelser og adfærd.

Kilde: Psykologforeningen.

Der var noget med en kniv

Jeg husker uendeligt svagt noget om en kniv. Jeg tror, jeg drømte om at have en kniv i hånden og bruge den mod ham, fordi han gjorde mit liv til et helvede. Men jeg brugte den ikke, fordi jeg – selv som 12-årig – var klar over, at det ville være dumt af mig.

Ergo var jeg ham intellektuelt overlegen, selvom han var mig fysisk overlegen. Det er temmelig kompetent af en 12-årig. Det er vældig godt, at den meget svage erindring dukker op, fordi den viser, at jeg ikke ville finde mig i fornedrelsen, og at der var en voldsom vrede, der bare ikke kunne komme til udtryk.

Men jeg gjorde ikke modstand i situationen, for det havde gjort mig mere interessant. Det er det, der var musens leg med katten.

Det svarer til den adfærd, man kan se fx hos hjorte ude på savannen, der lader sig om, de er døde, når løven kommer. Hvis løven ikke er videre sulten, går den igen. Så snart den er gået, rejser hjorten sig og løber alt, hvad den kan.

Afslutning

Fortiden kan ikke ændres, og livet kan ikke leves om, men jeg arbejder på at forstå mine traumer og finde styrke i min overlevelse. Jeg var en kompetent 12-årig. Det er jeg stolt af.

At forstå dette traume er et skridt på vejen mod heling, og jeg håber, min historie kan hjælpe andre, der måske har gennemgået lignende oplevelser, til at forstå, at de ikke er alene. Det er muligt at finde styrke og mening selv i de mest smertefulde minder.

Jeg har endnu en gang glæde af min tvedelte hjerne. Jeg kan beskrive det, som om jeg bare observerer oplevelsen, jeg er ikke i den. Og på grund af dissociationen var jeg det faktisk heller ikke dengang i marts 1976.

Musens leg med katten

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Både Bipolar og Aspergers syndrom

To konkurrerende diagnoser

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Denne artikel er inspireret af Jørgens kommentar i dag kl. 9:46, hvor han spurgte, om der er en skarp skillelinje mellem depression og mani? Jeg forsøgte at svare, at det er der ikke, og jeg kom lidt ind på, at jeg har et dobbelt problem, fordi jeg har to konkurrende diagnoser, der af og til ligner hinanden temmelig meget: Hvordan kender man forskel, og kan man kræve, at jeg selv kan stå ud af det fantastiske flow?

Både Bipolar og Aspergers syndrom

Jeg har rådført mig med psykologen

Jeg optager alle samtaler med mine rådgivere, fordi det gør det nemmere at forberede det næste møde men selvfølgelig også fordi, jeg får meget mere ud af samtalerne: Jeg får det hele med, ikke kun fordi min hukommelse ikke er ret god, for hvem husker i virkeligheden ret meget af en samtale?

I dag har jeg genhørt samtalen, hvor vi taler om de to konkurrende diagnoser. Jeg prøver her at gengive essensen af samtalen med psykologen om, da det senest var ved at tippe for mig. Det er gengivelsen af en samtale, og derfor er det ikke så struktureret.

Det rullede fra efterlysningen i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne”den 17. april

Da min efterlysning af medarbejdere på børnehjemmet “Dear Home” blev bragt i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne” begyndte det: Jeg blev for højt gearet. Det er okay at være glad og opstemt, det er okay at have det fantastisk, men jeg skal passe på, for jeg kan nemt blive for begejstret.

Problemet er: Hvor går grænsen?

Grundsubstansen er, at når først det kører, kan man ikke “stå af”, og det gælder for begge diagnoser, så jeg har det altså bare dobbelt op.

  1. For så vidt angår bipolariteten kan man ikke mærke, når en mani er undervejs.
  2. For så vidt angår Aspergers syndrom kan man ikke mærke, hvornår den naturlige særinteresse nærmest bliver en besættelse. Man har gennem hele livet vænnet sig til at passe ind i den neurotypiske verden, og det har af og til betydet, at man har lært sig ikke at mærke sig selv. Man har dermed lært sig at gå over sine egne grænser. 

Derfor kan jeg ikke mærke, hvornår det tipper.

Selv min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, der er en gammel rotte i faget, siger, det er svært at vide, hvornår det tipper. Jeg blev så glad, da hun sagde det, for så er det okay, at jeg ikke selv kan finde ud af det.

Mine projekter

Jeg er altid i gang med minimum ét projekt. Og det er der ikke noget galt med; det må jeg gerne, og det er naturligt for alle mennesker, der ikke bare fordriver tiden med Netflix.

Når jeg kombinerer de to diagnoser, mærker jeg fx ikke de primære basale behov (søvn, mad, personlig hygiejne osv.) Jeg er i det vildt interessante projekt, og intet andet er vigtigt. Man kan sige, at jeg kobler mig selv af som menneske, for der er kun en ting: projektet eller alle projekterne, for jeg har som regel gang i ca. 14 projekter, og jeg elsker dem alle lige højt …

Psykologen sagde blandt andet: “Der holder du op med at eksistere som menneske”. Jeg måtte for en gangs skyld korrigere hende: “Der eksisterer jeg jo netop!” Det er det autistiske element; jeg er noget i kraft af det, jeg er i gang med – ikke andet, og pludselig erindrede jeg mit arbejdsliv.

Jeg har ofte tænkt, at meget af det var baseret på manier. Nu ser jeg pludselig, at meget af det var baseret på en kombination af mani og Aspergers syndrom. Det er en ny erkendelse.

Hvis/når jeg skal have et godt liv

Psykologen siger ligeud, at hun under mig et godt liv. Det er pænt af hende.

Jeg elsker at finde løsninger, at løse problemer, for det er min spidskompetence. Det er det, jeg kan. Der er så meget andet, jeg ikke kan. Jeg er som en AI-robot, jeg finder løsningerne, og jeg mister jordforbindelsen.

Hvis/når jeg skal have et godt liv, må mine behandlere erkende, at sådan er jeg, og det er dem, der i forening skal stoppe det farlige i opløbet, før det tipper. For jeg kan ikke selv og ingen kan kræve, at jeg selv skal kunne det.

Det er en utopi, når det hele er i flow, og jeg har det fantastisk. Hvad har I gang i? Vil I virkelig stoppe mig midt i en optur. Det gør da ondt, når I tager noget fra mig, jeg gerne ville have haft. Det er som at falde ned fra en klippe. I beder mig om at skrue ned for det, jeg elsker allermest. Det er ikke et rimelig krav til et menneske.

Jeg er så uendeligt heldig, at jeg har haft både psykologen og min kontaktperson i Distriktspsykiatrien i ca. 10 år. Jeg er også så uendeligt heldig, at de gerne vil samarbejde om at holde mig på sporet. Deres samarbejde skal handle om at stoppe opturen, før det er for sent. Resten kan jeg vist selv.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Hjernekassen på P1 om stress

Hjernekassen på P1 om stress

Tre gode podcasts om stress

Introduktion

Stress er blevet en af de største udfordringer i det moderne samfund. Det påvirker vores mentale og fysiske helbred og har store konsekvenser for både individet og samfundet som helhed. Denne artikel præsenterer tre informative podcast-episoder fra “Hjernekassen på P1”, som giver en dybere forståelse af stress, og hvordan vi kan håndtere det.

Hjernekassen på P1 om stress

Peter Lund Madsen har dedikeret flere episoder af Hjernekassen på P1 til emnet stress. Jeg har lyttet til disse tre episoder, og jeg vil især fremhæve den første, som dækker de grundlæggende aspekter af stress.

Stress – 7. januar 2019 Gæsten i studiet er Marianne Breds Geoffroy, Speciallæge i psykiatri, PhD. At høre hende tale er som at tale med min psykolog. Marianne arbejder i krydsfeltet mellem psykiatri og psykologi, da ingen af dem kan stå alene.

Technostress – 31. maj 2022 Gæsten i studiet er en forsker fra RUC. Hun har noget accent, så man skal lige vænne sig til at lytte til hende. Men det er godt!

Stress-sygemeldinger – 10. oktober 2023 Gæster i studiet er Birgitte Sølvstein og Maj Thorsen. De taler primært om systemstress, og det omtaler jeg ikke yderligere.

Om udsendelsen “Stress” fra den 7. januar 2019

Hvorfor føler flere og flere mennesker sig stressede? Hvordan er det at leve med stress? Hvad kan man gøre for at blive mindre stresset?

Marianne Breds Geoffroy er virkelig god at lytte til. I hvert fald har jeg lært en masse.

Stress, angst og depression er gået hen og blevet folkesygdomme, og vi bekymrer os om, at de unge er så stressede. Spørgsmålet er, om det er nyt? Som jeg hører Marianne Breds Geoffroy, er det ikke noget nyt, fordi det virkelig er ekstremt belastende med alle de skift, der sker og skal ske for de unge. En lidt ældre amerikansk undersøgelse viste, at 25 pct. af en årgang var stressede – altså er det normalt, men det er de ængstelige, der ender med at “gå ned med stress”. Og ængsteligheden er grundlagt helt ned i 5-7-års alderen.

Hvad ved vi, om dem der går ned med stress?

De, der går ned med stress – som ikke betyder, at hjernen brænder sammen, og man er ikke er ved at blive dement – er ofte dem, der er de sødeste, de “godeste” (det siger hun altså), de perfektionistiske, dem der registrerer andres behov før deres egne osv. De vil typisk være verbalt forsvarsløse, fordi de ikke kan sige stop over for et nyt udefrakommende krav. De ved ikke, hvor pressede de er. Man skal kunne monitorere sig selv for at kunne mærke “Dette her er ikke godt for mig”. Her genkender jeg mig selv. Det kunne jeg ikke. Det er også dem, der måske udvikler et misbrug.

Til sidst må kroppen vise sig som den ven, den er. Den siger fra, når vi selv mangler et sprog for, hvad der sker!

Stress er ikke en diagnose

Stress er defineret som kropslige symptomer, man ikke forstår. Stress er ikke i sig selv en diagnose. Man får måske åndenød eller voldsom hjertebanken på vej til eller fra arbejde. Det ligner mest af alt et panikanfald. Man bliver bange og går til lægen, der siger, at der ikke er noget galt. Nogle bliver måske sendt til en MR-scanning, fordi man skal være sikker på, at det ikke er sklerose. Der går rigtig lang tid med, at man går hjemme og venter på en afklaring. I den tid kan man så gå og blive mere og mere ængstelig.

Mange af dem, der går ned med stress, har tendens til angst eller er generelt ængstelige, og det er typisk grundlagt allerede i børnehavealderen. Man kan vurdere sin grad af ængstelighed på, om man har let eller svært ved at falde i søvn. Hvis man har svært ved at falde i søvn, kan det være, man ikke er så god til at skifte mellem de to nervesystemer:

  • Det sympatiske nervesystem regulerer os, når vi er i gang, i kamp, flygter og i det hele taget er aktive.
  • Det parasympatiske nervesystem regulerer os, når vi spiser, skal sove, skal slappe af.

Det er det parasympatiske nervesystem, der gør, at vi kan falde til ro, men det er svært, hvis man er meget ængstelig. Undersøgelser har vist, at 7 pct. af alle børn ikke kan ikke skifte mellem de to nervesystemer. Det er typisk genetisk betinget. De har en øget risiko for at “gå ned med stress”. Det har man beskæftiget sig med i “CCC2000 – Copenhagen Child Cohort 2000”, hvor man systematisk har fulgt de 6.090 børn, der blev født i Københavns Amt i år 2000.

CCC2000 er et forskningsprojekt, som undersøger børns udvikling fra de er nyfødte til ungdomsårene. Formålet er at få viden, der kan bruges til at forebygge nogle af de hyppigste helbredsproblemer hos børn og unge.

Et kulturskifte

Der er sket et kulturskifte. Vi skal alle sammen mene noget om snart sagt alt! Verden er blevet meget mere foranderlig, og alting kan hele tiden laves om. Det presser de perfektionistiske afsindigt hårdt.

Det går også hårdt ud børnene. Skemaet er ikke længere fast. Lektierne kan ændres, timer kan byttes rundt, og der kan komme nye lektier sent om aftenen. Det er ikke længere nok at læse en bog og herefter kunne kongerækken, og det er ikke længere nok at kunne stave til s-k-o siger sko. Man skal forholde sig til alt muligt.

Der er meget mere, man kan blive klog på i de 54 interessante minutter!

Om Technostress den 31. maj 2022

Dybest set handler denne episode om, at vi alle sammen er blevet vores egne IT-medarbejdere. Også på jobbet. Vi går måske hjem fra arbejde med følelsen af ikke at have lavet det, vi egentlig får vores løn for og ikke har nået noget, for der står ikke i ansættelseskontrakten, at vi skal besvare 20 e-mails, opdatere 5 programmer og sørge for, at de spiller sammen med alle de andre programmer.

Der var engang, man havde en IT-afdeling til at sørge for at IT’en bare spillede, og vi selv kunne koncentrere os om at lave det, der stod i ansættelseskontrakten, men den afdeling er enten nedlagt eller voldsomt beskåret. Nu må vi selv klare det.

Hjemme sidder vi måske og råber af skærmen, fordi vi ikke kan få MitID til at virke. Der går ufatteligt meget tid med opdateringer og søgning med Google, når det ikke virker.

Peter Lund Madsen foreslår, at der udvikles software og hardware, som kan holde de næste 10-15 år, og som bare virker, hver gang det skal bruges. Han overser de kriminelle. Mange af de opdateringer, der udsendes, er jo netop sikkerhedsopdateringer. Hvis der ikke skete ændringer i essentielle programmer i 10-15 år, var vi alle hacket til plukfisk.

Der mener jeg, han tager fejl.

Konklusion

Stress er et komplekst emne, som påvirker mange aspekter af vores liv. Hjernekassen på P1 giver en god indføring i de forskellige aspekter af stress, og hvordan vi kan forstå og håndtere det. Ved at lytte til disse episoder og reflektere over de diskuterede emner, kan vi alle tage skridt mod en bedre mental sundhed.

 

Hjernekassen på P1 om stress

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

En neurodivergent hjerne og erindringer

En neurodivergent hjerne og erindringer

Det anderledes “styresystem”

En neurodivergent hjerne og erindringer

Der er i samfundet en stigende forståelse for, at man ikke er dum, når man er på autismespektret og har fx Aspergers syndrom. Mange forstår efterhånden, at vores “styresystem” bare er et andet. Vi har fx fået solsikkesnoren, der signalerer, at vi har et usynligt handicap.

Selv ser jeg min autisme som en #superkraft, der gør mig i stand til nogle ting, der kan være vanskelige for andre mennesker. Det omvendte gør sig selvfølgelig også gældende, men det fokuserer jeg ikke på.

Det er en kæmpe lettelse for mig, der gennem hele livet har vidst, at jeg var “anderledes” men ikke har vidst, hvori det anderledes bestod. Som årene går, forstår jeg langsomt min neurodivergente hjerne bedre og bedre. Den har mange karakteristika, der svarer til de flestes, men der er også en del, der er anderledes.

Noget af det “anderledes” er utrolig nyttigt, både når jeg prøver at skrive mig ud af min “sære fortid”, og når jeg ikke er “stemningsneutral”, dvs. er for langt ude af en af de to poler, der kendetegner den bipolare affektive sindslidelse.

Ordforklaringer
  1. Styresystem: Det er al den software, som styrer computerens grundlæggende funktioner. Dvs. styresystemet er ansvarligt for alt, hvad computeren gør, fra vi tænder, til vi slukker. Vi henter fx mails, vi åbner programmer osv. Styresystemet kan fx være Windows eller iOS.
  2. Neurotypisk: en hjerne der er ”normal” og har udviklet sig og fungerer på en måde, hvor den ikke lever op til diagnosekriterierne for f.eks. autisme eller adhd. Ordet neurotypisk er opfundet, så man kan tale om folk uden diagnoser uden at bruge ordet ”normal”
  3. Neurodivergent: en hjerne med atypiske karakteristika og som derfor kan diagnosticeres med f.eks. autisme. Ordet ”divergent” (fra det engelske “diverse”) kan oversættes til ”forskellig” eller ”anderledes” på dansk. Neurodivergent betyder altså at have en anderledes hjerne.

De to sidste ordforklaringer har jeg tyvstjålet hos Specialisterne, der også skriver mere og bedre om ordene.

Den neurodivergente hjernes betydning for erindringerne

Jeg kan beskrive min sære fortid, der jo ligner noget, der er løgn, uden at “være i” den. Det, der måske minder lidt om Askepot eller Ditte Menneskebarn, er ikke for begyndere, men jeg kan skrive om det uden at give mig i følelsernes vold, uden at sidde og mærke, hvad den lille/unge pige måske mærkede dengang for mange år siden.

Jeg har en oplevelse af, at det skyldes det, jeg selv (og psykologen) kalder min “tvedelte hjerne”, der er en utrolig nyttig indretning, når man vil gøre tingene “mindre” ved at genfortælle dem.

Jeg kan beskrive erindringerne og knytte dem til fakta (fx adresser jfr. udtræk fra CPR, navne på skoler, Mødrehjælpens udtalelser, dødsattester osv.) uden at “falde ned i dem”, uden at blive ked af det osv. Jeg tror, at neurotypiske mennesker, der skulle skrive sådanne erindringer, ville genkalde sig oplevelserne på en måde, der gjorde, at de oplevede det hele igen som en slags PTSD, og sansede det samme som den lille/unge pige gjorde dengang.

Det gør jeg ikke. Det skyldes måske, at hun allerede dengang havde en beskyttelsesfaktor, der gjorde, at hun netop ikke sansede alt skidtet. Havde hun sanset på samme måde som neurotypiske mennesker, var hun måske blevet psykotisk eller havde måske udviklet skizofreni? Det kan vi ikke vide.

Alle mennesker har prøvet at skrive en stil om “Hvad har du oplevet i din sommerferie?” Her beskriver de jo også deres erindringer, men jeg tror ikke, de har en oplevelse af, at de nærmest skriver, som var de en anden person end den ferierende. Det gør jeg. Jeg er ikke Ditte Menneskebarn, selvom mine erindringer af og til ligner til forveksling.

Sproget hjælper på vej til afstandtagen

Jeg er helt bevidst om at bruge ord, der hjælper med at tage afstand. For mig at se, er det er en del af den neurodivergente hjernes virkemåde. Neurotypiske mennesker ville måske bruge ord, der bragte dem tilbage i situationerne, det gør jeg bevidst ikke. Jeg skriver ikke “onanere” men “masturbere”. Jeg skriver ikke “stiv pik” men “erigeret lem” osv.

Derfor bliver jeg aldrig en rigtig forfatter, selvom jeg faktisk godt kunne tænke mig at skrive en selvbiografi.

Det ville kræve, at jeg evnede “show it, don’t tell it”, og det gør jeg ikke. Jeg skriver, som var jeg en forsker, der arbejder med data i tabeller eller bare med en form for “kirurgisk skarphed”, uden at jeg ved, om det lykkes.

Jeg har et par ting, der minder lidt om PTSD

  1. Når Aarstiderne leverer svinefars i en rulle, må jeg skynde mig at klemme farsen ud af rullen og skære den i fire mindre stykker. Det er selvfølgelig et fjollet eksempel, men det kan belyse, hvad PTSD kan være for en størrelse: Fortidige hændelser genopleves i nutiden, uden at der overhovedet behøver være en sammenhæng.
  2. Ingen mennesker – end ikke psykologen – har vist hørt mig sige psykopatens navn, for det kan jeg ikke. Støder jeg eksempelvis på det samme navn i en kirkebog eller en folketælling, må jeg bladre hurtigt forbi.
  3. Da jeg i 2003 – uden held – forsøgte at etablere en relation til “min mor” efter 22 års pause, kunne jeg ikke udholde, at hun konstant inddrog ham i vores samtaler.

Den neurodivergente hjerne på psykiatrisk afdeling

I sommeren 2023 oplevede jeg, hvordan min neurodivergente hjerne var en både styrke og ulempe under en indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Styrken var, at jeg kunne være der uden at “falde ned i det”, uden at tage det helt ind osv. Jeg var ikke selv en del af sygdommen, så jeg kunne fx indse, at jeg havde brug for at tale med min psykolog.

Ulempen var, at når jeg med de 25 neurotypiske pct. dele af min hjerne beskrev symptomerne for de 75 neurodivergente pct. af hjernen, troede personalet, at jeg havde det bedre, end jeg faktisk havde det. For så virkede jeg jo ret “normal” og ikke videre syg, selvom mit tankegods ved Gud var sygeligt.

Strøtanker om social opstigning

En dag talte jeg med min ven om de af mine erindringer, hun havde læst. Jeg spurgte hende, om hun stolede på mig, og det gjorde hun naturligvis, og derefter sagde hun noget interessant: “Vi har vel allesammen hørt om nogle med sådan en sær fortid, men vi har ikke selv kendt en”.

Det har fået mig til at indse hvilken enorm social opstigning, jeg har foretaget, og som jeg kun har mig selv at takke for. Og det gør jeg så.

Der er dog en modifikation: Min fars ungdomskæreste og hendes mand. Der kom jeg pludselig til et sted med helt anderledes kulturelle værdier og normer. Alting var så anderledes og svære at forstå, men jeg ville gerne være en del af det. Her gik de voksne børn på henholdsvis universitetet og Kunstakademiets Arkitektskole, her gik vi om lørdagen ture på Fortunen og i Dyrehaven osv.

Og her fik jeg for første gang i mit liv børstehovedet til en elektrisk tandbørste. Det blev sat op i skabet til højre sammen deres med en lille farvet ring, så jeg kunne genkende mit. Den lille dumme ting gjorde et stort indtryk på mig. Pludselig var jeg en del af en familie, hvor vi alle sammen havde børstehoveder. Det var nærmest en form for inklusion, der var ukendt for mig.

Det var også ukendt at blive puttet som 16-årig. Jeg ville gerne, men jeg vidste virkelig ikke, hvordan jeg skulle håndtere det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.