/8 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg får stress, når folk er ustrukturerede

Skyldes det min Asperger?

Når et samarbejde drukner i usammenhængende beskeder og manglende struktur, reagerer jeg med øjeblikkelig stress. For mig er systematik en forudsætning for overblik, og uden den bryder tingene sammen. Men er det min Asperger, der gør mig så sårbar over for andres kaos – eller er det kaosset, der er problemet?

Jeg får stress, når folk er ustrukturerede

En forening mangler bistand til bogføring og måske også til lidt økonomistyring. Og det har jeg sagt ja til at gøre på frivillig basis. Selve bogføringen interesserer mig ikke noget videre, og jeg har sådan set heller ikke forstand på det, men det kan jeg nu nok lære. Opgaven begrænser sig til ~ 60 bilag årligt, hvilket vil sige ~ 5 bilag om måneden. Herregud …

Det, der interesserer mig, er resultatet af bogføringen; det er der, man kan begynde at tale om økonomistyring, og det er der, man kan begynde at lege med Excel, hvilket jeg jo synes er sjovt. Her kan foreningen og jeg måske få lidt nytte af hinanden, og jeg kan yde lidt bistand. Der kan muligvis også være lidt socialt i det.

Men jeg er allerede ved at bakke baglæns tilbage, for min kontaktperson er simpelthen så ustruktureret; jeg kan slet ikke være med, og jeg har mistet overblikket. Jeg sander til i e-mails, og jeg får stress. Jeg har allerede nu 20 e-mails liggende, og der er sikkert endda nogle, jeg har slettet.

  1. Jeg arbejder selv ekstremt struktureret.
  2. Jeg samler fx emner sammen til en e-mail og skriver det, der skal skrives og sender et samlet svar.
  3. Jeg nummererer emner, så begge/alle parter er klar over, hvad vi taler om.
  4. Jeg er god til kalenderstyring.
  5. Har vi aftalt et telefonmøde kl. 15, ringer jeg op kl. 15:00, da jeg synes, det er nemmest for alle parter.

Har jeg snydt, eller har jeg bare Aspergers syndrom?

Jeg ved ikke, om der er noget galt med mig, og om jeg burde kunne klare det – men jeg kan ikke.

Når jeg af og til tvivler på, om jeg har snydt hele borgermusikken, og at jeg måske bare kunne tage mig sammen og arbejde, siger psykologen altid, at man ikke får pension uden grund. Hun advarer mig også mod at arbejde.

Min erhvervsevne er lig nul, men jeg mærker det jo ikke, når jeg roder med mine egne ting og faktisk har en ret høj produktivitet.

  • Jeg bestiller noget,
  • jeg hjælper folk,
  • jeg kommer fremad med oprydningen i Legacy,
  • jeg bliver en bedre slægtsforsker,
  • jeg deltager i et Excelkursus,
  • jeg har brugt minimum 333 timer på i 2025 at skrive 211 artikler til hjemmesiden
  • osv.

Det er ikke mig, der har et abonnement på Netflix, det er ikke mig, der sidder og glor ud i luften. Det har jeg folk til.

Er det min Asperger, der bevirker, at jeg arbejder så ekstremt fokuseret og struktureret? Det kan godt være, men jeg kan ikke gøre det anderledes. Og i mine 23 år på arbejdsmarkedet, var jeg jo også en ressource. Mennesker med Aspergers syndrom er ofte en gave til en chef. Jeg holder fast i, at jeg har en god karriere bag mig.

Hele mit liv er ekstremt skematisk, og jeg trives enormt godt med det. Der er næsten ingen emner, jeg ikke har styr på, og mangler jeg overblik over et eller andet, sørger jeg for at lave det. Jeg elsker mine skemaer, selvom jeg godt ved, andre synes, jeg er mærkelig.

Men de kan alligevel godt lide et Excelark, der løser en af deres konkrete opgaver. Jeg har lavet så mange budgetter for folk, at jeg faktisk ikke gider mere, for i realiteten kan man jo ikke lave et budget for en anden, da man ikke ved, hvad de ønsker at prioritere det kommende år.

Men at sige “nej” er ikke en af mine kernekompetencer.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Tænk jeg synes altså, jeg har det hyggeligt!

Fravær af unødvendige sanseindtryk

Sådan skaber man et hjem, hvor ro, klarhed og overblik får lov at dominere – og hvor selv de mindste detaljer er valgt med omtanke. For mig begynder det med fraværet af unødvendige sanseindtryk. Jeg trives bedst i omgivelser, hvor tingene ikke råber på opmærksomhed, men understøtter hverdagen stille og effektivt. Det er et bevidst valg at skære ind til det essentielle: kun det, jeg bruger, har behov for eller har en reel relation til, får lov at være her.

Resultatet er et hjem, der giver mig både velvære, fokus og en følelse af orden. Mange opfatter måske “hygge” som noget, der kræver mange ting, men for mig ligger hyggen i netop det modsatte – i at kunne trække vejret frit og lade tankerne falde til ro i nogle rum, der ikke forstyrrer min hjerne med de mange sanseindtryk.

Tænk jeg synes altså, jeg har det hyggeligt!

Du behøver ikke læse den grå tekst, der bare er forhistorien.

I lørdags røg COAX-kablet ud af min router, og så kan man ikke komme på nettet via Wi-fi. Heldigvis kunne jeg danne Hubspot med telefonen, hvilket betyder, at jeg brugte telefonens internet til at danne forbindelse, og så kunne jeg komme på nettet på min iPad. Jeg ringede til YouSees kundeservice og fortalte, at det kun var den lille nedadgående lampe på routeren, der blinkede. Resten var dødt. Han sørgede for at sende en tekniker, som har været her i dag. 

I mellemtiden kiggede jeg nærmere på routeren og fandt ud af, at den lille kobbertråd fra COAX-kablet ikke var rigtigt inde i routeren, fordi selve kobbertråden slet ikke befandt sig, hvor den skulle, selvom skruen var skruet helt i. Kablet kunne uden videre trækkes ud, da det kun var holdt på plads af et stykke sølvpapir. Sådan skal det selvfølgelig ikke være. Derfor opretholdt jeg min fejlmelding, uanset at jeg selv havde fundet ud af at sætte kobbertråden på plads og opnå Wi-fi-forbindelse, for tiden fra lørdag til tirsdag kan føles lang, når man lever på nettet.

Det er slet ikke det, historien handler om. Den handler derimod om, at teknikeren fra YouSee sagde “Det er ikke mange ting, du har her”. Jeg svarede ham “Jeg kan vældig godt lide det sådan”. Jeg skulle sikkert have sagt noget andet, for det kunne jo opfattes som en afvisning eller irettesættelse. Det var ikke sådan ment, men det var, hvad jeg lige kunne finde på.

Det minder mig om, at jeg havde en veninde, der sagde “Du har det ikke hyggeligt”. Tænk jeg synes altså selv, jeg har det både hyggeligt og klassisk.

Jeg har fjernet alle unødige sanseindtryk

Med vilje har jeg kun det, jeg skal bruge, og jeg har fjernet alle unødvendige sanseindtryk. Da jeg fik malet for lidt mere end et år siden, smed jeg de fleste af de bøger ud, jeg vidste, jeg aldrig nogensinde ville få læst igen,og som bare stod og samlede støv.

Dog bevarede jeg en del bøger, der fortæller mig historien om mit liv fx Dea Trier Mørch, Marge Piercys “Vida”, Bente Clods “Brud” og “Vent til du hører mig le”, Preben Koks “Skæld ud på Gud”, “Kim” af Vibeke Malthe-Bruun, Henrik Pontoppidan og “A. A. Milnes “Peter Plys” osv.

Resten af mine bøger er opslagsværker om historie og til slægtsforskning, fx “Kvindfolk”, “Tysk – Dansk Ordbog” af P. L. Ipsen, “Danmark i 30’erne”, “Skriv om din slægt, “At skrive Slægtshistorie” osv.

Jeg elsker “renheden” i mit hjem. Jeg kan simpelthen godt lide fraværet af unødvendigheder og sanseindtryk. Når man har Aspergers syndrom, forstyrres man ofte af de mange sanseindtryk, der kan være synsindtryk, lydindtryk og lugte. Så at fjerne de mange sanseindtryk i hjemmet gør, at jeg har det meget bedre,

Når jeg ser billeder fra andre menneskers hjem, synes jeg, de har virkelig mange ting stoppet ind på gulvet, på væggene, i reolerne og på skrivebordet. Jeg kan selvfølgelig godt se, at det sikkert er det, de/man forstår ved at have det “hyggeligt”, men i min verden er det mange unødvendige sanseindtryk, som jeg helst vil være foruden.

Billeder fra mit elskede hjem

Billede 1

Min arbejdsplads, hvor jeg dagligt bruger mange timer, og hvor jeg har det bedst.

  • Inden jeg tog billedet, sørgede jeg selvfølgelig for at rydde lidt op.
  • Den lille sorte kasse i venstre side af skrivebordet er en NAS, som er en server, hvor jeg blandt andet dagligt gemmer backups, før de bliver sendt i kopi til skyen. Sidstnævnte sker også dagligt.

Billede 2

Reolerne med de bøger der fik lov at overleve, to reserve-PC’er købt brugt, frigjort hyldeplads og et par kasser med “slægts-ting”, der ikke kan digitaliseres.

I kasserne er fx genstande fra min far (frihedskæmperarmbindet, manchetknapperne, uret, servietringen i sølv m.v.) og farmor, et 100 år gammelt album med billeder fra farmors og farfars hjem på Brede osv.

Billederne har jeg selvfølgelig digitaliseret for længst, men selve albummet – med en form for pergament mellem siderne – der er ved at falde fra hinanden, bevares til den dag, jeg dør. Derefter er der nok ingen, der er interesserede i det. Og så ryger det på vel på forbrændingen sammen med mig? Det er lidt trist at tænke på, men sådan er det, og jeg vil jo ikke selv opleve det. Heldigvis.

Billede 3

Når jeg vender mig væk fra skrivebordet, har jeg mine to “pause- og gæstepladser” 4 – 5 meter væk. Man sidder godt i de to lænestole, der bare er fra Ikea. Det er med vilje, jeg ikke har en sofa og aldrig har haft det. Jeg har ikke lyst at dele plads med nogen.

Jeg kan godt lide Asger B. C-lampen i vindueskarmen og bakkebordet af Hans Bølling. Den blå vase passer ganske godt til bakkebordet. Og jeg kan godt lide udsigten ud mod Hvidovre Torv, dels pga. Torvet selv, dels fordi der er så langt over til genboerne.

Billede 4

Spisestuen der kun bruges med års mellemrum. Både superellipse-bordet og 7’er-stolene er købt brugt, for jeg kan godt lide designerting, men der er også noget, der hedder økonomi.

Lysestagerne er Piet Hein-stager. Lysene tændes kun, når her er gæster, så de holder længe.

Billede 5

Når man vender sig ud mod Torvet i spisestuen ser her sådan ud. Der er ikke så meget at sige om det. Jeg kan bare godt lide rummeligheden.

Den opmærksomme læser vil måske have bemærket, at samtlige “planter” er kunstige. Jeg synes, der skal være et eller andet, men jeg orker ikke at stå indendørs og rode med jord og ompotning. Så løsningen blev kunstige “planter”

Billede 6

Udsigten fra min seng, hvor der intet er på væggene til at forstyrre min hjerne, når jeg skal sove. Jeg elsker de vægge. Snavsetøjskurven er af stål, og jeg kan i det hele taget godt lide stål på grund af renheden.

Andet er der vist ikke at sige her.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , , /af , ,

Er jeg bare for mærkelig?

Noget om Aspergers syndrom

Er jeg bare for mærkelig?

Du behøver ikke med det samme at istemme et rungende “Ja” 🙂

Jeg har et par gange på det seneste oplevet, at folk siger til mig “Du taler meget” eller “Jamen du er jo nem at tale med”, når de på forhånd ved, at jeg har Aspergers syndrom. Jeg ved aldrig helt, hvordan jeg skal reagere på sådanne forudfattede opfattelser af, hvordan jeg sikkert er og opfører mig, fordi jeg er på autismespektret.

Det er mennesker, der ikke er klar over, at jeg bare har et andet styresystem. Det svarer sådan set til, at de endnu ikke har skiftet til Windows 11. Windows er også et styresystem.

Til det første, “Du taler meget”, kunne jeg selvfølgelig svare “Måske taler du selv lidt?”, som psykologen har foreslået, men til det andet har jeg ikke et prædefineret svar, og jeg bliver nærmest lidt overrumplet.

Jeg er ikke som de andre, jeg er noget for mig selv

Det var en sang med “De gyldne løver” i 1970’erne … Det var noget, man hørte, der hvor jeg voksede op.

Jeg er fuldkommen klar over, at jeg ikke er som de fleste, at mine interesser i nogen grad er afvigende, at jeg er gammelklog og hvilke andre etiketter, folk ellers kan finde på at sætte på mig. Jeg er også klar over, at jeg kun med en høj grad af maskering (udtryk for en autist, der forsøger at tilpasse sig den neurotypiske (“normale”) verden) ville kunne passe ind på en arbejdsplads igen.

Dog har jeg i 23 år passet (godt?) ind rundt omkring i centraladministrationen, og jeg har været glad for det og mine opgaver. Jeg har lavet virkelig mange Excelark, og jeg har faktisk en god karriere bag mig.

Den anden side af medaljen: Jeg havde flere stresssygemeldinger og arbejdede ofte 60 – 70 timer ugentligt, fordi jeg ikke kunne finde ud af at gå hjem, når kolleger og medarbejdere sagde “Så gå dog hjem”, og de selv lukkede glasdørene bag sig.

Når jeg tænker tilbage på de 23 år, der som absolut hovedregel var positive, kan jeg ikke lade være at tænke, at medvirkende til de mange stresssygemeldinger – og en passant et selvmordsforsøg i 2006 – har været en massiv maskering. Det er i længden ekstremt hårdt at forsøge at være en anden end den, man egentlig er.

Skolens tabte børn

Lige p.t. kan man på DR1 se en serie, der drejer sig om børn og skolevægring. Den hedder “Skolens tabte børn”. Jeg satte mig og så samtlige fem afsnit, så snart de var udkommet.

Bortset fra de mange grædende forældre, der lagde op til en omgang “følelsesporno”, og de hoppende og dansende mærkater, der blendede baglæns ind fra siden (fx “Hans Jensen, mekaniker” eller lignende), som jeg ikke kunne se et formål med, var det en udmærket serie. Den viste, hvor svært det er at være forældre til et barn, der bare ikke kan gå i skole, og det må være frygteligt. Skilsmisseraten i sådanne familier er enorm, fordi det er ufatteligt hårdt, og det slider på hele familien.

I sidste afsnit var der noget centralt: Et barn, der følger skolegangen helt almindeligt fra 1. til 9. klasse, koster kun 10 pct. af de børn, der ender i et specialtilbud. Det vil sige: jo mere man dræner folkeskolen for økonomiske ressourcer – med et andet ord “sparer” – jo flere børn ender i et specialtilbud og koster altså tifold. Det er et uendeligt loop.

Og det mest uhyggelige er næsten, at dygtige psykologer og psykiatere allerede, når barnet går i vuggestue eller senest i børnehave, kan forudse, hvilke børn, der vil blive ramt af skolevægring.

Når man ved det på forhånd, hvorfor griber man så ikke ind? Og når problemet viser sig i fuldt flor, hvorfor har vi så ikke en manual for, hvad skolen skal gøre, hvad kommunen skal gøre, hvad forældrene skal gøre osv.? Hvorfor skal hver familie selv opfinde den dybe tallerken?

Jeg hørte engang Peter Lund Madsen i “Hjernekassen på P1” problematisere over den sene indgriben nogenlunde sådan her “Vi har opbygget et system, hvor man legalt kan sige til folk: ‘Lille Peter har det endnu ikke dårligt nok til, at vi kan tage os af ham. Kom igen når han bliver (mere) syg, så kan vi prøve at hjælpe’ “. Det er jo helt Anders And.

Tilbage til mig selv – hvor jeg forsøger at forklare sammenhængen:

Da jeg var barn (jeg er fra 1963), havde man endnu ikke opfundet autisme, maskering, skolevægring eller endsige barndommen. Man gik i skole, uanset om man trivedes eller ej, for hvad skulle man ellers? Der var ingen, der spurgte, om man trivedes. Jeg tror heller ikke nogen spurgte mig “Hvad har du lært i skolen i dag?, men jeg kan selvfølgelig huske forkert.

Om jeg selv trivedes eller ej, kan ikke sådan lige afgøres. Det er simpelthen ikke entydigt:

  • Jeg var glad for de boglige fag og var ret god til dem. Idet mine forældre læste højt for mig hver dag, inden jeg startede i skole i august 1970, kunne jeg på forhånd læse nemme tekster, det var fx “Peter Pedal og manden med den gule hat”.
  • Jeg slap ret nemt over den forudgående “modenhedsprøve”, hvor man skulle gennemskue, om røgen fra en skorsten kunne vende modsat et flagrende dannebrog. Det havde jeg fanget; ergo blev jeg sluppet ind i de hellige haller.
  • Jeg var omvendt en idiot til gymnastik, håndarbejde (det tog mig hele femte klasse at strikke én sok), formning, sløjd og den slags.
  • Jeg var en idiot til frikvarterer og blev ofte mobbet, fordi jeg var så mærkelig.
  • Efter min fars død var det trods alt bedre at være på skolen end derhjemme.

I en anden “Hjernekassen på P1”, episoden “Autisme-mødre” fra den 25. marts 2025 27:47 inde i udsendelsen hørte jeg Peter Lund Madsen sige følgende kloge ord, som er med til at forklare, hvorfor min skoletid ikke var entydig:

Min skoletid var indrettet efter autister. Det var fuldstændig forudsigeligt. Der var skoleskema, man fik et nyt hvert år, og så kørte man bogen igennem, og nogen gange, når man sad og læste op på skift i timerne …, der var ingen slinger i valsen, og der var ro i klasselokalet. Gruppedynamikken var meget mindre indviklet, i hvert fald i timerne, for man skulle gøre, hvad læreren sagde.

Jeg er meget sensitiv overfor støj og lugt. Jeg hører fx aldrig musik, hvilket andre synes er mærkeligt, men jeg trives bedst i stilhed. Hvis en burgerbar eller et pizzeria har døren åben, må jeg gå over på den anden side af gaden – eller holde vejret 🙂

Det var derfor afskyeligt at skulle tilbringe tid på et fritidshjem, hvor den største adspredelse – for de andre – var en larmende byggelegeplads eller at skulle entre et klasselokale, hvor 24 børn trak stole hen over gulvet efter spisefrikvarteret, og hvor der stank af varme madpakker. Jeg kan næsten stadig fornemme lugten her så mange år efter.

Havde jeg været barn i dag, havde jeg således vægret mig ved en stor del af folkeskolen. Måske kunne jeg have fået et specialtilbud, hvor fokus lå på det boglige? Næh, jeg var nok ikke ‘syg nok’ med Peter Lund Madsens ord.

Og autisme er jo ikke en sygdom – det er “bare” et anderledes styresystem.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Som autist bliver jeg ofte misforstået

Bøvlet med “det sociale”

Som autist bliver jeg ofte misforstået

For ikke så længe siden deltog jeg i et onlineforedrag. På et tidspunkt tændte foredragsholderen for deltagernes mikrofoner og spurgte ud i det virtuelle lokale: “Er der nogen spørgsmål?”.

Da jeg syntes, vedkommende havde gjort det rigtig godt, svarede jeg “Nej, nu har du jo klippet det ud i pap for os”. Foredragsholderen dukkede mig for næsen af de 500 øvrige deltagere og sagde “Det kunne jo være, der var andre, der havde spørgsmål”.

Det var rigtig ubehageligt, og det er et godt eksempel på, at jeg blev fuldkommen misforstået. Jeg tror, mange autister oplever sådanne misforståelser.

Jeg har Aspergers syndrom, og derfor er jeg på autismespektret. Denne artikel er en af de sværere, for den går lige i kødet på mig selv, men sådan må det så være. Den kræver lidt mod at skrive, men det er jeg i besiddelse af.

Tendens til selvoptagethed eller bare en misforståelse?

Jeg har deltaget i adskillige lederkurser, og i den slags er der jo altid diverse personlighedstests, hvor de indleder med at fortælle om de gode ting, og hvor de til sidst lige skal lave et svirp med halen og pege på “udviklingspotentialerne”, altså noget, man skal blive bedre til.

Selvom det er ca. 20 år siden, husker jeg ganske tydeligt, at en af dem til slut skrev “Kan have tendens til selvoptagethed”. Det var også temmelig ubehageligt.

Sammen med psykologen har jeg prøvet at se på, hvad der kan ligge bag det i en tid, før man talte om autisme.

Det var muligvis også en misforståelse, der bunder i, at jeg kan opleves som selvoptaget, fordi jeg for det meste kun udtaler mig om ting, jeg virkelig ved noget om. Når jeg ikke ved noget om et givent emne, og det er jo det meste, har jeg ingen problemer med at sige eller skrive “Det ved jeg simpelthen ikke, men fortæl mig gerne om det”.

Bøvlet med “det sociale” eller respekt, grænser og værdier

For mig er “det sociale” enormt svært. Så vi (psykologen og jeg) besluttede at gå på opdagelse i en række eksempler på mennesker, der bare er forsvundet ud af mit liv, og hvor mit udgangspunkt er, at det nok er min egen skyld. Det er nok fordi, jeg igen ikke kan finde ud af det …

Altså fik jeg en “hjemmeopgave”, der bestod i at komme i tanke om nogle af de forsvundne. Jeg fandt ti eksempler, de to var dårlige, til rest var otte gode eksempler.

Det, der karakteriserede alle otte personer, var faktisk, at de alle muligvis havde haft et eller andet behov for at få mig ned med nakken, måske fordi de oplevede mig som selvoptaget – og så er ringen sluttet.

Fællesnævnerne var også noget med respekt, grænser og værdier: Oplever jeg manglende respekt (eller kan jeg ikke respektere en person), eller at nogen overtræder mine grænser, eller at vores værdier simpelthen er for forskellige, så kan jeg bare ikke være med, hvilket jeg står på mål for. Det drejer sig faktisk ikke om, at jeg ikke kan finde ud af “det sociale”, selv om det for det utrænede øje kan se sådan ud.

En udløber af “det sociale” er, når man oplever verden som dejlige data

(Mindst) Et par gange i min “karriere” som slægtsforsker, har jeg gjort noget rigtig dumt:

  • Jeg traf et andet menneske, der også hed “Stegemüller” til efternavn, så selvfølgelig var vi beslægtede. Det var jeg rigtig glad for. Efter noget tid fortalte jeg vedkommende, at hendes farfar, der var bror til min farfar, havde kæmpet på tysk side på Østfronten. Jeg havde mine data og kilder på plads, jeg havde billeder af vedkommende i tysk uniform mv. Og der hvor jeg virkelig kvajede mig, var at jeg sagde “Han var nazist”. Det skulle jeg jo aldrig have sagt.
  • Jeg fortalte et andet menneske, som jeg muligvis er ret tæt beslægtet med, hvordan en person havde forsøgt at begå selvmord, og hvordan vedkommende havde det før og efter forsøget, nemlig forfærdelig svært. Jeg havde naturligvis styr på data og kilder. Det skulle jeg jo heller aldrig have sagt.

I min verden, der i vidt omfang består af dejlige data i tabeller, er det jo virkelig mærkeligt, at folk ikke gerne vil kende disse hårde data og kilderne men hellere vil forholde sig i “forsætlig uvidenhed”.

Det er vist sådan, at alle slægtsforskere kender sådanne historier i deres familier og er klar over, at sandheden kan være ilde hørt. De er nok kvikkere end mig og holder deres mund med det.

Det håber jeg også, jeg vil gøre næste gang, jeg træffer på en slægtning. Jeg håber, jeg vil huske at tænke: “Kan vedkommende profitere af de fakta, jeg kan diske op med?” Hvis svaret er “nej”, holder jeg forhåbentlig min kæft.

God weekend og tak fordi du læste med!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.