Af white trash er du kommet

Af white trash er du kommet

Til white trash skal du ikke blive

Af white trash er du kommet

Det er selvfølgelig en omskrivning af det velkendte begravelsesritual:

Af jord er du kommet.

Til jord skal du blive.

Af jorden skal du igen opstå.

For ikke at forfalde til selvmedlidenhed og flyde videre med den negative strøm pga. det, der lige nu er vanskeligt, mente psykologen, at jeg i stedet skulle huske på, at jeg på alle fronter har givet dem baghjul. Jeg udnævner fuldt berettiget min “mor” og psykopaten til “white trash”, og det har jeg fjernet mig fra – og det er jeg ærlig talt en lille smule stolt af.

Jeg har holdt fast i andre solide og klassiske værdier, hvor “ordentlighed” er nøgleordet, og jeg ved, hvor det kommer fra, hvilket jeg næppe behøver fortælle endnu en gang. Det paradoksale er, at jo mere jeg holdt fast i Jørgen Stegemüllers værdier, og det gjorde jeg helt bevidst, jo mindre brød hun sig om mig, og jo større blev afstanden. Egentlig er det logisk.

Jeg flytter ikke konstant for ikke at komme i myndighedernes søgelys. Det er ikke mig, der bor i den yderste udkant i noget faldefærdigt skrammel bygget i 1850, hvor et rum i ladelængen er fyldt op med tomme 1½-liters “vin”-flasker af mærket “Père Médard”. Hos mig er det ikke sidst på måneden omkring den 15., og varerne skal ikke skrives (men det kan man næppe lykkes med nutildags). Jeg har ingen børn, men havde jeg børn, ville jeg ikke sende dem på indkøb af flovhed over, at varerne igen skulle skrives, selvom det kun var den 12. eller deromkring. Mine børn skulle ikke vaske og ordne bil ind- og udvendigt eller pudse vinduerne udvendigt hver uge (begge dele fuldstændig vanvittigt). Det er “Askepot” om igen.

Mine børn ville opleve at blive inddraget i samtalerne omkring middagsbordet. De ville lære om almendannelse og om kunsten at argumentere ordentligt. De ville ikke blive sendt til højre for den yderste politiske højrefløj, hvor parolerne blandt andet var: “indfør dødsstraf, indfør atomkraft, luk Christiania og gør Glistrup til statsminister”.

Mine børn ville ikke sidde alene vinterdage foran en gravsten på heden, under hvilken den eneste ven i verden nu lå. Mine børn skulle ikke tage ansvar for en fraflytning otte måneder efter indflytning, fordi de “ikke kunne med” ham, der stod bag kontaktannonce # 1. Kendte jeg til overgreb fra psykopaten, der stod bag kontaktannonce # 2, ville jeg straks skride ind og ikke lade stå til i seks år.

De seks forbandede år

Normalt siger man “de fem forbandede år”, nyder ordspillet med de to * “f” og glæder sig over, at besættelsen nu er en del af historien. Jeg har ikke oplevet besættelsen, men jeg oplevede seks forbandende år. Når jeg tænker tilbage, ved jeg ikke, hvordan jeg kom gennem de år. Det eneste, jeg ved, er, at der skal en forbandet stærk psyke til at klare det, men det var også lige før, jeg ikke klarede det:

Da jeg var 14 år, havde jeg eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby. Familien tog sig af mig men greb ikke ind. De var blandt de mange, der leverede et frirum men ikke agerede. Dengang havde man vist ikke opfundet indberetningerne til de sociale myndigheder. Min egen “familie” var ikke begejstrede for eftermiddagsjobbet, idet jeg så forsømte de hjemlige opgaver, og de måske også fornemmede, at der blev spyttet sandheder ud på Torvet 2 i Aakirkeby. Særligt en eftermiddag står tydeligt: cyklen var brugt og blå. Den transporterede mig mellem Aakirkeby og Vestermarie (ca. fem km.). Jeg kiggede i grøften til højre og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd”. Præcis med de ord. Den tanke forblev hos mig indtil for ca. 1½ år siden. Nu regner jeg med naturlig årsager.

Overgrebene begyndte på et eller andet tidspunkt i 1974, og helt sikkert før vielsen den 26. april 1975, der af en eller anden årsag, jeg ikke kender, fandt sted i Rønne. På det tidspunkt havde han konstant nulret min venstre hånd indvendigt med lange bløde sensuelle/seksuelle strøg fra sin langfinger, når vi fulgtes tværs over en stor plads i Vollsmose for at komme til P-pladsen. Jeg havde mødt ham tillidsfuldt og holdt i hånd, fordi jeg så gerne ville have en far igen. Jeg var 11 år. På samme tidspunkt havde han også tilbudt mig penge for at gå i karbad med ham.

Hvem var kriminel?

Jeg var på en eller anden måde klar over, at det var helt forkert og inddrog min “mor”. Hvor den bevidsthed kom fra, ved jeg ikke. Det resulterede i, at det var mig, der blev forhørt ved køkkenbordet i et par dage med stor opstandelse. Som om det var mig og ikke ham, der var den kriminelle. Hun fulgte aldrig nogensinde op på det. Spurgte aldrig om det “var gået over?”, om alt “var i orden?” eller lignende. Da hun og jeg – på mit initiativ – fik kontakt efter 22 års “pause”, spurgte jeg, om hun havde vidst, hvad det foregik? Det bekræftede hun. Hun greb ikke ind, fordi hun “ikke kunne overskue det”. I min verden kan man ikke falde dybere. På et tidspunkt i 1976 forstod de ikke, at jeg ikke ville kalde ham for “far”.

De blev skilt ca. år 2003, hvorefter hun flyttede fra Bornholm til Nykøbing Sjælland, og jeg forsøgte at få det til i det mindste at fungere, men det lykkedes ikke, så jeg trak mig “baglæns tilbage”. På et tidspunkt efter hendes 70-årsdag i 2005, flyttede han, efter lige knapt 30 år på Bornholm, også til Nykøbing Sjælland. Fra hans børn af første ægteskab ved jeg, at de reetablerede en eller anden form for forbindelse.

Folk kan selvfølgelig have de relationer, de vil, uden at jeg skal blande mig i det – jeg er bare glad for at have været tilstrækkelig klarsynet til ikke at involvere mig med nogen af dem. Den tid, hvor jeg konstant skulle bøje nakken for at overleve, var endegyldigt forbi. Det var ikke mig, der var den kriminelle.

“Det har været grelt”, siger psykologen, der jo lever af at høre “historier”. Det er grunden til, at jeg udelukkende har udtalt hans navn to gange siden 1981. Ser jeg det på skrift i en eller anden sammenhæng, skynder jeg mig at scanne videre.

Jeg så ham til min “mors” sære, kolde begravelse i julen 2006. Det var første gang i 25 år. Paradoksalt nok kom vi til at stå lige overfor hinanden på hver sin side af kisten. Selvfølgelig var jeg klar over, at han ville møde op – ordentligheden tilsagde bare mig også at møde op. Der var noget gravkaffe eller lignende bagefter, men jeg tog toget hjem.

Jeg fjernede mig endnu en gang fra “White trash”, for jeg havde ikke mere at gøre der.

Af white trash er du kommet

Noget om uddannelsesniveauer

Noget om uddannelsesniveauer

Er “student” en stilling?

Noget om uddannelsesniveauer

Nedenstående er yderligere refleksioner efter den seneste seance med psykologen:

I samtalen med min fars ungdomskæreste kom vi blandt andet ind på uddannelsesniveauer. Jeg fortalte hende, at det var helt nyt og anderledes for mig, at de hos dem alle havde en god uddannelse eller var på vej til en. Sønnerne læste fx til henholdsvis læge og arkitekt, og selv havde hun uddannet sig til afspændingspædagog, efter at børnene var vokset lidt til – sådan gjorde man jo dengang. Svigerfaderen var kommunaldirektør og slægten forud for ham var lærere.

Hun svarede “Jamen Jørgen (min far, red.) var da veluddannet”. Det er sandt. Han havde en treårig uddannelse fra “Den Danske Væveskole” og dimitterede i 1943, men desværre var han jo død.

Hendes replik var “Jamen havde Jytte (min “mor”, red.) ikke en uddannelse?” Næh, det havde hun ikke, og det forstod Hanne ikke. Vi undrede os i dernæst i fællesskab over “Hvor havde Jørgen dog støvet hende op?” Jeg foreslog “I Randers”, men det var helt ud af det blå, og ingen af os havde en chance for at vide det. Det spændende ved den dialog var faktisk, at det dernæst var min “mor”, der var forkert og ikke mig selv. De havde slet ikke kunnet forestille sig, at Jørgen havde giftet sig med en kvinde uden en eller anden form for uddannelse, og de havde ment, at det var helt naturligt, at jeg selv skulle have en uddannelse.

For sjov fortalte jeg hende, at jeg, før jeg flyttede fra Bornholm, havde troet, at “student” var en stilling og at man altså kunne leve af at være student.

Jeg vidste, jeg ville have en uddannelse

Jeg har altid været klar over, at jeg ville have en uddannelse – jeg havde ikke gjort mig tanker om hvilken, bare en eller anden uddannelse. Hvor det “drive” kom fra, er jeg ikke klar over, bortset fra at det må være kommet fra min far, som jeg husker altid værende i gang med en bog. Uddannelsen fra “Den Danske Væveskole” var en boglig uddannelse, og jeg har nogle af hans lærebøger stående i min reol. En af dem er “Jacqardmaskinen”, som Hanne forærede ham, da han blev 22 år i 1944. Den er sjov at have med hendes dedikation i. Desværre ser hun for dårligt til, at det giver mening at vise hende den.

Det var først, da jeg flyttede til Amagerkollegiet og var blevet student fra kursus, jeg blev klar over, at jura nok var den rette vej for mig. Da jeg havde læst tre år og kunne se enden på det hele, opdagede jeg, at jeg måske hellere skulle have været scient.pol eller cand.polit., men da var studiegælden for stor til at skifte. Den skulle jo betales tilbage til banken på en eller anden måde. Heldigvis er cand.jur. en uddannelse, der favner bredt, så jeg har alligevel kunnet arbejde som polit/scient.pol.

Hvordan kan man være så dum?

Jeg har ofte undret mig over, hvordan i alverden, jeg kunne tro, at student var en stilling? Psykopaten var folkeskolelærer (genialt når man gerne vil have sex med børn/unge…), så han må jo da have haft en studentereksamen, eftersom vi ikke er helt i forhistorisk tid. Hvordan kan man undgå at kanalisere den viden til alle på adressen?

Svaret er formentlig enkelt: de fleste andre folkeskolelærere har fokus på (almen-)dannelse. De ser viden som magt i positiv forstand. De går op i, at børn, også deres egne, skal lære at argumentere og ikke bare udspy løse påstande. De retter stile eller andre opgaver, og de sidder og forbereder sig. Men sådan var det ikke.

Det eneste, jeg husker, var brokkeriet over at skulle til det månedlige lærerrådsmøde om aftenen. Jeg spurgte hans børn fra første ægteskab, om de vidste, hvad han underviste i (det hed vist nok “linjefag”), men det var de ikke klar over. Familiens fokus var på det kreative (musik, tegne, male osv.) og også her var jeg udenfor, fordi jeg, som nævnt mange gange tidligere, ikke kan tegne så meget som en tændstikmand.

Mit eget fokus var på det boglige. For mig var viden magt. Psykopaten havde en halvbror af en slags, men jeg har ikke kunnet finde ud af hvordan, der arbejdede på et trykkeri. Når han og hans kone kom på besøg på Sydfyn, havde han fysikbøger med til mig, og det var dejligt. Jeg “slugte” dem og blev på den måde ret god til fysik; det havde bare ingen værdi, der hvor jeg boede. De høje karakterer i fysik plus andet havde heller ikke værdi.

Så sådan kan man blive så dum, at man tror, at “student” er noget, man kan leve af.

Måske kan jeg lave en podcast?

Helt bortset fra det er jeg gået i gang med at læse om, hvordan man laver en god podcast, som nogle gider høre. Jeg har ingen idé om, hvorvidt jeg kan finde ud af det, men når andre kan, kan jeg vel også? Denne artikel forklarer fint om faldgruber og muligheder. Nu om dage vil mange mennesker heller lytte end læse.

Serien skal handle om psykiatri, og min idé er at tage fat i nogle af alle de gamle artikler om psykiatri (tonsvis af indlæggelser, tanker om ECT, angsten for nærpsykoserne mv.) og omdanne dem til podcasts. Materiale savner jeg i hvert fald ikke.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

Verdensmester i at tage sig sammen

Verdensmester i at tage sig sammen

Det bider altså!

Verdensmester i at tage sig sammen

Psykologen mente, jeg er “Verdensmester i at tage sig sammen”. Det verdensmesterskab havde jeg stort behov for i går. Jeg skulle tage mig voldsomt sammen efter at have tudet i ca. to timer, inden jeg skulle retur med DSB fra Holbæk til Hvidovre. Jeg spadserede til Holbæk Station, hvilket tager ca. 25 minutter; det var en hjælp.

Først tudede jeg over det med (over-)lægen og dernæst tudede jeg over en mærkelig og uendeligt stor sorg over aldrig at have haft en familie.

  1. Vi talte om etiketten “Du er jo en dame med meninger” som har ramt mig hårdt:
    • Ved at starte mødet med det udsagn fortæller lægen nærmest “Jeg er på forhånd klar over, at du er en krakiler, der brokker dig, så du skal vide, at jeg vil holde dig i kort snor, og du skal ikke få et ben til jorden”. Og det fik jeg så heller ikke, idet der ikke var noget af det, jeg sagde, der var relevant.
    • Ja – jeg har meninger, men er det ikke længere tilladt i psykiatrien? Jeg stikker ikke op for bollemælk, og jeg er vedholdende. Jeg har fået en fantastisk behandling i psykiatrien, men det skyldes blandt andet, at jeg er vedholdende og er blevet ved med at spørge til ting, jeg ikke forstod eller noget, jeg ikke kunne få til at give mening.
    • Jeg er – i modsætning til lægen – altid indstillet på dialog, også dialog om mine egne meninger/holdninger, der måske skal justeres lidt i den eller den anden retning. Selvfølgelig da! Jeg har intet mod at tage fejl. Jeg har efterladt besked i Distriktspsykiatrien om, at lægen kan ringe mig op, hvis hun vil drøfte samtalen. Det ville være fint.
    • “Du er jo en dame med meninger” er et udsagn, der kan tolkes både positivt og negativt afhængig af, hvem der læser det. Det kan enten læses som det med, at jeg er en besværlig krakiler. Men det kunne jo også læses positivt som “patienten er intelligent, vidende og følger behandlingen nøje”. Alt afhængig af øjnene der ser – næsten som emojis 🙂
  2. Jeg har ikke været klar over, hvor ked af det jeg er over ikke at have haft en familie, siden jeg var otte år og en måned. Jeg var klar over, at jeg var udenfor, det sted jeg boede, men jeg var ikke klar over, hvor ubehageligt det var. Nu ved jeg det.
    • Det er blevet aktualiseret efter besøget hos min fars ungdomskæreste og opringningen til hendes yngste søn, der fortalte, at “familierne var vævet ind i hinanden” og at det derfor bare var naturligt, at de inddrog også mig. Jeg var en del af familien. Havde jeg dog bare opfattet det dengang. Eller havde de dog bare kommunikeret det tydeligere. Det kan de selvfølgelig have gjort, og så har jeg bare glemt det.
    • Det var dejligt at tale med hende om min far. Det var som at vække ham lidt til live igen her knapt 50 år efter. Jeg havde medbragt nogle billeder af ham, som jeg vil tro, han så ud, da de var kærester engang i fordums tid under krigen. Dem var hun vældig glad for at se.

Kampen er slut

Man kan sige, at “nu må jeg også se at komme videre og lægge det bag mig” og at psykologen og jeg har talt om punkt to 100 gange (mindst). Der er bare det, at eftersom fokus ikke længere er på at overleve (i bogstaveligste forstand) og kampen er slut, når jeg andre dybder. Det er på en eller anden måde ikke “færdigt” endnu, men det bliver det vel.

Det positive er, at jeg godt kan føle noget. Der skal godt nok trykkes på nogle dybtliggende knapper, men det er muligt. En ven har udnævnt det til “bullshit”, at jeg ikke kan føle noget. Det vil jeg ikke helt give ham ret i, idet jeg på mange måder foretrækker fakta, men han har måske ret lidt hen ad vejen?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Familierne var vævet ind i hinanden

Familierne var vævet ind i hinanden

En del af familien

Familierne var vævet ind i hinanden

Jeg glæder mig utrolig meget til at se psykologen på onsdag den 8. juni, men sådan er det selvfølgelig altid. Dagsordenen har fokus på begrebet “familie”, fordi jeg har talt med en af min fars ungdomskærestes sønner, som jeg kender udmærket (altså for ca. 40 år siden), der blandt andet sagde:

  1. “Jamen du var da en del af familien, så det var helt naturligt” og
  2. “Familierne var vævet ind i hinanden”.

Begge ting er nye for mig, for da jeg kom hos Hanne og hendes mand Vagn i starten af 80’erne, opfattede jeg slet ikke de ting og spurgte heller ikke til dem. Det burde jeg muligvis have gjort; på den anden side set var jeg kun 16 år og havde fokus på helt andre ting, så det er måske meget naturligt? Det er først nu, jeg forstår det.

Det sjove (eller hvad man nu skal kalde det) er, at alt det, de i den familie finder naturligt, var fuldkommen ukendt for mig, og er det fortsat. Jeg er altså lidt bagud på point.

Nu vil jeg gøre mest muligt

Udfordringen er nu at genoptage forbindelsen på den bedst mulige måde og jeg vil gøre mest muligt. Det er bare gået op for mig, at jeg ikke ved, hvordan “man gør”. Jeg har nul erfaring med det, for der, hvor jeg voksede op, mener jeg ikke, man havde fokus på det, jeg vil kalde “klassiske værdier”. Altså en eller anden form for ordentlighed.

Ret skal være ret: det kan selvfølgelig også være, jeg bare har glemt det, da det:

  1. er en menneskealder siden, og
  2. min hukommelse ikke er ret god.

Et lille dumt eksempel er: jeg ringede til Hanne og sagde “God pinse”, fordi jeg tror, man gør sådan, men jeg ved det ikke. For andre lyder det muligvis tåbeligt, men for mig er det en udfordring – og jeg skal nok løse den.

Det minder mig om, at jeg skal videre med bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler”. Måske er der nogle “tricks” i den. Problemet er lidt, at den er amerikansk, og i USA er der sikkert andre “regler”.

Spændende at møde et menneske, der har kendt min far

Hanne og min far havde mødtes ved, at de begge var til et foredrag under krigen. Der sad nogle unge mænd bag Hanne og hendes veninde, og de sad og smed noget i hovedet på dem, for de ville have kontakt. På et eller andet tidspunkt vendte de unge kvinder sig selvfølgelig om. Og sådan begyndte det.

Hun husker selvfølgelig en masse andre ting om ham, end jeg gør. Og det er spændende. I min erindring var han snobbet. Det fejede hun af bordet; hun synes, “han var meget normal”. Sandheden er formentlig et sted midt i mellem.

Hun forstod ikke, hvor han dog havde mødt “min mor” – og jeg forstår det heller ikke. Men af adoptionssagen fremgår det retfærdigvis, at de er meget lykkelige sammen og det da især, da jeg kommer til i 1966.

Modificerede skrøner om tante Kis og onkel Sigvard

Min fars søster hed Kirsten men blev kaldt “Kis” og min onkel hed Sigvard. De var skønne mennesker; de var begge ret specielle – og derfor elskede jeg dem. Det var Hanne og jeg helt enige om, og vi kunne begge se dem for os i samtalens løb.

Der er skrøner om dem begge:

  • Om Kirsten: Hun kunne ikke amme sine to børn, for så ville de få aske i øjnene. Kirsten havde nemlig altid cerutten hængende i den ene mundvig og øjet lukket for ikke at få røgen i øjet. Hanne kunne modificere skrønen, og jeg tror mere på hende end på skrønen. Hun fortalte, at både Sigvards søster – Bodil, der fødte først – og Kirsten var bange for at få ødelagt deres barm. Og det var derfor, de ikke ammede børnene. Det lyder også mere sandsynligt.
  • Om Sigvard: Jeg mener ganske bestemt at have fået fortalt, at han skulle have skraldeposen med ud, da han skulle på arbejde på Århus Kommunehospital. Og da han var noget distræt, stillede han mappen ved skraldestativet og fortsatte med skraldeposen i Århus Sporveje. Jeg har nu i stedet fået fortalt noget langt mere sandsynligt, nemlig at det var i Gentofte, han stillede mappen og fortsatte med skraldeposen. Der forlyder dog ikke noget om, hvornår han opdagede fejltagelsen. Men distræt var han altså.