Noget om uddannelsesniveauer

Noget om uddannelsesniveauer

Er “student” en stilling?

Noget om uddannelsesniveauer

Nedenstående er yderligere refleksioner efter den seneste seance med psykologen:

I samtalen med min fars ungdomskæreste kom vi blandt andet ind på uddannelsesniveauer. Jeg fortalte hende, at det var helt nyt og anderledes for mig, at de hos dem alle havde en god uddannelse eller var på vej til en. Sønnerne læste fx til henholdsvis læge og arkitekt, og selv havde hun uddannet sig til afspændingspædagog, efter at børnene var vokset lidt til – sådan gjorde man jo dengang. Svigerfaderen var kommunaldirektør og slægten forud for ham var lærere.

Hun svarede “Jamen Jørgen (min far, red.) var da veluddannet”. Det er sandt. Han havde en treårig uddannelse fra “Den Danske Væveskole” og dimitterede i 1943, men desværre var han jo død.

Hendes replik var “Jamen havde Jytte (min “mor”, red.) ikke en uddannelse?” Næh, det havde hun ikke, og det forstod Hanne ikke. Vi undrede os i dernæst i fællesskab over “Hvor havde Jørgen dog støvet hende op?” Jeg foreslog “I Randers”, men det var helt ud af det blå, og ingen af os havde en chance for at vide det. Det spændende ved den dialog var faktisk, at det dernæst var min “mor”, der var forkert og ikke mig selv. De havde slet ikke kunnet forestille sig, at Jørgen havde giftet sig med en kvinde uden en eller anden form for uddannelse, og de havde ment, at det var helt naturligt, at jeg selv skulle have en uddannelse.

For sjov fortalte jeg hende, at jeg, før jeg flyttede fra Bornholm, havde troet, at “student” var en stilling og at man altså kunne leve af at være student.

Jeg vidste, jeg ville have en uddannelse

Jeg har altid været klar over, at jeg ville have en uddannelse – jeg havde ikke gjort mig tanker om hvilken, bare en eller anden uddannelse. Hvor det “drive” kom fra, er jeg ikke klar over, bortset fra at det må være kommet fra min far, som jeg husker altid værende i gang med en bog. Uddannelsen fra “Den Danske Væveskole” var en boglig uddannelse, og jeg har nogle af hans lærebøger stående i min reol. En af dem er “Jacqardmaskinen”, som Hanne forærede ham, da han blev 22 år i 1944. Den er sjov at have med hendes dedikation i. Desværre ser hun for dårligt til, at det giver mening at vise hende den.

Det var først, da jeg flyttede til Amagerkollegiet og var blevet student fra kursus, jeg blev klar over, at jura nok var den rette vej for mig. Da jeg havde læst tre år og kunne se enden på det hele, opdagede jeg, at jeg måske hellere skulle have været scient.pol eller cand.polit., men da var studiegælden for stor til at skifte. Den skulle jo betales tilbage til banken på en eller anden måde. Heldigvis er cand.jur. en uddannelse, der favner bredt, så jeg har alligevel kunnet arbejde som polit/scient.pol.

Hvordan kan man være så dum?

Jeg har ofte undret mig over, hvordan i alverden, jeg kunne tro, at student var en stilling? Psykopaten var folkeskolelærer (genialt når man gerne vil have sex med børn/unge…), så han må jo da have haft en studentereksamen, eftersom vi ikke er helt i forhistorisk tid. Hvordan kan man undgå at kanalisere den viden til alle på adressen?

Svaret er formentlig enkelt: de fleste andre folkeskolelærere har fokus på (almen-)dannelse. De ser viden som magt i positiv forstand. De går op i, at børn, også deres egne, skal lære at argumentere og ikke bare udspy løse påstande. De retter stile eller andre opgaver, og de sidder og forbereder sig. Men sådan var det ikke.

Det eneste, jeg husker, var brokkeriet over at skulle til det månedlige lærerrådsmøde om aftenen. Jeg spurgte hans børn fra første ægteskab, om de vidste, hvad han underviste i (det hed vist nok “linjefag”), men det var de ikke klar over. Familiens fokus var på det kreative (musik, tegne, male osv.) og også her var jeg udenfor, fordi jeg, som nævnt mange gange tidligere, ikke kan tegne så meget som en tændstikmand.

Mit eget fokus var på det boglige. For mig var viden magt. Psykopaten havde en halvbror af en slags, men jeg har ikke kunnet finde ud af hvordan, der arbejdede på et trykkeri. Når han og hans kone kom på besøg på Sydfyn, havde han fysikbøger med til mig, og det var dejligt. Jeg “slugte” dem og blev på den måde ret god til fysik; det havde bare ingen værdi, der hvor jeg boede. De høje karakterer i fysik plus andet havde heller ikke værdi.

Så sådan kan man blive så dum, at man tror, at “student” er noget, man kan leve af.

Måske kan jeg lave en podcast?

Helt bortset fra det er jeg gået i gang med at læse om, hvordan man laver en god podcast, som nogle gider høre. Jeg har ingen idé om, hvorvidt jeg kan finde ud af det, men når andre kan, kan jeg vel også? Denne artikel forklarer fint om faldgruber og muligheder. Nu om dage vil mange mennesker heller lytte end læse.

Serien skal handle om psykiatri, og min idé er at tage fat i nogle af alle de gamle artikler om psykiatri (tonsvis af indlæggelser, tanker om ECT, angsten for nærpsykoserne mv.) og omdanne dem til podcasts. Materiale savner jeg i hvert fald ikke.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

Verdensmester i at tage sig sammen

Verdensmester i at tage sig sammen

Det bider altså!

Verdensmester i at tage sig sammen

Psykologen mente, jeg er “Verdensmester i at tage sig sammen”. Det verdensmesterskab havde jeg stort behov for i går. Jeg skulle tage mig voldsomt sammen efter at have tudet i ca. to timer, inden jeg skulle retur med DSB fra Holbæk til Hvidovre. Jeg spadserede til Holbæk Station, hvilket tager ca. 25 minutter; det var en hjælp.

Først tudede jeg over det med (over-)lægen og dernæst tudede jeg over en mærkelig og uendeligt stor sorg over aldrig at have haft en familie.

  1. Vi talte om etiketten “Du er jo en dame med meninger” som har ramt mig hårdt:
    • Ved at starte mødet med det udsagn fortæller lægen nærmest “Jeg er på forhånd klar over, at du er en krakiler, der brokker dig, så du skal vide, at jeg vil holde dig i kort snor, og du skal ikke få et ben til jorden”. Og det fik jeg så heller ikke, idet der ikke var noget af det, jeg sagde, der var relevant.
    • Ja – jeg har meninger, men er det ikke længere tilladt i psykiatrien? Jeg stikker ikke op for bollemælk, og jeg er vedholdende. Jeg har fået en fantastisk behandling i psykiatrien, men det skyldes blandt andet, at jeg er vedholdende og er blevet ved med at spørge til ting, jeg ikke forstod eller noget, jeg ikke kunne få til at give mening.
    • Jeg er – i modsætning til lægen – altid indstillet på dialog, også dialog om mine egne meninger/holdninger, der måske skal justeres lidt i den eller den anden retning. Selvfølgelig da! Jeg har intet mod at tage fejl. Jeg har efterladt besked i Distriktspsykiatrien om, at lægen kan ringe mig op, hvis hun vil drøfte samtalen. Det ville være fint.
    • “Du er jo en dame med meninger” er et udsagn, der kan tolkes både positivt og negativt afhængig af, hvem der læser det. Det kan enten læses som det med, at jeg er en besværlig krakiler. Men det kunne jo også læses positivt som “patienten er intelligent, vidende og følger behandlingen nøje”. Alt afhængig af øjnene der ser – næsten som emojis 🙂
  2. Jeg har ikke været klar over, hvor ked af det jeg er over ikke at have haft en familie, siden jeg var otte år og en måned. Jeg var klar over, at jeg var udenfor, det sted jeg boede, men jeg var ikke klar over, hvor ubehageligt det var. Nu ved jeg det.
    • Det er blevet aktualiseret efter besøget hos min fars ungdomskæreste og opringningen til hendes yngste søn, der fortalte, at “familierne var vævet ind i hinanden” og at det derfor bare var naturligt, at de inddrog også mig. Jeg var en del af familien. Havde jeg dog bare opfattet det dengang. Eller havde de dog bare kommunikeret det tydeligere. Det kan de selvfølgelig have gjort, og så har jeg bare glemt det.
    • Det var dejligt at tale med hende om min far. Det var som at vække ham lidt til live igen her knapt 50 år efter. Jeg havde medbragt nogle billeder af ham, som jeg vil tro, han så ud, da de var kærester engang i fordums tid under krigen. Dem var hun vældig glad for at se.

Kampen er slut

Man kan sige, at “nu må jeg også se at komme videre og lægge det bag mig” og at psykologen og jeg har talt om punkt to 100 gange (mindst). Der er bare det, at eftersom fokus ikke længere er på at overleve (i bogstaveligste forstand) og kampen er slut, når jeg andre dybder. Det er på en eller anden måde ikke “færdigt” endnu, men det bliver det vel.

Det positive er, at jeg godt kan føle noget. Der skal godt nok trykkes på nogle dybtliggende knapper, men det er muligt. En ven har udnævnt det til “bullshit”, at jeg ikke kan føle noget. Det vil jeg ikke helt give ham ret i, idet jeg på mange måder foretrækker fakta, men han har måske ret lidt hen ad vejen?


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Familierne var vævet ind i hinanden

Familierne var vævet ind i hinanden

En del af familien

Familierne var vævet ind i hinanden

Jeg glæder mig utrolig meget til at se psykologen på onsdag den 8. juni, men sådan er det selvfølgelig altid. Dagsordenen har fokus på begrebet “familie”, fordi jeg har talt med en af min fars ungdomskærestes sønner, som jeg kender udmærket (altså for ca. 40 år siden), der blandt andet sagde:

  1. “Jamen du var da en del af familien, så det var helt naturligt” og
  2. “Familierne var vævet ind i hinanden”.

Begge ting er nye for mig, for da jeg kom hos Hanne og hendes mand Vagn i starten af 80’erne, opfattede jeg slet ikke de ting og spurgte heller ikke til dem. Det burde jeg muligvis have gjort; på den anden side set var jeg kun 16 år og havde fokus på helt andre ting, så det er måske meget naturligt? Det er først nu, jeg forstår det.

Det sjove (eller hvad man nu skal kalde det) er, at alt det, de i den familie finder naturligt, var fuldkommen ukendt for mig, og er det fortsat. Jeg er altså lidt bagud på point.

Nu vil jeg gøre mest muligt

Udfordringen er nu at genoptage forbindelsen på den bedst mulige måde og jeg vil gøre mest muligt. Det er bare gået op for mig, at jeg ikke ved, hvordan “man gør”. Jeg har nul erfaring med det, for der, hvor jeg voksede op, mener jeg ikke, man havde fokus på det, jeg vil kalde “klassiske værdier”. Altså en eller anden form for ordentlighed.

Ret skal være ret: det kan selvfølgelig også være, jeg bare har glemt det, da det:

  1. er en menneskealder siden, og
  2. min hukommelse ikke er ret god.

Et lille dumt eksempel er: jeg ringede til Hanne og sagde “God pinse”, fordi jeg tror, man gør sådan, men jeg ved det ikke. For andre lyder det muligvis tåbeligt, men for mig er det en udfordring – og jeg skal nok løse den.

Det minder mig om, at jeg skal videre med bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler”. Måske er der nogle “tricks” i den. Problemet er lidt, at den er amerikansk, og i USA er der sikkert andre “regler”.

Spændende at møde et menneske, der har kendt min far

Hanne og min far havde mødtes ved, at de begge var til et foredrag under krigen. Der sad nogle unge mænd bag Hanne og hendes veninde, og de sad og smed noget i hovedet på dem, for de ville have kontakt. På et eller andet tidspunkt vendte de unge kvinder sig selvfølgelig om. Og sådan begyndte det.

Hun husker selvfølgelig en masse andre ting om ham, end jeg gør. Og det er spændende. I min erindring var han snobbet. Det fejede hun af bordet; hun synes, “han var meget normal”. Sandheden er formentlig et sted midt i mellem.

Hun forstod ikke, hvor han dog havde mødt “min mor” – og jeg forstår det heller ikke. Men af adoptionssagen fremgår det retfærdigvis, at de er meget lykkelige sammen og det da især, da jeg kommer til i 1966.

Modificerede skrøner om tante Kis og onkel Sigvard

Min fars søster hed Kirsten men blev kaldt “Kis” og min onkel hed Sigvard. De var skønne mennesker; de var begge ret specielle – og derfor elskede jeg dem. Det var Hanne og jeg helt enige om, og vi kunne begge se dem for os i samtalens løb.

Der er skrøner om dem begge:

  • Om Kirsten: Hun kunne ikke amme sine to børn, for så ville de få aske i øjnene. Kirsten havde nemlig altid cerutten hængende i den ene mundvig og øjet lukket for ikke at få røgen i øjet. Hanne kunne modificere skrønen, og jeg tror mere på hende end på skrønen. Hun fortalte, at både Sigvards søster – Bodil, der fødte først – og Kirsten var bange for at få ødelagt deres barm. Og det var derfor, de ikke ammede børnene. Det lyder også mere sandsynligt.
  • Om Sigvard: Jeg mener ganske bestemt at have fået fortalt, at han skulle have skraldeposen med ud, da han skulle på arbejde på Århus Kommunehospital. Og da han var noget distræt, stillede han mappen ved skraldestativet og fortsatte med skraldeposen i Århus Sporveje. Jeg har nu i stedet fået fortalt noget langt mere sandsynligt, nemlig at det var i Gentofte, han stillede mappen og fortsatte med skraldeposen. Der forlyder dog ikke noget om, hvornår han opdagede fejltagelsen. Men distræt var han altså.

 

,

Optaget af fortiden

Optaget af fortiden

Det tangerer besættelse

Optaget af fortiden

Når man næsten ikke har tid at gå ud at tisse, tangerer det en besættelse. Som en lille mani – mente psykologen i onsdags. Jeg tillader mig bare at tænke, at det ikke er sygeligt, for det er helt fantastisk. Det er på alle måder interessant. Jeg bliver meget klogere på både mig selv og andre. Det gælder fx “min mors” ægtefælle nummer to.

Optaget af fortidenTid med mormor

De underligste erindringer dukker op. Togvognen i toppen symboliserer en af mine favorit-legepladser, mens vi stadig boede i Brande, hvilket vil sige, indtil maj 1973, hvor jeg var ni år og vi flytter ind hos revisoren: Det gamle rangerterræn, hvor der stod masser af gamle togvogne. Det var dem, hvor sæderne var betrukket med en form for brunt kunstlæder, og væggene var af træ. Der var masser af vogne, og det var sjovt at gå på opdagelse i dem. Min mormor tog mig ofte med derhen, for det var ikke langt fra, hvor hun boede på Dalgasvej i nummer 4.

Selvom hun ikke trådte i karakter senere, hvor hun kendte til, hvad der foregik hos “min mor” og psykopaten, vil jeg altid tænke på hende som en god mormor. Pengene var små, men hun var nærværende og udfyldte til fulde den rolle, en mormor skal udfylde. Hun legede tålmodigt “købmandsbutik” i timevis, spillede ringspil lige så længe, der var gamle brædder at slå syvtommersøm i, vi hørte “Dansktoppen” med Susanne Lana og Peter Belli, (meget apropos hed hans store hit i 1971 “Kære gamle tog”), hun serverede torskerognmadder osv. Alt var simpelthen godt.

Jeg er lidt skuffet over ikke at være blevet inviteret med til/orienteret om hendes begravelse i 1994. Men sådan er der så meget, der hvor jeg kommer fra.

Lidt fra adoptionssagen

Jeg kan naturligvis ikke fortælle fra sagen om de biologiske forældre, men jeg har besluttet, at jeg da i hvert fald kan fortælle om den nye familie og om mig selv uden at overtræde vilkårene i adgangstilladelsen og bestemmelserne i arkivlovens § 23.

19.3.64 Dr. Særmark på spædbørnehjemmet svarer: “Omspurgte pige har jeg indlagt på RH’s (Rigshospitalet – red.) børneafdeling, da hun såvel legemligt som psykisk synes tilbage i udviklingen til nærmere observation.

21.4.64 Svar fra børneafdelingen på RH afdeling G – blandt andet: “Herinde skønnes hun udviklet svarende til sin alder, såvel psykisk som motorisk”.

4.6.64 svarer RHs afd. G sammenfattende: “Hun blev observeret, da man mente, hun var tilbage i motorisk og psykisk henseende, men man fandt ikke noget tegn på, at hun var tilbage. Hun har virket på afdelingen svarende til sin alder, glad for kontakt, leger, smiler og pludrer.

RH undrer sig over indlæggelsen foretaget af spædbørnehjemmet “det forekommer mig mistænkeligt…” skriver overlægen. Efter tre uger sender man derfor en forespørgsel til børnehjemmet for at følge op. Børnehjemmet svarer 18.6.64 bl.a.: “Vi synes på hjemmet at barnet har udviklet sig godt og gjort store fremskridt, og de ting vi oprindeligt klagede over er borte nu, men hun er stadig meget slap og skønnes noget sent udviklet. Sign. H. Særmark.”

RH konkluderer 24.6.64 “I følge svaret fra børnehjemmets læge er barnet stadig såvel somatisk som psykisk retarderet, hvorfor adoption på nuværende tidspunkt ikke kan tilrådes. Jeg vil foreslå sagen genoptages om ½ år.”

Læringszoner

Jeg har som tidligere nævnt haft adoptionssagen i knapt 20 år, men jeg har aldrig læst den, som jeg læser den nu. Det handler om læringszoner. Man læser og uddrager det, man kan “tage ind” og holde ud på det givne tidspunkt.

For 20 år siden satte jeg en masse gule streger, der hvor jeg dengang mente, det var vigtigt. Halvdelen af stregerne synes nu irrelevante, men de er jo ikke sådan lige til at fjerne. Nu er der mange andre ting, der er interessante. Hele diskussionen mellem Rigshospitalet og børnehjemmet er enormt interessant, og jeg vil gennemdrøfte den med psykologen og vente i spænding på svaret fra overlæge Kasper Thybo Reff.

Det er ikke alene interessant at læse om mig selv. Det er også med til at tegne et tidsbillede af historien: Hvordan så man på børn dengang? Sagen viser, at man gør meget for at sikre, at den nye familie ikke “køber katten i sækken”. Der er ikke nær så meget fokus på barnets tarv. Det er da spændende. Det fremgår fx af, at den nye familie ikke får lov at adoptere med det samme. De kan kun få en plejetilladelse, da

det vil være blodig synd for adoptanterne, hvis der virkelig er noget galt med barnet.

Det, jeg læser, bekræfter mit og psykologens indtryk af “Barnet der var til overs” og at den nye familie nærmest får overleveret en “pakke”, lige som når man henter en pakke på det, der ikke længere er et posthus. Der er tale om en art overdragelse af barnet med tilhørende dokumenter. Værsartig.

Det skrigende barn

“Min mor” fortæller Mødrehjælpen, at jeg, de første ca. tre uger de har mig, vågner skrigende op om natten. Familien kan ikke se nogen grund til det – altså jeg er ikke syg eller andet. De har tænkt på at tilkalde lægen, men det er blevet ved tanken, og skrigeriet går da også over af sig selv efter noget tid.

Psykologen fortalte noget meget interessant om børn med Aspergers syndrom: de skriger. De skriger, hvis de laver Lego og alligevel ikke kan finde ud af det. De skriger, hvis de bliver forstyrret af at skulle spise middag, lige mens de er så godt i gang med at lave Lego eller lege med noget andet osv.

Nu var der jo ingen, der tænkte på Autismespektrumforstyrrelser i forhistorisk tid, men det bekræfter igen, igen den diagnose, der blev stillet 55 år senere.

Københavnske sogne efter oprettelsesår

På Rigsarkivets fantastiske hjemmeside har jeg fundet “Københavnske sogne efter oprettelsesår”. Jeg skal lede efter en konfirmation, der skal finde sted ca. 1943.

Jeg går i gang NU 🙂