/0 Kommentarer/i , /af ,

Hvorfor ødelægge den gode stemning?

Hvorfor ødelægge den gode stemning?

En klassisk systemizer må vige

Hvorfor ødelægge den gode stemning?

Der var et emne, jeg egentlig gerne ville drøfte med psykologen. Jeg præsenterede hende for problemstillingen og forklarede, hvad jeg gerne ville. Det drejer sig om de 33 dage, jeg var fraværende i 9. klasse, som faktisk er ret mange, når et skoleår er 200 dage. Det svarer til 16,5 pct. Og hvorfor havde jeg lægeerklæring i gymnastik hele skoleåret? Jeg husker intet, og det finder jeg mærkeligt.

Jeg forestiller mig noget grimt altså et traume, men det er det rene gætteri, og den slags bryder jeg mig ikke om. Jeg er en “klassisk systemizer” med ~ 140 point, hvor man kun behøver 70+ point for at havne i den gruppe. Det vil sige, at jeg scorer ca. dobbelt af det nødvendige. Det betyder selvfølgelig også, at jeg gerne vil “gøre orden” i alle emner og sætte grønne flueben √ ved dem alle. Så der er ryddet op.

Men hun syntes, vi skulle lade det ligge, eftersom jeg har det fantastisk nu, og eftersom jeg ikke har noget angst lige nu. Skulle vi tage det op, ville hun notere i sin/min journal, at det havde jeg bedt om. Min tolkning er, at så ville det være “på eget ansvar”. Og min egen tolkning er også “hvorfor ødelægge den gode stemning?” Det generer mig selvfølgelig en smule, at der så er et lille stykke uopdyrket land, men jeg kan sagtens se hendes argumenter – og jeg er enig.

Hvis der nu skulle sidde nogen og tænke, at det er hendes “skyld”, at jeg trofast er vendt tilbage gennem ni år, er det vel hermed modbevist?

Det moralske kompas er på plads allerede ved 6-7-årsalderen

Jeg har været i gang med en interessant “øvelse” for at finde ud af, hvad der bevirkede, at jeg hverken udviklede en psykose eller fik skizofreni af min mærkelige fortid. Med andre ord hvad var beskyttelsesfaktorerne? Det er at fokusere på noget positivt og det, der peger fremad. Det var utrolig svært, og jeg gjorde det heller ikke “rigtigt”. Men det var alligevel interessant.

Jeg noterede fx, at en beskyttelsesfaktor var en bevidsthed om, at livet var op ad bakke, og at jeg skulle kæmpe for alt. Jeg kom til at erindre noget temmelig klamt i den forbindelse:

1) Det er foråret 1976. Overgrebene har stået på i lidt over to år. Vi er i køkkenet i det faldefærdige skrammel på Sydfyn. “Min mor” og halvbror på tre år er til stede. Han kan gå. Jeg er 12 år. Psykopaten vil adoptere mig og vil have, at jeg skal kalde ham “far”. Jeg nægter og svarer: “Jeg er allerede adopteret nok, og jeg har haft en far.”

2) Min halvbror går som sædvanlig rundt i kun undertrøje og ikke andet. Han kærtegner som altid kontinuerligt sit køn.

Jeg synes selv, at det er ret godt klaret af en 12-årig at sige så klart og tydeligt fra. Jeg vil fandeme ikke, og jeg er heller ikke til sinds at opgive mit efternavn. Lige så længe jeg kan huske, har jeg været stolt af at være “en Stegemüller”.

Psykologen fortalte, at børn allerede i 6-7-årsalderen har et veludviklet moralsk kompas. Allerede på det tidspunkt ved de, hvad der er er rigtigt og forkert. Så i situationen ved jeg godt, at dette simpelthen er så klamt og helt utilladeligt. En overgrebsmand kan aldrig kaldes “far”.

Min halvbrors færden er også klam. Når man er 12 år og så småt begynder at udvikle en seksualitet, skal man da ikke have et kønsorgan “up in my face”. Det er ufatteligt ulækkert.

Det lille jubilæum

Psykologen har vist ikke oplevet det med andre, men i hvert fald er det i dag ni år siden, vi mødtes første gang i Psykiatrifonden, som Hvidovre betalte et langt forløb hos. Der er løbet meget vand i stranden siden.

Hun er den første, der effektivt har kunnet hjælpe mig på mine præmisser. Hun har accepteret, at jeg er styret af min analytiske, tvedelte hjerne, at jeg har en kognitiv kapacitet, der er større end de flestes, og har indrettet sin terapi efter det.

Det betyder fx, at jeg hverken skal tegne eller male noget som helst. Jeg kan ikke tegne en tændstikmand, og jeg får kvalme af bare at se ordet “staffeli”. Fra 1974-1980 levede jeg med at være udenfor, fordi jeg ikke ejer kreative evner, og fordi det, jeg i stedet kunne, ikke havde værdi. Ingen indså værdien af de gode karakterer og de gennempløjede fysikbøger. Det har jeg ikke lyst at gentage.

Jeg er på mange punkter blevet en anden på de ni år. Udgiften konterer jeg under “Omkostninger ved at være i live”. Jeg har en fornemmelse af at få mængderabat.

Jeg sender en tak, der ikke kan blive stor nok.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Piv og mig 1966 – et tålmodigt barn

Piv og mig 1966 - et tålmodigt barn

Normalt er børn ikke så tålmodige

Piv og mig 1966 – et tålmodigt barn

Jeg har kun ganske få billeder fra min barndom, hvilket er min egen skyld. Jeg havde en “Barnets bog” med billeder, men jeg smed den ud for mange år siden, fordi der i teksten var for meget “bræk”, jeg ikke kunne holde ud. Som eksempel underskrev “min mor” og psykopaten sig som “far og mor”, da de skulle gøre den færdig til min konfirmation i 1977. Nu ærgrer jeg mig selvfølgelig gul og grøn over, at jeg ikke i det mindste gemte billederne, men det er for sent.

Blandt de billeder, jeg ikke fik slettet ved en fejltagelse, er dette, som jeg havde med til psykologen i marts måned i år. Hun er – i modsætning til mig – vældig dygtig til at se på billeder.

Det med 1966 er nu nok noget sludder, men nu er det sådan. Hvornår det i stedet er fra, er jeg ikke klar over. Billedet forestiller katten “Piv” og mig på køkkengulvet på Park Allé 4 i Skjern.

Folkeregisteret mener ikke, jeg har boet i Skjern, for der er en fejl i CPR, som sikkert skyldes, at jeg ikke står på folkeregisterkortet. Men jeg kan både dokumentere det, huske det og nu også vise det.

Piv og mig 1966 - et tålmodigt barn

Det spændende ved billedet er, at jeg er vældig tålmodig, og det er ikke så sædvanligt for et barn. Jeg har en fornemmelse af, at jeg skal være rolig med katten, for ellers går den sin vej. Jeg udviser intuitivt en omsorg over for et andet levende væsen.

Vi talte om, at det kan stamme fra børnehjemmet “Dear home”, hvor børnene måtte deles om de medarbejdere, der nu en gang var til rådighed. Det er gætteri, for vi kan ikke vide det med sikkerhed, men det lyder logisk i mine ører.

Processen med “Dear Home”

Siden marts er der løbet meget vand i stranden med hensyn til “Dear Home”. Jeg har opsporet to medarbejdere, der har været der samtidig med mig. Det er virkelig en mærkelig fornemmelse, at jeg kan have puttet mig ind til disse to nu helt fremmede kvinder. Andre mennesker er klar over, at de har haft en mor og far, de puttede sig ind til – og derfor er det ikke videre interessant. Sådan er det bare. Når man selv skal opstøve dem 60 år senere, er det “næsten som at finde rav”, som Trille sang på LP’en “Hej Søster” i 1977, hvor jeg stadig kan teksterne udenad.

Ja, børnene måtte deles om medarbejderne, men der var altså kun fem børn i en gruppe, og medarbejderne boede på stedet. Det var deres liv, og de kaldte børnene for “deres”. Der var det, vi nu til dags kalder “faste teams”. Mine indre billeder har mest af alt lignet Nicolae Ceaușescus rumænske børnehjem med senge i lange rækker på store sovesale. Det giver en fantastisk ro at kunne lægge skræmmebillederne væk og erstatte dem med 16 fotos.

Hvilke initiativer har du selv taget?

Både Facebook og LinkedIn har selvfølgelig været taget i anvendelse for at opspore medarbejdere fra dengang. En læser foreslog at rette henvendelse til lokalavisen “Villabyerne”, og det var nyttigt, for min efterlysning kom i avisen, og så rullede det, fordi en journalist syntes, historien var interessant.

Der er også kommet nogle ret sjove ting ud af det:

    1. En ville gerne lukrere på min resultater og skrev ca. “Jeg var der også, jeg vil også gerne vide noget”. Jeg tilbød i to mails vedkommende at kontakte mig. Intet er hændt. Dukker vedkommende alligevel op, henviser jeg til projektet “Retten til egen historie“, der selvfølgelig er meget dygtigere til at opspore facts, end jeg er, og spørger i øvrigt “Hvilke initiativer har du selv taget?” Jeg kan ikke løse gåden for vedkommende, og den slags forudsætter jo en ret stor egenindsats. Kun nullermænd kommer af ingenting.
    2. En foreslog en DNA-test. Jeg blev nødt til at svare, at man med DNA-tests finder antallet af X- og Y-kromosomer men ikke børnehjem.
    3. Flere udviklede konspirationsteorier:
      1. Papirerne i journalen fra børnehjemmet er nok lagt forkert på Rigsarkivet.
      2. Papirerne er nok fjernet fra journalen.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Ich bin eine glückliche Kartoffel

Ich bin eine glückliche Kartoffel

Mennesker glæder sig med mig

Ich bin eine glückliche Kartoffel

Nogle gange tænker jeg på, at jeg slet ikke har ret til at have det så godt, som jeg har det.

Er det ikke forkert, når der er så mange, der kæmper for at få det godt – eller bare en smule bedre – krigen i Gaza, krigen i Ukraine, oversvømmelserne i Tanzania, sulten i Yemen, herhjemme (Tænk på børnene og de unge i Anders Aggers “Syg ungdom”)?

Dagens rejse til Holbæk, hvor psykologen har sin klinik, overbeviser mig alligevel om, at det er okay. Det vil sige, det er selvfølgelig ikke rejsen, det er vores mangeårige samspil. Det lyder måske vildt, men på mandag den 6. maj har hun været mit faste holdepunkt i ni år. Vi ses en gang om måneden, og jeg er altid velforberedt, for jeg vil have mest muligt ud af det. Jeg har hørt den seneste samtale, og jeg har lavet en dagsorden med fokuspunkterne.

Der findes psykologer, der laver såkaldt “korttidsterapi”. Det kan de godt glemme med mig. Jeg er i alle livets forhold en langsom starter og tilhænger af “det lange seje træk” ligesom Marianne Jelved; jeg ved, at livet er op ad bakke. Det virker på mig. Skal man arbejde sammen, skal man have gensidig tillid, og det tager tid for mig at stole på folk; at lukke dem ind.

Jeg har optaget alle vores samtaler, og af og til genhører jeg en af dem. Ikke for at dvæle ved fortiden, ikke for at dyrke min selvmedlidenhed, ikke for at angle efter din medlidenhed men for at glæde mig over, hvor meget jeg har flyttet mig fra udgangspunktet i 2015.

Hvor godt jeg har fået det. Det er fantastisk.

Microsoft-sessionen og forklaringen på navnet.  Afsnittet er i “falsk nutid”.

Den session, jeg har hørt flest gange, er “Microsoft-sessionen”, som jeg kan næsten udenad. Den er forfærdelig. Det er femte gang, vi ses (23. juni 2015).

Jeg ved ikke, om jeg tør være ærlig og fortælle hende sandheden om mine tanker. Jeg er bange for, at hun indlægger mig på røde papirer. Hun siger, at nu til dags indlægger man ikke nogen på røde papirer, med mindre de er til fare for sig selv, og at det faktisk er noget af det, hun sidder og efterprøver, om jeg er, når jeg fortæller, at jeg aftenen før fuldkommen blottet for følelser har skrevet mit afskedsbrev. Hun siger, jeg skal være ærlig, ellers kan hun ikke hjælpe mig. Det kan selv jeg indse midt i det momentane vanvid.

Alligevel er jeg i tvivl, om hun er til at stole på og siger ”Jeg skal jo lige finde ud af, hvem du er, og du skal vel også finde ud af, hvem jeg er. Jeg krænger ikke min sjæl ud til hvem som helst”. 

Nogle vil måske sige, at så længe kan man ikke gå hos sin psykolog. Jeg er tindrende ligeglad, hvad nogle siger. Jeg kan, for jeg kom med en bagage, der var tungere end de flestes. Der var meget “skrammel”, der skulle begraves (eller måske rettere graves frem på den for mig rigtige måde?) i form af oldgamle traumer, en psykisk sygdom, der var ved at slå mig fuldkommen ud, en fremtid der var uvis, en vaklende økonomi, usikkerhed om boligen, en hukommelse, der næsten var stået af med absencer på op til 14 dage. Det var lige før, folk ikke troede på det. Osv.

Den overvældende depression taler

Jeg er klar over, at mine ressourcepersoner trækker sig fra mig, og jeg forstår dem godt, for jeg er heller ikke værd at tale med eller være sammen med. Jeg har overvejet konsekvenserne for de efterladte og er kommet frem til, at de vil være vældig kede af det i et par uger, men derefter er det også gået over. Det er min erfaring fra dengang, min barndomsven begik selvmord for et par måneder siden. Større aftryk har jeg ikke sat. Den overvældende depression taler.

Det er to år siden, jeg er blevet fyret fra mit sidste ordinære job i Finansministeriet. Jeg har tabt hele min identitet, fordi jeg har mistet det, der er vigtigst for mig i mit liv: mit arbejde, og jeg er i gang med at skifte ham, og det kan jeg ikke finde ud af, fordi mine sædvanlige strategier med lidt Excel, procesdiagrammer og den slags ikke virker mere.

Hun siger: ”Du er vant til, at hvis der var noget, du ønskede dig, så så du på, hvor du stod nu og sagde ’Det er den der, jeg gerne vil have. Hvordan kommer jeg herfra og dertil? Det kan man bare ikke med en følelse.” Jeg aner ikke, hvad jeg gør uden Excel, data i tabeller og procesdiagrammer. Jeg kan ikke håndtere alle de følelser. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre.

Måske undrer du dig over sessionens navn: Jeg kalder den sådan, fordi jeg ikke kan tage livet af mig før efter samtalen med Microsoft, der er berammet til kl. 15:00. Jeg vil først tale med dem, for vi har jo en aftale, og den kan jeg ikke svigte. Sådan er jeg skruet sammen selv på det yderste. Det er noget med “Aftaler er til for at holdes”. Hun tilbyder at køre mig til Akutmodtagelsen i Glostrup, men det har jeg heller ikke tid til …

Hun giver mig ekstra tid, hun er til stede som menneske, og jeg lover hende at gå hjem og ringe til “Akutten”, mere kan jeg ikke love. Jeg kan ikke love at ringe efter en vogn og tage derud. Det efterlader jeg hende med …

Lige nu og bare “selvfed”?

Lige nu høster jeg frugterne af et faktisk ret hårdt arbejde tålmodigt bistået af de bedste i verden, som selv ved, hvem de er!

  • Jeg elsker livet, som det er nu.
  • Jeg har stabilitet.
  • Jeg kan købe en gryde og pande, når de gamle er slidt op.
  • Jeg kan planlægge en rejse og glæde mig til den og glæde mig over, at jeg i det hele taget tør rejse igen. Der var så mange år, hvor pengene ikke var til det, og hvor jeg var bange for ikke at kunne finde hjem til hotellet.
  • Jeg har verdens bedste venner – ikke så mange, men sådan har jeg det bedst.
  • Mennesker hjælper mig ganske gratis med at opspore alt om børnehjemmet “Dear Home”. Der er kommet ro på den del af mit liv, som jeg troede skulle være mit livs lakune. Det er nok svært at forestille sig, hvis man ikke har prøvet det.
  • Mennesker glæder sig med mig og lægger sig i selen for mig.
  • Det er helt utroligt.

Det er måske lidt “selvfedt”, men som hovedregel er fortjenesten min egen. Jeg er en heldig kartoffel (på min måde).

De vandtætte skotter mellem psykiatri og psykologi

Jeg har lige set 4:4 af “Syg ungdom” og tænker endnu en gang over, hvad det er for et samfund og et system, der ikke kan hjælpe dem bedre. Jeg sammensætter gerne et panel af de dygtigste mennesker, jeg har truffet de seneste ni år. Jeg kan nemt finde mindst ti. De skal sidde omkring et bord i et år og arbejde tværfagligt, for de har fingrene i mulden. De er rent faktisk sammen med patienterne/klienterne, så de ved, hvad de taler om.

  • Hvorfor har vi en psykiatri, hvor man kan være indlagt på psykiatrisk afdeling i to måneder eller længere og resultatløst efterspørge en psykolog og være glad, når de siger, “Du skal være glad for, at vi overhovedet har en nu”? Jeg er faktisk ligeglad, når jeg ikke selv kan komme til at tale med vedkommende.
  • Hvorfor skal jeg som patient selv “lure af” med hver enkelt behandler, om vi kan bygge en alliance og sammen gå til kanten af vedkommendes kompetencer (her forstås ikke dygtighed nærmere “tilladelser”), når jeg ved, at det er det, der hjælper mig? Det drejer sig om samarbejde.
  • Hvorfor skal Amalie sidde på et bart værelse på psykiatrisk afdeling (den brugerstyrede seng) og stirre ud i luften, alt imens selvmordstankerne raser?
  • Hvorfor skal Sebastian ende med en fire måneder lang indlæggelse med tvang?
  • Hvorfor kan voksne kun gå til psykolog, hvis de har mulighed for at prioritere det økonomisk, når vi er ude over de 12 gange, der er på en lægehenvisning?
    • Kommer man med en voldsom bagage, forslår 12 gange som en skrædder i helvede.
    • Eksempelvis er folkesygdommen angst noget, der tager enormt lang tid at behandle. Og det klares helt sikkert ikke på 12 gange.
  • Det er fint, at unge nu kan gå gratis til psykolog med henvisningsårsagerne 10 og 11 (let til moderat depression og let til moderat angst, herunder let til moderat OCD), men der er ikke psykologer nok, når de samtidig skal overholde omsætningsgrænsen. Ergo må min psykolog hver uge flere gange sige “desværre nej”, når unge ringer og beder om hendes hjælp.
  • Når jeg nu er en “langsom starter”, er det klart, at det relationelle har stor betydning. Jeg vil tro, at op til halvdelen af min behandling både hos psykologen og fx hos min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er baseret på det relationelle. Jeg kan simpelthen godt lide de mennesker. De deltager begge i løbende efteruddannelse, så jeg ved, jeg kommer til mennesker, der på alle måder har fingeren på pulsen. Jeg elsker, at de hele tiden bliver klogere.
    • Når jeg fortæller andre psykiatribrugere, at jeg har haft den samme kontaktperson i ni år (måske nærmest ti år), kigger de vantro på mig. Det er lige før, de spørger “Hvordan har du båret dig ad med det?” Jeg ved det ikke.

Der er altså noget, vi kan gøre bedre, og det haster!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

Anders Aggers “Syg ungdom”

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

For en del år siden brugte jeg Skype meget. Forleden foretrak en anden slægtsforsker at kommunikere via Skype, så jeg aktiverede min gamle konto.

I programmet kan man lave en slags “mantra”. Det var mærkeligt at se, at jeg engang i “de grimme år”, som jeg foretrækker at kalde dem, altså årene hvor jeg var meget syg, udfyldte rubrikken med “Livet er et tilbud, du ikke kan afslå“. Med ordene forsøgte jeg at holde fast i, at jeg skulle leve. Det var de år, hvor jeg ofte spurgte mig selv “Er det i dag?” og hvor jeg havde følelsen af at overleve en dag ad gangen.

Det var også de år, hvor jeg kunne telefonnummeret til “Livslinien” udenad. Det kan jeg nu stadig. Det er 70 201 201. Jeg har talt meget med de gode mennesker, der uden aflønning sidder og taler med os, der ikke vil mere.

Jeg følger Anders Aggers “Syg ungdom”, hvor andet afsnit blev vist i aftes. Jeg sad med tårerne parate i tårekanalerne.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at så unge mennesker, nogle er jo nærmest børn, skal stille sig selv de samme spørgsmål. Der er noget, vi gør forkert. Nogen må for Fanden kunne finde ud af, hvad fejlen(e) er. Vi plejer da at sige, at vi er et videnssamfund. Hvorfor ved vi så ikke noget om dette? Hvorfor sætter vi ikke ind? Det kan vel ikke være så svært, hvis man sætter dygtige mennesker til det. Jeg hjælper gerne med at udpege et par håndfulde, jeg selv har mødt i psykiatrien.

Pigerne med anoreksi

Pigerne kan ikke spise, så de spiser på tid. Nogle ligner mest af alt levende skeletter. Minuturet bliver sat til 30 minutter, og man ser, hvordan de i de minutter kæmper med hver bid. Der sidder en medarbejder ved bordet og holder øje med tiden og bidderne. Når minutterne er overståede, følger en periode, hvor de skal sidde sammen. Det blev ikke sagt, men det må være fordi, man vil sikre sig, at de ikke går ud og stikker en finger i halsen, inden næringen er optaget i organismen.

Engang for mange år siden, læste jeg, at anoreksi opstår, når smerten ved at sulte sig, overdøver en anden smerte i livet. Jeg er ikke klar over, om det stadig er gældende ret på bjerget.

En tvangsindlæggelse

Man ser i anonymiseret form en tvangsindlæggelse på “gule papirer”, fordi en læge har vurderet, at en pige er farlig for sig selv. Når det er “gule papirer”, har ordensmagten syv dage til at gribe ind. Hun vil ikke samarbejde om indlæggelse på Skejby. Politiet forsøger mange gange på at få hende til at gå frivilligt med.

De siger, at hvis hun ikke samarbejder, er de nødt til at tage fat i hende, når lægen nu har sagt sådan. Efter mange forgæves overtalelsesforsøg må de til sidst tage fat. De gør det så godt og så omsorgsfuldt som muligt. Man ser hende gå modvilligt hen ad gangen med en betjent på hver side. De holder i hendes albuer. Hun skal ud til ambulancen, der holder klar. Det er barske sager.

På røde papirer

Ordet “papirer” minder mig om en samtale med psykologen den 23. juli 2015. Jeg har jo alle vores samtaler som lydfiler. Jeg kalder samtalen for “Microsoft-sessionen”. Jeg sidder og ved ikke, om jeg tør fortælle hende sandheden om mine tanker, fordi jeg er bange for, at hun indlægger mig på “røde papirer”. Hun siger, at hun ikke kan gætte mine tanker, men at hun er nødt til at efterprøve, hvor jeg er. Ellers kan hun ikke hjælpe mig. Det kan jeg trods alt godt se.

Så jeg fortæller hende om afskedsbrevet fra aftenen før. Det er rettet til dem, der måtte finde mig. Jeg fortæller hende om, at jeg ikke længere orker den årelange kamp, der startede i 1972. Jeg kan ikke mere. Det er også barske sager.

Sessionen har fået sit navn, fordi mit momentane vanvid gør, at jeg ikke har tid til at blive indlagt (…), fordi jeg har en aftale med Microsoft om, at de skal ringe om aftenen for at hjælpe med at løse et problem med min PC. Ergo holder jeg alligevel lidt fast i livet.

Det er godt, det er ni år siden.

Tvang i psykiatrien

Da jeg sidste (ikke seneste!) gang blev indlagt i Glostrup på 174 i sommeren 2023, oplevede jeg for første gang i ni år, at man nævnte ordet tvang overfor mig, der er verdens mest fredelige menneske, og aldrig nogensinde i mit da 59 årige liv havde været udadreagerende.

Medarbejderen spørger mig, hvilken for for tvang, jeg foretrækker, hvis tvang skulle blive nødvendig. Hun kan tilbyde – og jeg må helt selv vælge mellem:

  • medicin
  • fastholdelse
  • bæltefiksering

Så har manualerne taget over, og der kan sættes flueben ved, at patienten selv har valgt tvangsindgrebet. Så er patienten ikke længere et menneske men kun en patient, der er en passiv spiller i et system, der er præget af forråelse.

Jeg skal aldrig mere til afsnit 174!

Bortset fra netop det afsnit, har jeg fået – og får fortsat – en fornem behandling i psykiatrien. Eksempelvis var jeg knapt et år tilknyttet “Akutteamet” i Glostrup. Kasper og Christina lyttede og forstod alle data i mine regneark. Og jeg har verdens dygtigste kontaktperson i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej. Jeg har haft hende siden starten. Hun forstår også regnearkene.

Problemet er, at vil jeg til 808 på Brøndbyøstervej 160, hvor patienterne er mennesker, og hvor jeg hører til, og hvor den geniale overlæge gennemskuede den 11 år gamle forkerte diagnose, skal man være i Glostrups akutmodtagelse og vente på, at 808 får en ledig seng.

Dem er der nemlig ikke ret mange af, fordi alle vil til 808 – og det forstår man jo godt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.