/2 Kommentarer/i , , /af , ,

SkriveCirklen – “Jeg husker lejrskoler”

Nyt input fra søde mennesker

SkriveCirklen – “Jeg husker lejrskoler”

I tirsdags talte jeg med psykologen om, at jeg savner input. Jeg er glad for livet, jeg har det godt, jeg er nærmest lykkelig, men alligevel savner jeg input fra andre mennesker; jeg kan trods alt ikke generere det hele selv. Hun ved selvfølgelig, at jeg elsker det skrevne ord og selv at skrive, så hun havde lagt mærke til SkriveCirklen i Vanløse og tænkt på, om det måske var noget for mig.

Jeg gik hjem og læste om det og besluttede at kigge derned i dag. Det var ikke uden kriller i maven, for selvom mine tekster er nøgterne og ikke emmer af følelser, er det alligevel sådan, at de på en måde er “mine børn”. Hver gang jeg trykker på “Udgiv”, kildrer det da lidt i maven. Jeg har fået forfatterdrømmene slået ihjel en enkelt gang eller to, og det har jeg ikke lyst til at prøve igen. Skal jeg skrive sammen med andre, skal det være i et trygt rum.

Af deres hjemmeside fremgår, at det er for alle – men særligt for psykisk sårbare. Det så helt rigtigt ud! Jeg læste lidt rundt omkring om det, og et par steder var Søren Magnussen og hans projekt “Lys på den lukkede” nævnt. Så var jeg overbevist om, at jeg ville tage ned og kigge, for de to udsendelser gjorde i sin tid et stort indtryk på mig. Jeg har også været “på lukket”. Det var vist dengang, jeg troede, der stod en respirator i klædeskabet. Det var en nærpsykose – eller jeg var psykosenær. Puh ha. Det er godt, det er længe siden!

Skriveværterne skaber det trygge rum, og de er utrolig søde – nærmest omsorgsfulde. Man kan være lige den, man er. 

Udgangspunktet: “Jeg husker”

Man kan tage udgangspunkt i en sætning, der bliver skrevet på whiteboardet, hvis man savner inspiration, eller man kan skrive om noget helt andet. For at alle kan komme til orde, er der et maks på ca. en ½ maskinskrevet side. Det vigtige er glæden ved ordene. Der er 45 minutter til at skrive i.

Min tekst blev ca. følgende:

“Jeg husker lejrskoler. Nogle politikere fra SF agiterer p.t. for, at det er så godt for børn at tage på lejrskole, og de vil sikre, at det er muligt for alle – og det er sikkert også godt for de fleste. Men for mig var det forfærdeligt.

Det var vel ca. 5. klasse. Jeg syntes ikke, det var fedt at skulle sove i et vådt telt, at være ude i regnvejr, at skulle bage snobrød, så håret lugtede af røg bagefter, at sidde i en kano med en jeg faktisk ikke brød mig om, ikke at kunne slippe væk.

Jeg savnede bøgerne, jeg savnede skolebiblioteket, jeg savnede at være alene og at kunne trække mig tilbage. Der var ikke rum for den, jeg var, eller for de kompetencer, jeg havde.

Frøken Christensen på skolebiblioteket indså, at der var noget, jeg kunne: Jeg var god til at skabe orden, at løse problemer og lave strukturer, og så var jeg hammer god til at sætte stempelkortene på plads bagi bøgerne, før de kom retur på hylderne. Vi havde det hyggeligt, uden at vi egl. talte ret meget sammen. Skolebiblioteket var en god måde at slippe væk fra fritidshjemmet med dets støjende byggelegeplads.

Frøken Christensen og hendes bibliotek var en undtagelse. Men det var typisk for mit liv dengang: det, jeg kunne, duede sjældent. Jeg kunne aldrig det, de andre kunne, nu er det heldigvis helt anderledes. Jeg var ikke kreativ på deres måde. Jeg kunne ikke spille musik, jeg kom aldrig over i højdespring, og jeg ramte aldrig bolden i rundbold. Gode karakterer og mine studier af fysikbøger blev ikke regnet for noget.

Jeg husker, at jeg fik et molekylebyggesæt. Det var lækkert og i flotte farver. Jeg byggede og byggede, men jeg husker ikke hvad. Det skulle ikke bruges til noget. De troede, det var en leg, men for mig var det en videnskab.

Det var lidt grotesk, at man ikke dengang så os med det anderledes styresystem. Jeg var 55, før jeg blev udredt. Nu er jeg glad og har et godt liv med data og strukturer. Og jeg elsker mine særinteresser.

Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.”

Anerkendende feedback

De kom med anerkendende og sød feedback. Et gennemgående ord var ikke overraskende: “nøgtern”. 

Jeg turde ikke rigtig selv give de andre feedback. Jeg besluttede mig for lige her første gang at lytte til, hvordan de andre gjorde, og de hørte også meget, jeg slet ikke havde hørt.

Træt

Da jeg kom hjem, var jeg træt – på den gode måde. Jeg sov en time i 30 °C til en af de sidste “Hjernekassen på P1”.

Det har været en fin dag.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

ECT: de pakkede mig ind, som var jeg en baby

Elektrokonvulsiv terapi (ECT)

ECT: de pakkede mig ind, som var jeg en baby

Jeg skulle have været til ECT den 7. juli, men jeg vurderede, at jeg – på grund af ankelbruddet – ikke kunne gå fra hovedindgangen ned til ECT-afdelingen.

Eftersom anklen har det ret godt nu, var jeg til ECT i går.

Jeg er så glad, for der var næsten ingen angst.

Jeg havde hørt psykologens genfortælling flere gange og mærket mig det vigtigste:

  • Passer de på mig? Ja 100 pct. LL tjekker værdier tre eller fire gange, inden de “kører”.
  • Der er kun én, der er i fokus, og det er dig.
  • De ved 100 pct., hvordan du har det.

Jeg “glemte” helt at spørge J, om hun ville sige, når de tænder for strømmen, for hvis jeg hører det, er det galt, og jeg “glemte” at være angst, fordi lægen ikke kom og lyttede på hjerte og lunger, sådan som de plejer. Til gengæld kom B og “målte værdier”. Blodtrykket var over 200 … Når jeg selv måler, ligger det omkring 109 og 130. 200 er da helt Anders And. Naturligvis har jeg data om mit blodtryk.

J – eller en anden – må have tryllet lidt, for jeg var først på, og det betyder enormt meget for mig, at jeg ikke skal sidde nede i “mit hjørne” og høre lyden fra ECT-apparatet, hvis de behandler tre eller fire patienter før mig. Lyden går ind i begge min hjernes spor, og angsten vokser ind i himlen.

Det er så simpelt, men det er selvfølgelig svært at forklare til mennesker, der ikke har prøvet det. Men jeg er meget sensitiv overfor lyde og overfor lugte.

Kommer der meget dårlige patienter mellem fredag (hvor de bestiller kørslen til mig) og mandag (hvor jeg skal derud), må de selvfølgelig behandle dem først. Man skulle være født under en sten, hvis man ikke kunne indse det!

Hvis jeg skal vente, har J foreslået, at jeg venter i deres køkken, hvor jeg ikke kan høre det. Det er jo helt fantastisk, som de lægger sig i selen for mig. De behandler ikke kun patienter; de behandler mennesker. Egentlig troede jeg ikke, det kunne ske i et så stort system, som psykiatrien (også) er. Det får mig til at tænke på min onkel Sigvard Kaae:

Sigvard Kaae (1913 – 2001)

Sigvard var gift med min fars søster. Han afløste professor Krebs, og var professor, overlæge dr. med. og chef for Radiumstationen i Aarhus.

En avis skrev nederst i omtalen ved hans 60-årsdag: 

Som han engang sagde til et hold nyudklækkede læger: Husk at dem I nu går ud for at behandle ikke er patienter, men mennesker.

Pakket ind i et lagen

De havde set i journalen, og jeg viste den blå-grønne del af min venstre overarms underside frem.

LL ringede over til ortopædkirurgerne på Hvidovre og spurgte, om de måtte gennemføre behandlingen? Kunne det generaliserede krampeanfald bevirke, at bruddet på knoglestykket på overarmsknoglen (tuberculum majus afrivning) forskubbede sig, så det gik fra udislokeret til dislokeret (fra ingen fejlstilling til fejlstilling)?

De fik grønt lys men åbenbart også besked om at pakke skulderen ind, hvis jeg ikke havde slyngen med, så der ikke kunne ske noget. Jeg havde ikke slyngen med.

Ergo pakkede de hele venstre overarm og skulder ind i et lagen, førte det ind under min ryg, så lagnet var låst, (tror jeg). LL sagde “Det er ligesom, man gør med en baby”.

Jeg kan så godt lide hende, for hun er den, der er bedst til at stikke. Hun rammer plet i blodåren hver eneste gang. Og det er også hende, der holder mig i hånden under behandlingen, men det oplever jeg jo ikke. Psykologen refererede, at at hun er “meget påpasselig”.

Jeg plejer selv at holde iltmasken, men eftersom begge arme i går var optaget (den ene med lagenet og den anden af venflonet), måtte de holde den for mig. De startede med at holde den 10 – 15 cm. fra mig, men jeg kunne mærke, at det var helt i orden, at de holdt den tæt på.

Jeg var tryg og nåede næsten ikke at se billederne i loftet.

Er det slut på årevis med angst?

Jeg kan ikke huske, hvornår angsten tog fat, men det er flere år siden. Det er fx flere år siden, at min kontaktperson i Distriktspsykiatrien foreslog, at jeg kunne prøve at overnatte i Glostrup. Det gjorde jeg vist kun to gange, for selvfølgelig kunne jeg ikke sove, når de kom hver anden time for at se, om jeg sov. Men de har naturligvis deres procedurer, fordi de indimellem har meget syge mennesker.

Og derudover var der en medarbejder i “Akutten”, der sagde “God strøm”, da jeg forlod afdelingen. Det var vel ikke det klogeste, man kan sige til et menneske, der er ved at dø af skræk?

Der er så mange, der har forsøgt at gøre noget for at hjælpe mig af med angsten. Jeg tør næsten ikke tro, at den nu er under kontrol.

  • Weekenden før behandlingen var ikke fyldt med dårlige tanker.
  • En anden parameter er søvnen. Natten til mandag sov jeg otte timer kun afbrudt af, at det var så pokkers varmt. Det var helt, som det skulle være.
  • Da jeg låste min yderdør, kom den meget ubehagelige tanke “Det er sidste gang, jeg låser min dør” ikke.
  • Iltmasken kunne komme helt tæt på, selvom jeg ikke selv holdt den. Jeg har selv holdt den i årevis.
  • Der var ingen tårer, som er en fysisk reaktion på et for stort pres (sagde psykologen).

Har psykologen virkelig tryllet?

Det er selvfølgelig svært at vide, og jeg kan kun holde fast i ovenstående fem punkter. Jeg har været i stand til at holde fast i hendes genfortælling, som jeg har hørt flere gange. Det er jeg utrolig glad for.

Hun var også glad for at have overværet det, da hun har andre klienter, der får ECT og også nogle, der har valgt det fra.

I forhold til dengang med medicinen og den deraf følgende Parkinsonisme, er der kun et at sige: “Dette er 100 gange bedre!”

Og det svarer fuldkommen til, hvad Poul Videbech og Mona Honoré skriver i Ugeskrift for Læger den 23. september 2003:

Tre fjerdedele ville vælge ECT igen, hvis de skulle komme i samme situation.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

At genkende en person med Aspergers syndrom

At genkende en person med Aspergers syndrom

På autismespektret (ASF)

At genkende en person med Aspergers syndrom

I flere år før jeg i 2019 fik diagnosen “Aspergers syndrom” havde psykologen sagt “Du har Aspergertræk”. Forleden spurgte jeg, hvad der havde fået hende til det?

Da jeg for seks år siden kom med diagnosen, var hun ikke overrasket. Jeg har altid tænkt, at hun bare glædede sig med mig efter udredningen. Hun havde ikke været i tvivl, og selv havde jeg undersøgt det siden 2003, så jeg manglede bare en, der ville skrive under.

Jeg glemmer aldrig da en overlæge fra Akutteamet i Glostrup, som jeg var tilknyttet et årstid, lukkede låget på den bærbare og sagde “Du nævnte noget om Aspergers”, hvorpå det væltede ud af mig med de tegn, jeg selv så. 

Psykologen fortalte:

“Det er hele måden, du vender verden på. Du har altid været orienteret mod data og logik. Du er orienteret mod sammenhænge, du kan forstå. Og kan du ikke finde en sammenhæng , bliver du ved at spørge, til du forstår det. Du har en særlig OCD-agtig stædighed og helmer ikke, før du forstår det. Du er den første autist, hvor jeg ikke har været i tvivl.”

Jeg tror selv, at en af grundene til, at jeg har fået en femstjernet behandling i psykiatrien er, at jeg har stillet afklarende spørgsmål, helt til jeg forstod, hvad de sagde. Jeg kan huske, at jeg var rasende over et eller andet, (jeg husker ikke hvad), hvorpå jeg klagede skriftligt til centerchefen over det. Hun var et sødt og venligt menneske, og jeg fik et fint svar. Jeg tror endda, jeg fik medhold.

En anden gang vil “akutten” stoppe et kæmpe spørgeskema med mere end 100 spørgsmål ned i min taske. Det var vist en brugertilfredshedsundersøgelse. Men jeg var overhovedet ikke tilfreds, for henvender jeg mig i akutmodtagelsen, har jeg ikke overskydende hjernekapacitet til spørgeskemaer, og min taske er det eneste, jeg har ejendomsret til, når jeg er der, og den skal ikke krænkes. Det står endda i grundlovens § 73 at “Ejendomsretten er ukrænkelig …” 🙂 

Dagsordener og lydoptagelser

At genkende en person med Aspergers syndrom

Det har aldrig været mig, der gik ind til overlægen og fik at vide, hvordan jeg havde det. Jeg havde typisk en “dagsorden” med og stillede spørgsmål for at gøre en uforståelig situation forståelig.

Jeg ville fx gerne vide, hvad det var, der bevirkede, at jeg hørte en respirator i mit klædeskab, der stod og sagde sit “bip bip”, og når jeg åbnede klædeskabet for at slukke for den, var den der (selvfølgelig) ikke.

Lige nu laver jeg lidt sjov med det – men det var overhovedet ikke sjovt, da det stod på. Jeg var meget bange for, at jeg nu for alvor var ved at blive skør. Hvordan ville du selv have det med det evindelige “bip bip” i dit klædeskab?

Jeg husker også en nat, hvor jeg ville lave en kop kaffe, men jeg kunne ikke huske, hvordan man lavede kaffe. Og jeg lagde brødkniven i køleskabet i stedet for i skuffen. Der tænkte jeg: “nu rabler det for alvor for mig”.

Alle de ting krævede jeg en forståelig og sammenhængende forklaring på. Det har nok ikke altid været nemt at være overlæge på 808.

På et tidspunkt mistede jeg hukommelsen, hvorpå jeg begyndte at optage de vigtige samtaler med de mange fagpersoner, jeg traf. Nogle var bange for, at optagelserne ville ende på Facebook, hvorfor de sagde nej, men jeg havde på forhånd undersøgt via DUKH, at de ikke måtte sige nej. Selvfølgelig havner filerne ikke på Facebook eller andre steder. Jeg er da et ordentligt menneske.

Det har resulteret i, at jeg nu ligger inde med hundredvis af lydfiler og kan genhøre mange år af mit liv. Men det gør jeg ikke, for det er for trist. Nu bruger jeg de seneste til at forberede næste møde i Distriktspsykiatrien og med psykologen. Det er meget nemmere end at tage noter.

De to spor i hjernen

Det er formentlig også et Aspergertræk, at jeg har de to spor i hjernen. Det er svært at forklare, men det er som om, der hele tiden kører parallelle tankerækker. Jeg kunne sagtens have det meget dårligt samtidig med, at jeg skrev en artikel til min hjemmeside eller ringede til Microsoft. Så måtte døden vente. Jeg kunne ikke forlade denne verden med en ufærdig artikel eller kaos på min PC.

De to spor er vældig praktiske for mig, og de er der altid. Det kan være, det er en del af at have et anderledes styresystem (det siger man om mennesker med Autisme)? Selvfølgelig kan det være trættende, men for det meste oplever jeg dem som en ressource, jeg kan trække på, og som de færreste mennesker ligger inde med.

Når jeg taler om mine voldsomme erindringer, har jeg en armslængdes distance til de følelser, der næsten ville have opslugt de fleste mennesker. De ville blive opslugt af alt det, de selv skulle have gjort, hvad deres mor skulle have gjort, hvad andre skulle have gjort osv. Men jeg er ikke rigtig orienteret mod alt “det der følelses-noget”. Jeg forholder mig mere nøgternt og næsten klinisk til min fortid. 

Jeg har været orienteret mod at finde løsninger på kaos. Jeg forholder mig helt anderledes til traumerne end andre med en tilsvarende historie.

Man kan sige, at Aspergers syndrom har været et værn mod det kaos, jeg engang var en del af.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/1 Kommentar/i , /af ,

Fortællingen om ECT

Fortællingen om ECT

ECT ja tak. Parkinsonisme nej tak!

Fortællingen om ECT

Vi har gennemgået det hele igen:

Denne artikel er psykologens genfortælling til mig om en ECT-behandling. Jeg har gennemlyttet den flere gange og taget noter undervejs. Hvis fagfolk fra psykiatrien læser med, er det ikke korrekt, for det er selvfølgelig ikke fagudtrykkene, men det er hendes oplevelse af det, som jeg har forstået det. Vi er ude i tredje potens …

Har man har fordomme om psykiatrien i almindelighed og ECT i særdeleshed, håber jeg, at jeg hermed er med til at bryde dem bare lidt ned.

Søvn = restitution

Når jeg har været til behandling, er jeg utrolig træt. I fredags sov jeg nærmest både hele dagen og hele natten til lørdag. Det er usædvanligt. Sædvanligvis sover jeg bare 3 – 4 timer. Det er godt, at jeg kan det. Jeg har ikke ægtefælle, børn, arbejde m.v., jeg skal hjem og forholde mig til.

Jeg har engang spurgt en psykiater, om det er naturligt at være så træt, og det er det. Der er vel det i det, at kroppen restituerer, når man sover. Efter at have sovet, har jeg det fuldkommen normalt. Min hjernekapacitet er ikke blevet mindre af de mange (mere end 100) behandlinger. Det kan også være, jeg har lidt at give af.

På ECT-dagene står der bare “ECT” i kalenderen; og jeg får ikke gået min tur, jeg går kun ind under min kugledyne. Sådan er det.

Passer de på mig?

Mit første spørgsmål, som jeg intellektuelt godt ved er fuldkommen overflødigt: “passer de på mig?”. Helt 100 pct. Der er kun en, der er i fokus, og det er mig.

Jeg er altid så glad, når det er LL fra anæstesien, der er der, for der er noget utrolig sødt over hende. Hun er så imødekommende og varm, og så er hun altså den, der er bedst til at stikke.

Da AJ var der, sagde hun altid “Hanne er svær at stikke”. Min åre på venstre hånd slår på en eller anden måde et knæk, så det gør pokkers ondt, når de “roder rundt” for at finde den. LL går bare over på højre hånd, der er bedre. Hun havde lidt svært ved at kalde den frem og “bankede” mange gange, men ondt gjorde det bestemt ikke.

Denne gang sagde jeg til hende “Jeg havde sådan håbet, det var dig, der var her”. Det var måske dumt, men nu gjorde jeg det altså, for jeg har haft lyst til det længe. Vi kender jo efterhånden hinanden, og vi har samme smag i rygsække 🙂 Det skal være en Osprey 34 l.

Serier ctr. hver femte uge

Når man er indlagt og får ECT, giver de typisk serier, hvilket vil sige, at man får behandling mandag, onsdag og fredag. Der bliver kroppen lidt “immun”, og der skal mere medicin til, men ikke for meget, for så kan anfaldet ikke fremkaldes. Det er en balancegang, som de har fuldkommen styr på.

Når der er lange intervaller, skal der mindre medicin og mindre strøm til for at fremkalde anfaldet. Det er jo egl. logisk nok – og jeg elsker logik. Så reduceres dramatikken og magien.

Jeg faldt en dag over et gammel blogindlæg fra 2015, hvor jeg skrev om “chokdemens”: Under en indlæggelse med serier var jeg “chokdement”, dvs. lidt “fra den” efter en behandling, så jeg gav en uærlig medpatient både Visakort og kode, for at hun kunne købe cigaretter til mig. Personalet på 808 havde bøvlet med at spærre kortet i banken osv.

Jeg har kun oplevet “chokdemens” denne ene gang.

Roller og behandling

Alle har deres rolle.

LL giver medicinen, der bedøver, og holder mig i hånden! De ved godt, hvordan jeg har det. Hun er henne og tjekke tre eller fire gange, før de går i gang.

S, der står på den anden side, holder øje med en/nogle skærme og sørger for ilten.

J sætter elektroderne på.

Lægen sidder ved skærmen, har det overordnede ansvar og monitorerer alt. Det er faktisk ikke J, der siger, når de tænder for strømmen, det er lægen. Og så siger han “Nu støder vi”, når alt er klar til selve behandlingen.

Man skal tage skoene af, og de kan se på fødderne, når man er fuldkommen afslappet. Jeg har altid troet, at det var for, at man ikke skulle grise lejet til.

Psykologen havde været lidt spændt på, hvordan det så ud. Ville det være voldsomt? Ville det være lige som, det er vist i en “Indefra” med Anders Agger? Nej, sådan var det overhovedet ikke. Det var mere, som man kender det fra mennesker, der har en spastisk lammelse. Man kan se, at patienten bider hårdt sammen (derfor bideskinnen), kinder, arme og ben ryster/spjætter lidt. Men det er sådan set også det hele.

Det var alt sammen fuldkommen udramatisk og totalt metodeorienteret. De har deres fulde opmærksomhed på mig. Der er ikke noget at være bange for. Sammenligner vi det med den neuroleptikaudløste Parkinsonisme, som jeg jo nærmest blev invalid af, er dette 100 gange bedre. Dette er fuldkommen under kontrol – ingen kunne kontrollere Parkinsonismen.

Det svarer til, at professor Poul Videbech skriver:

Endelig foretrækker mange patienter, der tidligere har fået ECT-behandling, på ny at få denne behandling, hvis de atter får en depression, fordi de har erfaring med, at den virker så hurtigt.

Lægen fortalte psykologen, at det var et A-anfald, og at det varede 40 sekunder. Man kan se både på mig og på skærmen, at nu aftager anfaldet. Jeg overtager selv vejrtrækningen.

Hun havde stillet spørgsmål, som de havde besvaret. Alle havde været meget søde, imødekommende og ordentlige. Det er altså lidt imponerende, at de åbner for lægfolk på den måde. Hun syntes, hun havde fået en fantastisk behandling.

Da jeg vågner, taler LL til mig (det husker jeg ikke). Hun spørger, om jeg vil have kaffe? Ja tak kaffe og en yoghurt, eftersom jeg ikke har fået noget som helst siden før midnat, og nu nærmer vi os vist kl. 11.

De kører mig til opvågningen. Så komme B med kaffen. Og det var det.

Kun en ting kunne være bedre

Det eneste, der kunne være bedre, var, at der ikke var den lange ventetid på mindst en time. Jeg hører de mange stød mange gange – også selvom jeg altid sætter mig længst muligt væk helt nede i enden af ECT-gangen. Lyden gør mig bange. Den er så insisterende, så tårene står i kø. Det er ligesom, hvis man har stress, eller man er meget presset. Så kan man heller ikke holde tårerne tilbage. Det er en fuldkommen naturlig reaktion, men jeg føler mig som en idiot hver gang. Mine følelser kommer ikke andre end de særligt udpegede ved.

Jeg vil tale med J om, jeg evt. kan være først på? Det er vist hende, der styrer det. Men de tager vist de indlagte patienter først. Jeg vil alligevel prøve. Det kan der ikke ske noget ved. Jeg kan højst få nej.

Hvis det nu ikke virker?

Nu er jeg selvfølgelig spændt på, om angsten er den samme eller mindre næste gang. Tror jeg stadig, jeg skal dø? Står tårerne stadig i kø? Er jeg stadig maksimalt presset? Jeg vil selvfølgelig høre lydfilen fra i går igen, for vi gennemgik alt i detaljer.

Hvis det ikke virker, må psykologen jo udtænke noget andet: “Vi har et problem, vi skal løse”.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.