/1 Kommentar/i , , /af , ,

Er jeg bare for mærkelig?

Noget om Aspergers syndrom

Er jeg bare for mærkelig?

Du behøver ikke med det samme at istemme et rungende “Ja” 🙂

Jeg har et par gange på det seneste oplevet, at folk siger til mig “Du taler meget” eller “Jamen du er jo nem at tale med”, når de på forhånd ved, at jeg har Aspergers syndrom. Jeg ved aldrig helt, hvordan jeg skal reagere på sådanne forudfattede opfattelser af, hvordan jeg sikkert er og opfører mig, fordi jeg er på autismespektret.

Det er mennesker, der ikke er klar over, at jeg bare har et andet styresystem. Det svarer sådan set til, at de endnu ikke har skiftet til Windows 11. Windows er også et styresystem.

Til det første, “Du taler meget”, kunne jeg selvfølgelig svare “Måske taler du selv lidt?”, som psykologen har foreslået, men til det andet har jeg ikke et prædefineret svar, og jeg bliver nærmest lidt overrumplet.

Jeg er ikke som de andre, jeg er noget for mig selv

Det var en sang med “De gyldne løver” i 1970’erne … Det var noget, man hørte, der hvor jeg voksede op.

Jeg er fuldkommen klar over, at jeg ikke er som de fleste, at mine interesser i nogen grad er afvigende, at jeg er gammelklog og hvilke andre etiketter, folk ellers kan finde på at sætte på mig. Jeg er også klar over, at jeg kun med en høj grad af maskering (udtryk for en autist, der forsøger at tilpasse sig den neurotypiske (“normale”) verden) ville kunne passe ind på en arbejdsplads igen.

Dog har jeg i 23 år passet (godt?) ind rundt omkring i centraladministrationen, og jeg har været glad for det og mine opgaver. Jeg har lavet virkelig mange Excelark, og jeg har faktisk en god karriere bag mig.

Den anden side af medaljen: Jeg havde flere stresssygemeldinger og arbejdede ofte 60 – 70 timer ugentligt, fordi jeg ikke kunne finde ud af at gå hjem, når kolleger og medarbejdere sagde “Så gå dog hjem”, og de selv lukkede glasdørene bag sig.

Når jeg tænker tilbage på de 23 år, der som absolut hovedregel var positive, kan jeg ikke lade være at tænke, at medvirkende til de mange stresssygemeldinger – og en passant et selvmordsforsøg i 2006 – har været en massiv maskering. Det er i længden ekstremt hårdt at forsøge at være en anden end den, man egentlig er.

Skolens tabte børn

Lige p.t. kan man på DR1 se en serie, der drejer sig om børn og skolevægring. Den hedder “Skolens tabte børn”. Jeg satte mig og så samtlige fem afsnit, så snart de var udkommet.

Bortset fra de mange grædende forældre, der lagde op til en omgang “følelsesporno”, og de hoppende og dansende mærkater, der blendede baglæns ind fra siden (fx “Hans Jensen, mekaniker” eller lignende), som jeg ikke kunne se et formål med, var det en udmærket serie. Den viste, hvor svært det er at være forældre til et barn, der bare ikke kan gå i skole, og det må være frygteligt. Skilsmisseraten i sådanne familier er enorm, fordi det er ufatteligt hårdt, og det slider på hele familien.

I sidste afsnit var der noget centralt: Et barn, der følger skolegangen helt almindeligt fra 1. til 9. klasse, koster kun 10 pct. af de børn, der ender i et specialtilbud. Det vil sige: jo mere man dræner folkeskolen for økonomiske ressourcer – med et andet ord “sparer” – jo flere børn ender i et specialtilbud og koster altså tifold. Det er et uendeligt loop.

Og det mest uhyggelige er næsten, at dygtige psykologer og psykiatere allerede, når barnet går i vuggestue eller senest i børnehave, kan forudse, hvilke børn, der vil blive ramt af skolevægring.

Når man ved det på forhånd, hvorfor griber man så ikke ind? Og når problemet viser sig i fuldt flor, hvorfor har vi så ikke en manual for, hvad skolen skal gøre, hvad kommunen skal gøre, hvad forældrene skal gøre osv.? Hvorfor skal hver familie selv opfinde den dybe tallerken?

Jeg hørte engang Peter Lund Madsen i “Hjernekassen på P1” problematisere over den sene indgriben nogenlunde sådan her “Vi har opbygget et system, hvor man legalt kan sige til folk: ‘Lille Peter har det endnu ikke dårligt nok til, at vi kan tage os af ham. Kom igen når han bliver (mere) syg, så kan vi prøve at hjælpe’ “. Det er jo helt Anders And.

Tilbage til mig selv – hvor jeg forsøger at forklare sammenhængen:

Da jeg var barn (jeg er fra 1963), havde man endnu ikke opfundet autisme, maskering, skolevægring eller endsige barndommen. Man gik i skole, uanset om man trivedes eller ej, for hvad skulle man ellers? Der var ingen, der spurgte, om man trivedes. Jeg tror heller ikke nogen spurgte mig “Hvad har du lært i skolen i dag?, men jeg kan selvfølgelig huske forkert.

Om jeg selv trivedes eller ej, kan ikke sådan lige afgøres. Det er simpelthen ikke entydigt:

  • Jeg var glad for de boglige fag og var ret god til dem. Idet mine forældre læste højt for mig hver dag, inden jeg startede i skole i august 1970, kunne jeg på forhånd læse nemme tekster, det var fx “Peter Pedal og manden med den gule hat”.
  • Jeg slap ret nemt over den forudgående “modenhedsprøve”, hvor man skulle gennemskue, om røgen fra en skorsten kunne vende modsat et flagrende dannebrog. Det havde jeg fanget; ergo blev jeg sluppet ind i de hellige haller.
  • Jeg var omvendt en idiot til gymnastik, håndarbejde (det tog mig hele femte klasse at strikke én sok), formning, sløjd og den slags.
  • Jeg var en idiot til frikvarterer og blev ofte mobbet, fordi jeg var så mærkelig.
  • Efter min fars død var det trods alt bedre at være på skolen end derhjemme.

I en anden “Hjernekassen på P1”, episoden “Autisme-mødre” fra den 25. marts 2025 27:47 inde i udsendelsen hørte jeg Peter Lund Madsen sige følgende kloge ord, som er med til at forklare, hvorfor min skoletid ikke var entydig:

Min skoletid var indrettet efter autister. Det var fuldstændig forudsigeligt. Der var skoleskema, man fik et nyt hvert år, og så kørte man bogen igennem, og nogen gange, når man sad og læste op på skift i timerne …, der var ingen slinger i valsen, og der var ro i klasselokalet. Gruppedynamikken var meget mindre indviklet, i hvert fald i timerne, for man skulle gøre, hvad læreren sagde.

Jeg er meget sensitiv overfor støj og lugt. Jeg hører fx aldrig musik, hvilket andre synes er mærkeligt, men jeg trives bedst i stilhed. Hvis en burgerbar eller et pizzeria har døren åben, må jeg gå over på den anden side af gaden – eller holde vejret 🙂

Det var derfor afskyeligt at skulle tilbringe tid på et fritidshjem, hvor den største adspredelse – for de andre – var en larmende byggelegeplads eller at skulle entre et klasselokale, hvor 24 børn trak stole hen over gulvet efter spisefrikvarteret, og hvor der stank af varme madpakker. Jeg kan næsten stadig fornemme lugten her så mange år efter.

Havde jeg været barn i dag, havde jeg således vægret mig ved en stor del af folkeskolen. Måske kunne jeg have fået et specialtilbud, hvor fokus lå på det boglige? Næh, jeg var nok ikke ‘syg nok’ med Peter Lund Madsens ord.

Og autisme er jo ikke en sygdom – det er “bare” et anderledes styresystem.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Som autist bliver jeg ofte misforstået

Bøvlet med “det sociale”

Som autist bliver jeg ofte misforstået

For ikke så længe siden deltog jeg i et onlineforedrag. På et tidspunkt tændte foredragsholderen for deltagernes mikrofoner og spurgte ud i det virtuelle lokale: “Er der nogen spørgsmål?”.

Da jeg syntes, vedkommende havde gjort det rigtig godt, svarede jeg “Nej, nu har du jo klippet det ud i pap for os”. Foredragsholderen dukkede mig for næsen af de 500 øvrige deltagere og sagde “Det kunne jo være, der var andre, der havde spørgsmål”.

Det var rigtig ubehageligt, og det er et godt eksempel på, at jeg blev fuldkommen misforstået. Jeg tror, mange autister oplever sådanne misforståelser.

Jeg har Aspergers syndrom, og derfor er jeg på autismespektret. Denne artikel er en af de sværere, for den går lige i kødet på mig selv, men sådan må det så være. Den kræver lidt mod at skrive, men det er jeg i besiddelse af.

Tendens til selvoptagethed eller bare en misforståelse?

Jeg har deltaget i adskillige lederkurser, og i den slags er der jo altid diverse personlighedstests, hvor de indleder med at fortælle om de gode ting, og hvor de til sidst lige skal lave et svirp med halen og pege på “udviklingspotentialerne”, altså noget, man skal blive bedre til.

Selvom det er ca. 20 år siden, husker jeg ganske tydeligt, at en af dem til slut skrev “Kan have tendens til selvoptagethed”. Det var også temmelig ubehageligt.

Sammen med psykologen har jeg prøvet at se på, hvad der kan ligge bag det i en tid, før man talte om autisme.

Det var muligvis også en misforståelse, der bunder i, at jeg kan opleves som selvoptaget, fordi jeg for det meste kun udtaler mig om ting, jeg virkelig ved noget om. Når jeg ikke ved noget om et givent emne, og det er jo det meste, har jeg ingen problemer med at sige eller skrive “Det ved jeg simpelthen ikke, men fortæl mig gerne om det”.

Bøvlet med “det sociale” eller respekt, grænser og værdier

For mig er “det sociale” enormt svært. Så vi (psykologen og jeg) besluttede at gå på opdagelse i en række eksempler på mennesker, der bare er forsvundet ud af mit liv, og hvor mit udgangspunkt er, at det nok er min egen skyld. Det er nok fordi, jeg igen ikke kan finde ud af det …

Altså fik jeg en “hjemmeopgave”, der bestod i at komme i tanke om nogle af de forsvundne. Jeg fandt ti eksempler, de to var dårlige, til rest var otte gode eksempler.

Det, der karakteriserede alle otte personer, var faktisk, at de alle muligvis havde haft et eller andet behov for at få mig ned med nakken, måske fordi de oplevede mig som selvoptaget – og så er ringen sluttet.

Fællesnævnerne var også noget med respekt, grænser og værdier: Oplever jeg manglende respekt (eller kan jeg ikke respektere en person), eller at nogen overtræder mine grænser, eller at vores værdier simpelthen er for forskellige, så kan jeg bare ikke være med, hvilket jeg står på mål for. Det drejer sig faktisk ikke om, at jeg ikke kan finde ud af “det sociale”, selv om det for det utrænede øje kan se sådan ud.

En udløber af “det sociale” er, når man oplever verden som dejlige data

(Mindst) Et par gange i min “karriere” som slægtsforsker, har jeg gjort noget rigtig dumt:

  • Jeg traf et andet menneske, der også hed “Stegemüller” til efternavn, så selvfølgelig var vi beslægtede. Det var jeg rigtig glad for. Efter noget tid fortalte jeg vedkommende, at hendes farfar, der var bror til min farfar, havde kæmpet på tysk side på Østfronten. Jeg havde mine data og kilder på plads, jeg havde billeder af vedkommende i tysk uniform mv. Og der hvor jeg virkelig kvajede mig, var at jeg sagde “Han var nazist”. Det skulle jeg jo aldrig have sagt.
  • Jeg fortalte et andet menneske, som jeg muligvis er ret tæt beslægtet med, hvordan en person havde forsøgt at begå selvmord, og hvordan vedkommende havde det før og efter forsøget, nemlig forfærdelig svært. Jeg havde naturligvis styr på data og kilder. Det skulle jeg jo heller aldrig have sagt.

I min verden, der i vidt omfang består af dejlige data i tabeller, er det jo virkelig mærkeligt, at folk ikke gerne vil kende disse hårde data og kilderne men hellere vil forholde sig i “forsætlig uvidenhed”.

Det er vist sådan, at alle slægtsforskere kender sådanne historier i deres familier og er klar over, at sandheden kan være ilde hørt. De er nok kvikkere end mig og holder deres mund med det.

Det håber jeg også, jeg vil gøre næste gang, jeg træffer på en slægtning. Jeg håber, jeg vil huske at tænke: “Kan vedkommende profitere af de fakta, jeg kan diske op med?” Hvis svaret er “nej”, holder jeg forhåbentlig min kæft.

God weekend og tak fordi du læste med!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

SkriveCirklen – “Jeg husker lejrskoler”

Nyt input fra søde mennesker

SkriveCirklen – “Jeg husker lejrskoler”

I tirsdags talte jeg med psykologen om, at jeg savner input. Jeg er glad for livet, jeg har det godt, jeg er nærmest lykkelig, men alligevel savner jeg input fra andre mennesker; jeg kan trods alt ikke generere det hele selv. Hun ved selvfølgelig, at jeg elsker det skrevne ord og selv at skrive, så hun havde lagt mærke til SkriveCirklen i Vanløse og tænkt på, om det måske var noget for mig.

Jeg gik hjem og læste om det og besluttede at kigge derned i dag. Det var ikke uden kriller i maven, for selvom mine tekster er nøgterne og ikke emmer af følelser, er det alligevel sådan, at de på en måde er “mine børn”. Hver gang jeg trykker på “Udgiv”, kildrer det da lidt i maven. Jeg har fået forfatterdrømmene slået ihjel en enkelt gang eller to, og det har jeg ikke lyst til at prøve igen. Skal jeg skrive sammen med andre, skal det være i et trygt rum.

Af deres hjemmeside fremgår, at det er for alle – men særligt for psykisk sårbare. Det så helt rigtigt ud! Jeg læste lidt rundt omkring om det, og et par steder var Søren Magnussen og hans projekt “Lys på den lukkede” nævnt. Så var jeg overbevist om, at jeg ville tage ned og kigge, for de to udsendelser gjorde i sin tid et stort indtryk på mig. Jeg har også været “på lukket”. Det var vist dengang, jeg troede, der stod en respirator i klædeskabet. Det var en nærpsykose – eller jeg var psykosenær. Puh ha. Det er godt, det er længe siden!

Skriveværterne skaber det trygge rum, og de er utrolig søde – nærmest omsorgsfulde. Man kan være lige den, man er. 

Udgangspunktet: “Jeg husker”

Man kan tage udgangspunkt i en sætning, der bliver skrevet på whiteboardet, hvis man savner inspiration, eller man kan skrive om noget helt andet. For at alle kan komme til orde, er der et maks på ca. en ½ maskinskrevet side. Det vigtige er glæden ved ordene. Der er 45 minutter til at skrive i.

Min tekst blev ca. følgende:

“Jeg husker lejrskoler. Nogle politikere fra SF agiterer p.t. for, at det er så godt for børn at tage på lejrskole, og de vil sikre, at det er muligt for alle – og det er sikkert også godt for de fleste. Men for mig var det forfærdeligt.

Det var vel ca. 5. klasse. Jeg syntes ikke, det var fedt at skulle sove i et vådt telt, at være ude i regnvejr, at skulle bage snobrød, så håret lugtede af røg bagefter, at sidde i en kano med en jeg faktisk ikke brød mig om, ikke at kunne slippe væk.

Jeg savnede bøgerne, jeg savnede skolebiblioteket, jeg savnede at være alene og at kunne trække mig tilbage. Der var ikke rum for den, jeg var, eller for de kompetencer, jeg havde.

Frøken Christensen på skolebiblioteket indså, at der var noget, jeg kunne: Jeg var god til at skabe orden, at løse problemer og lave strukturer, og så var jeg hammer god til at sætte stempelkortene på plads bagi bøgerne, før de kom retur på hylderne. Vi havde det hyggeligt, uden at vi egl. talte ret meget sammen. Skolebiblioteket var en god måde at slippe væk fra fritidshjemmet med dets støjende byggelegeplads.

Frøken Christensen og hendes bibliotek var en undtagelse. Men det var typisk for mit liv dengang: det, jeg kunne, duede sjældent. Jeg kunne aldrig det, de andre kunne, nu er det heldigvis helt anderledes. Jeg var ikke kreativ på deres måde. Jeg kunne ikke spille musik, jeg kom aldrig over i højdespring, og jeg ramte aldrig bolden i rundbold. Gode karakterer og mine studier af fysikbøger blev ikke regnet for noget.

Jeg husker, at jeg fik et molekylebyggesæt. Det var lækkert og i flotte farver. Jeg byggede og byggede, men jeg husker ikke hvad. Det skulle ikke bruges til noget. De troede, det var en leg, men for mig var det en videnskab.

Det var lidt grotesk, at man ikke dengang så os med det anderledes styresystem. Jeg var 55, før jeg blev udredt. Nu er jeg glad og har et godt liv med data og strukturer. Og jeg elsker mine særinteresser.

Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.”

Anerkendende feedback

De kom med anerkendende og sød feedback. Et gennemgående ord var ikke overraskende: “nøgtern”. 

Jeg turde ikke rigtig selv give de andre feedback. Jeg besluttede mig for lige her første gang at lytte til, hvordan de andre gjorde, og de hørte også meget, jeg slet ikke havde hørt.

Træt

Da jeg kom hjem, var jeg træt – på den gode måde. Jeg sov en time i 30 °C til en af de sidste “Hjernekassen på P1”.

Det har været en fin dag.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

ECT: de pakkede mig ind, som var jeg en baby

Elektrokonvulsiv terapi (ECT)

ECT: de pakkede mig ind, som var jeg en baby

Jeg skulle have været til ECT den 7. juli, men jeg vurderede, at jeg – på grund af ankelbruddet – ikke kunne gå fra hovedindgangen ned til ECT-afdelingen.

Eftersom anklen har det ret godt nu, var jeg til ECT i går.

Jeg er så glad, for der var næsten ingen angst.

Jeg havde hørt psykologens genfortælling flere gange og mærket mig det vigtigste:

  • Passer de på mig? Ja 100 pct. LL tjekker værdier tre eller fire gange, inden de “kører”.
  • Der er kun én, der er i fokus, og det er dig.
  • De ved 100 pct., hvordan du har det.

Jeg “glemte” helt at spørge J, om hun ville sige, når de tænder for strømmen, for hvis jeg hører det, er det galt, og jeg “glemte” at være angst, fordi lægen ikke kom og lyttede på hjerte og lunger, sådan som de plejer. Til gengæld kom B og “målte værdier”. Blodtrykket var over 200 … Når jeg selv måler, ligger det omkring 109 og 130. 200 er da helt Anders And. Naturligvis har jeg data om mit blodtryk.

J – eller en anden – må have tryllet lidt, for jeg var først på, og det betyder enormt meget for mig, at jeg ikke skal sidde nede i “mit hjørne” og høre lyden fra ECT-apparatet, hvis de behandler tre eller fire patienter før mig. Lyden går ind i begge min hjernes spor, og angsten vokser ind i himlen.

Det er så simpelt, men det er selvfølgelig svært at forklare til mennesker, der ikke har prøvet det. Men jeg er meget sensitiv overfor lyde og overfor lugte.

Kommer der meget dårlige patienter mellem fredag (hvor de bestiller kørslen til mig) og mandag (hvor jeg skal derud), må de selvfølgelig behandle dem først. Man skulle være født under en sten, hvis man ikke kunne indse det!

Hvis jeg skal vente, har J foreslået, at jeg venter i deres køkken, hvor jeg ikke kan høre det. Det er jo helt fantastisk, som de lægger sig i selen for mig. De behandler ikke kun patienter; de behandler mennesker. Egentlig troede jeg ikke, det kunne ske i et så stort system, som psykiatrien (også) er. Det får mig til at tænke på min onkel Sigvard Kaae:

Sigvard Kaae (1913 – 2001)

Sigvard var gift med min fars søster. Han afløste professor Krebs, og var professor, overlæge dr. med. og chef for Radiumstationen i Aarhus.

En avis skrev nederst i omtalen ved hans 60-årsdag: 

Som han engang sagde til et hold nyudklækkede læger: Husk at dem I nu går ud for at behandle ikke er patienter, men mennesker.

Pakket ind i et lagen

De havde set i journalen, og jeg viste den blå-grønne del af min venstre overarms underside frem.

LL ringede over til ortopædkirurgerne på Hvidovre og spurgte, om de måtte gennemføre behandlingen? Kunne det generaliserede krampeanfald bevirke, at bruddet på knoglestykket på overarmsknoglen (tuberculum majus afrivning) forskubbede sig, så det gik fra udislokeret til dislokeret (fra ingen fejlstilling til fejlstilling)?

De fik grønt lys men åbenbart også besked om at pakke skulderen ind, hvis jeg ikke havde slyngen med, så der ikke kunne ske noget. Jeg havde ikke slyngen med.

Ergo pakkede de hele venstre overarm og skulder ind i et lagen, førte det ind under min ryg, så lagnet var låst, (tror jeg). LL sagde “Det er ligesom, man gør med en baby”.

Jeg kan så godt lide hende, for hun er den, der er bedst til at stikke. Hun rammer plet i blodåren hver eneste gang. Og det er også hende, der holder mig i hånden under behandlingen, men det oplever jeg jo ikke. Psykologen refererede, at at hun er “meget påpasselig”.

Jeg plejer selv at holde iltmasken, men eftersom begge arme i går var optaget (den ene med lagenet og den anden af venflonet), måtte de holde den for mig. De startede med at holde den 10 – 15 cm. fra mig, men jeg kunne mærke, at det var helt i orden, at de holdt den tæt på.

Jeg var tryg og nåede næsten ikke at se billederne i loftet.

Er det slut på årevis med angst?

Jeg kan ikke huske, hvornår angsten tog fat, men det er flere år siden. Det er fx flere år siden, at min kontaktperson i Distriktspsykiatrien foreslog, at jeg kunne prøve at overnatte i Glostrup. Det gjorde jeg vist kun to gange, for selvfølgelig kunne jeg ikke sove, når de kom hver anden time for at se, om jeg sov. Men de har naturligvis deres procedurer, fordi de indimellem har meget syge mennesker.

Og derudover var der en medarbejder i “Akutten”, der sagde “God strøm”, da jeg forlod afdelingen. Det var vel ikke det klogeste, man kan sige til et menneske, der er ved at dø af skræk?

Der er så mange, der har forsøgt at gøre noget for at hjælpe mig af med angsten. Jeg tør næsten ikke tro, at den nu er under kontrol.

  • Weekenden før behandlingen var ikke fyldt med dårlige tanker.
  • En anden parameter er søvnen. Natten til mandag sov jeg otte timer kun afbrudt af, at det var så pokkers varmt. Det var helt, som det skulle være.
  • Da jeg låste min yderdør, kom den meget ubehagelige tanke “Det er sidste gang, jeg låser min dør” ikke.
  • Iltmasken kunne komme helt tæt på, selvom jeg ikke selv holdt den. Jeg har selv holdt den i årevis.
  • Der var ingen tårer, som er en fysisk reaktion på et for stort pres (sagde psykologen).

Har psykologen virkelig tryllet?

Det er selvfølgelig svært at vide, og jeg kan kun holde fast i ovenstående fem punkter. Jeg har været i stand til at holde fast i hendes genfortælling, som jeg har hørt flere gange. Det er jeg utrolig glad for.

Hun var også glad for at have overværet det, da hun har andre klienter, der får ECT og også nogle, der har valgt det fra.

I forhold til dengang med medicinen og den deraf følgende Parkinsonisme, er der kun et at sige: “Dette er 100 gange bedre!”

Og det svarer fuldkommen til, hvad Poul Videbech og Mona Honoré skriver i Ugeskrift for Læger den 23. september 2003:

Tre fjerdedele ville vælge ECT igen, hvis de skulle komme i samme situation.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]