/4 Kommentarer/i , /af ,

Chikane

Chikane

Ikke et ord om psykiatri

Jeg faldt over denne artikel i Berlingske, og jeg er ærlig talt rystet over, hvad de ansatte på landets jobcentre skal leve med. Det er jobs, hvor dødstrusler mod vedkomne og dennes familie er hverdagskost; hvor helt urimelig tiltale hører til dagens orden osv.

En mand har netop fået en bøde på 5.000 kr. for chikane; man han er ligeglad. Han agter at fortsætte med at svine mennesker til, da han er blevet dårligt behandlet.

Jobcentrets ofre

Der findes en Facebookgruppe ved navn “Jobcentrets ofre”, som jeg nassede på i en kort periode; dvs. jeg læste med men blandede mig aldrig i debatter, slog aldrig noget op mv.

Pludselig opstod “bevægelsen”, hvor offentligt ansattes CV, billeder mv. skulle udstilles sammen med de afgørelser, de havde truffet. Da stod jeg af. Jeg vil aldrig i livet associeres med den slags.

Hitler

De offentligt ansatte i kommuner, regioner og stat administrerer den lovgivning, der er vedtaget af landets politikere. Bum færdig. Noget andet er så, at det er fuldstændig forståeligt, at mennesker, der er ramt af diverse vanvittige reformer, fx fleksjobreformen og kontanthjælpsreformen fra 2013, hjælper hinanden og slutter sig sammen om at råbe op. Men det er jo politikerne, de skal råbe op. Det hjælper ikke at slå sagsbehandlerne ihjel eller at svine dem til i det offentlige rum.

Det er nemt at svine til i det offentlige rum, men det er svært at nå det politiske niveau, og jeg ved ærlig talt heller ikke selv, hvordan man gør. Jeg tænker på mit eget spagfærdige forsøg på at nå direktionen for RegionH.

I artiklen nævnes, at der er en lighed mellem de ansatte på jobcentrene og Hitlers håndlangere. Den har jeg nu svært ved at se, da de ansatte er sat til at hjælpe – også selvom det ikke hjælper – men Goebbels, Göring og folk under dem var “ansat” til at slå fx seks millioner jøder ihjel og lægge Europa i ruiner.

Konklusion

Kim Oksbøl fører en helt forfejlet kamp. Jeg bryder mig ikke om ham og hans metoder!

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Strategi i psykiatri

Strategi i psykiatri

Inspiration

Strategi i psykiatri: Min bekendt Søren på Bornholm, som jeg har lavet hjemmeside for, havde i dag et interessant interview med en kvinde, der har har været diagnosticeret bipolar siden 1998. Efterfølgende udspandt der sig, på hans Facebookprofil, en debat om, hvorfor tingene går så legende let for fx kræftpatienter?

Udredningsgarantien

Fra 1. september 2015 blev udredningsgarantien udvidet til også at dække psykiatrien… Vi takker mange gange. Men det er sådan, at udredningsgaranti ikke lig med behandlingsgaranti. Som psykiatrisk patient kan man nemt blive sendt hjem med invitation til at komme igen om fire måneder. Og i mellemtiden skal man gå nogle lange ture, for de er så gode for så meget.

Behandlingsgarantien

Et andet eksempel: en påske for et par år siden havde jeg det virkelig skidt og tænkte kun dårlige tanker. Jeg både ville dem og var bange for dem. Sikke et dilemma. Det var skærtorsdag. Jeg ringede først til Livslinjen, så til Psykiatrifondens telefonrådgivning og så til præsten. De syntes alle, jeg skulle lade mig indlægge. Jeg ringede til sidst til Akutmodtagelsen i Glostrup, for det er dyrt i taxa, hvis man bare bliver sendt hjem. Deres svar var, at jeg måtte gå til egen læge tirsdag efter påske, vente på næste aftale i Distriktspsykiatrien og i øvrigt huske på, at de var en akutmodtagelse.

Altså: når man har været indlagt tilpas mange gange, er man ikke længere akut, men derimod “svingdørspatient”. Jeg skulle hilse at sige, at man kan tage livet af  sig vældig mange gange fra skærtorsdag til 1. påskedag om aftenen.

Var jeg nu kommet med en kræftdiagnose, var jeg ikke bare blevet udredt inden 30 dage, jeg var også blevet behandlet.

Strategi i psykiatri

Min stemme fylder selvfølgelig ingenting i dette kæmpestore – sikkert strategiske – puslespil, hvor der er ikke er plads til, eller interesse i, en enkelt patients smålige og letkøbte input. Men: jeg har gentagne gange spurgt Psykiatrifonden, hvad det er, Kræftens Bekæmpelse kan, som vi mangler at kunne i psykiatrien? Kunne jeg hjælpe – helt gratis? Jeg er vant til at tænke politisk.

Kræftens Bekæmpelse er en enorm, dygtig, lobbyistisk, topstyret organisation (jeg kender en, der har arbejdet der) med masser af penge. Fx samlede de i – vistnok  2016 – 34 millioner kr.  ind ved den årlige landsindsamling. Bare for at få et størrelsesforhold så samlede Folkekirkens Nødhjælp samme år 11,4 millioner kr. ind ved deres sogneindsamling (kilde: årsrapporten 2016 på hjemmesiden).

Kræftens Bekæmpelse kan noget, vi ikke kan i psykiatrien. Og hvad er så det?  Hvordan kan vi blive klogere på det? Hvorfor kan de sparke døre ind på et strategisk og politisk niveau, når vi ikke kan?

Jeg har 25 gange forslået Psykiatrifonden en eller anden form for strategisk alliance med bl.a. SIND. Hver gang synes de, at det lyder vældig interessant og lige om lidt, er de klar til at gå i pressen osv. Der er bare lige det, at de ikke rider den dag, de sadler, og så er der lige en, der skal komme fra barsel, og så er der er anden der…. snik snak og visse vasse.  De falder tilbage på PsykiatriAlliancen, der er så ukendt, at end ikke min kontaktperson i Distriktspsykiatrien nogenSINDe havde hørt om den. Og se bare på deres hjemmeside hvor snapt det går. Senest aktivitet var i 2016. (Og det gælder også, når man besøger siden i 2021.)

Hvor længe skal det vare ved? Hvor længe skal vi acceptere, at psykiatrien er udsultet, så man kan blive sendt hjem igen efter et selvmordsforsøg med forslag om at finde en ny psykiater, et nyt job og så en tredje ting, jeg ikke kan huske? Det kan da ikke være sandt – eller kan det? Er psykiske sygdomme virkelig fortsat så underprioriterede overfor de somatiske?

Jeg bliver så vred!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Morten Korch-land

Morten Korch-land

Jeg – en nasserøv

Facebook er fedt blandt andet fordi, man kan nasse på diverse grupper i al ubemærkethed, hvis de bare er store nok. Facebook kan også bruges til fornuftige ting så som videndeling og erfaringsudveksling.

Men hvis vi nu holder os til det usympatiske nasseri, udøver jeg det hos:

  • Inger Støjberg og
  • Dansk Folkeparti.

Det er en glimrende måde at få førstehåndskendskab til, hvad de mennesker og deres proselytter tænker. Det er meget interessant – og samtidig gruopvækkende. De værste af de to er Dansk Folkeparti – tro det eller ej. Ingers orange hårpragt viser sig ikke helt så ofte som DFs retoriske skoleridt: “Er du enig så del”, “Skal muslimerne sendes hjem hurtigst muligt?” osv., og så deler og liker de alle sammen som en flok lemminger.

Morten Korch-landI går ændrede de deres coverbillede til dette, og teksten er “Danmark. Folkestyre og Fællesskab. Der er nemlig så meget, vi skal passe på”.

Med billedet signalerer de et Danmark, der eksisterede i ca. 1950, hvor Poul Reichardt spillede hovedrollen i Morten Korchs “De røde heste”. Den var så populær, at den det år blev set af 2,3 millioner seere (nogle må vel så have set den flere gange?). Den blev i øvrigt genindspillet i 1968 – første udgave blev nok slidt op…

Kirken fylder godt i landskabet, og foran kirken vajer dannebrog. Vi er i de skønne bakker, hvor kornet står strunk på markerne, og inden det dybblå hav med skumsprøjtet breder de grønne træer og buske sig. Partiets logo i dannebrogsfarverne er selvfølgelig også med.

Forleden fejrede partiet i øvrigt Valdemarsdag på sin Facebookside. Og det har de jo da ret til. Problemet er bare, at partiet har taget patent på vores alles flag. Det er også mit, mine venners og mine læseres flag!

Hvordan kan landets største parti leve i en verden af i går og i en verden, der var gældende for 70 siden? Ønsker partitoppen og alle deres vælgere at sætte tiden i stå eller bare at skrue den tilbage til dengang, der var orden i samfundet? Altså dengang før:

  • Den europæiske menneskerettighedskonvention (1948).
  • EKS (Det europæiske Kul- og Stålfællesskab) forløberen for først EF og senere EU (1956).
  • FNs flygtningekonvention, som knæsatte systemet med kvoteflygtninge (1951).
  • Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen (1939).
  • Neil Armstrong sagde “That’s one small step for man, one giant leap for mankind” i 1969.

Der kunne findes adskillige andre milepæle i de ca. 70 år. Jeg har bevidst – og demagogisk – valgt nogle, der viser, at staterne samarbejder om rettigheder, om ikke at slå hinanden ihjel, om at udvikle handel og industri (for hvis man handler med hinanden, er det sværere at slå hinanden ihjel (det var lige præcis det, der lå bag EKS, hvor Tyskland og Frankrig begyndte samhandel)) og om i fællesskab at udforske både den nære og den fjerne “omgangskreds”. Kort sagt: Alle mulige og umulige former for samarbejde.

Kan Dansk Folkeparti og alle deres vælgere ikke lide forpligtende samarbejde? Tilsyneladende ikke. Det minder mig om en anden tosse, der går rundt og siger “America first” i fuld offentlighed. Mig, mig, mig og så mig.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Ligebehandling

Ligebehandling

Kan det virkelig være tilladt?

Min jura er forældet og bortfaldet ved manglende brug, så jeg spørger:  kan det virkelig være tilladt, at børn med anden etnisk herkomst end dansk, der bor i et af de 55 “ghettoområder”, kan tvangsopdrages af staten, inden de er fyldt et år, når etnisk danske børn ikke udsættes for denne tvang?

For mig ligner det en form for apartheid – under alle omstændigheder må det da være diskrimination? Kan det være sandt, at vi ikke har indført disse bestemmelser fra diverse konventioner i dansk ret? Det må vi da have gjort, for det første fordi vi (endnu ikke) er en bananstat og for det andet, fordi Inger Støjberg gang på gang på gang på sin charmerende måde udtaler “Jeg vil gå til kanten af konventionerne”.

Inger Støjbergs argumenter

I TV-avisen i aftes forklarede Inger Støjberg sig med, at de etnisk danske børn ikke havde behov for at få de danske værdier “ind under huden” (metaforen blev brugt mindst ti gange på de ca. to minutter), da de allerede er kendt med leverpostej, julemænd, grundlov, andelsbevægelsen, højskolebevægelsen osv. Det er den slags ting, staten nu vil lære de børn, der ikke er etnisk danske.

Den unge Mai Mercado (C) fortæller i starten af denne TVA, at det hele er kærligt ment overfor de stakkels små. Vi skal lære dem at blive danske, og vil forældrene ikke danse efter regeringens pibe, ryger børnecheken.

Grundsubstans

Hvis man barberer det hele ned til dets grundsubstans, så er det naturligvis helt korrekt, at hvis man vil bo i Danmark, skal man fx tale dansk, og man skal sørge for, at ens børn lærer dansk.

Bertel Haarder sagde på et tidspunkt, at man skal “ville Danmark”, og det har han helt ret i. Der, hvor jeg står af, er ved forskelsbehandlingen, der er baseret på en kombination af postnummer og gadefortegnelsen. Det forekommer mig at være fuldkommen arbitrært, og jeg bryder mig ikke om denne form forskelsbehandling, på samme måde som jeg ikke kan udholde tanken om, at lysebrune mennesker skal have straffen ganget med to. Det, jeg ikke kan holde ud, er de tvangsprægede elementer! Alt for mange mennesker udsættes efterhånden for den tvang, der føres ud i livet som en reduktion i offentlige ydelser. Det gælder kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen,  integrationsydelsen og nu dette med postnummeret.

Økonomiske håndtag bruges ofte som en form for adfærdsregulering. Problemet er, at alle disse mennesker ikke kan regulere deres adfærd, for så havde de nok gjort det! Kontanthjælpsmodtagerne ville sikkert gerne finde et arbejde, for at pengepungen ikke skal være tom den 16. i måneden, men der er ikke arbejde at få, når man næsten ikke kan noget. Der er også kontanthjælpmodtagere, der er uhyre kompetente, de har bare været så uheldige at være syge i mere end 22 uger. Og så videre. Det er tvangen, der er problemet.

Jeg bryder mig heller ikke om assimileringen. Uanset kulør skal man arbejde, hvis man kan, og det er fint at give visse personager et skub i bagdelen, hvis de undslår sig, fordi de har sukkersyge eller lignende, der jo altså ikke er livstruende, bare man passer sin insulin. Man skal opføre sig ordentligt, man skal overholde landets love osv. Dette gælder alle med et dansk postnummer!

Det kan bare ikke være sandt, at man skal gå i noget bestemt tøj, at man skal spise bestemte retter fra bestemte dyr, at man ikke selv kan beslutte, om man ønsker at faste og afholde sig fra visse handlinger i en bestemt periode.

Hvad søren sker der her til lands?