,

Chikane

Ikke et ord om psykiatri

Jeg faldt over denne artikel i Berlingske, og jeg er ærlig talt rystet over, hvad de ansatte på landets jobcentre skal leve med. Det er jobs, hvor dødstrusler mod vedkomne og dennes familie er hverdagskost; hvor helt urimelig tiltale hører til dagens orden osv.

En mand har netop fået en bøde på 5.000 kr. for chikane; man han er ligeglad. Han agter at fortsætte med at svine mennesker til, da han er blevet dårligt behandlet.

Jobcentrets ofre

Der findes en Facebookgruppe ved navn “Jobcentrets ofre”, som jeg nassede på i en kort periode; dvs. jeg læste med men blandede mig aldrig i debatter, slog aldrig noget op mv.

Pludselig opstod “bevægelsen”, hvor offentligt ansattes CV, billeder mv. skulle udstilles sammen med de afgørelser, de havde truffet. Da stod jeg af. Jeg vil aldrig i livet associeres med den slags.

Hitler

De offentligt ansatte i kommuner, regioner og stat administrerer den lovgivning, der er vedtaget af landets politikere. Bum færdig. Noget andet er så, at det er fuldstændig forståeligt, at mennesker, der er ramt af diverse vanvittige reformer, fx fleksjobreformen og kontanthjælpsreformen fra 2013, hjælper hinanden og slutter sig sammen om at råbe op. Men det er jo politikerne, de skal råbe op. Det hjælper ikke at slå sagsbehandlerne ihjel eller at svine dem til i det offentlige rum.

Det er nemt at svine til i det offentlige rum, men det er svært at nå det politiske niveau, og jeg ved ærlig talt heller ikke selv, hvordan man gør. Jeg tænker på mit eget spagfærdige forsøg på at nå direktionen for RegionH.

I artiklen nævnes, at der er en lighed mellem de ansatte på jobcentrene og Hitlers håndlangere. Den har jeg nu svært ved at se, da de ansatte er sat til at hjælpe – også selvom det ikke hjælper – men Goebbels, Göring og folk under dem var “ansat” til at slå fx seks millioner jøder ihjel og lægge Europa i ruiner.

Konklusion

Kim Oksbøl fører en helt forfejlet kamp. Jeg bryder mig ikke om ham og hans metoder!

6 replies
  1. Jørgen
    Jørgen says:

    Der gungres for meget rundt om på såkaldt sociale medier. En ordentlig tone ville måske fremme forståelsen og budskabet, men det er i nogle henseender en klar mangelvare.
    Jeg er helt enig i ovenstående.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      “Gungre” er et godt ord, hvis du tænker på musen og elefanten? Jeg deltager aldrig i debatter, hvor tonen ikke er ordentlig, og jeg kan såmænd finde på at skrive “Tal ordentligt!”

      Svar
  2. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Jeg synes heller ikke, det hører nogen steder hjemme at hæng jobcentermedarbejdere ud i offentlige fora, bare fordi de passer deres arbejde. Det er jo ikke dem, der bestemmer, hvordan lovene skal være.

    Jeg har også selv i en periode læst med på “jobcentres ofre” og “behandl mig ordentligt”, men er holdt op igen. Hvis man skulle tage hovedparten af deres skrigeri alvorligt, er det de vil, det rene anarki. Fx har jeg oplevet mange, der mener sig kaldede til at angribe samtlige politikere, bare fordi de selv ikke har fået deres vilje på Jobcentret.

    Jeg har forståelse for, at det kan blive særdeles vanskeligt at skille snot og kanel, hvis man selv føler sig presset, men det er ingen undskyldning for fx at offentliggøre en sagsbehandlers medarbejdermappe på internettet. Faktisk synes jeg, at 5000 kr i bøde er en latterlig lav straf for det. Jeg går ind for aktindsigt i egen sag, men jeg kan ikke indse, hvorfor tilfældige borgere skal kunne rekvirere medarbejderfiler på deres sagsbehandlere.

    Alt i alt ser det ud til, at det at være kommunal sagsbehandler er ved at udvikle sig til alle tiders møgtjans. Og hvilke personer tiltrækkes af den slags job? Det skulle man måske tage og tænke over, nede på den slimede underside af de sociale mediers samfundsdebat.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Jeg savner din blog, for du skriver så præcist. Frem med den igen tak!

      Nu er både du og jeg jo godt uddannede, kan tænke selv, skrive et brev osv., men jeg fatter altså ikke, at de, der skriger, ikke kan se, at det er i det forkerte forum eller nutildags: På den forkerte platform. Hvad søren hjælper en FB-gruppe? Den er selvfølgelig rigtig god til at konstatere, at man ikke står alene med sine problemer, og det er fremragende! Der tjener SoMe deres løn hjem – eller hvad det nu hedder.

      Jeg er også stået af “Behandl os ordentligt” ganske enkelt fordi, jeg syntes, de var for dumme at høre på – hvilket til dels også gælder “Jobcentrets ofre”!

      Jeg bruger Facebook rigtig meget til fx supportsiden eller hvis jeg tumler/fumler med noget i WordPress. Der er altid hjælp at hente på FB, og det er fedt. Men jeg bruger det ikke til at skade andre mennesker!

      5.000 kr. er ganske rigtig latterligt.

      De kommunalt ansatte passer deres arbejde, som de får deres løn for, og de får altså ikke løn for den slags, der fremgår af artiklen i Berlingske.

      Jeg er vild med din konklusion!

      Svar
  3. Birgit
    Birgit says:

    Kloge ord, Hanne, og du har så evig ret!
    Det er en trist udvikling, at nogle mennesker mener, at de kan tillade sig at sige hvad som helst om andre mennesker, der bare udfører deres arbejde. Selvom der – desværre – er forskel på, hvordan forskellige personer forvalter det samme stykke arbejde, berettiger det ingen andre til at true, hverken verbalt eller fysisk. 😠

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Birgit

      Tak – og det er jeg glad for!

      Hrm… ikke bare trist, men ganske utilstedeligt, og jeg begriber det ikke. Selvom jeg “elsker” de sociale medier, tror jeg, de bærer deres del af skylden, for der kan man ganske ustraffet skrive, hvad man vil. Mange påberåber sig, at de har ytringsfrihed, og det har de også, problemet er bare, at de aldrig har læst bestemmelsen til ende, for den slutter med “.. dog under ansvar for domstolene.”

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *