, , ,

Restitution mv.

Jeg har fri hver tirsdag og hver torsdag. Meningen med det er, at jeg skal restituere mig. Og det gør jeg så.

Og hvad laver jeg egentlig de dage? Jo jeg sover længe, taler typisk med præsten herhjemme hos mig selv (fantastisk gejstlig betjening), har evt. en aftale i Distriktspsykiatrien, kigger mig for i Blogland, skriver måske selv et indlæg, leger sprogrøgter, er på Facebook, skriver mails og den slags ganske unyttige og hyggelige ting. Af og til finder jeg også støvsugeren frem.

Jeg tror ikke, jeg ville hænge så godt sammen på arbejdet, hvilket er mig magtpåliggende, hvis jeg ikke havde disse dage. Jeg har to personlige mål for 2016:

  1. Undgå indlæggelse – det ser indtil videre ud til at lykkes.
  2. Have mindst muligt fravær fra arbejde – her kommer restitutionsdagene ind i billedet.

I går talte jeg med Pernille (lægen i DPC). Hun er fantastisk – så sød og så lyttende.Vi jokede lidt med min tanke om, at hun har kendt mig længere, end jeg har kendt hende. Hun kan jo huske, men det kan jeg ikke.

Jeg har altid en dosmerseddel med både for at huske og for at få mest muligt ud af den tid, vi har sammen. Det er jo ligesom at gå til et møde. I går handlede den kun om de kognitive problemer. Og jeg tror, jeg fik gjort hende begribeligt, at det er et væsentligt handicap at føle sig som et halvt menneske, når det både er fortid og nutid, der er ramt. Jeg har opgivet håbet om bedring, og samtidig håber jeg, at hun kan trække en kanin op af hatten. Jeg ved godt, at det er selvmodsigende. Alle de dygtige mennesker har gjort alt for mig, men problemet er ikke hverken løst eller reduceret.

Jeg sagde til hende, at hun gerne måtte grine, men at jeg faktisk har tænkt tanken, om det kunne være tidlige tegn på demens. Hun grinede ikke, men tog mig seriøst. Hun svarede ærligt, at noget af det godt kunne ligne, men heldigvis er der ikke alle de andre tegn, der hører med så som at tage sandaler på i snevejr eller at lægge tandpastaen i køleskabet osv. Jeg har kun én gang oplevet ikke at kunne huske, hvordan man laver kaffe. Det var jeg ret skræmt over.

Hun havde ikke umiddelbart en kanin at trække op af hatten, men hun ville høre sine kolleger på konferencen i dag til morgen. Det er jeg rigtig glad for. Jeg regner med at kunne få en tilbagemelding torsdag.

Jeg er begyndt at få nogle underlige kommentarer til mine blogindlæg. De ser umiddelbart ud til at være affødt af mit politiske ståsted, som der ikke er noget hemmelighedskræmmeri om. Jeg har altid været et politisk tænkende menneske, og det hverken kan eller vil jeg lave om på. Det hører med til at leve i et demokrati. Kommentarerne ønsker mig død, ulykke, voldtægt mv. med baggrund i mine holdninger til flygtningekrisen. Hvis det fortsætter, går jeg til politiet, men jeg holder ikke op med at skrive. Jeg henholder mig derimod til Grundlovens § 77 om ytringsfrihed:

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Det har altid undret mig, at de, der påberåber sig ytringsfriheden, altid overser ordene “dog under ansvar for domstolene.” Der er altså grænser for ytringsfrihed, men det overses ofte af de etnisk danske hadprædikanter. Situationen har fået mig til at sætte følgende lille tekst øverst på min forside: “Jeg er glad for alle kommentarer og svarer hurtigst muligt. Kommentarer med racistisk indhold slettes dog uden videre.” Det hjælper sikkert ikke, for tosserne kan vel næsten ikke læse. Men så har jeg da gjort et eller andet.

 

,

Hej

Jeg bor på Københavns Vestegn i Hvidovre, og her er dejligt at bo, og jeg har boet her siden november 2007.

Vi har mange mennesker med anden etnisk baggrund end dansk – men her er altså ingen vold, voldtægter, slagsmål, knivstikkerier, overfald, indbrud eller alt det andet, som de etnisk danske hadprædikanter prædiker om. Faktisk er her rigtig fredeligt og dejligt.

Jeg færdes meget på Facebook, og jeg er rystet over den forfærdelige tone i asyldebatten fx: “De skal ikke integreres, de skal sendes hjem så hurtigt som muligt”, “Skyd de perkere”, “De voldtager vores kvinder”, “Det er deres skyld, at der ikke gøres noget for de hjemløse, de fattige, de gamle og de syge”, “De tager vores boliger”, “De lorte”, “Smykkeloven viser bare, at det er velfærdsmigranter” osv. osv. (I parentes bemærket blev smykkeloven vedtaget for fire måneder siden, og nu er den for første gang blevet brugt, og der er konfiskeret 79.600 kr., som tilhørte fem personer tilsammen.)

Som et led i det man kunne kalde hverdagsintegration og som min egen lille private protest mod de danske hadprædikanter, er jeg begyndt at sige “Hej”, hver gang jeg møder en kvinde med tørklæde. Jeg har nok sagt hej 50 gange nu, og det er ikke én gang sket, at de ikke har lyst op i et stort smil og kvitteret med et hej. De er nok ikke rigtig vant til det.

Gad vide hvad der ville ske, hvis vi var flere, der sagde hej?

, ,

Brexit

Alle taler om det – også jeg:

For så vidt angår det europæiske projekt – Den Europæiske Union, er jeg ikke på linje med Enhedslisten. Jeg har altid syntes, at staterne bedre kan løse problemerne (nej ikke “udfordringerne” 🙂 ) i fællesskab end hver for sig.

Jeg er derimod enig med statsministeren i, at der kan være en idé i at skabe et “slankere Den Europæiske Union”. Den Europæiske Union forekommer at være meget langt væk fra den menige vælger, og det er et alvorligt demokratisk problem! – eller måske ligefrem et demokratisk underskud? Det er uheldigt, og det bør der korrigeres for.

Ergo synes jeg også, at den britiske beslutning er meget trist, og bør mane til eftertanke. Marginen mellem de to poler er så lille, at det kan kaldes flertalstyranni og tilfældigheder.

Det vil være en mindre katastrofe, hvis og EL og DF kan opildne danskerne til også at kræve en afstemning om vores forbliven i samarbejdet, og det så resulterer i, at vi ikke vil være med længere. Sammenslutningen “Nyt Europa” har mange gode synspunkter, og jeg fandt denne gode og klare artikel, hvor det blandt andet fremgår at:

Det sker samtidig med, at vi i Europa står over for massive aktuelle problemer. Flygtninge og migrationskrisen, forholdet til Rusland efter annekteringen af Krim, risiko for terrorangreb, overvindelse af den økonomiske krise samtidig med grøn klimaomstilling og genopretning af økonomien i Sydeuropa. Alt sammen problemer, som vi kun kan håndtere i fællesskab.

Jeg synes, at der i citatet mangler noget om, at staterne i fællesskab også bedre kan styrke kampen mod nationalismen, som netop var noget af det, der fik briterne til at stemme “Leave”. Det må være vigtigt fortsat at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed. Det er for let at mele sin egen kage og lade de andre rydde op. Det kommer i næste afsnit:

Dertil kan vi lægge en omfattende tillidskrise til det politiske system, der bare fik et hak opad i kampagnen i Storbritannien. Det var jo først og fremmest nationalistiske og nyliberalistiske kræfter, der vandt kampagnen med modstand mod immigration og fremmede som en helt afgørende motor. En helt uhellig alliance, men faktisk den, der præger den nye højrepopulisme overalt i verden. Når den så også forenes med dele af venstrefløjen, står vi som samfund et rigtigt farligt sted.

Noget af det, der samlede staterne i den spæde start kort efter 2. verdenskrig, var ønsket om fravær af krig og det især mellem Tyskland og Frankrig. Tanken var, at hvis de var forenede og forpligtede på et eller flere punkter, ville de ikke så let fare i totterne på hinanden, som det blev set i begge verdenskrige. Vi kan konstatere, at der ikke har været krig i Europa i ca. 70 år. Det tyder på, at medicinen har virket.

Det, der vil være interessant, er en grundig debat om, hvad det er, vil vi have ud af fællesskabet vel at mærke på den præmis, der hedder, at vi gerne fortsat vil være med.