,

Staten som arbejdsplads

Jeg har haft besøg af en rigtig dejlig tidligere kollega. Vi har talt og talt i fem timer, for vores kemi er i orden, og vi har meget at tale om.

Vi arbejdede sammen fra 2000 til 2004 i en statslig styrelse. Vi har begge været dygtige, stræbsomme, loyale, omstillingsparate, robuste osv. – altså alt det man skal for at hænge på i en statslig sektor, der årligt skal fremvise produktivitetsstigninger på mellem to og tre pct.

Og man kan spørge, hvad vi så egentlig har fået ud af det?

Jeg har ikke fået noget ud af det kvarte århundrede, der gik med altid at være på pletten og være “firmaets mand”. Jeg har haft spændende jobs og blevet lyttet til, og det var jo dejligt, men retrospektivt var det ikke godt for mig. Psykologen sagde – og jeg er enig – at meget af mit arbejdsliv sikkert har været båret af manier. Og nu sidder jeg så i et fleksjob…

Vores fælles styrelse er omfattet af regeringens storstilede udflytningsplan, hvor 3.900 arbejdspladser skal flyttes ud i landet – mest til Jylland forstås. Det koster kun en milliard, siger Finansministeriet selv.

Hun er en af dem, der ikke vil med til Jylland, for hvad skulle hun egentlig lave der? Og hendes mand har med sit job ikke mulighed for at flytte med. Så hun er nu efter 25 år afskediget. “Start forfra søster, du er jo kun 59, og hvad er der nu galt med Jylland?” – sådan lyder parolen overfor de statsligt ansatte, der – hvis de har været tilstrækkeligt højt rangerende – kan få en fratrædelsesgodtgørelse og et outplacement forløb. Det er altså nemt at blive lidt bitter og at have svært ved at få øje på fremtiden.

Jo mere hun fortalte om sin sidste tid derude, om alle fyringsrunderne og om de fire år, der gik forud, jo mere kunne jeg mærke, at jeg er lykkelig over at være sluppet ud af det statslige favntag, hvor alle hypper egne kartofler. Min karriere er forbi, men jeg er ved at have vænnet mig til tanken. Til gengæld jeg er glad og optimistisk, når vækkeuret sætter ind kl. 06 tre dage om ugen. Og jeg er glad for at åbne porten til en arbejdsplads, hvor alle har en mission, og til et sted, som jeg kan identificere mig med. Jeg gør ikke direkte noget for verdens 800 millioner fattige, men jeg kan levere noget FKN har brug for for at kunne hjælpe alle disse mennesker. En lille brik i puslespillet men dog en brik.

Når medarbejderne i staten ytrer sig om, at der er langt til Jylland, er beskeden typisk “tag en tudekiks”. Det er efter min opfattelse et utilgiveligt og ringeagtende udsagn, eller mindre pænt sagt: noget svineri. Regeringens sølle argumenter går på, at der også er dygtige medarbejdere i Jylland. Tåbeligt argument. Der er jo ingen, der desavouerer de jyske medarbejdere!

Der er i den styrelse tale om folk, der i mange, mange år har stået last og brast med den og båret med ved den ene effektiviseringsproces efter den anden. Pludselig kan de ikke bruges til noget længere.

Det var så en af de personlige historier bag udflytningerne. Der er også tabet for kunderne:

Vores styrelse laver højt specialiseret sagsbehandling med både akademikere og HK-ansatte som sagsbehandlere. Vores kunder er primært private virksomheder, der betaler et ret stort gebyr for at få behandlet deres sager. Området er præget af mange internationalt fastlagte tidsfrister og Den Europæiske Union-bestemte processer.

Det tager typisk tre til fire år med sidemandsoplæring at blive kvalificeret til at varetage sagsbehandlingen på egen hånd. Og det gælder for begge faggrupper. Den type sager er et håndværk.

  • Når nu virkelig mange af medarbejderne ikke vil med til Jylland hvad så?
  • Hvordan finder man en ny flok medarbejdere til dette meget specielle sagsområde?
  • Hvordan får man behandlet sagerne korrekt i de år, der går til sidemandsoplæringen er slut og medarbejderne kan klare opgaverne på egen hånd?

 

Kunderne klager, hvis der er fejl, og det skal de naturligvis også. De er jo netop kunder, og de har betalt et højt gebyr.

Sagsbehandlingstiden vil som konsekvens heraf stige ind i himlen – så klager kunderne også, og det er de i deres gode ret til.

 

, , ,

Restitution mv.

Jeg har fri hver tirsdag og hver torsdag. Meningen med det er, at jeg skal restituere mig. Og det gør jeg så.

Og hvad laver jeg egentlig de dage? Jo jeg sover længe, taler typisk med præsten herhjemme hos mig selv (fantastisk gejstlig betjening), har evt. en aftale i Distriktspsykiatrien, kigger mig for i Blogland, skriver måske selv et indlæg, leger sprogrøgter, er på Facebook, skriver mails og den slags ganske unyttige og hyggelige ting. Af og til finder jeg også støvsugeren frem.

Jeg tror ikke, jeg ville hænge så godt sammen på arbejdet, hvilket er mig magtpåliggende, hvis jeg ikke havde disse dage. Jeg har to personlige mål for 2016:

  1. Undgå indlæggelse – det ser indtil videre ud til at lykkes.
  2. Have mindst muligt fravær fra arbejde – her kommer restitutionsdagene ind i billedet.

I går talte jeg med Pernille (lægen i DPC). Hun er fantastisk – så sød og så lyttende.Vi jokede lidt med min tanke om, at hun har kendt mig længere, end jeg har kendt hende. Hun kan jo huske, men det kan jeg ikke.

Jeg har altid en dosmerseddel med både for at huske og for at få mest muligt ud af den tid, vi har sammen. Det er jo ligesom at gå til et møde. I går handlede den kun om de kognitive problemer. Og jeg tror, jeg fik gjort hende begribeligt, at det er et væsentligt handicap at føle sig som et halvt menneske, når det både er fortid og nutid, der er ramt. Jeg har opgivet håbet om bedring, og samtidig håber jeg, at hun kan trække en kanin op af hatten. Jeg ved godt, at det er selvmodsigende. Alle de dygtige mennesker har gjort alt for mig, men problemet er ikke hverken løst eller reduceret.

Jeg sagde til hende, at hun gerne måtte grine, men at jeg faktisk har tænkt tanken, om det kunne være tidlige tegn på demens. Hun grinede ikke, men tog mig seriøst. Hun svarede ærligt, at noget af det godt kunne ligne, men heldigvis er der ikke alle de andre tegn, der hører med så som at tage sandaler på i snevejr eller at lægge tandpastaen i køleskabet osv. Jeg har kun én gang oplevet ikke at kunne huske, hvordan man laver kaffe. Det var jeg ret skræmt over.

Hun havde ikke umiddelbart en kanin at trække op af hatten, men hun ville høre sine kolleger på konferencen i dag til morgen. Det er jeg rigtig glad for. Jeg regner med at kunne få en tilbagemelding torsdag.

Jeg er begyndt at få nogle underlige kommentarer til mine blogindlæg. De ser umiddelbart ud til at være affødt af mit politiske ståsted, som der ikke er noget hemmelighedskræmmeri om. Jeg har altid været et politisk tænkende menneske, og det hverken kan eller vil jeg lave om på. Det hører med til at leve i et demokrati. Kommentarerne ønsker mig død, ulykke, voldtægt mv. med baggrund i mine holdninger til flygtningekrisen. Hvis det fortsætter, går jeg til politiet, men jeg holder ikke op med at skrive. Jeg henholder mig derimod til Grundlovens § 77 om ytringsfrihed:

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Det har altid undret mig, at de, der påberåber sig ytringsfriheden, altid overser ordene “dog under ansvar for domstolene.” Der er altså grænser for ytringsfrihed, men det overses ofte af de etnisk danske hadprædikanter. Situationen har fået mig til at sætte følgende lille tekst øverst på min forside: “Jeg er glad for alle kommentarer og svarer hurtigst muligt. Kommentarer med racistisk indhold slettes dog uden videre.” Det hjælper sikkert ikke, for tosserne kan vel næsten ikke læse. Men så har jeg da gjort et eller andet.

 

,

Hej

Jeg bor på Københavns Vestegn i Hvidovre, og her er dejligt at bo, og jeg har boet her siden november 2007.

Vi har mange mennesker med anden etnisk baggrund end dansk – men her er altså ingen vold, voldtægter, slagsmål, knivstikkerier, overfald, indbrud eller alt det andet, som de etnisk danske hadprædikanter prædiker om. Faktisk er her rigtig fredeligt og dejligt.

Jeg færdes meget på Facebook, og jeg er rystet over den forfærdelige tone i asyldebatten fx: “De skal ikke integreres, de skal sendes hjem så hurtigt som muligt”, “Skyd de perkere”, “De voldtager vores kvinder”, “Det er deres skyld, at der ikke gøres noget for de hjemløse, de fattige, de gamle og de syge”, “De tager vores boliger”, “De lorte”, “Smykkeloven viser bare, at det er velfærdsmigranter” osv. osv. (I parentes bemærket blev smykkeloven vedtaget for fire måneder siden, og nu er den for første gang blevet brugt, og der er konfiskeret 79.600 kr., som tilhørte fem personer tilsammen.)

Som et led i det man kunne kalde hverdagsintegration og som min egen lille private protest mod de danske hadprædikanter, er jeg begyndt at sige “Hej”, hver gang jeg møder en kvinde med tørklæde. Jeg har nok sagt hej 50 gange nu, og det er ikke én gang sket, at de ikke har lyst op i et stort smil og kvitteret med et hej. De er nok ikke rigtig vant til det.

Gad vide hvad der ville ske, hvis vi var flere, der sagde hej?